MBL 19 og 33 Specialistadvokat (L) Jacob Brandt DAKOFA, juranetværket 28. august 2014
2 Forholdet mellem miljøbeskyttelseslovens 19 og 33 Kontekst og problemstilling Der har i en årrække været tvivl hos mange af landets kommuner i forhold til, hvornår miljøbeskyttelseslovens 19 bringes i anvendelse, når forurenet jord eller bygge- og anlægsaffald anvendes i eksempelvis støjvolde, vejanlæg, fundamenter o.lign. Natur- og Miljøklagenævnet har afsagt en række afgørelser, hvoraf den første også har været genstand for behandling hos Østre Landsret (den er berammet i Højesteret til maj). Oplægget tager sigte på at beskrive praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet med henblik på en videre drøftelse af eksempler, muligheder og begrænsninger som følge af afgørelserne.
3 Den retlige ramme - miljøbeskyttelsesloven Miljøbeskyttelseslovens 19: Stk. 1: Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse 1) nedgraves i jorden 2) udledes eller oplægges på jorden eller 3) afledes til undergrunden. Stk. 4: Tilladelse efter stk. 1 gives af kommunalbestyrelsen, medmindre miljøministeren fastsætter andre regler.
4 Den retlige ramme - miljøbeskyttelsesloven Miljøbeskyttelseslovens 33, stk. 1: Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i 35 nævnte liste (listevirksomhed), må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf. Miljøbeskyttelseslovens 35, stk. 1: Miljøministeren udfærdiger en liste over særligt forurenende virksomheder, anlæg og indretninger, som er omfattet af godkendelsespligten i 33.
5 Den retlige ramme - godkendelsesbekendtgørelsen Godkendelsesbekendtgørelsens 3, stk. 1: Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf, jf. miljøbeskyttelseslovens 33, stk. 1. Eksempler på relevante listepunkter (bilag 1): 5.4 Deponeringsanlæg, som defineret i artikel 2, litra g) i Rådets direktiv 1999/31/EF om deponering af affald, som modtager over 10 tons affald om dagen eller har en samlet kapacitet på over 25.000 tons, undtagen deponeringsanlæg til inert affald. (s). 5.6 Underjordisk lagring af farligt affald, hvor den samlede kapacitet er større end 50 tons. (s).
6 Den retlige ramme - godkendelsesbekendtgørelsen Eksempler på relevante listepunkter (bilag 2): K 201: Anlæg. Der nyttiggør farligt affald, hvor virksomhedens aktiviteter ikke er omfattet af listepunkt 5.1 eller 5.2c i bilag 1 K 205: Anlæg, der bortskaffer ikke-farligt affald ved anden behandling end deponering eller forbrænding, bortset fra anlæg under listepunkt 5.3 i bilag 1 K 206: Anlæg, der nyttiggør ikke-farligt affald, som modtager mindre end eller lig med 10 tons affald pr. dag, og som har en samlet kapacitet på mindre end eller lig med 25.000 tons, med undtagelse af anlæg for deponering af inert affald K 208: Deponeringsanlæg for ikke-farligt inert affald
7 Hvad er den miljømæssige og praktiske forskel på bestemmelserne? Hvis et anlæg mv. kan henføres under et listepunkt, skal der ansøges om en godkendelse efter MBL 33 Spektret af miljøhensyn, som skal varetages ved meddelelse af tilladelse 19 er placeret i kap. 3 beskyttelse af jord og grundvand 33 er placeret i kap. 5 forurenende virksomhed Vilkårsfastsættelsen efter 19 skal alene tage sigte på at beskytte jord og grundvand, mens vilkårsfastsættelse efter 33 skal varetage enhver relevant miljøpåvirkning som følge af anlæggets etablering og drift
