FAMILIEKRØNIKE. Egil Raabo, 2008

32 EN FAMILIEKRØNIKE Egil Raabo, 2008

33 En familiekrønike er en beretning om familierne Larsen og Vincentzen gennem mere end 150 år, på basis af materiale indsamlet af en række familiemedlemmer og derefter bearbejdet af undertegnede. Da en stor del af krøniken omhandler efterkommere af Else og William Larsen hv. Marie og Marinus Vincentzen og i særdeleshed min egen familie, er indholdet i sagens natur subjektivt ligesom valg af billedmateriale er mit eget. Jeg har både i tekst og billeder forsøgt at sætte familielivet ind i en tidsmæssig politisk sammenhæng med konklusioner, der naturligvis helt står for egen regning. Krøniken er af praktiske grunde opdelt i fire afsnit, der frit kan downloades. Hvis jeg - i al uvidenhed - er kommet til at anvende billleder, der på en eller anden måde krænker enkeltpersoner eller fremstiller personer, der ikke er blevet forhånds-kontaktet, skal jeg selvfølgelig beklage dette men, som Amin Jensen siger: Vi kan ikke lave det om. Holbæk d. 20.11.2008 Egil Raabo Indhold af 2. del Familien i 30 erne 32 Et hus skifter plads 33 Ståsteder i mellemkrigsårene 34 Bagsværd 35 Livet på stenbroen 37 Familiesammenkomster 40 Skolesager 41 Livremmen spændes ind 44 Opbrud fra hovedstaden 45 Danmark bliver besat 45 Til Sydhavsøerne 46 Nakskovitter hed vi 47 I skole - på et kommunalt gymnasium 50 En teenager i Nakskov under Besættelsen 51 Alsang og kongemærker 52 Krig og fred 55 Spejdersport 60 Gris på gaflen 61 Teater og jordbær 63 Vi får besøg 65 Suset fra de store have 66

32 Familien i 30-erne. Den økonomiske depression havde bidt sig fast efter krakket i Wall Street med århundredes største arbejdsløshed i Europa som en automatisk følgevirkning. Tusindvis af små og mellemstore virksomheder måtte lukke, naturligvis også i Danmark. Den tid var forbi, hvor et lille land kunne klare sig ved at konsumere sine egne landbrugsprodukter. Afhængigheden af de to store markeder for landbrugsvarer, England og Tyskland blev stadig mere mærkbar, efterhånden som også disse svigtede. I det værste kriseår, 1932, nåede arbejdsløsheden op på 33 %, - i byggefagene endog over 40 %. Også min far blev sendt ud i arbejdsløshed, da Folkets Avis i 1928 lukkede. Hvad nu? Som sagt kom arven efter min farmor som fra himlen, men den skulle jo helst bruges til at skaffe min far en levevej. Men hvor? Som 43-årig bogholder var chancerne for store forkromede job ikke store, især da fars referencer ikke var særlig overbevisende. Han fik en ide, som desværre ikke viste sig særlig gennemtænkt - en grøntforretning midt på selveste Østerbrogade! Fordi man elsker grønsager, er det jo ikke sikkert at man kan sælge dem! Det skortede ikke på advarsler fra familien, også fra min mor. Men eksperimentet skulle partout afprøves. Han fik hurtigt to store problemer at slås med. For det første manglede han totalt branchekendskab, dvs. hvor og hvordan man skaffede sig de nødvendige råvarer til en fordelagtig indkøbspris og for det andet manglede han en partner til at passe butikken, når farmand skulle hente varer. Forretningen på Østerbros strøggade krævede kvalitetsvarer, som far havde svært ved at få frem til tiden fra grossisterne. Min mor kunne af forståelige grunde ikke være i butikken hele tiden og samtidig passe sine to små børn. Det var simpelthen umuligt. Eksperimentet varede kort og blev dyrt. Om det var lykkedes i bedre tider, er svært at sige, men far havde tilsyneladende alle odds i mod sig. Nu manglede der for alvor penge i kassen. En tid fik han job i et foretagende ved navn Det Forenede Annoncebureau. Jeg husker bedst de enorme mængder papir, der hobede sig op i vort arvede chatol, da også dette foretagende gik ned - papir, der på elegant vis kunne anvendes til flyvere og skibe, til farvestrålende tegninger og til sidst som optændingspapir i kakkelovnen. Den forværrede økonomiske situation, både for landet som helhed og for familien Raabo i særdeleshed, syntes ikke at påvirke min far synderligt - ikke at forstå på den måde, at han ikke var situationen bevidst, men den lagde ikke en dæmper på hans foretagsomhed, når det drejede sig om gøre ting, der lå fjernt for andre i samme situation. For resten af den mødrene arv realiserede far i 1929 en gammel drøm om jord under egne fodsåler ved køb af en 2 td. stor ejendom ved Bagsværd Sø, en handel, der i 2008 ville være løbet op i et tocifret millionbeløb. Men dengang var jord til at købe for penge og området lå langt fra alting. Bagsværd var hverken et decideret sommerhus-område eller en by under udvikling. Beliggende mere end 20 km. fra Københavns centrum, var Bagsværd stadig en landsby, hvis

