INDHOLDSFORTEGNELSE Del I: Det nuværende samfund... 2 Kapitalismens grundlæggende kendetegn... 2 Økonomisk fåtalsvælde... 2 Interessemodsætninger... 2 Destruktiv drivkraft... 2 Kapitalismens konsekvenser... 2 Fremmedgørelse... 2 Fattigdom, arbejdsløshed og økonomiske kriser... 3 Sexisme, racisme, nationalisme og militarisme... 3 Økologisk ubalance... 3 Kapitalismens reproduktion... 4 Overbevisningsmagt: Propaganda & socialisering... 4 Voldsmagt: Politiet & militæret... 4 Del II: Det fremtidige samfund... 4 Rådssamfundets grundlæggende kendetegn... 4 Økonomisk demokrati... 4 Interessefællesskab... 5 Konstruktiv drivkraft... 5 Rådssamfundets konsekvenser... 5 Myndiggørelse... 5 Rigdom, beskæftigelse og økonomisk stabilitet... 5 Sexismens, racismens, nationalismens og militarismens tilbagegang... 5 Økologisk balance... 6 Rådssamfundets tilblivelse... 6 Fra strejkebevægelse til rådsbevægelse... 6 Rådssamfundets umiddelbare opgaver... 6 Kampen er international... 6 Del III: Vejen til det fremtidige samfund... 7 Solidaritet... 7 Direkte demokrati... 7 Direkte aktion... 7
Del I: Det nuværende samfund Kapitalismens grundlæggende kendetegn Menneskeheden er for tiden fanget i et autoritært samfundssystem som har en iboende destruktiv drivkraft: kapitalismen. Kernen i kapitalismen er økonomisk fåtalsvælde og udbytning. Økonomisk fåtalsvælde Kapitalismen er et økonomisk fåtalsvælde: de få som kontrollerer samfundets vigtigste institutioner arbejdspladserne, og de statslige institutioner så som uddannelsesinstitutionerne og kasernerne er aldrig blevet demokratisk valgt. Gennem deres økonomiske magtposition kontrollerer kapitalejerne i realiteten det kapitalistiske samfunds fundamentale institutioner: arbejdspladserne og staten. Sådanne udemokratiske samfundsforhold er fælles for både statskapitalismen (som i det tidligere Sovjetunionen) og markedskapitalismen (som i nutidens Danmark): På arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og kaserner må flertallet underkaste sig kapitalismens autoriteter, deltage i aktiviteter man er fremmedgjort fra, og tolerere økonomisk udbytning. Trodser man autoriteten, trues man med et bredt spektrum af straffe alt fra mundkurv, plettede papirer og økonomiske tab til fængsel, tortur og død afhængig af hvor, hvornår og hvordan autoriteten trodses. Interessemodsætninger Menneskeheden er delt i to modstridende klasser. Overklassen udgør den ene klasse og består af de rige kapitalejere, samt de chefer, officerer og politikere som får stor magt og rigdom ved at administrere og beskytte de rige kapitalejeres magtposition. Arbejderklassen udgør den anden klasse og består af de almindelige lønarbejdere, samt de studenter, soldater og arbejdsløse som er afhængige af eget lønarbejde, forsørgerens lønarbejde eller velfærdsordninger som indtægtskilde. Overklassens magt bygger på arbejderklassens afmagt: Cheferne fratager arbejderne kontrollen over arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne, officererne fratager soldaterne kontrollen over kasernerne og politikerne fratager indbyggerne kontrollen over samfundet. Ved hjælp af denne magt fratager overklassen arbejderklassen kontrollen over de værdier arbejderklassen skaber, som omfordeles til overklassen gennem bl.a. aktieudbytte og høje lederlønninger. Klassernes grundlæggende modstridende interesser medfører interessekamp: Arbejderklassen har interesse i, at overklassen betaler så høj en løn som mulig for mindst mulig arbejde, under bedst mulige arbejdsforhold, endvidere med størst mulig indflydelse over deres arbejde og mest mulig frihed i deres hverdag. overklassen derimod har interesse i at arbejderklassen yder så meget arbejde som mulig for mindst mulige udgifter til løn og bedre arbejdsforhold, under den højeste grad af kontrol. Destruktiv drivkraft Under statskapitalismen er højest mulig profit ønskelig, fordi målet med produktionen er at berige overklassen; og