En artikel fra KRITISK DEBAT 20 teser og centrum-venstres politiske død og mulige genopstandelse Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. august 2015 Kan, vil og bør Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og de radikale skabe en ny centrumvenstreopposition til Løkke-regeringen og blå blok? 20 teser om vilkårene og mulighederne for at bryde Venstre-regeringen og Dansk Folkepartis politiske alliance med erhvervslivet, store dele af arbejdervælgerne og mange offentligt ansatte. Centrum-venstres død og Løkke-regeringen 1. Centrum-venstre døde i 2011. Socialdemokraternes og SF s valgnederlag og en tilbagegang på tilsammen 8 mandater samtidig med en valgfremgang på 8 mandater til både Enhedslisten og de radikale ved folketingsvalget i 2011 gav dødsstødet til Socialdemokraternes og SF s særlige centrum-venstreprojekt. Men dermed døde en regering af erklærede centrum-venstre-partier ikke. Både Socialdemokraterne og SF var trods valgnederlaget parat til - og politisk bundet til - at danne en centrum-regering med de radikale efter valget. De to partier valgte at føre centrumpolitik med de radikale. Samtidig valgte Enhedslisten at påtage sig rollen som den nødvendige politiske indpisker, der ville holde centrum-regeringen fast på et erklæret centrum-venstre-projekt. 2. Der blev aldrig skrevet nogen officiel og offentlig dødattest over centrum-venstre-projektets død. Heller ingen obduktion, der fastslog dødsårsagen. Tværtimod forsøgte Socialdemokraterne og SF at benægte døden. Der var ingen løftebrud, ingen manglende indfrielse af væsentlige dele af de to partiers løftepolitik før valget. Dette svækkede de to partiers politiske troværdighed, ikke mindst blandt mange arbejdere og offentlige ansatte mellemlag. 3. Fornægtelsen af centrum-venstre-projektets død udgør et vigtigt element, når man skal forklare, hvorfor det trods en massiv personlig utroværdighed, meget begrænsede valgløfter og et begrænset, vagt politisk grundlag lykkedes for Lars Løkke Rasmussen at skaffe tilstrækkelig vælgeropbakning til at overtage regeringsmagten. Lars Løkke Rasmussen vandt først og fremmest regeringsmagten, fordi arbejdere i stort tal tilsluttede sig DF. Kun derfor lykkedes det Lars Løkke Rasmussen at gentage Anders Fogh Rasmussens kunststykke fra 2001 med at indgå en tilstrækkelig bred politisk alliance med erhvervslivet og dets organisationer og store dele af arbejderne og en del mellemlag. Det var denne politisk-sociale alliance bag blå blok, der tilføjede de tre partier bag 2011-valgets centrum-regering et svidende valg nederlag med et samlet mandattab på 15. 4. Man kan som bekendt ikke slå en allerede afdød ihjel. Det centrum-venstre-projekt, vælgerne aflivede allerede med 2011-valget, var genopstået fra de døde som en centrumregering med støtte fra venstre, og havde dermed yderligere undergravet en i forvejen svag og skrøbelig politisk alliance med først og fremmest arbejderne og de offentligt ansatte mellemlag, og derfor tabte regeringspartierne og SF. En ihærdig og veludført Socialdemokratisk valgkampagne for at vinde fortsætte som centrum-regering var ikke nok, når både SF og ikke mindst de radikale gik voldsomt tilbage og mistede stemmer til blå blok. 1 / 6
