Vildmosens Vildt 1936

Vildmosens Vildt 1936 Af Lensgreve H.C. Schimmelmann (foredrag holdt samme år i Slagelse Jagtforening) Vildmosens vildt, ja man kunne lige så godt have sagt Danmarks vildt. På grund af sin særlige beskaffenhed huser den lille Vildmose omtrent alle repræsentanter for den danske fauna. Den lille Vildmose ligger mellem Limfjorden og Mariager Fjord og grænser mod øst til Kattegat på en strækning af ca. 7½ km kun adskilt fra havet ved en offentlig vej fra Mou til Øster Hurup og en klitrække på begge sider af vejen. Selve mosen er ca. 15 km lang fra nord til syd og 5 til 6 km bred. Den dækker over en flade af ca. 13.000 tdr. l. På få 100 tdr. l. nær hører den lille Vildmose under godset Lindenborg. I løbet af sommeren købte staten 5000 tdr. l. til opdyrkning. Dyrehaven blev ved salget ikke berørt. Vildmosen er en udpræget højmose, d.v.s. den er groet op fra bunden derigennem, at plantevegetationen er rådnet og blevet omdannet til tørv. Oprindelig har denne store flade sikkert været en del af Kattegat. Midt i mosen ligger en bakke, Toftbakken, som oprindelig har været en ø. Havbunden har hævet sig så meget, at den nuværende mosebund ligger 3 m over Kattegats overflade. Tørvelaget har en gennemsnitlig tykkelse af 4 m. Derved kommer moseoverfladen til at ligge 7 m over Kattegats vandspejl. I tørvejorden findes rester af træer, egestammer og rødder, så man må antage, at mosebunden, inden mosen dannedes, var skovklædt. Tørvemosen er tildels fast, tildels hængedynd. Man skal være godt kendt med mosens forhold for at passere over den. Hængedyndet kan ikke bære, og man kan kun se mosejordens beskaffenhed på vegetationen. Rødt mos tyder på, at overfladen ikke kan bære. Holder man sig til vildtvekslerne, er man altid sikker, da vildtet instinktmæssigt undgår farlige steder. Mosens overflade er lyngklædt med mos og græs i bunden. På selve mosen gror enkelte birketræer, dog er den sydøstlige del skovklædt. Skoven (Toft Skov) er ca. 2500 tdr. l. stor. Den består af gammel løvskov, eg, bøg og rødel og senere plantede gran- og fyrplantager. Løvskoven er urskov og er ca. 600 tdr. l. stor. Gran- og fyrplantagerne er plantede for ca. 40 50 år siden på selve mosejorden. Det er interessant at se, at træerne kan suge så meget vand ud af tørvejorden, at dens overflade er sunket indtil 1 m. I mosen ligger enkelte søer, 3 store søer blev for 150 år siden udtørret. I den ene af de tørlagte søer er der oprettet en avlsgård Vildmosegården de andre 2 bruges til græsning af kreaturer. Afvanding af mosen sker igennem 3 311

Fig. 2 Skelhuslågen i hegnet omkring Tofte Skov og Mose. Foto Frode Jakobsen. vandløb og 1 kanal. Den sydlige del af mosen, som nu er dyrehave, er desuden gennemkrydset af en mængde grøfter, der fører vand ud til vandløbene. Desforuden findes der jagtgrøfter, der udelukkende er gravet for at kunne komme kronvildtet på skudhold. Dyrehaven blev oprettet i 1906 07 derved, at hele den sydlige del af vildmosen med Toft Skov blev indhegnet. Indhegningen omfatter ca. 8.000 tdr. l. Hegnet består af egetræspæle, der står på 3 m afstand, 11 spændtråde og påsømmede granlægter. Desuden er der sat udenom vildthegnet en jordvold på 1 m højde for at holde vildsvinene inde. Vildthegnets længde er 36 km. Ved alle veje, der fører ind i dyrehaven, er der sat porte med lås. Dette bevirker, at krybskytter, der kommer ind i dyrehaven, bliver straffet for indbrudstyveri. Derfor er krybskytteri også yderst sjældne derude. I nærheden af den før omtalte Toftbakke lå engang 3 forpagtergårde. Deraf er der kun 1 gård tilbage, som nu bruges som skovfogedsted. På Toftbakken ligger et jagthus, som kun bebos i jagttiden (se fig. 5, side 115). Andre beboelseshuse findes ikke indenfor vildthegnet. Vildmosen er et uberørt stykke dansk natur med store vidder og en ejendommelig skønhed. Der er ro og fred derude, og mosen er derfor særlig egnet til vildt af alle arter. Med undtagelse af dåvildt og sikavildt er som før sagt hele Danmarks fauna repræsenteret i Vildmosen. Når der senere bliver talt om jagt på småvildt gælder dette altid udenfor vildthegnet. 312

