MAD Middag på Vendia Bryghus DESIGN Danske møbelklassikere i Polen MED MERE Grandprix og Weekendkryds

MAD Middag på Vendia Bryghus DESIGN Danske møbelklassikere i Polen MED MERE Grandprix og Weekendkryds LØRDAG 19. JANUAR 2013

Thomas Højrup foran havbådene i Thorupstrand. I den lokale dialekt er der bevaret mange gamle ord og udtryk. I Thorupstrand siger man stadig kiil om den første dybe rende mellem stranden og første revle. Det er et gammelt dansk ord, der har givet navn til byen Kiel i Holsten og Lysekil i Bohuslän nord for Göteborg, men i resten af landet er det glemt. Et andet særkende ved dialekten er, at man ikke bruger bestemt form. Det hedder derfor ikke at gå på havet, men slet og ret at gå på hav. Af samme grund kaldes han kridtpasser og ikke kridtpasseren. Kridtpasser 4/ weekend 19. januar 2013

Thomas Højrup Thomas Højrup føler sig både hjemme på Københavns Universitet, hvor han er professor, og blandt Thorupstrands fiskere, hvor han er formand for kystfiskerlavet Tekst: Søren Skov / Foto: Michael Koch soeren.skov@nordjyske.dk N år man ser 59-årige Thomas Højrup gå på stranden ved Thorupstrand i sin blå Vorupør-habit, er der ingen tvivl om, at her føler han sig hjemme. Med god grund. Thomas Højrup er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug, hvor han kaldes Kridtpasser, da han ved møderne noterer fiskernes ideer og forslag op med kridt på en tavle. Vanen med at håndtere kridt og tavle har han taget med sig fra sit arbejde, for Thomas Højrup er professor i etnologi ved Københavns Universitet. Thomas Højrup er derfor lige så meget hjemme i den akademiske verden som hos fiskerne i Thorupstrand. Han har gennem mange år undervist kommende forskere på Københavns Universitet, men ikke kun det. Gennem 20 år har Thomas Højrup på Forsvarsakademiet også undervist officerer til de ledende stabe i statsteori, krigens teori og videnskabsteori. Set udefra kan det synes, som om det må være svært at kombinere en hverdag i Thorupstrand, hvor det er de praktiske færdigheder, som er altafgørende, med den akademiske verden som professor i København. Men sådan ser Thomas Højrup ikke på det. - Som fagmiljø er Thorupstrand formentlig Danmarks ældste arbejdsplads. Måske endda ældre end kirken. Gennem mere end 1000 år er der blevet fisket fra den samme landingsplads. Undervejs er fiskeriet naturligvis blevet moderniseret og tilpasset de erfaringer, man har gjort. Nutidens kystfiskeri repræsenterer derfor en ekspertviden, der er blevet erhvervet gennem flere generationer, end vi kan rose os af på Københavns Universitet, siger Født med et ben i to verdener Interessen for fiskeri og etnologi har Thomas Højrup fået ind med modermælken. Begge hans forældre var etnologer, og allerede som nyfødt kom Thomas Højrup derfor med på etnologisk feltarbejde. Da hans far var leder af Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, er Thomas Højrup vokset op nord for København, i Hjortekær nær Brede, hvor Nationalmuseet har sine etnologiske samlinger. I moderens slægt var der en stærk tradition gennem flere generationer for at være præster og etnologer, mens faderen derimod var ud af en gammel bådebygger- og skipperfamilie i Skagen. Som dreng lærte Thomas Højrup derfor om bådebygning og at fiske af sin far og af strandfogeden i Kærgaard nær Fiil Sø syd for Hvide Sande, hvor han stadig har part i familiens gamle havgård og fiskerbod i klitten. Livet ved vestkysten var derfor en naturlig del af hans opvækst. - Fra gammel tid trak fiskerne ved Kærgaard deres både op på stranden, sådan som man stadig gør det i Thorupstrand. At trække båden op på stranden har været brugt af kystfiskere og skudehandlere i hele landet. Havne er jo historisk set noget relativt nyt, påpeger Efter sin studentereksamen som 18-årig købte han sin anden havbåd, der