8 Hvad er den miljømæssige og praktiske forskel på bestemmelserne? En tilladelse efter 19 skal tage stilling til et konkret jordparti, mens en godkendelse efter 33 indeholder generelle vilkår En listevirksomhed udløser ved sin blotte etablering godkendelsespligt, mens 19-tilladelse kun skal meddeles, hvis der er en risiko for jord eller grundvand Der er forskellige krav til ansøgningen om tilladelse: Der er ikke specifikke krav til ansøgning om tilladelse efter 19 Godkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 og 4 indeholder omfattende krav til indholdet af ansøgningen om miljøgodkendelse Redegørelse for anvendelse af BAT Tegninger over indretning Luftforurening, støj mv. Forslag til vilkår og egenkontrolvilkår
9 Nævnets afgørelse i Juelsberg Gods (MAD.2011.584) En kommune meddelte i oktober 2007 tilladelse efter 19 til at udvide en eksisterende motorvej mellem et boligområde og motorvejen Tilladelsen gav adgang til at anvende ca. 40.000 m3 lettere forurenet klasse 2-jord Der blev tilvejebragt lokalplan, og Juelsberg Gods arealer blev eksproprieret. Godset påklagede kommunens afgørelse med hovedargumenterne: Der er ikke tale om nyttiggørelse Der er tale om en aktivitet, som selv hvis det er nyttiggørelse skulle have haft godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens 33 Nævnet pointerede indledningsvis, at Nyborg Kommune gav tilladelse i sin egenskab af myndighed til sig selv i kommunens egenskab af bygherre. Kommunen skal som myndighed påse, at kommunen som bygherre overholder vilkårene i tilladelse, og kommunen er ansvarlig for at meddele den korrekte afgørelse, med rette hjemmel og vilkår
10 Nævnets afgørelse i Juelsberg Gods (MAD.2011.584) Nævnet tilsluttede sig synspunktet om, at der var tale om en aktivitet, som skulle have miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens 33 Nævnet bemærkede, at en aktivitet omfattet af et listepunkt ikke kan tillades med hjemmel i MBL 19 Nævnet bemærkede desuden, at en 19-tilladelse ikke kan være generel. Nævnet vurderede herefter, at der var tale om et nyttiggørelsesanlæg: Indledningsvist fastslår nævnet, at der er tale om overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder, som kommer fra ikke på forhånd kendte lokaliteter. Der er derfor tale om affald. (Sidestensdommen (Sag C-9/00))
11 Nævnets afgørelse i Juelsberg Gods (MAD.2011.584) Det bærende argument i forhold til sondringen nyttiggørelse/bortskaffelse er, at der er et dokumenteret behov for støjafskærmning, og at der foreligger beregninger, som anlæggets effektivitet og dimensionering som støjdæmpende i forhold til støjforureningen. I forhold til at anse støjvolden som et anlæg i MBL 33 s forstand lægger nævnet vægt på: Udføres over en periode på 2-3 år Forskellige jordpartier fra forskellige lokaliteter Krav om løbende dokumentation for forureningsgrad, egenkontrol, driftsjournal Krav om signalnet, afslutning med ren jord samt beplantning
12 Nævnets afgørelse i Juelsberg Gods (MAD.2011.584) Sagen blev indbragt for Østre Landsret: Der var på dette tidspunkt meddelt miljøgodkendelse efter MBL 33, listepunkt K 206 (nyttiggørelsesanlæg for ikke-farligt affald) Landsretten stadfæstede nævnets afgørelse Sagen er indbragt for Højesteret, og der falder dom i slutningen af maj næste år.
13 Nyttiggørelsesbegrebet Affaldsbekendtgørelsens 3, nr. 40: Enhver operation, hvis hovedresultat er, enten at affald opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion, eller at affaldet bliver forberedt med henblik på at opfylde den bestemte funktion i anlægget eller i samfundet generelt. Bilag 5 B indeholder en ikke-udtømmende liste over nyttiggørelsesoperationer.
