Landebeskrivelse Bosnien-Hercegovina

Landebeskrivelse Bosnien-Hercegovina Den danske Ambassade Ljubljana, Slovenien Den 17. december 2012 1

1. Historie, geografi og befolkning Bosnien-Hercegovina har eksisteret som selvstændig statsdannelse i en periode i middelalderen. Siden da, og frem til landets nuværende selvstændighed (1992) har det været en del af andre stater: Det Osmanniske Rige (1463-1878), Det Habsburgske Rige (Østrig-Ungarn) (1878-1918), Kongeriget af serbere, kroatere og slovenere (1918-1941) og Jugoslavien (1945-1992). Geografisk grænser Bosnien-Hercegovina op til Kroatien (932 km), Montenegro (249 km) og Serbien (357 km). Landskabet er meget bjergrigt og højder på over 1.800 meter er normale. Det højeste punkt er Maglic (2.386 m), og laveste punkt er Adriaterhavet, hvortil Bosnien- Hercegovina har ca. 20 km kyststrækning. På grund af højden og de sydlige breddegrader er somrene gennemgående varme og vintrene kolde. I forbindelse med osmannernes erobring af Balkan i det 15.-16. århundrede konverterede store befolkningsgrupper i Bosnien-Hercegovina til Islam. Med konverteringen fulgte både magt og privilegier. Den muslimske befolkningsgruppe, der går under betegnelsen bosniakker, indtog således ledende administrative poster og styrede i realiteten Bosnien-Hercegovina på vegne af det osmanniske rige. Efter Balkankrigene i det 19. århundrede måtte osmannerne vige for Østrig-Ungarn, som på Berliner-kongressen i 1878 fik overdraget Bosnien-Hercegovina som protektorat. I 1908 annekterede Østrig-Ungarn landet. Dette medvirkede til fremvæksten af en serbisk nationalistisk selvstændighedsbevægelse, der kulminerede i mordet på den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo i 1914. Dette mord blev den umiddelbare anledning til 1. verdenskrig. Som led i fredsordningerne efter 1. verdenskrig dannedes under serbisk dominans et sydslavisk ("jugoslavisk") kongerige i 1918. Geografisk dækkede dette det nuværende Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo, Montenegro og Makedonien. Kongeriget var skrøbeligt og holdt kun indtil 2. verdenskrig, hvor Jugoslavien blev besat af aksemagterne. Under krigen dannedes en tysk lydstat i Kroatien, der også omfattede Bosnien-Hercegovina, ledet af det berygtede Ustaša-styre, der systematisk søgte at fordrive den serbiske befolkningsgruppe. Som reaktion mod besættelsen opstod to modstandsbevægelser: de kongetro såkaldte tjetnikker og den kommunistiske partisanbevægelse ledet af kroaten Tito, der fik overtaget og som ved krigens afslutning etablerede et kommunistisk styre i Jugoslavien. Det kommunistiske jugoslaviske styre brød i 1948 med den sovjetiske model og udviklede sig i retning af et mere decentraliseret system end det sovjetiske. Et vigtigt økonomisk bidrag kom i form af udenlandske lån og lønoverførsler fra jugoslaviske gæstearbejdere i Vesten. Indenrigspolitisk fastholdtes en hårdhændet indsats mod nationalistiske/etniske strømninger i landets forskellige regioner. Den jugoslaviske model viste sig dog efterhånden at give store økonomiske problemer og efter Titos død i 1980 voksede utilfredsheden med det kommunistiske system og de interne modsætninger mellem landets forskellige regioner og befolkningsgrupper øgedes. De relativt velstående delrepublikker Slovenien og Kroatien, der var nettobidragydere til resten af landet, så en interesse i øget selvstyre eller løsrivelse. De øvrige dele, herunder Bosnien-Hercegovina og de sydligere delrepublikker, var i begyndelsen imod dette. Slovenien og Kroatien erklærede sig uafhængige medio 1991 og opnåede international anerkendelse primo 1992. 2