33 eneste direkte forbindelse med hovedstaden var Slangerupbanen. Igen ved vi ikke, hvad min far på længere sigt havde tænkt sig med denne investering, der primært kun kunne bruges i sommerhalvåret. Måske havde han en mere permanent bolig på stedet i tankerne, men det var næppe foreneligt med job og børnenes skolegang. Han havde imidlertid fået et fristed, hvor han uden sin families indblanding kunne gøre, hvad han havde lyst til, hvilket blandt andet indebar en plan om at blive selvforsynende med kartofler og andre grønsager. Og han var et friluftsmenneske, der var fuldt bevidst om sol og frisk lufts gavnlige indflydelse på helbredet. Som sædvanligt levede han sine teorier en hel del længere ud end borgerskabet kunne holde til. Her stod han så midt på sin egen jord uden en trevl på kroppen eller hårdt presset af sin kone i et par diminutive underbukser, der i familien gik under navnet kaffeposen - og lagde kartofler. Haven var stor, men alligevel lykkedes det nogle af naboerne at sende nyfigne blikke eller rette kikkerter ned på den formastelige københavner. Der blev klaget, og en politianmeldelse for blufærdighedskrænkelse var på vej. Set med dagens briller, en besynderlig sigtelse, alt den stund brøden foregik på eget græs, men sådan var den offentlige moral i 1931. Poul Henningsen var ikke sen til at spidde samme moral i revyen Pæn og høflig fra samme år. Oplægget til visen var en sladderhistorie om en navngiven skuespillerinde, der skulle have stået i forhold til en St. Bernhardshund! I revyen var det en ung pige, der havde et forhold til en højtaler, og derfor nedkom med et krystalapparat! Ak ja! Nogen vil naturligvis spørge, hvordan min mor taklede disse situationer, både de af økonomisk art og de mere fandenivoldske. Som pige i en arbejderfamilie og med kun 7 års skolegang havde hun lært af sin mor at holde en lav profil og overlade de økonomiske transaktioner til manden. Kvinderne havde nok fået valgret i 1916, men der var alligevel grænser for ligeberettigelsen i samfundet - selv med fortalere som Thit Jensen og Emma Gad. Kvindefrigørelsen måtte vente endnu 50 år. Emma Gad, ja! Meget kunne tyde på, at vores traditionelle opfattelse af forfatterinden til Takt og Tone fra 1918, som indbegrebet af borgerlighed, manerer og god tone, har været forkert. Efter de seneste årtiers, nyvurderinger anses hendes indsats for kvindernes kulturelle frigørelse på linie med Amalie Schram, Inger Merete Nordentoft, Thit Jensen og andre. Et hus skifter plads. Der er ingen tvivl om, at mor var udstyret med en meget lang lunte og i de fleste situationer lod sig overtale af sin mands veltalenhed. Grænserne satte hun, når fars krumspring kunne gå ud over os børn. I virkeligheden var hun nok ganske tilfreds med den smukt beliggende ejendom, et dejligt sted om sommeren langt væk fra stenbroen - trods de primitive forhold uden elektrisk lys og træk og slip. For her var intet hus, kun en garage med gammelt skrammel. Det lykkedes far, i en kolonihave i København, at finde et havehus, der derefter på en blokvogn blev flyttet til Bagsværd. Den dramatiske flytning foregik ad den gamle Lyngbyvej, som billedet viser ovenfor. Resultatet blev et sommerhus som de fleste på den tid - men her på en virkelig stor grund - en grund der strakte sig fra den gamle Bagsværdsvej (nu Aldershvilevej) og helt ned til Bagsværd sø ad en 100 m lang sti, der endte i en skrænt med en slags strandhave. Her var så en bådebro. Kort sagt - et eldorado for naturelskere med lidt flair for det primitive!

34 Den lille nyfødte, Egil, var født lige før juleaften, kl. 4.30 om morgenen i Steen Billesgade og fik, ifølge min mor - uvist af hvilken grund - straks kælenavnet Bittelille, selv om jeg ifølge jordmoderen, vejede hele 3250 gram. Dato og tidspunkt blev behørigt diskuteret og beklaget af den samlede familie, der måtte konstatere, at ungen nok blev snydt for fødselsdagsgaver resten af livet og ikke ville nyde den samme bevågenhed som sin ældre bror. Ikke de bedste odds for fremtiden! Den første tand kom da også først d. 22. november 1929 og det første skridt først taget d. 22. april 1930. Derimod nød jeg i høj grad moderens og mormoderens bevågenhed i form af lidt velfortjent forkælelse som modvægt imod storebrors brutale fremfærd. På ovenstående billede, taget i Bagsværd, er Bedste, som vi kaldte hende - sikkert fordi hun var eneste tilbageværende bedsteforælder - blevet 67 år. Man aner i baggrunden de enorme tjørnehække, som omgav grunden på alle sider. Intet under at min far brugte ufattelig meget tid på klipning af de ca. 3 m høje hække. Imedens kunne børnene nyde livet med at fodre gedenbukken. Den var anskaffet med to formål, dels for at gøre os fortrolige med dyreverdenen, dels for at holde det vildtvoksende græs nede. Ingen af delene lykkedes til fuldkommenhed, idet bukken var temmelig aggressiv og ikke særlig børnevenlig, hvad enten det nu skyldtes mangel af en mage eller et vanskeligt sind. Dyret blev leveret tilbage, hvor det kom fra. I min beskrivelse af samkvemmet med min 3½ år ældre bror kunne det skinne igennem, at vi altid var på kant med hinanden. Dette var nu ingenlunde tilfældet, hvad billedet nedenfor kan bekræfte. Det er formentligt fra sommeren 1932, hvor vi desuden får et glimt af det nytjærede hus og den frodige vegetation. Ståsteder i mellemkrigsårene. En nærmere analyse af fars engagement i Bagsværd og i en række andre projekter, kunne meget let føre til forhastede slutninger. Nok var min far politisk interesseret, men han engagerede sig aldrig på den politiske platform som integreret i et politisk parti - dertil var tilhørsforholdet for svingende. Alligevel er der tydelige træk i engagementet i hans mange ideer og handlinger. Han støttede næsten altid på forhånd de svageste og yderste grupperinger i samfundet, samtidig med, at han gerne ville markere dette at være anderledes end normen. Det ses klart i hans navneskifte, hans borgerlige vielse og udmelding af folkekirken, ligesom vi kan se det i forstærket

