t e m a : g r ø n l a n d

w w w. d r a m a t i k e r. d k t e m a : g r ø n l a n d d e c e m b e r 2 0 0 7 - m e d l e m s b l a d f o r D a n s k e D r a m a t i k e r e s F o r b u n d

R E P L I K K E R udgives halvårligt af Danske Dramatikeres Forbund Nørre Voldgade 12A, 4. sal 1358 København K tlf. + 45 33 45 40 35 fax. + 45 33 45 40 39 www.dramatiker.dk admin@dramatiker.dk i s s n 1603-5208 o p l a g 500 r e d a k t ø r Anders Busk T E M A r e d a k t i o n Jokum Rohde Peter Hugge t r y k Eks-skolens Trykkeri A/S l ay o u t Anders Busk f o t o p å o m s l a g Osborn Bladini Artikler og læserbreve modtages gerne elektronisk på: admin@dramatiker.dk eller sendt til forbundets adresse. R E P L I K K E R N R. 1 7 udkommer juni 2008. REPLIKKER NR. 16

r e p l i k k e r d e c e m b e r 2 0 0 7 tema : grønland LEDER af Nina Malinovski 4 om seminaret ord mod nord 6 scenisk fremstilling og teater i grønland af Stig Jarl 7 jokum rohde interviewer maja ravn 12 teater i et overlevelsessamfund af Svenn B Syrin 18 åbent brev til grønlands hjemmestyre 21 farvel til radioteatret 28 nye medlemmer 29 legater 30 meddelelser fra forbundet 33 guldgraveri af Per Schultz 34 indkaldelse til medlemsmøde! 38 hvad har vi gang i?! 39 goodbye privacy af Annette Finnsdottir 40 attentíon 43 ingen ved noget af Valeria Richter 44 hvorfor forfatterne skal vinde 48

Grønland! leder af nina malinovski Grønland: skærende kulde, isbjerge som lejrer sig i hukommelsen, sneens ubegribelige vidder? Eller en baseby, store grimme klodser som smidt tilfældigt fra luften, trøstesløs bebyggelse, fravær af liv? Grønland: livskraft og lattermildhed, værdig venlighed? Eller mennesker på den yderste rand, gadens og fattigdommens inuit, som vi kender dem på Nørreport, Christianshavn eller Vesterbros Torv? Grønland: højt uddannet ekspertise og stolthed over inuitkulturen? Eller spildprodukter i koloni- og industrialismens store matadorspil? Ingen af delene og alt det førnævnte, er Grønland! Da vi kom tilbage til Danmark efter vores årlige NDU-møde, som vi i år (med os selv som værter og ved hjælp af en hel masse dejlige støttekroner fra Nordisk Kulturfond og NAPA), havde henlagt til Grønland, var vi næsten i tvivl. Havde vi faktisk været i Grønland? Eller var de syner, vi så, når vi lukkede øjnene, bare affødt af en voldsom fantasi? Hvalerne, deres enorme blanke, sorte rygge i vandet og deres blåst, havørnen, der langsomt sejlede over vores hoveder, moskusokserne i det fjerne, bittesmå og kæmpestore, for slet ikke at tale om indlandsisen, dette massiv af kulde og is, verdens hjerte Én ting var virkelig: et møde mellem grønlandske og nordiske film- og manuskriptforfattere, hvor erfaringer og vilkår blev udvekslet og fremtidige samarbejdsmuligheder drøftet. Grønland har en lang tradition for historiefortælling, hver lille bygd med respekt for sig selv havde en historiefortæller, som fra sit bestemte sted i bygden, fx en sten eller et dørtrin fortsatte sin lange (og hele tiden afbrudte) fortælling. Og så var der tromme- og maskedanseren, for slet ikke at tale om shamanen, som helst ikke nævnes i det moderne Grønland. Det var skuespilleren og instruktøren Makka Kleist, som delagtiggjorde os i den gamle grønlandske fortællertradition. Selv blev hun uddannet på Tuukkaq-teatret i Fjaltring i Danmark i en tid, hvor kunst stadig havde betydning, også selv om den hverken kunne sælges eller var umiddelbart forståelig. Og hvem ved? Om nogle år når DR endeligt har drejet nøglen om og hele vores ekspertise indenfor det medie, vores montage, radiospils- og lydmurserfaring omsider er blevet overflødiggjort, så kan det være, at vores grønlandske kollegaer kan komme os til hjælp. Når teatrene omsider har overgivet sig fuldstændig til de sikre, udenlandske publikumsbaskere og vores statslige TV-kanaler udelukkende satser på dårlige amerikanske film, så kan de måske minde os om, hvor vigtige de egne historier er for et Side

