Fynske Livregiment i krig og fred.

Fynske Livregiment i krig og fred. Fynske Livregiment, der blev oprettet på Christian IV ordre den 17. november 1614, var i sin tid et af landets to ældste regimenter. I 377 år tjente dets faner som samlingsmærker for tapre soldater, der med ro og koldblodighed hævdede den danske soldaterære på mange valpladser ud over store dele af Europa, og i de sidste år regimentet fik lov til at eksistere tillige på Balkan og i Orienten. Regimentet har såvel i medgang som i modgang indskrevet sig i en hæderfuld historie, og dets soldater har stedse været tro mod mottoet: Fast i Nød. Regimentets første grundstamme blev de tohundrede bønder, som udgjorde det Fynske Compagnie af Jydske Landregiment. Bevæbningen bestod for musketererne af luntebøsser og for pikenerernes vedkommende af spyd (pike) og en kårde. Da Christian IV indtrådte i 30-års krigen i 1625, skulle alle nationale soldater til Tyskland, også fynboerne, som blev iklædt røde uniformskjoler og gule bukser. Det var en uniform, som den enkelte soldat dog selv måtte betale. Den 17. august 1626 fik fynboerne deres ilddåb ved Lutter am Barenberg. Den danske hær stod overfor overlegne tyske tropper, men regimentets kamp danner et af lyspunkterne i denne sørgelige krig. Under Torstensonkrigen 1643-1645 kom de fynske kompagnier atter i kamp. Da den svenske general Torstenson d. 12. december 1643 pludselig brød ind over den danske grænse og plyndrende trængte op gennem Jylland, stod vi ganske uforberedte. Snart forsøgte Torstenson også at komme over til Fyn ved Middelfart, men de fynske jenser var på deres post. Torstensons landgangsbåde blev sænket med velrettede kanonskud, og det lykkedes ham aldrig at få fodfæste på Fyn. De uheldige krige i første halvdel af det 17. århundrede havde tydeligt vist, at det var nødvendigt, at vi til stadighed havde en fast organiseret hær. Fyn fik derfor den 15. januar 1663 sit eget regiment, Fynske Nationale Regiment. Regimentet kom til at bestå af to batailloner med i alt 8 kompagnier, i hvilke man kunne se såvel pikenerer som musketerer, og fra 1670-erne tillige grenaderer, som var høje, kraftige soldater, hvis hovedopgave under kamp var at kaste med håndgranater. Grenadererne havde også granatbøssser, som udskød små kardæsker. Nogenlunde samtidig indførtes bajonetten, hvilket bevirkede, at piken afskaffedes. Hvert kompagni havde sin fane, der var grøn, med undtagelse af regimentschefens kompagni, livkompagniet, hvis fane var hvid. Midt i fanen var et rødt felt, hvor en forgyldt lindorm sås. Lindormen fulgte regimentets personel, idet den de sidste 40 år af regimentets eksistens blev båret på uniformernes krave. Efter en fredsperiode fra 1660 til 1675, hvor regimentet havde garnison i Nyborg, kom Den Skånske Krig, som varede til 1679. Kong Christian V ønskede at vinde besiddelserne på den anden side af Øresund, som hans far havde sat over styr, tilbage. Tiden var moden til foretagendet, fordi svenskerne var i en krig

i Tyskland, hvor svenskerne efter Trediveårskrigen havde fået store besiddelser. Det meste af den danske hær og her indbefattet Fynske Regiment blev sendt til Tyskland, og den 23. oktober 1675 nåede man til Wismar, som blev belejret, indtil de danske regimenter var klar til at storme natten mellem 12. og 13. december. Angrebet skete i en hylende snestorm, men angrebet lykkedes, og svenskerne måtte overgive sig. Som en fuldt fortjent hædersbevisning blev stednavnet Wismar og årstallet indskrevet på fanebåndet, hvor allerede var anført Lutter am Barenberg 1626. Krigen blev herefter ført over på de tidligere danske besiddelser i Sverige. Som et af de smukkeste beviser på de fynske soldaters udholdenhed fik man, da de i lange måneder var indesluttet i fæstningsbyen Christiansstad, hvor de led alle sultens