Til trods for en lang tradition for fredelig sameksistens mellem de forskellige befolkningsgrupper begyndte bosniakker og bosniske kroater (efter Sloveniens og Kroatiens løsrivelse) at frygte serbisk dominans i det resterende Jugoslavien. Selvom de bosniske serbere protesterede, valgte man at udskrive en folkeafstemning om selvstændighed. De bosniske serbere boykottede afstemningen, mens de øvrige grupper stemte for uafhængighed med 99,7 % af stemmerne. I april 1992 anerkendte de daværende EF-lande og USA Bosnien-Hercegovina som en selvstændig stat. Som reaktion udråbte de bosniske serbere deres egen republik, Republika Srpska, og i kraft af den serbiske kontrol med den jugoslaviske hær i Bosnien (JNA) formåede disse hurtigt at besætte størstedelen af Bosnien-Hercegovinas territorium. Dette var begyndelsen til en blodig krig. Som følge af radikale nationalister, der undertiden forfulgte helt personlige mål og som gennem målbevidste skræmmekampagner i medierne formåede at skabe frygt og had, kom krigen til at vare i 3½ år. Bosniske kroater og bosniakker kæmpede i begyndelsen sammen imod de bosniske serbere, men alliancer og fjendebilleder skiftede løbende. Mange bosniske kroater og bosniakker endte i flere landsdele med at vende sig mod hinanden. Det internationale samfund stod længe magtesløst over for konflikten. FN indsatte en fredsbevarende styrke, UNPROFOR, der med et svagt mandat og begrænset udrustning ikke var i stand til at øve indflydelse på parterne. I marts 1994 lykkedes det i Washington at presse bosniakker og bosniske kroater til at danne en Føderation og dermed bringe kamphandlingerne mellem disse to grupper til ophør. Konflikten mellem den nye Føderation og Republika Srpska fortsatte imidlertid indtil 1995, hvor bosnisk-serbiske massakrer mod de bosniakkiske enklaver Srebrenica og Zepa og et mortérnedslag på markedspladsen i Sarajevo udløste omfattende NATO-bombninger af bosniskserbiske militære installationer. Efter internationalt pres enedes Bosnien-Hercegovinas præsident Alija Izetbegovic, Kroatiens præsident Franjo Tudjman og Serbiens præsident Slobodan Milosevic i oktober 1995 om en våbenhvile. Den 1. november samme år indledtes fredsforhandlinger under amerikansk ledelse i Dayton, Ohio. Fredsaftalen, Dayton-aftalen, blev indgået den 21. november og underskrevet af Milosevic, Tudjman og Izetbegovic i Paris den 14. december 1995. Udover et samlet dødstal på mere end 100.000 mennesker og enorme materielle tab skønnes krigen også at have drevet halvdelen af landets befolkning, dvs. over 2 mio. mennesker, på flugt fra deres hjem. Heraf flygtede ca. 40 pct. til udlandet og mere end 20.000 kom til Danmark, mens de resterende fik status som internt fordrevne. Ca. 103.600 mennesker lever fortsat som internt fordrevne i Bosnien. Landet tynges stadig af store uløste problemer; grundlæggende etniske uenigheder, modstridende holdninger til staten Bosnien-Hercegovina, begrænset implementeringskapacitet og uklar ansvarsfordeling. På mange måder gør konfliktlinjerne fra krigen 1992-95 sig stadig gældende i de politiske stridigheder i bosnisk politik i dag. 3

2. Bosnien-Hercegovinas politiske system Bosnien-Hercegovina er en republik, som ledes af et præsidentskab bestående af tre personer og et ministerråd. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus og Folkenes Hus. Næste parlamentsvalg finder sted i efteråret 2014. Under statsniveauet er landet opdelt i to entiteter: Føderationen Bosnien-Hercegovina (FBiH), der primært er beboet af bosniakker (bosniske muslimer) og bosniske kroater (katolikker), og Republika Srpska (RS), der primært er beboet af bosniske serbere (ortodokse kristne). De to entiteter har vidtgående selvstændige kompetencer på områder, der normalt henhører under staten. Forfatningen bemyndiger staten til kun at varetage stærkt begrænsede opgaver, især ift. udenrigshandels- og udenrigspolitik, mens entiteterne dækker stort set alle andre områder som f.eks. uddannelses-, social-, sundheds- og skattepolitik. Entiteterne er underopdelt