Appendiks. novellegenrens fødsel

Appendiks novellegenrens fødsel

renæssancestudier Udgivet af Forum for Renæssancestudier Københavns Universitet 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Litteratur og lærdom Dansk-svenske nylatindage 1985 Red. Marianne Alenius og Peter Zeeberg. 1987. 161 sider. Renæssancen Dansk, europæisk, globalt Red. Minna Skafte Jensen og Marianne Pade. 1988. 2. udg. 2004, 206 sider. Tro, håb & forfængelighed Af Hanne Honnens de Lichtenberg. 1991. Udsolgt. La Corte di Ferrara / The Court of Ferrara 1441-1598 Redigeret af Marianne Pade, Lene Waage Petersen og Daniela Quarta. 1990. 367 sider. Latin og nationalsprog i Norden efter reformationen Red. Marianne Alenius, Birger Bergh, Ivan Boserup, Minna Skafte Jensen og Karsten Friis-Jensen. 1991. 328 sider. Om menneskets værdighed Af Pico della Mirandola Oversat af Jørgen Juul Nielsen. 1989. 2. oplag 1996. 88 sider. Tycho Brahes Urania Titani et digt om Sofie Brahe Udg. m. indledning, latinsk originaltekst, kommentar og kildesamling af Peter Zeeberg. 1994. 327 sider. Poesi og politik. Lejlighedsdigtningen ved enevældens indførelse 1660 af Sebastian Olden-Jørgensen. 1996. 207 sider. Renaissance Readings of the Corpus Aristotelicum Papers from the Conference in Copenhagen 1998 Red. Marianne Pade 2001. 261 sider, ill. Pazzi-sammensværgelsen af Angelo Ambrogini Poliziano. Oversat, indledt og kommenteret af Karen Dreyer Jørgensen 2001. 96 sider. Historiography at the Court of Christian IV. Af Karen Skovgaard-Petersen 2002. 454 sider, ill., indb. 12 Friendship and Poetry. Studies in Danish Neo-Latin Literature Af Minna Skafte Jensen. Red. Marianne Pade, KarenSkovgaard-Petersen og Peter Zeeberg. 2004. 273 sider, ill.

Appendiks til novellegenrens fødsel Fra Il Novellino til Decameron anders toftgaard museum tusculanums forlag

Novellegenrens fødsel Fra Il Novellino til Decameron Af Anders Toftgaard Anders Toftgaard og Museum Tusculanums Forlag, 2005 Faglig konsulent: Kirsten Grubb Jensen Tilrettelæggelse og omslag: Allan Daastrup Sat med dtl Documenta Tryk: Narayana Press, www.narayana.dk isbn 87 635 0223 2 issn 0902 9907 Renæssancestudier Bind 13 Skriftserien Renæssancestudier udgives af Forum for Renæssancestudier, Københavns Universitet Illustration på omslag: ms. Douce 213, fol. 1r. Bodleian Library, University of Oxford. Gengivet med venlig tilladelse. Manuskriptet (fra ca. 1460) indeholder Laurent de Premierfaits franske oversættelse (ca. 1414) af Decameron (ca. 1351). På illustrationen ser man de syv kvinder og tre mænd fortælle hinanden historier, mens Boccaccio som en flue på væggen lytter og skriver ordret ned. På inderflappen ses Filippo Balducci tegnet af Boccaccio. Se herom illustration 8. Udgivet med støtte fra: Forskningsrådet for kultur og kommunikation Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck s Fond Birthe og Knud Togebys Fond Museum Tusculanums Forlag Njalsgade 94 dk-2300 København S www.mtp.dk

1 tekstkilder til «il novellino» 6 Gz: Gualteruzzi-udgaven V: Vaticano 3214 P: Panciatichiano 32 G: Gaddiano rel. 193 A: Palatino 566 L: Plut. 90 sup. 89 S: II.III.343 Ligheder og forskelle 2 udgivere af «il novellino» 17 Udgivere af Il Novellino Biagi og D Ancona Sicardi og Aruch Di Francia Monteverdi Segre Lo Nigro Favati Slaget om Panciatichiano 32 Conte

1. tekstkilder til «il novellino» Bemærkninger: f. indikerer blad, ff. blade, «v» indikerer versoside af bladet, «r» rektoside af bladet. Novellerne nummereres med romertal efter Gualteruzzi-udgaven. Hævede tal angiver del af novellen. Således læses xxv 1+2 som første og anden del af novelle 25 i Gualteruzzi-udgaven. gz: gualteruzzi-udgaven Det er den første trykte udgave, Editio Princeps, som Gualteruzzi i 1525 udgav under titlen le ciento novelle / antike. Bogen indledes med Gualteruzzis dedikation til biskoppen af Fano og afsluttes med følgende: Impresso in Bologna nelle Case / di Girolamo Benedetti nel / l anno mdxxv. Del / mese d Agosto. /con privilegio. Der eksisterer stadig enkelte eksemplarer af denne meget sjældne førsteudgave. 1 Den er grundlag for Di Francias udgave fra 1930. Formentlig samme år, i 1525, blev Le ciento novelle antike genoptrykt i hvad man kunne kalde en folkeudgave eller piratudgave, som er bevaret i flere eksemplarer. 2 v: vaticano 3214 Vaticano lat. 3214 fra 1523 befinder sig på Biblioteca Apostolica Vaticana og er et luksuriøst manuskript i papir med brede margener, god plads mellem linjerne og humanistskrift (antiqua). 3 Det består af 170 blade, oprindelig 1 Om de i 1903 eksisterende trykte udgaver: Varnhagen, Hermann: «Über die Abhängigkeit der vier ältesten Drücke des Novellinos von einander». I Miscellanea di studi critici edita in onore di A. Graf. Bergamo, 1903. 2 Se Le cento novelle antiche. Udg. af Letterio Di Francia. Torino: utet, 1930, pp. xlii-xliii. Denne udgave er i samme format og bærer samme titel, men der er flere og længere linjer på siderne, teksten er sat med andre typer, der er ikke angivet trykkested og år og der er en del udfald i teksten i forhold til Gualteruzzi-udgaven. Den udaterede udgave blev af nogle regnet for en meget gammel førsteudgave, indtil den tyske filolog Varnhagen afgjorde tvivlsspørgsmålet. I en artikel fra 1903 stillede og besvarede han tre afgørende spørgsmål: Er den daterede eller den udaterede trykte udgave ældst; hvilken af de to bygger 1571- udgaven på; og hvilken udgave har Borghini (se nedenfor) benyttet? Varnhagen sammenfatter sin konklusion således: «Die Ausgabe von 1525 ist die älteste. Abdrücke derselben sind die undatierte Ausgabe und die von 1571. Endlich Borghini hat für seinen Text die undatierte Ausgabe und daneben die von 1525 benutzt» (Varnhagen: «Abhängigkeit», p. 513). 3 Om denne skrift: Kroman, Erik: «Introduktion» til Palæografi A. Danmark og Sverige. Udg. af Johannes Brøndum-Nielsen, Nordisk Kultur, vol. 28. København, 1943, pp. 25f.

