Hos regnormene er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hun gik i første klasse, og selv om hun allerede kunne stave til chauffør, så følte hun sig både dum og fortabt. - Jamen, Regitse dog, sagde læreren, hvad er der i vejen? - Ikke noget, snøftede Regitse. - Joe, sagde læreren. Et eller andet må der være galt. - Nej, sagde Regitse. - Tudeunge, sagde en af drengene i klassen, og så begyndte de at kalde hende tudeungen. Regitse var ligeglad, hun græd bare, hun var ligeglad med alting, livet var blevet besværligt. Men så en dag tog hun sig sammen. - Nu vil jeg aldrig græde mere, sagde hun stædigt, og så holdt hun op. Når hun havde fri fra skole, vidste hun ikke, hvor hun skulle gå hen, hun havde nemlig ikke noget rigtigt hjem, sådan som hendes kammerater havde. Hun havde heller ingen rigtige forældre mere. For det var nærmest som om, at de havde glemt hende. 1
Så det endte tit med, at hun efter skole blot strejfede rundt nede i skoven, indtil det blev mørkt og hun tog tilbage til det ensomme hus, som hun måtte kalde for sit hjem. Det var en fugtig, blæsende efterårsdag. Otteårige, lille Regitse vandrede ind i skoven med tunge skridt. - Hvorfor er de alle sammen ligeglade med mig? Spurgte hun sig selv. - Har jeg da gjort noget forkert? Sådanne spørgsmål gik hun tit rundt med nede i skoven, og for hver dag der gik, blev de mere komplicerede og frygtelig nedtrykte. Men ikke en eneste tårer gled ud fra hendes øjne, og i så fald var de ikke synlige for andre. - Det er sikkert fordi jeg er så dum og grim, tænkte hun. - Eller måske er det bare skæbnen. Hun smed tasken over i hjørnet, lagde sig ned ovenpå en bunke tæpper og stirrede op i det utætte loft. Det var ikke lang tid siden hun var stukket af hjemmefra og havde bosat sig i et gammelt faldefærdigt skur ude i skoven, hvor der intet gulv var, men kun smattede mudder hvor en regnormefamilie vist nok boede. - Heldige regnorme, tænkte 2 en fjortenårige Regitse lukkede døren op til skuret. Og det samme triste syn som dagen før mødte hende.
hun De kan hverken se, høre, tænke, have følelser eller noget som helst andet. De lever bare! Hun gik stadig i skole hver dag, men hverken lærerne eller kammeraterne spurgte ind til noget. Men hvorfor skulle de også gøre det? Regitse strålede jo altid af glæde og smil, og hendes forældre havde åbenbart ikke lagt mærke til, at hun manglede derhjemme. Hun stirrede tomt og udtryksløs op i luften. I hendes tanker sejlede det og hun var revet godt itu inden i, og selvom et hvert andet menneske nok vil være brudt sammen i gråd og frustration, fortrak hun ikke en mine. Men pludselig skete der noget! En hånd greb hårdt fat om hendes hals! Regitse var rædselsslagen, men hun hverken skreg eller gjorde modstand. Nej i stedet, lukkede hun munden og øjnene i og prøvede at bilde sig selv ind, at det blot var en underlig drøm, selvom hun godt vidste, at hånden der holdte fast var hendes egen, og det var hendes egen underbevidsthed der havde vendt sig imod hende. - Gør som der bliver sagt for ellers! Stemmen i hendes hoved lød rasende, men også udspekuleret. - Okay, okay, hulkede Regitse (uden en eneste tåre kom frem) jeg skal nok, jeg skal nok! Hånden gav slip. ånederne gik og hun fyldte snart de femten. Men hun var hverken glad eller trist. Alting virkede ligegyldigt! 3
Der var jo sådan set ikke sket noget specielt gennem det sidste år. Hun havde fået en rigtig god ven, som så efter ikke særlig lang tid, svigtede hende groft. Hun var startet i syvende klasse og blevet forelsket, hun spillede stadig sit daglige skuespil og talte ikke om sommerens hændelser. Hun havde senere fået en ny, rigtig god ven, som hun betroede sine dybeste hemmeligheder og tanker til - men for nyligt tog det venskab en uheldig drejning og efter det turde hun ikke stole på andre mennesker, for de vil jo bare bruge éns svagheder imod én. Det var en tidlig forårsaften og klokken nærmede sig de ni. Mørket skræmte hende ikke spor og kulden rørte hende ikke det mindste. Hun traskede rundt udenfor i skoven og talte svagt hendes tanker højt. -Hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor! Hun satte sig på en slidt træbænk. - Min skyld, min skyld, min skyld. Det kan kun være min skyld! Altid min skyld! Altid! Hviskede samt hvæste hun. - Det kan alt sammen være ligegyldigt! Hun for op fra bænken og løb over på den anden side af broen. Hendes hjerte bankede på fulde tryk og med et stod hun foran søen. Den så både dyb og mørk ud. En tåre gled stille ned ad hendes kind. Hun trådte et skridt tættere på og stod på kanten. Og så begyndte tårerne for alvor at pible ned langs hendes kinder, hun kunne ikke gøre det! For hvis hun gjorde det, hvem skulle så pines og tortureres? Alle de frygtelige ting ønskede hun ikke skulle ske for et andet menneske, og hvad vil døden nytte hvis den ikke blev opdaget ikke blev hørt?! 4
Nej! Historien var for vigtig. Den skulle skrives ned først! Enten det eller også ville hun ikke dø, for måske var hendes skæbne netop at skulle skrive det ned som fremtidige romaner og noveller, som der vil blive diskuteret og debatteret! Men på den tredje side så ville døden være den nemmeste vej ud af mareridtet. Det endte dog med, at hun som altid, på grund af nysgerrighed og et svagt håb om, at vanviddet vil stoppe, satte sig som mål også at opleve dagen i morgen. Og så vadede hun tilbage til de beskidte, lugtende, luftfugtige, varme tæpper hjemme hos regnormene. 5 I skolen spurgte jeg om det var okay, at man slog hovedpersonen ihjel.. Men hun dør jo ikke!!! Eller gør hun? Er der kun den medicinske måde at dø på eller.. Kan man mon være død selvom man stadig trækker vejret, tænker og føler? Hvornår kan man egentlig sige, at en person er død og hvad betyder død egentlig?