ELISABETH FABRITIUS: TRE NORDISKE KUNSTNERPAR.

ELISABETH FABRITIUS: TRE NORDISKE KUNSTNERPAR. Bidrag til udstillingskatalog: (Barbara Schaefer og Andrea Blühm red.): Künstlerpaare, Liebe. Kunst und Leidenschaft, Wallraf-Richartz-Museum und Fondation Corboud, Köln, 2008, pp. 55-63 "Künstlerpaare aus Skandinavien" Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927) Karin Larsson (1859-1928) og Carl Larsson (1853-1919) Oda Krohg (1860-1935) og Christian Krohg (1852-1925) De tre jævnaldrende nordiske kunstnerpar danskerne Anna og Michael Ancher, svenskerne Karin og Carl Larsson og de norske Oda og Christian Krohg tilhører den kunstnergeneration, der i årene omkring 1880 gjorde oprør mod traditionen. De er alle frontfigurer i den bevægelse, som i Skandinavien kaldes Det moderne gennembrud, hvis malere tog afsæt i fransk naturalisme og realisme og skabte et nyt maleri, som blev anderledes virkelighedstro end det akademiske. At komponere var bandlyst. I stedet valgte man at male et mere eller mindre tilfældigt udsnit af virkeligheden og arbejdede forkærlighed ude i naturen over for motivet i pagt med friluftsmaleriets normer. Dermed indskriver de sig blandt de første modernister, som igangsatte den kædereaktion af oprør, der fortsatte gennem det 20. århundrede. I præsentationen af de tre kunstnerpar er det hensigten at pege på ligheder og forskelle og søge at identificere deres respektive forhold til samtiden og til det revolutionære i deres projekt. Hvordan agerede de i forhold til den kulturrevolution, som var under udvikling i Skandinavien? Det moderne gennembrud tog sin begyndelse, da litteraturforskeren Georg Brandes i 1871 med en række forelæsninger på Københavns Universitet satte samfundets traditionelle normer til debat. Med provokerende iver kæmpede han i skrift og tale for tankens frie ret og kritiserede magthaverne, konge, kirke og fædreland. Kampen gjaldt også den personlige frihed, kvindens lige ret til et selvstændigt liv, også erotisk frihed. Det sidste vakte særlig stor forargelse, men var en logisk følge af hans oversættelse af Stuart Mill s The Subjection of Women til dansk. Hans autoritet bundede i grundige studier af europæisk litteratur og kultur i Frankrig og Tyskland, men naturligvis fik han ikke det forventede embede som professor ved universitetet, dertil var han for provokerende. Men han blev bannerfører for det moderne gennembrud i litteraturen, skabt af en række nordiske forfattere. Det mest berømte resultat er Henrik Ibsens Et dukkehjem [A Doll s Home] fra 1879 om en kvinde, der beslutter at forlade mand og børn for at realisere sig selv. Væsentlige aspekter af Brandes idéer blev gradvis til politisk virkelighed i det 20. århundredes Danmark og diskuteres stadig i dag. Hans betydning for det frisind, som i dag er de skandinaviske landes fundamentet, kan næppe overvurderes. Da malerne i 1880erne formulerede deres oprør mod traditionen, blev Brandes deres idol. 1

Kunstnerkolonien på Skagen De tre kunstnerpar kendte delvis hinanden, men kun Krohg, Anna og Michael Ancher fik et nærmere forhold. De blev venner på Skagen, da den stedlige kunstnerkoloni i 1879 blev international. Krohg mødte med erfaringer fra Berlin, hvor han havde boet sammen med Max Klinger og havde malet Brandes portræt. I Skagen fandt Krohg sin selvstændighed som kunstner med en række stærkt realistiske skildringer af den lokale fiskerbefolkning, hvor penselføring og ikke mindst motivafskæring, inspireret af øjebliksfotografi og japanske træsnit, vakte forbavset beundring og ligefrem opsigt, da de senere blev udstillet hjemme i Kristiania (Oslo). Andre malere med et indgående kendskab til nyere fransk kunst arbejdede på Skagen den sommer, nordmanden Fritz Thaulow, svenskeren Wilhelm von Gegerfelt og danskeren Karl Madsen, der i årene forinden havde været elev hos Gérôme på kunstakademiet i Paris. Diskussionerne om de nye ideer og det, de malede i indbyrdes kappestrid, inspirerende dem alle stærkt. Anna Ancher, dengang Brøndum, fangede straks det nye, mens Michael Ancher måtte gennem en kritisk periode med forkastelse af sine gamle idealer, før han tog ved lære og ændrede maleform. Krohg vedblev at komme tilbage de følgende somre, hvor en vekslende række danske, norske