Ekstremløb i Jordans brændende ørken Tekst og foto: Andreas Kjær, Station City En af lejrene. 38
Jeg kigger mig omkring, lettere forvirret. Solen brænder, sandet under fødderne er blødt og varmt. Jeg kan ikke se nogen rutemarkeringer, og når jeg tænker efter, har jeg ikke set nogen den sidste halve time. Klokken er lidt i 11, og temperaturen nærmer sig de 35 grader i skyggen. Jeg burde på nuværende tidspunkt have passeret checkpoint 3, og dermed de første 30 km ud af dagens 86 kilometer, men i stedet står jeg nu helt alene i et 300 meter bredt udtørret flodleje og er faret fuldstændigt vild! Pis! Pis! Pis! råber jeg til mig selv, vist nok højt. Jeg kan mærke, jeg bliver vred. Vred på mig selv, vred på den dumme italiener, som kort forinden var i hælene på mig, men som nu ingen steder er at se. Jeg gætter på, at han opdagede fejlen inden mig, og at han nu er vendt om uden at sige et ord til mig. Fanden tage ham! Jeg kigger i mine vanddunke, blot for at opdage, at der næsten kun er bundslatter tilbage. Pis! Pis! Pis! nærmest skriger jeg til mig selv, denne gang vist nok inde i mig selv. Det er en af de ting, som bare ikke må ske. En utilgivelig nybegynderfejl, uden tvivl. Fejlen ligger helt og holdent hos mig selv. Reglen er klart, at hvis man ikke kan se rute markeringen, stopper man op og går tilbage til den sidste markering man så. Kan man ikke se en markering, er man faret vild. Punktum! Et faktum jeg glemte over den sidste halve time, og som jeg nu må betale prisen for. Hvordan endte jeg så der, i midten af ingenting alene og midt i et udtørret flodleje et eller sted i ørkenen i Jordan? Der skal jeg nogle måneder tilbage, hvor det hele begyndte.» 39
Ønskede større udfordringer Efter at have lavet nogle ironman stævner over de sidste par år følte jeg, at jeg ikke kunne få mere ud af denne sport. Jeg har aldrig betragtet ironman stævner som rigtige sportskonkurrencer, men udelukkende som en mulighed for at udfordre mig selv, både fysisk og især mentalt. Jeg er meget optaget af, hvad det er for mekanismer, som får folk til at presse sig langt ud over, hvad der sædvanligvis betragtes som normalt. Det er også en af grundene til, at jeg vælger at melde mig til konkurrencer, som ligger langt væk hjemmefra, og som har ført mig til det sydlige Kina, Vest Australien, Spanien, Schweiz, og det er også grunden til, at jeg nu er i Jordan. Kan nok ikke gøre mig gældende i toppen af konkurrencer En anden grund til at jeg ikke betragter disse stævner som konkurrencer, er erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at gøre mig gældende i toppen af tabellen. Jeg har ikke nogen sportsbaggrund, og i forhold til de bedste, har jeg intet at bidrage med. Nå, men tilbage til hvordan jeg endte i Jordan. Fik inspiration af de flotte billeder fra Jordan Jeg havde igennem længere tid haft kig på race serien Racing The Planet, som afholder 7 dages ultra løb stævner, hvor man bevæger sig 250 km i ufremkommeligt terræn i forskellige slags ørkener rundt om i hele verden. Jeg faldt over hjemmesiden for løbet i Jordan, og så nogle meget smukke billeder derfra, og jeg var solgt. Fik at vide, at der muligvis ville blive udsolgt, og så var valget ikke så svært. Det tog en eftermiddag, og så havde jeg meldt mig til. Anden dansk deltager Da jeg ankom til Amman, stod min chauffør og ventede, og han kørte mig til mit hotel. Turen til hotellet var alt hvad jeg kunne ønske mig af Mellemøsten. Der var tørt, kaotisk og støjende. Perfekt start på turen. Mødtes med en anden deltager, danske Martin