Viadukt Blues Myten om Thomas B. Thriges Gade

47 odense i forvandling sige rædderlig, gade, komplet med viadukt som det USA, arkitekter, planlæggere og ingeniører valfartede til i 1950 erne, og siden hen har vi faret rundt på Thomas B. Thriges Gade, altid i bil, måske på cykel, men stort set aldrig til fods, til Skibhusvej eller Kochsgade, videre til havnen eller måske SKAT, da det lå i starten af Tolderlundsvej, ud til Stige eller på strandpicnic ved Kerteminde fra Kochsgade over Vollsmose, Seden og Munkebo, forbi frakørslen til Drigstrup Bygade og Fyns Hoved, og hvor var det hele dog meget bedre og smukkere og mere simpelt i de gode gamle dage. Tanken om, at Odense på en af sine flanker har en bristning i sig, og at den engang oh! var i ét stykke, er måske blot et abstrakt postulat. Den er vel en myte, som gentages igen og igen, og dermed part i en odenseansk fortælling, der på én gang stædigt og dovent bliver ved med at klæbe til historien og ligger som en lomme af luft i den ilt, vi forbruger her på Fyn. Så kan man enten kalde den særlige odenseanske anskuelsesform en myte, hvis man svinger sig op, og en kliché, hvis man er mere kynisk. Eller er miseren om Nørrebro og Thoodense i forvandling 48 Viadukt Blues Myten om Thomas B. Thriges Gade Bo Kampmann Walther Da det gamle Nørrebro i Odense blev skåret midt over af entreprenante byplanlæggere og stadsarkitekter for snart mange år siden, og som man kan læse fint og detaljeret om andetsteds i denne bog, blev der skabt et traume, siges det, en pivåben sprække i den idyl, der vistnok var her engang. Billeder af en andemor triveligt vraltende hen over brostenene med sine ællinger på snor er måske for meget postkort-romantik at sætte som overligger; ikke desto mindre eksisterer der en kollektiv idé eller myte om, at Odense engang var en hel by og nu er en halv by. Thomas B. Thriges Gade har i årtier været vores trafikale og mentale barriere. Ligeledes ved odenseanere også selv om de ikke uden videre kan føre bevis for det at den fynske hovedstad købte aflad for sin Nørrebro-forseelse ved at installere et lille stykke Paris, et mini-pompidou, nemlig Brandts Klædefabrik, i stedet for den ruinøse blamage mod nord. Værsgo. Et kulturmekka for en ødelagt bydel. Og ti så stille. Derfor er Odense en beskadiget by med en flersporet, de fleste vil

49 odense i forvandling odense i forvandling 50 Modsatte side: Amatørfotografen Harald Hansen, Årslev, dokumenterede forandringerne i Odense bymidte i 1968 ved at optage adskillige serier dias. Harald Hansen havde et klart blik for at fange karakteristiske sider af den gamle bykerne og skildre den iøjnefaldende forandringsproces, der skabte et nyt centrum. Fotografierne er nøgternt konstaterende, men rummer alligevel en melankolsk tone. Her er det Nørrebro, set mod havnen (Harald Hansen fot., Odense Bys Museer). mas B. Thriges Gade en nedarvet, kropslig erfaring, som så at sige generisk går i arv fra generation til generation? Havde min mor den erfaring? Har jeg den? Kan man kort sagt mærke eller føle den sprække, en vis sitren, når man tager turen fra Albanigade til Skibhusvej, hen over Fisketorvet og forbi nedgangen til Koncerthuset? Begge dele, tror jeg. Langt de fleste odenseanere ved slet ikke, hvordan Nørrebro ville have set ud, hvis ikke de driftige herrer havde tromlet den ned, flækket Nørregade i to og skabt plads til den brede