7 novellegenrens fødsel. appendiks 172. 4 285x212 mm. Skriftspejlet måler 190x110 mm. Det indeholder: ff. 1r 87v: Cento Novelle Antiche. hvorefter følger: ff. 88v 170v: En digtsamling med Rime antiche, italienske digte fra det 13. og det 14. årh. 5 Cento Novelle Antiche indledes af et index med rubrikker (undertitler med handlingsresumé) i rødt. Efter indekset følger titlen Questo libro tratta di alquanti fiori di parlare, di belle cortesie e di be risposi, e di belle valentie e doni secondo ke per lo tempo passato anno fatti molti valenti huomini, som er et citat fra forordet. Derefter følger novellerne. De indledes af røde rubrikker og initialer og novellerne har samme rækkefølge som i Gz. Efter novelle nr. 100 har der været skrevet endnu en novelle på de sidste syv linjer af siden. De to første linjer har indeholdt novellens rubrik hvorefter der i linje 3 har været et rødt initial. Det røde initial (M) står der endnu, men teksten er omhyggeligt visket ud, hvorfor der kun er en gul plamage tilbage. Ovenover denne står følgende Explicit: «Fine delle Cento / Novelle» (se illustration nr. 7 i bogen). Pietro Bembo bestilte manuskriptet fra Giulio Camillo Del Minio, der lod tidens største kalligraf, Pierantonio Salando, kopiere det. 6 I et brev takker Bembo Del Minio for udfærdigelsen af manuskriptet. 7 Manuskriptet 4 Beskrivelse af manuskriptet i Manzoni, Luigi: «Il canzoniere Vaticano 3214». I Rivista di Filologia Romanza, I, Imola, 1872, pp. 71-90; Monaci anbefaler det til senere udgivelser i Monaci, Ernesto: «Di un manuscritto del Novellino». I Rivista di Filologia Romanza, I, 1872, p. 272). Se desuden Bologna, Corrado: «Tradizione testuale e fortuna dei claissici italiani». I li, vi Teatro Musica, tradizione dei classici, 1986, pp. 509-512; Folena, Gianfranco: «Überlieferungsgeschichte der altitalienischen Literatur». I H. Hunger et al. (red.): Geschichte der Textüberlieferung der antike und Mittelalterliche Literatur, vol. ii. Zürich: Atlantis, 1964, pp. 408-409, samt Giorgio Stabiles opslag i Dizionario Biografico degli italiani under Delminio. 5 Udgivet i Rime antiche italiane secondo l edizione del codice vaticano 3214 e del codice casanatense d. v. 5. Udgivet af Mario Pelaez. Bologna: Romagnoli-Dall Acqua, 1895. 6 Pierantonio Salando var professor i kalligrafi ved universitetet i Bologna fra 1527/8 til 1540/1. For biografiske henvisninger, se «Giulio Camillo, Il canzoniere provenzale N2 e un inedito commento al Petrarca». I Cultura Neolatina, år xlvii, hæfte 1-4, Miscellanea di Studi Romanzi in onore di Aurelio Roncaglia, 1987, p. 87, n. 46. Palæografen Armando Petrucci tilskriver 1988, Tav. 53, Salando «massimo caligrafo bolognese del tempo» manuskriptets udfærdigelse. 7 Bologna, «Giulio Camillo», p. 87. Bembo takker i et brev af 18. november 1523 (Lettere, vol.ii pp. 192-193) Giulio Camillo Del Minio for det flotte manuskript, som han har ladet skrive «di buonissima lettera», og som Del Minio har haft ekstra besvær ud af, idet den første udgave øjensynlig blev stjålet. Manuskriptet blev overbragt Bembo af Romolo Amaseo, en berømt professor i retorik og poesi fra Bologna, som inspirerede mange studerende, deriblandt Beccadelli, Della Casa og Gualteruzzi.

tekstkilder til «il novellino» 8 indeholder forskellige former for rettelser, som formodes at være foretaget dels af Del Minio, dels af Bembo ud fra en sammenligning med originalen. 8 Efter Bembos død indgik det i Fulvio Orsinis bibliotek, som siden blev en del af vatikanbiblioteket. 9 Biagi bemærker, at der optræder den samme formulering øverst i indholdsfortegnelsen i både V og Gz: 10 Qui appresso scriveremo per nome le Novelle, cioè le robriche, per meglio ritrovarle sanza troppo ciercarne. 11 Denne formulering er som Biagi fonuftigvis bemærker så speciel, at der nødvendigvis må være en form for sammenhæng mellem de to udgaver, der gengiver den identisk. 12 V minder overordentlig meget om Gz, men der er også forskelle, som gør, at de ikke kan stamme fra det samme manuskript. Eftersom både V og Gz er blevet til i Bologna i perioden 1522-1525, må man formode, at der på dette tidspunkt har eksisteret endnu et manuskript, som siden er gået tabt, og som både V og Gz er skrevet af fra. Familien bestående af V og Gz kaldes nu sædvanligvis vulgata. 13 Rubrikkerne er i V kortere end i Gz. Sætningsindledere som «Qui conta» og «Come» er skåret væk. 14 Gz-xcix hedder f.eks «Qui conta una bella novella d amore», mens den tilsvarende novelle i V hedder «Una bella novella damore». Sicardis udgave fra 1909 bygger på V-manuskriptet, ligesom Segres udgave fra 1959 i høj grad gør det. 15 8 Alberto Conte skriver: «Anche se Gz è molto vicino a V, non può discenderne, come ha dimostrato Biagi (Le novelle antiche, pp. cxv sgg.) e come provano gli errori del ms. (e varie lectiones singulares) non confluiti nella stampa» (Il Novellino. Udg. af Conte, Rom: Salerno, 2001, p. 277). 9 Cian, Vittorio: Un decennio della vita di M. Pietro Bembo. Torino: Loescher, 1885, p. 80. 10 Biagi: Le novelle antiche, p. cxiii. 11 Det skal bemærkes, at formuleringen «Novelle, cioè le robriche» har givet anledning til den forvirring omkring novellernes nummer, som har præget modtagelsen af værket. Som det første opslag i indholdsfortegnelsen optræder formuleringen: «Nella prima robrika si è il prolago», hvorefter der står «Novella 1». Indholdsfortegnelsen er en fortegnelse over rubrikker og ikke over noveller. 12 Biagi konkluderer: «In altre parole: la vaticana e la gualteruzziana, secondo me, sono due lezioni sorelle: questa ci rappresenta l apografo bolognese nella sua integrità, l altre ce lo porge con qualche correzione dovuta all esatezza del menante o di Giulio Camillo del Minio» (Biagi: Le Novelle Antiche, p. 146). 13 Jf. Conte, Alberto: «Ur- Novellino e Novellino: Ipotesi di lavoro». I Medioevo Romanzo, Vol. xx, hæfte 1, 1996, pp. 75-115, p. 88. 14 Herom Biagi: Le novelle antiche, p. cxiv. 15 Segre forklarer: «Il manoscritto V risultò subito, sebbene tardo (1523) più autorevole della stampa Gz, in genere invece preferita dagli editori», Il Novellino. Udg. af Cesare Segre. I La prosa del Duecento. Udg. af Segre og Marti. Milano/Napoli: Ricciardi, 1959, p. 1098.