og svenske malere arbejdede på stedet og på uformel, kreativ vis fortsatte at udvikle det ny maleri. Hvad Danmark angår, manifesterede kunstnerkolonien i Skagen sig stærkest i samtiden som modernisternes forum, med sommeren 1883 som et højdepunkt. Uddannelse Set ude fra forekommer Danmark, Norge og Sverige at være meget ens, sikkert fordi de respektive sprog er så tæt beslægtede. Ikke desto mindre er der dybe forskelle, historisk og mentalt. I middelalderen var de en union med fælles regent, men i 1500-tallet opstod stærke modsætninger mellem Danmark og Sverige, fulgt af bitre krige i 1600- og 1700-tallet. Samtidig var Norge underlagt Danmark indtil 1814, hvor landet i forbindelse med Wienerfreden kom under Sverige. Danmarks status som stormagt svandt og blev yderligere reduceret efter tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864. Således var også betingelserne for en kunstneruddannelse temmelig forskellige i de tre nordiske lande. Det danske kunstakademi på slottet Charlottenborg midt i København er det ældste, oprettet af kongen i 1754. Frem til 1888 var der kun mandlige elever, så blev der oprettet en særlig skole for kvinder på en anden adresse. Tilsvarende blev det svenske kunstakademi stiftet i 1768, men her fik kvinderne allerede adgang i 1864, om end også de blev undervist separat. På begge de nævnte akademier var undervisningen tilrettelagt efter franske normer, dvs. at man begyndte med elementære tegneøvelser efter gipsafstøbninger og avancerede gennem konkurrencer til at tegne og male efter levende modeller. Hertil kom undervisning i perspektiv og kompositionslære. 2

Danskeren Michael Ancher og svenskeren Carl Larsson gennemførte begge en traditionel akademisk uddannelse. Larsson bestod og rejste til Frankrig i håb om at slå i gennem som international maler, mens Michael Ancher dumpede til sidste afgangsprøve. Norge derimod savnede et kunstakademi, så mange norske malere var en tid elever i Stockholm eller i København. I Oslo var der imidlertid forberedende undervisning på private skoler, fra 1870 erne også for kvinder. Hvad angår muligheden for at dygtiggøre sig ude i Europa, var forholdene også meget forskellige. Norske og svenske malere fortsatte typisk deres uddannelse i Tyskland, i mesterateliers eller kunstakademier i München, Düsseldorf, Karlsruhe eller Berlin. Nogle fortsatte i Frankrig eller tog direkte dertil det gælder både mandlige og kvindelige malere. Christian Krohg tog hele sin videregående uddannelse i Tyskland. Dette var utænkeligt for danskerne. I København frygtede akademiet, at elevernes særpræg ville tage skade ved mødet med moderne udenlandsk kunst, så akademiets rejsestipendier gerne skulle bruges i Italien. I første halvdel af 1800- tallet havde professor C.W. Eckersberg dannet en skole, der siden blev kendt under navnet den danske guldalder. Den var baseret på de principper, han havde lært i Paris hos J.-L. David, hvor dagslyset og en detaljeret gengivelse af virkeligheden havde første prioritet. De unge malere blev tilskyndet til at koncentrere sig om det hjemlige, at skildre det danske landskab og den danske landbefolknings liv og arbejde, gerne med fortællinger fra hverdagslivet. Denne kunst vandt stor popularitet i en tid, hvor nationalismen satte sit dybe præg på landet. Man dyrkede virkeligheden i det nære miljø og valgte kunstneriske strømninger i udlandet helt fra. Romantisk historiemaleri eller allegoriske kompositioner var ikke i kurs. Denne kunstpolitik var fremherskende helt frem til omkring 1880 med den konsekvens, at danske malere var isoleret og næsten helt uden føling med kunstneriske strømninger i udlandet. I protest rejste flere talentfulde unge danske malere som P. S. Krøyer og L. Tuxen midt i 1870 erne til Paris til stor forfærdelse for akademiet. På Bonnats skole lærte de helt andre metoder end de hjemlige. Da de omkring 1880 organiserede alternativ undervisning i København efter franske normer, var oprøret en realitet. Michael og Anna Ancher i Skagen Så dristig var Michael Ancher ikke. I 1877 accepterede han det råd at rejse til Skagen for et legat, han havde fået, i stedet for til Paris. I desperation over ikke at komme til vejs ende på akademiet havde han siden sommeren 1874 satset på at dygtiggøre sig på egen hånd, for maler ville han være. I Skagen, Danmarks nordligste by fjernt fra hovedstaden kunne han på egen hånd og temmelig uforstyrret gøre erfaring med at male store figurbilleder af fiskernes liv og arbejde. De hårde livsbetingelser havde sat sit præg på befolkningen, og naturen var anderledes barsk end i det venlige Sjælland, så Anchers motiver vakte opmærksomhed ved at være anderledes. I løbet af nogle år havde han tilkæmpet sig det nødvendige håndelag og var kommet på højde med situationen. På 3