Moisen, og dagene før check-in blev brugt på sightseeing. Derefter var det tid til check-in sammen med de andre 140 deltagere. Vi fik vores lægepapirer godkendt, underskrev samtykkeerklæringer, fik udleveret race numre og fik alt vores udstyr tjekket, og tasken med indhold vejet (minimum 8,5 kg, heraf 4 kg mad). Aftenen gik på hæld, og efter indtagelse af den medbragte aftensmad, var det tid til at gå tidligt i seng for forhåbentligt at være frisk til starten dagen efter kl. 07. Desværre for mit vedkommende blev natten alt andet, end den start jeg havde håbet på. Jeg vågnede midt om natten med meget ondt i maven. Jeg var nødt til at skynde mig ud til de interimistiske toiletter. Det fortsatte desværre hele morgenen, og jeg var ikke meget værd, da starten gik kl. 07. Vi kom af sted, og jeg vidste, at jeg bare måtte få det bedste ud af dagen. Terrænet var blødt sand, og det var fra starten omkring 25 grader varmt og støt stigende op til omkring kl. 14. For hver ca. 10 km er der checkpoints, hvor man kan få fyldt vanddunkene op og modtage lægehjælp, hvis man har brug for det. Drama allerede i starten Et par kilometer inden jeg nåede første checkpoint, sprang min ene skulderrem på rygsækken pludseligt. FUCK! var det eneste, jeg tænkte. Hvad gør jeg nu? Jeg havde selv skåret enderne af stropperne og tilpasset stropperne, så de passede præcist til min krop og sat dem fast med gaffa tape, og jeg havde tænkt, at der ikke var nogen grund til at slæbe rundt på alle de løse stropper. Kort efter overhalede jeg en anden deltager og spurgte hende, om hun tilfældigvis havde noget tape, jeg kunne låne, hvilket hun heldigvis svarede positivt tilbage på. Da jeg nåede checkpointet, fik jeg sat tasken sammen igen og sat en sikkerhedsnål igennem stroppen, så den ikke endnu engang ville glide ud af tapen. Sikke en start, men første etape havde fortsat drama i sig. Jeg havde planlagt at løbe 15 min. for derefter at gå 5 min, men det skulle hurtigt vise sig at være at presse den lidt for meget. I takt med at temperaturen steg, steg min indre temperatur også, og på grund af det blev pulsen hurtigt skubbet op over den grænse, som den burde være på. Kort efter checkpoint 2 og halvdelen af etapen var passeret forsvandt vinden, og jeg begyndte at koge og var tvunget til at gå. Temperaturen nåede op omkring de 35 grader. Jeg gik de næste 10 km og stoppede ved checkpoint 3, hvor jeg tog den ene sko af for at finde en kæmpe blodvabel på hælen. Det var bare for tidligt på ugen til at få problemer med fødderne. Jeg fik en læge til at ordne den med det samme og fik noget tape på hælen, inden jeg begav mig ud på dagens sidste 10 km, der ligesom hele dagen var i blødt sand. De sidste 5 km blev dagens mest smertefulde og de absolut hårdeste. Lejren var ingen steder at se, og i horisonten kunne jeg se en lang række af deltagere, som ligesom mig var nede i gå tempo i den brutale varme. Lejren kom til syne bag en klippe, og da jeg passerede målstregen, var jeg fuldstændig drænet for energi, og jeg måtte have en hjælper til at slæbe min taske op til mit telt, for derefter at falde omkuld og lægge benene opad, indtil smerten forsvandt et par timer senere. Nåede i mål inden en sandstorm De næste dage forløb nogenlunde som de første 2. De specielle højdepunkter var fundet af et par Viper slanger i lejren efter 3 etape og en 3 timers sandstorm, som ramte lejren efter 4 etape. Heldigvis var alle deltagere kommet i mål, for ellers havde vi været ilde stedt, da stormen var på sit højeste. På trods af et langsommere