35 grad i hans engagement i en række organisationer i løbet af trediverne og fyrrene. Selv om vi i dag synes, at hverdagen ændrer sig hurtigere end nogensinde, særlig når vi tænker på den teknologiske udvikling og globaliseringens ind-flydelse på verdens økonomiske strukturer, var forandringerne i det danske samfund i den første del af det tyvende århundrede alligevel langt større end i nutiden. Det var en periode, hvor de store sociale skel blev synliggjort, hvor den politiske vækkelse for alvor slog igennem og hvor fronterne var trukket langt skarpere op, end vi kender det i dag. Både kulturelt og politisk var tiden i støbeskeen - på den kulturelle front båret frem af forfatteren og kritikeren Georg Brandes og på den politiske, af socialisten Louis Pio, der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark. Systemskiftet i 1901 satte for alvor gang i den politiske proces og lagde grunden til nye politiske partier som Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. I kølvandet herpå opstod en række bevægelser, der som en rød tråd havde lysets, luftens og motionens gavnlige indflydelse på kroppen. Det begyndte med kolonihaverne, der allerede før århundredeskiftet havde opnået en fantastisk popularitet. Derefter fulgte idræts- og spejderbevægelserne, der særlig for sidstnævntes vedkommende affødte en betydelig debat omkring bevægelsens mulige sociale slagside, idet den Bagsværd Da familierne om-sider var kommet sig over grønthandel fiaskoen og den - efter deres mening - unødvendige investering i en mark i Bagsværd, modtog man trods alt de gentagne invitationer til at besøge landstedet. Besøgene foregik ikke uden fortrinsvis samlede børn af velstående forældre. Fra antimilitaristisk side rettedes endvidere kritik af uniformeringen. Nægtes kan det heller ikke, at netop uniformeringen fik korpsene til at minde om de fascistiske ungdomsbevægelser i Nazi- Tyskland og Italien. Det andet store folkelige engagement var idrætten, som fik en særlig dansk udgave med markante gymnastikpædagoger som Jørgen P. Müller, kaptajn Jespersen og senere Niels Bukh. Min far var som ung meget optaget af især Jørgen P. Müller, der i 1904 udgav sit hjemmegymnastiske system, der bl.a. anbefalede selvmassage, åndedrætsøvelser og gymnastik i fri luft, gerne uden tøj på! Far brugte aldrig håndklæde, når han havde været en tur under den kolde bruser eller i Bagsværd Sø; i stedet stillede han sig midt ud på sin jord og masserede vandet væk efter hr. Müllers system. Af andre sportsgrene, var det især brydning og vægtløftning, der havde hans interesse, og han efterlod sig adskillige fotos af stærke muskuløse mænd med det traditionelle overskæg, der ofte antog eventyrlige dimensioner. omhyggelige forberedelser. Vejrudsigten blev studeret minutiøst og godkendt af onklerne Georg og Holger, hvis altså meteorologerne havde sørget for en skyfri himmel. Man undlod dog ikke af den grund at medtage indtil flere paraplyer, ligesom mine onkler selvfølgelig ikke aftog deres hatte under besøget, hvad enten det nu var den stilige Borsalino, den traditionelle bowler eller den lidt mere sommerlige stråhat. Ikke fordi mine onkler var særlig gammeldags omkring hattemoden - men helt op i begyndelsen af trediverne var det simpelthen obligatorisk at bære hat, når man færdedes udendørs. At onkel Holger også ofte havde hatten på indendørs, er så en anden sag. Hatte-kravet gjaldt også ved sportsstævner, som det ses på billedet s.26 fra en fodboldkamp på Østerbro Stadion i 1924. Entreen var 1 kr.! Det var unægteligt lidt af en rejse at komme fra Østerbro til Bagsværd, selv om det senere blev

36 lettere, da S-toget til Klampenborg og Holte åbnedes i 1934. Men før den tid betød det, at familien først ankom med den blå bus hen ved kl. 14. Efter at have indåndet den friske landluft, eventuelt besigtiget søen ved at forcere brændenælderne på den næsten ufremkommelige sti og nydt min mors fortræffelige hjemmebag, afsluttedes besøget ved 16-tiden ved at den ene eller den anden af onklerne trak deres guldur med kæde op af vesten og bekendtgjorde overfor deres respektive fruer at man hellere måtte begive sig hjemad, ifald det skulle blive regnvejr. Der kunne dog gå endnu nogle minutter, eftersom min tante Louise altid - med sit undskyldende smil - skulle forhøre, om ikke Holger kunne få et stykke kage med hjem, for det satte han stor pris på. Naturligvis kunne han det - det ville da glæde min mor! Min familie på min mors side, tog det hele lidt mere afslappet. Ikke at de kom oftere til Bagsværd, men når de kom, fik de en hel dag ud ad det, og der var lidt mere liv i kludene. Mine onkler lagde straks stråhatten eller sixpencen, som var blevet populær blandt arbejdere i begyndelsen af trediverne. Min moster og mine tanter havde - for ikke at lægge min mor til last - taget frokost med og dertil et par arbejder-bajere fra Stjernen. Efter frokosten, hvor stemningen var sat et par grader i vejret, lagde mine onkler vestene og nød solen og øllerne i liggestolene under fremvisning af deres søndagsseler. Jo, man nød skovturen i fulde drag og havde ikke så travlt med at komme hjem til den toværelses. Og madammerne? Ja, efter opvasken, der måtte klares under den kolde hane, tilsat lidt kogende vand fra tekedlen, strikkede man jo eller stoppede strømper. Når hullerne blev for store, forføddede man strømperne, indtil også disse var slidt igennem. Og imedens kunne man jo snakke om sine børn. Da jeg var den yngste i min generation, nød jeg det tvivlsomme privilegium at blive taget på skødet, kysset og krammet af min moster Ellen og tanterne Oda og Gunna, men til stor glæde for min mor naturligvis. Jeg har sikkert sendt længselsfulde blikke hen til de større børn i familien, der lejede skjul. Da jeg så blev stor nok til det, lejede de enten ikke mere eller havde fået lov til at blive hjemme. Til gengæld blev jeg en tid opvartet af min kusine Ingrid, der var 11 år ældre og derfor fandt det interessant at være barnepige. Selv om vore forældre havde skaffet os lys, luft og landlig idyl, kedede både Jan og jeg os til tider jammerligt i Bagsværd og længtes ofte til efteråret, hvor vi igen skulle hjem til legekammeraterne på stenbroen. Der var simpelthen ingen at lege med i Bagsværd, bortset fra geden, der jo blev en kort visit. Efterfølgeren var et kæledyr, der bestemt ikke kunne stange - ja, man kunne knap se, at den bevægede hovedet. Methusalem var navnet på skildpadden, som man kunne bruge meget tid på at se, om den overhovedet levede. En dag var den faktisk død og blev begravet et sted i haven under megen ceremoni. Om døden i virkeligheden skyldtes et rovdyr af katteracen, skal være usagt. Min far havde et års tid tidligere realiseret en anden af sine talrige hobbyer og anskaffet 2 angorakatte, som i overensstemmelse med forventninger og reproduktionsevne var blevet velsignet med 5 killinger, som allerede havde vendt op og ned på møblementet i lejligheden på

