Dansk Psykolog Forening fik 24. maj 2008 et nyt æresmedlem i cand.psych. Karen Vibeke Mortensen. Vi bringer her den takketale, hun holdt i forbindelse med udnævnelsen. Tak! Af Karen Vibeke Mortensen I den kliniske børnepsykologis tjeneste Man taler så tit om de gamle 68 ere; jeg er faktisk cand. psych. fra før 1968, så jeg er sådan en præ-68 er, hvis man kan tale om det. Jeg har været psykolog i godt 42 år, og jeg har lyst til at sige lidt om nogle af de hovedindtryk, jeg har fået fra hele den udvikling, jeg har deltaget i. Da jeg altid har arbejdet inden for den kliniske psykologi, vil jeg holde mig til den. Vi var måske et halvt hundrede studerende, der begyndte samtidig på psykologistudiet ved Københavns Universitet det var dengang det eneste sted, man kunne læse psykologi. Men det første, vi fik at vide, var, at vi var alt for mange. Det næste var, at vi i hvert fald ikke burde interessere os for anvendt psykologi det her var grundvidenskab, der bedst dyrkedes ved, at man i en årrække gik i hælene på professoren på Psykologisk Laboratorium og hjalp ham med hans forsøg for så engang ad åre at blive magister. Det var ikke just nogen opmuntrende velkomst, når man som jeg sad med et ønske om at arbejde som klinisk psykolog, et ønske, der oven i købet var temmelig vagt, for det, jeg ville, fandtes kun i meget begrænset omfang. Midt under min studietid blev Lise Østergaard professor i klinisk psykologi, hvad der dog hjalp lidt; hun indførte bl.a. Freud, som tidligere havde været ildeset. Men størstedelen af min første kliniske viden fik jeg ellers af de kliniske damer, som de noget nedladende blev kaldt. Denne nedladenhed var ilde anbragt de repræsenterede noget af den bedste psykologi i landet på den tid. Det var sådanne personer som Wenja Rothe, Birthe Kyng og først og fremmest Bodil Farup, som var en fremragende børneterapeut. Hun er nok stort set ukendt i dag, undtagen måske på Københavns Universitet, hvor Universitetets Børnepsykologiske Klinik jo blev oprettet specielt til hende. Pendulsving og bølgegang Når jeg sammenligner den viden, vi har i dag, med hvad vi vidste dengang, må jeg karakterisere udviklingen som forrygende både med hensyn til faktuel viden, nye teorier og ændrede metoder. Det har været enormt spændende at deltage i hele denne udvikling. Processen har ikke altid været hverken let eller kun behagelig, men det har været givende, både fagligt og personligt. Det falder mig i øjnene, at der på ingen måde har været 16 PSYKOLOG NYT 12 2008
PSYKOLOG NYT 12 2008 17 FOTO: NINA LEMVIGH-MÜLLER
tale om en ubrudt, afbalanceret, rationel, fremadskridende udvikling mod øget viden, men i mindst lige så høj grad om en udvikling præget af politiske, økonomiske og alment kulturelle holdninger meget ofte forbundet med værdidomme og stærke følelser og overbevisninger og ikke så sjældent udmøntet i mere eller mindre klicheprægede vendinger. Der har været pendulagtige udsving, hvor man har bevæget sig langt til den ene side og er kommet ud i nogle ekstremer, som så synes at udløse tilbagesving i modsat retning, hvor man så igen kommer ud i den modsatte yderlighed. På afstand er det let at se, hvor vanskeligt det er at holde balancen og fastholde en form for saglig videnskabelighed, og det er formentlig overhovedet ikke muligt for nogen af os. Og der sker også tab ind imellem, hvor værdifulde kulturer går tabt for så måske senere at genopstå i ændret form. Det føles altid vældig rart, når man er med i den herskende bølge. Det er trygt og lunt, man bliver ofte bekræftet, og man behøver sjældent at argumentere for sin sag, for alle ved jo, hvordan virkeligheden er. Den er selvfølgelig og stort set indiskutabel. Det er lidt vanskeligere, hvis man ikke er enig. Det kan indimellem opleves ensomt, og man kan blive mødt både med vrede og med en let undrende overbærenhed over, at man dog kan mene sådan. Et eksempel: Ved en af mine første ansættelser, som var ved den første ungdomspsykiatriske afdeling i landet, mødte jeg antipsykiatrien for fuld udblæsning. Ifølge antipsykiatrien burde man ikke stille diagnoser, blandt andet fordi man dermed stemplede folk; og i øvrigt skulle vi alle ud af kontorerne og ud at vaske op sammen med patienterne, det var ingen nytte til at sidde og tale med dem, for det var vores personlighed, der betød noget, og ikke vores professionelle faglighed. Når sandt skal siges, var vores faglighed dengang faktisk også tynd personlighedsforstyrrelserne var endnu ikke opfundet eller i hvert fald ikke beskrevet, vores viden om psykoterapi var meget lille, og man kunne føle sig ret hjælpeløs over for de ofte alvorligt syge unge, vi mødte. Det gjorde det svært at argumentere for sin sag, selv når man ikke var enig. Jeg mente faktisk dengang ligesom jeg gør nu at man på rette tid og sted bør stille diagnoser, men det var svært at få den holdning accepteret i de antipsykiatriske kredse. Kort efter kom familieterapien til landet, repræsenteret ved en hel stribe udenlandske terapeuter, der demonstrerede og underviste på korte kurser. Vi mødte en række terapeuter, der både teoretisk og metodemæssigt var meget forskellige: gestaltterapeuter, strukturelle terapeuter, systemiske, psykoanalytiske og mange flere. Familieterapi var virkelig nytænkning dengang, det var følelsesmæssigt stærkt at overvære de demonstrationer af den, vi blev præsenteret for, og mange af os blev grebet af tænkningen om dysfunktionelle familier og barnet som den udpegede patient. Vi forsøgte os også selv efter bedste evne med familieterapi og fandt ud af, at det ikke var så let efter nogle korte kurser, som oven i købet var indbyrdes modstridende. Men hvis man dengang mente, at et barn ikke var godt nok hjulpet af en behandling af den samlede familie, men fx havde brug for individuel terapi, havde man bare ikke fattet pointen. Diagnosers begrænsning I dag stilles der diagnoser uden tøven, ikke blot inden for, men sandelig også uden for psykiatrien. Et barn, som skole og PPR kender rigtig grundigt, kan ikke komme i den specialklasse, alle synes, det skal i, før det har været rundt om psykiatrisk afdeling og fået en diagnose, ligesom man heller ikke kan få en række sociale ydelser uden en diagnose. Alle synes at have glemt den engelske psykiater Michael Rutters advarsel om, at en diagnose aldrig nogen sinde alene bør lægges til grund for nogen foranstaltning eller behandling, fordi den beskriver så lille en del af et barn. 18 PSYKOLOG NYT 12 2008
Jeg finder det overraskende, at et diagnostisk system som ICD-10 er blevet så populært også blandt psykologer i dag. Teoretisk set ved vi mere end nogen sinde før om tidlige relationsmønstre og udvikling af tilknytningsforstyrrelser, og alligevel ikke bare accepterer vi, men medvirker også aktivt til brugen af et diagnostisk system, som alene er baseret på symptomer hos barnet og helt negligerer de relationelle og familiemæssige forhold. At det derudover er meget mangelfuldt også på adskillige andre måder, skal jeg nok lade være med at gå ind på her. Men mens man altså tidligere måtte kæmpe for retten til at bruge diagnoser, kan jeg i dag blive næsten helt nostalgisk efter antipsykiatriens forståelse af diagnosers begrænsninger og dens respekt for deres potentielt skadelige virkninger. Jeg kan ligeledes savne familieterapeuternes forståelse af de stærke, ofte ubevidste, kræfter, der virker i familier, undertiden med negative virkninger for børnene, og som man i vid udstrækning synes helt at have mistet interessen for i sin iver efter at finde årsager inde i det enkelte barn. I dag er der ingen, der taler om barnet som den udpegede patient, hvad der ellers kunne være relevant nok i mange tilfælde. Ønsker for klinisk børnepsykologi Et af de ønsker, jeg kunne have for fremtiden, ville være, at man ville være lidt mere forsigtig og knap så hurtig til at gå ind for den herskende trend og tro, at det nu er den, der skal gælde i alle situationer, men at