amerikanergade. For dem er myten netop en myte, noget esoterisk flitterstads, som arkivarer og historikere beskæftiger sig med. Og dog. For selv hos mig, der aldrig har oplevet et intakt Nørrebro, og som kun kan stå og nikke, når de, der er ti og tyve år ældre, taler om den, melder der sig en tabserfaring, som også går i kroppen, endda stiger til hovedet, og samlet leverer indtrykket af Thomas B. Thriges Gade og de omgivende matrikler som et diffust sted, et uforløst ingenmandsland, der nok samler efterkrigstidens berusende bilisme i et effektivt drøn fra punkt A til B, men omvendt splitter og giver øjeblikkelig uro for vandreren, der giver sig tid. Med andre ord. Myten er der ikke og er der. Hvorfor er den der? Det er den på grund af den rytme, der kendetegner arealet, det beat, som ikke er et rigtigt, taktfast beat, men intermezzoer i et flow, som ellers ville kitte byen fænomenologisk sammen i et ensemble af oplevelser, men som her mindst lige så meget er en rift i tilegnelsen af den urbane eksistens: Metronomen tikker af sted lige op ad bakke til Fisketorvet og går da i stå, bliver hakkende, hidsig og irriteret; strøget og de små sidegaders tentakler stopper her, abrupt og let flimrende i synskredsen; og så falder trittet til ro igen ude ved landsbyen Skibhusene. Her mødes vi af en nærmest anakronistisk folklore, en plebejisk hygge, men det er en anden historie. Det er altså gangarten, både bogstaveligt og overført, i denne artikel: myten og rytmen. To erindringer Jeg er odenseaner, født i 1967, og bortset fra en enkelt afstikker til USA og kærester i Aarhus og København, som jeg har crashet hos, har jeg boet her hele mit liv. Det var i 1967, at Emil Valentin Lemming Vett og Theodor Wilhelm Wessels Magasin du Nord åbnede i Odense, Vestergade nr. 20, og året før gik Odense (senere Syddansk) Universitet i luften med nogle få, lidt langstrakte huse kaldet barakkerne ude på Niels Bohrs Allé. Som lille dreng var jeg nogle gange med min mor på arbejde i guldsmedværkstedet i smøgen lige ved siden af Magasin, der løber mellem Pogestræde og Vestergade. Dengang, i begyndelsen af 70 erne, var den faktisk en lille gård med borde, bænke og blomster, og her var også en frisør, en gammeldags sadelmager og restauranten Guldsmeden. Det var ret eventyrligt, husker jeg, for det var min mors chef, Hr. Theodor Andersen, der forærede mig min første OB-trøje, og i enden af passagen, Vestergade 28, lå Carstens Konditori, der havde det lækreste, største og mest farvestrålende bagværk. Og i Magasin kunne man købe LEGO og rustrøde kassebukser. Fra middelalderen og helt frem til midten af 1800-tallet stod byens kag, en høj pæl, midt på Fisketorvet. Her blev der udstået straffe, og man kan levende se for sig, hvordan kogekonerne og de fine kancellister har hængt på hinandens skuldre og råbt og hujet af de arme kriminelle. Dette sted, som i århundreder havde været Odenses nervecenter, var en handelsplads, hvor der, som navnet siger, blev solgt især fisk, men også hundehvalpe og kattekillinger, knapper i alle farver og dameparykker og små stykker udskåret træ. Byen har sit udspring her, i skæringen mellem Albani Torv, Fisketorvet, Overgade og Vestergade. For mig var dette punkt ikke særlig prægnant, måske fordi stedet netop kun var et punkt lidt teoretisk placeret til venstre, når mor og far havde et ærinde i Provinsbanken på Flakhaven nr. 1.