folk. Og hvor fattigt et folk kan blive, når ingen kan fortælle dets historier. For til den tid er der nemlig sket indtil flere ting: Hjemmestyret har endelig indset hvor vigtig den grønlandske kunst og kunstner er for den grønlandske kultur og grønlandske kunstnere får som verdens første rimelige levevilkår og så gode støtteordninger, at det faktisk kan lade sig gøre at både leve og bevare sin værdighed som kunstner. Hele verdens øjne hviler på det selvstændige og rige Grønland, for det har formået at turde satse på egne værdier lige fra natur til kultur, fra snublende undergrund til etableret akrobatik. Det har også turdet åbne døren for fremmede kulturer og at drage erfaringer af dette åbne rum. Vi får desværre og sikkert brug for den hjælp! side

På initiativ af Danske Dramatikeres Forbund blev Nordisk Dramatikerunions årsmøde i september 2007 kombineret med et seminar med deltagelse af grønlandske teater- og filmfolk. Seminaret var oprindelig planlagt til at finde sted i Nuuk, men blev af flere grunde flyttet til Ilulissat i Nordøstgrønland. Dels var det naturligt, at kulturarbejdere, der nationalt fremhæver et kulturpolitisk decentraliseringsprincip, også selv lever op til det ved netop ikke at placere sådanne seminarer i hovedstæderne. Derudover havde Simon Moqquu Løvstrøm, tidligere leder af det grønlandske teater Silamiut og i dag leder af kulturhuset i Ilulissat, tilbudt at huse arrangementet samt at forestillinger i kulturhuset kunne indgå i seminaret. Danske Dramatikeres Forbund takker Nordisk Kulturfond og NAPA for den velvillige støtte, som gjorde det muligt for os at organisere seminaret ORD MOD NORD. Side

scenisk fremstilling og teater i grønland Af Stig Jarl, Lektor ved Teatervidenskab, Københavns Universitet Ritual, folketradition eller teater I de fleste stammesamfund har eksisteret ritualer, som gjorde det muligt for stammen at kommunikere med såvel naturkræfter, som det overnaturlige. Ud af sådanne ritualer, som jo ikke som al-mindeligt teater er forstillelse, men konkrete handlinger, der er nødvendige for stammesamfundets overlevelse vokser en kult og i nogle tilfælde bliver kulten til mytologi. Samtidig findes en række folkelige former, hvoraf nogle er af rent underholdende karakter, mens andre er af social betydning. Grænsen mellem det rituelle, det sociale og det underholdende kan være svær og er måske ikke altid lige meningsfuld at drage. Rigtig meget scenisk fremstilling har med trommesang, dans med eller uden maske at gøre. Trommesange hedder inngerutit og til en del af disse kan være knyttet optræden især dans. Fx i Østgrønland en dans om en ravn, der var forelsket i en gås og ender med at falde i havet og drukne. Fra både Øst og Vestgrønland kendes (ofte sørgmodige) sange om qivittoq eneboere, som af den ene eller anden grund har måttet forlade samfundet. De særlige duel eller trommestridssange, ivertut pisii, kendes især fra Østgrønland. På skift blev konflikter lagt (sunget) frem gennem smædesange måske med familie og venner til at støtte i omkvædet - og derved blev luften renset. Fra Østgrønland kendes også rollespil, uaajeerneq, med crossdressing. Kolonimagten greb ind med forbud mod både åndemanersange og de konfliktløsende trommestridssange. Danskere laver amatørteater Derimod har teater forstået i traditionel betydning ingen lang tradition i Grønland. De første forestillinger er dansk amatørteater i slutningen af 1800-tallet bl.a. spilledes amatørteater af de danske arbejd-ere i kryolitbruddet i Ivittuut. I 1920erne ses forestillinger på grønlandsk op-ført af de lærerstuderende på seminariet i Nuuk bl.a. en dramatisering af H. C. Andersens Fyrtøjet. Her henter den grønlandske forfatter og billedkunstner, Hans Lynge, som i 1930 erne underviste i Qaqortoq inspiration. Hans Lynge skriver og iscenesætter teaterforestillinger til sine elever, hvilket bl.a. er medvirkende til at Qaqortoq får et forsamlingshus, hvor stykkerne kan opføres. Grønlandsk professionelt teater starter i Nordvestjylland Det er imidlertid ikke i Grønland, men i Fjaltring i det nordvestlige Jylland, at det første professionelle grønlandske teater ser lyset i 1975 som Tuukkaq Teatret (tuukkaq: harpunspids, T udtales som D) under ledelse af nordmanden Reidar Nilsson, som er uddannet på Odin Teatret. I tilknytning til teatret oprettes en side 9

