Positiv Ridning Systemet Om dressurhestens holdning Af Carina Högkvist Debatten om dressurhestens holdning hvad handler den egentlig om? Artikel af Carina Högkvist, aut. hestemassør. ofte næsen bag - somme tider endog meget bag - den lodrette linje og har området oven for den tredje halshvirvel som højeste punkt. Det er netop dette, der har givet anledning til disse diskussioner, men lad os klare begreberne helt fra begyndelsen! De seneste år har der flere gange været livlig debat om den holdning dvs. måden at ride hesten til biddet på som dressurhesten rides i i dag sammenlignet med den holdning, hestene blev redet i for ca. 30 år siden. Men det er måske ikke altid så let at følge med i, hvad debatten egentlig handler om. Det kræver en hel del viden om hestens anatomi og biomekanik at forstå, hvordan forskellen mellem de forskellige måder at ride på påvirker hesten. Her vil jeg foretage en sammenligning mellem hestens fysiske belastning ved dressurridning i dag og for ca. 30 siden, samt belyse nogle teorier om dette. I de seneste 30 år har dressursporten udviklet sig meget med hensyn til måden at gymnasticere og afbalancere hesten på under rytter. Dressurheste er i dag ofte meget velgymnasticerede og lydige, men hvis vi sammenligner Liselott Linsenhoff og Piaffs opvisning ved OL i 1972 (guldmedalje) med vore dages eliteryttere, ser vi, at der er ret stor forskel med hensyn til hestens holdning og bæring. 70 ernes eliteheste blev redet med næsen foran den lodrette linje og med nakken som halsens højeste punkt. Vore dages eliteheste har Liselott Linsenhoff/Piaff fik guld ved OL i 1972. Næsen er godt fremme, og nakken er halsens højeste punkt (identisk tegning af et foto). En eliteekvipage år 2000. Bemærk, at traven er firtaktet, venstre bagben har forladt jorden, mens højre forben stadig er i jorden. Næsen er bag den lodrette linje, og den tredje halshvirvel er halsens højeste punkt (identisk tegning af et foto). Copyright by Positive Riding. All rights reserved. 1
En hest bærer fra naturens hånd ca. 60 % af sin vægt på forparten og ca. 40 % på bagparten. Når en rytter sætter sig på hesten, indebærer det yderligere ubalance, idet hesten kommer endnu mere på forparten. For at undgå belastningsskader prøver man i dressuren at genetablere balancen hos hesten, ved at hesten med sine bagben, sit bækken og sin ryg danner en løftestang, der løfter forparten op, og på denne måde kommer mere i balance. Dette sker ved, at hesten tipper sit bækken indad, så bagbenets led bliver vinklede, og hesten træder mere ind under kroppen med bagbenene, samt at der dannes en sammenhængende muskelstreng i hestens overlinje fra bagparten, via ryggen og halsen til nakken. Her er den mellemste lårballemuskel (iliopsoas) også vigtig, da den, når den trækkes sammen, bøjer lårleddet og trækker den nederste del af bækkenet fremad. Hvilestilling. Nedenstående forklaring er forkortet og forenklet, men beskriver hovedprincipperne i den sammenhængende muskelstreng, løftestangen, som løfter forparten. Bagbenets system af strække- og bøjemuskler er udeladt her ligesom også mindre vigtige muskler i øvrigt. Muskelkæden beskrives fra ryggen og fremad. Den lange rygmuskel (longissimus dorsi) er en strækkemuskel, der, i modsætning til hvad de fleste ryttere tror, strækker og sænker ryggen. Det er altså forkert at udtrykke sig som mange ryttere og sige, at hesten ikke arbejder med ryggen, når den bevæger sig med sænket ryg og højt hoved. Hestens rygmuskel er da netop virkelig i arbejde men ikke på en måde, som er gavnlig for hesten. Ryggen skal i stedet danne en bro fra bagparten over til forparten og på denne måde løfte forparten op. Her er den mellemste lårballemuskel meget vigtig for at få hesten til at træde bagbenene ind under kroppen og for at forhindre ryggen i at sænke sig (se også kommentaren om bugmusklerne senere i artiklen). Den lange rygmuskel strækker sig fra bækkenet, korsbenet samt lænde- og brysthvirvlerne til de tre syv sidste halshvirvler. Det gør, at den lange rygmuskel også påvirker den bagerste del af halsen og bl.a. giver rejsningen, når hesten går korrekt til biddet. Tyngdepunktet er flyttet bagud. 1 den sammenhængende muskelstreng. 2 den mellemste lårballemuskel. Den lange rygmuskel og den mellemste lårballemuskel er afslappede. Copyright by Positive Riding. All rights reserved. 2