For nogle uger siden blev der endda sat en Bison-tyr ud. Den må ganske vist foreløbig nøjes med selskab af en rød kvie, men forhåbentlig får den engang en rigtig mage. Tjur blev sat ud i Vildmosen for 2 år siden, en hane og 3 høns, men desværre blev hanen slået af en havørn, og siden lever de 3 høns uden at kunne formere sig. Dog er der udsigt til, at jeg kan få 3 par fra Finland. Fuglelivet i Vildmosen er meget righoldigt. Efter flere års iagttagelser af en ornitolog er der konstateret 106 forskellige fuglearter. Der er en ret god bestand af urfugle, jeg vil anslå antallet til en 500-600 stk. Hanerne ses tit om foråret, når de kommer ud på engene for at spille og synge deres kærlighedssange. Jeg har tit talt op til 50 haner på en eng. Hønen derimod ses sjældent. På grund af de store flader i mosen er jagten på urfuglen meget vanskelig. En hane kan løbe både hund og jæger træt for til sidst at lette udenfor skudhold. En klapjagt er heller ikke mulig, fordi man ikke ved, hvor hanen opholder sig, og hvor de vil flyve hen. Derfor bliver der skudt forholdsvis få urhaner, og det vil være gavnligt for bestanden, om man kunne få lov til at skyde gamle haner bort i spilletiden. Om efteråret lykkes det sommetider at nedlægge en hane med riffel. Fig. 3 Bisontyren i Tofte 1936. Dyret var den amerikanske art. Den fik aldrig en mage, men fik selskab af en tamkvægskvie og blev efter et par år sammen med kvien overført til Zoologisk Have i Aalborg. Foto Laurids Jakobsen. 313

Vildmosen er et ypperligt terræn for snepper. I den lavtliggende lidt fugtige skov falder snepperne om foråret i hundredvis, dog af grunde som senere skal omtales eftersøges snepperne ikke med hund. Inden den nye jagtlov kom, blev snepperne jaget på træk om aftenen, og jeg har en enkelt aften set indtil 30 snepper og skudt 2. Desværre er denne smukke og stemningsfulde jagtart nu forbudt. Jeg har intet bevis for, at sneppen yngler i mosen, men en af mine skovfogder mener bestemt at have set det. Agerhønsebestanden er ligeledes stor. Jagten på agerhøns, der kun drives udenfor vildthegnet, er også her vanskelig på grund af den høje lyng. Hunden kan ikke få fært af hønsene, navnlig når det blæser stærkt, og flokken vil sprede sig, så snart den kommer over i lyngen. Dog kan man med lidt tålmodighed godt skyde en 20-30 høns om dagen. Nærheden af Kattegat giver også rig lejlighed til jagt på ænder. Om aftenen trækker ænder i store flokke fra havet ind til de små indsøer i mosen. I en af søerne udenfor vildthegnet er der lavet kunstige øer til andetræk, og en smuk efterårsaften er det en uforglemmelig oplevelse at se solen gå ned ved mosens horisont, og ænderne komme i hundredvis fra havet, og udbyttet kan godt blive 20 30 ænder. Også om morgenen er der godt andetræk ved disse søer. Derimod er der sjældent at få ram på en gås. Grågåsen har jeg aldrig set derude i stort antal, men derimod er der i tusindvis af sædgæs om efteråret og hele vinteren over. De slår sig ned på græsmarkerne, og det kan lykkes af og til at skyde en gås med riffel. I Havnø syd for Vildmosen er en hejrekoloni. Derfor ser man ret mange fiskehejrer ved søerne. Jeg har en aften talt 32, men da jeg godt kan lide den smukke fugl, har jeg fredet den på mit distrikt. En sjælden gang får mosen også besøg af traner. Jeg personligt har set dem 2 gange derude, hver gang en flok på ca. 20 stk. Den sorte stork vender årligt tilbage til sin rede i Toft Skov. Den er lidt mindre end den hvide stork, men ligner den ellers meget. Den har sin rede i et stort birketræ og ruger hvert år 3 4 unger ud. For en del år siden havde jeg besøg af ornitologisk forenings bestyrelse, og vi var så heldige, at vi både så storken på reden og senere i luften. Medens vi spiste vor medbragte frokost ved jagthuset på Toftbakken, fløj begge storke i store kredse over os. Flere gange har fugleinteresserede folk henvendt sig til mig og bedt om tilladelse til at ringe storkeungerne. Jeg har altid givet afslag, fordi jeg nødig vil risikere, at den sjældne fugl skal forlade Toft Skov. Et distrikt, der er så godt besat med småvildt, trækker selvfølgelig også rovfuglene til. Både falkene, vågerne og høgene findes i rigeligt antal. Den lille lyse fiskeørn gæster hyppigt distriktet. Den fisker i Kattegat og sætter sig til ro i Toft Skov. Jeg har aldrig iagttaget, at den tager andet end fisk. Derimod er hans store mørke fætter, havørnen, en dyr gæst. I en enlig birk i mosen findes en gammel havørnerede, men den er ikke benyttet i mands minde. Derimod opholder havørnen sig stadig på distriktet. Foruden harer 314