i forskellige administrative enheder. Føderationen består således af 10 kantoner, der igen er underopdelt i kommuner, mens Republika Srpska kun er opdelt i kommuner. Hertil kommer den særlige administrative enhed Brcko, der overvåges af det internationale samfunds Høje Repræsentant. Både entiteterne og kantonerne har egne ministerier på alle de nævnte områder. Denne struktur indebærer et administrativt system, der i forhold til landets størrelse, er meget stort og kompliceret. F.eks. er der ikke mindre end 13 ministre for sundhed, og hver af disse har to viceministre. For en grafisk oversigt over Bosnien-Hercegovinas lovgivende og udøvende organer se bilag 1. Føderationens politiske institutioner består af én præsident og to vicepræsidenter (én fra hver etnisk gruppe, ingen rotation), en regering (premierminister og 16 ministre, heraf 8 bosniakker, 5 bosniske kroater og 3 bosniske serbere) og et parlament med to kamre, Repræsentanternes Hus (98 pladser, hvoraf hvert af de konstituerende folk er garanteret mindst 4 pladser) og Folkenes Hus (58 pladser, heraf 17 til hvert af de konstituerende folk samt 7 til andre, eksempelvis romaer og jøder). Republika Srpska har én præsident og to vicepræsidenter (én fra hver etnisk gruppe, ingen rotation), en regering (premierminister og 16 ministre, heraf 8 bosniske serbere, 5 bosniakker og 3 bosniske kroater) og et parlament med to kamre: Nationalforsamlingen (83 pladser hvert af de konstituerende folk er garanteret mindst 4 pladser i Nationalforsamlingen) og Folkenes Råd (28 pladser, heraf 8 til hvert af de konstituerende folk samt 4 til andre ). Til forskel fra Føderationens Folkenes Hus, der er et traditionelt parlamentarisk andetkammer, er Republika Srpskas Folkenes Råd alene en mekanisme til beskyttelse af de konstituerende folks vitale interesser. Staten ledes af et roterende præsidentskab (tre medlemmer, en fra hver af de etniske grupper, formandskabet roterer hver 8. måned), et ministerråd (en premierminister samt 9 ministre følger præsidentperioden) samt et parlament med to kamre, Repræsentanternes Hus med 42 pladser og Folkenes Hus med 15 pladser. De tre etniske grupper er sikret ligelig repræsentation i præsidentskabet og Folkenes Hus og hertil kommer et netværk af komplicerede mindretalsgarantier, såsom vetoret for den enkelte etniske gruppe og regler om kvalificeret flertal. Kun en ny forfatning kan ændre disse forhold. 4

Denne meget decentraliserede og komplicerede politisk-administrative struktur, der var forudsætningen for at afslutte krigen, er en videreførelse af den decentraliserede struktur fra det tidligere Jugoslavien og giver ofte store problemer i den daglige administration i landet. Alligevel er der på grund af de etniske stridigheder ikke enighed om en mere centraliseret statsstruktur. Mens de bosniakiske partier i høj grad er tilhængere af en mere enkel struktur, så afviser især de bosniske serbere i Republika Srpska, at en mindre decentraliseret stat vil gøre landet mere funktionsdygtigt. Indenfor de seneste år er det trods alt lykkedes at styrke statsniveauet på forskellige områder som forsvar, efterretningsvæsen og indirekte beskatning, men generelt er reformerne, der, som følge af den demokratiske struktur er baseret på landets tre konstituerende folk, begrænsede. Et eksempel på de problemer systemet afstedkommer, er en bestemmelse i Daytonaftalen, kaldet entity voting. Entity voting-bestemmelsen foreskriver, at en entitet til enhver tid har mulighed for at nedlægge veto i parlamentet mod lovforslag som de vurderer, er i strid med deres entitets interesse. Særlig den bosnisk-serbiske minoritet i parlamentet har i de seneste år benyttet sig heraf og dermed i realiteten blokeret for vedtagelsen af en lang række love. Forfatningen, der er en del af Daytonaftalen, og som blev set som den eneste mulighed for at skabe fred og stabilitet i Bosnien, er i mange henseender i dag utidssvarende. Da den blev skrevet var hensigten, at den skulle skabe samarbejde i en overgangsperiode ved at anerkende de tre stridende folk som referencepunkter og på sigt afløses af en ny. Sådan er det ikke gået, og forfatningen spænder nu reelt ben for udviklingen ved på den ene side at skabe et højst bureaukratisk og indviklet system og på den anden side at bryde med grundlæggende menneskerettigheder. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har således i den såkaldte Sejdić- Finci sag slået fast, at den del af forfatningen, der kun tillader valg af bosniske kroater, bosniske serbere og bosniakker til præsidentskab og til parlament, er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om mindretalsbeskyttelse. 3. Det internationale samfund Det internationale samfund udpeger som led i Dayton-aftalen en repræsentant, den såkaldte Høje Repræsentant (HR), der har til opgave at gennemføre fredsaftalens civile del og fungerer som den øverste politiske instans i landet. Oprindeligt var den Høje Repræsentant også EU s særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina (EUSR). Funktion som Høj Repræsentant er siden marts 2009 blevet varetaget af den østrigske diplomat, Valentin Inzko. Mandatet for den Høje Repræsentant er forlænget indtil sommeren 2012. EUSR-mandatet er siden blevet udskilt, og fra den 1. september 2011 har danskeren Peter Sørensen været EU s særlige udsending i Bosnien-Hercegovina. I takt med at reformprocessen forhåbentligt skrider frem, er det hensigten helt at afvikle Den Høje Repræsentants Kontor (OHR), eller i første omgang at flytte OHR uden for Bosnien. Det internationale samfunds tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina kommer dermed til at fungere med to adskilte mandater: OHR med ansvar for implementeringen af Dayton Fredsaftalen og EUSR en med ansvar for EU-anliggender og Bosnien-Hercegovinas europæiske integrationsproces. Ifølge den såkaldte 5+2 plan fra 2007, som blev vedtaget af Peace Implementation Council 5

(PIC) (det internationale organ der har til opgave at implementere Daytonaftalen), skal 5 mål nås og 2 betingelser opfyldes førend OHR-institutionen kan lukkes. De fem mål er: 1) at der skal findes en holdbar løsning i forhold til fordelingen af ejendom mellem stat og andre regeringsniveauer, 2) at der skal findes en holdbar løsning i forhold til forsvarsejendom, 3) at den internationale samfunds rolle i Brcko afsluttes, 4) finansiel stabilitet og 5) forankringen af retsstaten. De to betingelser er: underskrivelsen af SAA med EU og en positiv vurdering af situationen i landet af PIC styringskomitéen og overholdelse af Dayton-aftalen. EU-tilnærmelsesprocessen er så småt blevet igangsat. I maj 2011 indgik EU s Høje Repræsentant (Ashton) og RS præsident Dodik en aftale om at fremrykke den under SA-aftalen strukturerede dialog om (tekniske) juridiske spørgsmål, der er en del af EU s screeningsproces forud for påbegyndelsen af egentlige optagelsesforhandlinger. Beslutningen blev taget i forlængelse af Ashtons aftale med Dodik om RS tilbagetrækning af en planlagt folkeafstemning i RS, der ville have været i strid med Dayton fredsaftalen og en direkte udfordring for det internationale samfund og de statslige institutioner i BiH. I juni 2011 begyndte man således under forsæde af udvidelseskommissær Füle og indenfor rammerne af SA-aftalen, en dialog, der på det juridiske område skal danne basis for indfrielsen af de mange reformkrav til BiH, der venter forude. I juni 2012 fandt en dialog sted mellem bosniske ledere og EU s kommissær for udvidelse, som resulterede i et Road Map med en række forpligtelser og tidsfrister, som BiH skal opfylde i integrationsprocessen. 