elevskole, der fra starten bliver støttet både fra Grønland og af det danske Kulturministerium. Uddannelsen var mesterlære-baseret og forestillingerne karakteristiske ved at være en blanding af traditionelle former og formeksperimenter. I lighed med Odin Teatret var Tuukkaq Teatret internationalt orienteret, turnerede intensivt og var efterspurgt ved festivaler verden over. Det var fra starten Reidar Nilssons erklærede mål, at Tuukkaq Teatret skulle flytte til Grønland, når vilkårene for det eksistens dér ville være til stede. Sådan blev det ikke helt. Men efter en succesfuld turné til bl.a. det arktiske område, i Norden og deltagelse i det kulturelle fremstød i New York i 1983, besluttede en del af de grønlandske skuespillere at danne deres eget teater i Nuuk. Silamiut i Nuuk Det blev til Silamiut (ordet har en dobbelt betydning: dem, der bor ude i det fri eller dem som er i ånden ), der åbnede i 1984 under ledelse af Simon Mooqqu Løvstrøm (som sluttede som leder i 2002). En del forestillinger fra Tuukkaq Teatrets repertoire fulgte med (bl.a. klassikeren Inuit fra 1977). Silamiut havde til huse i Nuukseminariets festsal og turnerede til forsamlingshuse og kirker langs vestkysten. I 1985 producerede Silamiut Grønlands (vistnok) eneste TV-julekalender, som også er udgivet på video. Fra 1985 og indtil 2006 modtog Silamiut driftsstøtte fra Grønlands Hjemmestyre. I 2006 var tilskuddet på 900.000 kr, men fra og med 2007 er det meningen, at Grønlands Hjemmestyre og Silamiut skal indgå en kontrakt for et år ad gangen. Siden 2006 har Silamiut været et rent projektteater uden fastansatte teknikere eller skuespillere. Teatrets nuværende leder (siden 2003/04) er nordmanden Svenn B Syrin, der bl.a. har været skuespiller og instruktør ved Hålogaland Teatret i Tromsø. Af Silamiuts væsentlige forestillinger kan nævnes Arferup Tarninga (Hvalens sjæl og dens brændende hjerte) 1992, Eskimuunngooq (Eskimohistorier) 2000, moderne dans som Arsarnerit (Nordlys), der blev skabt til kulturhuset Katuaqs åbning i Nuuk 1997, musicals som Sarsuasut (De, der passerer forbi) 1999 samt Inuit Barok Chok 1998. Silamiut har også dramatiseret Ibsens digt Terje Vigen 2006. Af børne- og ungdomsteater kan nævnes den moderne familiejuleforestilling i Katuaq, Ikitsisaarniannguaq 2003, bygget over H. C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne og debatforestillingen for unge Uangaana timiga (Min krop er min), 2004 samt børneforestillingen Mukkiaraq, om trolden der lærer de mindre børn at tage hensyn til hinanden og omgivelserne. Endvidere har Silamiut leveret forestillinger til særlige begivenheder som Hjemmestyrets 25 års jubilæum 2004, revyen Aarimmi (Tilbageblik), og den grønlandske kirkes 100-års jubilæum med Kuaaniatoqqap Oqaluttuaa (Gamle Kuaaanias fortælling). I anledning af Grønlands Kulturhus Katuaqs 10 års jubilæum samarbejdede Katuaq og Silamiut om den store produktion Ukaliatsiaq baseret på den gamle sagn om Festens Gave, som er berettet af Knud Rasmussen. Det var denne forestilling, der havde premiere på Grønlands nationaldag d. 21. juni i år, som skulle være vist i Ilulissat ved seminaret; men som desværre viste sig at være for stor til at gå på turne. Ualiatsiaq var instrueret af Makka Kleist. Napas Polaroid på gæstespil i Norden Nordens Institut i Grønland, Napa, tager flere forskellige kulturelle initiativer udstillinger, egenproduktioner, gæstespil mv. Endvidere yder Napa støtte til bl.a. rejser ( og har givet tilskud på 50.000 kr.til dækning af de grønlandske deltageres rejse og opholdsomkostninger ved vores seminar). Napas direktør hedder Anders Berndtsson. I efteråret 2006 producerede Napa i samarbejde med den norske koreograf Jo Strømgren danseteaterforestillingen Polaroid, som gæstespillede i det øvrige Norden herunder på Operaen (Takkelloftet) i København under overværelse af dronningen. I forestillingen, som tager gas på vores begreber om eskimoer, medvirkede bl.a.den grønlandske skuespiller Nukaka Coster-Waldau, der er uddannet fra Statens Teaterskole, samt Varstae M. Berndtsson. Inuti Theatre Simon Mooqqu Løvstrøm flyttede til Ilulissat, hvor han i dag er Side 10