under markedskapitalismen er højest mulig profit ligefrem nødvendig, fordi virksomhederne er nødt til at være konkurrencedygtige for ikke at gå konkurs. Denne destruktive drivkraft medfører en række katastrofale konsekvenser og fungerer uafhængig af, hvilke partier der kontrollerer parlamentet og hvilke ejere og chefer, der kontrollerer arbejdspladserne. Kapitalismens konsekvenser Kapitalismen medfører udbytning, undertrykkelse og uretfærdighed; sult og fattigdom; krig og kriminalitet; en stadig dybere global miljøkatastrofe. Fremmedgørelse Autoritære samfundsmæssige forhold resulterer i autoritære mellemmenneskelige forhold: en passiviserende kultur som reducerer os til varer, forbrugere og tilskuere, og fremmedgør os fra
vores studier, vores arbejde, vores drifter, vores omgivelser og hinanden. Gennem hierarkiske institutioner bliver vi disciplineret og isoleret fra hinanden gennem opdragelse til konkurrence og egoisme. Fremmedgørelsen den følelse af magtesløshed og meningsløshed, der følger af, at vi fratages kontrollen over vores eget liv og virke fremmer antisocial adfærd. Fattigdom forstærker fremmedgørelsen. Fattigdom, arbejdsløshed og økonomiske kriser Fattigdom: Det kapitalistiske systems behov for uendelig profitmaksimering låser kapitalejerne i en benhård konkurrence med hinanden. Sammenholdt med den ulige fordeling af goder mellem arbejdere og kapitalejere fører denne konkurrence til at mange arbejdere ender i fattigdom og social eksklusion. Dette gør sig især gældende i de mere udsatte sektorer eller i fattigere lande og regioner, hvor sult og død også kan regnes som konsekvenser af fattigdommen. Arbejdsløshed og økonomiske kriser forværrer fattigdommen og kan lede til humanitære katastrofer. Arbejdsløshed: Eftersom det er vanskeligere for arbejdere at stille krav, hvis der findes mange, som ønsker at overtage deres arbejde, har kapitalismen interesse i at opretholde en vis arbejdsløshed, og fordi kapitalismen er baseret på udbytning af arbejdskraft, kan dem, der ikke arbejder, ikke få samme økonomiske kompensation, som dem, der arbejder. Arbejdsløsheden forværres drastisk under økonomiske kriser. Økonomiske kriser: Kapitalistisk økonomi er ikke baseret på menneskelige behov, men på kyniske profitmotiver. Markedskapitalistisk økonomi er ikke engang planlagt, og derfor kan rationelle valg for enkeltaktører have skadelige konsekvenser for hele samfundet. Resultatet er en ineffektiv økonomi, sløseri med ressourcer og tilbagevendende økonomiske kriser. Sexisme, racisme, nationalisme og militarisme Undertrykkelsesmekanismerne sexisme, racisme, nationalisme og militarisme overlapper og forstærker hinanden. De udgør selvstændige onder og hindrer derudover arbejderklassen i at forene sig. Sexisme (kønsdiskrimination): Eftersom kvinder har hovedansvaret for ubetalt omsorgsarbejde, er de begrænset af en særligt undertrykkende kønsrolle, og eftersom potentiel graviditet medfører ekstraudgifter for virksomheder, er kvinder økonomisk dårligere stillet end mænd. På denne måde viderefører og videreudvikler kapitalismen en før-kapitalistisk sexistisk struktur. Den sexistiske struktur nødvendiggør en sexistisk ideologi, som legitimerer undertrykkelse af alle, som falder uden for den monogame, de maskuline, monogame og heteroseksuelle normer. Racisme og nationalisme: Når kapitalejerne har udnyttet alle mulige måder at tjene penge på i deres eget land, må de lede andre steder efter flere råvarer, mere arbejdskraft og nye markeder. Dette kaldes imperialisme. Med imperialismen følger en racistisk og nationalistisk struktur. Den racistiske og nationalistiske struktur nødvendiggør en racistisk og nationalistisk ideologi, som legitimerer statsmagt og udbytning baseret på hudfarve, kulturelt og nationalt tilhørsforhold. Både racismen og nationalismen forstærkes, når stater går i krig. Militarisme: Eftersom stater også må fungere som aktører på verdensmarkedet, gælder konkurrencen også dem. Den økonomiske konkurrence om at sikre råvarer, arbejdskraft og markeder fører til militær konkurrence om at have en så dødelig militærteknologi og så lydige soldater som overhovedet muligt. Resultatet er en militaristisk struktur. Den militaristiske struktur nødvendiggør en militaristisk ideologi som legitimerer kommandostrukturer, kynisme og krig. Økologisk ubalance Så længe de menneskeskabte klima- og miljøødelæggelser ikke i væsentlig grad forringer