kvaler, men trods sult og sygdom modstod fynboerne alle svenskernes stormløb, indtil oberst v.d. Osten i maj 1677 overgav fæstningen på betingelse af, at regimentet måtte marchere ud med regimentsmusikken og fanen i spidsen, og hver mand bærende sin ladte musket på skulderen. Det accepterede svenskerne og viste således respekt over for en udholdende modstander. Årstallene 1677-78 og stednavnet Christiansstad har siden kunnet ses på regimentsfanens bånd. År 1700 skiftede Fynske nationale Regiment navn til Fynske hvervede Regiment til fods. Man var sidst i 1680-erne gået over til at hverve soldater, hvorved der kom mange udlændinge ind i regimentet, men ånden forblev dansk. Men en lejet hær var dyr i drift, og kong Christian V slog glædelig til, da man fra engelsk side i 1689 bad om at måtte låne en del af den danske hær. 7.000 mand, heriblandt en bataljon fra fynske, blev i november måned sejlet til England, hvorfra de næste forår blev sejlet til Irland, hvor de kæmpede et par år, hvorefter de blev sejlet til Flandern, hvor de kæmpede indtil 1698, da kampene sluttede, hvorefter de stærkt decimerede bataljoner kunne marchere til de respektive hjemlande. Den fynske bataljon havde været indsat i mange hårde slag i de ni år, den havde været i engelsk tjeneste, men efter de enkelte kampe var den stedse blevet fremhævet for soldaternes mod og udholdenhed. Efter at være kommet hjem i 1698, kunne de hårdt prøvede soldater slappe lidt af et par år, men i 1701 måtte igen en af [de] Fynske bataljoner udenlands. Kong Frederik IV udlejede et korps på 10.000 mand til Engelsk-Hollandsk krigstjeneste, og denne danske styrke kom nu til at deltage i Den spanske Arvefølgekrig på mange slagmarker. Den fynske bataljon var med i slagene ved Bonn i 1703, ved Höchstadt i 1704, ved Oudenbourg og Wynendael i 1708 og Malplaquet i 1709. Endvidere deltog fynboerne i belejringen af Bethune og Bouchain i henholdsvis 1710 og 1711. Endelig i 1714 vendte bataljonen hjem, og den 14. juli 1714 blev den opløst og dens faner blev afleveret til Tøjhuset. I den Store Nordiske Krig, som varede fra 1709 1720, udmærkede fynboerne sig særligt ved Stralsund Fæstning 17.-18. december 1715. Fæstningen forsvaredes af selve den svenske konge, Karl XII, som det dog lykkedes at flygte og komme med en båd til Sverige. Angrebet blev ført af den fynske oberst Jesper Friis, som

et par måneder senere døde af de sår, han pådrog sig under angrebet. Men de fynske soldaters indsats blev senere honoreret ved at regimentets fanebånd fik påskriften Stralsund 1715. Taktikken på slagmarken har siden de ældste tider altid måttet afpasses efter de disponible våbens effektivitet. Den preussiske Syvårskrig og Den amerikanske Uafhængighedskrig havde vist, at tiden var løbet fra lineærtaktikken, nu måtte man til at kæmpe i spredt orden. Det var de riflede geværer, i hænderne på dygtige skytter, der gjorde udslaget. Omkring år 1800 fik hver af regimentets bataljoner et jægerkompagni. Det var folk af forholdsvis lille vækst, som havde let ved at skjule sig i terrænet, og som gennem en intensiv uddannelse blev særdeles dygtige skytter, som fjenden [i] den første Slesvigske krig fik den største respekt for. I 1839 skiftede regimentet navn og benævntes herefter som 3. Livregiment til Fods, men denne benævnelse holdt kun i tre år. I 1842 blev hæren udsat for en gennemgribende omorganisering. De flot klingende regimentsnavne forsvandt, ja, man gik endog bort fra regimentsbegrebet, og bataljonerne blev herefter og indtil 1880 de administrerende, de uddannende og de taktiske enheder. 