var bygget i Klitmøller. Det var fiskerbåden Danmark af Thorupstrand, som han brugte til garnfiskeri sammen med venner fra Klitten og senere også med en studiekammerat, der ti år efter blev leder af Limfjordsmuseet i Løgstør. Her kunne de om vinteren have båden liggende i en våge i isen ved kanalfogedhuset. De to makkere blev begge optaget på etnologistudiet, men de fortsatte med at fiske i sommerhalvåret. Ved hjælp af indtægterne fra fiskeriet kunne de have penge til at leve af resten af året og dermed spare studielån. - Dengang kunne unge stadig fiske frit i danske farvande, husker Thomas Højrup. - Jeg er stor modstander af, at man i dag har afskaffet den mulighed, tilføjer han. Dengang var der stadig mange aktive fiskersamfund i hele landet, og de unge fiskere og etnologistuderende lavede flere etnologiske undersøgelser for forskellige museer - bl.a. Fiskerimuseet i Esbjerg. Etnologi er læren om, hvorfor og på hvilken måde en gruppe mennesker lever sammen og udvikler en fælles samhørighed. Og her er det ikke altid godt nok, hvis man kun betragter den befolkningsgruppe, man vil studere, på afstand. Hvis man virkelig vil forstå, hvordan og hvorfor folk lever, som de gør, er det bedst, at man som forsker også gør erfaringer med selv at være en del af miljøet. Sådan har Thomas Højrup levet og arbejdet hele livet. Det glemte folk Hans første store bog, der samtidig var resultatet af et treårigt feltarbejde på Salling for Statens Byggeforskningsinstitut og hans afsluttende magisterafhandling, var Det glemte folk. Den udkom i 1983 og bliver stadig genoptrykt i nye oplag. Pointen i bogen var, at den herskende socialforskning i 1970 erne og 1980 erne havde glemt, hvad det vil sige at være et folk. - Man opfandt en almen socialøkonomisk målestok for, hvordan vi har det som mennesker i velfærdsstaten. Men vores syn på det gode liv afgøres ikke af almene vilkår, for vi har ikke den samme måde at leve på, forklarer Selv om mennesket har nogle basale biologiske behov, kan man ikke bruge standardiserede sociale levekår til at beskrive os som mennesker, påpeger Thomas Højrup, for vi har som mennesker vidt forskellige kulturelle livsformer. Derfor stiller vi også vidt forskellige krav til de vilkår, der er afgørende for vores liv. - I 1980 erne mente mange, at alle arbejdere burde stemme på et arbejderparti, og hvis de ikke gjorde det, var det, fordi de havde en falsk bevidsthed, som datidens marxister sagde.... fortsættes næste side... 5

Mennesket Men virkeligheden i 1980 erne var jo, at mange arbejdere stemte på borgerlige partier, bl.a. det dengang nye Fremskridtsparti, da de kun havde taget et lønarbejde for at understøtte deres egen lille private virksomhed, som de drev ved siden af. Derfor identificerede de sig ikke med arbejderpartiernes værdier, siger - Der er derfor ikke en almen norm for, hvad det vil sige at være arbejder eller for den sags skyld dansker, fortsætter han. Et folk som det danske udgøres af grupper af mennesker, der har hver sin livsform, forklarer De forskellige livsformer forudsætter hinanden, men der er ingen livsform, som er mere rigtig end den anden - medmindre man ser det ud fra en udvalgt gruppes eget perspektiv. - Der er naturligvis en stor gruppe arbejdere, for hvem lønmodtagerlivsformen er det gode liv, da man her har en skarp grænse mellem arbejde og fritid. Men der er også mange arbejdere, som er rundet af de selvstændiges livsform, da de kun har taget et lønarbejde som et nødvendigt supplement til deres frie erhverv i fritiden. Et erhverv, som vel at mærke ikke er en hobby, men en selvstændig virksomhed, og det er dette arbejde, som er det vigtigste for dem. Det, som deres kolleger måske opfatter som et mere uforpligtende fritidsarbejde, er derfor kernen i deres livsform, som de definerer sig selv