ASA-dommen om nyttiggørelsesbegrebet Sag C-6/00: Et østrigsk affaldsselskab (ASA) ønskede at overføre restprodukter fra affaldsforbrænding i form af slagge og aske Det var hensigten, at affaldet skulle anbringes i en nedlagt saltmine i Kochendorf med henblik på sikring af hulrum dvs. opfyldning af minen ASA oplyste, at der var tale om nyttiggørelse De tyske myndigheder havde tilkendegivet, at man var enig i, at der var tale om nyttiggørelse De østrigske myndigheder mente, at der var tale om bortskaffelse
ASA-dommen om nyttiggørelsesbegrebet Der var herefter to hovedspørgsmål: 1. Kunne østrigerne overhovedet forhindre overførslen, når tyskerne mente, at det var nyttiggørelse? 2. Hvilke kriterier skulle lægges til grund for vurderingen af, hvornår en behandlingsform skulle anses som nyttiggørelse I forhold til det første spørgsmål fastslog EU-domstolen, at østrigerne var berettigede til at gøre indsigelse, hvis de anså oplysningerne i anmeldelsen for fejlbehæftede
ASA-dommen om nyttiggørelsesbegrebet EU-domstolen fastslog i forhold til bedømmelse af hulrumsudfyldningen med slagge og flyveaske, at denne operation både kunne anses som permanent oplagring (bortskaffelse) og recirkulering af uorganiske stoffer (nyttiggørelse) Klassificeringen af opfyldningen som nyttiggørelse eller bortskaffelse måtte derfor bero på en konkret vurdering EU-domstolen fastslog herefter, at den det væsentligste kendetegn ved en nyttiggørelse operation er: at den primært har til formål, at affald kan opfylde en effektiv funktion, som bidrager til at bevare de naturlige ressourcer, ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, som ellers skulle have været anvendt i dette øjemed
ASA-dommen om nyttiggørelsesbegrebet EU-domstolen fastslog herefter, at såfremt der ikke blev anvendt flyveaske eller slagge (eller andet affald) til opfyldningen af saltminens hulrum, så ville der skulle anvendes primære råstoffer EU-domstolen fastslog endvidere, at det ikke var nødvendigt, at der blev foretaget en forudgående behandling af affaldet, før der kunne blive tale om en nyttiggørelsesoperation Endelig fastslog EU-domstolen, at det ikke var et relevant kriterium for bedømmelsen, om der var tale om farligt affald
End-of-waste Lapin luonnonsuojelupiiri Sag C-358/11 EU-domstolens dom af 7. marts 2013 Sagen handlede om anvendelse af end-of-waste kriterierne i affaldsdirektivets art. 6 Sagen handlede om istandsættelse af en 35 km lang sti, som forbinder byen Raittijärvi med den nærmeste farbare vej, hvoraf visse strækninger går igennem et Natura2000-område. Istandsættelsen skulle bl.a. bestå i anlæggelse af bræddestier med henblik på at gøre det muligt for køretøjer af typen quad at komme frem i vådområder uden for vintersæsonen. Bræddestierne skulle understøttes af en struktur bestående af gamle telefonpæle, som med henblik på deres tidligere anvendelse var blevet behandlet med kobber, chrom og arsen. En laplandsk miljøsammenslutning mente, at der var tale om farligt affald, mens anlægsmyndigheden mente, at pælene havde mistet denne karakter som følge af genanvendelsen.
End-of-waste Lapin luonnonsuojelupiiri Sag C-358/11 EU-domstolen: Når der ikke var fastsat specifikke kriterier for behandlet træ, er det op til medlemsstaterne at beslutte, hvornår anvendelsen af stoffet eller genstanden ikke skal anses for at have negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed Den omstændighed, at en genstand er resultatet af en form for nyttiggørelse, er kun en af de faktorer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om genstanden fortsat er affald. På den baggrund fastslog EU-domstolen, at EU-retten ikke udelukker, at affald, som anses som farligt, ophører med at være affald, hvis en nyttiggørelsesoperation bevirker, at det kan anvendes: uden at menneskets sundhed bringes i fare, uden at miljøet skades, og såfremt det ikke fastslås, at indehaveren skiller sig af med genstanden. Farligt affald kan således principielt også ophøre med at være affald.