4. Indenrigspolitik Langt de fleste politiske partier i Bosnien-Hercegovina er etnisk baserede og kan derfor ikke placeres på en politisk højre/venstre-skala. Efter det seneste parlamentsvalg i oktober 2010 skulle der gå 16 måneder før en ny regering blev dannet, hvilket skete den 10. februar 2012 hvor Vjekoslav Bevanda blev premierminister. Ved parlamentsvalget i oktober 2010 var den store sejrherre i Føderationen det multietniske SDP, medens SNSD i RS i det store og hele kunne fortsætte uændret. SDP og SNDP endte dog med at tabe flest stemmer ved kommunalvalget i 2012. Derimod fik det bosniakkiske parti SDA størstedelen af stemmerne, efterfulgt af det serbiske SDS. Det politiske billede aftegner sig således: - SDP: socialdemokratisk og multietnisk parti, der i Føderationen blev den store vinder af valget i oktober 2010 med mere end 25 % af stemmerne. Partiet har siden promoveret sig med en Euro-Atlantisk dagsorden og med denne som grundlag indgået en alliance med SDA, HSP, NSRzB. De fire partier udgør nu de såkaldte platformspartier, og har tilsammen flertal i Føderationens parlamentariske forsamling. I maj 2012 førte uenighed omkring implementering af statsbudgettet dog som til en opløsning af koalitionen mellem de to ledende partier SDP og SDA. SDP var herefter i stand til at opnå støtte i Parlamentet og afskedige SDA fra regeringen, og som en konsekvens heraf erstattede det bosniakkiske parti SBB BiH (Partiet for en bedre fremtid for Bosnien) SDA som SDPs nye politiske partner på statsniveau i november. SDP s Nermin Nikšić har overtaget premierministerposten i Føderationen og Zlatko Lagumdžija er udnævnt til udenrigsminister i BiH. - SBB BiH: bosniakkisk nationalistisk parti blev grundlagt I 2009. Partiet ledes af Fahrudin Radončić, som for nylig blev udnævnt som regeringens minister for sikkerhed 6

på statsniveau. - SNSD: bosnisk-serbisk socialdemokrati, der tidligere blev opfattet som et moderat oppositionsparti til SDS. Partiet har dog i stigende grad ført sig frem som et nationalistisk parti. Det bosnisk-serbiske medlem af præsidentskabet, Nebojša Radmanović, samt præsident i RS, Milorad Dodik, kommer fra SNSD. - SDS: serbisk nationalist parti ledet af Mladen Bosić. I koalition med SNSD. - HDZ BiH: bosnisk kroatisk nationalistparti, der ledes af Dragan Čović. Herfra kommer også Bosnien-Hercegovina s premierminister Vjekoslav Bevanda. - HDZ 1990: udbryderparti fra HDZ BiH, men uden at være væsenligt forskelligt fra dette. Ledes af Božo Ljubić. Flygtninge og internt fordrevne I løbet af krigen blev godt 2 mio. mennesker fordrevet fra deres hjem i Bosnien-Hercegovina. Heraf flygtede knap 1 mio. mennesker til udlandet, mens resten fik status som internt fordrevne. De største modtagerlande for flygtninge var Jugoslavien (nu: Serbien og Montenegro), Kroatien, Tyskland, Østrig, Schweiz og Sverige. Danmark modtog omkring 20.000 flygtninge fra Bosnien-Hercegovina. De fleste flygtninge og internt fordrevne kommer fra områder, der nu kontrolleres af en anden etnisk gruppe end deres egen. Dette gør hjemvenden til et politisk problem, men som tiden er gået, er der mange steder sket en vis opblødning, som har muliggjort fredelig hjemvenden, især i landområderne. Ifølge UNHCR er godt 450.000 flygtninge repatrieret til Bosnien-Hercegovina i perioden fra 1996 og frem til 2009. Til sammenligning er knap 580.000 internt fordrevne vendt hjem i samme periode. Dermed har antallet af fordrevne, som er vendt tilbage, rundet den ene million ud af de godt 2 millioner, som oprindeligt blev fordrevet. Fra Danmark er ca. 1800 flygtninge vendt tilbage til Bosnien-Hercegovina i perioden fra 1994 og til i dag. En tilbagetagelsesaftale mellem Danmark og Bosnien-Hercegovina er indgået i 2004. Den 24. april 2012 blev der i Sarajevo afholdt en international donorkonference som havde til mål at skabe en bæredygtig løsning for de tilbageværende flygtninge og internt fordrevne personer i Serbien, Montenegro, Kroatien og Bosnien-Hercegovina. På konferencen blev der opnået enighed om et regionalt genhusningsprogram, som vil bistå 74.000 personer. Fra dansk side bliver projektet støttet med et beløb på 10 millioner kroner. 