Charlottenborgs forårsudstilling, akademiets tilbagevendende opvisning af årets resultater, blev både han og Skagen nu kendt af det store publikum. Medvirkende til hans engagement i den fjerne fiskerby var imidlertid også den ti år yngre Anna Brøndum, der som ganske ung røbede stor interesse for kunst og var begyndt at tegne og male. Trods sine kun femten år var hun en god iagttager og samtalepartner. Den gensidige fortrolighed og forståelse mellem hende og Ancher blev snart til kærlighed. Efter konfirmationen skulle Anna nogle år til København for at supplere den elementære skoleundervisning, hun havde modtaget i Skagen. Dengang måtte velbegavede unge kvinder, som i dag ville gå i gymnasiet og på universitetet, nøjes med tilfældig privat undervisning i bl.a. sprog, historie, musik og tegning. Men det var ikke blot almindelig dannelse, der blev tale om. Flere af malerne på Skagen mente, at Anna burde have professionel undervisning i tegning og maling, og det var hendes forældre indforstået med. Hun begyndte i efteråret 1876 som elev hos Vilhelm Kyhn, en af de få der tog kvindelige elever. Selv tilhørte han guldaldermalernes generation og var på mange måder stærkt konservativ, men hans undervisning gennem tre vintre gav hende de elementære færdigheder. Om sommeren dygtiggjorde hun sig i Skagen dels på egen hånd, dels vejledt af Michael Ancher, som hun kunne diskutere med i fortrolighed. Omvendt var han lydhør over for hendes kommentarer til hans arbejde. Da parret i 1877 forlovede sig, forlangte hverken han eller hendes forældre, at hun skulle lægge paletten fra sig og lære husholdning, som det ellers var tidens krav. Tværtimod accepterede alle, at hun ville fortsætte. Hendes første færdige malerier er mørke genrescener i traditionel dansk stil inspireret af hollandsk 1600-tals kunst. For Anna blev det altafgørende, at hun i 1879 gennem de nordiske malere, der det år var i Skagen, fik inspiration fra fransk kunst. I løbet af vinteren færdiggjorde hun et maleri af en gammel mand, der skærer pinde, der tydeligt viser, at hun havde forstået realismen. Det var med, da hun i 1880 tyve år gammel debuterede på Charlottenborg-udstillingen. Samme forudsætninger ses i Michael Anchers maleri Vil han klare pynten? af Skagens redningsmænd, som fra stranden holder øje med et skib i søen. Selv om figurgruppen er omhyggeligt komponeret, er det oprørte hav, brændingen og uvejrshimlen groft og realistisk malet, og maleriet vakte opsigt som moderne og oprørsk, da det samme år blev vist på Charlottenborg. Ikke desto mindre var det årets succes-billede og Anchers kunstneriske gennembrud. Det gjorde ikke omtalen mindre, at kongen købte det. Nu fik Ancher et stort legat og kunne gifte sig med Anna. Parret bosatte sig i Skagen og blev det faste holdepunkt i kunstnerkolonien der i de følgende mange år. Anna fortsatte uanfægtet som maler, opmuntret af sin mand og respekteret som de mandlige maleres ligemand. I dette miljø skabte Anna Ancher i 1880 erne sin kunstneriske identitet med forankring i fransk naturalisme og realisme, fra 1885 tillige inspireret af Impressionisterne. Også Michael Ancher udviklede sit maleri i stadig kappestrid 4