9 novellegenrens fødsel. appendiks p: panciatichiano 32 Det vigtigste manuskript er det såkaldte Panciatichiano 32-manuskript på nationalblioteket i Firenze, tidligere kaldet Panciatichiano-Palatino n. 138. Det var det manuskript, Vincenzio Borghini havde i hænderne i anden halvdel af 1500-tallet, og det blev siden, i 1860 erne, genopdaget af den russiske litteraturhistoriker Aleksander Nikolaevic Veselovskij (1838-1906) og kopieret af Alessandro D Ancona. 16 I 1880 blev det udgivet af Guido Biagi. Denne udgave er siden blevet kritiseret for at have nummereret fortællingerne, fejllæst nogle ord og sat adskilte fortællinger sammen under ét nummer. 17 Manuskriptet er i pergament, måler 203x145 mm. og er på 97 ark. Skrifttypen er gotisk kursiv 18, siderne er skrevet helt ud, og i overgangene mellem de forskellige afsnit er bogstaverne tegnet i skiftevis rødt og blåt. Manuskriptet indeholder ff. 1r 8v: «Itinerario ai luoghi santi», som en hånd fra 1600-tallet kalder «Viaggio d oltremare». ff. 9r 97v Libro di novelle et di bel parlar gientile. Aldo Aruch påviste i 1910, at fra f. 51r ændrer manuskriptet karakter lingvistisk og grafisk, og siden er det blevet påvist, at håndskriften ændrer sig samme sted, hvorved manuskriptet kan opdeles i (mindst) to forskellige, sammenføjede dele. Aruchs opdagelse betød et skred i forståelsen af Il Novellinos forhistorie, idet man nu kunne adskille en oprindelig del fra en senere tilføjet del, der er i overensstemmelse med vulgata. Man har siden formodet, at det drejede sig om to forskellige skribenter, men palæografer har for nylig påvist, at det drejer sig om den samme skribent, som godt ti år senere har tilføjet den anden del til sin tidligere samling. 19 De to dele om- 16 D Ancona, «Del Novellino», p. 224; Folena, Gianfranco: Mostra dei codici romanzi delle biblioteche fiorentine. Firenze: Sansoni, 1957, p. 122. D Ancona lod nogle af disse trykke i en bryllupsudgivelse: La novella di Messer Dianese e di Messer Gigliotto, ved brylluppet Zambrini-Della Volpe, Pisa: Nistri 1868 og Due Novelle Antichissime inedite, udg. af Pietro Ferato, Venedig: Clementi, 1868. Desuden lod han sin bibliofile ven Giovanni Papanti udgive 23 af fortællingerne som appendiks til Catalogo dei Novellieri italiani in prosa raccolti e posseduti da Giovanni Papanti. Livorno, Vigo, 1871. 17 Aruch, Aldo: «Le cento novelle antiche» (anmeldelse af Sicardis udgave). I Rassegna bibliografica Italiana, xviii, 1910, p. 42, n1; p. 45, n2; p. 49, n3; Folena: Mostra, p. 123. 18 Kroman: «Introduktion», pp. 21f. 19 Pomaro, Gabriella: «Ancora, ma non solo, sul volgarizzamento di Valerio Massimo». I Italia Medioevale e umanistica, xxxvi, 1993, pp. 199-233; Bertelli, Sandro: «Il copista del Novellino». I Studi di Filologia Italiana, nr. 56, 1998. Bertelli, Sandro (red.): I manoscritti della letteratura italiana delle origini: Firenze, Biblioteca Nazionale Centrale Firenze. Firenze: sismel/edizioni del Galluzzo, 2002, pp. 169-170.

tekstkilder til «il novellino» 10 tales sædvanligvis som P1 og P2. Den sidste del af P2, ff. 62r 97v, hvis tekster synligt tilhører en senere del af Novellino-traditionen (som Picone kalder «Il dopo-novellino») 20, kaldes af nogle filologer for P3. 21 P1 ff. 9r 43r indeholder manuskriptet under overskriften Libro di novelle et di bel parlar gientile 85 tekst-«moduler» hvoraf de fleste men ikke alle står i forhold til tekster i Il Novellino, men i en stærkt divergerende rækkefølge. Der er hverken rubrikker eller nummerering af modulerne, men i sidemargenen har nogen, formentlig i 1300-tallet, med handelshåndskrift (mercantesca) indskrevet rubrikker til nogle af novellerne. 22 På f. 40v har en anden hånd, også den med handelshåndskrift, skrevet navnet «simonne di matteo chorbizzi», ligesom han ud for nogle af novellerne som en anden strukturalistisk tekstanalytiker har skrevet «bugia a a b»: a lyver for b. Aldo Aruch anså dette for at være et fragment af Ur-Novellinoen, og i 2001 har Alberto Conte i forlængelse af Aruch udgivet den med Ur- Novellino som undertitel. ff. 43v 47r: Seks små tekster fra Fiori e Vita di filosafi ed altri savi ed imperadori, en succesrig fortælle-samling fra sidste halvdel af det 13. århundrede om, hvad filosoffer (som Sokrates, Platon, Aristoteles) kejsere (såsom Cæsar, Augustus, Trajan) og andre vise mænd (heriblandt Valerius, Papyrius og Scipio) har sagt og gjort, fortællinger, der i sproglig stil minder meget om Il Novellino. 23 20 «( ) rappresenta per così dire il dopo-novellino, il ponte gettato fra la narratio brevis del Centonovelle ducentesco e la narrative più distesa del Centonovelle boccacciano» (Picone, Michelangelo: «Storia del (macro)testo del Novellino. I Rassegna europea di letteratura italiana. xviii, 2001. p. 14). 21 Picone: «La cornice del Novellino». I Frassica (red.): Studi di filologia e letteratura italiana, 1992, p. 224. 22 Mercantesca vil sige den kursivskrift, som benyttedes i handelsfolkenes regnskabsbøger (Mercanti Scrittori. Udg. af Branca «introduzione», p. xvii), og som der undervistes i på handelsskoler. Herom Casamassima, Emanuele: Tradizione corsiva e tradizione libraria nella scrittura latina del Medioevo. Rom: Gela, 1988, pp. 64, 99 & 163-164. Her kalder Casamassima denne skrifftype for noget nær ingenmandsland i palæografien («ancora terra di nessuno, o quasi, della paleografia», p. 163 n. 118). 23 Ud over at pege på hovedpersonerne peger titlen også på de to tekstformer, som er indeholdt: dels bon-mots og sentenser (fiori), dels anekdoter (vita). Samlingen er udgivet af Varnhagen i 1893 og senest af D Agostino. Hvor Varnhagen pp. xiii-xviii betragtede Speculum historiale af Vincent Beauvais som kilde til Fiori e Vita, sandsynliggør D Agostino (pp. 28-40), at kilden nærmere er den italienske gengivelse af Speculum historiale kaldet Flores historiarum af Adam af Clermont. I så fald skulle den første udgave af Fiori e Vita være forfattet mellem 1271 og 1275. Om de seks små tekststykker i P1 se Conte: «Ur- Novellino», p. 83 samt p. 85, n. 42. Fiori e vita. Udg. af D Agostino, p. 48.