3. Livregiment til Fods fik navneforandring til 4. Linie-Infanteri-Bataljon, en betegnelse bataljonen beholdt indtil 1860, hvorefter navnet blev til 4. Infanteri-Bataljon. I 1842 fik bataljonen en uniform af lidt andet udseende end den hidtidige. Der indførtes en rød uniformsjakke og lyseblå bukser, men den upraktiske chakot bibeholdtes. Med slesvig-holstenernes oprør i marts 1848 begyndte den borgerkrig, som senere er blevet kaldt Den første slesvigske Krig, og som varede indtil 1850. 4. Linie-Infanteri-Bataljon deltog i mange kampe under krigen, og navnlig bør fremhæves bataillonens indsats i slagene: Dybbøl 5.6. 1848 og Isted 25.7. 1850. Disse to stednavne er da også senere blevet påført bataljonens fanebånd. I november-december 1863 trak det igen op til krig med vor sydlige nabo, og mobiliseringen påbegyndtes. 4. Infanteri-Bataljon bestod som alle andre bataljoner af 4 kompagnier, men ved mobiliseringen fordobledes kompagniernes antal. 4. Infanteribataljon benævntes herefter som 4. Infanteriregiment, og de otte kompagnier kom til at udgøre to bataljoner. Trods på mange måder fortvivlede forhold kæmpede den danske soldat bravt, modigt og udholdende mod overmagten, og for 4. Infanteri-Regiments vedkommende er der særlig grund til at nævne slaget ved Dybbøl 17. marts 1864. De soldater, som udkæmpede slaget, er dog også blevet hædret ved at stednavnet og årstallet er påført et af regimentets fanebånd. Men glemmes skal heller ikke soldaternes indsats ved Alssund den 29.6. 1864, da preusserne i nattens mulm og mørke satte over sundet og angreb den tyndt besatte danske kyst på Als. Efter krigen ændrede regimentet på ny struktur og fik atter status som bataillon, idet kompagniernes antal igen blev skåret ned til fire. Bataillonens benævnelse blev igen 4. Bataillon med garnison i København. Ved hærordningen af 1880 kom regimentsbegrebet igen i anvendelse, idet der oprettedes 10 infanteriregimenter, 1. 10. regiment, som hver tildeltes 3-4 af de gamle

infanteribataljoner plus en enkelt af de nys oprettede reserve- og forstærkningsbataljoner. Ved denne hærordning af 1880 blev 4. Bataillon lagt under 4. Regiment sammen med 16., 17., 26. og 36. Bataillon. Bataillonens garnison var fortsat København, hvor indkvarteringen skiftede mellem Kastellet og Sølvgades kaserne. Efter krigen i 1864 udskiftedes forladegeværerne omsider i 1867 [med] enkeltskuds bagladevåben, som i 1889 afløstes af det danske gevær model 1889. Først i 1900-tallet indførtes det dansk konstruerede rekylgevær, som tilgik infanteri-regimenterne. Under 1. Verdenskrig var bataillonens mandskab med til at udføre de store befæstningsanlæg omkring København. I 1932 blev bataillonen forlagt til Odense, hvor den indgik i 6. Regiment sammen med 5., 16. og 26. Bataljon. Krigen truede stærkt fra efteråret 1939, og som alle andre afdelinger i hæren indkaldte 6. Regiment i september 1939 nogle hjemsendte årgange, som trods det at krigstruslen ikke blev mindre overhængende, dog snart hjemsendtes igen. For at demonstrere dansk vilje til at hævde suveræniteten, befalede regeringen i januar 1940, at 4. Bataillon, som var en cyklistbataillon, skulle forlægges til Søgårdlejren og dennes nærmeste omegn. Opgaven var fra ildstillinger ved Hokkerup, Kværs, Bjergskov, Bredevad, Kliplev og Lundtoftebjerg at hindre fjendtlig fremtrængen fra syd. En tysk motoriseret og pansret styrke på 20.000 mand opmarcherede d. 7. og 8. april langs landevejen fra Flensborg og sydpå. Denne styrkes forreste enheder passerede grænsen kl. 0400. 4. Bataillon modtog i Søgård straks melding fra grænsegendarmeriet i Kruså, og bataillonens mandskab, som hvilede påklædt i deres kvarterer, blev straks alarmeret og kørte på cykler til de respektive kampstillinger, hvor de optog kamp med de angribende tyske tropper, der rykkede frem med Hovedvej A 10 som akse. Der udspillede sig voldsomme kampe ved Lundtoftebjerg, Hokkerup og Bredevad. 