Fra POLAROID FOTO Jo Strømgren Kompani side 11

Fra POLAROID FOTO Jo Strømgren Kompani leder af kulturhuset Sermermiut. I 2005 dannede han Inuit Theatre, som stræber efter en slags egnsteaterstatus. Inuit Theatre har for børn produceret en Kejserens Nye Klæder og i sommer lavet revyforestillingen Qungujulaarfik (Smilehullet), som Simon Mooqqu Løvstrøm har instrueret i samarbejde med de medvirkende Kaiska Grønlandske Skuespilleres Sammenslutning I erkendelse af at professionalisme er af stor betydning for at opnå offentlig støtte tog skuespillere fra Silamiut i 1991 initiativ til dannelsen af en forening for professionelle skuespillere, som i 1994 fik navnet Kaiska (og er associeret medlem af Dansk Skuespillerforbund). En af Kaiskas mærkesager har været at presse på for at skaffe midler til kunstnerisk egenproduktion i Grønland. En grønlandsk teaterlov og et grønlandsk nationalteater Det har med jævne mellemrum været debatteret om Grønland skulle have en teaterlov og en nationalescene. En redegørelse fra 1996 fra Arbejdsgruppen vedr. Teatrets Fremtid anbefalede oprettelsen af et Nationalteater i Kulturhuset Katuaq i Nuuk med forpligtelse til at turnere over hele Grønland, og samtidig skulle der i tilknytning til Nationalteatret etableres en skuespillerskole, som skulle samarbejde med Statens Teaterskole i Danmark. Samtidig diskuteredes at det var vigtigt med et alternativ en konkurrent til en nationalscene. Samtidig anbefaledes etablering af armslængdeorganer Kunstråd/Teaterråd som skulle fordele tilskudsmidler. Teaterredegørelsen kom imidlertid til at ligge i dvale i en årrække. I 2003 var debatten oppe igen, og landstingsmedlem Henriette Rasmussen fra det socialistiske Inuit Ataqatigiit stillede direkte forslag om, at Landstyret skulle pålægges at arbejde for, at der etableredes et Grønlandsk Nationalteater. På modstående side findes ordlyden fra Kulturredegørelsen 2004. Side 12

1.1. Scenekunst I grønlandsk scenekunst har Silamiut Teatret spillet en dominerende rolle i de snart 20 år, teatret har eksisteret. Silamiut har turneret rundt både i og uden for landet, og fra politisk side er teatret mange gange blevet fremhævet som gode ambassadører for Grønland. Endvidere har en række grønlandske skuespillere opført deres egne stykker og performanceforestillinger inden for de sidste 8-10 år. Således markerede amatørteatret Pakkutat i Sisimiut sig også i en periode. Kalaallit Isiginnaartitsisartut Kattuffiat (KAISKA) Skuespillernes landsorganisation, KAISKA, varetager de uddannede skuespilleres interesser og har således udpeget en repræsentant i Kulturrådet. Organisationen har siden sin start i 1990 synliggjort de grønlandske professionelle skuespilleres interesser igennem sit associeret medlemskab i Dansk Skuespiller Forbund (DSF). KAISKA og Silamiut har været med til at dygtiggøre de grønlandske skuespillere i nordisk regi. Tilskud Hjemmestyret har i en årrække ydet tilskud til Silamiuts drift. Frem til 2001 fik teatret tilskud til drift og til uddannelse af skuespillere. Efter indstilling fra Kulturrådet besluttedes det at omprioritere de frie kulturelle støttemidler og en pulje til film og teatervirksomhed blev oprettet i 2003. Samtidig blev det igen muligt at søge om driftstilskud til teatervirksomhed. Kulturrådet har anbefalet, at der ikke øremærkes beløb til Silamiuts drift for at sikre, at andre skuespillere, som ønsker at starte teatervirksomhed op, har mulighed for at søge om driftstilskud. Dermed er der også sikret mulighed for en vis konkurrence og nyskabende aktiviteter på området. Uddannelser Til og med 2001 modtog Silamiut tilskud til uddannelse af skuespillere. Tilskuddet havde den konsekvens, at eleverne kunne modtage almindelig uddannelsesstøtte. Der har dog aldrig været fremsendt egentlige uddannelsesplaner til godkendelse til direktoratet. Den sidste skuespillerelev blev færdiguddannet i Silamiut i 2002. Problemstillinger Grønland har ikke en teaterlovgivning. En teaterlov ville kunne sikre et fast teaters finansiering, hvor teatret kunne koncentrere sig om sit professionelle virke og dermed frigøre sig fra det administrative arbejde med at søge driftsmidler og tilskudsmidler til de enkelte projekter. Landsstyrets vurdering Det er Landsstyrets opfattelse, i overensstemmelse med Kulturrådets anbefalinger, at der er behov for lovgivning på teaterområdet. Der bør nedsættes en arbejdsgruppe, der skal tilvejebringe grundlaget for en lovgivning og blandt andet tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det vil være formålstjenligt at skabe grundlag for etablering af et fast teater. side 13