og deres værdier ud fra - ikke det nødtvungne lønarbejde, forklarer Andre livsformer, som er almindelige herhjemme, er bl.a. karrierelivsformen, investorlivsformen og embedsmandslivsformen. Til hver livsform er der knyttet et bestemt sæt værdier og måder at tænke på. - Mange har en forestilling om, at vi alle som moderne mennesker er fælles om stort set de samme værdier. At de værdier, jeg og dem, jeg kender, bedst har, er alment gyldige, og at den måde, vi selv tænker og føler på, derfor deles af de fleste andre. Men det er en illusion, som vi i etnologien kalder for livsformscentrisme, siger Også i vores dage er der en udbredt livsformscentrisme blandt tidens eksperter og meningsdannere. Ligesom tidens førende eksperter og lovgivere i 1970 ernes Danmark troede, at lønmodtagerlivsformens særlige skelnen mellem arbejde og fritid var almengyldig, møder man i medier og hos beslutningstagere i disse år en tro på, at man kan ophøje karrierelivsformens begreber til en almen norm for, hvordan vi opfatter og måler andre, påpeger Men der er mange mennesker, som har helt andre værdier end det, der kræves af et virkeligt karriereliv, og som derfor heller ikke deler karrierelivsformens satsning på at gøre sig unik, uundværlig og uerstattelig af andre - og som slet ikke deler karrierelivsformens norm om ikke at sætte en grænse mellem arbejde og fritid, fordi man døgnet rundt er kreativt engageret i sit arbejde. Også når vi betragter mennesker fra andre kulturer, sker det ud fra en forestilling om, at de inderst inde tænker som os og har de samme værdier som os - eksempelvis at de ønsker demokrati og menneskerettigheder. Men det er langtfra givet. - Vi har i Vesten været vant til, at det var os, som rejste ud i verden og gjorde vores begreber gældende ud fra den tro, at vores måde at leve på repræsenterede et højere stadie. Men i fremtiden er det mennesker fra andre kulturer, fra bl.a. Kina og det øvrige Asien, der vil komme til os og her begynde at indrette sig i overensstemmelse med deres statsformer og livsformer, som kan stå i kras modsætning til vores. Den kinesiske stats virksomheder og arbejderes ankomst til Grønland giver en lille forsmag på det. Det får vi lige så svært ved at håndtere, som andre folkeslag havde det, da vi koloniserede dem, påpeger Rodfæstet i Thorupstrand Thomas Højrup har hele sit liv arbejdet på Københavns Universitet. Først som lektor, siden som professor. Faktisk er han den eneste professor i etnologi, vi har her i Danmark. Efter sin uddannelse boede han først syv år på Islands Brygge i København, siden 12 år i Hellerup og i de seneste 15 år i Thorupstrand. - De tre steder repræsenterer alle hver sin livsform. Islands Brygge var dengang et rigtigt arbejderkvarter, hvor lønmodtagerlivsformen var enerådende. Hellerup var et lige så rent borgerligt miljø, idet alle vores naboer og venner her enten var driftige kapitalister, embedsmænd eller havde en karrierelivsform. Og her i Thorupstrand er det de selvstændige partsfiskere, som sætter dagsordenen, fortæller Thomas Højrup, der stadig færdes hjemmevant i alle tre miljøer. I Thorupstrand bor han sammen med sin kone, Kirsten Monrad Hansen, som ligeledes er etnolog, og sønnen Daniel på 19 år. Datteren Mathilde, 22, studerer i dag etnografi og antropologi Udsat Interviewet med Thomas Højrup blev gennemført før fiskerne i Thorupstrand blev ramt af en tragisk ulykke 28. december, hvor fisker og bestyrelsesmedlem i kystfiskerlauget, Henrik Nielsen, forliste og druknede. Efter aftale med Thomas Højrup er artiklen derfor blevet udsat til efter bisættelsen af Henrik Nielsen. Thomas Højrup Født i København 15. juli 1953. Professor ved Københavns Universitet siden 2004. Dr.phil. i 1995. Underviser ved Forsvarsakademiet 1982-2004. Forfatter til adskillige bøger om etnologiske