Fig. 4 Tæveræven kommer hjem med mus. 7. maj 2005. Foto Jan Skriver. tager den vel mange ænder og småfugle. Jeg har set havørnen slå en fuldvoksen fasanhøne, og som sagt før tog den min eneste tjurhane. 2 gange har Toft haft besøg af en kongeørn. Den er vel knap så grådig som havørnen, men den skal jo leve af småvildtet. Også firbenede rovdyr findes i stort antal. Der er mange ræve på distriktet, de trækker til fra de omliggende egne, fordi der er godt med føde til dem, og fordi der hersker fred og ro. Man kan tit se ræve ved højlys dag. Et enkelt år blev der nedlagt 70 ræve udelukkende ved riffelskud. Den lever af fuglevildtet, harer og rålam, i enkelt tilfælde vover den sig endda til kronkalve og vildgrise, når moderen ikke er i nærheden, ellers ville mikkel få sine velfortjente klø. En gammel hind eller so er ikke til at spøge med. Grævlingen er ingenlunde sjælden, den er fredet på distriktet, da den jo ingen skade kan gøre på storvildtet. Kun enkelte grævlinge måtte skydes, fordi de sløjfede jordvolden ved vildthegnet, og jeg derved kunne risikere, at vildsvinene brød ud. Skovmår og husmår ses tit, ligeledes ilderen. I vandløbene og søerne er odderen en hyppig gæst. Harebestanden er meget stor, der skydes kun enkelte harer på pürsch, ellers tjener de til føde for rovvildtet, dog skydes der en del harer udenfor hegnet. Af råvildt gik der vel en 300 stk., men da dette vildt på grund af indavl degenererede stærkt, blev alt råvildt skudt bort og udsat nyt vildt fra Svenstrup og Hverringe i alt 11 stk. Råvildtet 315

Fig. 5 Denne store vedbend på en fransk bjergfyr, plantet på østsiden af Tofte Bakke omkring år 1900, er formentlig kun lidt yngre end fyrretræet. Revirjæger Peter Knudsen husker nemlig, at vedbenden allerede ved hans tiltræden i 1958 havde en ganske anselig størrelse. Individet havde således oppe på bakken overlevet de meget kolde vintre under 2. Verdenskrig, der ellers slog mange danske vedbend ihjel. Vedbendens stedsegrønne blade er overalt i Danmark værdsat vinterføde for alle danske arter af hjortevildt. Bemærk her, hvordan krondyrenes regelmæssige vintergræsning friholder vedbenden for alle blade i op til ca. 2 meters højde. 28. september 2008. Foto Poul Hald-Mortensen. 316