med de tilrejsende malere, idet han fandt veje til at forene figurkompositionerne med naturalismen på en måde, der gjorde ham til en fornyer af dansk figurmaleri. Spørger man til deres indbyrdes forhold, ser vi forbavsende nok ingen tegn på jalousi eller undertrykkelse. I 1883 malede ægteparret sammen Dagens arbejde bedømmes, hvor de sidder i deres hyggelige stue dybt koncentreret om at diskutere et maleri. Det demonstrerer tydeligere end mange ord den gensidige respekt, der bestod imellem dem både kunstnerisk og menneskeligt. Det kan tolkes som et indlæg i datidens kønspolitiske debat, og året efter vakte Ancher voldsom diskussion, da han bevist provokerede ved at udstille sit monumentale portræt af Anna gravid, set i profil og i hel figur, hvilket med datidens øjne var skandaløst. Dermed demonstrerede Anchers, at de tilhørte tidens radikale modernister. Da Anna Ancher i 1883 blev mor til Helga, fik hun et brev fra Kyhn, som mente, det nu var på tide, at hun satte malerkassen til søs. Der er malere nok, nogle bedre end andre, men gode mødre bliver der aldrig for mange af, argumenterede han. Anna havde bestemt ikke planer om at følge hans forslag, men det er især bemærkelsesværdigt, at det også forargede hendes mand. I et brev til Georg Brandes spørger Ancher, hvorfor hans kone ikke skulle kunne klare begge dele, når professionen er midlet til selvudvikling og sindets ligevægt. Hans holdning er ganske usædvanlig for perioden og fremgår også af hans nytårsbrev til forfatteren Henrik Pontoppidan, hvor han bekymrer sig over, at Anna tilbringer al sin tid med at lege med barnet i stedet for at male. Anna Ancher havde med andre ord fortsat sin mands fulde støtte. Begge malere skabte sig en fornem professionel karriere og blev i levende live regnet blandt Danmarks bedste. De udstillede meget flittigt livet ud hjemme og på internationale udstillinger, også som officielle repræsentanter for Danmark. Sidst men ikke mindst vandt de stor folkelig popularitet, der varer ved endnu i dag. Karin og Carl Larsson Modsat Anna Ancher fik Karin Bergöö en fuldt professionel uddannelse på lige fod med mandlige malere. Hendes velstående forældre boede i provinsen men sendte hende til Stockholm, for at hun kunne uddanne sig. De støttede hende både moralsk og økonomisk i ønsket om at blive kunstner og sørgede samtidig for, at hun fik god boglig uddannelse. På teknisk skole lærte hun tegning, perspektiv og metalgravering, samtidig med at hun på den franske skole lærte mere almene fag. Som nævnt stod det svenske kunstakademi åbent for kvinder, og her blev Karin optaget i 1877. Det foregik på afdelingen for kvinder, men undervisningen var den samme som for mænd. Efter to år med studier efter gips og perspektivtegning avancerede hun til modelskolen, hvor hun gik 1879-82. Som flere af sine jævnaldrende tog hun desuden privatundervisning hos en af professorerne og opholdt sig i sommeren 1881 i Varberg på den svenske vestkyst i kollegialt samvær med andre unge kvindelige kunstnere. Her studerede hun folketyper og malede landskaber. Da forældrene fortsat var indstillet på at betale hendes 5

uddannelse, rejste hun til Paris, hvor hun blev elev på Académie Colarossi. Karin Bergöö var således lige så veluddannet som de mandlige malere og havde reel mulighed for at skabe sig en karriere. I sommeren 1882 fulgte hun en opfordring fra den svenske maler Richard Bergh om at komme til Grez-sur-Loing nær Fontainebleau, hvor der var opstået en kunstnerkoloni, hvis deltagere hovedsageligt var svenske, amerikanske og engelske malere. Her mødte hun Carl Larsson, og den fælles sympati udviklede sig meget hurtigt til kærlighed og til forlovelse. I begyndelsen glædede hun sig over at male sammen med ham i landsbyen ved floden og broen. For Carl Larsson blev mødet med Karin hans umiddelbare redning og ægteskabet med hende hans livs lykke. Han havde netop gennemlevet nogle kritiske år med økonomiske sorger i kampen for at slå igennem som kunstner. Desuden var hans elskerinde og børnene, de havde fået sammen, alle døde. Modsat Karin var hans barndom fattig og ulykkelig; medgang fik han først, da han i 1866 tretten år gammel blev optaget på forskolen til det svenske kunstakademi og tre år senere på selve akademiet. Her udviklede han sine eminente evner og sluttede i 1876 med at vinde medalje for et historiemaleri. Året efter rejste han til Frankrig, hvor han tilbragte sommeren i Barbizon og den følgende vinter i Paris. Han stræbte efter et gennembrud som historiemaler på Salonen, men levede som illustrator. Efter endnu en sommer i Barbizon vendte han tilbage til Stockholm og rejste i de følgende år frem og tilbage stadig i håb om en fremtid som historiemaler. Mærkeligt nok havde han ikke succes med sine sentimentale, fortællende billeder