emner, hvoraf flere også er udgivet i udlandet. Medlem af adskillige tænketanke og statslige kommissioner siden 1990. Formand for Thorupsrand Kystfiskerlaug og Han Herred Havbåde. i Aarhus. Det er nu godt 40 år siden, at Thomas Højrup købte Danmark i Thorupstrand. Her har han i dag slået rod, for Thorupstrand er meget mere end blot en bopæl. Familiens hus ligger på den samme grund ved havet, hvor en gren af slægten i 1800-årene drev skudehandlergården Koedsgaard. Men endnu vigtigere er det, at Thorupstrand med sit levende kystfiskeri i dag er et enestående lokalsamfund. Tilmed et meget aktivt lokalsamfund, hvor de unge gerne vil leve, og hvor der er plads til alle, som vil bidrage til det fiskeri, som binder byen sammen. Thomas Højrup har for eksempel tegnet den store, moderne havbåd til naboens garn- og snurrevodsfiskeri, Thomas Højrup i 1975. Der lyttes koncentreret til vejrmeldingen, da billedet er taget under stormvejr i Skagerrak, hvor han har søgt læ i Tønsberg-fjorden i Norge. Han Herred Havbåde værner om kystkulturen, hvortil hører kunsten at bygge gode klinkbyggede både. 6/ weekend 19. januar 2013

Thomas Højrup der er bygget lokalt af Peter Madsbøll. - Vi er ikke udkant her i Thorupstrand, selv om vi lever på kanten af landet, fastslår han. De unge blev byens redning I Thorupstrand begynder arbejdsdagen ved midnatstid. Her bliver hele bådepladsen oplyst med skarpe projektører, så der er lige så lyst som på et stadion. Bådene gøres klar til at komme ud på havet. Spillet, der trækker bådene ud fra stranden og videre ud over første revle, sættes i gang, og snart er de blå klinkbyggede kuttere ude på Skagerrak. Nogle gange er fiskepladsen blot en halv times sejlads fra Thorupstrand. Så kan bådene være tilbage ved frokosttid. Andre gange er der 4-6 timers sejlads hver vej, og så er de travle både først tilbage hen under aften. Derpå skal fangsten renses, så alle de friske fisk kan være klar til auktionen i Hanstholm næste morgen. Før i tiden udgjorde torsk omkring 80 procent af fangsten, men for ti år siden blev torskekvoterne beskåret to gange i træk med 50 procent. Det var tæt på at føre til byens ruin. - At få halveret sin indkomst to år i træk kan man ikke overleve, og fiskerne i Thorupstrand klarede sig kun ved at skifte fiskeri, så de i stedet for torsk fiskede rødspætter. Men rødspætter koster kun det halve af torsk, og i en kasse rødspætter er der tilmed mange gange flere fisk end i en kasse med store torsk. Det var derfor svært at se, hvordan man kunne rense de store mængder fisk, når fiskerne kom ind om aftenen med 30 tons rødspætter, fortæller Men der er en gammel tradition i Thorupstrand for, at byens unge og ældre renser fisk sammen. I de år, hvor fiskerne hovedsageligt fangede store torsk, var de unge ikke så aktive, men de unge blev altafgørende, da fiskeriet skulle lægges om til rødspætter. I dag er 200 tilmeldt renseholdet, hvor man tilkalder hinanden på skift efter behov. Når fiskerne kommer hjem fra havet, går renseholdet straks i gang, og de går ikke hjem, før den sidste rødspætte er renset og klar til auktionen. Siden da har man kaldt de unge for Thorupstrands guld, da de i bogstaveligste forstand reddede hele lokalsamfundet. Ligesom byens fiskeri traditionelt er et partsfiskeri, hvor besætning, fartøj og redskaber deles om indtægten, foregår arbejdet i pakhuset også efter partsprincippet, idet fiskepakkerne får en procentsats af hele fangsten i løn. Renseholdet får en pris for hver kasse rødspætter, og to, der renser sammen, deler indtægten fra de fisk, de i fællesskab renser på en aften. I Thorupstrand arbejder man ikke for en fiskefabrik, men for byen og for sig selv. Når de unge renser fisk, er det derfor ikke en sur pligt, selv om det er et travlt arbejde, påpeger... fortsættes næste side...