ynder at stå på de store åbne mosestrækninger. Kun sjældent møder man det i skoven. Derfor er jagten på råvildtet meget vanskeligt. Når der skal skydes en råbuk, hænder det tit, at man skal kravle igennem lyngen 1 km og længere. Opsatserne var ret gode, en af dem har endda fået præmie på jagtudstilling i København. Råvildtet i mosen opfører sig anderledes end man ellers er vant til, de flytter sig meget mere end i andre distrikter. Grunden er vel de store bare flader. Jeg har engang skudt på en råbuk i en eng i udkanten af mosen. Kuglen gik forbi det kan jo ske og bukken flygtede over hele mosen og ind i skoven uden at standse en eneste gang. Afstanden var ca. 5 km. For at gøre et forsøg om vildsvin kunne leve i Vildmosen, købte jeg i 1926 6 stk. i Tyskland, 3 orner og 3 søer. De blev lukket ind i en mindre indhegning i Toft Skov for at få bestanden op på ca. 20 stk., inden den blev sluppet ud, og for at benytte den tid til at sætte den føromtalte jordvold udenom vildthegnet. Det første år brød en af ornerne ud og blev skudt i nærheden af Terndrup ca. 15 km fra Toft Skov. En so gik til da den første gang skulle have smågrise. Den nuværende bestand er altså baseret på 4 stk. De formerede sig godt, og i løbet af kort tid var bestanden oppe på ca. 400 stk. Så kom der sygdom lungeorme som reducerede antallet kraftigt, i øjeblikket er der vel 300 vildsvin i Vildmosen. Sygdommen er nu overstået, og den nuværende bestand er sund og rask. Det er vel ikke nødvendigt at beskrive vildsvinets udseende, da de fleste vel har set Susse og hendes datter (der i København fik det for en lille dame mærkelige navn Frederik ) på jagtudstillingen. Susse har hvert år fået sine grise, men døde desværre i år. Også Frederik har fået grise for første gang. Ornen kan altid kendes på de store hugtænder, som rager 3 tommer ud af underkæben. Den er lidt mere fyldig end søerne og lidt højere over skulderne. Smågrisene er stribede fra fødsel til første hårskifte. Vildsvinene lever i større eller mindre familier, kun gamle orner går alene. De er på benene hele natten, sover 3 4 timer om formiddagen og er så på benene resten af dagen. De lever hovedsageligt af græs og rødder, dog æder de også andet vildt, der dør på distriktet. De er altså et udmærket sundhedspoliti. For at søge efter rødder graver de jorden op på store strækninger, der kan sommetider se ud som om sådan et stykke jord var pløjet. Derfor vil vildsvinene gøre forfærdelig skade, hvor de kan komme ud på dyrkede marker. I skoven er de nærmest til nytte, de roder, skovbunden op, så der kan komme luft til rødderne, frøet fra træerne kan falde ned der og gro igen. I et stykke af mosen, som lå fuldstændig bar, er der ved hjælp af vildsvinene nu opstået ca. 100 tdr. l. birkekrat. Vildsvinets brunsttid falder i december, og grisene sættes i marts og begyndelsen af april. En so kan få op til 12 grise, dog er 5 6 det almindelige. Jagten på vildsvin foregår foreløbig kun på pürsch. Man bør anvende en riffel af tilstrækkelig stor gennemslagskraft. En anskudt vildorne er en farlig modstander, det er ikke sjældent, at den går over til angreb. Derimod er vildsvinene, når de ikke er anskudt, ret fredelige. Det kan dog hænde, at en gammel so angriber, når man kommer hendes grise for nær. Dog går vildsvin straks til angreb over for hunde. De forliges i øvrigt udmærket 317

med det øvrige vildt, og hverken jeg eller mine funktionærer har iagttaget, at de forgriber sig på levende vildt. Jeg har dog set, at de æder frøer, og det er ikke usandsynligt, at de også tager hugorme. Det er i hvert fald en kendsgerning, at hugormenes antal har taget betydelig af i de senere år. Der skydes foreløbig kun enkelte orner og svage grise hvert år. Kødet bliver godt betalt, indtil 2 kr. pr. kg. Det vildt, der præger dyrehaven i Vildmosen særlig, er utvivlsomt kronvildtet. Det er en gammel dansk stamme, som aldrig har fået blodfornyelse fra udlandet. Dog kommer hvert år hjorte ind over indspringene i hegnet enten fra Rold Skov eller Djursland. Bestanden levede frit i mosen, indtil vildthegnet blev sat, den var oprindelig på ca. 200 stk. og nåede i årenes løb efter indhegningen op på 1.000 stk. Da jeg syntes, at det var for meget i forhold til arealet, blev der i sidste sæson taget kraftigt fat, og ved at skyde godt 200 stk., er bestanden nu nedsat til ca. 800. Det er vel ikke nødvendigt at give en beskrivelse af kronvildtets udseende. Der er vel ingen, der ikke har set kronvildtet i dyrehaven ved Klampenborg eller i Zoologiske Haver. Jeg vil dog sige, at kronvildtet i Vildmosen gør et andet indtryk. Det store areal, det lever på bevirker, at det opfører sig som rigtigt vildt. Kronvildtet er udprægede skovdyr, det ynder store skovstrækninger med enge og moser og tætte tykninger. Ro og fred er hovedbetingelsen for det. Det er derfor, at der ude i dyrehaven i Toft aldrig bliver jaget på småvildtet, heller ikke søgt efter snepper med hund. Vildmosen er særlig egnet til at huse en kronvildtbestand. Store sletter med græs, gode enge i forbindelse med skov og tætte tykninger giver ideelle forhold for vildtet. Græs er dets hovedernæring og det findes på distriktet i rigelige mængder. Dog er det nødvendigt i en særlig streng vinter at lægge lidt foder ud. Havreneg og kartofler er vel egnet til dette formål, lidt kløverhø eller enghø bliver også gerne taget. Dette foder skal helst blandes med roer eller kartofler, da hø alene er for tørt. Da der er rigeligt med lyng på distriktet er det ikke nødvendigt at give store mængder kunstigt foder. Kronvildtet er selskabeligt anlagt, det går i større eller mindre rudler, bestående af hinder, kalve, smalhinder, spidshjorte og enkelte små hjorte. De stærkere hjorte går i rudler for sig selv, kun den gamle hjort holder af at gå alene eller sammen med 1 eller 2 kammerater. Rudlen føres af en førerhind. Denne har til opgave at sørge for rudlens sikkerhed og vise de veje, den skal gå. De øvrige stoler blindt på førerhindens egenskaber. En stor rudel hinder på ca. 150 stk. holdt i fjor efter brunsten til på en stor åben moseflade. Det lykkedes aldrig, at komme dem på skudhold. Da der var mange goldhinder i rudlen, besluttede jeg, at lade skovfogeden og skytten trykke rudlen mod skoven. 2 jagtgæster og jeg selv stod for ved de bedste veksler. Dog var førerhinden så klog, at den altid førte rudlen på andre veksler end dem, der var besat. Selv med den bedste vind lykkedes det ikke. Førerhinden må have haft en sjette sans. Endelig en dag kom jeg på pürsch så nær rudlen, at jeg fik ram på førerhinden. De følgende 4 dage kom rudlen så hver gang på de besatte veksler, og en snes goldhinder måtte lade livet. Et bevis for, hvor vigtigt det er for rudlen at have en klog 318