4. Bataillons mandskab bed godt fra sig og tvang adskillige gange de angribende til standsning. Den danske 20 mm maskinkanon viste sig særdeles effektiv mod de tyske let pansrede opklaringskøretøjer, som i mange tilfælde blev bragt til standsning af vore dygtige skytters velrettede ild. Vore soldater fik lov til at kæmpe den ulige kamp i 4 timer, inden ordre til at standse skydningen og lade de tyske tropper få uhindret adgang til at besætte landet nåede ud til de kæmpende. 4. Bataillon havde da mistet seks faldne soldater, ligesom 14 var blevet såret. 4. Bataillon blev kommanderet tilbage til Odense, og skønt Danmark var blevet besat, vedblev man at indkalde unge danske til aftjening af værnepligt. Disse indkaldelser fortsatte indtil 1943. I denne sommer var der vældige spændinger mellem den danske befolkning og de tyske besættelsestropper; disse spændinger var så alvorlige, at tyskerne besluttede at sætte den sidste rest af den danske hær ud af spillet. Dette skete her i Odense ved at tyske soldater natten mellem den 28. og 29. august angreb forlægningen i Albanigade, vagterne ved depotet på Øvelsesplads Gl. Nord, og vagterne ved Skovpavillonen i Fruens Bøge. De fynske soldater optog kampen, som varede ca. 45 minutter, og som kostede en falden og fire

sårede. Hæren blev således sat definitivt ud af spillet og blev først genopbygget efter krigens og besættelsens afslutning. Den 18. juli 1945 kunne det første rekruthold, indkaldt efter krigen, tage en nyistandsat kaserne på Sdr. Boulevard i besiddelse. De følgende år skiftedes 4. og 5. Bataillon, som stadig henhørte under 6. regiment, til at indkalde rekrutter. Men tiden var løbet fra hærens daværende struktur, og ved en hærordning, gældende fra 1. november 1951, nedlagdes de i 1880 oprettede ti infanteriregimenter, og ti nye oprettedes. Fra de ti ældste og mest hæderkronede batailloner overgik historie, traditioner og fane til de 10 nyoprettede regimenter. Eftersom regimentet fra 1766 og til 1808 havde haft nær tilknytning til kongehuset og i disse år havde stået vagt om kongefamilien, fik regimentet tillige benævnelsen Fynske Livregiment. Navnet 6. Regiment gik i de kommende år helt ud af brug, og da regimentet siden sin oprettelse i 1614 havde tilbragt en stor del af sin tid på Fyn, var det naturligt at bruge navnet Fynske Livregiment. Regimentet fik ansvaret for opstilling, uddannelse, administration og forvaltning af 1., 2. og 3. Bataljon, alle med garnison i Odense. Regimentet havde udkæmpet mange slag på udenlandske slagmarker, og i 1956 var der igen brug for fynske soldater. 2 kompagnier blev i november sendt til Ægypten i forbindelse med den såkaldte Suezkrise, og i foråret 1964 havde De Forenede Nationer atter brug for soldater fra Fynske Livregiment, for nu var der udbrudt uro på Cypern. Såvel på Cypern som i Ægypten var der mange år frem i tiden fynske frivillige soldater til stede. I den lange periode, der benævntes som Den kolde Krig, skete der meget andet ved regimentet. Sidst i 1950-erne gik regimentets 1. Bataljon fra at være en fodmarcherende afdeling til at blive en motoriseret enhed, og nogle år senere moderniseredes bataljonen yderligere, idet der tilgik hvert kompagni 13 pansrede mandskabsvogne, og bataljonen var således nu en helt moderne afdeling. Men truende skyer trak sammen over regimentet. Ved kommunismens styrt i Østeuropa mindskedes den internationale spænding i verden. Det var danske politikeres opfattelse, at der på grund af afspændingen ikke var brug for så mange regimenter, som der var i vor hær, nogle af dem skulle nedlægges. Og trods stærk modstand fra personellets side var politikerne ubøjelige. Regimentet blev nedlagt under vajende faner og klingende spil den 31. juli 1991. Det var for personellet, men også for alle civile fynboer en sorgens dag. Et meget gammelt regiment, hvis soldater stedse havde levet op til valgsproget Fast i Nød, var ikke mere.