Den lange rygmuskel og den mellemste lårballemuskel arbejder. Man skal altså ikke arbejde med hesten i lang og lav holdning. Men for at få cirkulation, afslapning og stretching i den lange rygmuskel samt for at undgå statisk arbejde er det godt at skifte mellem samling og ridning i en lang og lav holdning f.eks. at samle hesten i ti minutter, ride den i lang og lav form i to minutter, samle i ti minutter osv. Tidsintervallerne afhænger af hestens kondition og muskelmæssige status. Man hører ofte ryttere sige, at nu arbejder hesten med ryggen, når den rides i lang og lav holdning. Det er forkert. I den lange, lave holdning arbejder ryggen ikke den slapper af, og hvis hesten søger rigtigt frem og ned, stretches ryggen. Den næste vigtige muskel i kæden er splenius, en kraftig muskel, som strækker sig fra de tre fem brysthvirvler til nakken og den første halshvirvel. Splenius løfter hovedet og halsen. Den lange rygmuskel i arbejde, men splenius afslappet, dvs. et brud på muskelkæden ved splenius, gør, at hesten får den tredje halshvirvel, ikke nakken, som højeste punkt nakken falder. Da splenius også påvirker hovedet, vil næsen desuden komme bag den lodrette linje, når splenius ikke er i arbejde. Musklen semispinalis capitis har en lignende funktion. Det er denne holdning, mange dressurheste rides i i dag. Det medfører, at hesten ikke arbejder på den mest skånsomme måde, men tværtimod belaster sin forpart unødigt, pga. at muskelstrengen fra bagparten bliver brudt, og unødigt meget af hovedets og halsens vægt havner på forparten. Splenius og semispinalis capitis er afslappede (ikke i arbejde). Den tredje halshvirvel er det højeste punkt, næsen er bag den lodrette linje. Brachiocephalicus er en muskel, som ikke indgår i kæden, men som alligevel skal nævnes. Den strækker sig fra nakken ned til overarmsbenet. Den har flere funktioner, bl.a. at trække forbenet fremad. Den kan også bøje halsen og strække hestens næse fremad. Når hesten har den tredje halshvirvel som højeste punkt og næsen bag den lodrette linje, kan den ikke bruge denne muskel på den bedste Copyright by Positive Riding. All rights reserved. 3
måde. Det kan somme tider tydeligt ses i piaf, hvor heste, som rides med lav nakke og næsen langt inde, ofte har dårligere løft i forbenene end dem, der rides med højere nakke og næsen længere fremme. Hesten forsvarer sig da somme tider også ved at træde ind under kroppen med forbenene, hvilket gør, at kropsvægten ikke bliver flyttet bagud. bagbenene ind under sig ved at bøje mellem korsben, lænd og ryg samt giver kroppen stabilitet. Bugmusklerne medvirker også til, at ryggen ikke sænkes, når hesten trækker rygmusklerne sammen. De giver endvidere stabilitet, når hesten bevæger sig i trav og galop ved at forhindre alt for stor lodret bevægelse af ryggen. Piaf. Knæet (carpus) løftes ikke tilstrækkeligt. Forbenene træder ind under kroppen. Den lige bugmuskel. Fælles for alle disse synspunkter er, at jo mere veltrænet hesten er, desto større samling kan man opnå. Man kan ikke forlange, at en ung utrænet hest skal kunne gå i samme grad af samling som den ældre og mere trænede. Det skal vi huske, når vi begynder at træne vores heste. Piaf. Højere knæløft. Kun bagbenene trædes ind under kroppen. Også bugmusklerne har stor betydning. Der er her tale om den udvendige og den indvendige skæve bugmuskel, som fastholder rygsøjlen og i et vist omfang fører den nederste del af bækkenet fremad, men først og fremmest den lige bugmuskel, som hjælper hesten med at træde Hvorfor er det så blevet sådan her? Der er nok ingen, der rider sin hest i forkert holdning med vilje. Vi elsker vores heste og vil dem kun det bedste, men måske er vi blevet for dygtige til at ride vi er i stand til at træne vores heste til at udføre svære øvelser, men har ikke rigtig kunnet følge med, hvad angår at tilegne os den viden om hestens anatomi, som er nødvendig for rigtig at forstå ridningen. Måske burde den del vedrørende anatomi og biomekanik, som indgår i uddannelsen af trænere og dommere, udvides, så de kan give deres ryttere et større biomekanisk perspektiv på hestens forudsætninger for at arbejde. Hvis Copyright by Positive Riding. All rights reserved. 4
man ikke har den viden, sætter man heller ikke spørgsmålstegn ved udviklingen. Formodentlig er det manglende viden på disse områder, der gør, at så mange ryttere f.eks. blander bæreevne sammen med afskub vi tror, at hvis vi har godt afskub, har vi også god bæreevne, hvilket er to helt forskellige ting. Hvad skal vi så gøre, når vi rider, for at det skal blive rigtigt? Nogen enkle generelle kneb er der desværre nok ikke, men alligevel nogle tips. Husk at styrke hestens bugmuskler, de er til stor hjælp for ryggen. Det gør man f.eks. ved at lade hesten springe a tempo, trave over cavalettibomme og klatre. Varm hesten mere op i galop i stedet for i trav, det engagerer flere muskelgrupper. Skift mellem samling og at ride hesten i lang og lav holdning med korte intervaller for at få cirkulation og reducere spændinger i ryggen. Men først og fremmest: få hjælp af en dygtig træner, lær så meget, du kan, om hestens biomekanik, og vær ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor du gør, som du gør. Denne artikel har været publiceret i det svenske rideblad Ridsport. Copyright by Positive Riding. All rights reserved. 5