5. Saa min Hu mon stande Til en Ven, en kjæk, Som med mig vil blande Blod og ikke Blæk; Som ei troløs svigter, Høres Fjendeskraal; Trofast Broderforbund! Det er Danmarks Maal. 6. Kroner Lykken Enden, Har jeg først de tre, Drengen, Pigen, Vennen, Svinder al min Vee. Da til Lurens Toner Blusser Bavn og Baal: Slesvigs Land gjenvundet! Det er Kampens Maal! (1864) Af: Kvindernes Underkuelse Stuart Mill [...] Det er en naturlig politisk Lov, at de, der lider under Trykket af en fra gammel Tid af bestaaende Magt, aldrig begynder med at beklage sig over selve denne Magt, men kun over, at den udøves paa en kuende Maade. Der har aldrig fattedes Kvinder, som beklagede sig over den slette Behandling, de led af deres Mænd. Der vilde have været mange flere, hvis Klagen i dette Tilfælde ikke udæskede til Gentagelse og Forøgelse af den slette Behandling. Det er dette, som lammer ethvert Forsøg paa samtidigt at haandhæve Mandens Magt og dog beskytte Kvinden mod dens Misbrug. Undtager man Børnene, er Kvinden det eneste Væsen, der, naar hun retsligt har bevist, at hun har lidt en Forurettelse, paa ny bliver givet i den skyldiges Haand. Derfor vover Kvinderne heller næsten aldrig, selv efter den mest afskyelige og mest langvarige slette Behandling, at benytte sig af de Love, der 12
er givne til deres Beskyttelse, og dersom de under Indtryk af en uimodstaaelig Harme eller efter andres Raad tager deres Tilflugt til dem, gaar deres hele Stræben straks derefter ud paa at gøre alt, hvad de kan, for at afsløre saa lidet som muligt af deres Ulykke og skaane deres Tyran for den Tugtelse, han har fortjent. Alle de sociale og alle de naturlige Betingelser forene sig om at gøre det usandsynligt, at Kvinderne i Forening skulde kunne rejse sig mod Mændenes Magt. Deres Stilling er for saa vidt forskellig fra alle andre underordnede Klassers, at deres Herrer venter mere af dem end udvortes Tjeneste. Mændene nøjes ikke med Kvindernes Lydighed, de har ogsaa Brug for deres Følelser. De vil alle, med Undtagelse af de aller raaeste, i den Kvinde, som er nærmest forenet med dem, have ikke alene en nødtvungen, men en frivillig Slavinde, ikke blot en Slavinde, men en Favoritinde. De har derfor ikke forsømt noget for at trælbinde hendes Aand. De andre Slavers Herrer regner, med Hensyn til Hævdelsen af Lydighed, paa Frygt, enten paa den Frygt, som de selv indgyder, eller paa den religiøse Frygt. Kvindernes Herrer vilde fra først af have mere end simpel Lydighed; derfor tog de ogsaa hele Opdragelsens Kraft i Beslag og benyttede den til at sætte deres Formaal igennem. Alle Kvinder opdrages fra den tidlige Barndom af i den Tro, at Idealet for deres Karakter er ganske modsat Idealet for Mandskarakteren; de afrettes til ikke at have nogen Vilje, til ikke at aflægge sig selv alene Regnskab, men til at underkaste sig, og til at aflægge andre Regnskab. Den gængse Morallære fortæller Kvinden, at hun har den Pligt at leve for andre, og den gængse Sentimentalitet føjer til, at dette er hendes Natur; hun bør fuldstændigt fornægte sig selv, kun leve i sine Hengivenhedsfølelser; det vil sige i de faa, man tillader hende at have: Hengivenheden for den Mand, med hvem hun er forenet, og for de Børn, der udgør et nyt og uigenkaldeligt Baand mellem hende og denne Mand. Hvis vi nu for det første betragter den naturlige Tiltrækning, der fører de to Køn sammen, dernæst Hustruens fuldkomne Afhængighed af Manden, da hun maa takke hans Naade for enhver Ret eller Fornøjelse, hun har, og endelig betænke Umuligheden af, at hun kan søge og opnaa Hovedgenstanden for den menneskelige Attraa, Agtelse nemlig, eller nogen anden Genstand for Samfundsærgerrigheden, anderledes end gennem ham, ser vi snart, 13
at der vilde udfordres et Mirakel for, at Lysten til at behage Manden ikke skulde blive en Slags Polarstjærne i Opdragelsen og Dannelsen af Kvindens Karakter. Og da Mændene nu en Gang var i Besiddelse af dette store Middel til Indflydelse paa Kvindernes Aand, har de med en instinktmæssig Egenkærlighed benyttet sig deraf som det bedste Middel til at holde dem i Underkastelse ved at fremstille dem Svaghed, Selvfornægtelse, Overgiven af enhver Egenvilje i Mandens Hænder som Indbegrebet af Kvindernes Magt til at indtage. [...] Der er ofte mellem Hustru og Mand med Hensyn til alle ydre Anliggender fuldkommen Overensstemmelse i Følelser og fuldkomment Fællesskab i Anskuelser, uden at derfor den ene er trængt dybere ind i den andens indre Liv, end om de var blotte bekendte. Selv i det Tilfælde, hvor en sand Kærlighed forener dem, forhindrer Myndigheden paa den ene Side og Underordningen paa den anden, at der opstaar en fuldkommen Fortrolighed. Det er godt muligt, at Kvinden ikke har til Hensigt at skjule noget, men der er dog mange Ting, som hun ikke lader komme frem. Mellem Forældre og Børn kan man iagttage samme Sag. Til Trods for den gensidige Kærlighed, der måske i Virkeligheden forener en Fader med sin Søn, hænder det, som alle véd, hyppigt