Gang & løb Gang og løb er menneskets to naturlige måder at bevæge sig på. Bevægelsen er yderst kompliceret og kræver fin koordination af talrige muskler. Svigter denne koordination indtræder afvigelser af den normale gang og systematiseret iagttagelse af patientens gang kan give vigtige diagnostiske oplysninger. Afvigelser i gang: Der kan være mange årsager til afvigelser i gangen og senere kan vi vende tilbage til et par kliniske eksempler, men helt overordnet handler det om Asymmetri i benlængde Lidelser i bevægeapparatets knogler muskler, led og nerver Lidelser i CNS Når mennesket transporterer sig selv under gang og løb sker det ved muskelkraft. Musklerne producerer drejningsmomenter omkring leddene således at rotatoriske bevægelser af de enkelte legemsdele omsættes til en lineær forflytning af hele legemet. Hvorfor har mennesket ikke bare hjul? Fordi fordelen ved at have ben er at vi kan bevæge os over vanskeligt terræn. Prisen for at vi kan bevæge os over vanskelig vej er så til gengæld at vi har brug for kompleks motorik og dermed også et højt energiforbrug til udførelsen. Både gang og løb er en konstant acceleration og deacceleration af kroppens massemidtpunkt om end hastigheden er forskellig under de 2. Forflytningen af selve legemet foregår i sagittalplanet og derfor er bevægelserne i dette plan af størst betydning.
Gang: En gangcyklus er perioden fra det tidspunkt hvor den ene fod berører underlaget indtil den samme fod igen får kontakt med dette. En gangcyklus består således af to skridt og kan inddeles i 2 faser Standfasen og kontaktfasen Standfasen kan opdeles i nedslag = støddæmpningsfasen kontaktfase afsætsfase (egentligt 2 faser en aktiv og en passiv) Nedslagsfasen: knæet er strakt, hælens bageste laterale kant sættes i. Og selve støddæmpningen foregår ved en eksentrisk muskelkontraktion tre steder i standbenet. hofteleddet= abduktorerne udfører bækkenkipning knæleddet=5-10 fleksion styret af m. quadriceps ankelleddet =ved et rul frem på hælen hvorved m. tibialis ant. sætter foden blidt ned på underlaget. En undertrykkelse eller ophævelse af bare én af stødæmpningsfunktionerne søges kompenseret ved de to andre. Tager man høje hæle på er ankelen sat ud af funktion. Knæet vil derefter forsøge at kompensere med yderligere fleksion og hoften ved fleksion for at aktivere m. gluteus maximus. Dette ser IKKE kønt ud hvorfor den mere rutinerede lader bækkenkipningen stå for hele støddæmpningen og for dermed et større sving i hofterne = catwalk. Et lignende eksempel kan være eksemplet med kapgang! Kontaktfasen: I kontaktfasen har fodsålen fuld kontakt med underlaget. I fasen er foden dorsiflekteret og m. triceps surae ( m. gastrocnemius + m. suralis) opbygger spænding til brug under afsættet. Der sker på samme tid mange ting og de nævnes her: Ben hældes forover ved at m. soleus holder på underbenet, mens kroppens inerti og m. quadriceps femoris (distalt punctum fixum) trækker femur fremad Desuden foregår der en indadrotation i hofteleddet i denne fase
Afsætsfasen: I afsætsfasen bliver tæerne i begyndelsen på underlaget hvorfor hælen bevæger sig i en cirkelbue omkring en transversal akse gennem storetåens grundled. Svingfasen: Distalt: plantarfleksion af foden Proximalt: abduktion af det ved støddæmpningen adducerede hofteled Dorsifleksion af tæerne, hvorved m. flexor hallucis longus udspændes (fodens kraftarm øges med ca. 30%) Under afsættet er hofteleddet ekstenderet. M. iliopsoas kontraheres og flekterer derved hofteleddet Passiv fleksion af knæet (understøttet af hasemusklerne) Pga. hofteleddets fleksion ekstenderes knæet (fremsvinges passivt), hvilket bremses af hasemusklernes excentriske kontraktion. Dette forhindrer skade på korsbåndene. Når vi kigger på hastigheden af gangen og varigheden af de to faser så kan man sige at sådan helt alm. gang er ca. 4-6km/t ( Hastigheden v = skridtlængde * kadance) og ved den hastighed varer standfasen ca. 60% af en gangcyklus og der vil være en kort periode hvor begge ben har kontakt med underlaget. Ved hurtigere gang aftager disse to perioder indtil standfase og svingfase lige afløser hinanden og man er ved at slå over i løb. Således er standfasen kortere end svingfasen ligesom der er perioder helt uden kontakt til underlaget under løb. Under gang er hastigheden lavest midt i standfasen og størst ved hælisæt mens man under løb opnår størst hastighed i afsætsøjeblikket lige før overgangen til svævefasen. Stabilisering og modstandsdygtighed er vigtig under bevægelse. Invertorerne og evertorerne i foden er derfor vigtige for stabiliseringen i standfasen.
Manglende plantarfleksion og dorsifleksion: Hvis man f.eks grundet achillesruptur ikke længere kan plantarflektere så får man en karakteristisk gang. Eftersom man stadig har brug for afsat må kroppen kompensere. Det sker ved at aktivere m. gluteus maximus og hasemuskulaturen for at ekstendere hoften og i m. quadriceps i ekstension i knæet. I praksis vil patienten svinge sit ben ud til siden og frem og på den måde få foretaget et skridt. Hvis man ikke kan dorsalflektere f.eks på grund af en dropfod påvirker det også gangen således af foden hænger ved gang og patienten falder måske nemmere over sine egne tæer. Løb: Som tidligere nævnt er der ikke under løb nogen dobbelt standfase men derimod en decideret svævefase hvor ingen af benene har kontakt med underlaget. Dermed er løb også karakteriseret ved at når det ene ben er i standfase, så er det andet i svingfase. For løb er hastigheden størst ved afsættet modsat gangen hvor hastigheden er størst ved hælisættet. Under løb er de vertikale bevægelser større end ved gang ligesom der er en mere udtalt acceleration og deacceleration. Man kan ligesom med gang analysere muskelaktiviteten i de enkelte faser af løb. Helt overordnet må man huske at støddæmpningen er helt anderledes under løb. Støddæmpning: Støddæmpning ved hoftekipning er ophævet ved løb Støddæmpning ved knæfleksion stærkt forøget Ved sprint (forfodsløb) rekrutteres m. soleus som støddæmper Energikonservering ved passiv udspænding af achillessenen, m. quadriceps femoris, aponeurosis plantaris (analogi med kænguruen) Kontaktfasen: Aktiv extension i hofteleddet ved m. gluteus maximus
Svævefasen :(begge ben fri af underlaget) Pga. større knæfleksion under svingfasen øges acceleration Samsidige hofte føres frem for at øge skridtlængden (i højere grad end ved gang) Samsidige skulder føres markant tilbage og torsionen af hvirvelsøjlen øges Kravet til hasemusklernes excentriske arbejde ved opbremsning af underbenets fremsving er voldsomt øget under løb, medførende risiko for fibersprængninger. Den skiftevise rotation af bækkenet modsvares af et modsatrettet sving med armene og den øverste del af columna. Ved øget bækkenkipning svinger armene i højere grad Det betyder at man under løb belaster de anatomiske vævsstrukturer i højere grad og at gang derfor er at foretrække ved transport af ting og ved langvarig bevægelsesform. Sådan helt overordnet er mennesket jo i et evolutionært perspektiv også netop overlevet fordi vi simpelthen er i stand til at trave vores bytte ihjel.