Anerkendelse. og selverkendelse INTERVIEW. En helhedstænkning om relationer karakteriserer

Transkript

1 INTERVIEW Anerkendelse og selverkendelse En helhedstænkning om relationer karakteriserer norske Anne-Lise Løvlie Schibbyes psykoterapi. I et personligt interview til Psykolog Nyt forener hun filosofi, psykologisk teori og praksis. D en norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbye, bogaktuel med Relationer, var allerede tidligt i sin karriere optaget af, hvordan psykologer sammen med deres patienter kan skabe en relation, som kan bidrage til øget indsigt og selverkendelse. Hun har siden opbygget sit helt eget banebrydende arbejde om relationer ved hjælp af Kierkegaard, Hegel, dialektik, eksistentiel psykologi, psykodynamisk psykologi, Rogers, Stern, Fonagy med flere. I sin dialektiske forståelse af relationer belyser Løvlie Schibbye, hvordan selvet udvikles eller fejludvikles i samspil med andre. At have ondt i livet handler ofte om en smertefuld mangel på anerkendelse. Den terapisøgende person har både svært ved at opnå anerkendelse og selv anerkende andre. Løvlie Schibbye møder sine patienter med denne grundholdning: - I min kliniske holdning ønsker jeg at være anerkendende, hvilket indebærer at møde patienten som et ligeværdigt medmenneske. Patienten er et subjekt med samme rettigheder som jeg. Det vil blandt andet sige, at klienten er ekspert i sine egne oplevelser. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

2 Baggrund PRIVATfotos Anne-Lise Løvlie Schibbye er psykolog, ph.d. og uddannet i USA. I sit 30-årige virke som lektor ved Universitetet i Oslo har hun kombineret forskning og undervisning med klinisk praksis. Løvlie Schibbye er tillige forfatter til en lang række artikler, fagbøger og populærvidenskabelige bøger. Trods sin amerikanske skoling repræsenterer hun kontinental psykologi, men er mest af alt selvgjort med sin banebrydende tænkning både inden for og uden for egne faggrænser. På dansk er udkommet Livsbevidsthed om at være til stede i sit liv (Akademisk Forlag, 2007) samt nu anden, reviderede udgave af Relationer. Et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi (Akademisk Forlag, 2010). I stedet for blot at vise accept og empati er det naturligt for mig at tage fat i noget mere overordnet som anerkendelse. Anerkendelse rummer nemlig også lytning, indlevelse, forståelse og bekræftelse og har dermed en dybde i sig, som tager afsæt i bl.a. Hegels tænkning om herre-slave-forholdet. Herre-slave-forholdet går kort fortalt ud på, at den ene i et forhold må arbejde for at tilfredsstille den andens begær efter eksempelvis mad, tag over hovedet, tøj på kroppen, sex, beundring, men først og fremmest anerkendelse. Såvel herre som slave er fastlåst i sine positioner. Mens slaven skal anerkende, stå til tjeneste og tilfredsstille, skal herren tilfredsstilles og nyde. Det er uerkendt angst (dødsangst) og dermed en manglende evne til selvrefleksivitet, der ligger til grund for forholdets dysfunktionelle gentagelse og fastlåsthed. Parterne kan ikke ændre herpå, medmindre de finder vejen ind til ægte gensidig anerkendelse. I Løvlie Schibbyes terminologi er anerkendelse andet og mere end blot ros og målelig værdsættelse eller det, hun kalder ydre anerkendelse: - Vi mennesker har brug for anerkendelse fra barndommen af vi har brug for at blive set, være synlige og blive værdsat. At bli- PSYKOLOG NYT NR SIDE 13

