Kend din by 2 Nyborg Fæstning Nyborg og Omegns Museer Skoletjenesten
Slot og Fæstning På denne tur i Nyborg skal I ud i naturen. I skal opleve hvor pænt og fredeligt der kan være så tæt på byen, og samtidig skal I lære lidt om Nyborgs fæstning. I skal gå en del, så husk sko der er gode at gå i og noget at skrive med og på. Det er ikke strengt nødvendigt, men det var måske lidt sjovere hvis I havde et kompas, så I kunne se, hvad der er nord og syd og øst og vest. I skal helst følges ad i små grupper på 2 til 4 elever. Her kan I lige få et overblik over fæstningen, eller det der er tilbage af den. I starter turen på slotspladsen ved Nyborg Slot. Slottet kaldes også Danmarks ældste kongeborg, og er sikkert også den ældst bevarede. Og der har boet mange konger på slottet i kortere eller længere perioder. Man mener at den ældste del af borgen er fra ca. 1190, og er sikkert bygget af kong Valdemar den Store for sammen med andre borge at kunne forsvare Danmark mod Venderne, der på den tid hærgede de danske kyster. Venderne, der kom sejlende fra Nordtyskland, var sørøvere og banditter, der plyndrede og slog ihjel. De tilbad en krigerisk gud, som de kaldte Svantevit. Siden er der blevet bygget til og bygget om i mange omgange, og siden er det meste af slottet brækket ned igen, men hvis I vil vide mere om slottets historie skal jeres lærer bestille en rundvisning for klassen. Det er gratis hvis I er fra Nyborg eller en af omegnskommunerne. Så I skal altså ikke ind på slottet i denne omgang. Men I har måske allerede været der. Til gengæld skal I om på den anden side af slottet. Her er en port, der fører ind under volden. Den har kraftige døre i begge ender og er blevet brugt til at soldater kunne komme fra den ydre side af voldene og i sikkerhed indenfor hvis fjenderne kom for tæt på. Sådan en tunnel kaldes en Poterne. Opgave 1: Hvornår er poternen fra: 2
Gå en tur igennem poternen og tilbage igen og op på den høje vold som ligger langs slottet. Før 1660 erne gik vandet i Ladegårdssøen helt op til slottet og der var ingen vold her. Til forstærkning af fæstningen ville man bygge en høj vold og en dæmning tværs igennem søen. Det kunne man ikke med alt det vand, og de redskaber man havde dengang. Derfor lavede man en dæmning ved Hjulby, så der ikke kom vand i åen. Så lavede man et hul i dæmningen ud til Nyborg fjord så det meste af vandet i voldgraven løb ud. Resten af vandet blev øst ud ved håndkraft. Efter et stykke tid var bunden tørret så meget at man kunne begynde på byggeriet, der varede i flere år, inden man igen kunne åbne for åen, så voldgravene langsomt blev fyldt op igen. I følger volden til I når en stor plads med en del kanoner og et vandtårn, der godt nok ikke hører til fæstningen, men til et nedlagt vandværk, der er bygget meget senere. Pladsen I står på hedder Dronningens Bastion. For enden af voldgraven kan man se et hvidt tårn, Den Hvide Jomfru, som har stået på toppen af en dæmning, der skulle sørge for at vandet ikke løb fra voldgravene og ud i Nyborg Fjord, men den vender vi tilbage til. Opgave 2: Hvor mange kanoner er der på Dronningens Bastion? Som I måske har bemærket, er Nyborg en by med meget vand. Der er voldgrave hele vejen rundt om den gamle by, og ekstra grave rundt om slottet. Men hvor kommer vandet fra? Det var jo meget vigtigt at der altid var vand i voldgravene både for at fjender ikke kunne komme over, men også for at møllen på Torvet virkede. I skal nu se på hvor alt det vand kommer fra. Fra bastionen skal I ned til voldgraven. I kan kure ned af skråningen eller finde en trappe, og lige hvor der er et skarpt hjørne på voldgraven finder I Naturbroen. Den var der selvfølgelig ikke da fæstningen var i brug, men I skal over broen og til venstre af stien og videre til venstre hvor den deler sig. I går nu et stykke mod syd, hvor der faktisk er vand på begge sider. På et tidspunkt kommer I til en lille betonbro. Her løber vandet ind i voldgravene. Det kommer fra søen på højre side, Ladegårdssøen, og den skal I nu en tur rundt om. Følg stien til højre og langs med søen. Det går en del op og ned, men det er en flot tur. Her skal I bare nyde naturen, til I kommer til en vej. Søen er blevet til en å, Ladegårdsåen, og I drejer til højre ad vejen hvor der kommer en bro over åen. Lige efter broen drejer I igen til højre af en sti langs åen, til I er tilbage ved Naturbroen, hvor turen rundt om søen startede. Tænk at alt vandet i voldgravene kommer fra en lille smal å. I skal tilbage til Naturbroen, men ikke over. I følger stien på venstre side af voldgraven hen forbi en del kolonihaver. Et sted drejer stien skarpt til højre ned mod voldgraven og så til venstre igen. Her har I Nyborg Sygehus oppe til venstre. I området ved sygehuset og kolonihaverne lå det ældste Nyborg. Byen lå her tilbage i den tidlige middelalder, og der lå også en kirke. Senere i middelalderen er der så opstået en ny bydel på en holm inderst i fjorden i nærheden af slottet, og her blev også bygget en ny og større kirke. Det er det, der i dag er Nyborgs indre by. Den gamle bydel mistede langsomt betydning, og under Grevens Fejde i 1534 blev den brændt af. 3