Mennesket Inde fra huset kan man se landingspladsen og havet. - Rensehallen i fiskepakhuset er derfor også rammen om ungdomslivet i Thorupstrand. Her mødes unge og ældre, diskussionerne kan gå højt, og er der mange unge i gang en aften, kan de spille høj musik eller arrangere en sangkonkurrence, mens de renser. Èn synger et vers af en sang, hvorefter en anden fortsætter med et nyt vers, indtil der er en, som må opgive at finde endnu et vers, fortæller han. De sidste kystfiskere Men i 2006 stod Thorupstrand igen over for en dødelig trussel, der var tæt på at tage livet af kystfiskeriet og dermed byen. Gennem mange år havde EU ydet et massivt tilskud til udvidelse og modernisering af fiskerflåden. Dermed var der blevet skabt en overkapacitet, og det resulterede både i et overfiskeri og i, at havbunden tog skade. Nu skulle antallet af fiskefartøjer pludselig reduceres. - Det var magtpåliggende for datidens VK-regering, at det ikke måtte gå ud over skatteyderne og bankerne. Derfor fandt man frem til en løsning, som tilsyneladende var gratis for skatteborgerne, og som sikrede bankernes udlån, men som var et dødsstød til de selvstændige partsfiskere, forklarer Regeringen omlagde fiskekvoterne ved at bryde med en ældgammel beskyttelse af fiskernes rettigheder, idet de konfiskerede fiskerettighederne fra de enkelte partsfiskere for i stedet at forære kvoterne som privat ejendom til fartøjsejerne. Førhen var der ingen, der ejede havets fisk, før de blev fanget, men nu blev havets rigdomme kapitaliseret og af politikerne gjort til privat ejendom, mens fiskene stadig svømmede frit i bølgerne. - Det førte til en voldsom koncentration i fiskerierhvervet, hvor de store fremsynede spekulanter og kapitalstærke trawlerredere med bankerne i ryggen opkøbte bådene og dermed kvoterne. Derpå blev kvoterne samlet på nogle få store skibe og de overflødige både sendt til ophugning i Grenaa, forklarer På den måde blev størstedelen af Danmarks dengang fine fiskerflåde bevidst destrueret. I løbet af blot to år steg prisen på en kutter med kvote 1000 procent og kastede store spekulationsgevinster af sig til investorerne, da de rigeste redere, som betalte de laveste renter til bankerne, købte mindre velhavende kollegaer ud af erhvervet. - Siden da er prisen på kvoter skiftevis eksploderet og faldet sammen, hvilket er det perfekte marked for risikovillige finansfyrster. Mange har tjent en god skilling ved at sælge dyrt, men det er af samme grund blevet umuligt for unge fiskere selv at få råd til en kutter og dermed komme ind i erhvervet, fortæller - Set fra de embedsmænd, som udtænkte ideen om at privatisere havets fisk, har det været en stor succes. Fiskerflåden er blevet skåret benhårdt ned, uden at det tilsyneladende har kostet skatteyderne en krone. Men for partsfiskeriets selverhvervende livsform er det blevet en katastrofe. De fleste havne, hvor fiskeriet har været et bærende erhverv, er i dag lukket ned. Og det gælder ikke kun de små havne. Selv vores hidtil største fiskerihavne som Esbjerg og Skagen har kun en håndfuld kvoteejere tilbage, påpeger Dertil kommer, at selv om nedskæringen af fiskeflåden umiddelbart har været gratis for skatteborgerne, har vi alle som statsborgere mistet en hidtil fælles ressource, da staten gav ejendomsretten til havets fisk til rederne. Da fiskeriet især var vigtigt i Vest- og Nordjylland samt på de mindre danske øer, har fiskeriets deroute også forøget udkantsproblematikken, for på øerne og langs vestkysten er det svært at skabe nye arbejdspladser til erstatning for dem, der nu er væk som følge af politikernes privatisering af havets fisk. Tilmed var mange af de både, der blev hugget op, tilpasset et moderne og skånsomt garn- og snurrevodsfiskeri, som nu er blevet erstattet med store industrielle trawlere, sådan som man kender det fra andre lande. På naturens betingelser I Thorupstrand bestemte fiskerne sig for at sætte sig til modværge og kæmpe for deres erhverv og deres by. De dannede derfor et kystfiskerlav, der havde rødder i det traditionelle partsfiskeri, som er baseret på andelstanken. 20 familier skød hver 100.000 kroner ind i lavet, og med den nye lavskapital i ryggen kunne de låne penge i ebh bank og Klim Sparekasse til køb af fiskekvoter. - Man får ret til at fiske af den fælles kvote ved at være med i lavet, men man kan ikke spekulere og dermed score en gevinst. Når man trækker sig ud, får man sit indskud tilbage. Hverken mere eller mindre. På den måde kan de unge komme ind i erhvervet på de samme 8 / weekend 19. januar 2013