at Faderen ikke kender, ja ikke engang aner visse Sider af sin Søns Karakter, med hvilken Sønnens Kammerater og Jævnaldrende er ganske fortrolige. Sandheden er nemlig den, at naar man er i en Stilling, der foreskriver en anden at se op til én, saa er man yderst slet stillet med Hensyn til at finde fuldkommen Oprigtighed og Frimodighed hos denne anden. Frygten for at synke i den Personligheds Omdømme eller miste noget af dens Hengivenhed, hvem man betragter med Ærefrygt, er saa stærk, at den bibringer selv en meget ærlig Karakter en ubevidst Tilbøjelighed til at vise sig fra den smukkeste Side, eller, om ikke fra den smukkeste, saa dog fra den, som den anden holder mest af at se. Man kan med Sikkerhed sige, at to Mennesker næppe nogensinde har et fuldstændigt Kendskab til hinanden uden paa den Betingelse, at de ikke blot har Fortrolighed til hinanden men er lige stillede. I hvor høj Grad gælder da ikke alt dette, naar den ene af Parterne ikke blot staar under den andens Myndighed, men som Kvinde altid har lært, at hendes Pligt bestaar i at underordne alt 14
under Mandens Velvære og Forgodtbefindende, og ikke lade ham se eller mærke noget hos hende, uden hvad der er ham behageligt. Alle disse Vanskeligheder forhindrer da, at en Mand kan erhverve noget gennemført Kendskab til den eneste Kvinde, som han har tilstrækkelig Lejlighed til at studere. Hvis vi fremdeles betænker, at det at forstaa én Kvinde ikke nødvendigvis indeholder, at man forstaar en anden; at, selv om man kunde studere mange Kvinder af en vis Stand og i et vist Land, ville man ikke derfor forstaa Kvinderne af en anden Stand og i et andet Land; og at selv om man endog opfyldte denne Betingelse, vilde man endnu kun kende Kvinderne fra et eneste Tidsrum i Historien, saa kan vi med Rette paastaa, at Manden kun har kunnet opnaa et i beklagelig Grad ufuldstændigt og overfladisk Kendskab til Kvinden, som hun har været og som hun er, uden noget Hensyn til hvad hun kunde være blevet, og at han ikke vil erhverve nogen bedre Kundskab, saa længe ikke Kvinderne selv faar sagt os alt, hvad de har at lære os. Denne Tid er ikke kommen og vil kun langsomt komme. Det er en Begivenhed fra i Gaar, at Kvinderne ved deres literære Talent eller i Kraft af Samfundets Tilladelse formaar at henvende sig til Offentligheden. Faa Kvinder vover endnu at sige Noget, som de Mænd, af hvem deres literære Bestræbelsers gode Udfald afhænger, ikke har Lyst til at høre. Lad os blot erindre, hvorledes man indtil den seneste Tid har modtaget Udtalelser af usædvanlige Meninger eller af formentlig overspændte Følelser, selv naar disse havde en Mand til Ophav. Lad os betænke, hvorledes man endnu den Dag i Dag modtager dem, og vi vil have en svag Idé om de Hindringer, der møder en Kvinde, som er opdraget i den Forestilling, at Skik og Brug og den offentlige Mening bør være hendes højeste Love, saa snart hun i en Bog vil nedlægge noget, som hun henter fra Dybderne i sin egen Natur. Den største Kvinde, der har efterladt Værker af den Rang, at de kunde give deres Forfatterinde en fremragende Plads i sit Lands Literatur (Fru de Staël), har troet det nødvendigt at sætte dette Motto paa sit dristigste Værk: En Mand kan trodse den offentlige Mening, en Kvinde maa underkaste sig den". Den største Del af hvad Kvinderne skriver om Kvinder, er kun Smiger for Mændene. Hvis den Kvinde, som skriver, ikke er gift, ser det ud, som om hun kun skrev for derved lettere at faa en Mand. Ja mange baade gifte og ugifte Kvinder gaar videre 15
endnu; de udbreder Ideer, hvis Underdanighed overgaar alt, hvad nogen Mand, som ikke hører til de ganske lavttænkende, attraaer eller synes om. Nu til Dags sker dette ganske vist ikke saa ofte som i en endnu ikke langt tilbageliggende Tid. Kvinderne udtaler sig friere og er villigere til at tilstaa deres virkelige Følelser. Ulykkeligvis er de, især i England, selv saadanne Kunstprodukter, at deres Meninger bestaar i en Sammensætning af et lille Element af personlige Iagttagelser og Tanker, blandet ind i en stor Mængde vedtagne Fordomme. Denne Tingenes Tilstand vil fra Dag til Dag tabe sig mere, men den vil i en stor Udstrækning vedvare, saa længe vore Samfundsinstitutioner ikke tilsteder Kvinden at udvikle sin Oprindelighed med samme Frihed som Manden. Naar den Tid kommer, men ikke før, vil vi faa at se og ikke blot at høre alt, hvad man nødvendigvis maa lære for at kende Kvindernes Natur og vide, hvorledes Forholdene stemmer med den. [...] (1869) Til den danske Bonde Mads Hansen 1. Du danske Bondemand! Du fik den største, bedste Frihedsgave; thi det var Dig, der fordum gik med Trældomsaag og var en Slave. Da sjette Fredrik Lænken brød, da laa Du næsten stiv og død, og i dit Hus var Trang og Nød, og i dit Hjerte tomt og øde. 2. Saa fik Du Lidt til Husbehov: en Mark, som selv Du maatte dyrke, en bedre Hest, en anden Plov og i din Haand lidt mere Styrke. Men dengang Fredrik, Folkets Ven, Dig kaldte til sin Throne hen 16