3 Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbye var allerede tidligt i sin karriere optaget af, hvordan psykologer sammen med deres patienter kan skabe en relation ve anerkendt for en præstation er naturligvis fint, men den indre anerkendelse drejer sig om, at ens dybere følelser og oplevelser bliver set, delt og bekræftet. Hvis det lykkes psykologen at indtage denne form for anerkendende holdning, skabes der en stemning, i og med at psykologen formår at lytte, sanse, have hjerte og forstand med sig. Løvlie Schibbye fortsætter om psykologens anerkendende holdning: - I terapi ved du så at sige ikke på forhånd, hvad klienten bringer med sig ind i terapien. Alligevel bør psykologen være anerkendende og ikke stille nogen diagnose på forhånd. Først og fremmest har vi psykologer et medmenneske foran os, som vi prøver at møde og forstå. At praktisere denne form for anerkendelse i det terapeutiske rum kræver ikke bare et teoretisk og praktisk syn, men et underliggende filosofisk syn på mennesket, og her slår universiteternes psykologuddannelse sjældent til: - Som universitetsstuderende fik jeg ikke betydningen af det grundlæggende menneskesyn med mig, og det stod mig heller ikke klart, hvad de forskellige teoretikere nøjagtigt gjorde i mødet med patienten, fortæller Løvlie Schibbye. Og hun slår fast: - Den terapeutiske handling skal kunne begrundes i både teori og menneskesyn. I dag prøver jeg selv at vise mine studerende, hvorledes anerkendelse er uløseligt forbundet med mit valg af dybdesyn og teori ikke mindst med eksistentialisme og især evnen til at reflektere. Tilknytning og selvafgrænsning Evnen til at reflektere over livets store eksistentielle spørgsmål såvel som tilværelsens mere konkrete dilemmaer hænger ifølge Løvlie Schibbye sammen med beskaffenheden af menneskets tilknytningsmønster. Når hun undersøger betydningen af tilknytning, har hun samtidig blik for selvafgrænsning, fx menneskets evne til selvstændighed og til at distancere sig fra nogen eller noget: - Ligesom med tilknytning er jeg optaget af menneskets behov for at afgrænse sig, at blive sin egen person og skille sig ud. For mig er det dejligt, når nogen afgrænser sig. Hvis et menneske er trygt tilknyttet, er evnen til selvafgrænsning veludviklet og omvendt: Er tilknytningen mere skrøbelig, har vedkommende vanskeligt ved at afgrænse sig fra andre. Allerede Freud havde fat i den kendsgerning, at det lille barn må udvikle sig på en sådan måde, at det bevarer mors tilknytning. Samtidig har barnet et stort dilemma, for det må også skille sig ud fra moderen og udvikle et afgrænset selv: - Barnet må arbejde for at skabe en selvafgrænsning, det er mit, ikke dit, og må finde frem til en slags kompromis for at undgå at blive enten fuldstændig slugt eller ignoreret af sin mor. Dette relationelle dilemma varer resten af livet. Det udspiller sig fx i valg af partner, konstaterer Løvlie Schibbye. - I vigtige forhold, ikke mindst i intime forhold, har vi mulighed for at konfrontere og eventuelt bryde med vores relationelle mønster, som bunder i fortidens relationelle erfaringer. I terapi er der tillige mulighed for at overskride fortidens relationelle begrænsninger. Nøgleordet er refleksion. Løvlie Schibbye anfører om såvel patientens som psykologens bidrag hertil: - Hvis patienten skal reflektere over noget i sig selv, må han eller hun afgrænse sig fra andre. Jo mere vi psykologer tænker over det, jo tydeligere bliver denne erkendelse. Det er utrolig nyttigt at være opmærksom på sammenhængen mellem selvafgrænsning og refleksion i terapi. Hvis en patient slider ekstra på os, eller hvis vi lader os forvirre af vores oplevelse af patienten, er det tegn på, at vi er ved at lade os trække ud af vores egen selvafgrænsning. Det er krævende for både psykolog og patient hele tiden at skille sig ad, men det lønner sig på sigt at fremme patientens egne refleksioner, fastslår hun. Det subjektive samfund Har relationer og psykologers arbejde hermed særlige vilkår i vores tid og samfund? Alment set, siger Løvlie Schibbye, nedfælder et givet samfund sig i individet, som for sin del er med til at skabe SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

4 forudsætninger for samfundet. I hendes forståelse er samfundet en subjektiv størrelse med patienten i centrum: - Alt, jeg gør, sker med udgangspunkt i patientens oplevelsesverden. Tidligt i min karriere fandt jeg ud af, at patienten kan lære mig om det samfund, han eller hun har internaliseret og lever i. Det er individet, som holder samfundet vigtige sider i samfundet er så at sige nedfældet i individet. I vores terapiproces får både patienten og jeg mulighed for at reflektere over dette forhold i patientens liv. I vores samfund lider en del mennesker, måske især de ældre, under at have mistet relationer på tværs af generationer, mener Løvlie Schibbye. Flere faser i tilværelsen gennemleves med relationelle mangler med ensomhed og eksistentiel smerte til følge. Løvlie Schibbye peger på, at vi lever i en vanskelig og forvirret tid med tendens til en forvrænget forståelse af relationer: - Du må være populær og cool og ikke være alene i den neokapitalistiske tid. Du er kun noget i kraft af den anden. Har du tusind venner på facebook, kan man se, hvor vigtig du er. Vi er af-