37 Østerbro. To af disse, Bjørn og Tulle, havde vi fået lov til at beholde og tage med på sommerferie i Bagsværd. Deres sociale adfærd overfor aldrende skildpadder, var vi dog totalt uvidende om. Der var også andre dyr i haven, som gjorde et prisværdigt stykke arbejde for at fjerne køkkenaffaldet fra familien. Ved siden af dasset, som var anbragt ved den lange sti til vandet, havde far placeret møddingen som ved mørkets frembrud blev flittigt besøgt af en pindsvinefamilie, der fouragerede under megen grynten. Selv om min far forsikrede mig, at det var nogle meget fredelige og renlige dyr, forberedte jeg mig altid på et angreb enten på mig selv eller på latrintønden. Jeg forrettede derfor nødigt min nødtørft om aftenen. Apropos latrinet, blev indholdet naturligvis gravet ned diverse steder i den enorme have og gav i varme perioder anledning til nogen lugtgener. Vi var jo på landet, hvor man måtte klare sig uden renovation. Faktisk opererede far med den kongstanke, at disse enorme mængder af værdifuld kvælstofgødning burde udnyttes mere effektivt, eksempelvis til jordbærrene, hvor ellers hestegødning havde forøget udbyttet betydeligt. Eksperimentet blev dog hurtigt manet i jorden af min mor. Kort sagt - der blev gjort meget for at vi ikke skulle kede os i Bagsværd. Der var jo en sø og en bådebro. Man anskaffede en båd - en rigtig konebåd, som vi kaldte den. Den lignede også til forveksling de konebåde, som vi i Estrid Otts Børnene i Grønland havde stiftet bekendtskab med, når der om aftenen, før vi skulle i seng, blev læst højt. Båden var vist lidt utæt, men vi havde begge megen glæde af den. Men det betød selvfølgelig, at vi skulle lære at svømme. For mit eget vedkommende blev denne nødvendighed dramatisk aktuel, da jeg i 6-års alderen en dag fik overbalance på bådebroen og gik på hovedet i vandet. På dette sted kunne man ikke bunde. Det kunne være gået helt galt, hvis ikke Jan havde fået fat i min hårtop og holdt mig oppe, indtil far kom til og fik reddet mig op. Jeg havde på dette tidspunkt slugt ikke så lidt søvand. Episoden gjorde et stort indtryk på mig og holdt mig i lang tid fra det våde element. Da jeg endeligt blev sendt til svømning på søbadeanstalten i Furesøen, sad nervøsiteten stadig i kroppen. Først i 13-års alderen forvandt jeg den. Livet på stenbroen i 30-erne En forårsdag i 1933 fik jeg mit livs første forskrækkelse: Min familie havde forladt mig! Sådan reagerede i hvert fald min 4-årlige hjerne, da jeg som en logisk konsekvens af dette svig, besluttede mig for genfinde dem - så let skulle de ikke komme af med mig! Baggrunden for denne begivenhed var nogenlunde som følger. I forbindelse med den forestående flytning fra Steen Billesgade til Willemoesgade, som mit barnlige øre havde misforstået - idet jeg åbenbart troede, at vi var på vej til Bagsværd - var jeg i en kortere periode blevet overladt til mig selv. Da jeg pludselig blev opmærksom på situationen, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at man var taget af sted uden mig - man havde glemt mig, eller værre, forladt mig for stedse! Jeg kendte jo Østerport Station og vidste, at det var herfra, vi plejede at tage toget til Bagsværd, og pludselig befandt jeg mig i et tog, der tilfældigvis holdt på perronen - uden billet. Jeg havde altså sneget mig igennem tælleapparatet og sad nu overfor en venlig herre, der åbenbart også skulle med samme tog. Han fik dog hurtigt mistanke om, at der var et eller andet galt med denne 4-års dreng, der fortalte, at han alene skulle rejse op til Bagsværd Sø. Han fik fat i konduktøren, jeg måtte opgive navn og adresse, politiet indfandt sig, mine forældre blev tilkaldt og efter en politimæssig afhøring endte det hele i lidt gråd og selvfølgelig samvittighedskvaler hos min mor. Episoden blev hurtigt glemt af mine forældre, men gav en lille rift i min ellers så klippefaste tro på deres fuldkommenhed.. Den 3½-værelses lejlighed i Willemoesgade 39 var både større og mere moderne end den vi kom fra. En absolut gevinst, selv om huslejen også var lidt højere. Far havde endnu sit job i Det forenede Annoncebureau, så økonomien løb rundt endnu - sådan da. Vi behøvede ikke længere at sove i mors og fars soveværelse, og vi fik mere plads til at lege. Fra tredje sal var der en udmærket

38 udsigt ned på den brede passage og til Holsteinsgade og Willemoesgade. Så langt oppe i luften havde jeg ikke boet før. Det var fascinerende, men også en lille smule farligt. Det var blevet os strengt forbudt at åbne vinduerne og læne os ud. Alligevel kunne man jo kravle op på en stol eller et bord og se på myre-menneskene dernede - eller, når ingen så det, åbne vinduet på klem. Min fantasi fejlede ikke noget, og jeg forestillede mig altid det store tigerspring fra vinduet og ned. Fantasierne blev hurtigt til drømme om natten, oftest den samme drøm med det frie fald fra vindueskarmen! Man vågnede altid en meter fra stenbroen - badet i sved. Nu ved jeg godt, at netop den drøm ikke er enestående - den er oven i købet meget almindelig. Mange år efter kom jeg en dag til at spekulere på, om den slags mareridt kan kureres ved at opleve dem i virkeligheden, altså ved at gennemføre et faldskærmsudspring. Jeg har nu aldrig haft det fornødne mod til at realisere forsøget. I modsætning til Bagsværd var der nok af legekammerater i Willemoesgade. Den bedste af slagsen hed Anton og var et år ældre end mig. Han boede i Livjægergade alene med sin mor det meste af tiden, for hans far var hovmester og sejlede på de store have. Hans mor var derfor godt tilfreds med, at Anton havde en legekammerat. Men når hans far kom hjem de 2 gange om året, var der fest. Bagefter kunne han fortælle de mest fantastiske historier om delfiner og neger-damer, der bar enorme klaser af bananer på hovedet. For ikke at stå tilbage for Anton kunne jeg til gengæld fortælle ham om livlægerne fra hans egen gade, der i 1807 under belejringen af København, drev englænderne tilbage og om deres kommandant, C.F. von Holstein, der havde givet navn til gaden, hvor skolen lå. Det havde min far nemlig fortalt os børn på en af de mange ture, han tog os med på for at opleve vores by.