20 Koblingen over til reguleringen af PCB PCB-holdigt affald er reguleret i medfør af EU-retten. Dels ved direkte regulering i medfør af den såkaldte POP-forordning, dels ved deponeringsbekendtgørelsen som implementerer deponeringsdirektivet. Miljøstyrelsens vejledende udtalelse af 21. januar 2011: For så vidt angår affald, som allerede indeholder eller er forurenet med blandt andet PCB, følger det af POP-forordningens artikel 7, stk. 2, at dette affald som hovedregel skal bortskaffes eller nyttiggøres ved destruktion eller irreversibel omdannelse. Undtagelsen til denne hovedregel findes i forordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b). Af litra a) fremgår det således, at affald med et PCB-indhold mellem 0-50 mg/kg (jf. bilag IV) kan bortskaffes eller nyttiggøres på anden måde (end ved destruktion eller irreversibel omdannelse), mens det af litra b) fremgår, at affald med et PCB-indhold mellem 0-50 mg/kg (jf. bilag V) kan tillades deponeret underjordisk eller på et deponeringsanlæg for farligt affald.
21 Koblingen over til reguleringen af PCB PCB-guiden: Miljøstyrelsen gennem den såkaldte PCB Guiden har meldt følgende ud i forhold til, hvornår PCBholdigt affald kan anses som uforurenet: Indtil der er fastlagt en national grænseværdi for, hvornår koncentrationen af PCB i affald er så lav, at det kan anses for at være uforurenet, henviser Miljøstyrelsen til Københavns Kommunes PCB-vejledning. Det fremgår af vejledningen, at PCB-holdigt byggeaffald som udgangspunkt betragtes som uforurenet, når koncentrationen er < 0,1 mg PCB/kg. Miljøstyrelsen skal fremhæve, at det, uanset vejledningen fra Københavns Kommune, er de enkelte kommuner, som efter bekendtgørelse om affald, har pligt til selv at foretage vurderingen af, om byggeaffald kan betragtes som uforurenet. Byggeaffald, der indeholder en så lav koncentration af PCB, at det kan betragtes som uforurenet kan genanvendes som erstatning for sand, grus og sten efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen, forudsat at alle bekendtgørelsens øvrige betingelser for materialenyttiggørelse også er opfyldt.
22 Spørgsmål til diskussion Hvornår skal man bruge MBL 19? Hvornår er der tale om et anlæg i MBL 33 s forstand? MAD.2013.1249: Genanvendelse af forurenet klasse 4 jord som vejfyld på et areal, der i forvejen var forurenet. MAD.2012.3022: Terrænhævning og dige Nyttiggørelse af PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald?
23 Kontakt Jacob Brandt Specialistadvokat København Offentlig virksomhed T +45 72 27 33 63 M +45 25 26 33 63 E jab@bechbruun.com København Langelinie Allé 35 2100 København Ø Danmark Aarhus Værkmestergade 2 8000 Aarhus C Danmark Shanghai 1801, 18/F Shanghai Oriental Centre 699 Nanjing West Road Jing'an District, 200041 Shanghai T +45 72 27 00 00 F +45 72 27 00 27 E info@bechbruun.com www.bechbruun.com
24 København Langelinie Allé 35 2100 København Ø Danmark Aarhus Værkmestergade 2 8000 Aarhus C Danmark Shanghai 1801, 18/F Shanghai Oriental Centre 699 Nanjing West Road Jing'an District, 200041 Shanghai T +45 72 27 00 00 F +45 72 27 00 27 E info@bechbruun.com www.bechbruun.com