med personer i historiske kostumer, som ellers synes at have imødekommet tidens smag. Men da han i foråret 1882 slog sig ned i Grez og kom til at omgås Karl Nordström, gav han sig til at skildre virkeligheden i mesterlige akvareller, der gengiver stedets fine farver og øjeblikkets stemning. Dermed fandt han sin kunstneriske udtryksform. Fine friluftsstudier havde han allerede malet i Barbizon, men bekendtskabet med Karin kan også have spillet en rolle for hans nye præferencer, for hun var allerede sporet ind på friluftsmaleriet. Mens Carl Larsson fortsatte vinteren igennem i Grez rejste Karin tilbage til Paris, hvor hun ikke blot fortsatte på Colarossi, men også tog undervisning hos Alfred Stevens. I foråret 1883 fik Carl Larsson det ønskede gennembrud på den franske salon med sine nye billeder og vandt endog en medalje. Nationalmuseum i Stockholm købte et par akvareller af ham, og det samme gjorde den franske stat. Med denne succes tog parret i sommeren 1883 hjem til Sverige og fejrede deres bryllup, hvorefter de vendte tilbage til Grez. Set med vor tids øjne skete der nu det mærkelige, at Karin lod Carl overtage styringen af sit liv. Han bestemte, hvornår og hvad hun skulle male. Hidtil havde hun fulgt sin egen bane og dygtiggjort sig på egne præmisser. Nu valgte hun at følge kærligheden og samtidig at underlægge sig ham. I 1884 kom deres førstefødte Suzanne kom til verden, og Carl malede en bedårende pastel af mor og datter, som fik titlen Atelieridyl. De følgende mange år var Karin regelmæssigt gravid og fødte i alt 8 børn, det sidste i 1900. Dermed 6

gled hun definitivt ind i husmoderens rolle, og resultatet var, at hun i 1887 holdt op med at male. Kun lidt gravering i træ kunne der blive tid til. Ægteskabet var ikke den rene idyl, for de unge ægtefæller var meget forskellige, Carl ekstrovert og glad i andres selskab, hun det modsatte. Desuden viste han sig straks som patriarken, alt skulle dreje sig om, sådan som det var normen i datidens borgerlige samfund. Tilmed synes svenske mænd at have lagt endnu større vægt på denne rollefordeling end norske og danske. I 1885 rejste Larssons tilbage til Sverige og boede tilfældige steder, afhængigt af Carls bestillingsarbejder og andre indtægtsmuligheder som f.eks. undervisning. Det blev en slags nomadeliv, som det var mange kunstneres lod. Sidst i 1884 havde en lang række svenske kunstnere under navnet Opponenterne formuleret en protest til kunstakademiet med krav om reformer. I 1885 afholdt de en stor udstilling af moderne maleri, hvis titel Fra Seinens bred bevidner deres forankring i fransk kunst. Carl Larsson markerede sig stærkt i denne sammenhæng. Skønt netop de svenske malere var de første i Norden til at søge inspiration i fransk friluftsmaleri, faldt deres oprør mod deres oprindelige uddannelsessted flere år senere end det tilsvarende i Danmark og Norge. Moralsk støtte havde de i flere år haft fra kunstsamleren, grosserer Pontus Fürstenberg i Göteborg, som i de år var mæcen for flere af de unge. Han havde også bestillingsopgaver til Carl Larsson, der nu drømte om at gøre sig gældende som monumentalmaler, et projekt der kun delvis lykkedes. Sundborn I 1888 fik Larssons en dejlig gave af Karins far, ejendommen Lilla Hyttnäs i Dalarne i det mellemste Sverige, som fra 1901 blev deres permanente hjem. Her opholdt Karin sig meget af tiden med den store børneflok, som hun havde det meste af ansvaret for, mens Carl ofte var borte på arbejde eller rejse. Nu bragte tilfældet hende videre kunstnerisk. I tæt samarbejde med Carl skabte hun et hjem i tidens ånd, hvor ideerne fra den britiske kulturelle bevægelse Arts & Crafts blev virkeliggjort, endnu før tidsskriftet The Studio spredte kendskabet dertil. De valgte at blande møbler fra forskellige stilperioder, fra overklasse og bondestand med nye, designet af kunstnerparret selv og udført af lokale snedkere, som det dengang var almindeligt. Også husets farvesætning adskilte sig helt radikalt fra tidens borgerlige smag. Mange af samtidens kunstnere formede deres hjem over de samme idéer, i Danmark kunstnerparret Marie og P.S. Krøyer. Efter et vævekursus i 1891 udfoldede Karin sig stærkt og selvstændigt som tekstilkunstner. Dertil kom påklædningen af børnene og hendes egne dragter, som hun selv både designede og syede. Det var bekvemme reformklæder, som ikke lignede tidens mode, skabt så de harmonerede med interiøret. I glæde over kunstnerhjemmets skønhed begyndte Carl 1890 erne at male serie på serie af akvareller af hjemmet i Sundborn, der skabte hans ry og gjorde ham til Sveriges vel nok mest populære kunstner. Jugendstilens fine konturer og slyngede linier satte sit præg på hans charmerende skildringer af hverdagslivet, børnene som 7