51 odense i forvandling odense i forvandling 52 Torvegade med Overgade i baggrunden 1968

53 odense i forvandling odense i forvandling 54 Baggård bag Nørrebro 1968 (Harald Hansen fot., Odense Bys Museer). Modsatte side: Nedbrydning på Fisketorvet 1968 (Harald Hansen fot., Odense Bys Museer). Så kunne vi kigge videre ud af Vestergade langs med dér, hvor fliserne holdt op, og gaden tog over, men derhen skulle vi ikke: Vi var orienteret mod syd, ikke nord. Basen var Istedvænget i bunden af Læssøegade og senere Hunderup. Derude faldt min historiske sans endegyldigt af hængslerne, da jeg var 12, og vi købte et murermesterhus fra 1910. For søren da, det var længe siden! En god ven af familien arbejdede i butik i Nørregade og havde gjort det siden 60 erne, men lige så skønt det var for fantasien, især fordi der lå en skummel bæverding, hvor pæne mennesker ikke kom, og det var jo rigtig interessant og piratagtigt, lige så ubetydende og semantisk diset var det for os, der ikke havde nogle gøremål dér. Egentlig lå Fisketorvet lige langt fra henholdsvis havnen og Læssøegade, men oppe var oppe, og nede var nede i ideologisk forstand, så mens vi fortsatte tilbage til vores del af samfundet, mod syd, begav de andre sig mod nord. Jeg husker også Industripalæet, ret godt endda, som lå på Albani Torv tæt ved Albanigade, et slangebøsseskud fra Fisketorvet. Det blev opført i 1880 og blev revet ned i 1982 for at give plads til en kreditforeningskolos. Det var et smukt og meget stateligt hus, holdt i nyklassicistisk stil. En lokal aflægger af Frimurerlogen, Den Flammende Stjerne, holdt kort efter indvielsen den 24. november 1921 til her,

55 odense i forvandling pagnement var en graffiti, BZ din by!, husblas i håret, huller i bukserne, en særlig asocial, punket måde at gå på (let indadvendte ben, så knæene rører hinanden, og armene stift ned langs kroppen), et fjernt, ondt blik og noget sort rundt om øjnene. Jeg hørte Pink Floyd, hvilket ikke var særlig samfundsomstyrtende, men jeg var også friløber i gesjæften, med for pigernes skyld, og samtidig med, at vi næsten blev arresteret, øvede et af Danmarks første punkorkestre, Flere døde pansere, lige rundt om hjørnet, hvis jeg husker rigtigt. Oprørets fjendebillede var i første omgang kreditforodense i forvandling 56 Harald Hansens systematiske notesbøger over optagelserne indeholder blot en stedsangivelse til hvert motiv. Enkelte steder røber de lakoniske optegnelser dog fotografens holdning. Dette motiv er beskrevet: Ødelæggelserne set fra Overgade. (Harald Hansen fot., Odense Bys Museer). modsatte side: Bagsiden af Store Parcelvej, beliggende vest for Nørrebro, set fra banegården 1968 men arbejdet var tumultarisk og irriterende, for huset havde mange funktioner, hvorfor Stjernen søgte nye og mere permanente lokaler. Industripalæet var flot, men også noget af en rodebutik. Og dét hus skulle altså besættes eller BZ es da sådan noget kom på mode, og bevægelsen i retoucheret form var landet i provinsen via London, Amsterdam og København. Det var meget euforisk, selv om jeg var turist i moroen, da politiet kom en iskold decemberaften i 1982, lige før huset endegyldigt blev jævnet med jorden. Det kulturelle akkom-

57 odense i forvandling odense i forvandling 58 Parkeringsplads ved Folketeateret på Filosofgangen 1968 modsatte side: Baggård i Nørregade 1968 (Harald Hansen fot., Odense Bys Museer). eningsdirektør Erik Haunstrup Clemmensen, der stod i spidsen for planerne om en ny bygning på ruinerne af det gamle, eventyrlige hus, men i socio-kulturelt øjemed var den allerværste fjende de unge tåbenakker fra Discotheque Tordenskjold, som kom fra Skt. Klemens og det ydre Hunderup, og de havde da slet ikke erkendelsesteoretisk overskud til at se kulturrevolutionens klare lys. Bandet Propaganda med sangeren Søren Land, der siden blev kendt for at skyde borgmesteren i hovedet med en vandpistol, spillede under den improviserede fest, som palæbesættelsen var. Og så blev det koldt, det var jo