tempo blev jeg ved med at komme ind omkring plads nr. 50, så det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste som satte tempoet ned. På dette tidspunkt lærte jeg noget meget vigtigt omkring disse løb. Det handler ikke om, hvor hurtigt man kan gennemføre den enkelte etape, men derimod hvor højt et tempo man kan holde, så man ikke smadrer kroppen fuldstændigt til dagen derpå. Man skal finde et tempo, så det bliver ligegyldigt, hvor mange timer man skal være i gang. Så længe man fylder vand og energi i kroppen, skal man kunne holde tempoet i dagevis. En rigtig lang etape med store dramaer Femtedagen i denne slags løb er altid den lange etape. Vores femte etape bød på 86 km. 86 km i svært terræn er en konkurrence i sig selv, men nu skulle vi ud på sådan en tur med omkring 160 km i benene, og med tanke på hvor drænet for energi jeg har været de foregående dage efter blot 39 km dagligt, var jeg meget spændt på hvordan det ville komme til at gå. Etapen startede med 20 km i en snæver kløft med mange løse» 41
42
Artiklens forfatter før en etape. sten, hvor vi flere gange skulle hoppe ned fra store klippestykker og igennem smalle passager. Jeg nåede checkpoint 2 efter 20 km og fik at vide, at der var knapt 8 km til checkpoint 3. Jeg havde fået store smerter i hoften og måtte for første gang denne uge bede om at få nogle smertestillende piller af lægen. Der skulle hurtigt vise sig at være langt alvorligere ting, som skulle spille ind. Det burde ikke tage alverden af tid at komme til checkpoint 3. Inden jeg satte i gang igen, fik jeg lov til at hælde en liter vand ud over mig selv, for at prøve at køle mig lidt ned. Temperaturen var endnu engang på vej op over 35 grader. Jeg kom hurtigt ud af kløften og begyndte at følge det udtørrede flodleje, som førte en naturligt videre ud i terrænet. Jeg kunne se en deltager ude foran mig, og jeg havde 2 italienere bag mig, så jeg satte hovedet på autopilot og fulgte bare efter de andre som et eller andet flokdyr. Efter 20 min. begyndte jeg at spekulere over, hvornår jeg sidst havde set et af de flag, som markerer ruten. Jeg vendte mig om og prøvede at spørge italienerne, om de har set et flag. De forstod mig ikke, men sagde directo, directo og viftede fremad mod deltagerne ude i horisonten. Jeg tog det for gode varer og håbede, at de havde set et flag. Da jeg små 10 min senere ikke længere kunne se italienerne nogen steder, og da jeg absolut ikke kunne se noget flag, indså jeg min fejltagelse. Jeg var faret vild og havde været på afveje de sidste 30 min. Jeg råbte til deltageren foran mig, som på dette tidspunkt også tydeligvis havde opdaget fejlen, for hun zigzaggede i terrænet for at finde et flag. Vi vendte om, selvom vi fortsat kunne se nogle deltagere langt ude i horisonten, men de var så langt foran, at vi ikke havde en jordisk chance for at få fat i dem. De måtte desværre klare sig selv. Jeg prøvede at følge mit spor tilbage så godt som muligt, og da jeg mødte 2 englændere, håbede jeg, at lykken var vendt. Desværre viste det sig, at de også var faret vild, men til gengæld fandt vi hurtigt sporet igen. Vi havde desværre mistet orienteringen fuldstændigt, og anede ikke hvilken vej vi skulle gå, men tog en beslutning og et højresving og begyndte i hastigt trav at indhente det tabte. Desværre mødte vi kort tid efter en deltager, som fulgte sporet modsat os, og som kunne fortælle, at han kom direkte fra checkpoint 2, som jeg havde forladt for snart 1 ½ time siden. Vi vendte om endnu engang, og nu var jeg så sur, at jeg