overklassens udbytte, vil den bruge økologisk uforsvarlige produktionsmetoder, når det giver større profit. Under markedskapitalismen tvinges virksomhederne ligefrem til at prioritere profit frem for miljø og klima. Kapitalismen prioriterer kortsigtet enkelte virksomheders profit går forud for langsigtet samfundsmæssig tænkning og er desuden baseret på en ubegrænset vækst, som ikke er kompatibel med en begrænset verden. Med væksten følger en forbrugeristisk ideologi som legitimerer økologisk uforsvarligt forbrug. Kapitalismens reproduktion Kapitalismen reproduceres ved hjælp af propagandaens og socialiseringens overbevisningsmagt og politiets og militærets voldsmagt. Disse to typer magt fungerer i en vekselvirkning: Når overbevisningsmagten viser sig at være ineffektiv, må kapitalismen i større grad ty til voldsmagten. Overbevisningsmagt: Propaganda & socialisering Eftersom overklassen kontrollerer arbejdspladserne, uddannelsesinstitutionerne og kasernerne, socialiseres alle arbejdere, studenter og soldater til at tolerere overklassens autoritet. Eftersom medierne er styret af virksomheder eller stater som overklassen dominerer er medierne forudindtagede og styrker kapitalismens ideologiske dominans, og i mange lande hindrer parlamentets blændende facade og reaktionære, religiøse institutioner arbejderbevægelsen i at gennemskue kapitalismens udbytning og grundlæggende udemokratiske strukturer. Denne overvældende overbevisningsmagt gør, at kapitalismens autoritære samfundsmæssige forhold reproduceres i de allerfleste mellemmenneskelige forhold: familieforhold, venskaber, seksuelle forhold, osv. Resultatet er, at kapitalismen fremstår som naturlig og det eneste mulige. Voldsmagt: Politiet & militæret Når arbejderklassen bliver klassebevidst og godt organiseret, bliver overklassen i stigende grad nødt til at bruge statens voldsapparat: politiet og militæret. Politiets skjulte og forebyggende arbejde: overvågning, kortlægning, infiltration og provokation i politisk aktive miljøer, går over i åbent og nedbrydende arbejde: vold og trusler om vold. Hvis arbejderklassen bestemmer sig for at overtage det som burde tilhøre dem arbejdspladserne sættes militæret i værste fald ind, og klassekamp bliver til klassekrig. Hvis arbejderbevægelsen taber klassekrigen, etableres ofte en totalitær stat (som i Rusland 1921, Italien 1922, Tyskland 1933, Spanien 1939, osv.). Dette viser tydelig kapitalismens kerne: et økonomisk fåtalsvælde bygget på rå vold. Del II: Det fremtidige samfund Rådssamfundets grundlæggende kendetegn Vi arbejder for et libertært socialistisk samfundssystem som har en iboende konstruktiv drivkraft: et rådssamfund. Kernen i rådssamfundet er økonomisk demokrati. Økonomisk demokrati Rådssamfundet er et økonomisk demokrati: samfundets vigtigste institutioner arbejdspladserne, uddannelsesinstitutionerne og boligkvarterene ejes og styres af alle. På arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og boligkvarterer vil samfundsmedlemmerne indgå frivillige fællesskaber som bygges på direkte-demokratiske råd og rådsføderationer. I rådene kan samfundsmedlemmerne myndiggøres ved at udøve direkte indflydelse på de beslutninger, de påvirkes af, i den grad de bliver påvirket af beslutningerne, og der vil vokse et interessefællesskab frem (som vi så kimen til i bl.a. Rusland 1917, Tyskland 1918, Italien 1919, Spanien 1936, Chile 1973, Portugal 1974, Iran 1979 og Polen 1980).