11 novellegenrens fødsel. appendiks ff. 47r-50v: 23 kapitler fra Sydraks bog. 24 Denne del er beskadiget i slutningen og mangler mindst et hæfte. Der er afsat plads til rubrikker i det afsnit, der indeholder passager fra Sydraks bog. P2 ff. 51r-62r omtales som P2. De indeholder novellerne lxxii-c i vulgatarækkefølgen og med røde rubrikker, undtagen novelle lxxxi, som allerede optræder i P1, men inklusive nov. lxxx, som også er i P1. Man har formodet, at P2 skulle fuldstændiggøre P1 i forhold til vulgata-traditionens 100 noveller. Der er rubrikker, men ingen nummerering. P3 ff. 62r-97v: tyve længere noveller, hvoraf nogle gentager noveller fra P1 i udvidet udgave, og hvoraf 7 er forlængede udgaver af noveller fra vulgatatraditionen, nemlig Gualteruzzis iii, v, xiv, xlvi, lii, lxii, lxxxiii. g: gaddiano rel. 193 Gaddiano rel. 193 på Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze er på 44 blade i pergament og måler 225 x 170 mm. 25 Skriften er gotisk kursiv, og siderne er skrevet helt ud. Det er fra 1300-tallet med sikkerhed fra efter 1315. 26 24 Sydraks bog er i stil med den mere kendte Lucidarius en universalencyklopædi, der havde stor udbredelse indtil reformationen. Den gengiver en dialog mellem den fiktive kong Boctus af Baktrien og den hedenske filosof og astronom Sydrak om vidt forskellige emner spændende fra teologiske over naturvidenskabelige til mere hverdagsagtige, fx f. 47v: «Hvilke er flest iblandt: mennesker, dyr, fisk og fugle?» Hvortil en del af svaret lyder: «For hver eneste person er der mere end 100 dyr i verden, og for hvert eneste dyr er der mere end tusinde fugle i verden; og for hver eneste fugl og for hver eneste person er der hundredtusinde fisk i havet, store og små. Fiskene har Gud lavet flere af end noget andet væsen, som kan bevæge sig» (cit. efter Biagi: Le novelle antiche, pp. 95-96). Andre spørgsmål lyder: «Vil der altid være krig i verden?», «Hvis Gud ikke havde skabt Verden, hvordan ville den så have været?» og «Hvorfor er menneskets urin salt?». Den italienske Libro di Sidrach stammer ligesom tyske, nederlandske, danske (Sydrak. Udg. af Gunnar Knudsen efter haandskriftet Ny Kgl. Saml 236, 4o. København: H.H. Thieles forlag, 1921-32.) og engelske oversættelser fra den oldfranske, anonyme Le livre de Sidrac ou la fontaine des sciences, der i én udgave indeholder 400 i en anden 600 spørgsmål og svar skrevet omkring 1250. Ifølge Le livre de Sidracs prolog skulle den stamme fra en arabisk tekst, der var blevet oversat til latin for Frederik d. II. Denne urtekst formodes imidlertid at være fiktion, og Le livre de Sidrac menes at være sammensat af viden fra Imago mundi, Secreta Secretorum og Philosophia mundi. (Beckers, Hartmut: «Buch Sidrach». I VL, 2. udg. 1978, vol. 1, pp. 1098-99). 25 Er udgivet af Biagi. Aruch kalder det L i Aruch, Aldo: «Frammenti del Novellino». I Giornale Storico della Letteratura Italiana, lxviii, 1916, pp. 176-185. 26 En ballade handler nemlig om Firenzes nederlag ved Montecatini den 29. august 1315.

tekstkilder til «il novellino» 12 Manuskriptet indeholder: ff. 1r-7r: Libro di Cato (Italiensk oversættelse af Disticha Catonis). ff. 7v-9r: anonym ballade om nederlaget ved Montecatini den 29. august 1315. ff. 9r-11r: en moralsk afhandling om de syv former for frygt, I sette modi di timori, som begyndes midt på siden. ff. 11r-21r: noveller fra Novellino-traditionen i vulgata-rækkefølgen. Ikke alle novellerne i vulgata er imidlertid med. f. 21r er ikke skrevet ned, f. 21v er blank, men helt udtværet. Der mangler fortsættelse på den foregående novelle om Frederik. ff. 22r-41v: Questi sono Fiori et vita di filosafi et d altri savi imperadori. Herfra har majusklerne til tider rød farve. Nedenunder følger «Fiorinuovi disse Mavasandro che li principe doveano adorare il filosofo», som ganske kort genfortæller den samme historie som modul 78 i P1. 27 ff. 42r 42v: Canzone del Pregio af Dino Compagni (1255-1324). f. 43v: nederst explicit: «Qui scripsit scribat. Semper cum domino vivat». f. 44 har en anden og senere hånd, formentlig i 1400tallet, 28 tilføjet «L Abici disposta per Maestro Guidotto». 23 distika, som så vidt muligt rimer på bogstaver. Siderne 11r-21r indeholder altså noveller fra Novellino-traditionen i vulgata-rækkefølgen, men med væsentlige udeladelser. Overgangen mellem et tekststykke og et andet markeres af initialer i røde gotiske majuskler. Der er hverken titel eller fortale før novellerne, ligesom der ikke er rubrikker før hver enkelt novelle. Det drejer sig om novellerne xxiii-xxv, xxxii-xxxiv, xxxv-l, li, liii, lv-lix. Inde i vulgata-rækkefølgen optræder der andre typer tekster, nemlig: Mellem xxxiv og xxxv findes den korte novelle «Fue uno savio religioso», som manuskriptet har til fælles med S (se nedenfor) og P. Mellem L og LI står de to maximer Tre cose sono og La verità è sì forte, som manuskriptet også har til fælles med S. 27 Fiori e Vita. Udg. af D Agostino, pp. 61-62, n 29, jf. Il Novellino. Udg. af Conte, p. 393. Udtrykket «Fiori nuovi» kunne tyde på, at den i G bliver regnet som en tilføjelse til Fiori e Vita. I P1 er den derimod en integreret del af Libro di Novelle. 28 Denne og andre oplysninger i Folena: Mostra, pp. 31-33, der indeholder en mere detaljeret beskrivelse og bibliografiske henvisninger.

13 novellegenrens fødsel. appendiks a: palatino 566 Palatino 566 på Nationalbiblioteket i Firenze er i papir og måler 289x218 mm. 29 Det er i alt på 226 ark (iv, 226, iv ) og består af to beskadigede manuskripter, som er sat sammen. ff. 1-15v: noveller fra Novellino-traditionen. ff. 16r 225v: dele af en italiensk oversættelse af Titus Livius La Prima Deca. ff. 226r-v: enkelte af Fazio degli Ubertis sonetter om dødssynderne. 30 Det første manuskript, der består af de 15 særdeles medtagne ark, ff. 1-15 og er mangelfuldt såvel i begyndelsen som i slutningen, indeholder noveller fra Novellino-traditionen. Manuskriptet er et af de tidligste manuskripter, der indeholder novellerne i den samme rækkefølge som vulgata-nummereringen. Filigranet gør det muligt at datere det til omkring 1340. Her er teksten skrevet i to kolonner adskilt af cirka 10-15 mm. Der er ikke fast margen, men generelt er den øvre margen og sidemargenerne på 25 mm, mens den nedre margen er på 50 mm. Eftersom de første sider mangler, er det ikke muligt at se, om novellesamlingen har haft en titel og en fortale. Novellerne er nummereret med blyant i nyere tid. Skrifttypen er handelshåndskrift. Forud for hver novelle er der et «argomento», ikke skrevet i rødt og i samme skrift som teksten. Initialerne er ikke blevet udført, så der står et blankt rum tilbage, hvor de skulle have været. Mere præcist indeholder bladene: ff. 1r 4v: nov. vi-xx ifølge vulgata-nummereringen ff. 5r 8v: nov. xxi-xxxiii. ff. 9r 10v: nov. xli-xlix. ff. 11r 15v: nov. lv-lxv. Novellerne vi, xxi, xli og liv mangler første del, mens novellerne xx, xlix og lxv mangler sidste del. Dette manuskript indeholder den længste og mest trofaste udgave af den sang, som den occitanske troubadour synger i lxiv, Altressì come el liofante. l: plut. 90 sup. 89 Plut. 90 sup. 89 på Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze er i papir, måler 217 x 145 mm. og er på 209 ark. Manuskriptet er en antologi af blandede tekster såsom politiske taler, digte, noveller og skrifter af Petrarca og Leo- 29 Nærmere beskrivelse i Bertelli (red.): I manoscritti, p. 161. 30 De tre første: Superbia fa esser l uomo arrogante, I sou la mala pianta di superbia og I son la sciellerata di luxuria (Gentile, Luigi: I codici Palatini della R. Biblioteca Nazionale di Firenze. I Ministero della Pubblica Istruzione: Indici e cataloghi, iv, vol. II, hæfte 2, Roma, 1890, p. 134)