39 Der var meget, man kunne foretage sig som dreng på Østerbro. Det mest spændende var selvfølgelig at gå på opdagelse på steder, man ikke havde været før. Vi havde naturligvis - fra vores respektive mødre - fået en masse for-maninger om, hvad vi måtte, og hvor langt vi måtte gå, men da Antons mor arbejdede i et ismejeri og mine forældre, trods min lille udflugt til Østerport Station, ikke var særlig nervøse anlagt, var friheden stor. Grænserne skulle afprøves, hvilket bestod i hver dag at gå lidt længere væk end den forrige. Vores yndlingsudflugt gik til Langelinie og herfra ind på det forbudte område, Frihavnen. Det var her de udenlandske fragtskibe lå forankret, når de lossede appelsiner, bananer, tømmer, tobak og Ford vogne med de enorme kraner. Vi havde hørt, at der blev smuglet cigaretter igennem tolden og stod tit og lurede på toldbetjentene og håbede inderst inde på, at de skulle antage os for smuglere. Husene på Østerbro var rene eldoradoer, når der skulle leges skjul. Det var ganske vist forbudt at lege på trapperne af viceværterne, og der vankede nogle på ørene, hvis de fik fat i os. Det fine ved etageejendommene dengang var jo, at man kunne komme helt op på tørrelofterne på sjette og gemme sig, og herfra kunne man løbe en to-tre opgange længere væk og komme ned et helt andet sted. Legene udviklede sig undertiden til bandekrige mellem forskellige kvarterer i bydelen, eksempelvis var vi i Willemoesgade altid i krig med dem fra Århusgade-kvarteret. Det var nogen plebejerunger, sagde vi. Det kunne gå hårdt til, selv om det kun var på nævekamp, og mødrene naturligvis bekymrede, når nogen kom hjem med en blodtud eller en revne i de nye plusfours. Ingen skal være i tvivl om, at Jan og jeg, på trods af min fars ofte besynderlige ideer om børneopdragelse, begge har haft en privilegeret barndom, langt forud for mange af vore kammerater. Fars mange ismer og utrættelige forsøg på at udvide sine børns horisont, satte sig spor, ikke bare fordi vi var anderledes - og det er ikke altid en fordel - men i højere grad fordi vi fik lov til mere. Netop i den periode, hvor familiens økonomi var sat på vågeblus, sørgede far for, at vi fik en masse positive oplevelser. Søndagsudflugten var ugens højdepunkt! Destinationen kunne være et af Københavns mange seværdigheder, et museum, et kirketårn eller besøg på et engelsk orlogsskib, eller på Middelgrunden. Dette københavnske forsvarsværk, der blev anlagt i 1895 og på et tidspunkt husede omk. 800 soldater, blev i 1940 en total fiasko, da tyskerne besatte Danmark d. 9. april. Den enlige kanon blev af uforklarlige grunde aldrig affyret - et nærmest symbolsk udtryk for den danske forsvarsvilje! Ikke så sært at tyskerne ikke kunne tage os højtideligt. Da de første rundflyvninger arrangeredes over København i 30 erne, var Far på pletten med sine to børn. Også turen op i Vor Frelsers kirkes tårn (det gamle!) ad den udvendige, smalle trappe var en af favoritterne, sikkert fordi ens vovemod blev stillet på en voldsom prøve. Oven på en sådan psykisk præstation vankede der heldigvis en overdimensioneret hjemmelavet isvaffel fra affelbvageren i Borgergade. Blandt de foreninger Far havde involveret sig i, var også Dansk Vandrerlaug, der både sommer og vinter arrangerede vandreture til Dyrehaven og Hareskoven. For mig var det indledningen til et liv med naturoplevelser, først som ulveunge og spejder, derefter i terrænsports- og orienteringsklubber og senere i livet på mine mange cykelture i ind- og udland. Jeg husker ikke rigtigt, om det var mit eget ønske at blive ulveunge, eller det var mine forældres ide. Men det lå i hvert fald i kortene, at det skulle være hos de gule spejdere og ikke hos de grønne, dvs. KFUM-spejderne - til stor fortrydelse for mine fastre. 1. Østerbro Flok havde til huse i en kælder i Lipkesgade, og det var mit første møde med et minisamfund, med orden, regler og disciplin, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde lært skolens barske pædagogik at kende. Hvert sted har sin lugt, som man uden tøven vil forbinde med stedet, hvis man senere møder den. Hos spejderne var det lugten af skind, tovværk og telte, blandet op med en god portion uniformssved. Det var også her jeg oplevede min første forelskelse, vel at mærke i en af de kvindelige flokførere. Ausa Hansson hed hun og var islænding. Hun sørgede for, at jeg kom helskindet gennem ulveungeritua-

40 bydelens vartegn, Genforeningsmonumentet på Trianglen. Tropsføreren - han hed Frandsen og var pilskaldet - viser her sine reglementerede bare knæ frem til beskuelse. I øvrigt en fremragende leder. Kun en enkelt ulveunge, nemlig Anton, havde fulgt parolen og trodset sin mor, mens faderen befandt sig et sted imellem Bali og Yokohama. De øvrige, havde klogeligt taget de forede plus fours på, men frøs alligevel. Jeg står til venstre for Anton i første række - min forelskelse, Ausa ses i 2. række, nr. 2 fra højre. lerne og stod mig bi, når vi var på lejr og jeg skulle klare mig uden min mor. Da hun også var svømmelærerinde ved friluftsbadet i Furesøen - hvor jeg lærte at svømme om sommeren range- rede hun på en klar andenplads - efter min mor - i min kvindelige top ti rangfølge. Billedet ovenfor viser Østerbros Baden Powell fans i fuld galla ved den årlige nytårsparade foran Familiesammenkomster. Nu til noget helt andet - vores familiesammenkomster. I virkeligheden hadede far disse møder med sin familie og ville meget hellere dyrke gulerødder i Bagsværd. I slutningen af trediverne - hvor vi nærmest var sat under administration af fars familie - kunne konversationen ikke undgå at blive lidt anstrengt og til tider provokerende. Der var ikke mange fælles samtaleemner, når man undtog, børn og vejret - men når mine fastre begyndte at tale om sømandsmissionen og basarerne, nedgjorde far prompte velgørenheden som ussel investering i det evige liv. Det lå i kortene, at de fleste større selskabelige arrangementer i min fars familie foregik i Ndr. Frihavnsgade 88. De havde bedst plads, havde ung pige i huset og havde bedst økonomi. Det var