Fra forestillingen Festens Gave FOTO Maja Ravn dramatikeren Jokum Rohde i interview med scenografen Maja Ravn Side 14

Jokum Rohde: Kære Maja Ravn, hvordan endte du med at lave kostumer til en teaterforestilling i Nuuk? Maja Ravn: Jeg blev først spurgt om jeg ville lave scenografi og kostumer til forestillingen Festens Gave (Ukaliatsiaq) efter Knud Rasmussens fortælling. Forestillingen skulle fejre Nuuks kulturhus Katuaqs ti-års jubilæum. Jeg var meget spændt på opgaven - det bragte mig omgående tilbage til en af min mormors bøger, hvor denne Knud Rasmussen-historie var med, fuldt illustreret med tegninger, som jeg allerede som barn var meget fascineret af. Nå, planen var så, at jeg skulle tage op til Nuuk og bo i hele januar og noget af februar 2007 og også i månederne op til premieren på den grønlandske nationaldag 20. juni. Og jeg må indrømme, at tanken om at skulle bo mutters alene deroppe i kulden og januarmørket skræmte mig. Dertil skal lægges, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan de produktive forhold var i Nuuk. Hvem skulle jeg arbejde med? Hvem var mine kontaktpersoner? Derfor sagde jeg, at det kunne jeg ikke magte. Men jeg kunne lave kostumerne hjemme i København og komme op med dem til foråret. Det endte så med, at en norsk lysdesignerpige, Marianne, som også arbejder på Dramaten, hun lavede så scenografien og jeg designede kostumerne. Hvilket blev et mægtigt fint samarbejde. Hun boede der, hun tog tørnen, hun lavede scenografien. Jeg blev i København til foråret. Det var Makka Kleists teaterkompagni Silamiut, som lavede forestillingen. Meningen var oprindeligt, at Thomas Koppel skulle have lavet musikken til den sammen med Anisette, men da han jo døde, så var han ikke i stand til at fuldføre denne opgave. Så nu var det Svenn Syrin og Makka, begge hhv. skuespillere og ledere af Silamiut der skulle lave forestillingen. Silamiut startede i 1980 erne og udspringer af det oprindelige legendariske teaterkompagni Teater Tuukaq. Rohde: Maja Ravn, ved teaterseminaret ORD MOD NORD talte vi meget om dramatikkens vilkår i Grønland. Jeg må derfor spørge dig, var denne Knud Rasmussen-fortælling Festens Gave, dramatiseret? Og i så fald, hvem var dramatikeren? Ravn: Det var oplagt, at spille Festens Gave som jubilæumsforestilling. Historien handler om, hvordan mennesket lærer at holde lysets fest af dyrene. Det er et gammelt Inuit- sagn, som alle grønlændere kender. Knud Rasmussen rejste dengang op og ned ad østkysten af Grønland og opsamlede disse sagn. Det er derfra Festens Gave stammer. Makka og Svenn oversatte den så til nutiden. Historien starter med: Der var engang da mennesket var trist Så nu skulle mennesket lære glæden af dyrene - hvilket er en evig fortælling. Makka og Svenn gennemskrev den mange gange, oprindeligt skulle den have været på både dansk og grønlandsk, men den endte med kun at være på grønlandsk. Rohde: Så hvis vi diskuterer selve det dramatiske, falder forestillingen ind under Inuit-teatret, som Makka fortalte os om i ORD MOD NORD: Hvor det er et sagn, som publikum kender, fortalt gennem sang og dans, og det kontemporære element er så at overside 15