5. Udenrigs- og sikkerhedspolitik Regeringens udenrigspolitiske hovedprioriteter er en politisk, økonomisk og kommerciel tilnærmelse til Europa, EU og NATO. Det endelige mål er medlemskab af EU og NATO. Medlemskab af Europarådet blev opnået i 2002. I 2008 underskrev Bosnien-Hercegovina en Stabiliserings- og Associeringsaftale med EU og forpligter sig hermed til at reformere en lang række områder og bringe landet tættere på EU. Samtidig med underskrivelsen af en Stabiliserings- og Associeringsaftale (SAA), trådte en handelsaftale 7

mellem EU og Bosnien-Hercegovina i kraft. I EU Kommissionens fremskridtsrapport om Bosnien-Hercegovina (efterår 2012) angående implementeringen af SAA fremgår det, at BiH har opnået positive resultater i begyndelsen af 2012 i form af etableringen af en regering på statsniveau samt vedtagelsen af lovene om folketælling og statsstøtte. Men det er essentielt, at BiH fortsætter processen med implementering af vedtagne love og etablering af funktionelle og effektive institutioner samt at man imødekommer kriterierne fra EU s Road Map. I forhold til implementering og håndhævelse af EU lovgivning er det af høj prioritet at etablere en effektiv koordineringsmekanisme mellem de forskellige regeringsniveauer, så man bedre kan koordinere udtalelser om EU anliggender og benytte sig af EU s førtiltrædelsesbistand. Bosnien-Hercegovina indgav medio 2009 ansøgning om MAP-status (Membership Action Plan) i NATO. Allerede i april 2010 inviterede NATO BiH til at deltage i MAP, men således at selve implementeringen først aktiveres, når der er skabt enighed om at overføre al stationær forsvarsejendom, der vurderes at være nødvendig for landets fremtidige forsvar, til staten og til brug for Forsvarsministeriet. Det kan imidlertid vise sig at være et større problem, da politikerne i Republika Srpska indtil nu har nægtet at indgå en sådan aftale om overførsel af forsvarsejendom til staten. Bosnien-Hercegovinas forhold til nabolandene i regionen, der er af afgørende betydning for landenes optagelse i NATO og EU, er løbende blevet forbedret siden slutningen af krigen. Særligt forholdet til Kroatien er gennem indgåelse af flere bilaterale aftaler, herunder aftaler om frihandel og bekæmpelse af kriminalitet, væsentligt forbedret. Forholdet til Serbien udvikler sig også fortsat og senest har det serbiske parlament kunne vedtage en deklaration, der fordømmer massakren i Srebrenica. Hertil kommer selvsagt arrestationen af den bosnisk-serbiske general Mladic i maj 2011 og Goran Hadzic i juli samme år. I forsvarsmæssig henseende er bosniske officerer tilknyttet det danske hovedkvarter i Kabul og Præsidentskabet besluttede i april måned 2010, at et bosnisk kontingent skulle indgå i den danske indsats i Helmand provinsen. Danmark bidrager, som følge af det danske forsvarsforbehold, ikke med tropper til EUFOR s militære aktion i Bosnien. (EUFOR er opretholdt med ca. 600 soldater). 6. Økonomi, udenrigshandel og samhandel med Danmark Bosnien-Hercegovina befinder sig stadig i en overgangsfase fra socialistisk planøkonomi til markedsøkonomi. En langsigtet og bæredygtig økonomisk vækst vanskeliggøres af en række strukturbetingede problemer. Herunder trægt bureaukrati, uigennemsigtige og ofte indbyrdes modstridende regler for etablering af virksomheder og produktion, samt korruption i forbindelse med udstedelse af f.eks. tilladelser og godkendelser. Et gennemgående privatiseringsprogram er under gennemførelse, dog ikke uden at afstedkomme problemer og væsentlig utilfredshed i dele af befolkningen. Det langsomme reformtempo har givet anledning til en betydelig paralleløkonomi og korruption er udbredt. De sociale forhold er vanskelige: Det skønnes, at omkring 20 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Den globale økonomiske krise har også ramt Bosnien-Hercegovina og har ført til store økonomiske problemer for landet med en negativ vækst 2009 på -2,9 % (mod ca. 6 % året før). Denne 8