slet ikke mærkede mine ømme hofter, min hævede ankel eller vablerne på fødderne. Jeg var kun 15 min fra checkpoint 2, og jeg havde næsten ikke drukket noget vand i en times tid, da jeg sparede rigtig meget på det, så jeg kunne mærke tørheden i munden. Jeg satte et ret højt tempo og så ikke længere på landskabet, men havde kun checkpoint 3 i tankerne. Langt om længe og lige efter at jeg havde kæmpet mig igennem en vanskelig klippepassage, så jeg en frivillig hjælper fra checkpoint 3, som kom imod os med en flaske vand i hånden. Jeg tog imod vandet med kyshånd, men kunne ikke drikke for meget, for der var åbenbart 20-30 stykker, som var faret vild og jeg vidste, at jeg langt fra var den, som havde manglet vand i længst tid. Kort efter var jeg ved checkpoint 3, men havde altså spildt ca. 1 time uden for ruten. Mange undskyldninger Jeg skyndte mig at drikke, så meget jeg kunne, jeg fyldte mine dunke helt op og tog en ekstra liter vand med mig i hånden, for jeg vidste, at jeg nu var gået så meget i væske underskud, at det kunne blive farligt senere, hvis jeg ikke passede på. Kort efter indhentede jeg italienerne, som jeg følte forlod mig, og jeg prikkede ham på skulderen og kastede noget galde ud over ham, hvorefter jeg med det samme indså min fejl. Han undskyldte med hele kroppen og forklarede, at han råbte efter mig, men jeg var for langt væk til, at jeg kunne høre ham. Det var jo præcist det samme, som skete med de deltagere, som lå før mig. Dem forlod jeg jo også, da jeg indså min fejl. Udover det så var det jo udelukkende mit eget ansvar at sørge for, at jeg er på ruten. Så kom bjergene Ved checkpoint 4 fik vi at vide, at det fra da af gik opad. Efter at have været i gang i 5 dage over 210 km gik vi nu ind i bjergene. Puha, sikke et tidspunkt at skifte terræn på. Over de næste 10 km gik vi op ad bjergsider via små snoede grusstier. Omkring hvert et hjørne kunne jeg lægge hovedet bagover og kigge op på den næste klippeside, og helt oppe kunne jeg se små sorte skikkelser af deltagere, som langsomt bevægede sig opad. Alt i alt kunne jeg se 6-7 deltagere omkring mig, og på intet tidspunkt så jeg nogen holde pause. På enhver anden dag og selv under almindelige temperaturer ville stigningen have været en stor fysisk udfordring, men på trods af alt hvad vi har været igennem og taget i betragtning af, hvor varmt det var, var der ingen som klagede over forholdene, og jeg kunne ikke være andet end stolt over at tage del i en konkurrence med så seje deltagere, der sandsynligvis ligesom mig på dette tidspunkt havde accepteret, at det må fortsætte i det uendelige, for under ingen omstændigheder stopper man nu. Da jeg nåede næste checkpoint, var udsigten fænomenal. Vi var steget ca. 700 meter, og havde fuldstændigt uhindret udsyn ud over ørkenen, som vi havde brugt de forgående 5 dage i. Det blev en af dagens mange wow oplevelser, hvor jeg indså, hvor fantastisk en oplevelse det var, og hvor heldig jeg var at få lov til at opleve det. Der var dog fortsat 30 km tilbage på dagens etape, og mørket nærmede sig. Var træt og svimmel Da jeg nåede checkpoint 6, var klokken blevet 18, og jeg mærkede for første gang trætheden for alvor, da jeg var blevet svimmel. Jeg havde indtil videre på etapen kun tisset 1 gang, og der var det tydeligt, at jeg manglede væske, så jeg frygtede, at det var dehydrering, men håbede på, at det blot var almindelig træthed. Jeg vidste, at jeg havde fulgt min ernæring og væske plan, så det burde blot være almindelig træthed. Flere af de andre deltagere satte sig ned og spiste aftensmad ved checkpoint 6, men jeg havde ikke taget noget mad med til denne aften og valgte at gå videre efter et kort stop. Jeg satte musik i ørerne for første gang hele ugen og skruede godt op for trance musikken, for jeg kunne mærke en kæmpe krise komme krybende op ad benene, og jeg frygtede, hvad der ville ske, når solen gik ned, og mørket sænkede sig. Alene og svimmel på en» 43
