EUROPA-PARLAMENTET 2004 ««««««««««««Transport- og Turismeudvalget 2009 26.5.2005 ARBEJDSDOKUMENT om lufttransport: information til flypassagerer om, hvilket luftfartsselskab der udfører en given flyvning, og om udveksling af sikkerhedsinformation mellem medlemsstaterne Transport- og Turismeudvalget Ordfører: Christine De Veyrac DT\568293.doc PE 357.969v01-00
1. Baggrund og kontekst Spørgsmålet om identifikation af luftfartsselskaber og opstilling af en liste over selskaber, som har forbud mod at beflyve eller overflyve EU's territorium, er ikke nyt. Efter en flykatastrofe ud for Den Dominikanske Republik vedtog Europa-Parlamentet den 15. februar 1996 en beslutning, hvori det opfordrede Kommissionen og medlemsstaterne til at opstille en liste over selskaber, der ikke overholder de internationalt fastsatte flysikkerhedsnormer, med henblik på at nægte disse selskaber landings- og starttilladelse på EU's territorium. I den samme beslutning opfordrede Parlamentet Kommissionen til at forelægge et direktivforslag med det sigte at forbedre informationen til forbrugerne om, hvilket luftfartsselskab der udfører flyvningen. Den 3. januar 2004 skete der en ulykke ud for Sharm-el-Sheikh med et Boeing-fly fra det egyptiske charterselskab Flash Airlines, hvilket rejste de samme spørgsmål igen og satte fokus på vanskelighederne med at koordinere beslutninger om luftfartssikkerhed i Europa. Endelig har man helt for nylig kunnet konstatere nye problemer på baggrund af det flyveforbud, Nederlandene udstedte til charterselskabet Onur Air. Kun Tyskland, Frankrig og Schweiz trak straks Onur Air's flyvetilladelse tilbage. Mange turister, der rejste til eller fra Tyrkiet, havde således afgang eller ankomst med fly fra selskabet Onur Air i lufthavnene i Bruxelles og Charleroi. Disse sager rejser tre hovedspørgsmål: 1. Hvordan kan indførelsen af flyveforbudsforanstaltninger harmoniseres og udvides, således at der i videst muligt omfang sikres en ligelig og gennemsigtig behandling af luftfartsselskaberne og de europæiske passagerer? 2. Hvordan kan de europæiske passagerer bedst sikres information om identiteten af luftfartsselskaber, navnlig dem, der er omfattet af forbudsforanstaltninger i en medlemsstat? 3. Hvordan kan sikkerheden i forbindelse med lufttransport garanteres, samtidig med at der sikres forenelighed mellem rejseselskabernes og rejsearrangørernes kommercielle levedygtighed og passagerernes interesser? EU har delvis besvaret det første af disse spørgsmål i forbindelse med SAFA-direktivet 1, i henhold til hvilket det fra maj 2006 vil være muligt at udvide en flyveforbudsforanstaltning over for et luftfartsselskab fra et tredjeland til at omfatte hele Fællesskabets territorium. Det andet og tredje spørgsmål søges besvaret i det forslag, som dette dokument omhandler. Kommissionen foreslår, at informationen til passagererne om identiteten på det faktisk transporterende luftfartsselskab forbedres, og at de ligeledes, på grundlag af en "sort liste", 1 Direktiv 2004/36 af 21.4.2004 om sikkerhed forbundet med tredjelandes luftfartøjer, der benytter Fællesskabets lufthavne. PE 357.969v01-00 2/6 DT\568293.doc
som offentliggøres på EU-plan, oplyses om, hvilke luftfartsselskaber der har fået forbud mod at benytte luftrummet i EU's medlemsstater. 