læser, fisker krebs, bader, spiser frokost i det fri, forældrene ved lampen om aftenen, eller blot billeder af de pyntelige stuer selv. Carl begyndte at skrive tekster til billederne, og efter at akvarellerne havde været udstillet i Amerika, Stockholm og Berlin blev de i 1899 publiceret under titlen Et hjem. Succesen gentog han i 1909-10 med akvarellerne og bogen På solsiden, hvor vi genser børnene, der i mellemtiden er blevet større. Sammen med oliebilleder og flere akvareller hylder de drømmen om det lykkelige familieliv, som Larsson havde savnet i sin barndom. Tanken om, at et smukt harmonisk hjem giver grobund for et godt liv blev i Sverige udbredt af forfatteren Ellen Key. Gennem bøgerne blev Karin og Carl Larssons hjem så at sige allemands eje og fik varig betydning for den smag, der i dag er karakteristisk for boligindretning i Skandinavien. Oda Krohg var født i Oslo i en børnerig, men privilegeret familie af det bedre borgerskab. Faderen var jurist med offentligt embede og samtidig stærkt engageret i kulturlivet. På moderens side havde hun mere eventyrlige aner, idet mormoderen var fyrstinde og i slægt med zar-familien. Hun havde i Skt. Petersborg ægtet en norsk diplomat. Oda var tredjeældst i familien, der talte syv andre piger og to drenge. Det var et stort tab, da hun kun 21 år gammel mistede sin mor, der var hjemmets gode omdrejningspunkt, og det fulgte af sig selv, at hun sammen med de ældste søstre måtte tage sig af de mindre. Lasson pigerne var smukke og livlige og tiltrak sig megen opmærksomhed. Flere af dem havde kunstneriske talenter, men modsat hvad man skulle tro, blev de ikke opmuntret til at uddanne sig. Oda ville male og fik da også lov at begynde, men har du talent, så får du ikke lov! lød faderens besked. Af de yngre måtte Mimi kæmpe for tilladelse til at tage studentereksamen, og Bokken fik først sin sanguddannelse efter at have insisteret længe og stædigt. Hun skrev nogle fornøjelige erindringsbøger ligesom søsteren Alexandra, der blev maleren Fritz Thaulows anden kone. Flere af Lasson-døtrene havde en stærk karakter og blev mønsterbrydere i deres tid. Oda giftede sig kort tid efter moderens død med en velstående forretningsmand og fik hurtigt to børn. Men allerede to år senere gik han fallit, og Oda følte sig groft svigtet over, at han ikke havde holdt hende underrettet. Da valgte hun at forlade hjemmet sammen med børnene og søge skilsmisse, hvilket dengang blev betragtet som skandaløst, ikke mindst da hun flyttede til en lejlighed for sig selv og ikke tilbage til sin fars hus. Ikke desto mindre fik hun økonomisk og praktisk hjælp fra barndomshjemmet, og hun bestemte sig nu for at uddanne sig som maler. Kristiania-bohemen I 1883 eller 1884 begyndte Oda som elev på Christian Krohgs nyoprettede private malerskole, og de indledte snart et kærlighedsforhold, som i 1885 resulterede i datteren Nana. For at undgå flere skandaler fødte Oda i Bruxelles, hvor barnet blev 8

sat i pleje. På det tidspunkt havde Krohg lige som Fritz Thaulow, Erik Werenskiold og flere andre markeret sig i Kristiania (Oslo) som en moderne maler i stærk opposition til den traditionelle norske malerkunst, hvis normer var defineret af den smag, der var fremherskende i Düsseldorf. I Skagen havde han i kunstnerkoloniens afgørende år været en af de betydeligste, lige som han i Frankrig havde lært at værdsætte den allernyeste kunst. Krohg valgte stadig stærkere at fokusere på samfundets sociale forskelle. Det gælder hans malerier af Skagens fiskerbefolkning, hans Sypige fra 1881 af en ung udslidt kvinde, der er faldet i søvn over arbejdet. Endelig Albertine-billederne, han begyndte på i 1884, om en ung prostitueret. I billeder og ord var Krohg en central skikkelse i tidens debat, hvor han ytrede