Interessefællesskab Produktionsprocessen er i sin natur social: alt, vi behøver for at producere (bygninger, arbejdsredskaber, infrastruktur, osv.), er resultatet af utallige menneskers arbejde gennem flere generationer; de forskellige industrier er tæt sammenbundet i en global økonomi; og producenterne er afhængige såvel af hinandens råvarer, halvfabrikater og færdige produkter som af hinandens tjenester, fagkundskaber og færdigheder. Derfor vil produktionsmidlerne og produktionsresultatet i lighed med produktionsprocessen få en samfundsmæssig karakter: alt vil tilhøre alle. Dette vil medføre interessefællesskab: alle vil have interesse i at forbedre arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne, arbejdsfordelingen og arbejdsmiljøet. Konstruktiv drivkraft Når arbejdspladserne ejes af alle. vil målet med produktionen være at tilfredsstille samfundets behov, og der vil være gensidighed ikke modsætning mellem den enkelte og fællesskabet. Denne drivkraft vil medføre en række positive konsekvenser. Rådssamfundets konsekvenser Rådssamfundet vil medføre mulighed for fællesskab, frihed og retfærdighed; rigdom og stabilitet; fred og harmoni; og sidst, men ikke mindst: en økologisk bæredygtig udvikling. Myndiggørelse Egalitære samfundsmæssige forhold vil resultere i egalitære mellemmenneskelige forhold: en aktiverende kultur, som ophøjer os til personer, producenter og deltagere og myndiggør os gennem realiseringen af vores studier, vores arbejde, vores drifter og vores omgivelser og hinanden. Myndiggørelsen følelsen af at have kontrol over vores egne liv vil fremme social adfærd. Rigdom kan forstærke myndiggørelsen. Rigdom, beskæftigelse og økonomisk stabilitet Rigdom: Rådssamfundet vil øge menneskehedens produktivitet ved at fjerne en række hindringer: Formålsløst arbejde, som bortødsler arbejdskraft; arbejdsløshed, som lader arbejdsvillige gå arbejdsløse; fremmedgørelse, som undegraver arbejdsglæden og arbejdsindsatsen; patenter, ophavsret, og lignende, som begrænser tilgangen til viden og kultur; fjendtligheden mellem producenter, som under kapitalismen konkurrerer; og fraværet af demokratisk planlægning. Den øgede produktivitet vil muliggøre både reduktion af arbejdstiden og en formålstjenlig fordeling af arbejdsprodukterne: produkter, der er overskud af, vil blive gratis og produkter, der er underskud af, vil blive retfærdig fordelt. Beskæftigelse: Eftersom arbejdsprodukterne vil tilfalde alle, vil rådssamfundet have interesse i fuld beskæftigelse, og eftersom rådssamfundet er et egalitært overflodssamfund, vil alle garanteres lige økonomisk levestandard uafhængig af, om man arbejder og hvor meget man arbejder. Økonomisk stabilitet: Økonomien vil være fri for kapitalismens tilbagevendende kriser, eftersom den vil være rationelt planlagt for at tilfredsstille menneskelige behov, sådan at rationelle valg for enkeltaktører vil føre til rationelle resultater for helheden. Resultatet vil være en effektiv økonomi, god udnyttelse af ressourcer og økonomisk stabilitet. Sexismens, racismens, nationalismens og militarismens tilbagegang Undertrykkelsesmekanismerne sexisme, racisme, nationalisme og militarisme vil ikke længere have et materielt grundlag under rådssamfundet og vil følgelig aftage. Men der er ingen garanti for, at undertrykkelsesmekanismer vil forsvinde helt og umiddelbart. Derfor må de bekæmpes her og nu med sigte på at nedkæmpe dem en gang for alle i løbet af rådssamfundets tilblivelse.