2. Information til passagererne (artikel 5) Der er en række vanskeligheder forbundet med at informere passagererne om identiteten af de transporterende luftfartsselskaber på grund af komplekse forhold omkring lufttransport (interlining 1, wet lease, "code-sharing", pakkerejser osv.), som kan hindre hurtig og effektiv information til passagerne om luftfartsselskabernes identitet. Det kan for eksempel forekomme, at det på reservationstidspunktet ikke vides, hvilket luftfartsselskab, der flyver. I et sådant tilfælde bør passageren oplyses om de eventuelle luftfartsselskabers navne på reservationstidspunktet og oplyses om navnet på det transporterende luftfartsselskab, så snart dette er fundet. Når den, der har solgt billetten, ikke har kunnet informere passageren om en ændring af luftfartsselskab, kan det desuden fastsættes, at passageren skal informeres senest "ved indcheckning". Endvidere er det et problem at få informationsforpligtelsen til at omfatte flyvninger, der finder sted uden for EU's territorium (interlining, pakkerejser). Styrkelse af oplysningsretten Pligten til at oplyse passageren om identiteten af det transporterende luftfartsselskab kunne nævnes i transportaftalen (de almindelige handelsbetingelser) for at informere passageren om hans rettigheder, men også for at løse det problem, at der er en uoverensstemmelse med punkt 9 i de IATA-betingelser, der er vedhæftet billetten 2. Forordningen omhandler information til passagererne og den naturlige konsekvens heraf, listen over selskaber med forbud, men den fastsætter ikke noget om, hvordan oplysningsretten skal gennemføres. Det skal naturligvis undgås, at passagererne får virkemidler, som kan misbruges, men det burde dog være muligt at beskrive konsekvenserne af denne forordning i transportaftalen. Der kan således opstå tre situationer: Den, der sælger billetten, oplyser ikke passageren om identiteten af luftfartsselskabet, luftfartsselskabet sættes på en sort liste efter indgåelsen af aftalen, eller luftfartsselskabet erstattes af et selskab, som står på den sorte liste. I disse tilfælde kunne det fastsættes, at passageren har ret til at ophæve aftalen, ret til tilbagebetaling eller ret til at vælge et andet luftfartsselskab, eventuelt under henvisning til nationale bestemmelser. 1 Interlining gør det muligt for en passager at anvende én billet til at rejse med mere end ét selskab. Der er både tale om rejser, hvor passageren på forhånd ved, hvilke luftfartsselskaber der flyver de forskellige strækninger, og rejser, hvor passageren har en billet med "fuld fleksibilitet", som gør det muligt at skifte selskab når som helst i løbet af rejsen. 2 I dette punkt står der faktisk: "Befordreren kan uden forudgående varsel (i den engelske udgave "without notice") indsætte alternative befordrere eller fly", hvilket navnlig i den engelske udgave kan forstås således, at befordreren har ret til ikke at informere passageren. DT\568293.doc 3/6 PE 357.969v01-00
3. Listen over luftfartsselskaber, der er omfattet af begrænsninger eller forbud (artikel 4) Kommissionen og Rådet har valgt, at der skal udarbejdes en samlet udgave af medlemsstaternes sorte lister, og at det hver gang skal anføres, hvilken stat der har udstedt forbud til selskabet. Men denne løsning har visse begrænsninger: Den skaber forvirring og juridisk usikkerhed hos brugere og luftfartsselskaber. Forskelle i behandlingen fra medlemsstat til medlemsstat svækker troværdigheden af de nationale beslutninger om luftfartssikkerhed. Der findes flere andre muligheder, som kunne anvendes. Fællesskabsliste: En sådan liste skulle udarbejdes af Kommissionen på grundlag af fælles kriterier, for eksempel på forslag af EASA 1, og omfatte alle de selskaber, der er ramt af forbud på hele EU's territorium. Harmoniseret liste: Denne løsning skulle bestå i at fastsætte harmoniserede kriterier for udarbejdelsen af listen. Harmoniseringsproceduren skulle finde sted i en ad hoc-komité med deltagelse af medlemsstaterne og Kommissionen. Koordineret liste: Med en sådan liste ville systemet med samling af de nationale lister blive bevaret, men alle forslag om forbud skulle koordineres, før de blev offentliggjort. Dette ville sikre udveksling af sikkerhedsoplysninger mellem medlemsstaterne og gøre det muligt at