sig i stadig mere radikale vendinger. Som nær ven af forfatteren Hans Jæger sluttede Krohg sig til Kristiania-bohemen, en lille gruppe unge der med Jæger i spidsen var samlet om et anarkistisk livssyn. De kom fra bedrestillede borgerlige familier og gjorde oprør mod samfundets konventioner i en stærkt provokerende kamp for personlig frihed, for lige løn, så kvinderne kunne blive selvstændige, mod samfundets dobbeltmoral. Diskussionen af prostitution, af kvinden og den frie kærlighed var centrale emner. Tidsskriftet med det provokerende navn Impressionisten trykte deres synspunkter. Med Krohg kom Oda ind i denne kreds, hvor hun med Anne Wichstrøms ord fandt støtte til at realisere sig selv både kunstnerisk og seksuelt, og hvor hun som Jægers elev, ven og elskerinde blev central i bevægelsen, med Kroghs accept. Der blev stor skandale i Norge, da Jæger i 1885 udgav sin roman Fra Kristiania-bohemen og Krohg bogen Albertine det følgende år. Begge blev straks beslaglagt af censuren. Jæger kom i fængsel, og Krohg fik bøder. Som maler debuterede Oda i 1886 på Høstudstillingen med et billede fra Oslofjorden, som motivisk foregriber 1890 ernes følelsesfulde stemningskunst. Hun skildrer en drømmende ung kvinde, som sidder i en åben dør i den lyse sommernat ved fjorden. Over hende lyser en japansk lygte, som raffineret spejler sig i døren. Motivet med den japanske lygte gentog hun i 1889 i maleriet Ved engen, som endnu tydeligere er eksempel på japonismen. I 1887 malede hun med Impressionisternes teknik sin søn i færd med at klippe i en avis. Ingen tvivl om, at Oda havde et originalt talent som maler, hun fik opmuntrende kritik og blev hyldet af moderne malere som Erik Werenskiold og Eilif Peterssen, samt af Krohg. Man regner Odas stemningsbilleder som værende af betydning for bl.a. Edvard Munch. Men det at male var ikke nogen livsbetingelse for hende, i 1890 erne holdt hun pauser, men udstillede jævnligt. I samme periode havde Oda sammen med bohemens andre centrale skikkelser Krohg og Jæger et litterært projekt: at skrive bohemens erotiske bekendelser, men kun Jægers version udkom senere under titlen Syg kærlighed og førte til et brud mellem de tre. Efteråret 1888 malede Oda og Krohg på Skagen, og da hendes skilsmisse endelig var en kendsgerning, tog parret til Kristiania og giftede sig. Året efter fik de sønnen Per og hentede Nana hjem. Halvor Fosli tolker 9

det som et fornuftsægteskab fra Odas side, mens Krohg efterfølgende kom til at lide under frisindet, fordi han elskede hende, som man ser det af hans smukke portrætter af hende. Det mest kendte viser hende med udslået hår, rød bluse og baret og en blå nederdel, med hænderne selvsikkert i siden. Det fortæller om hendes stærke personlighed og den erotiske appel, hvormed hun tiltrak så mange intelligente forfattere og malere. De selvportrætter, hun malede, røber imidlertid kun depression og usikkerhed, der synes at have været bagsiden af hendes personlighed. Nomadeliv Krohg boede periodevis i København, hvor sladderen ikke var så heftig som i Norge, hvor han både malede og skrev. Ind imellem var han sammen med Oda, som imidlertid flyttede til Paris i 1897 for at bo sammen med forfatteren Gunnar Heiberg. Samme år emigrerede hendes første mand til Sydamerika og tog hendes ældste børn med sig. Da hendes forhold til Heiberg brast i 1901, flyttede Oda og Krohg atter sammen, denne gang i Paris, hvor de havde Per hos sig. Hun fik igen malet mere, og han underviste dels på sin egen malerskole, dels på Académie Colarossi. Somrene tilbragte de i Norge. Da Krohg i 1909 blev udnævnt til direktør for det nye norske kunstakademi i Oslo købte de for første gang hus og boede sammen, indtil han døde i 1925. Retrospektivt Kan eftertiden dømme om, hvad er kunstnernes sejre eller nederlag? De ulige vanskeligheder kvinderne havde i 1800-tallet ved at uddanne sig og leve som professionelle kunstnere har været i fokus på flere store udstillinger i Skandinavien i de senere år, i 2002 Woman Painters in Scandinavia 1880-1900, vist i København, Hannover og Bergen. Ligeledes har emnet ægteskab mellem kunstnere været belyst på udstillingerne Marie og P.S. Krøyer (Göteborgs Konstmuseum 2005), Konstnärspar kring sekelskiftet 1900 (Nationalmuseum, Stockholm 