negative kurve er dog blevet vendt, og i 2010 oplevede man en positiv vækst på 1 % og 2011 på ca. 1.3 %. I 2012 forventes en vækst på ca. 0.7 %. Arbejdsløsheden er dog betydelig og officielt på mere end 40 % (selvom en del dog ernærer sig i den grå økonomi). I et forsøg på yderligere at sikre den makroøkonomiske stabilitet har BiH indgået en standby aftale med IMF. Med til billedet hører dog også, at BiH har en stabil og konvertibel valuta, en behersket inflation (4 %, anslået 2011) og et pålideligt bankvæsen. Danmarks eksport til Bosnien-Hercegovina androg i 2010 91 mio. kr., modsvaret af en import på 25 mio. kr. 7. Bilaterale forbindelser til Danmark Danmark og Bosnien-Hercegovina indgik i 2004 en tilbagetagelsesaftale for afviste bosniske asylansøgere i Danmark. Aftalen indeholder også et samarbejde mellem de to landes myndigheder om statsborgerskab, tilbagesendelse og tilbagetagelse af statsborgere i tilfælde af ulovligt ophold. Aftalen blev underskrevet og trådte i kraft den 18. oktober 2004. Samme år indgik man en bilateral investeringsbeskyttelsesaftale, der efter ratifikation i 2006, trådte i kraft i juni 2008. Fra dansk side påbegyndtes i 2009 støtte til et kreditprogram i Bosnien-Hercegovina (2009-2014, 24,3 mio. kr.). Indsatsen gennemføres af den tyske udviklingsinstitution KfW (Kreditanstalt für Wiederaufbau) via to lokale mikrokredit-institutter (Mikrofin og SinergijaPlus), som tilsammen dækker hele landet. Mikrokredit-institutterne giver kredit til mindre produktionsvirksomheder for derigennem at fremme vækst og beskæftigelse. Målet er at fremme vækst og skabe levedygtig og produktiv beskæftigelse for både mænd som kvinder. Støtten er en del af Naboskabsprogrammet igennem hvilket Danmark tidligere har ydet økonomisk og teknisk bistand til Bosnien- Hercegovina og støttet demokratisering, forskellige reforminitiativer, samt kapacitetsopbygning af den offentlige sektor. For yderligere information herom henvises til Udenrigsministeriets naboskabsprogram: http://um.dk/da/danida/det-goer-vi/lande-reg/eus-naboer/naboskabspro/ Derudover finansieres fra dansk side sekunderinger til EU-delegationen i Sarajevo med henblik på at styrke dennes arbejde. Fra dansk side er givet tilsagn om 10 mio. kr. til den såkaldte Sarajevo-proces, der har til formål at genhuse ca. 72.000 flygtninge og internt fordrevne i Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Serbien og Montenegro som følge af Balkan-konflikterne i 1990erne. I december 2010 blev statsborgere i Bosnien-Hercegovina fritaget for at søge visum ved indrejse i Schengenområdet. 9

8. Kort over Bosnien-Hercegovina Den danske ambassade i Ljubljana er sideakkrediteret Bosnien-Hercegovina. Det betyder, at ambassaden i Ljubljana har ansvaret for varetagelsen af danske interesser i Bosnien- Hercegovina: Email: ljuamb@um.dk Hjemmeside: www.slovenien.um.dk Andre nyttige links: Bosnien-Hercegovinas Præsidentskab: http://www.predsjednistvobih.ba Bosnien-Hercegovinas Udenrigsministerium: http://www.mfa.ba Office of the High Representative: http://www.ohr.int/ Danmarks Eksportråd: http://www.um.dk/da/menu/eksportraadgivning/ Bosnien-Hercegovinas Nationalbank: www.cbbh.ba European Union Special Representative: http://www.delbih.ec.europa.eu/default.aspx?id=0&lang=en 10

Bilag 1 BiH s Legislative and Executive Bodies Source: OHR, http://www.ohr.int/ohr-info/charts/images/legislative-and-exec-bodies.gif 11