vurdere relevansen og karakteren af det foreslåede forbud. Ovennævnte tre muligheder kunne integreres i SAFA-direktivets bestemmelser. Selskaber, der kommer på listen EU-selskaber kan omfattes af foranstaltninger til begrænsning af trafikrettigheder i medlemsstaterne (for eksempel i form af startforbud til et luftfartøj), men som oftest vil listen kun omfatte selskaber fra tredjelande, der har trafikrettigheder i EU. Nogle medlemsstater har imidlertid udarbejdet nationale lister over navne på selskaber, som ikke har trafikrettigheder i denne stat, "og som ville få afslag, hvis de søgte om rettigheder", 1 Dette ville kræve en ændring af forordning nr. 1592/2002 om oprettelse af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. PE 357.969v01-00 4/6 DT\568293.doc
fordi de pågældende selskabers nationale myndigheder ikke foretager tilstrækkelig kontrol (i henhold til ICAO-inspektioner). Man kan spørge, om sådanne selskaber ikke burde opføres på listen. Disse selskaber kunne faktisk blive anmodet om at stille fly til rådighed for selskaber fra tredjelande, som har trafikrettigheder i EU (wet lease). Desuden kan EU-borgere anvende disse selskaber i forbindelse med rejser uden for EU's territorium. Typer af forbuds- og begrænsningsforanstaltninger Kommissionen foreslår at nævne alle de selskaber, som har fået begrænset deres trafikrettigheder eller er ramt af forbud, uden begrænsninger vedrørende foranstaltningens varighed og karakter. Man kan spørge, om ikke disse betingelser er for omfattende, og om der ikke er en fare for, at de, så længe forbudskriterierne ikke er harmoniseret, gør listen mindre læselig for brugeren og indebærer en uforholdsmæssigt stor kommerciel risiko for selskaberne, idet foranstaltningerne først og fremmest skal tilskynde selskaberne til hurtigt at opfylde kravene og ikke udgør en sanktion i ordets egentlige forstand. Rådets overordnede retningslinjer vedrørende dette punkt, som begrænser listen til at omfatte forbudsforanstaltninger af en varighed på seks måneder, kunne give en mere forholdsmæssig tilgang til dette spørgsmål. Det skal imidlertid bemærkes, at sikkerhedsforanstaltningerne ofte træffes på ubestemt tid, for eksempel indtil den mangel, der er årsag til foranstaltningen, er afhjulpet. I sådanne tilfælde er det således ikke nyttigt at lade opførelsen på listen afhænge af foranstaltningens varighed, men mere relevant at se på de sikkerhedshensyn, der ligger til grund for beslutningen. Metode til offentliggørelse Det er ikke fastsat i forordningen, hvordan listen skal offentliggøres, men det kunne ske på Europa-websitet og/eller på medlemsstaternes nationale websites. Det kunne også fastsættes, at listen skal udleveres som notits i forbindelse med indcheckning. Det kunne desuden foreslås, at listen med de sortlistede selskaber skal være tilgængelig i rejsebureauer og hos billetagenter. Det væsentligste er at sikre, at passagererne får de nødvendige oplysninger. 4. Andre punkter Definitioner Kommissionens forslag indeholder i artikel 2 et antal definitioner, som bør forbedres eller præciseres, for eksempel definitionen af rejsearrangør og kontraherende luftfartsselskab. Det kunne desuden være nyttigt at tage udtrykkeligt højde for internetsalg i denne tekst. DT\568293.doc 5/6 PE 357.969v01-00
Blå lister Nogle stater ønsker at indføre et system med blå lister, som omfatter navnene på de selskaber, som er mest effektive på sikkerhedsområdet, hvilket ville give passagererne et bedre overblik over luftfartsselskaberne på markedet. Dette system skulle selvfølgelig supplere og ikke erstatte de sorte lister. EASA Man kunne desuden spørge til det europæiske agenturs fremtidige rolle i forbindelse med denne tekst og oprettelsen af en sort fællesskabsliste. PE 357.969v01-00 6/6 DT\568293.doc