41 mest ved højtiderne, at vi mødtes med alle mine fætre, og den enlige kusine, Else. Ialt 7 børn, måske 9, hvis onkel Georgs nevø og niece, Ole Steffen og Inge også var der. Aldersforskellen mellem de ældste og jeg, den yngste, var betydelig og satte selvfølgelig nogle grænser for, hvor megen glæde, vi kunne have af hinanden. Johan og Erik havde dog noget, som de andre børn ikke havde, nemlig en togbane. Den blev stillet op til jul og påske på deres enorme spisebord og var imponerende med sine fire skiftespor, to stationer og et hav af skinner og signaler, alt sammen håndbetjent. Det var før alting blev elektrisk, så de fire lokomotiver skulle trækkes op, men så kunne de også køre i næsten 3 minutter. Her kunne alle være med, selv om de to stationsforstandere, Erik og Willy selvfølgelig styrede togdriften. En anden juletradition i den Larsenske familie var den årlige spilledag med konkurrencer i alverdens spil, Ludo, Halma, loppespil og kugler - men ikke kortspil, som blev anset for upassende for børn. At man legede mere og måske bedre med hinanden dengang, helt op i 14-15 års alderen, er sagt før og behøver ingen gentagelse. I dag leger børn individualistisk i et voksent regi og besejrer imaginære fjender i et computerspil. Den ensomme leg må så kompenseres ved at sende sms er til alle vennerne - men uden at være i personlig kontakt med hinanden. Endnu et legetøj skal nævnes hos familien Steffensen. Min onkel Georg havde nemlig en hobby, som han praktiserede, når han skulle slappe af fra skibspositionerne. Han lavede tinsoldater. Fra sin far havde han arvet nogle støbeforme, hvori man hældte flydende bly. Efter størkningen sad min onkel og malede soldaterne, et stykke arbejde, der krævede en rolig hånd og en god portion tålmodighed. Men resultatet var overvældende. Jeg var målløs af beundring, især da han en dag lovede at demonstrere støberiet i vores eget køkken. Der var fire typer soldater, vistnok kopier af det østrigsk-ungarske infanteri og rytteri under første verdenskrig - men også indianere, som vi havde lært om fra Coopers udødelige romaner. Min far, der var antimilitarist, havde vist et ambivalent forhold til dette krigslegetøj - men jeg var begejstret og fik til jul og fødselsdag yderligere udvidet min hær. Selv om min onkel med sikkerhed har indåndet massive mængder af giftige dampe, døde han vist ikke af blyforgiftning. Miljøet var dog ikke på dagsordenen på det tidspunkt. Skolesager. Det er allerede sagt et par gange, at far havde sin helt egen dagsorden omkring samfundsudviklingen indenfor en række områder, som skolevæsen, kirke og børneopdragelse, medens hans parti-politiske ståsted var langt mindre afklaret, selv om han oftest sværmede for Retsstatspartiet. Han sympatiserede med de kulturradikale, oprindeligt med Georg Brandes som frontfigur, men her i trediverne repræsenteret af folk som Poul Henningsen, Otto Gelsted, Hans Hertel m.fl., som gjorde op med årtiers religiøs idealisme og victorianske moral på områder som børneopdragelse, seksualitet og kvinders ligestilling. At standpunkterne i kulturdebatten blev trukket så skarpt op i trediverne, skyldtes først og fremmest de politiske yderfløje, der allerede i perioden efter 1. Verdenskrig havde vejret morgenluft, med kommunisterne på den ene, og de konservative på den anden side. Med Hans Scherfig

42 Hitlers overtagelse af magten i Tyskland i 1933, skærpedes også i Danmark de politiske modsætninger, og ideo-logierne satte hurtigt deres præg på kulturdebatten. Det startede med skolevæsenet, den sorte skole, som forfatteren Hans Scherfig gav et rammende billede af i romanen Det forsømte forår, bygget over egne erfaringer fra Metropolitanskolen i 1920-erne. Det var kæft, trit og retning, der dominerede undervisningen i de københavnske skoler på den tid, hvor den konservative Ernst Kaper var skoleborgmester. Som modstykke hertil, stiftede en kreds af pædagoger foreningen Landsforeningen for den frie skole med psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard som formand. Foreningen udgav tidsskriftet Den frie skole med læreren Olaf de Hemmer Egeberg som redaktør. Presset på de gammeldags undervisningsformer var i slutningen af 1920-erne markant, og det lykkedes en række kulturaktive socialdemokrater i Københavns Borgerrepræsentation at få oprettet nogle forsøgsklasser på bl. a. Vanløse Skole og Skolen ved Skellet med Hemmer Egeberg som leder. Og her er det så, min far og Jan kommer ind i billedet. Som allerede fortalt, var den meget autoritære ånd, der herskede i det danske skolevæsen, ikke vores fars kop te, og han var stærkt optaget af de nye progressive børneopdragelsesmetoder. Blandt andet holdt han stædigt fast i den ide, at børn selv fandt ud af, hvornår de var motiverede for at modtage ny viden, en ide der i noget modificeret form også var i højsædet 50 år senere, da Lilleskolerne vandt frem. Som konsekvens af denne holdning, ansøgte han om tilladelse til hjemmeundervisning af sine børn - og fik den, på betingelse af en årlig prøve, hvor far og søn skulle møde op på daværende skoledirektør Thorkild Jensens kontor og testes i dansk og regning. I virkeligheden var der på disse vilkår ikke megen forskel på hjemmeundervisning og almindelig skolegang - bortset fra, at det nu blev fars opgave og ansvar at præstere resultaterne. Og der blev ikke lagt fingrende imellem hos Thorkild Jensen, alt den stund, at afvigere af systemet skulle afskrækkes. Hertil kom, at Jan og jeg sjældent var motiverede helt på samme tidspunkter som far, med det resultat, at vi mildest talt ikke var særlig velfunderede, når vi mødte op til prøven. For Jans vedkommende var motivationen nok en hel del større på snedkerskolen i Gothersgade - hvor han i en periode afprøvede sine praktiske evner. Med 3.die klasses udgang blev det gjort mine forældre klart, at nu måtte Jan i skole. Men her kom Egeberg og hans skole Far til undsætning. Jan kunne begynde på forsøgsskolen ved Skellet. Glæden varede dog kort, for undervisningen viste sig at være for progressiv for borgerskabet i København. I 1937 blev Egeberg afskediget efter en klage fra et forældrepar. Anklagen lød på sin utilladeligt realistiske og indgående seksualundervisning i forbindelse med oplæsning af Harald Herdals bog Den første Verden, eller sagt mere direkte: Der blev tegnet både tissemænd- og koner i hr. Egebergs timer! Trods offentlig opmærksomhed, forældreprotester og støtte møder for Egeberg - bl.a. i vores dagligstue - stod afskedigelsen ved magt. En time i sexuallære. Nå, hva sagde så Hr. Egeberg i dag? Affæren skal også ses i lyset af den skærpede politiske situation henimod slutningen af 30.erne, hvor jagten på de venstreorienterede og progressive var intensiveret, takket være nazisternes fremmarch i Europa. Der var nu ingen vej udenom - far måtte sætte Jan i Østre Farimagsgades Skole, en helt almindelig kommuneskole. Men min far gav ikke op i sin modstand imod Københavns skolevæsen! Det