Udfordringen til centrum-venstre-partierne 5. Den politiske debattør Per Michael Jespersen ramte således ret præcist, da han for nylig i Politiken forsøgte at beskrive udfordringen for Mette Frederiksen og et eventuelt genskabt centrum-venstre: Mette Frederiksen og resten af centrum-venstre-fløjen er nødt til at bryde Løkkes alliance og genskabe stærke bånd mellem den progressive middelklasse og arbejdere og djøf erne. Katastrofen for centrum-venstre er, at man fra 2011 og frem ikke formåede at bygge bro mellem de væsentligste samfundsgrupper. Skal der opbygges noget, der over tid kan udvikles til en centrum-venstr- -opposition med ambitioner om at vælte Lars Løkke Rasmussen til fordel for et nyt centrum-venstr- -projekt, er det en absolut hovedopgave at tilbyde arbejderne og den progressive middelklasse et politisk alternativ, der er mere attraktivt og troværdigt end Løkkes regering og DF s chauvenistiske velfærdspopulisme. 6. Men et sådant nyt centrum-venstre-alternativ rejser sig ikke automatisk som Fugl Phønix af det gamle centrum-venstre-projekts for længst nedbrændte aske. Genopstandelsen ligger ikke ligefor. Slet ikke i den gamle skikkelse, og heller ikke nødvendigvis i en ny udgave. Af den simple grund, at der i dag ikke eksisterer ét eneste parti, der har dette som aktuelt politisk perspektiv. Samtidig er tilliden til og troen på et sådant perspektiv på et folkeligt lavpunkt. Socialdemokrater på centrumkurs 7. Socialdemokraterne gik med en vis succes til valg på at fortsætte som centrum-regering, der førte centrum-politik med skiftende politiske flertal. Efter valget har Mette Frederiksen som ny formand foreløbig valgt at videreføre denne politiske linje i oppositionsrollen. Uden direkte at citere Helle Thornings Schmidts løfte fra formandsvalgkampen med Frank Jensen om at ville slå Anders Fogh Rasmussen ved at arbejde regeringen ud af kontorerne, har Mette Frederiksen indtil videre givet den samme opskrift som Helle Thorning Schmidt på at levere det, som er alfa og omega for enhver socialdemokratisk partiformand: regeringsmagten. Tilsvarende har andre topsocialdemokrater brugt partiets beskedne valgsejr til at erklære en tro på, at en fortsættelse af den hidtidige kurs. Socialdemokraterne kan og bør sejre ved at vise villighed til forlig med Venstre-regeringen, når den vil samme vej som Socialdemokraterne, for det har ifølge socialdemokraterne bred opbakning hos vælgerne. Der er med andre ord en tilstrækkelig vælgeropbakning til, at en sådan ansvarlig socialdemokratisk centrumkurs over tid vil kunne arbejde Løkke ud af kontorerne. 8. Både Mette Frederiksen og de øvrige topsocialdemokrater, herunder ikke mindst Bjarne Corydon, har lagt meget stor vægt på, at Socialdemokraterne også i opposition vil 'være det samme parti som før valget'. Socialdemokraterne vil føre den samme 'ansvarlige økonomiske politik' som før valget. Intet tyder indtil videre på, at dette kun omfatter en videreførelse af SR-regeringens ambition om en bred sikkerhedsafstand til kravene i EU's Stabilitets- og Vækstpagt. Der synes tværtimod at være tale om en uændret økonomisk politik i bredere forstand. Udgangspunktet for Socialdemokraternes oppositionspolitik til Løkke-regeringen synes således fortsat at være VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, som det hed i Thorning-regeringens grundlag. 9. Hertil kommer, at Socialdemokraterne nu som altid lægger afgørende vægt på at fastholde alliancen med de radikale. Det sker tilmed i en tid, hvor Socialdemokraterne har ekstra god grund til at undgå 2 / 6
et radikalt grasatløb mod højre i desperat jagt på politisk indflydelse. Kun en socialdemokratisk tåbe frygter ikke en radikal folketingsgruppe uden for politisk indflydelse. Mette Frederiksen er socialdemokrat, men ingen tåbe. 10. Med dette politiske udgangspunkt kan Socialdemokraterne med stor tyngde tilbyde Løkkeregeringen brede forlig på afgørende strækninger. Mette Frederiksen kan f.eks. invitere Morten Østergaard med på bagsmækken, når/hvis hun har til hensigt at holde Helle Thorning Schmidts løfte i valgkampen til en tydeligt glad og lettet Lars Løkke Rasmussen om at lave en dagpengereform inden for Dagpengekommissionens meget, meget snævre økonomiske rammer. Morten Østergaard kan derimod næppe selv, som han tydeligt fik demonstreret, da han på de radikales sommergruppemøde søgt at fremmane en ansvarlighedens akse af S, V og RV omkring bl.a. dagpengereform og blev mødt med hovedrysten fra Venstre. Derfor er det selvfølgelig attraktivt for Mette Frederiksen, hvis hun på én gang kan realisere partiets valgte økonomiske politik i et samspil med Løkke-regeringen, holde de radikale tæt til kroppen og være den, der tilbyder Lars Løkke Rasmussen muligheden for ikke alene at være henvist til de politiske gamblere i K og LA og Kristian Thulesen Dahls selvsikre krav, men i stedet at kunne regere med skiftende politiske flertal. 11. Mette Frederiksen skal dog også betale en politisk pris ved at vælge denne linje. Først og fremmest skal hun acceptere at gøre livet meget lettere og formodentlig også længere for Lars Løkke Rasmussen. Det er imidlertid ikke den eneste pris. Den alvorligste pris set fra et venstreperspektiv - er imidlertid, at en sådan linje efter al sandsynlighed ikke vil bidrage til at udvikle en ny stærk centrum-venstre-opposition. Arbejderne og den progressive middelklasse vil ikke få tilbudt et politisk alternativ, der er mere attraktivt og troværdigt end Løkkes regering og DF s chauvenistiske velfærdspopulisme. 12. Derfor står Mette Frederiksen med et afgørende politisk valg op til den snarlige socialdemokratiske kongres. Hun skal gøre op med sig selv og den øvrige socialdemokratiske ledelse, om hun er så dedikeret til og tror nok på den hidtidige centrumpolitik og dens evne til at vinde øget opbakning hos arbejderne og mellemlagene. Er det tilstrækkeligt til at vinde regeringsmagten ved næste valg. Den politiske inerti og bekvemmelighed taler for en fortsat centrumkurs. Den fortsatte samarbejdslinje til de radikale vil som udgangspunkt ikke være truet. Den politiske arv efter Helle Thorning Schmidt (der står styrket i partiet efter den beskedne vælgerfremgang) vil blive respekteret og forvaltet i en lige linje. Det vil umiddelbart give Mette Frederiksen gode muligheder for at fastholde et politisk samlet parti. Noget, der altid vejer tungt hos en ny partiformand. Men Mette Frederiksen kan sikkert også se hager ved denne linje. Et dagpengeforlig uden nævneværdigt mere tryghed og nye vækstpakker med blå blok vil kunne give problemer med baglandet og vælgerne. Og det vil ikke være det bedste udgangspunkt for at tilbageerobre den nødvendige tillid og opbakning blandt arbejderne og den venstrerettede del af middelklassen. Den lette og optimistiske fortsættelse af fortiden er med andre ord ikke nødvendigvis den sikre vej til regeringsmagten. Løkke-regeringens ømme punkt 3 / 6
13. Vælger Mette Frederiksen en fortsat centrumkurs, hvor hun tilbyder regeringen brede forlig der, hvor blå blok bliver for broget, vil det hjælpe Lars Løkke Rasmussen med at tackle både et selvsikkert DF og de politiske chanceryttere i LA og K. Men det vil samtidig efterlade Løkkeregeringen med ét særlig ømt punkt. Hvordan skal regeringen indfri DF s og de blå vælgeres krav om det hele for det halve? Hvordan ville Løkke både skabe øget vækst med flere private jobs og bedre velfærd på kerneområder som ældreomsorg og sundhedsvæsen? 14. Venstres bud er for så vidt klart, men ikke nødvendigvis realistisk. Venstre vil, hvis det er politisk muligt satse på at skabe mere privat vækst på bekostning af den offentlige sektor. Venstre vil flytte ressourcer fra den offentlige sektor til det private gennem bl.a. nye skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne. Men dermed vil Venstre samtidig gøre indhug i de øgede ressourcer, som DF (og Socialdemokraterne) vil kræve brugt til for at forbedre velfærden. Venstre erkendte allerede før valget, at en Løkke-regering ville være nødt til at skaffe penge til at imødekomme en ikke uvæsentlig del af DF s krav om bedre kernevelfærd inden for bl.a. ældreomsorg og sundhedsvæsen. Men dermed spændes der ben for Venstres bud på flere private arbejdspladser, øget privatforbrug og mere vækst. Skal denne højtprioriterede del af Venstres politiske projekt ikke gå helt i vasken, er Venstre tvunget til at satse benhårdt på at køre længere på literen i den offentlige sektor, som Lars Løkke Rasmussen ynder at kalde mere for mindre i det offentlige. Er Venstre tro med egen idelogisk overbevisning og politik kan det kun ske gennem massive krav om øget konkurrenceudsættelse og udlicitering samtidig med nye effektiviseringsbesparelser (via såkaldte omstruktureringspuljer). Der skal med andre ord både kradses penge ind og effektiviseres uden forringelser i det offentlige. Kun på den måde kan der skaffes penge nok til både erhvervslivet og til indrømmelser til DF ved finanslovsforhandlingerne. Dermed er der ikke blot dømt finanslovsforhandlinger med DF (og Socialdemokraterne?) om centralstyrede omprioriteringer på kernevelfærdsområderne, men også massivt pres på kommunerne for at spare på velfærden uden at forringe den. Alt tyder på, at dette vil ske på den bedrevidende, dikterende måde. Venstre mener tydeligvis at vide mere eller mindre præcist, hvordan kommunernes institutioner og medarbejdere kan forbedre velfærden med fyresedler og færre ressourcer. Kommuneaftalen med krav om at spare 500 mio. kr. i 2016 uden at forringe velfærden for stadigt flere ældre borgere er det første skridt på denne vej. 15. Centrum-venstre-partierne har således en mulighed for at udnytte dette svage punkt til at svække og eventuelt vælte Løkke-regeringen. Vil man udnytte muligheden, må partierne vælge taktik over for bl.a. DF. Vil centrum-venstre-partierne omfavne, udgrænse eller udstille DF? Det vil være omfavnelse at gøre fælles sag med DF over for regeringen på de politisk relevante områder, sådan som SF (og EL) i valgkampen forsøgte på dagpengeområdet. Det vil være udgrænsning at sætte Dansk Folkeparti ud på den politiske sidelinje, som Helle Thorning Schmidt f.eks. gjorde, da hun sagde ja til Lars Løkke Rasmussens tilbud om at lave en dagpengereform uden hverken omkostninger eller satsforringelser uden om DF (og SF). Endelig vil det være udstillelse at hænge DF ud over for vælgerne, som Socialdemokraterne forgæves forsøgte med partiets kampagne mod DF s økonomiske uansvarlighed, og som EL ligeledes forgæves har forsøgt ved at tilbyde partiet et påstået (men ikkeeksisterende) flertal for dagpengeforbedringer, højere offentlig vækst o.lign. Den mest lovende mulighed er måske at omfavne DF på Løkke-regeringens ømmeste punkt, sikringen af bedre kernevelfærd. Men her er Socialdemokraterne, EL og SF indtil videre dybt uenige. 4 / 6
Et kriseramt SF uden politisk indflydelse 16. Hos SF er der ikke noget nyt centrum-venstre-projekt til arbejderne og mellemlagene i sigte. Ganske vist har SF ikke brændt sig så meget på regeringsdeltagelsen, at partiet ikke længere ønsker at arbejde frem mod deltagelse i et nyt centrum-venstre-projekt. Men partiet har brændt sig så meget og fået så mange tæsk hos vælgerne, at Pia Olsen Dyhr endnu ikke har defineret nogen klar placering af SF i det nye politiske landskab. Foreløbig nøjes hun med at nyformulere Villy Søvndals og Thor Möger Pedersens parole om SF som et indflydelsesparti, der går efter parlamentariske resultater her og nu som det har været partiets grundlag og politiske DNA lige siden Aksel Larsen stiftede partiet som et her og nu -parti, der gjorde det til sin politiske berettigelse i dansk politik at fungere som katalysator som en socialdemokratisk venstre-kurs. Foreløbig har Pia Olsen forsøgt at beskrive SF s valg af politisk ståsted og rolle som et valg mellem at gøre Løkke-regeringen tålelig eller sidde på hænderne. Pia vælger det første. SF skal med et godt brugt konservativt slagord være de røde stemmer, der arbejder. SF s hjælp til Lars Løkke Rasmussen med at finde flertal for at indfri hans eneste valgløfte om straks at genindføre håndværkerfradraget begrundes bl.a. med denne argumentation. 