Hvordan Diffraktion kan påvirke dine billeder (og hvad man skal gøre ved det) April 26, 2015 af Jason Row Det er noget mange landskabsfotografer er klar over, men mange andre ikke. Diffraktion er en obskur effekt, men vi bør alle kende til den. Du har måske lagt mærke til det uden egentlig at forstå, hvad det er: En lille, men mærkbar opblødning af billedskarpheden, når du bruger en lille blændeåbning (højt blændetal). Du kan måske forveksle det med dårlig fokus, et dårligt objektiv eller endda kamerarystelse, men meget ofte er det forårsaget af diffraktion. I artiklen tager vi et kig på, hvad diffraktion er og nogle mulige måder at reducere eller undgå den på. Hvad er Diffraktion? Simplificeret kan vi antage, at når lyset går gennem vort objektiv, bevæger det sig i en direkte, lige linje, indtil det rammer vores sensor. I virkeligheden ved de fleste af os, at formålet med en linse/objektiv er at fokusere lyset på sensoren og i den forbindelse, at ændre retningen af det, og derfor vil det ramme sensoren i en lille vinkel. Inde i objektivet har vi blænden/ iris, der styrer præcist hvor meget lys, der når den pågældende sensor. Når åbningen er stor, har den ringe effekt på retningen af lyset; men når vi lukker åbningen i stigende grad, ændres vinkel ved hvilken lys rammer sensoren, og her er roden til problemet. Når lyset passerer gennem åbningen, danner det en lyskegle. Ved en stor åbning er keglen temmelig smal, og lyset rammer sensoren mere eller mindre lige på. Når vi reducerer blænden, breder lyskeglen sig mere ud. Tænk på en haveslange. Hvis du tillader, at vandet bare kan flyde uden nogen forhindring ("blænde"), kommer det mere eller mindre lige ud af slangen. Sæt nu tommelfingeren over slangen og skab dermed en mindre åbning, og vandet vil nu sprøjte ud i en stor kegleform. Ved bredere åbninger er lyset bøjet mindre på sin rute til sensoren.
Når åbningen lukkes til, så bøjes lyset mere, hvilket giver diffraktion. Et typisk diffraktionsmønster kan se sådan ud: Når lyskeglen rammer vores sensor, og hvis den er mindre end vores individuelle pixels på sensoren, spiller diffraktion ingen rolle. Men hvis keglen bliver større end den enkelte pixel, vil det ramme to eller flere pixels, og forårsage en sløringseffekt og en reduktion i billedets skarphed. Nu er det naturligvis en meget forenklet forklaring, men at have en grundlæggende forståelse af det vil hjælpe dig med at overvinde problemet. Som du kan udlæse af ovenstående, jo mindre pixelstørrelsen er på din sensor, og jo mindre sensoren er fysisk, jo lavere er diffraktionsgrænsen for den pågældende kamera-/objektivkombination. Som en grundlæggende tommelfingerregel på APS-C ( crop ) kameraer som Canon 7D eller Nikon 7100, vil diffraktionsgrænsen være omkring f/8. På kameraer med mindre sensorer kan den være så lav som f/5.6 og på full frame-sensorer (FF) er grænsen omkring f/11. Der er flere apps og hjemmesider, hvor du kan beregne diffraktionsgrænsen af dit kamera. F.eks. http://www.cambridgeincolour.com/tutorials/diffraction-photography.htm
Og så et praktisk eksempel: Skudt på f/22 på et stativ, og billedet ser fint på skærmen.
Zoom ind 1: 1 på skærmen, og nu er der en udpræget mangel på skarphed i bygningerne Omgå Diffraktionen Måske er det en forkert formulering; men du kan ikke overvinde eller negligere diffraktion, idet det er fysisk effekt. Men ved at være klar over det, kan vi begrænse den eller omgå den. Den første mulighed er alligevel at ignorere den. Hvis du kun går et eller to stop over kameraets grænse, kan tab af kvalitet være så minimal i daglig brug, at det ikke er værd at bekymre sig om. Andre faktorer som kamerarystelser er mere tilbøjelige til at være et problem end diffraktionen selv. Forskellige sensorstørrelser har forskellige diffraktionsgrænser (her DX vs. FF)
Hvis dit billedes kvalitet er mere kritisk, er der to muligheder at håndtere det på. Den første og mest oplagte er at skyde på eller under diffraktionsgrænsen. Dette vil fjerne problemet, men kan begrænse den dybdeskarphed, du forsøger at opnå. Hvis du har brug for dybdeskarpheden f.eks. til et landskabs- eller makrofotografi, så er løsningen Focus Stacking. Fokus stabling virker ved at man tager en række ens komponerede og eksponerede billeder af motivet, men ændrer på fokuspunktet for hvert skud. For eksempel vil du fotografere et smukt landskab. Med kameraet indstillet på eller under diffraktionsgrænsen, tager du det første skud, så hele forgrunden er i fokus. På det andet skud fokuserer du 1/3-del inde, det tredje 2/3-dele inde, og det sidste skud skal så være på uendelig. I Photoshop (eller et trediepartsprogram) kan du derefter stakke alle disse billeder for derved at skabe en massiv dybdeskarphed uden diffraktion. Der findes en detaljeret forklaring her: http://www.lightstalking.com/photography-tutorial-focus-stacking/ Som titlen siger, skal du ikke lade diffraktion ødelægge din fornøjelse ved fotografering, men ved at være klar over eksistensen af den, kan du reducere eller omgå den. For alle, der arbejder med mindre blændeåbninger kan en grundlæggende forståelse af diffraktion føre til øget skarphed i ens billeder. Kilde: http://www.lightstalking.com/diffraction/