Fig. 6. Kronhjort løber ved bredden af Tofte Sø. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver. 319

og erfaren førerhind. Hjorterudlerne bliver som regel ført af en mindre hjort eller måske også af en goldhind. I brunsttiden forandrer dette billede sig fuldstændigt. I dyrehaven i Toft begynder brunsttiden som regel i de første dage i september. Hjorterudlerne opløser sig, og de enkelte hjorte søger hen til hinderne. Den stærkeste hjort tilkæmper sig rudlen og bliver stående ved denne, indtil en større hjort driver ham væk, eller hindernes brunsttid er forbi. Pladshjorten, som man nu kalder ham, har meget travlt. Han skal sørge for at holde sin rudel sammen og passe på, at andre hjorte ikke snyder ham. Det heldigste for bestanden er, at rudlerne ikke er for store. Jeg har oplevet, at en enkelt gammel hjort har samlet sig en rudel på over 150 stk., så er der ikke andet at gøre end at skyde hjorten og håbe på, at et større antal lige stærke hjorte deler rudlen imellem sig. Gevirdannelsen er ret god, ikke så få gevirer fra Toft Skov har opnået præmier både på den internationale Jagtudstilling i Leipzig i 1930 og på jagtudstillingen i København. Man skulle tro, at den kalkfattige mosejord ikke kunne frembringe stærke gevirer. Men hjortene får kalk på anden måde. I klitterne ved Kattegat, som for ca. 50 år siden blev beplantet med bjergfyr, holder hjortene gerne til. Jorden her er så mager, at fyrrerne ikke er over mands højde. Der er stor afstand imellem de enkelte træer og på bunden næsten ingen vegetation. Alligevel går hjortene der og æser. Det interesserede mig at konstatere, hvad de søgte. En dag var jeg så heldig, at en hjort kom imod mig med god vind. Jeg lagde mig under en fyr og iagttog den med kikkerten. Den tog af og til noget op fra jorden og tyggede. Da den var mig på 10 m nær, kunne jeg se, at det var strandskaller, den åd. Det var altså kalken, den trængte til. Fig. 7 En rudel af krondyr retter ofte fokus mod mennekser, der nærmer sig. 1. maj 2005. Foto Jan Skriver. 320

Fig. 8 Brunstig kronhjort brøler nær hind. September 2005. Foto Jan Skriver. Jagten på kronhjortene i Vildmosen foregår på følgende måde For at være sikker på, at det er de rigtige hjorte, der bliver skudt, holdes jagten i brunsttiden udelukkende ved pürsch. Man må selvfølgelig se at bevare de hjorte for bestanden, der har de bedste muligheder for at være gode faderdyr. Lige så lidt som man slagter sin præmietyr, bør man selvfølgelig skyde sine stærkeste hjorte. Derfor tager jeg personligt ophold på jagthuset i Toft 14 dage inden jagtens begyndelse og går ud med mine funktionærer hver dag, for at vælge de hjorte ud, der skal falde for en kugle. Når så jagtgæsterne kommer, er vi nogenlunde klare over, hvor vi skal føre dem hen, og hvilke hjorte de skal nedlægge. Dette er ikke så vanskeligt at gøre, fordi en brunsthjort står på den samme plads som regel mange dage i træk. Man har spurgt mig tit, hvad der var af særlige kendetegn på en gammel og en yngre hjort, dertil kan jeg kun svare, at det er en erfaringssag. Der er ikke særlige enkelte karakteristiske tegn, hvor vi ser det, det er hele hjortens fremtoning, der giver én den overbevisning, at man har en gammel hjort for sig. Selvfølgelig kan man tage fejl, man kan 321