2006) og Vart hjärta har sin saga (Gallen-Kallela museet, Helsinki 2007). Her blev rejst spørgsmål som: blev kvinden opfattet som muse, objekt eller ligebyrdig kollega? Opstod der mindreværdsfølelse eller jalousi mellem ægtefællerne? Kunne den gifte kvinde udfolde sig som kunstner? I Skandinavien er det i dag gældende opfattelse, at personlig frihed og ligestillingen mellem mand og kvinde har vital betydning som del af de demokratiske frihedsrettigheder. Kvinder skal ikke være underlagt fædre, ægtemænd eller religionen, som det var tilfældet før Det moderne gennembrud, men sikres økonomisk uafhængighed og personlig udfoldelse. Det har kostet kamp, men målet er nået i langt højere grad end i resten af verden, og frontløberne var bl.a. de tre her beskrevne kunstnerpar. Derfor glæder vi os i dag over, at både Anna og Michael Ancher kunne udfolde sig professionelt på lige fod, hver efter sit eget temperament. Husførelsen og barneopdragelsen kom aldrig til at hæmme Anna, der havde 10

familie og tjenestepiger til hjælp og ikke gik højt op i huslig perfektion. Samtidig holdt den dybe kærlighed imellem dem livet igennem. Ved sølvbrylluppet i 1905 tegnede P.S. Krøyer et dobbeltportræt, som sikkert karakteriserer forholdet godt: her ser Michael Ancher hengivent beundrende på sin kone. Omvendt var den indbyrdes magtfordeling mellem Karin og Carl Larsson typisk for datidens normer. I dag undrer vi os over, at Karin opgav sin lovende karriere som maler for i stedet at leve gennem sin mand. Vi opfatter det som udtryk for tidens kvindeundertrykkelse, men Karin var usikker på fremtiden som selvstændig kunstner og følte det angiveligt som en lettelse. At det så med tiden blev hendes originale interiørdekoration, der blev emnet for den kunst, der skabte hans berømmelse, er et paradoks, især da han stræbte efter at gøre sig gældende i den store stil. Karins indsats er først blevet kendt og værdsat, efter at kunsthistorien for et par årtier siden rettede blikket mod de kvindelige kunstnere. Det norske kunstnerpar er det mest sensationelt radikale af de tre, både kunstnerisk og menneskeligt. Halvor Fosli mener, at Oda var mere interesseret i livet selv end i at være maler, hvilket kan forklare at hendes produktion og udstillingsaktivitet var så ujævn. Ingen kunne eje Oda, hun satte dagsordenen på trods af konsekvenserne for mand og børn. Som ægte revolutionær respekterede Christian Krohg hende for det. Selv satte han livet ind på at ændre kunsten og samfundet til det bedre. Det lykkedes ham, men han betalte en høj pris. Udvalgt litteratur: Andersson, Ingrid: Karin Larsson, Konstnär och konstnärshustru, Värnamo 1986 Beck, Ingamaj & Barbro Waldenström (eds.): Dubbelporträtt, konstnärspar i seklets början, Stockholm 1995 Fabritius, Elisabeth: Michael Anchers ungdom, 1865-1880, Skagen 1992 (summary in English) Fabritius, Elisabeth: Michael Ancher og det moderne gennembrud, 1880-1890, Skagen 1999 (summary in English) Fabritius, Elisabeth (ed.): Michael Ancher, Maler in Skagen, 1849-9. juni-1999, Helga Anchers Fond, Skagens Museum, Altonaer Museum 1999 Fosli, Halvor: Kristianiaboheme, Byen, miljøet, menneska, Oslo 1994 Grape-Albers, Heide (ed.): Anna Ancher 1859-1935, Malerin in Skagen, Niedersächsisches Landesmuseum 1994 (tekster af Heide Grape-Albers, Elisabeth Fabritius, Claus Olsen, Christine Refflinghaus) Gunnarsson, Torsten (ed.): Carl Larsson, Nationalmuseum, Stockholm 1992 (tekster af bl.a. Görel Cavalli-Björkman, Eva Eriksson, Torsten Gunnarsson, Cecilia Lengefeld) Gynning, Margareta: Konstnärspar kring sekelskiftet 1900, Nationalmuseum, Stockholm 2006 11

Pelin, Anne (ed.): Vart hjärta har sin saga, nordiska konstnärspar. Gallen Kallela Museet, Helsingfors 2007 (tekster af bl.a. Marja Dahlström, Elisabeth Fabritius, Marianne Nilsson, Anne Wichstrøm) Rydin, Lena: Karin Larsson i närbild, allkonstnär och målarhustru från A till Ö, Stockholm 1998 Snodin Michael & Elisabet Stavenow-Hidemark (eds.): Carl and Karin Larsson, Creators of the Swedish Style, Victoria & Albert, London1998 Thue, Oscar (Knut Berg ed.): Christian Krohg, Oslo 1997 Veiteberg, Jorunn (ed.): Woman Painters in Scandinavia 1880-1900, Copenhagen 2002 Wichstrøm, Anne: Oda Krohg, et kunstnerliv, Oslo 1988 12