tekstkilder til «il novellino» 14 nardo Bruni (Aretino). Skriften er handelshåndskrift, margenerne er brede, og skriftbilledet er meget svingende i et tilsyneladende forsøg på at efterligne originalernes opsætning og initialer: Kun få initialer er røde. Det formodes at være fra anden halvdel af det 15. århundrede. På titelbladet, f. 1r (se illustration 5 i bogen) er der tegnet et bånd, der bugter sig, hvorpå indholdet er beskrevet med forskellige af de vulgærsproglige genrebetegnelser: Dicierie pistole novelle sonetti/ canzoni morali altre cose volgari. Taler, breve, noveller, sonetter/ moralske canzoner og andet på vulgærsprog. Samlingen afrundes af det samme bånd på bogens sidste side, f. 209v, hvorpå der står skrevet: «Nu vil jeg sige, at denne bog er fuldendt». Der hvor båndet bugter sig, er skriften på realistisk vis skrevet spejlvendt. 31 Manuskriptet indeholder følgende noveller fra Novellino-traditionen uden rubrik og nummerering. ff. 73v: novellen om «kvinden med de små knive» («la femmina dei coltellini»), 32 som efterfølges af: f. 74r: «Tre cose sono che non si possono mai amendare» f. 74r- v: novelle lii fra vulgata. ff. 178v-79r: novellen om røgen, der bliver betalt tilbage med klingende mønt (nov. ix i Gualteruzzi, jf. p. 52 i bogen), samt en anekdote om kvinden fra Mantova. 33 Sideopsætningen kunne se ud, som om novellerne er kopieret efter et forlæg, der minder om G og P. s: ii.iii.343 ii.iii.343 (tidligere Magliabechiano-Strozziano xxv, 513) fra Nationalbiblioteket i Firenze er et forholdsvist stort sammensat papir-manuskript fra slutningen af det 14. eller begyndelsen af det 15. årh, som måler 295x220 mm og består af 86 blade. 34 Det er sat sammen af to manuskripter og er skrevet med kursivskrift. Der er gjort plads til og indikeret initialer, som dog ikke er udført. Der er tegnet margen med bly, men linjerne buer med midten som højdepunkt. 35 31 «Questo libro voglio / [spejlvendt] dire sia conpiuto» 32 «La femmina dei coltellini» er udgivet af G. Biagi som Una novellina antica, Firenze, 1887 til brylluppet Casini De Simone og genoptrykt af Paul Meyer i Romania, vol. xiii, 1884, p. 595. 33 Om denne novelle se Aruch: «Frammenti del Novellino». Novellen er optrykt p. 178 og oprindelig udgivet af Bianchini og Arlia til brylluppet Pistelli Papanti i Tre novelline scritte nel buon secolo della lingua, januar, 1882. 34 Aruch kalder det M i Aruch: «Frammenti del Novellino». 35 Er pergamentindbundet. På forsiden står: «Vite de Filosofi in Penna».

15 novellegenrens fødsel. appendiks Det første manuskript indeholder ff. 1-11: Storia della guerra tra i Fiorentini e il conte di Virtù af Goro di Stagio Dati og optegnelser om andre begivenheder fra den florentinske historie. Det afsluttes af rimede to-linjers ordsprog. Det andet ms indeholder efter 2 blanke ark (ff. 1-2): ff. 3-71r: Vite di Filosofi (som ikke er Fiori di filosofi men en mere omfangsrig udgave, der indirekte stammer fra Fiori di filosofi 36 ). ff. 71v-86v uden hverken titel eller rubrikker, skrevet med samme hånd som Vite di Filosofi, følger fortællinger svarende til nov. 6-58 fra vulgatatraditionen efterfulgt af ti noveller med erotisk tematik. Ligesom i G optræder der andre tekster mellem de fra vulgata velkendte tekster, således: Mellem xxv og xxvi: novellen om Messer Amari, som også optræder i P1 som modul 31. Mellem xxxiv og xxxv: den korte novelle «Fue uno savio religioso», som også optræder i P1 (modul 51) samt i G. Mellem l og li: de to maksimer: Tre cose sono og La verità è sì forte. Efter lviii følger uden overgang og altså som en integreret del af samlingen 10 små noveller. 37 De afbrydes, da manuskriptet stopper efter f. 86v. 38 Manuskriptet bærer præg af at være fremstillet på et senere tidspunkt og på anden vis end G og P. Det er skrevet på papir med brede margener og en mere privat og sværtlæselig håndskrift. If. Folena 39 repræsenterer novellerne en senere tradition end novellerne fra vulgata-traditionen, og senest er det blevet påvist, at manuskriptet er blevet skrevet med kendskab til Boccaccios Decameron, eftersom novellen om den kvindelige pilgrim, der lider overlast og går til kongen af Cypern, bærer tydeligt præg af at være påvirket af Decameron (se hovedteksten, p. 107). 36 Folena: Mostra, p. 125. Vite di Filosofi er en italiensk oversættelse af Liber de Vita et moribus philosophorum af Walter Burley (1275-1345), som igen bygger på Fiori di filosofi (Fiori e vita. Udg. af D Agostino, pp. 51-53). 37 Hvoraf den tiende er mangelfuld, og de ni første er blevet udgivet af G. Papanti i Novelle antiche. Livorno, Vigo, 1871. De ti tekster er siden igen blevet udgivet i Novellino e Conti del Duecento. Udg. af Sebastiano Lo Nigro. Torino: utet, 1963, genoptryk 1989. 38 Biagi formoder, at dette må være skrevet af efter det samme ms som Gualteruzzi-udgaven, men «Non possiamo dire per questo che concordi mirabilmente con la stampa bolognese». Biagi spørger desuden, om manuskriptet måske sine steder kan være kilde for Borghini? Biagi: Le Novelle Antiche, p. cx. 39 Folena: Mostra dei codici, p. 126.

