Valdemar Foersom Hegndal og Lars Hegndal på Hirtshals Fyrs efterårsudstilling Omkring 150 gæster indfandt sig til fernisering og åbningsarrangement på Efterårsudstillingen på Hirtshals Fyr. Kunstudvalget i Støtteforeningen Hirtshals Fyr har formået kunstneren Lars Hegndal til at udstille sine værker sammen med værker, der er udført af hans far, nu afdøde Valdemar Foersom Hegndal. Formanden for kunstudvalget, Henny Nielsen, bød velkommen til de mange gæster, til kunstneren Lars Hegndal og til kunsthistoriker Anne Lie Stokbro, der straks fik ordet for åbningstalen. Efter Anne Lie Stokbros åbningstale, som her efterfølgende er gengivet i sin fulde ordlyd, havde Lars Hegndal ordet. Han udtrykte stor begejstring og taknemmelighed for den tilknytning hans familie havde fået til egnen gennem husmandsstedet i Kjærsgård, en ejendom Valdemar Foersom Hegndal erhvervede i 1962. Lars Hegndal havde mange gode minder fra drenge- og ungdomsår i Kjærsgård, og på udstillingen mødte han et af sine store forbilleder Tage Christensen fra Kjærsgård Møllegård. Det var Tage, der gave Lars barndomsoplevelserne i traktorsædet. Det fik de to snakket en del om på udstillingen. Lars Hegndal til venstre, kunstneren Søren Friis i midten og Tage Christensen til højre. Minderne fra et godt, gammelt venskab blev genopfrisket på Fyret.
Åbningstale, Hirtshals Fyr, 11. oktober 2014 Valdemar Foersom Hegndal og Lars Hegndal På Hirtshals Rådhus har der gennem mange år stået en gylden kvindetorso ved hovedindgangen. Mange har sandsynligvis ikke kunnet modstå fristelsen til lige at give hende et lille klap, for indbydende så hun jo ud i al sin skinnende enkelhed. Uden for rådhuset står på et lidt forblæst hjørne en bronze-skulptur af en kvinde i fuld figur. Hun pakker sig lidt om sig selv, holder armene tæt ind til kroppen, som skutter hun sig. Og over alteret i Emmersbæk kirke finder man endnu en gylden figur, her en Kristus-skikkelse, foran en mangefarvet mosaikrude. Også han er enkelt opfattet og skildret med ganske få detaljer, og mosaikruden bag ham er formet som det kors, et traditionelt krucifix er bygget over. Mange af jer kender værkerne. Såvel torso som kvindeskulptur, Kristus-figur og glaskunst er skabt af billedkunstneren Valdemar Foersom Hegndal, som gennem en længere årrække og frem til sin død i 2002 havde sommerbolig ved Kærsgård Strand. Det er altså en kunstner, som har sat sit præg på Hirtshals, der nu præsenteres her på Fyret. Og det endda i selskab med sin søn, billedkunstneren Lars Hegndal, som ligeledes har tilbragt mange somre i klitterne bag Kærsgård strand. Udstillingen viser skulptur, akvarel og glaskunst af Valdemar Foersom Hegndal og maleri, akvarel og glaskunst af Lars Hegndal. Fælles for de to kunstnere er fordybelsen i kvindeskikkelsen og i landskabet, både herhjemme og i middelhavsområdet, som de begge har besøgt mange gange. Fælles er også trangen til at abstrahere over det velkendte, til at lade det maleriske tage over og skabe udtryk, der nok har det genkendelige som en kerne, men som først og fremmest er analyser af billedkunstens byggestene: farve, lys, plan, flade og rum med afsæt i det sete. En nøgle til denne tilgang til kunsten findes i Lars Hegndals akvarel af Mont Sainte Victoire, det næsten mytiske bjerg ved Aix-en-Provence i Sydfrankrig, som den moderne malerkunsts faderskikkelse Paul Cezanne malede ikke færre end 87 gange ca. halvdelen oliemalerier og halvdelen akvareller i årene omkring år 1900. Også Cezanne splittede sit motiv op i enkeltdele, i farve- og formfelter på fladen, og lod det være op til beskuerens oplevelse af værket at få samling på motivet igen eller måske ikke. Ved at
skabe distance mellem det sete og den kunstneriske genskabelse af det, gav Cezanne kunsten en egen ret, løsrev den fra virkelighedsillusionen og dermed satte han hele den abstrakte bevægelse i gang, en bevægelse, der ikke er faldet til ro endnu og forhåbentlig aldrig gør det. Og hvorfor så denne snak om Cezanne, bare fordi Lars Hegndal har malet det samme bjerg, som Cezanne næsten manisk vendte tilbage til igen og igen? Fordi der i Valdemar Foersom Hegndals og Lars Hegndals kunst er meget af den abstraktion, som Cezanne lagde kimen til. I Valdemar Foersom Hegndals malerier, akvareller og glasmosaikker er det sete splittet op i sitrende, flimrende penselstrøg, der oplevet tæt på er rent farvemaleri og oplevet på afstand samler sig til genkendelige motiver, til landskaber af måske ikke ligefrem geografisk nøjagtighed, men til gengæld af malerisk fylde og kraft på trods af de sarte, lysgennemtrukne farver. I Lars Hegndals malerier og akvareller interiører, figurbilleder og landskaber kan blikket på tilsvarende vis zappe mellem det nærsynede og det langsynede blik, og oplevelsen veksler mellem farvens stoflighed, som fylder det nærsynede blik, og langsynets oplevelse af motivernes enkle og harmoniske komposition og helhed. På udstillingen vises enkelte eksempler på Valdemar Foersom Hegndals skulpturer. Foersom Hegndal var uddannet billedskærer og billedhugger, og i såvel udstillingens skulpturer som i torsoen, Kristus-skikkelsen og Bente på det forblæste hjørne, aner man, at han har kigget langt tilbage i kunsthistorien for at finde sine forbilleder. Den græske antiks akaiske skulpturer af både enkel og monumental styrke genfindes i Foersom Hegndals værker, hvor menneskeskikkelsen er opfattet som et logisk forløb af flade og form, af rum og rytme, af værdighed. Bemalingen på en gang øger og svækker natur-ligheden, der nok er et afsæt, men aldrig et mål. På udstillingen vises tillige eksempler på både Valdemar Foersom Hegndals og Lars Hegndals glaskunst. Også her er farve og lys naturligt nok omdrejningspunkter i abstraherede skildringer eller gendigtninger af kvindeskikkelsen. Farverigt, stofligt og lysfyldt. For en udenforstående er det spændende at se to generationer fra samme kunstnerslægt. Gør slægtskabet sig også gældende i kunsten? Hvor er lighederne, hvor er forskellene? I tilfældet Valdemar Foersom og Lars Hegndal er slægtskabet synligt til stede som en fælles interesse for naturfortolkningen, som en fælles interesse for farven som maleriets sitrende livsnerve og en fælles interesse for de mange lag af
virkelighedsfortolkning, som kan nedlægges i et kunstværk undervejs fra det sete til abstraktionen. Og samtidig er der og ikke mindst tale om to kunstneres subjektive blikke på både virkelighed og kunst, for temperament, personlighed og tid vil altid have ligeså synlig betydning for kunsten som slægtskaberne har det, hvor tætte de end måtte være. Med disse ord vil jeg gerne indbyde I gæster til en oplevelsesrig tur gennem det Hegndalske univers. Tak. På de følgende sider er der fotos fra ferniseringen