43 lykkedes med lodder og trisser at få Jan ind på Hanna Adlers skole, det legendariske Sortedam Gymnasium, der siden 1893 havde fungeret som fællesskole for piger og drenge, et særsyn på den tid. Først i 1946 gennemførtes fællesskolen som princip i Københavns Kommune. Hanna Adler var også langt forud for sin tid omkring enhedsskolen, hvor piger og drenge fulgtes ad fra skolestart til afgangseksamen i alle fag, også gymnastik, håndarbejde og sløjd. Som nævnt på side 18, var min far knap så heldig med min skolegang. Efter 2 års hjemmeundervisning og et mislykket forsøg på at få mig ind på Sct. Annæ Gymnasium, blev jeg i 9 års alderen sat i 1. klasse på Rosenvangsskolen på Strandboulevarden. Det var en forskole, hvor eleverne efter 3. klassetrin kom på Holsteinsgades Skole, en traditionel kommuneskole, der var alt andet end progressiv. Det skal ikke nægtes, at denne skoleperiode var lidt af et mareridt for mig. Efter 1. klasse, skønnede min far, at jeg roligt kunne springe en klasse over og gå direkte i 3. klasse. Klasselæreren, en hr. Nielsen og skolen frarådede springet, men far insisterede. Følgen blev selvfølgelig, at samme Nielsen ikke var særlig venlig stemt overfor mig. Og det skulle blive endnu værre. Da jeg kom på Holsteinsgades skole, fulgte nissen (Hr. Nielsen) med og forhindrede min indstilling til mellemskoleprøven, en prøve, der på den tid afgjorde, om man kom i mellemskolen eller den lige ind- førte frie mellemskole. Til alt held var familien netop på dette tidspunkt i færd med at flytte teltpælene fra Østerbro til Nakskov. Ovenfor ses det traditionelle årlige klassebillede af 3.die klasse på Rosenvangsskolen, april 1938 med hr. Nielsen i bagerste række og undertegnede i anden række, nr. 4 fra venstre. Man bemærker de mange korte bukser, der har fået lov til at pryde første række - bagved har vi dem med plusfours. Det var mødrene, der bestemte påklædningen, og de korte bukser kunne være udtryk for en stram økonomi - en hudafskrabning på knæet var nu engang billigere end et hul på de lange bukser - men også for mødrenes ønske om at matche den raske dreng i klassen. Nielsen var ferm til lussinger og heller ikke karrig med spansk-røret, selv om skolerne havde en intern regel om, at dette først måtte bruges i femte klasse! Også på Holsteinsgades Skole var kønnene adskilt - her med en bred gul markering tværs over skolegården. Og ve den, der! Der var indtil flere sadister blandt lærerne. Hr. Larsen underviste i sang og havde den opfattelse, at man kunne lære et barn at synge ved at slå vedkommende over fingrene med en lineal eller mere raffineret, ved at trække ham op ved hovedhårene. Straffen for at gå i stå i et salmevers - var spanskrøret! For ikke at give min far alt for meget samvittighedsnag over at have sat mig i en skole med kadaver-disciplin, fortalte jeg ikke om disse uhyrligheder hjemme, og Holsteinsgades skole var vel ikke værre eller bedre end de fleste andre kommuneskoler i København. Nedenfor, et foto af den håbefulde elev på vej til skole i det traditionelle vinterdress - skindhue og fedtlæderstøvler. Foruden skolesagen var far i denne periode stærkt optaget af andre af tidens ismer. Jeg har allerede været inde på hans interesse for Naturalismen -

44 eller nøgenkultur, som det blev kaldt, og hans opgør med folkekirken. I forbindelse med disse bevægelser abonnerede han på en række tidsskrifter, f.eks. Sex og Samfund, Den frie Skole og Kritisk Revy. Han var også meget optaget af ernæringspioneren Mikkel Hindhede og hans teorier om den proteinfrie kost, baseret på brød, plantefibre og frugt. Jeg husker, at mor ofte klagede over hans fravær fra hjemmet, når han hver anden aften gik til møder i forskellige bevægelser. Selv om han som nævnt ovenfor ikke var fast forankret i et politisk parti, læste han utrolig mange aviser og deltog i et utal af politiske møder med talere fra hele det politiske spektrum. Det var dog Retstatspartiet, eller som det senere kom til at hedde Danmarks Retsforbund, der havde hans største sympati - et parti, der opstod på grundlag af den amerikanske samfundsøkonom Henry George. Kodeordene var skatternes afskaffelse og indførelse af fuld grundskyld. Slagord som Alle har lige ret til jorden og dens rigdomme og Ingen må kunne berige sig på andres bekostning gav i efterkrigstiden - med frontfiguren, Viggo Starcke, - partiet en markant position som et social-liberalt parti med regeringsansvar som medlem af Trekantsregeringen (socialdemokrater, radikale og retsforbundet) i 1957-60. Da partiet ikke kunne komme igennem med sit grundskyldsprogram, var skuffelsen efterfølgende stor, og partiet gled lidt efter lidt ud af dansk politik. Livremmen spændes ind. Man kan opdele sit liv efter alder - barndom, teenage, voksenliv og pensionist tilværelse - i perioder med krige eller fred - eller i perioder med større eller mindre grad af økonomisk og social tryghed. Bruges den sidstnævnte opdeling, startede mine første 10-15 år ikke for godt, forstået på den måde, at mellemkrigsårene og især trediverne for store dele af befolkningen i Danmark var en økonomisk nedtur. Jeg må dog straks tilføje, at Jan og jeg på ingen måde led nød, sammenlignet med børn fra tusinder af arbejderfamilier i trediverne. Der var flere grunde til dette. For det første var far kun periodevis arbejdsløs, og selv om understøttelsen var lav, kunne vi ved passende sparsommelighed overleve. Dertil kom, at vi havde et økonomisk sikkerhedsnet, idet fars familie, selv efter at hans forældre var døde og selv efter hans tvivlsomme økonomiske satsninger, på forskellig vis sørgede for, at vi kunne opretholde en rimelig levestandard. Og endelig viste mor i denne periode virkelig sin styrke. Hun overtog helt den økonomiske styring af familiens økonomi og sørgede for at far begrænsede sine spontane investeringer i unødvendige ting - og sin medfødte animositet overfor sine søskende. Trods de forbrugsbegrænsende foranstaltninger var det dog næppe gået, hvis ikke mor havde suppleret husstandsindkomsten ved at sy - først handsker og senere veste - til diverse stormagasiner. Det var karakteristisk for min mor, at der skulle meget til, før hun slog i bordet, men når hun endelig gjorde det, kom der i reglen noget ud af det. Og hun havde fra sin barndom set sin egen mor klare sig for en lille indtægt, uden at det gik nævneværdigt ud over børnene. Der blev sparet på alting, på madpakkerne, på tøjet, på fornøjelserne, på koksene til kakkelovnen og på middagsmaden, men uden at det på nogen måde gik ud over sundhedstilstanden. Men det sted, hvor mor sparede allermest, var nok på hendes egne fornødenheder. Vi slap selvfølgelig