man ville have blik for, hvor vigtigt det er i vores fag at kunne differentiere at have et bredt spektrum, både af teorier og metoder, og at forstå, at der er brug for vidt forskellige tilgange over for forskellige mennesker og forskellige problemstillinger. Mit andet ønske, og det er mit stærkeste ønske på fagets vegne, er, at der skal ske en kraftig styrkelse af den kliniske børnepsykologi på alle områder, fra grunduddannelse MODELFOTOS: BAM/SCANPIX over videreuddannelse og forskning til udmøntning i praksis af ambulante børnebehandlingssteder. Klinisk børnepsykologi er et af den anvendte psykologis hovedområder, og en meget stor del af universiteternes kandidater kommer til at arbejde inden for dette område. Det er derfor absurd, at der aldrig nogen sinde har været et egentligt professorat i klinisk børnepsykologi ved nogen af universiteterne. Der er professorer i klinisk psykologi, men kun inden for voksenområdet. Børneområdet har imidlertid sine egne teorier og i allerhøjeste grad sine egne metoder, og faget kan ikke dækkes af mennesker, der kun har erfaring med voksne. Klinisk børnepsykologi er et af de vanskeligste fag inden for psykologien, dels fordi det organisatorisk er kompliceret, når man både skal have at gøre med børn og deres familier og eventuelt øvrige netværk, dels fordi børn er vanskeligere at forstå end voksne, da de ofte udtrykker sig symbolsk og indirekte om deres problemer, og endelig fordi det er følelsesmæssigt betydelig mere krævende at have med børn at gøre end med voksne. Så når vi ikke ruster de studerende godt nok til at arbejde inden for feltet, er det ikke bare synd for børnene, men også for psykologerne. Når den kliniske børnepsykologi ikke er dækket godt nok ind på universiteterne, skyldes det dog ikke kun mangelen på professorer, men også mangelen på psykologer, der er kvalificerede som universitetslærere, dvs. som både har en tilstrækkelig grundig klinisk uddannelse og en ph.d.- grad, så de både kan opfylde de kliniske og videnskabelige krav. Det er store krav at stille om dobbelt kompetence, og vi får aldrig nogen, der er kvalificerede, hvis vi ikke gør en ekstra indsats og opretter stillinger ved universiteterne, hvor man samtidig kan erhverve klinisk specialisering og videnskabelig kompetence. Forskning vil jeg ikke gå ind på her, men der savnes også i høj grad forskning på det kliniske børneområde. Bredde og differentiering Jeg nævnte tidligere Bodil Farup som den psykolog, Universitetets Børnepsykologiske Klinik blev oprettet til. Dengang var der fremsynede folk, som foreslog, at der skulle oprettes 100 sådanne rådgivninger over hele landet. Sådan gik det ikke, men der blev oprettet nogle, som i 1976 med bistandsloven blev lagt ind under amterne, så der var et center i hvert amt. Deres opgaver var dels at hjælpe socialforvaltningerne med deres vanskelige børnesager og dels at tilbyde gratis behandling til børnefamilier. Jeg var selv leder af sådan et center i knap otte år, og jeg synes, vi udførte et virkelig vigtigt arbejde. Samtidig var de fortræffelige uddannelsessteder for unge psykologer. Centrene var ofte forbavsende ukendte i offentligheden, og med amternes nedlæggelse forsvandt de fleste af dem, PSYKOLOG NYT 12 2008 19
uden at det førte til det store postyr. Men vi har stadig brug for 100 ambulante, gratis rådgivninger for familier med børn, som folk selv kan henvende sig til uden henvisning. Og vi behøver ikke at gå længere end til Norge, før vi finder et land, der har sådan et landsdækkende net af gratis rådgivninger for børnefamilier. For et par år siden var jeg netop i Norge som opponent på en disputats, hvor en ung psykolog bl.a. fremlagde en beskrivelse af en psykoanalytisk terapi med et autistisk barn. Det var et fremragende arbejde, og jeg sad og blev ganske misundelig, mens jeg tænkte på, hvornår jeg mon ville få lejlighed til at høre et tilsvarende arbejde fremlagt i Danmark. Jeg har altid selv arbejdet inden for det