tekstkilder til «il novellino» 16 ligheder og forskelle Alle manuskripter på nær to præsenterer novellerne i den samme rækkefølge som Gualteruzzi-manuskriptet. Det ene af de to afvigende manuskripter, l, er en yngre antologi og indeholder så få noveller fra Novellinotraditionen, at det ikke taler for en anden orden. Det andet, P1, har derimod sin helt egen orden. Derudover har flere af manuskripterne rubrikker, som fortæller, hvad hver enkelt novelle handler om; andre har ikke. Både A og S indeholder teksten «Fue uno savio religioso» mellem det, der svarer til nov. xxxiv og xxxv hos Gualteruzzi. De indeholder ligeledes begge de to sentenser Tre cose sono og La verità è si forte mellem de to tekster der svarer til l og li i Gz. Det bemærkes desuden, at de tre tidligste udgaver af Novellino-teksterne, P1, G og S, alle optræder i manuskripter, som indeholder tekster fra samlingen Fiori e Vita di filosafi e d altri savi e d imperatori (Fiori e Vita). 40 Selv om Fiori e Vita- og Novellino-traditionen derfor ikke nødvendigvis skulle have hørt tæt sammen som værker, har kopisterne og læserne tilsyneladende opfattet dem som forbundne, siden de i en bestemt periode har sat dem sammen i manuskripterne. De to tidlige manuskripter G og P1, der tilsyneladende er skrevet af professionelle kopister (der dog muligvis har kopieret dem til deres private bogsamling), har således en række lighedspunkter, der forbinder dem med hinanden og med en tidligere litterær tradition: De indeholder begge tekster fra både Novellino-traditionen og fra Fiori e Vita. 41 De indeholder moraliserende tekstsamlinger, som byder på sentenser om verdens sammenhæng, spørgsmål/svar-tekster 42 og stærkt kategoriserende tekster. 40 I P1 fortsætter de seks historier fra Fiori e Vita uden overgang på bagsiden af det blad, hvor historierne fra Novellinotraditionen slutter. Efter Fiori e Vita-teksten om Secondo, hvor der bliver stillet spørgsmål til filosoffen Secondo, følger Libro di Sidrach, der består af lignende spørgsmål og svar. I G er den sidste novelle fra Novellinotraditionen ikke skrevet færdig, hvorefter Fiori e Vita starter på det efterfølgende blad. I S er to manuskripter blevet sat sammen, hvor det ene indeholder tekster fra Novellino-traditionen, og det andet indeholder Vite di Filosofi. 41 De to manuskripter bliver sat i samme familie på stemmaet både inden for Fiori e Vitatraditionen (Fiori e vita. Udg. af D Agostino, p. 61) og indenfor Novellino-traditionen (se nedenfor). 42 I P1 optræder Libro di Sidrach, i G Libro di Sechondo.

2. udgivere af «il novellino» biagi og d ancona I 1800-tallet var der en opblomstring af interessen for Il Novellino, og efter Veselovskij i 1860 erne havde genopdaget Pancitichiano 32-manuskriptet, udgav Guido Biagi det i 1880 sammen med det andet vigtige manuskript, G-manuskriptet, samt en grundig beskrivelse af Novellinos forhistorie i en diplomatisk udgave i bogen Le Novelle Antiche dei codici Panciatichiano- Palatino 138 e Laurenziano-Gaddiano 293. 43 Denne udgave er stadig den eneste udgave, der gengiver Panciatichiano 32-manuskriptet i dets helhed, ligesom Guido Biagis omfangsrige og detaljerede indledning «sulla storia esterna del testo del Novellino» er et fast referencepunkt for samlingens ældre udgivelseshistorie såvel som for forholdet mellem Gualteruzzis og Borghinis udgaver. Nogle år tidligere havde litteraturhistorikeren Alessandro D Ancona udgivet sit betydningsfulde kildestudie af Il Novellino i tidsskriftet Romania ii og iii, hhv. 1873 og 1874. Dette essay blev efter Biagis opdagelse af Borghinis falskneri revideret og genudgivet i D Anconas Studi di critica e storia letteraria fra 1880 og siden revideret og udgivet i en tredje og sidste udgave i 1912. D Anconas kildestudier tjente som udgangspunkt for Rudolf Besthorns grundige gennemgang af Ursprung und Eigenart der älteren italienischen Novelle fra 1935, et præcist værk, som er blevet genopdaget i Novellino-forskningen i de senere år. sicardi og aruch I 1909 udgav Enrico Sicardi Il Novellino på grundlag af V-manuskriptet, men Aldo Aruch kritiserede i sin detaljerede anmeldelse denne udgave for dens subjektive tilgang og mangel på stringente kriterier. I sin anmeldelse fremkom Aruch for midt i al den negative kritik dog positivt at hjælpe senere udgivere med sit eget tvedelte stemma codicum eller stamtræ over udgavernes indbyrdes forhold. 44 I denne anmeldelse påviste Aruch, at ma- 43 I en diplomatisk udgave til forskel fra «en kritisk udgave» fastholdes alle eksemplarets eksterne karakteristika. Jf. Avalle, D Arco Silvio: Principî di critica testuale. Padova: Antenore, 1972, pp. 124-25. 44 Et stamtræ angiver det mulige slægtskab mellem forskellige håndskrifter. I dette tilfælde fordeler håndskrifterne sig på to store familier, A og B, mens x, y og angiver hypotetiske eksemplarer, som må ligge bag et eksisterende håndskrift. Jeg henviser til læseanvisningen for stamtræer i hovedteksten p. 34, n. 17.

18 novellegenrens fødsel. appendiks nuskriptet ændrer karakter lingvistisk og grafisk fra f. 51r, hvorved manuskriptet kan opdeles i (mindst) to forskellige, sammenføjede dele, som hører til på hver sin gren af stemmaet. 45 Aruchs stemma har været udgangspunkt for alle senere stemmata, og siden da har alle kritikere opdelt Novellino-traditionen i 2 grene, hvor den ene indeholder P1 og den anden indeholder P2 samt V og Gz. A x B y p 1 S G udgaver med rubrikker Figur 1. Aruch, «Le cento novelle antiche», p. 48. Aruch laver (figur 1) en hovedinddeling i to grene, hvor P1 er alene på den ene side, idet det som det eneste manuskript ikke præsenterer novellerne i Gz-rækkefølgen, og alle de andre udgaver hører til på den anden side. Derefter skiller han den gruppe, som ikke har rubrikker (P1, G og S), fra den gruppe, som har næsten enslydende rubrikker (P2, A, V, Gz), og antager, at den sidste gruppe stammer fra en fælles forfader, som er kommet senere til end den første gruppe. Den første gruppe har desuden nogle noveller til fælles, som ikke optræder i den anden gruppe. Ifølge Aruch havde der eksisteret en Ur-Novellino, som P1 lå tættest på, og som formentlig havde indeholdt over 123 noveller. Nogle år senere udgav Aruch novellerne og sentenserne fra L-manuskriptet og så disse som endnu et bevis på denne tese. 46 45 Aruch «Le cento novelle antiche», pp. 44-46. Skiftet ses af den forskellige anvendelse af maskulinum artikelen, brugen af k i stedet for ch i den anden del og af den henvisning, som ikke besvares på f. 50v (altså angivelsen af den næste sides første ord nederst på siden). 46 Aruch: «Frammenti del Novellino».