Sexismens (kønsdiskrimineringens) tilbagegang: Eftersom alle vil garanteres lige økonomisk levestandard, og ansvaret for omsorgsarbejde tilrettelægges, så det kan tilfalde begge køn, og i højere grad end nu være et kollektivt anliggende, vil graviditet ikke være en hindring for kvinders økonomiske situation. Følgelig vil det ikke være et materielt grundlag for sexisme. Resultatet vil være frihed for alle uafhængig af køn. Racismens og nationalismens tilbagegang: Eftersom det ikke vil være rentabelt at undertrykke mennesker med anden hudfarve og nationalt tilhørsforhold for at sikre flere råvarer, mere arbejdskraft og nye markeder, vil der ikke være et materielt grundlag for racisme og nationalisme. Resultatet vil være, at nationalstaterne ophører med at eksistere, og at menneskeheden forenes. Militarismens tilbagegang: Eftersom der ikke længere vil findes hverken stater eller kapitalistisk konkurrence, vil der ikke eksistere et materielt grundlag for militarismen. Hvis der mod forventning endelig skulle udbryde krige, vil militærapparaterne både antalsmæssigt og udstyrsmæssigt være drastisk reducerede og risikoen for civile tab vil reduceres betragteligt. Resultatet vil være en verden præget af fred. Økologisk balance Eftersom målet med produktionen vil være øget livskvalitet og ikke økonomisk vækst, vil der ikke eksistere et materielt grundlag for forbrugerisme, og eftersom alle vil have interesse i at forbedre arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne, arbejdsfordelingen og arbejdsmiljøet vil de også have interesse i at genoprette økologisk balance. Resultatet vil være en verden, hvor menneskeheden og naturen kan sameksistere på en bæredygtig måde. Rådssamfundets tilblivelse Rådssamfundet kan blive til ved, at en storstilet strejkebevægelse tager form af en rådsbevægelse. Fra strejkebevægelse til rådsbevægelse Arbejderbevægelsen kan standse kapitalismen ved at forenes i en international massestrejke og danne rådssamfundets kerneinstitutioner: Arbejderåd, som koordinerer produktionen; soldaterråd, som forsvarer rådssamfundet; og indbyggerråd, som forvalter lokalsamfundene. Rådene må forenes i arbejder-, soldater-, og indbyggerføderationer. Rådssamfundets øverste instans må være indbyggerføderationen: det eneste organ som inkluderer hele befolkningen. Rådssamfundets umiddelbare opgaver Rådssamfundets umiddelbare opgaver vil være at konsolidere, styrke og udbrede rådene; at sørge for en effektiv produktion og retfærdig distribution som sikrer befolkningens grundlæggende behov; og at etablere et folkeligt forsvar som får sit politiske mandat af indbyggerføderationen og er baseret på frivillig tjeneste, selvdisciplin, og valg og rotation af officerer. For at rådssamfundet kan overleve, må rådsbevægelsen spredes internationalt. Kampen er international Isolerede rådssamfund kan med lethed knuses af kapitalistiske staters forenede magt. For at sprede rådsbevægelsen over hele verden må international solidaritet og organisering af arbejderklassen styrkes. Når de første råd etableres, må soldater i hære både hjemme og udenlands overbevises om det rigtige i at desertere fra deres rolle som overklassens beskyttere, og i stedet tilslutte sig det libertære socialistiske samfund. Opbyggelsen af arbejdermilitser og organisering af selvforsvar over for kapitalistisk aggression må ikke udelukkes. Internationalt samarbejde og solidaritet må etableres med arbejderklassen i hele verden, så revolutionen kan sprede sig. Det fremtidige mål for de folkelige klasser må være at sprede rådsbevægelsen over hele verden og erstatte kapitalismen med et demokratisk og frit samfund.