sætte sagnet til nutid? Ravn: Ja, det kan man godt sige. Der er en narrativ i historien om en familie, hvis børn dør eller kidnappes af ørne der er en udvikling i historien, fra a til b. Og du skulle opleve suset i salen, når den og den sang blev sunget. Publikum kendte sangene og deltog derfor på en måde i forestillingen, som var meget, meget inspirerende. Rohde: Ulla Ryum og jeg diskuterede meget, hvad det er som udgør dramatikkens fødsel i et samfund: Er det en udelukkende vestlig tradition, båret af en overgang ind i en pure politisk sfære, som i Grækenland under Aischylos i det sidste århundrede før Kristus, altså en bevægelse fra et etnisk defineret verdensbillede til et politisk defineret verdensbillede. Hvor man kan sige, at dette Inuit-teater ikke er båret af vestlige dramatiske energier men af en etnisk identitet, som forbinder det med fx indianske ritualer og selvfølgelig hele den circumpolære inuitiske stammes sagntradition. Ravn: Jeg forestiller mig at stemningen under Inuitteatret har ligheder med Wagnerkulten i Bayreuth Rohde: Hvor der er en Nazikultstemning, der får lov til at koge over Ravn: Netop, der ryger hånden op meget hurtigt. Rohde: Lad os tale om den praktiske dimension i dit arbejde for Silamiut-teatret? Ravn: Makka kom ned til København i januar, og jeg havde aldrig mødt hende. Jeg var meget spændt på at møde hende. Jeg havde forberedt mig meget, jeg havde tegnet et væld af tegninger, og forestillet mig alle mulige måder vi kunne løse dyr-menneske-tilstandene rent kostumielt. Vi snakkede faktisk mest om Grønland i sig selv. Hvilken kultur er der deroppe? Og hvad er kulturhuset for en slags sted? Jeg havde aldrig set Grønland! Mine tegninger var meget haute couture-agtige, mærkelige fantasiagtige kostumer, og det var Makka meget begejstret over. Udfordringen var selvfølgelig, at forestillingen også skulle på turné og således spille for et publikum, som måske aldrig havde været i teatret før. Derfor skulle mine rensdyr-figurer have en vis illustrativ forbindelse til et virkeligt rensdyr. Med andre ord, jeg skulle kontrollere min stilisering, og her hjalp disse samtaler med Makka. Makka rejste så hjem igen, og jeg tegnede videre, og så tog jeg omsider op til Nuuk i maj for at være der i to uger for at tage mål og få sat selve kostumeproduktionen i gang. Her begyndte problemerne, vil jeg sige, for der var ikke arrangeret nogen systue eller noget. Og de syersker vi fandt, kunne ikke dansk. Så fandt jeg en pige der underviste i håndarbejde, og hun kunne dansk. Det hjalp lidt. Men igen, det kunne aldrig blive som den teaterkultur jeg kendte, vel? Hvor der et professionelt produktionshold, der får tingene gjort. Til mit held fandt jeg en tøjgenbrugsstation i Nuuk. Den havde kun åbent torsdag mellem 16.30 og 18.30, der stod jeg sammen med alle dem der kom ude fra betonslummen udenfor Side 16

Nuuk, som kun havde råd til at give fem kroner for et stykke tøj. Her kunne jeg supplere det vi ikke nåede at få syet, og igen gav disse mærkværdige tøjgenstande måske også mit kostumegalleri en nutidig stoflig dimension, jeg ikke kunne tegne mig til. Genbrugsstationen lå i kælderen under en Kinagrill i yderkanten af Nuuk. Her mødte jeg alle mulige hjælpsomme mennesker, som straks tilbød at hjælpe mig med mine kostumer. Jeg blev af komplet fremmede inviteret hjem for at møde deres bedstemoder, som også lå inde med et gammelt tøjlager! Tingene begyndte at lysne. Samtidig røg jeg ind i nogle ekstreme skænderier med dem, jeg arbejdede med. Jeg kan love dig for at temperamenterne kunne eksplodere. Og det havde jeg i arbejdssammenhænge ikke prøvet før Rohde: Du har vel oplevet det ude på Betty Nansen-teatret? Ravn: Det er sandt, men der kender jeg jo dem, der råber og skriger. Her kendte jeg dem slet ikke. Der er altså en forskel. Nå, efter to uger tog jeg hjem igen. Produktionen var kommet på skinner, og hvad vi ikke fik syet, havde jeg købt nede under Kinagrillen. Vi skruer nu frem til opløbet i juni, hvor tingene skulle gøres færdigt. Nu kendte jeg forholdene, og tingene forløb lettere. Jeg var forberedt på, at man ikke kunne være sikker på, om folk dukkede op på det tidspunkt man havde aftalt, men at man GODT kunne være sikker på, at tingene nok skulle blive lavet med last og bram gennem en række tilfælde, uventede arbejdsindsatser på skæve tidspunkter etc. Folk laver teaterarbejde i deres fritid for de har ikke råd til at arbejde fuldtids med teater. Derfor eksisterer der ikke de fuldprofessionelle teaterforhold, jeg kender - der er ikke råd til, at det eksisterer. Men i kontrast hertil oplever man en enorm gavmildhed hos ganske almindelige mennesker med hårdt arbejde, der gerne efter fyraften kommer og bygger og syr og knokler i timevis uden at få en krone for det. Men det må være hårdt for et teaterkompagni ustandseligt at skulle betjene sig af denne type tilfældig arbejdskraft. Rohde: Oppe i Jakobshavn talte vi som før nævnt om dramatikkens forhold i Grønland. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke spillede Ibsen, Euripides, altså dramatiske klassikere? Jeg ved at lige nu sætter Svenn Syrin Macbeth op i Nuuk, men det er tydeligt, at deres dramatiske tradition hovedsageligt består af Inuit-sangene og -fortællingerne omsat til scenen. Mit spørgsmål gik mest på, at disse aggressive klassikere jo har meget at gøre med det voldsomme og kriseramte samfund, vi ser i Grønland, måske meget mere end Inuit-fortællingen nogensinde kan opnå. Men der er en anden kontekst, og det er at Ibsen og Strindberg sætter et niveau for en forestilling, et niveau der måske kunne trække hele det grønlandske teater ind i en synlighed, en nutidighed og måske en ny økonomisk dimension, der igen kunne etablere faste produktionsforhold, nye dramatikere, ja, nyt teater. Tror du, at Silamiut-teatret havde noget lignende på sinde ved at spørge dig, om du ville lave noget for dem? side 17