udgivere af «il novellino» 19 di francia Letterio Di Francia, der i 1924 havde udgivet det monumentale værk Novellistica som det første bind i serien Storia dei generi letterari italiani, udgav i 1930 sin egen udgave af Il Novellino. Ud over et intelligent forord byder hans udgave for første gang både på Gualteruzzi-udgaven og de tekster fra Borghini-udgaven, som er tilføjet Gualteruzzi-udgaven. Di Francia anerkender, at P1 s indhold må være tættere på den oprindelige udgave, men mener dels at manuskriptet er mangelfuldt, dels at dets sprogbrug er blevet moderniseret af dem, der har skrevet det. Derfor og fordi han med Biagis advarsel i baghovedet ikke vil lave en uigennemskuelig udgave bygger han sin udgave på Gz, som han til tider retter til ved hjælp af V. 47 Som flere andre mener Di Francia at bogen har været gennem forskellige redaktionelle faser, før den nåede et antal på 100 noveller. Der har dog ifølge Di Francia været én oprindelig forfatter i Firenze, som var ghibelliner altså kejsertro i modsætning til pavetro og som har forfattet den omkring år 1300 («introduzione», p. xxiii). Forfatteren var ikke litterat af profession og heller ikke i den anden ende hofnar (som Sicardi hævdede), men hørte til byens mellemborgerskab ceti medi og arbejdede formentlig som jurist, handelsmand eller notar. Di Francia er ikke begejstret for stilen, som han kalder prunkløs, ensformig og monoton og henfører til exemplum-traditionen. Til gengæld er han begejstret for det friske, krystallinske, spontane sprog i samlingen, hvori det oftere ifølge et citat er århundredet end forfatteren, der taler («parla più spesso il secolo che lo scrittore», p. xxxvii). monteverdi I 1950 erne udgav Angelo Monteverdi i artiklen «Che cos è Il Novellino?» en sammenfatning af et kursus, han havde holdt i Rom i 1944, som er en forbilledligt klar præsentation af alle spørgsmålene omkring Il Novellino såvel som en sammenfatning af forskellige forfatteres mening derom. Artiklen er fast referencepunkt for dem, som følger Aruchs spor. Monteverdi arbejder nemlig videre på og uddyber Aruchs resultater, heriblandt Aruchs stemma. Fra Monteverdis stemma har jeg i gengivelsen (figur 2) tilladt mig at fjerne de to manuskripter B (Magliabechiano vi 194) 47 Biagi skriver: «inutili affatto, sono e saranno tutte quelle edizioni del Novellino che non si restringano a riprodurre una delle due lezioni già conosciute, e non sieno condotte sopra un solo manoscritto» (pp. lxxxiiilxxxiv).

20 novellegenrens fødsel. appendiks og c (Palatino 659), som siden da med sikkerhed er blevet vist at være descripti, dvs. afskrifter af den trykte udgave. 48 Monteverdi sætter G sammen med S og laver to lag ud af de manuskripter, som Aruch samlede i kategorien «udgaver med rubrikker»: et lag der indeholder A, P2 samt den ukendte W, som på sin side er stamfader til det andet lag, V og Gz. O p 1 X Z Y S G A P 2 W V Gz Figur 2. Monteverdi, «Che cos è il Novellino», p. 134. Monteverdi inddeler manuskripterne i tre klasser af manuskripter: Den første klasse omfatter V, Gz, A og P2; den anden klasse udgøres af P1; og den tredje klasse omfatter S og G. Monteverdi konkluderer, at Il Novellino er skrevet af flere forskellige forfattere men sat sammen af en person i Firenze, der også har skrevet forordet. Derudover udtrykker han et ønske om at få samlet alle de tekster, der tilhører Novellino-traditionen, i en udgave, der ville give et komplet korpus af noveller før Decameron. 49 segre En af Italiens mest respekterede filologer i nyere tid, Cesare Segre fra universitetet i Pavia, har i hele sin karriere beskæftiget sig med Il Novellino og 48 Afvist som descripti af Gz af Folena: Mostra, p. 124, der formoder, at de er blevet skrevet under modreformationen, hvor det var svært at skaffe eksemplarer af Gz. Conte medtager dem derfor heller ikke i sit stemma i Il Novellino. Udg. af Conte. 49 Monteverdi, «Che cos è il Novellino?», pp. 140-141

udgivere af «il novellino» 21 har nået at ændre syn på samlingen mange gange. Jeg vil ikke her gøre rede for Segres skiftende synspunkter, idet jeg i hovedteksten inddrager hans artikler, når det er relevant. I 1959 udgav han i den væsentlige antologi La Prosa del Duecento, som han redigerede sammen med Mario Marti, en Novellino-version, der byggede på V-manuskriptet, men var korrigeret ved hjælp af både Gz, P1, P2, A og S. 50 Denne tekst har siden været den autoritative udgave, som er blevet genoptrykt af antologi-redaktører som fx Lucia Battaglia Ricci i Novelle italiane. Il Duecento il Trecento fra 1982 indtil Alberto Contes udgave fra 2001. lo nigro Der blev ganske vist i de kommende år udgivet andre versioner af Il Novellino, men på mere usikkert grundlag end Segres udgave. I 1963 redigerede Sebastiano Lo Nigro en udgave af Il Novellino, hvis indhold måtte være inkarnationen af Monteverdis drøm om en udgave. Lo Nigro udgav nemlig i Novellino e Conti del Duecento Gz-teksten efterfulgt af en række andre tekster, der står i forbindelse med Novellino-traditionen. 51 Det drejer sig om de andre tekster fra P1, de 10 ekstra noveller fra S, de korte tekster Fue uno savio religioso, Tre cose sono og La verità è sì forte che fra S og G, la femmina dei coltellini fra L, de lange noveller i P3, som følger efter P2, de noveller, som Borghini i sine noter siger at have fundet i et «foglio antichissimo» samt endelig Fiori e Vita di filosafi ed altri savi ed imperadori og Conti di Antichi Cavalieri. Lo Nigro benytter V som basis og retter det til ved hjælp af A og for de novellers vedkommende, som mangler i A ved hjælp af P2 og P1. Udgaven er meget nyttig i og med, at den samler alle former for kendt novellelitteratur fra tiden før Decameron og sætter dem ind i en litteraturhistorisk kontekst. Lo Nigros ekdotiske eller udgivelsesmæssige kriterier er imidlertid blevet stærkt kritiseret for at svinge mellem at benytte den ene og den anden gruppe af manuskripter ( og ß) uden andet kriterium end at vælge den udgave, som er mest detaljeret og dermed giver mest me- 50 Il Novellino. Udg. af Cesare Segre. I La prosa del Duecento. Udg. af Segre og Marti. Milano/Napoli: Ricciardi, 1959. 51 Novellino. Udg. af Lo Nigro. Lo Nigro gav en tilbundsgående redegørelse for denne udgave i Lo Nigro, Sebastiano: «Per il testo del Novellino». I Giornale storico della letteratura italiana, vol. 141, 1964, pp. 51-102. Den her benyttede udgave er et uændret genoptryk fra 1981, med en tilføjet «Avvertenza», hvori Lo Nigro delvis lovede en revideret udgave, hvor han ville tage højde for anmeldelsernes kritik og den nyere forskning.