først bestemme en hjorts alder, når den ligger skudt på jorden, og man får lov til at se tænderne. Det samme er tilfældet med beskydningen af hinderne. Der skal det jo helst gå udover goldhinderne, det er altså gamle hinder, der ingen kalv har. Også her kan man med mange års erfaring se på dyret, om det er en goldhind eller en kalvhind, uden at jeg dog bestemt kan sige, hvorfor man kan se det. Jeg skød i fjor personlig 52 hinder i Vildmosen, deraf var 48 goldhinder. 4 gange har jeg altså taget fejl. Til jagt på kronvildt bør kun benyttes en riffel med stor virkning, kaliberets størrelse er underordnet, det er ladningen det kommer an på. Mannlicher riffel 6,5 mm virker til eksempel bedre end en Mannlicher 8 mm, fordi den lille kugle har den samme ladning som den store. Et hjerteskud eller lungeskud virker altid dræbende, hvorimod et waidskud eller et skud i løbene kan føre til, at man selv med en god hund må søge længe. Dog kan selv et dræbende skud ikke altid ses med det samme på hjorten. Jeg har oplevet, at en brunsthjort, der stod ved en rudel og brølede, efter skuddet gik langsomt videre og fortsatte med at brøle, så at jeg var overbevist om, at hjorten ikke var ramt. Men pludselig faldt den sammen og var forendt, og det viste sig, at hjorten havde en kugle midt igennem hjertet. En anden hjort, som jeg skød på, faldt i knald, men da skovfogeden og jeg gik hen for at se på geviret, rejste hjorten sig og gik igen. Efter fangstskud på halsen konstaterede vi, at den første kugle var gået igennem hjertet. Det er yderst sjældent, at en anskudt hjort kronhjort går over til angreb. Dog har jeg oplevet det én gang. Det var en lille 6-ender, der var waidskudt og satte sig i en holm af bregner. Jeg kunne se geviret og prøvede på at liste mig til den, uden at hjorten opdagede mig, for at give fangstskud. Da jeg var kommet den 20 m på nær, rejste den sig pludselig og gik med sænket gevir lige løs på mig. På 10 m afstand fik den en kugle i halsen og faldt på pletten. En jagtdag på kronhjort begynder inden det bliver lyst. Allerede når vi forlader jagthuset, hører vi hjortene brøle; på en god brunstdag 20 30 i forskellige retninger. Vi tager retning mod den hjort, der skal nedlægges og hører på stemmen, at det er den rigtige. Vinden er god og snart er vi på den pürschsti, der skjuler os for vildtets øjne. Det begynder at blive lyst nu, og vi nærmer os sletten. Uafbrudt lyder hjortens dybe stemme. Da vi kommer til skovkanten står solen op over horisonten og kaster sine stråler over et billede af uforglemmelig skønhed. Ikke 100 m fra os står rudlen og æser fredeligt. Hjorten står lidt længere borte og brøler lige imod os, så dampen står i en hvid sky ud af munden. Vi nænner næsten ikke at forstyre idyllen ved et skud. Men den gamle herre skal vige for at lade en anden og bedre komme til rudlen. Langsomt hæves riflen. Sigtekornet søger bladet og i knaldet farer hjorten frem sanseløs og vaklende. Pludselig forlader kræfterne den gamle kæmpe, og han styrter til jorden. Hinderne har samlet sig i en klump og stirrer nysgerrigt efter hjorten. De kan ikke forstå dens underlige opførsel. Vi rører os ikke. Vildtet må ikke få det indtryk, at skuddet og dets værste fjende mennesket hører sammen. Langsomt tækker rudlen bort og undrer sig, at hjorten ikke følger efter. De aner faren, men ved ikke rigtig, 322

Fig. 9 Skytte Laurids Jakobsen, der arbejdede i Tofte i perioden 1930-1956. Foto Frode Jakobsen. 323