psykoanalytiske spektrum. Det har jeg gjort, fordi det føles meget meningsfuldt for mig, og nok så vigtigt fordi jeg også mener, det opleves meningsfuldt for de mennesker, jeg har med at gøre, enten i psykoterapi eller supervision. Psykoanalysen kan jo ikke just siges at være den herskende trend i disse kognitive år, men det behøver den heller ikke at være. Som jeg før var inde på, er der brug for bredde og differentiering i de tilbud, vi kan give, både med hensyn til teorier og metoder. Jeg kan dog somme tider synes, at der mangler viden om, hvordan moderne psykoanalytisk psykoterapi er, og jeg kan blive lidt træt af igen og igen at blive præsenteret for forestillingen om den neutrale, underforstået ufølsomme psykoterapeut, der tolker løs hen over hovedet på sine patienter, og som kun interesserer sig for deres barndom. Det er en dybt forældet forestilling. Men især optager det mig, at der mangler viden om, hvad psykoanalytisk terapi kan bruges til på børneområdet. Så når jeg valgte at trække netop eksemplet fra Norge frem, var det for at fortælle, at der inden for psykoanalytisk børneterapi er udviklet teorier og metoder, som vi kan hjælpe nogle af de allerdårligste børn med. Det er ikke bare den bedste metode, men efter min bedste overbevisning også den eneste metode, som duer til netop de meget dårlige børn. Og dermed tænker jeg fx på børn med svære tilknytningsforstyrrelser, børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser som fx aspergers syndrom eller børn med alvorlige personlighedsforstyrrelser under udvikling. Det er ikke bare påstande, at sådanne børn kan hjælpes af psykoanalytisk børneterapi, det er forskningsmæssigt veldokumenteret. Det er ligeledes veldokumenteret, at længden og hyppigheden af behandlingen og inddragelse af forældrene i et sideløbende samarbejde er faktorer, der har betydning for resultatet. Vi er ikke fulgt med tiden på dette område her i landet, hvor det stadig er almindeligt at mene, at man kun kan hjælpe børn med lettere forstyrrelser gennem individuel børneterapi. Der praktiseres også i Danmark langvarig individuel børneterapi med meget skadede børn, men det foregår hovedsagelig enten på behandlingshjemmene eller i små enklaver hos privatpraktiserende psykologer. Og der er risiko for, at den rest af børnebehandlingskultur, vi endnu har, uddør, hvis den ikke får positiv særbehandling. For at forebygge enhver misforståelse vil jeg gerne endnu engang understrege, at jeg selvfølgelig ikke mener, alle børn skal behandles med individuel terapi, men det skal være et af tilbuddene. Man skal heller ikke glemme, at det, man lærer af at arbejde med langvarig børneterapi, giver gevinst i alle former for behandlingsarbejde, også med voksne. Psykologers særlige kompetence Blandt alle de faggrupper, der arbejder med børn, er vi den, som har den mest omfattende videnskabelige uddannelse, oven i købet en uddannelse, der både indebærer en naturvidenskabelig og en humanistisk skoling, hvad der er enestående. Det giver os både en særlig kompetence og en særlig forpligtelse. Alt for ofte er der imidlertid et misforhold mellem vores kompetence og vores placering i de offentlige systemer, hvor vi tit er underlagt andre faggrupper med langt mindre viden og forståelse. Det kan være en følge af, at vores fag endnu er så forholdsvis nyt, at vi endnu har en rest af den oprindelige beskedenhed, hvor vi forsigtigt spurgte, om vi også måtte være med. En af følgerne af de utilfredsstillende arbejdsbetingelser er den store søgning til privat praksis, hvor man kan arbejde, som man finder det rigtigt. Men der ligger en stor opgave i at få skabt også offentlige behandlingssteder, som ledes af psykologer, hvor vi selv kan bestemme arten og omfanget af de ydelser, vi finder rigtigst. - - - Rigtig mange tak til foreningen for denne anerkendelse. Jeg er meget glad for den påskønnelse, der ligger i udnævnelsen til æresmedlem. Karen Vibeke Mortensen, æresmedlem 20 PSYKOLOG NYT 12 2008