22 novellegenrens fødsel. appendiks ning. 52 Det giver en hybrid-tekst, som måske giver mening for læseren, men som fjerner kritikken fra svaret på spørgsmålet om originalen, og som sammenblander forskellige udviklingsfaser af Il Novellino. I modsætning til Monteverdi anser Lo Nigro samlingen for at være et værk af en enkelt forfatter, hvis intentioner som en anden poetik kommer klart til udtryk i prologen/rammen, og som har skabt samlingen ud fra en fastlagt plan, der blandt andet medfører en progression fra eksemplariske noveller til realistiske noveller. I nogle tilfælde skulle denne forfatter have optaget fortællinger i samlingen uden at ændre dem væsentligt i forhold til kilden, hvilket skulle kunne forklare den store variation i novellerne. 53 Lo Nigro gør op med det, han anser for at være den romantisk-positivistiske fordom, at der kun er kunst på færde, når forfatteren lægger vægt på de menneskelige lidenskaber. Derimod anfører han kohærensen mellem en forfatters menneskesyn og stilistiske fremgangsmåde som det eneste rimelige kriterium for en æstetisk dom og begejstres over den kohærente, kortfattede form i Il Novellino. 54 favati I 1970 udgav Guido Favati sin egen udgave af Il Novellino med mange nye ideer, hvoraf slet ikke alle var lige gode. 55 Selv om han anså V og Gz for at være de mindst troværdige tekstkilder, 56 gik han ud fra, at det oprindelige antal noveller måtte have været 100, og at Giovanni Boccaccio til sin Decameron havde lånt strukturen herfra. Med vold og magt og en vis omrokering fik han kombineret novellerne i Gz-udgaven med enkelte af novellerne fra de andre manuskript-traditioner til en udgave, der indeholdt et forord og 100 noveller. Resultatet fremkom ved at undlade at nummerere forordet, ved at slå novellerne xix og xx sammen og ved derefter at til- 52 Menichetti, Aldo: «Novellino e Conti del Duecento Recensione». I Cultura Neolatina, år xxiv, 1964: «All impostazione sostanzialmente corretta del problema letterario non corrisponde peraltro una valutazione convincente del problema ecdotico del Novellino» (p. 114). Segre er stærkt kritisk i Segre, Cesare: «Sull ordine delle novelle nel Novellino». I Dal Medioevo al Tetrarca. Miscellanea di studi in onore di Vittore Branca, vol. I: Biblioteca dell Archivum Romanicum, serie 1, 178. Firenze: Olschki, 1983, p. 132. Det samme er Conte i Il Novellino. Udg. af Conte, p. 274. 53 Novellino. Udg. af Lo Nigro, p. 14. 54 Novellino. Udg. af Lo Nigro, p. 25. 55 Il Novellino testo critico, introduzione e note. Udg. af Guido Favati. Genova: Fratelli Bozzi, 1970. Favati er bl.a. kendt for en udgave af troubadorbiografierne, som Picone omtaler som «importante» (Picone: «Il racconto». I Di Girolamo, Costanzo (red.): La letteratura romanza medievale, Bologna: Il Mulino, 1994, p. 405), men som dog fik hårde ord med på vejen af de tidligere udgivere, hvis førsteudgave Favati indledningsvis rettede en voldsom kritik mod, jf. Boutière, Jean og A. H. Schutz: Biographies des troubadours textes provencaux des XIII et XIV siècles. Paris: Nizet, 1950, 2. udg. 1973, pp. xxxixxxix. 56 Il Novellino. Udg. af Favati, p. 18.

udgivere af «il novellino» 23 føje samlingen teksten om Messere Amari (som optræder i P1 og S) samt novellen, der begynder «Fue uno savio religioso» (og findes i P1, S, G). Favatis metode, resultater og postulater er blevet kritiseret og tilbagevist, men mærkværdigvis er det alligevel hans udgave, der bliver henvist til som den vigtigste, kritiske udgave i det hæfte om den tidlige italienske novelle, der er udgivet i Grundriss der romanischen Litteraturen des Mittelalters. 57 ' ß p 2 ' p 1 ß' A L Gz V G S Figur 3. Il Novellino. Udg. af Guido Favati, p. 20. 57 Jacobs, Helmut C. og Gier, Albert: «Les formes narratives brèves en Italie» Tôme 1/2, Fascicule 3, 1991. I Lange, Wolf- Dieter (red.): Les formes narratives brèves. grmla, vol. v, Heidelberg: Carl Winter. Segre kritiserer Favatis udgave (Segre, «Sull ordine delle novelle», pp. 130-132) og på grundlag af denne kritik taler andre, såsom Cristiano Animosi om «inaccettabile edizione critica del Novellino» og om «uno stemma altrettanto infido» (Animosi, Cristiano: «Un caso curioso nella tradizione del Novellino». I Medioevo Romanzo, vol xx, hæfte ii, 1996, p. 201). Battaglia Ricci skriver: «solo l automatica, inconscia adozione del Decameron come modello può aver suggerito all editore di supporre, a fronte di una tradizione manoscritta quanto mai renitente a qualsivoglia reductio ad unum, che l originario Novellino fosse un «centonovelle» organizzato in blocchi di dieci novelle» (Battaglia Ricci: «Per una storia della fondazione del genere novella tra 200 e 300». I Medioevo e Rinascimento, vol. xii, n.s. ix, 1998, p. 309, Battaglia Riccis fremhævning).

24 novellegenrens fødsel. appendiks Favati forsøgte at anvende en neo-lachmanniansk tilgang, hvorved han altså ud fra de eksisterende manuskripter forsøgte at rekonstruere én original tekst. 58 Sammen med S og G flytter Favati manuskriptet L over på P1 s side og indfører desuden et system af tvedelinger på alle niveauer i stemmaet. Som Segre har observeret, modsiger Favati imidlertid ikke Besthorns og Monteverdis argumenter for at isolere P1, mens han ikke selv argumenterer overbevisende for, at L, G og S skal høre til på samme side som P1. 59 Denne placering af L, S og G medfører imidlertid, at vulgata-rækkefølgen af noveller bliver den oprindelige, eftersom den optræder på begge sider af stemmata. Herfra er der ikke langt til at formode, at vulgataens antal af noveller også er oprindeligt. Favati mener endvidere, at samlingen ligesom Decameron skulle være delt op i 10 tematiske sektioner, og at Giovanni Boccaccio derfor skulle have efterlignet strukturen med et forord efterfulgt af ti sektioner med ti noveller. 60 Således ser han de 10 grupper som udtryk for en solid arkitektur, hvor den første og sidste novelle i hver gruppe endda skulle være komplementære i deres måde at forholde sig til emnet på (p. 34). Påvisningen bygger imidlertid på en række undtagelser, tilsnigelser og generaliseringer. 61 Hvis der fra forfatterens side er gjort forsøg på at lave en sådan streng arkitektur, er den lykkedes meget dårligt, når den er så svært gennemskuelig, at selv ikke de største tekstkritikere har kunnet få øje på den. 62 Favati fremførte endelig den interessante tese, at forfatteren skulle have boet i Marca Trevigiana, dvs. området nordvest for Venedig, og derfra have hentet de nye fortællinger hjem til Firenze, hvor han skulle have omskrevet dem til sin hjemby ved eksempelvis at erstatte stednavne med florentinske stednavne. Antagelsen bygger dels på sproglige iagttagelser, dels på 58 Il Novellino. Udg. af Favati, p. vii. Lachmann ses som den genealogiske tekstkritiks forfader. Han forsøgte i det 18. Århundrede at etablere det originale manuskript bag en række manuskripter indeholdende det Nye Testamente. 59 Jf. Segre, «Sull ordine delle novelle», pp. 130-132. 60 Il Novellino. Udg. af Favati, pp. 29-41. Joan Hall er uenig i komplementariteten, men anerkender dog som den eneste Favatis opdeling i ti forskellige grupper, hvis navne hun blot udskifter (Hall, Joan: «The Organization of the Novellino. I Italian Studies, 39, 1984). 61 Eksempelvis afviger hele fem noveller ud af ti i Favatis gruppe 8 fra gruppens tema (nov. lxxxv-lxxxix). Til tider har novellerne noget at gøre med det emne, som Favati påklistrer, men det kræver ofte, at man kun ser på et aspekt af dem. Hall, der har arbejdet videre på og understøttet Favatis påstand, påviser selv svagheden i sin påstand: «The categories are clearly not watertight or even strictly definable, and some of the stories ( ) can be fitted into them only with a certain amount of sophistry» (Hall: «Organization of the Novellino», p. 10). Hvorfor så overhovedet gøre det? 62 Med et tankesæt lånt fra italienske konspirationsteorier skriver Hall videre, idet hun blander fortolkerens forhåbninger sammen med forfatterens intentioner: «The author evidently chose not to make his system of composition explicit: perhaps when he began his task he had a scheme of rubrics in mind, but as the work proceded he found he could not fit his stories into it with any rigour» (Hall: «The Organization of the Novellino», p. 18).