Nuuk FOTO Maja Ravn Side 18

Ravn: Det kunne jeg godt forestille mig. Forestillingen var i hvert fald et vidtgående nordisk samarbejde. Der var mig fra København, Marianne fra Oslo, der var Karin Møller der lavede koreografi, hun kom fra Nordcanada, blandt spillerne var der en fra Samerland og nogle fra det nordlige Norge. Dette skulle vel sætte en høj standard, og det gjorde det også. Men hvis man ser kritisk på grønlandsk teater skal det nye blod jo også komme indefra. Og der oplevede jeg undertiden en modvilje fra selve det grønlandske element. Vi har masser at lære af hinanden, vi kan alle gøre hinanden bedre. Og der må jeg sige, at den kompetitive tradition vi har herhjemme, som i bedste fald inspirerer til, at ALLE gør noget ekstra og rykker hinandens grænser - den tradition oplevede jeg ikke, nærmere en modvilje mod selvsamme. Rohde: Det du siger minder mig om, hvad jeg oplevede som et grundlæggende modsætningsforhold mellem mit eget kulturbillede og så det grønlandske, nemlig om hvorvidt kunst skal forandre (og hermed ødelægge det bestående) eller om kunst skal bevare. Du og jeg, vi er jo dekadente ødelæggere, der tror på kunstens destruktive og forandrende karakter, hvorimod jeg hos dem oplevede, at de mente at Inuitkulturen skulle bevares. Altså, kunst som en bevarende kraft. Denne dichotomi i kunstopfattelsen mener jeg er grundlæggende, der er ingen mellemvej. den turbulens oplevede jeg som sagt en anden type gavmildhed OG teater, som jeg ikke har oplevet herhjemme. Rohde: Du oplevede vel simpelthen teater udenfor den vestlige teater-tradition? Det er jo heller ikke fordi jeg siger, at der kun findes denne vestlige kunst, hvor grundelementet er forandringen. Det er blot sådan vores kunst- og kultursyn er. Men hvad ligger uden for vores teater? Er det scenen som magisk rum? Har det forbindelse til vores liturgi, til gudstjenesten, hvor genskabelsen er det essentielle? Hvis det har det, er det jo noget vi bør lære af. Det magiske rum på scenen. Ravn: Jeg vil afslutningsvist sige, at min grønlandske teateroplevelse var uvurderlig, jeg ville ikke have været foruden den. Rohde: Maja Ravn, tak for at du tog dig tid til at snakke med Danske Dramatikeres Forbund. - Jokum Rohde i samtale med Maja Ravn, november 2007 Ravn: Det har du fuldstændigt ret i. Det kan også forklare den turbulens og den gensidige aggression, jeg oplevede i begyndelsen af mit teaterarbejde i Grønland. Men efter side 19