december, og vi gik hjem igen. De fleste af os lige netop ikke mod havnen og så videre, men mod Læssøegade, Odense M og S og den milde overbærenhed. Dvale og eksplosion En bys puls kan blive så lav og gå så meget i dvale, at byen selv og dens fællesskaber er tæt på at forsvinde. Derved skabes en udkant ; en a-polis, dvs. en ikke-by, ihukommende det græske ord for by, polis. Byen er beslutningernes og beskedernes sted, stedet, hvor social orden institutionaliseres, virkeliggøres og håndhæves, men også forhandles og forskyder sig, og derfor et politisk sted. Alt dét mister byen, som taber sin puls, og som er lige ved at tippe i afgrunden. Helt galt går det jo, når den sidste Brugs forsvinder, og alle de forkerte folk flytter til, fordi huslejen bliver billigere. Op gennem 1980 erne og 90 erne skete netop dette i den amerikanske by Baltimore. Jeg har selv boet der, i 1997, i den nordlige ende af Charles Street, lige over for Johns Hopkins Parken. Min lejlighed lå på 15. etage, og om aftenen kunne jeg ud af mine store, rustne vinduer se transvestitterne kredse rundt om Johns Hopkins Hospitalet, som er kendt verden over som kønsoperationernes mekka. Ambulancerne tudede og hvinede og overdøvede den kulturelle fløjten fra duerne henne i parken og de fine professorboliger. Jeg boede kort sagt klemt: Til den ene side en afroamerikansk ghetto med crack og nail shops i hobetal, og til den anden side neoklassicistiske villaer med rododendroner og glaserede tage. Charles Street minder faktisk en hel del om Thomas B. Thriges Gade, selv om den er meget længere. Man skal helst køre i bil på dén gade, fik jeg straks at vide, da jeg ankom, for man skal krydse diverse bydele undervejs ind til Mount Vernon, det historiske bycentrum, og Inner Harbor, som er den nye og langt mere turistede attraktion. Op gennem det 20. århundrede er Charles Street blevet en spøgelsesgade, en rute med mure, som selvfølgelig ikke eksisterer fysisk, men er der som sociale og demografiske passager og exitskilte. Her må

59 odense i forvandling odense i forvandling 60 jeg være, endda begive mig til fods; dér må jeg absolut ikke være. Lås bilen. Paranoia måske, især for en nordeuropæer, der er vant til, at verden stopper sådan cirka ved Klingenberg, men skinbarlig virkelighed, når først man er i byen og gør sig sine oplevelser. Det er ikke, fordi Baltimore, der ligger cirka 60 kilometer nordøst fra Washington på grænsen mellem nord- og sydstaterne, er udkant i dansk forstand, men fordi den på nær de senere år i stigende grad er blevet underpopulated. Den udvikling er dramatiseret i tv-serien The Wire. 1 Folk, især dem med midlerne til det, er flygtet fra bymidten, the city, og ud i forstæderne, the county. Skal man i biografen, foregår det derude. Når man handler stort ind til ugen ligeledes: Der er malls, shoppingcentre, til de sorte (hvor jeg selv kom, for der var masser af plads, altid åbent og næsten ingen kø), og der er malls til de hvide. Byen og dens midte, som tidligere var en summende blodåre, er efterladt øde, koaguleret og impotent med klumper af byzoner uden forbindende og forsonende relationer. Baltimore kaldes ikke for ingenting storbyen med mange landsbyer (det samme siger man i øvrigt om Boston). Der kan også ske det modsatte. Pulsen bliver så hidsig og så voldsom, at byen til sidst eksploderer i infernalske chok. Dubai er et ekstremt eksempel, hvor skylinen bogstaveligt talt har rejst sig oven på ørkenen; Berlin et kulturelt, hvor den tidligere DDR-gråhed nu er afløst af autentisk og farvestrålende multi-kulti; og New York et kosmopolitisk af slagsen, hvor de oprindelige beboere på grund af de stærkt stigende huspriser er blevet fordrevet fra nedre Manhattan til Brooklyn og Bronx. Det sker ikke nødvendigvis hurtigt eller i ét strøg, for byen kan også have et trægt og konservativt gemyt, men med tiden rives bydele fra hinanden, nye opstår, andre ghettoiseres, neutrale, flygtige bælter sætter sig i form af banegårde, promenader, lufthavne, butikscentre