17. Men ligesom Mette Frederiksen må overveje fordele og ulemper, muligheder og umuligheder ved at køre videre i sit gamle hjulspor, må SF og Pia Olsen Dyhr overveje fordele og ulemper ved at køre videre i indflydelsessporet. Det gælder ikke mindst på baggrund af partiets massive valgnederlag og en deraf følgende placering helt ude i randen af parlamentarisk politik. Mens det er en del af det socialdemokratiske DNA selv at søge mod højre, når de radikale gør mod højre for at fastholde de radikale i en alliance mod venstre, ligger det omvendt i dele af SF s politiske DNA at søge mod venstre og et selvstændigt centrum-venstre-perspektiv, når Socialdemokraterne søger mod højre. Spørgsmålet er så, om SF denne gang er så politisk mørbanket og svækket, at partiets politiske DNA har lidt varig skade. Enhedslisten et venstrepopulistisk svar på DF? 18. EL s politiske DNA har til gengæld aldrig kodet for et egentligt centrum-venstre-projekt. Her banker hjertet for et selvstændigt venstreprojekt. Med valget er partiet frigjort fra ansvarets selvpålagte åg i form af at have forpligtet sig over for vælgerne på at kunne og ville presse Thorning-regeringen til centrum-venstre-politik. Oven på en vis skuffelse over størrelsen af partiets valgfremgang er det derfor naturligt, at EL nu diskuterer mulighederne for at udnytte vælgerfremgangen til yderligere succes for partiets sociale og humanistiske profil. Videre i samme spor uden forpligtigelser over for et frustrerende centrum-venstreprojekt. Intet tyder på, at et nyt centrum-venstre-projekt vil blive født og understøttet af Johanne Schmidt Nielsen og Pelle Dragsted. I stedet kan det ikke udelukkes, at Enhedslisten bl.a. med inspiration fra Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien vil forsøge at profilere Enhedslisten som et venstrepopulistisk alternativ til DF s succesfulde højrepopulisme. Kunne du ikke lide det, du læste? 19. Det partipolitiske og parlamentariske landskab gør det således ikke særligt sandsynligt, at et nyt stærkt centrum-venstre-alternativ vil udvikle sig i den kommende tid. Derimod er der større sandsynlighed for en stærkt splittet centrum-venstre med Socialdemokraterne på en fortsat 5 / 6
midterkurs uden større chancer for at bryde Løkke-regeringens og DF s politiske alliance med erhvervslivet, store dele af arbejderne og en del af mellemlagene, et SF i fortsat krise uden nævneværdig politisk indflydelse og et EL i et mere eller mindre forgæves forsøg på at gøre EL s sociale og humanistiske samvittighed til et påstået venstrepopulistisk alternativ til DF. Alt sammen imens Lars Løkke Rasmussen får tid og plads til at gøre det, han notorisk er bedst til, nemlig at krejle og forhandle sig igennem mod højre ved hjælp af skiftende taktiske alliancer og parlamentariske forlig og indrømmelser til Thulesen Dahls velfærdschauvenistiske højrepopulisme. 20. For dem, der ikke kan lide et sådant scenarium, er der ikke andet at gøre end selv at gøre de ovenstående teser til skamme. Gid, at mange vil gøre det. Ved selv at engagere sig og være med til at muliggøre et andet og bedre scenarium, der hvor de er eller gerne vil tage del i at skabe en anden og bedre fremtid. Gid, at teserne løbes over ende af virkeligheden. Centrum-venstres genopstandelse fra de døde er hverken et trosspørgsmål eller en jomfrufødsel, men en politisk mulighed blandt flere. Jeg tror ikke, at vi vil se en ny centrum-venstre-opposition. Men jeg håber stadig. For hvad ellers? 6 / 6