stejl bjergside i mørke er ikke den bedste kombination. Klokken 20 ramte jeg endnu et checkpoint. Solen var netop gået ned, og mørket var nu overalt. Jeg fandt pandelampen frem, og fik endnu engang fyldt vandflaskerne op. Jeg fik følgeskab af de 2 englændere, som jeg mødte, da jeg var faret vild, og vi dannede derfra makkerskab resten af aftenen. Jeg førte an i et opskruet gå tempo, og i starten forsøgte vi at fordrive tiden med samtale, men trætheden overtog hurtigt, og vi bevægede os derefter i stilhed. Tid til aftenbøn Efter en times tid i mørket bevægede vi os igennem en lille samling faldefærdige huse, og pludselig gik den lokale imam i gang med aftenbønnerne, og stilheden blev brudt! Endnu et checkpoint blev overstået, og de sidste 10 km blev et langt sejt træk, men pludselig var lejren inde for synsvidde, og efter 16 timer og 30 min var jeg i mål kl. 23.30. Jeg var helt høj af eufori, da jeg kom i mål og var slet ikke træt. Jeg slæbte selv min taske og alt mit vand (6 liter) ned til teltet for første gang hele ugen og var ovenud lykkelig over, at jeg havde klaret alt, hvad der var blevet slynget efter mig! Det var overstået, og jeg var igennem. Afslapning inden sidste etape Da jeg vågnede næste morgen, manglede der fortsat mange deltagere. Hele dagen kunne vi høre trommerne larme som signal til, at en deltager var på vej ind i lejren. De sidste kom ind efter over 30 timer på ruten. Det må være umenneskeligt at være ude i så lang tid, og folk var også mere end brugt, når de væltede ind over målstregen. Vi andre skulle ikke noget denne dag, så vi lå i teltet og fik hvilet ud. Oplevelse for livet Dagen efter var det sidste etape. Dagen er ikke en del af konkurrencen, og alle får på forhånd samme tid. Der er kun 6,5 km. ind til Petra, og jeg løb en stor del af ruten. Hviledagen havde gjort godt, og jeg nød at løbe terrænløb. De sidste 1,5 km til Petra foregik via en meget smal og meget berømt passage, som nogle steder kun er 90 cm bred, men 30-40 meter høj. Jeg løb alene hele vejen, og der var helt stille omkring mig, indtil jeg pludseligt kunne se slutningen af passagen. Der stod alle de frivillige og de deltagere, som var kommet ind før mig, og bag dem tårnede et gammelt tempel sig op, hakket ud af klipperne. Jeg fik overrakt min medalje, og eventyret var pludseligt slut. Jeg har været presset så langt ud som aldrig før, men samtidig har jeg følt mig så meget i harmoni med tingene, at jeg er overbevidst om, at det er noget jeg skal prøve igen. Jeg kan ikke anbefale sådan en oplevelse nok, men man skal dog ikke kaste sig hovedkulds ud i det, for det kræver sit at forberede sig, og man skal kunne acceptere at være i stærke smerter over mange timer, for det er absolut ikke gratis at deltage og gennemføre sådan et løb. Når det er sagt, så har det været den vildeste og bedste oplevelse, jeg indtil videre har haft i mit liv. Jeg vil godt rette en stor tak til Støtteforening PI-Københavns Venner som ydede økonomisk støtte til min tur. Der er mange andre udfordringer, som ligger og venter, og man kan følge mig på facebook under Andreas mod Planeten. Ørken, ørken, ørken... 45