osv., mens nogle steder slet ikke kan nævnes, uden at de ærværdige historier klinger med Hunderup og Fruens Bøge f.eks. Byen er, sagt lidt besværligt, et kodet miskmask af paradigmatisk resonans : Dens forskellige verdensbilleder genlyder, hvorhen man end går, så man ved, hvor man er; djærv folkemusik på Havnegade, da jeg var barn, og pop på tysk fjernsyn, hvilket ret beset var en dissonans derude i Hunderup. Det modernes dressur Når man derfor iagttager sin by eller husker tilbage på den, som ikke alene er blevet stor, eller bare større, men også kompleks, kan man måske nok fornemme dens uoverskuelighed og forvitrede mening, men aldrig resumere den i ét blik eller én vinkel og heller aldrig fortælle den som én sammenhængende historie. Det afhænger af, hvor man står, og hvordan ens rytme så at sige er. Rytmen er nemlig også et middel til at dressere mennesker, skriver filosoffen og byplanlæggeren Henri Lefebvre i bogen Elementer af rytmeanalyse. 2 Rytmen dikteres af en social orden, en hierarkisering, der regulerer byens strømme, klasser og kulturer. Det er ikke ligegyldigt, om man kører lidt for hastigt ned ad Vollsmose Alle, fordi man hurtigst muligt vil væk derfra, eller om man tager sig god tid og beundrer de lange forhaver og skinnende Audi er i bunden af Langelinie nede ved Skovsøen. Tit bliver byens puls eller rytme en hakket affære. Man flanerer ikke bare gennem byen i én fortløbende dans, men må stundom standse op, accelerere eller sætte farten ned og nærmest forhandle om adgang til den næste zone. Og den næste igen. Som på Charles Street. Byens tid er summen af de mange ophold, strømme og skift, vi oplever i den hverdagslige erfaring. 3 Torvepladser synes at forlange af én, at man går omveje og bevæger sig i cirkler, mens gader derimod fører os ligeud og fremad mod et mål 4, som tilfældet netop er med Thomas B. Thriges Gade. Lidt flot kan man hævde, at dengang de modsatte side: Slotsbryggeriet beliggende i en baggård til Nørregade 1968

61 odense i forvandling odense i forvandling 62 odenseanske ingeniører barslede med idéen om Thomas B. Thriges Gade, ønskede de samtidig at standse tidens gang og fastholde fremtiden i nuet. Helt i tråd med den amerikanske modernitet og idealet om en ny slags by med effektiviteten og hurtigheden som vækstkrav skulle den nye gade gøre bilisten i stand til at forudse den betragtede bevægelses bane og dermed opnå en følelse af at være styrende for, hvordan bevægelsen udfolder sig i rummet. Man skulle ikke tænke over det, blot komme frejdigt og sikkert fra ét punkt til et andet. Idéen om en neutral, forhindringsfri bevægelse i byen kommer måske mest paradigmatisk til udtryk i Henry Charles Becks topologiske diagram fra 1931 over Londons metro, The Underground Tube, der siden har dannet forbillede for metrokort verden over. I stedet for et geografisk kort med rigtige afstandsmarkeringer fabrikerede Beck noget, der snarere lignede et elektrisk diagram, og hvor alle afstande var ens spatieret. Moderne mennesker, mente Beck, bekymrede sig ikke så meget om de eksakte afstande, men snarere om, hvordan de kom fra station til station, og hvor de skulle skifte. Man kan sige, at når accelerationen stiger, og betvingelsen af afstande bliver en selvfølge, bliver selve adgangen, til- og frakoblingen, vigtigere end rejsen. 5 På Thomas B. Thriges Gade var bilens opgave at krydse som et missil gennem det urbane landskab, og vejen var dens fundament og tro tjener. Og derved forsvandt de små krumninger og de skæve ciseleringer, der hørte den modsatte side: Nedbrydning øst for Nørregade ved Skulkenborg 1968