Fig. 10 En typisk famile-enhed hos krodyr. 21. september 2005. Foto Jan Skriver. hvor den kommer fra. Ved skovkanten standser hinderne igen og ser tilbage. Hjorten ligger stadig uden at røre sig. Til sidst forsvinder de en efter en i skoven. Nu kan vi gå til hjorten. Vi glæder os over den fine hjertekugle, det gode tolvendergevir, og de slidte brune hjørnetænder, der viser tydeligt, at en af de ældste har måtte lade livet. I glad stemning går vi hjemefter, og 1 time senere hænger hjorten opbrækket ved skovfogedhuset. Vi sover formiddagen bort, og om eftermiddagen går vi ud igen til aftenpürsch. Det er et anstrengende, men herligt liv, vi fører, mens vi jager brunsthjorten. Når man har haft lejlighed til at iagttage kronvildtet i en længere årrække, kommer man ud for mange mærkelige oplevelser. Jeg har tit i brunsten set hjorte, der sloges for alvor, men jeg har aldrig oplevet at se, at en hjort blev stanget ihjel. Derimod har jeg 2 gange fundet hjorte, der er blevet dræbt af andre hjorte. Dog har jeg set en hind blive stanget af en hjort. Jeg kom en formiddag kørende i bil ad en vej, hvor der er skov på den ene og slette på den anden side. En rudel kronvildt med en god tolvender stod på sletten, og førerhinden ville føre rudlen foran bilen ind i skoven. Dette passede af en eller anden grund ikke hjorten, og han prøvede på at vende rudlen ved at løbe frem og slå med geviret til førerhinden. Den faldt og rudlen og hjorten gik ud på sletten igen. Det viste sig, at hjortens øjenspros var trængt ind i hindens side ca. 5 tommer dybt, og havde beskadiget ryghvirvlen. Hinden var ikke forendt, men kunne ikke rejse sig og måtte derfor aflives ved et fangstskud. En anden oplevelse, som ikke er helt almindelig, var at en hjort, som sprang over en grøft, brækkede det ene forløb. Jeg kom sammen med 324

en jagtgæst kørende i bil, og 3 hjorte prøvede at gå over vejen lige foran bilen. De nåede også at komme over ca. 10 m foran køleren, men de 2 sidste hjorte stødte sammen i luften, og den ene hjort landede så forkert på den anden side af vejgrøften, at forløbet brækkede med så stærkt et knald, at vi kunne høre det i bilen. Det lykkedes mig at skyde hjorten en lille seksender inden den nåede tykningen. Kronvildtet skal jo også sove, men som regel sover det meget let. Dog har jeg oplevet 2 tilfælde, hvor kronvildt sov endda meget fast. En aften skulle jeg ud med min bror, der skulle skyde en gammel tolvender, som plejede at stå med en rudel på ca. 70 stykker vildt på en mosestrækning ikke langt fra skoven. Vi var heldige den aften og kom rudlen på 100 m nær i en grøft. Hjorten travede brølende frem og tilbage, og det var ret vanskeligt at få den fri til skud. Jeg bad derfor min bror om at gøre sig færdig, medens jeg holdt øje med hjorten i kikkerten. Kort tid efter stod den frit, og jeg bad min bror om at skyde. Hjorten faldt i knald, og hele rudlen gik for fuld fart ud i mosen, dog opdagede vi til vor skræk, at der lå en hind ved siden af hjorten. Jeg kunne jo ikke bebrejde min bror noget, fordi jeg selv havde givet lov til at skyde i den sikre overbevisning, at der hverken stod et stykke vildt foran eller bagved hjorten. Vi blev så enige om først at se på hinden, og da vi nærmede os den og var ca. 5 m fra den, løftede den hovedet, rejste sig og gik i trav ud i mosen efter rudlen og ved at se på den i kikkerten, blev vi overbeviste om, at den ikke fejlede noget. Den havde altså bare sovet så fast, at den hverken havde hørt skuddet eller rudlen, der i fuld fart gik ud i mosen og derved lavede et spektakel som en eskadron rytteri, der angriber i galop. I det andet tilfælde var det en hjort. Jeg kom med en jagtgæst kørende i bil om formiddagen efter endt morgenpürsch forbi en større slette, hvor der stod en flok kronvildt på ca. 50 stykker. Det undrede os, at denne rudel midt i brunsttiden stod uden hjort. Jeg standsede bilen, og vi diskuterede spørgsmålet. Rudlen blev urolig og begyndte først i skridt, så i trav og til sidst i galop at flygte i mod skoven, og midt på sletten lå hjorten på siden. Vi blev enige om, at den måtte være stanget ihjel af en anden hjort og forlod bilen og gik hen for at se på den. Vinden bar lige hen til den, og vi kom den så nær, at vi kunne have rørt ved den. Pludselig rejste den sig, ser sig forvildet omkring og tager så i fuld fart retning mod skoven. Den fejlede ingenting, den havde bare sovet. Når man jager så stort vildt som kronvildt er det nødvendigt, at man har en god hund, der holder foden sikkert efter et anskudt stykke. Jeg købte derfor for den del år siden i Tyskland en såkaldt hannoversk Schweisshund. Den gjorde udmærket nytte, men en dag gik det galt. Vi søgte efter en hjort, som en af mine gæster havde anskudt, da vi pludselig hørte hunden hyle. Da skovfogeden nåede derhen, viste det sig, at hunden var stanget af en frisk hjort. Hjortens øjensprosser var gået igennem hundens køller og havde efterladt 2 store blødende sår. Hunden kom sig igen, men var fra den dag ubrugelig på kronvildt, og den måtte derfor skydes. 325