Thomas Højrup Thomas Højrup bor naturligvis nær havet. Familiens hus i Thorupstrand er opført på samme sted, som en af hans fjerne slægtninge i 1800-tallet havde en skudehandel. vilkår som deres forgængere, forklarer Da han ikke er aktiv erhvervsfisker og dermed ikke har økonomiske særinteresser, blev han valgt til formand for det nye kystfiskerlav, og det har han været lige siden. Det er en tillidserklæring, som han er stolt af. Takket være kystfiskerlavet har fiskerne i Thorupstrand kunnet byde udviklingen trods. I nabobyen Lild Strand forsvandt fiskerflåden på en måned, da privatiseringen kom, i Thyborøn er der kun tre snurrevodskuttere tilbage, og selv i Hanstholm er fiskerflåden i dag kun en skygge af sig selv. Men i Thorupstrand har man trods krisens hærgen kunnet fastholde så mange både og besætninger, at det stadig er muligt for unge fiskere at få foden på eget dæk. Thorupstrand huser nu nogle af de sidste kystfiskere i Danmark. Men det har været en svær sejlads at navigere gennem de mange trusler mod de selvstændige kystfiskere og dermed byens livsform. Da ebh bank gik konkurs, kom fiskerlavet i kløerne på Finansiel Stabilitet, der fordoblede renter og afdrag, og det var tæt på at føre til lavets endeligt. - Kun takket være en stor, stædig og frivillig indsats fra fiskerfamilierne, sparekassen, lavets bestyrer og kasserer, økonomiske rådgivere samt advokat Braad i Fjerritslev lykkedes det at hindre, at Finansiel Stabilitet solgte kvoterne, hvilket ville have ført til lavets endeligt, siger I sidste øjeblik fik lavet en generøs donation på to millioner kroner fra Det Obelske Familiefond, så lånet kunne flyttes til Merkur Andelskasse. Selv om kystfiskerne i Thorupstrand er nogle af de sidste kystfiskere i Danmark, er Thomas Højrup overbevist om, at Thorupstrand stadig har en fremtid som fiskerby. Det vil ikke alene være godt for Thorupstrand som lokalsamfund, men også for naturen. Kystfiskernes små kuttere er langt mere skånsomme over for naturen end de store bundtrawlere, hvis trawlskovl pløjer havbunden op, og som har wirer, der kan ødelægge stenrev og tangskove, påpeger Kystfiskerne bruger derimod snurrevod og garn, som gør det muligt at drive et skånsomt præcisionsfiskeri. Med de små snurrevod er det muligt at tage fangsten op på dækket med så jævne mellemrum, at rødspætterne fanges levende uden at være klemt og skadet. Desuden har kystfiskernes garn så store masker, at man kun fanger de fisk, der er mest værd og har den rette størrelse. Sidst, men ikke mindst kan fiskeri med garn og snurrevod drives med både, der har en lille maskinkraft og derfor også et lavt olieforbrug og et lille CO2-udslip. - Kystfiskernes små kuttere, lette grejer og selektive fangstform er derfor et vidnesbyrd om, at en skånsom måde at bruge havbundens fauna og dyresamfund på ikke er utopi, men en reelt eksisterende mulighed, understreger - Det skånsomme fiskeri er derfor af stor interesse for alle, der arbejder med kulturel og økologisk bæredygtighed. Det er her, man kan finde viden og inspiration til en bæredygtig udvikling af et robust og holdbart naturerhverv til havs, som er det, fremtiden kalder på, fastslår han. Også aktiv i havbådelav Thomas Højrup var også blandt initiativtagerne til Han Herred Havbåde, der blev dannet i 2007 for at fremtidssikre kystkulturen og landingspladserne i Jammerbugten, der i fremtiden kan blive en vigtig ressource for hele egnen. Jammerbugten vil fremover blive det eneste sted i Skandinavien, hvor man kan tage hen og opleve store klinkbyggede både, der bliver sat i havet og trukket op igen efter endt fiskeri. Og det vil vel at mærke være et fiskeri, der som følge af den skånsomme fangstmåde kan byde på fisk med en høj kvalitet. - Her vil man stadig kunne købe fisk, der smager kraftigt af de skaldyr, som fiskene har spist, påpeger Det vil også være det eneste sted, hvor man kan besøge et havbådebyggeri, og hvor kunsten at skabe en klinkbygget båd læres videre til lærlinge. I dag er der over 400 medlemmer af Han Herred Havbåde, og værftet skal nu i gang med den næste nybygning. Dermed kan kystens kulturarv både leve videre og blive formidlet til de besøgende, så andre mennesker kan få et forhold til havet og livet på kysten. - Hvis vi ikke kæmper for det, vil den levende kyst have svært ved at overleve både krisen samt tidens industrialisering og centralisering. Men hvis vi mister en ældgammel dansk livsform som kystfiskeriet, vil vi som samfund blive fattigere - både nationalt og lokalt, fastslår { 9