63 odense i forvandling odense i forvandling 64 gamle bydel til, fordi de simpelthen var forstyrrende for den nye kurs, der var sat. Fremtiden var nu, lige nu, bag rattet inde i bilens boble af kommandocentral og dagligstue. Præget af civilisationsoptimisme fortæller Rich. Honoré i sin Beretning om en studierejse til U.S.A. i 1955 om, hvordan den livlige handels- og havneby Baltimore har opnået en uharmonisk og trist bebyggelse, især i bymidten, hvor menneskene bor alt for tæt. Gaderne er for smalle med det resultat, at de er aldeles utilstrækkelige til nutidens færdsel, skriver Honoré. Stadsingeniøren noterer sig, at man i Baltimore ønsker at komme de store slumarealer i bymidten til livs og forhindre nye slumdannelser. Midlet er et system af nye motorveje og andre færdselsårer, som skal afhjælpe vanskelighederne. Med sigte til den trafikale kynisme, der som et lille stykke USA satte sig igennem med realiseringen af Thomas B. Thriges Gade i 1960 erne, udtalte Honoré i 1971: Man kan ikke lave omelet uden at slå æg i stykker, og man må nu engang gennemføre gennembruddet på de mest egnede steder ellers opfylder de ikke deres mission. Men de nye amerikanske gader og forbindelser sprawls som vel at mærke gjorde trafikken til og fra de voksende forstæder lettere og mere tjep, sprængte sig vej tværs igennem gamle bydele, historiske distrikter og miljømæssigt sensitive områder. I byer som San Fransisco, Chicago, Detroit, Miami og Baltimore opstod der derfor en række motorvejs-oprør, freeway revolts, som kæmpede imod amputeringen af byerne. 6 For så vidt kan man aflæse disse oprørere som en slags romantikere på et korstog mod den moderne fremskridts tro. Byen skal ikke kun være et sted, man kommer til eller kører væk fra, men et sted at være. Charles Street er ikke en motorvej, men på netop dén gade er det tydeligt at se effekten af the freeway evolution: Den oprindelige slum er her ikke mere, men i dens plads og sågar dér, hvor der før var pænt og ordentligt, er der kommet en masse nye problematiske områder, som paradoksalt nok er resultatet af den underbefolkning, man ønskede sig. 7 Charles Street emmer af fortællingen om, hvordan byens sjæl kan dø eller i hvert fald sygne hen, og at byens sociale uligheder ikke hører op, men blot rykker rundt langs de gesjæftige radialer. Mount Vernon var for eksempel engang en kulturel højborg for Østkystens europæiske dannelse. Da jeg sidst var der, lignede det stadig et virvar af billige fraternity houses, forladte rækkehuse, sære barer og golde firmadomiciler. Man kører ligesom bare videre. Myten Det er ikke mærkeligt, at byen synes at tale, for strukturelt minder byrytmen og fortællingen om hinanden. Dan Ringgaard forklarer i sin bog Stedssans, at ganske som en fortællings plot, der binder hændelser sammen ved hjælp af sandsynlighed og nødvendighed, danner steder også helheder, de har grænser og dermed begyndelse, midte og slutning. Og videre: Lotzes Have 1968 Bangs Boder 1968

65 odense i forvandling odense i forvandling 66 Maskinfabrikken Phønix i Claus Bergs Gade 1968 modsatte side: Torvedag på Sortebrødre Torv 1968 Ved at kombinere den vertikale tidsakse (det der er sket på stedet) med den horisontale (stedets rumlige udstrækning) kan der opstå en fortælling, som ikke bare er en overgang fra en tilstand til en anden, men en fortælling med struktur og plot. 8 En myte er en fortælling, der har et formål. Den anskueliggør, hvorfor verden ser ud, som den gør, og fungerer derfor som et kompas, vi orienterer os efter. Tit er myten personificerende: Atlas holder Jorden på sine skuldre, og når der er stormvejr på havet, er det fordi, Poseidon er vred. De er både advarsler og løfter; myter har det med ikke blot at forklare fortiden, men også give et vink om fremtiden. Når fortællingen således bliver myte, reduceres alle dens latente bibetydninger og kontekster til én grundfortælling. Amputeringen af Nørrebro er lige præcis sådan en fortælling, og Rich. Honoré er dens stigmatiserede hovedskikkelse, som giver oplevelsen struktur og plot. Den har karakter af myte, som træder i baggrunden for den hverdagslige erfaring (eftersom stedet jo ikke er der mere), men omvendt maser sig frem i forgrunden, når man fornemmer, at der ligesom mangler noget. Lå Nørrebro ikke her i gamle dage? Der var engang en lille by i byen, som hed Nørrebro. Nu er den væk, og nu er der et tomrum.