Del III: Vejen til det fremtidige samfund Rådsbevægelserne er hidtil endt i nederlag. For at undgå fremtidige nederlag er der behov for en stærk international arbejderbevægelse, baseret på solidaritet, direkte demokrati og direkte aktion. Vi må være med til at opbygge en sådan bevægelse. Når en rådsbevægelse opstår, må den overbevises om, at rådene ikke bare bør være kampinstitutioner, som tvinger deres krav igennem, men kerneinstitutioner i et libertært socialistisk rådssamfund. Historien viser, at selv små men stærke organisationer kan have afgørende indflydelse på rådsbevægelser. Det er derfor afgørende, at de libertære revolutionære organisationer har vokset sig stærke, før en rådsbevægelse opstår. I mellemtiden kæmper vi her og nu mod alle former for undertrykkelse. I bevægelserne mod undertrykkelse arbejder vi for solidaritet, direkte demokrati og direkte aktion. Solidaritet Bevægelserne må kæmpe for de undertryktes og udbyttedes kollektive interesser: Et angreb på én er et angreb på alle. Det er i vores egeninteresse at yde solidaritet og stå sammen: sammen er vi stærke! Arbejderbevægelsen er den bevægelse som kan forene de undertrykte og udbyttede i kampen for rådssamfundet: de allerfleste undertrykte og udbyttede er afhængige af lønarbejde, og som arbejdere er de afhængige af at stå sammen med alle andre arbejdere. Arbejderbevægelsen har også et strategisk fortrin: Den har magten til effektivt at vinde begrænsede reformer inden for kapitalismen, standse kapitalismen én gang for alle og at begynde produktionen under frie socialistiske vilkår. Vi må derfor aktivt bidrage til at opbygge arbejderbevægelsen og hindre, at den splittes på grundlag af fag, alder, hudfarve, køn, seksualitet, nationalitet, religion, partipolitik eller andet. Synet på revolution forskellen mellem reformistisk og revolutionær politik skal heller ikke få lov til at splitte arbejderbevægelsen: Den må byde arbejdere velkomne og organisere dem uanset deres syn på revolutionen. Først når en revolutionær situation opstår, må vi arbejde for, at bevægelsen tager et klart revolutionært standpunkt og fuldbyrder det, den har påbegyndt. Direkte demokrati Arbejderbevægelsen er styret af pampere, som ofte har mere til fælles med arbejdskøberne end arbejderne: i lighed med arbejdskøberne har pamperne magt over arbejderne og tjener ofte mere end arbejderne. Pampervældet er en kolos, mange tror, de har i ryggen, men som de i virkeligheden har på ryggen. Arbejderne må ryste pampervældet af sig og skabe en ny bevægelse af, med og for arbejdere. Midlet er direkte demokrati: Når det er muligt, bør der stemmes direkte på sager frem for personer. De, som vælges til at udføre opgaver, vil kaldes mandathavere. Deres opgaver skal bestemmes af medlemmerne og beskrives i skriftlige mandater, som mandathaverne må være forpligtet til at følge. Mandathavere skal ingen privilegier have og skal ikke have flere vigtige mandater samtidig. Mandaterne skal være korte og gå på omgang. De skal kunne tilbagekaldes med øjeblikkelig virkning. Vi kæmper for direkte demokrati både i arbejderbevægelsen og i de undertryktes bevægelser generelt så vel som i den libertære socialistiske bevægelse: Vi må her og nu afspejle det samfund vi kæmper for, ved at benytte direkte demokrati. På den måde viser vi ved eksempelets magt, at en anden måde at organisere sig på er mulig og opbygger samtidig det nye samfund inden for det gamle samfunds møre mure. Direkte aktion Pampervældet må forhindres i at handle på vegne af de undertrykte. Ægte frihed kan kun vindes ved de undertryktes egenaktivitet: De undertryktes frigørelse må være deres eget værk! Eftersom
kapitalismen er hinsides moral, må også moralske appeller til kapitalismens autoriteter ophøre: Friheder gives ikke de tages! De undertrykte må selv gennemtvinge deres krav gennem direkte aktioner som f.eks. sabotage, boykot, strejke, blokade og besættelse. Vores opgave er at sprede teoretisk forståelse for solidaritet, direkte demokrati og direkte aktion gennem diskussioner, publikationer, arrangementer, osv., men det vigtigste er at sprede praktisk forståelse gennem eksemplets magt: En bevægelse som skaber enhed og sammenhold ved hjælp af solidaritet, som myndiggør mennesker ved hjælp af direkte demokrati og som vinder konkrete krav ved hjælp af direkte aktioner, har en stærk overbevisningskraft og vil lede os mod det endelige mål: et libertært socialistisk rådssamfund.