5 Vi får øje på evigheden, når vi er uden for kronologisk tid. Sådanne øjeblikke er uden for tiden vi er bare. hængige af denne overfladiske form for anerkendelse, når den indre anerkendelse bliver en mangelvare. Det handler fortsat om at blive set, og vi kræver at blive det! Det er som et rusmiddel. Behovet for andre er nærmest blevet perverteret i vores samfund. Selverkendelse og undren Løvlie Schibbye fornemmer, at det til og med blandt unge mennesker kan opfattes som skamfuldt at have problemer, ikke at kunne fikse livet. Alligevel og heldigvis er der et stort behov for grundig og mere dybdegående terapi, som hun oplever det i sin egen praksis. At ville åbne mere og mere for det indre menneske er meget skræmmende, og psykologen vil møde modstand: - Jeg er præget af freudiansk tankegang og har derfor altid accepteret modstand og undvigelse, men også forsøgt at flytte lidt på det. Jeg har en oplevelse af, at klarer jeg at være anerkendende, så skabes en relation, hvor patienten får rummet og modet til at se på det farlige og det vanskelige. Der er jo heldigvis et ønske i mennesket om at opnå selverkendelse om at blive klog på sig selv. Teori har hjulpet Løvlie Schibbye til at kunne fokusere på, hvad der skal tages op i terapi, og det, der sker i denne særlige kontekst. Eksistentielle tanker bruges sjældent direkte, men de er med tiden blevet en integreret del af hendes egen person og kan dermed komme terapeutisk til udtryk. Til gengæld benytter Løvlie Schibbye sig mere eksplicit af påpegning, der groft sagt kan forstås som en langt mildere udgave af regulær fortolkning af patienten. Selv påpegning skal bruges med varsomhed, og hun tager først dette værktøj i brug, når det terapeutiske rum er blevet rimeligt trygt: - Winnicott beskrev, at patienten var meget dygtigere til at fortolke, end han selv var. Det er meget vigtigt at lade patienten stå for sine egne fortolkninger. Som psykolog kan du det ikke på samme måde, som patienten kan. Men du kan påpege vigtige sammenhænge, når tiden er moden. I tråd hermed styrker det, Løvlie Schibbye kalder terapeutisk undren, kontakten til patienten og udfolder denne. Sammen nærmer de sig nye facetter af patientens selverkendelse: - I terapi igangsætter psykologen både sin egen og patientens undren via sin anerkendende holdning, understreger hun. Det er patienten, der ved, og derfor kan psykologen aldrig komme med konkluderende bemærkninger, såsom Du har et dårligt forhold til din mor. Det går ikke, for det er en konklusion, der ikke medinddrager patienten. I terapi skal der i stedet reflekteres over forholdet. Gennem undren... måske blev det sådan for dig, da... styrkes refleksionsprosessen og patientens følelse af autonomi. Alt i alt handler dette om at give patienten mulighed for at opleve og udtrykke følelser, hvilket intensiverer refleksionsprocessen. - Hvad føler patienten om det, han eller hun tænker og oplever? Det er det, der er det spændende. Følelser ligger til grund for menneskets eksistens, de er på en måde selvets byggeklodser. Tanker er naturligvis vigtige, men uden et følelsesmæssigt engagement fører de næppe til gennemgribende forandring. - Lad mig tilføje, at jeg er meget glad for Sterns arbejde med forandringsøjeblikket. Han tidsbestemmer imidlertid øjeblikket som kronologisk (to et halvt sekund langt). Jeg bruger Kierkegaards forståelse af øjeblikket, hvor vi befinder os uden for kronologisk tid. Øjeblikket er ikke målbart, men er en bevægelse, hvor der kan skabes en ny fremtid, og hvor også fortiden bliver ny. Vi får øje på evigheden, når vi er uden for kronologisk tid. Sådanne øjeblikke er uden for tiden vi er bare. Lige dér er der mulighed for gennemgribende forandring. Den kan indfinde sig, uden at vi er bevidste om det; oplevelsen er snarere, at noget er sket, og patienten kan herefter fortælle om tegn på forandring. - Hvis du har et åbent sind for de forskellige dynamiske psykologiske faktorer, jeg har været inde på i dag, er der meget, der bliver så rigt. Anerkendelse er vejen til ophævelse, også i hegelsk forstand, af menneskets grundlæggende relationelle problemer. Om end dette kan siges enkelt i teorien, viser det sig alligevel uendelig komplekst i praksis. Løvlie Schibbye leverer et unikt helhedssyn på, hvad der skal til for at skabe mere meningsfulde menneskelige forhold. Irene Christiansen, cand.psych. SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR