Canazei marts 2011 2011 Jens Anton Dalgaard
Rejsepostkort fra syden. Rejsebreve hører langture til sådan en lille rutinetur til Canazei kan ikke blive til mere end postkort med farvebilleder på. Nogle af jer kender området, så til ære for jer er der nogle stednavne med, der ikke siger andre så meget, det må de leve med, eller tage herned og få opdateret geografien. Turen herned fulgte planen nøje Rødekro Kirchheim Innsbrück Süd Canazei right on time. Fint føre ingen bøvl af nogen art benzinpriserne har tvunget farten ned 120 på cruiseren det mærkes, når der tankes! Lørdag var vi på brædder 09.15 det er vist ny rekord, men der skulle jo heller ikke lejes gear alles mitgebracht. Kaiserwetter så det blev lige en bette kort tur til Marmolada med obligatorisk tissestop på Mittelstation og fotografering på toppen det er stadigt betagende at se verden fra 3,3 kilometers højde og vide at turen ned er på ski i supersne. Frokost på Fodoms nye terrasse og hjem med de første 29 skikilometer på liftkortet. Pizza er hos Louis han kunne sgu huske, hvilken vin vi skulle have, da jeg sagde den sædvanlige god mad og meget larm - så var det sengetid lige så snart vi havde tygget færdigt. 2
Søndag slog vi os sammen med Orla og Lotte det blev til Pralognia Heiligenkreuz Corova Wolkenstein Plan del Gralba Pit Seteur og hjem den tur bonnede 50 km på liftkortet, og vi var først sent hjemme godt brugte og sultne, så Louis tryllede 2 gange Angus plankesteg på bordet de stedkendte vil vide, at denne Louisspecialitet er 1 kg MUH mit beilage. Det er heftigt godt kød, der smelter på tungen, så det er depotopfyldning efter sådan en tur så koster det såmænd kun 38 Euro for sådan et fad guf til 2. Mandag stod der Ortisei og Annatal på programmet vi rykker virkeligt hurtigt i denne gruppe, så vi var der allerede kl. 10.30 så vi fortsatte selvsagt først efter Hanne havde været inde og tisse op til den håbløse kø på Ortisei mittelstation 20 minutter!! op på toppen igen og ned til stenovnskurt på Fermeda til old style pizzaer bagt i stenovn, fyret med brænde og solslikkeri ad libitum. 3
Vi er landet midt i karnevalet det betyder, at der er mange italienere, der har fri og benytter fridagene til at slæbe deres hobevis af børn med op i solen på pisterne, hvor de så afsætter dem til skilærerne, der plover rundt med kilometerlange haler af ottetaller, der nemt kan nå hele vejen tværs over pisten. De skal lære det, ungerne, men kunne de da for f ikke finde et mere passende tidspunkt end når vi er her, for slet ikke at snakke om Orla, der er allergisk både over for skilærere og børn i al almindelighed, og børn på ski i særdeleshed Der burde være velpræparerede pister, der er forbeholdt nydelige ældre, småtspisende, danske folkepensionister, der har ondt i det ene knæ, og derfor er ekstra pirrelig over for enhver forhindring, der kræver opbremsning på en ellers glimrende nedkørsel. Her burde de konceptudvikle tilbuddet, ifølge Orla, og han vil gerne stille sin rådgivning gratis til rådighed sagt af en mand, der har levet af at sælge sine råd dyrt så de burde måske høre efter eller også griner de lidt høfligt Orla? Er det ikke ham, der kommer her 1 måned hver år han kommer sgu da alligevel unger på bakken eller ej! Karnevallet kan ses og høres Lorenzo er forhopper i et kobjæle showband der giver den hele pedalen på torvet om aftenen I tror, det er løgn voksne mænd hopper rundt på et ben til harmonika-musik det er - - - folklore - vi kender jo Lorenzo, og han er sød og laver jo morgenmad til os hver dag, selv om han bimler rundt den halve nat. Det er nu meget sjovt der er gjort meget ud af udklædning og lidt fis og balade. 4
Tirsdag pamoramaturen fra Alba over Pozza til Vigo og over Pera retur. Orla er ikke meget for unødvendige offentlige transportmidler, så han kunne overhovedet ikke se sig selv i en beskidt orange skibus til Alba, når der fandtes alternativer i form af egen bil. Indrømmet det var konceptudvikling ingen trapper ned til liftstationen ingen ventetid på bussen derud men det, der var det absolut lækre ved konceptet, er efter turen ned af den svært sorte piste i Alba, tager man støvler og ski af på pisten ifører sig bekvemt fodtøj og og lægger de demonterede dele i den ventede limo, der kører direkte til La Campagnola s skistald. Der var ikke mange voksne mennesker i skiterrænet men skiskoler meget mere end vore racergener kan klare så det blev mere til sol og pauser end skiløb, kun 26 km på liftkortet, det er ikke meget men det er smukt på panoramaturen sneen var super og de to nedkørsler fra toppen til Vigo og Pera er godkendt det er sjovt og god længde. Onsdag Efter Albaturen skulle vi ud og lægge nogle kilometer på tælleren. Orla ville godt vise os et terræn længere ovre mod Cortina altså længere ude end Lagozuoi. Der fik vi vores sag for, så det ville noget forårsaget af et sammenfald af konfliktende interesser. Det er pragtfuldt vejr der er fin sne og så holder italienerne fastelavnsferie, hvor askeonsdag er den store familesammenkomstdag ifølge Floriana og så har de ganske provokerende besluttet at gøre det til en skitur inklusive babyer, bedstemødre og en helvedes masse snakken i store grupper midt på pisten og god tid til det hele. Allerede fra morgenen af var forbløffende mange mennesker på Belvedere, pisten til Arabba var allerede kørt op. 5
Pralognia var OK, vi var der til åbnetid, men pisten ned til Armentarola var fyldt af folk og så landede vi i buskøen til Lagozuoi det var helt vildt busserne kørte i et væk, men køen voksede Vi vidste, at liftkøen ville blive slem, så vi glædede os til dette nye terræn på den anden side af pasvejen der var sikkert ikke mange mennesker. Det var der heller ikke, pisterne var superfine, problemet var bare, at Leitner og Dopplmayer ikke har været her forbi i 30-50 år. Her kan man tale om gamle lifter lange enkeltstol lifter i havestolsmodel tovtræklifter - en helt fortvivlende håbløst forældet teknologi og lav kapacitet, så vi ventede og ventede kørte lidt og ventede i en liftkø og tiden gik, vi var uhyggeligt klare over, hvor mange flaskehalslifter vi skulle igennem for at komme her fra uden for pistekortet og hjem til Canazei, og tiden gik alt for hurtigt, det var varmt og det var som om stagestykkerne blev længere og længere og mere og mere smattede og stadigvæk fyldt med bredrøvede mamaer og deres afkom - men flot, det er der. 6
Vi opgav Covara som værende ensbetydende voldsomme køer og kørte over Pralongnia hjemad det var opmuntrende vi valgte lifter med omhu (og held) der var ingen køer og fin sne at køre på, så ramte vi den orange Sellaronda mellem Covara og Arabba, den var totalt smadret og kørt op i tunge pukler så både Flemming og Hanne måtte ud i et par gedigne styrt (morgendagen vil vise om ømheden blot er forbigående eller har sat sig.) På det tidspunkt var det ikke sandsynligt, at vi kunne nå hjem på ski hele vejen, så det var godt, at vi havde lært taxatricket af vore uge-4-venner. I Arabba kaprede vi en taxa, der kørte os op i Pordoi-passet for 6 Euro pr. næse ingen liftkø ved hangarbussen ingen pattebakke og frem for alt fra Pordoipas kan man køre hjem på ski, dog hvis det var svært træls måtte, vi gå lidt fra pistemaskinegaragen og op på Piste del Bosco men vi var heldige manden ved den lille stort set ukendte træklift på Belvedere var ved at pakke sammen, pille hegn ned og gøre klar til pistemaskinerne, men liften kørte det var lækkert af mærke tallerkenens tryk på måsen, så vi slap for at gå klokken var 16.55, så vi var kommet svært i klemme på Fodomsiden, hvis vi havde prøvet at nå det på ski fra Arabba og den sædvanlige vej hjem. GPS en siger 96,7 kilometer total transport og vi har været af sted i næsten 9 timer nu er vi godt nok trætte Pareda skal sørge for det kulinariske tilsat den meget kvalificeret udseende værtindes altid meget synlige fortrin til gården og gaden. Kameraet døde for strøm, så I må selv lave billederne af dagens sidste oplevelser. Torsdag nogen med forstand på farver vil nok påstå, at en blanding af orange og grøn kommer der ikke noget fornuftigt ud af men det kan der nu godt omkring Sella vejret var det sædvanlige. Vi var godt og grundigt møre efter onsdagen så torsdag skulle det være easycruising på gode bakker med stor liftkapacitet. 7
Så op på toppen med morgenbussen afgang på den orange Sellaronda - ned ad den helt jomfruelige Piste del Bosco til de hvide æg op på Col Rondella og så ellers ad autobahnen over til Piz Seteur ned ad Skovbakkevej Plan Gralba op til tyrens røvhul og langs tæske-stave-bakken til Sasslong toppen (kan det blive mere indforstået snak?) Der er opstået en kompliceret alliance mellem Hanne og Orla en solidarisk konkurrence, hvis man kan kalde det sådant. Det er velkendt, at Hanne drikker en spand the om morgenen, og vel ikke særligt mærkeligt for os kaffedrikkere skal hun så afvandes igen i løbet af morgenen hvis jeg har styr på alle pister, så har hun styr på alle toiletter i hele området. Det er rent ud sagt ind imellem pisseirriterende at skulle vente ved hver anden lift eller hütte, hvilket da også bemærkes ret højlydt af andre i flokken (Orla) At Orla så bruger pausen til at smøge tæller ikke rigtigt med, det er Hanne, der sinker vores fremdrift i højt tempo. Her til morgen tog Hanne så en imaginær Tenna-ble på vi andre glædedes over alle de sædvanlige tissestoppesteder, der kunne passeres, undtagen Orla, der oplevede en hvis uro over denne standhaftighed Hanne havde besluttet, at hun kunne holde sig indtil Orlas smøgtrang blev for overvældende. Så Orla skulle medicineres på den lille Saslonch-hütte et par piller, smøger og glühwein udgør kuren vi andre får en cappucini på rasten, inden vi skulle ned af den svært sorte piste til Wolkenstein alt mens vi kiggede på, at det tog til med folk på bakken. 8
Efter pausen op med de orange æg til mand-med-køkken og det lange stykke ned til Edelweisstal lige før Corova-transportliften op og køre på den sjove der hvor Hanne blev taget af pistepolitiet for at køre for stærkt sidste år. Der var mange mennesker og solen bagte, så sneen var fin, men ikke oversuper. Vi spiste på den lille hütte oppe på toppen af Den sjove, Orla er også allergisk over for selvbetjeningsdiske og med de mange mennesker ville det næppe være nemt at få plads på terrassen på panoramarestauranten og så er maden nu heller ikke altid den bedste. Så skiftede vi kulør både i hovedet og på pistekortet, da vi ikke gad tumlen i Corova og det var dømt aldeles ingen pattebakke i Arabba, så det blev grøn Sellaronda hjem. På vejen ned af Edelweissbakken ramte vi tøsneen midt på bakken det er en underlig fornemmelse at komme kørende i OK sne og pludselig fortsætter overkroppen fremad, mens ski og støvler bliver hængende, som om nogen havde blokeret bremserne varmen er god, når man holder pauser, men den er godt nok hård ved sneen, og da det næsten ikke fryser om natten mere, ser det ikke godt ud for Morten og gutterne, der skal herned i næste uge. Det er faktisk en fin kombination at køre den orange/grønne tur, man undgår de lange liftture og pattebakken - den kan godt køres en anden gang og det gav 37 liftkortskilometer, så det er da godkendt som et dagsværk. Status på lazarettet er pt: alle er i stand til at stå på ski, men dog ikke uden småskavanker. Orla kører med en Don-Joy og lommen fuld af kemi det tager toppen af smerterne fra hans halvsmadrede knæ Hanne har fået en ordentlig overstrækning af lægmuskulaturen i går, da hendes ski udløste meget sent, da hun uden held forsøgte at banke igennem en 70 cm høj pukkel af tøsne (så kan hun lære det, kan hun) og Flemming har ankelproblemer det kan vi dog nok løse med vores specielle kno-aflastningsringe. Lotte er bare træt, og Joan og jeg kan da godt mærke vores knæ er med på turen, især når der skal gås op ad trapper. Det er dem, der mener, at mænd elsker deres bil eller motorcykel højere end deres kone. Nu har Lorenzo jo ikke nogen motorcykel, og hans bil vil det være svært bare at holde af, så Lorenzo bruger meget kærlig omsorg på kaffemaskinen i morgenmadsrestauranten. Stoltheden lyser ud af ham, når han fortæller alle nye gæster om dens fortræffeligheder, og han stryger den ømt med en blød, letopvreden klud, hver gang, han går forbi den. (Den kan 9
overhovedet ikke lave anstændig kaffe, påstår Hanne og Per, så de smugler Nescafe med ned til morgenmad.) Der har været problemer med vandforsyningen i et par dage, og her til morgen gik det galt. Tilsyneladende havde en luftlomme sat sig i maskinens ædlere dele, så den besluttede sig for at holde driftsstoppause kl. 07.31! Det var lige før der skulle bestilles akut kriseterapi til Lorenzo forfærdelsen lyste ud af ham over dette svigt i rutinerne Paola blev tilkaldt iført instruktionsbog, men lige lidt hjalp det hun var dog praktisk nok til at berolige Lorenzo så meget, at han begyndte at modtage kaffebestillinger fra os gæster for derefter at ile ind i baren til den gamle cappucini-maskine, der var noget overrasket, men stolt over at blive sat arbejde på det tidspunkt af døgnet den kan til gengæld lave god kaffe, men det nænnede vi ikke at fortælle Lorenzo, der undskyldte og beklagede automatens utidighed. Floriana havde tidligere anbefalet en restaurant halvvejs oppe mod Sellapasset der hvor Col Rondella-æggene starter. Flemming tilbød at køre derop, så Floriana bestilte bord til os på Lupo Bianco, som vi kører lige forbi. Vi kørte derop, gik ind fint sted og et totalt uforstående personale der var ikke bestilt bord hvad var nu det, Floriana? Heldigvis havde Flemming taget det lille visitkort med, som Floriana havde skrevet på Det viste Flemming den tilkaldte inspektør, der høfligt forklarede os, at vi var gået forkert, den restaurant, vi skulle spise på jo bag ved det fine 4-stjernede hotel et vågent kig på visitkortet viste med al ønskelig tydelighed, at vi skulle på Crepes de Sela og ikke på Lupo Bianco. Det var et godt bytte et rigtigt hyggelig lille sted med en krofatter der holdt øje med en enkelt, men effektiv servitrice, der arbejde for 2 der var gang i hende og vi fik flot mad til en overordentlig fornuftig pris det kan bestemt godt bruges en 10
anden gang når nogen melder sig frivilligt til efter middagen at køre selskabet ad en smal mørk vej med en ladning hårnålesving hjem til Campagnola. Fredag sidste dag på ski i denne omgang. Vi var meget enige om at blive i nærområdet, og finde nogle nordvendte pister med godt fald og ikke for mange mennesker. Det fandt vi i Arabba. Pukkelpisten er lækker om morgenen det havde vi aldrig prøvet før, og der er faktisk en lille, fuldstændig overset 2-stolelift fra den store liftstation og næsten op til toppen, der var overhovedet ingen kø, mens køerne blev længere og længere ved begge de andre lifte, så vi tog den lille nogle gange. Superfine pister at køre på de ligger altid i skygge og ingen mennesker før vi kom helt ned til hovedvejen fra Canazei til Arabba. Der blev øvet pænt skikørsel, samlede ski og flotte stave, og der blev råhygget i det pragtfulde vejr, vi pauserede ved hangaren og spiste frokost på den nye terrasse på Fodom fint sted betjening og god mad og vin og en lift væk fra Belvedere. 11
Så var der farvel-afterski-tid ved kirken farvel kram - hjem og pakke det sidste, og afsted over Sellapas og Bennerpas og op til Elisabeth og Konrad i Paulushofen i tæt trafik der var mange der skulle hjem efter fastelavnsferien. Det var hyggeligt hos Euringer, som sædvanligt jeg havde jo lovet ham, at han skulle smage en øl, der kunne drikkes til pandekager, så jeg havde medbragt nogle Svaneke Choko Stout som bevis. Selv om der var rygende travlt som sædvanligt, fandt de tid til at spise pandekager med øl til sammen med os Konrad mente høfligt, at det var interessant Elisabeth kunne godt lide øllen, så hun fik dem, vi ikke åbnede ved den lejlighed. kunne skydes til kl. 7. Tid til pølsekøb alles hausgemacht - og de sidste 1050 km hjem. Deres store byggeprojekt skrider fremad, og Elisabeth lovede os, at næste gang fik vi de nye værelser direkte over for kirken!. Det udløste en munter snak om nattesøvn og en alt for morgenfrisk kirkeklokke, der starter sin dont 6 Uhr pünktlich Elisabeth var klar over problemet, de overvejede en forhandling med pastoren om ikke klokkedagens start 12
Man skal ikke gå ned på udstyr og der skal fakta og dokumentation på bordet, hvis det skal bevises, at vore skiferier er frivillig arbejdslejr, som Hanne ynder at kalde det. Jeg har altid været meget imponeret af Dolomiti Superski s IT-system, og altid brugt deres database til uovertruffen bevisførelse for vores fysiske aktiviteter på skiturene. Denne gang har jeg så suppleret udstyret med et Garmin GPS-ur (gave fra Hanne), der kan vise al verdens til og sager hvis det da ellers ikke er blevet stoppet at en skijakkeærme! den pauseknap er tåbeligt anbragt mr. Garmin!!!!!! En sammenstilling af databaseudtræk har nu vist, at Dolomiti snyder os vi kører længere, end databasen siger.??? Jo, vi bliver snydt for sidste tur ned ad Piste del Bosco fra Sass Becé.Den er på 5,2 kilometer, fra Col Rondella er der 5,7 kilometer, siger GPS en. Grunden til, at vi bliver snydt er ganske ligetil Dolomiti-computeren ved jo ikke, hvad vi laver, når vi starter på toppen, den skal have en indcheckning i den anden ende for at vide., hvor vi har kørt så fremover er der en, der skal samle alle liftkort, og piske ned til Pecol-liften og lade automaten snuse til alle kort mens de andre drikker after-ski ved kirken, så passer det man kan også bare lade være med det, holde afterski og nyde turen og lægge 5 km til pr. dag, hvis det gør én gladere. Lidt facts: I år blev det til 273 kilometer på pisten i januar og 272 km i marts altså 575 kilometer på ski. 267 liftture med 93 forskellige lifte, det betyder, at vi kun har kørt med den samme lift 2,87 gange på 14 dage det siger jo meget om, hvor stor en del af dette kæmpeområde, vi kører i. Korteste skidag 31 kilometer længste skidag 55 kilometer ikke noget at sige til den med arbejdslejr, vel? Det der GPS-ur er godt nok noget af en datafabrik. Ikke nok med, at det løbende fortæller aktuel højde, fart, puls retning og faktisk også hvad klokken er, det kan uhyggeligt meget andet, som almindeligt dødelige slet ikke kan finde ud af at bruge fornuftigt. 13
Nu er jeg jo stadigvæk hjertepatient, så det er jo faktisk rimeligt relevant at kigge på, hvordan pumpeværket reagerer, når jeg skiftevis sidder i en lift for dernæst at høvle ned af en lækker nypræpareret speedpiste. For kunne fortælle lidt om det, skal uret i dok, når det kommer hjem og så snakke lidt med sin mor oppe i cyberspace, så kommer der det her ud af det: Dette er Arabbaturen den sidste dag Liftkorten siger 32 pistekilometer GPS regner jo også lifterne med, så det bliver 54,5 kilometer. På turen ned ad racerbakken fra Sass Becé var jeg oppe at køre 82,1 km/t Flemming var oppe på 99,8 km/t, det gik stærkt! (til de lettere chokerede - vi havde pisten helt for os selv, så det var ikke til fare for andre). Ruten på et kort: 14
Så kommer vi til det klinisk interessante, Pulsens evne til at køre op og ned i forhold til belastningen: Pulsen (den røde) er nede, når jeg sidder i liften (den grønne går opad), og pulsen stiger, når jeg er på arbejde med 40 70 km/t ned ad pisterne (den grønne falder). Hastigheden måles som et gennemsnit over en kort periode, derfor fremgår maks. hastigheden på 82 km/t ikke af grafen. Denne graf viser, hvordan hastighed og puls følges ad på samme tur: Alt sammen hevet ud af et bette ur ret imponerende, synes jeg. Epilog: Så blev det alligevel til et skriveri på en skitur til Canazei på kraftig opfordring men da alle skiture kører efter det samme koncept stort set dækker dette lille skriv stort set alle tidligere og kommende ture. Kjærligst Jens Anton Jens Anton Dalgaard 2011 - Tak til Joan og Flemming for lån af billeder 15