67 odense i forvandling Exit Det er skægt at tænke på, at visionær snak kommer snublende tæt på det reaktionære. Odenses brede amerikanervej har været god for udviklingen, siger man officielt, men den har også kværnet bydele i smadder og rejst en skinger musik af dagdrivende, ludende konodense i forvandling 68 modsatte side: Hans Jensens Stræde med Nørregade i baggrunden 1968 Rytmen er byen som et oplevet, kropsliggjort sted, og myten er denne kropslige erfaring som ord, på én og samme tid en efterrationalisering og en guide til den faktiske perception. Myten er derfor en artikulation af fornemmelser. Thomas B. Thriges Gade i slowmotion Den fornemmelse får man iblandet rytmen i kroppen til fods. Eller man kunne skrive koblingens kulturhistorie: Koble ind, koble ud. At skifte gear mimer netop den moderne bys realisme, ikke dens idé. Vi suser jo ikke frem og tilbage i friktionsfri spoler, men er bundet til synkopen, vi skifter gear i et jazzet og konstant kor af afbrydelser, afledninger, trafikpropper, vejarbejde, skilte, reklamer, pølsevogne, affaldscontainere. Hele tiden er der noget, der hiver i os, påkalder sig opmærksomhed eller får os til at skifte vejbane: Stop, kør, sæt farten ned, hold ind, træk ud, hold øje, hold ud, du er der lige om lidt. Den tyske publicist Wolf Jobst Siedler har engang sagt, at byen kun fungerer som by, når den holder op med at fungere. 9 Dermed mener han, at byen kun er beboelig, idet den slipper grebet i sine idealer. Stereotypisk funktionelle byer er også en slags a-polis, udkanter, bare i den anden ende af skalaen. De er alt for meget by, de er forstillet, perfektioneret by, og derfor ikke levede, kropslige købinger, hvor en cykel uden forhjul lænket til en lygtepæl med ét kaster mig ud af beatet, idet jeg drejer ned ad Hans Mules Gade. Som Zürich og Brasilia er de så funktionelle, at de holder op med at resonere i hverdagslivet. De mister deres paradigme, fordi de kun er ét paradigme. Og det er ikke til at holde ud, synes jeg. Rytmen er byens musik, hævder Lefebvre. 10 Den rytme er levebrød for planlæggere, eksempelvis dem, der skal arrangere store dele af New York om, fordi folk bliver ældre og ældre, og tempoet som følge deraf bliver langsommere. Så skal der installeres hyppige heller, små pausezoner, og hele gangarten skifter væsen. Gaden begynder så småt at blive torv, afventende og med bevægelser i runde intervaller snarere end lige og kantede ryk langs gadens torpederende utopi. Totalt set er byens rytme en vekslen af cirkulære og lineære energier eller slet og ret banaliteter til fods, på cykel eller i bil. Jeg går et par gange rundt om mig selv, da-dum da-dum, stiller cyklen op ad et skilt på Fisketorvet, spiser en ristet pølse med to brød, drikker en Cocio, betaler, kommenterer vejret og kommunalvalget og fortsætter så ned ad Thomas B. Thriges Gade til lyden af mine beskadigede pedalers skramlende trioler, mens jeg ud af øjenkrogen skimter en flok ivrigt fotograferende japanere og lige overfor det Nørrebro, som ikke er der mere. For en gangs skyld har jeg ikke travlt.