Den bedste hund, jeg har haft til det brug, var en stor, måske ikke helt ægte, gravhund. Jeg har selv opdraget den, og den gik udelukkende på anskudt vildt. Ikke et eneste anskudt stykke kronvildt er gået tabt, når Daks var med til at søge efter. Den var klogere end mange mennesker. En af mine brødre havde været alene ude i skoven og skudt på en både ham og mig bekendt kronhjort. Han kom hjem fra jagten om formiddagen og sagde, at hjorten havde fået en weidkugle, og at det nok var nødvendigt at søge efter med Daks. Vi tog derud i bil så nær, vi kunne komme stedet og gik så derhen, og jeg satte Daks på anskudsstedet. Der var ganske vist hverken hår eller schweiss, men da min bror var af den sikre overbevisning at have ramt, lod jeg Daks gå. Ca. 10 minutter efter kom Daks tilbage, og jeg udtrykte overfor min bror min tvivl om, at han overhovedet havde ramt hjorten, men han holdt på sit. Jeg sendte Daks af sted igen. Vi stod vel 2 a 3 timer og lyttede, men der var ikke noget at høre eller se. Det var stille vejr, og Daks standhals måtte kunne høres på meget lang afstand. Da det begyndte at blive frokosttid, foreslog jeg min bror at gå hen til bilen, så at vi kunne køre hjem og spise frokost. Daks kendte jo distriktet og skulle nok finde hjem alene. Da vi kom til bilen, fandt vi Daks liggende i vognen, hvor den havde rullet sig sammen på førersædet og sov. Nu var jeg overbevist om, at hjorten ikke var ramt. Min bror tvivlede stadig, derfor gik jeg sammen med ham ud om aftenen, og det viste sig, at hjorten stod på samme sted med samme rudel og brølede. Den fejlede ingenting, og Daks var selvfølgelig den klogeste. Han mente, at når han havde vist os en gang, at hjorten ikke var ramt, så var det meningsløst at sende ham af sted anden gang, derfor tog han lige hen til bilen og lagde sig til at sove og lod os vente. Der kunne fortælles meget endnu om oplevelser med kronvildt, men til slut vil jeg gerne slå et lille slag for det vildt, jeg holder så meget af. Det gælder ikke vildtet i Vildmosen, der lever indenfor et solidt hegn, hvor krybskytterne ikke tør komme, fordi de, hvis de bliver taget der, bliver straffet for indbrudstyveri. Derimod har det kronvildt, der ellers lever her i landet ret vanskelige kår. Kronhjorten er fredløs hele året. Man spørger sig uvilkårligt om vort land ikke har råd til at huse de få stykker storvildt, der endnu er tilbage. Det vil, hvis man overhovedet tænker på at holde en fritlevende kronhjortebestand her i landet, være absolut nødvendigt, at give kronhjorten en fredningstid, som jeg ville ønske ville være fra 1. marts til 15. august. Men hvad der næsten er værre, det er, at kronvildtet må beskydes med våben, der er uegnede til dette formål. Det er mit håb, at begge de store jagtforeninger måske også dyreværnsforeningerne ville sætte alt ind på at foranledige lovgivningsmagten til at foretage en jagtlovsrevision og forbyde at skyde med hagl på kronvildt. Det er og bliver dyrplageri, fordi det kun er i ganske enkelte undtagelsestilfælde et stykke kronvildt falder for et haglskud, og selv en dårlig skytte kan ikke undgå at ramme så stort et stykke vildt med hagl, der spreder over en stor flade. Man kan dog godt sige, at det er en kulturnation uværdigt at tillade dyrplageri. Ingen tænker på, at forhindre husmanden eller bonden i, at nedlægge det storvildt, der ødelægger hans afgrøder. Men 326

Fig. 11 Krondyr i solopgang. 16. oktober 2011. Foto Jan Skriver. man kan forlange, at det sker på en human og jægermæssig måde. De fleste har vel dårlig råd til at købe en riffel. Men der findes udmærkede kuglepatroner til haglbøsser i handelen. Og man kan og bør forlange, at disse patroner anvendes, når kronvildt beskydes, selv om en patron af den art måske koster 10 øre mere. Derved ville dyrplageriske anskydninger for fremtiden være indskrænket betydeligt. Jeg har haft den glæde, at have besøg af mange lokale jagtforeninger både under Dansk Jagtforening og under Landsjagtforeningen. Jeg har altid gerne vist dem Dyrehaven i den lille Vildmose, og jeg tror, at også jagtforeningerne har haft glæde af deres besøg. Skulle Slagelse Jagtforening engang tage på udflugt til Nordjylland, så vil det være mig en særlig glæde at byde dem velkommen i Dyrehaven i Toft Skov. 327