teater i et Af Svenn B. Syrin kunstnerisk leder af SilamiutTeatret I 1975 startet Reidar Nilsson Tukak teatret i Holstebro som en teaterskole for hovedsaklig grønlandsk ungdom. Allerede året efter flyttet Tukak til Fjaltring ved Vesterhavet. Frem til 1995 ble Tukak drevet dels som skole og dels som teater. Teatret åpnet opp og elever, skuespillere og pedagoger fra hele verden var innom Tukak i kortere eller lengere perioder. Tidligere elever ved Tukak, med Simon Løvstrøm i spissen startet så i 1984 opp Grønlands første professjonelle teatergruppe: Silamiut. Silamiuts repertoire i de første 20 årene var stort sett basert på inuittisk kultur, gjennom dramatiseringer av sagn og legender, men også politisk aktuell dramatikk gjennom samarbeide med forskjellige grupper utenfor teatret. En undergruppe av Silamiut - Silamusic - spilte inn en rekke plater i denne perioden. Men! Det grønlandske hjemmestyre har siden opprettelsen ikke prioritert kunst og kultur høyt på finansloven. Silamiut overlevde på et drifttilskudd på under 900.000 pr år. Dette tilskuddet skulle dekke alle løpende utgifter pluss lønn til en kunstnerisk/administrativ leder. Skulle man i tillegg produsere teater, måtte dette dekkes gjennom ansøkte midler fra fonds og legater. Og nå begynner det å bli interessant. De største bidragsyterne til kunst og kultur i Grønland er Hjemmestyrets kulturmidler, Grønlands andel av tips- og lottomidlerne og Nunafonden. Disse fondene kontroleres helt eller delvis av hjemmestyret. Kulturmidlene, tips og lottomidlene kontrolleres helt av hjemmestyret, og Nunafonden er et fond som fordeler overskuddet av Hjemmestyrets andel i Grønlandsbanken og hvor bestyrelsen består av 5 landsstyremedlemmer og en bankmann. Det vil si at Grønlands hjemmestyre ikke bare kontrollerer driftstøtten men også vurderer hvilke prosjekter som bør få støtte eller ikke. Grønland er et ungt demokrati, hvis denne benevnelsen kan innbefatte, at Grønland ennu ikke har råderett over undergrunnen, utenrikspolitikken og justisen. Siden hjemmestyret ble innført for snart 30 år siden sliter landet fortsatt med alt for høy selvmordsstatistikk, store sosiale forskjeller mellom fattig og rik, et Side 20

hjemmestyre som har en finger med i det meste av større erverv og et minus i handelsballansen. Vi kjenner det igjen fra andre postkolonier. Men Grønland har til forskjell fra flere andre postkolonistiske traumer ikke vært herjet av indre stridigheter som borgerkrig eller etnisitetskonflikter. Og landet forbedrer langsomt den generelle levestandarden selv om gapet mellom fattig og rik blir større. Så for deler av befolkningen handler det om å overleve med æren i behold på et eksistensminimum. Dette vet de grønlandske politikere godt og noen forsøker også å snu trenden. I et samfund hvor mange menneskers hverdag kun handler om, hvoran skal de skal få endene til å møtes er det ikke alltid enkelt å trenge gjennom med kunst og kulturkrav. Vår oppgave som kulturarbeidere skal være å få forståelse for at kunsten ikke stjeler fra samfundet, men beriker. Ved å skape god kunst berikes mennesket, horisonten utvides og man kan til og med bli stolt av å tilhøre en så mangfoldig og eksotisk kultur som inuitkulturen er. Da den Inuitproduserte film The Fast Runner ble vist i store deler av verden for noen år siden kunne man tydlig merke en stolthet blandt grønlenderne. Silamiut har for nylig hatt premiere på Shakespeares Macbeth, som fortellerteater og i grønlandsk språkdrakt. Det som varmer meg mest som ansvarlig for produksjonen er ikke skuespillerens prestasjon, scenografi eller regi, men at publikum spontant applauderte for for det grønlandske språk som ved denne produksjonen ble løftet opp fra hverdagsspråk til poesi. Det er på disse felt vi som kunstnere og kulturarbeidere kan vise kunstens berettigelse i et overlevelsessamfund. Vi har en så rik kultur her i Grønland, et overflødighetshorn av myter, sagn og utrolige hendelser i både gammel og ny tid. Men vi har få dramatikere, få instruktører og få skuespillere. Ved å produsere god scenekunst vil vi forhåpentlig vekke interessen for mediet blandt befolkningen. Allerede har det dryppet litt på degnens hat. Silamiut startet et scenekunst pilotprosjekt i år og satser ikke alene på å utdanne skuespillere. Vi holder seminarer i kunsten å skrive dramatikk, musikkundervisning, regi, språk og historie. På den måten vil vi kunne åpne portene til en ny verden for mange. Fra Silamiuts forestilling Kirken FOTO Jens Duvander side 21

Side 22 En udløber af vores NDU-seminar ord mod nord i ilulissat var dette åbne brev, som blev afsendt til det grønlandske hjemmestyre fra vores sidste fællesmøde