69 odense i forvandling odense i forvandling 70 tanthjælpsmodtagere på den ene side, bag den aflange parkeringsplads ved Skulkenborg, og høj middelklasse i lave, lune huse og toppede brosten på den anden side, hvor det vrimler med om ikke ænder så dog børn. Nu skal Odense smedes tilbage til, hvad den var engang. Bare endnu bedre, selvfølgelig. Bilismen er der stadig, bevares, men nu kører den bare den anden vej, ude ved den projekterede Odins Bro. Når området omkring Thomas B. Thriges Gade er sådan en rodebutik for det er den hænger det måske kulturhistorisk sammen med, som Jean Baudrillard skriver i America, at vi europæere aldrig har været i stand til i fuldt omfang at domesticere moderniteten. 11 Vi kan ikke helt stå ved den, uagtet at folk som Rich. Honoré var nærmest besat af den. Vi fik en bred vej og en viadukt, men snittet efter brokvarterets dissektion er stadig synligt. Omvendt har vores fine vine og madkultur og den lange historie, vi bryster os af (og tager for givet), aldrig for alvor krydset Atlanten. Resultatet er som sagt små lommer af nostalgisk (eller bare rodet) bykultur såsom den på én gang problematiske og helt ubekymrede brydning mellem H.C. Andersen-kvarterets camouflerede vaudeville og den aggressive Thomas B. Thriges Gade. Og i USA dukker der lige pludselig et historisk sted op, måske en indianerlandsby, ved rampen til endnu en metropol på New Jersey Turnpike. Jeg har haft amerikanere på besøg, der forventede, at byen, den rigtige by, ikke dens udørk og aflæggere, havne og villakvarterer, ville fortsætte et godt stykke efter krydset ved Vestre Stationsvej, for det virkede, som om byen var på vej til at kulminere og rigtig sætte sig igennem. I stedet taber den lidt sig selv, man kobler ud ned ad bakke og kan med held nå op i fjerde gear, inden man igen skal standse ved indgangen til Skibhusvej. Man kører bag om Ringvejen, skråner gennem Åløkken, hvis man skal ud til Tarup, eller man hopper på den gamle Otterupvej, hvis man skal endnu længere ud, men så er man allerede godt på vej til udkanten. Litteratur Baudrillard, Jean: America, London, New York 1988. Harvey, David: Spaces of Hope, Los Angeles 2000. Juul / Froost Arkitekter (red.): Det kendte i det fremmede: Byens rum 2, København 2009, http://byensrum.dk/projekter/documents/ ByensRum2_web.pdf. Lefebvre, Henri: Éléments de rythmanalyse. Introduction à la connaissance des rythmes, Paris 1992. Engelsk: Rhythmanalysis. Space, Time and Everyday Life, London 2004. Marshall, C.W. og Tiffany Potter: The Wire. Urban Decay and American Television, New York 2009. Mohl, Raymond A.: Stop the Road. Freeway Revolts in American Cities, Journal of Urban History, 30, 5, juli 2004. Olson, Sherry H.: Baltimore: The Building of An American City, Baltimore 1997. Pietila, Antero: Not in My Neighborhood: How Bigotry Shaped a Great American City, Lanham 2010. Ringgaard, Dan: Stedssans, Aarhus 2010. Siedler, Wolf Jobst: Die gemordete Stadt: Abgesang auf Putte und Straße, Platz und Baum, Berlin 1964. Stjernfelt, Frederik: Sted, gade, plads en naiv teori om byen, i Martin Zerlang (red.): Byens pladser, København 1996. Usynlige byer: http://www.usynligebyer.dk/undervisningsforlob/digvis/noter5_lektion.html Virilio, Paul et al.: Pure War, Cambridge, Mass. 1998. NOTER 1 david Harvey: Spaces of Hope, Los Angeles 2000; Sherry H. Olson: Baltimore: The Building of An American City, Baltimore 1997; C.W. Marshall og Tiffany Potter: The Wire. Urban Decay and American Television, New York 2009. 2 Henri Lefebvre: Éléments de rythmanalyse. Introduction à la connaissance des rythmes, Paris 1992. 3 se også Juul / Froost Arkitekter (red.): Det kendte i det fremmede: Byens rum 2, København 2009, http://byensrum.dk/projekter/ documents/byensrum2_web.pdf. 4 se hertil Frederik Stjernfelt: Sted, gade, plads en naiv teori om byen, i Martin Zerlang (red.): Byens pladser, København 1996. 5 Min formulering trækker på interessant materiale fra http:// www.usynligebyer.dk/undervisningsforlob/digvis/noter5_ lektion.html samt begrebet dromologi (læren om hastighed), se Paul Virilio et al.: Pure War, Cambridge, Mass. 1998. 6 raymond A. Mohl: Stop the Road. Freeway Revolts in American Cities, in Journal of Urban History, Vol. 30, no. 5, juli 2004. 7 se Antero Pietila: Not i My Neighborhood: How Bigotry Shaped a Great American City, Lanham 2010 8 dan Ringgaard: Stedssans, Århus 2010, s. 116. 9 Wolf Jobst Siedler: Die gemordete Stadt: Abgesang auf Putte und Straße, Platz und Baum, Berlin 1964. 10 Henri Lefebvre: Rhythmanalysis. Space, Time and Everyday Life, London 2004. 11 Jean Baudrillard: America, London, New York 1988.