I skal nu lige det sidste stykke hen til hvor voldgraven slutter. Oppe til højre ligger Kronprinsens Bastion. Der har været kanoner ligesom på Dronningens Bastion, men i dag bruges den til andre ting, bl.a. til Nyborg Voldspil. Faktisk stopper voldgraven ikke her. Men man har bygget en bred grusvej, og vandet løber i rør under vejen og fortsætter ud i en grav på den anden side. I skal nu følge graven hen til Landporten, der egentlig er en byport, der førte fra den befæstede by og ud på landet. Når porten blev lukket, var det meget vanskeligt for fjender og andre at trænge ind i byen. Så skulle man over først voldgrav og senere volde, som var bevogtet af kampklare soldater. Hver aften ringer Nyborg Kirkes store klokke kl. kvart i ti. Det er en tradition helt tilbage fra middelalderen, der skulle fortælle folk, som var uden for voldene, måske på markarbejde, at de skulle se at komme hjem, for portene i Landporten blev lukket kl. ti. Opgave 3: Hvornår er Landporten bygget? I skal nu igennem Landporten, og I kommer så ind i den gamle by igen. Pas på trafikken. I skal til venstre ad Stendamsgade og igen til venstre ad Nørrevoldgade. Til venstre for jer lå der tidligere en vold og en voldgrav. Voldgraven er der endnu, men den høje jordvold er jævnet ud og er blevet bebygget. I fortsætter forbi Rådhuset og hen til Ravelinsvej. I går over på den anden side af Ravelinsvej, og til venstre og lige før broen kan I se resterne af et voldanlæg, der hedder Prins Carls Bastion. Her har der også været soldater og kanoner, der skulle forsvare byen mod fjender, der kom fra nord og øst. Her hvor I nærmer jer den gamle bys nordøstlige del, er det desværre slut med høje volde. De er jævnet ud, og der er bygget huse, hvor de har ligget. Men voldgraven løber videre rundt om den del af byen, der hedder Nyenstad, som blev bygget på et temmelig sumpet område i 1600 tallet, så der blev plads til flere huse og mennesker inden for voldene. Opgave 4: Hvorfor tror I, at bydelen hedder Nyenstad? I skal nu over broen på Ravelinsvej, og ned af stien til højre langs voldgraven. Herfra skal I prøve at følge voldgraven på dens sidste stykke. I kommer til en vej der hedder Birkhovedvej,og her er der også en bro over voldgraven. I skal ikke over broen, men over vejen og lidt til venstre hvor der går en lille grusvej ned til højre. Den hedder Lille Svanedam. Herfra er der et stykke vej, hvor der er bygget huse på begge sider af voldgraven, men I finder den nok igen. I skal nu følge voldgraven til den slutter og svare på denne opgave. Opgave 5: Hvor ender voldgraven? Hvad bliver der af det vand, der er for meget i voldgraven rundt om Nyborg? 4
I skal nu tilbage mod slottet, men inden laver vi lige en lille afstikker forbi Den hvide jomfru. I drejer op ad Adelgade og til venstre ad Vestervoldgade. I fortsætter til gaden drejer lidt til venstre og skifter navn til Kongens Bastionsvej. Her ligger der en bygning, der i dag hedder Vestervold og som tidligere har været både folkeskole og gymnasium. Her lå oprindeligt Kongens Bastion, der på samme måde som Dronningens Bastion og de andre var udstyret med soldater og kanoner. I fortsætter videre til I møder et hvidt tårn på venstre side af vejen, Den hvide jomfru. Den lå oprindelig på toppen af en meget smal dæmning og skulle gøre det vanskeligt at komme ind i byen på dæmningen. Senere er dæmningen blevet gjort meget bredere, og man har lavet den vej I står på her. Dæmningen skulle sørge for, at vandet i voldgraven ikke skulle løbe ud i fjorden der gik ind hvor Kvickly har parkeringsplads. I kan tydeligt se, at vandet i voldgraven på den ene side af vejen står meget højere end parkeringspladsen på den anden side. Den hvide jomfru har fået sit navn, fordi der skulle være muret en ung kvinde ind i tårnet, og nogle mener at hun til tider spøger omkring tårnet. Det passer vist ikke rigtigt, men alligevel, kig jer godt om og svar på denne sidste opgave: Opgave 6: Hvem var jomfruen der har givet navn til tårnet? Hvad havde hun mon gjort, siden hun skulle straffes så frygteligt? I skal nu tilbage til Vestervold og til venstre om til slottet, og således slutter turen hvor den begyndte. Det var den anden tur rundt i Nyborg. Vi håber det har været sjovt og hyggeligt, og at I nu ved lidt mere om byen og dens historie. Kom godt hjem! 5