45 igennem krisen uden fysiske skrammer, men knapheds-syndromet havde, i hver fald hos mig, sat sine varige spor som en slags selvcensur, når jeg senere stod i begreb med at købe ting til mig selv, ligesom jeg langt senere i livet måtte tage mig selv i at spare på tåbelige småting, som f. eks papir og sejlgarn. Opbrud fra hovedstaden. Det var et fait accompli - og samtidig lidt af en studehandel - da vi i 1940 blev tvunget til at forlægge residensen til en by, vi ikke kendte, en by der lå på en ø, som vi vidste meget lidt om. Jo, der var vist noget med sukkerroer og en masse polakker, der havde invaderet stedet for mange år siden. Nakskov lå 160 km fra København og det var langt væk dengang. Togrejsen tog ca. 7 timer, og så skulle man endda være heldig. Studehandelen havde baggrund i en tæt forretningsmæssig forbindelse mellem Nordre Frihavnsgade 88 og Nakskovs største virksomhed, skibsværftet, eller mere præcist mellem Dampskibsselskabet Norden og værftet. Norden fik i denne periode bygget en række skibe i Nakskov og stod umiddelbart overfor den næste ordre. Min onkel Georg, der som prokurist havde et stort ord at skulle have sagt i selskabet, havde imidlertid i forbindelse med ordren forlangt, at værftet ansatte min far som kontorassistent på værftets kontor. Unægtelig, lidt af en gidselaffære! Men sådan ordnede man nu sagerne på den tid - heller ikke et helt ukendt fænomen nu om dage. Skibet var nu nok blevet bygget alligevel, og handlen skulle derfor opfattes som en gestus fra værftets side overfor en særdeles god kunde. Far var på dette tidspunkt 54 år, arbejdsløsheden var stadig markant. Det var derfor sidste udkald, hvis han ikke skulle leve af understøttelse resten af livet. Set på denne baggrund var der ikke så meget at betænke sig på. Alligevel var det en stor beslutning, der skulle tages, ikke mindst for min mor, der måtte forudse at blive familiemæssigt isoleret i denne afkrog af landet. Hendes mor var blevet 78 og nedslidt på sine gamle dage. Hun kunne derfor ikke regne med at gense hende. Danmark bliver besat. Anden verdenskrig var brudt ud året før, efter Hitlers overfald på Polen, og Danmark kunne ikke i det lange løb forvente at blive holdt uden for. De politiske holdninger til vor store nabo mod syd var delte og konfrontationslysten var til at overse. Jeg husker tydeligt d. 9. april som en ganske almindelig dag, dog med den forskel, at jeg på min vej til Holsteinsgades skole kunne bemærke en usædvanlig flyve aktivitet. Da det næppe kunne være de meget populære rundflyvninger, der som regel fandt sted i weekenderne, måtte det jo være noget andet. Lidt senere kunne vi opsamle de senere berømte flyveblade med overskriften: OPROP TIL DET DANSKE FOLK, som hurtigt blev genstand for latterliggørelse. Man mente nok, at Hitler burde have skolepengene tilbage, når han ikke var i stand til at stave! I skolen blev der som sædvanlig uddelt en del eftersidninger, fordi nogle havde dristet sig til at tage flyvebladene med op i klassen. Men ikke et ord om Harald - eller Hitler! Da vi fik fri, gik turen ned til Langeliniebroen, hvor tyskerne havde opstillet vagtposter udenfor deres foreløbige hovedkvarter. Nysgerrigheden var stor, men modstanden lille. At det halvhjertede forsvar alligevel kostede 13 danske soldater livet, fik ikke megen omtale i aviserne. Et tilsvarende tab i Afganistan i dag ville sende den nuværende regering til tælling, men Stauning blev siddende. Som om tabet ikke havde været stort nok, blev Stauning-Munch regeringen i efterkrigstidens debat alligevel hårdt angrebet for den manglende forsvarsvilje. Foreløbigt drejede forsvaret - overfor den nye fjende - sig om mørklægning af de større byer af hensyn til eventuelle flyangreb fra Royal Air Force. Folk købte enorme mængder af sorte rullegardiner og fik vrøvl med de emsige viceværter, hvis der slap bare en enkel lysstråle ind. Dernæst kom beskyttelsesrummene. I de

46 fleste tilfælde anvendte man fyrkælderen eller vaskekælderen, der næppe havde holdt til en fuldtræffer. I Marstalgade - hvor vi var flyttet hen - måtte vi nøjes med sidstnævnte, da der ikke var indlagt centralvarme. To gange i løbet af de første måneder oplevede vi luftalarmen, uden at der tilsyneladende var tale om overflyvning. Derefter ebbede luftalarmerne ud, men man slap ikke af med mørklægningen. Den 1. maj 1940 rejste min far til Nakskov for at starte på sit nye job og for at forberede emigrationen til sydhavsøerne. Skibsværftet havde tilbudt os en over-lejlighed i en af deres funktionær- og arbejderboliger på Rosnæs vis à vis de store flydedokker. Det var en 3-værelsers lejlighed uden moderne bekvemmeligheder, bortset fra toilet. Lejligheden vendte imod syd, men ligesom ældre huse på den tid dårligt isoleret, hvilket vi fik at mærke i de hårde isvintre i 1941 og 1942. Til gengæld var udsigten ud over sejlrenden og havnen absolut i top. Arbejderboligerne på Rosnæs blev opført i 1917 med ØK og værftet som bygherrer i et samarbejde med Nakskov bystyre. Jeg husker ikke, om der var nogle særlige ceremonier i anledning af vores afrejse, der nøgternt set nemt kunne indebære et endeligt farvel til en del af vores familie. Besættelsen havde allerede indskrænket folks bevægelsesfrihed, togene gik sjældnere og ofte uregelmæssigt som følge af kulog kokssituationen, hvor vi nu var prisgivet tyskernes velvilje. Og den var selvfølgelig meget afhængig af Danmarks samarbejdsvilje, hvilket i praksis betød forsyning af den tyske krigsmaskine med danske landbrugsprodukter. Landmændene var absolut ikke uvillige. Priserne var gode, og det hele gled i smør. Dog forlangte tyskerne fjernelse af de mest tysk-fjendtlige ministre, deriblandt handelsminister Christmas Møller og justitsminister Harald Petersen. Stauning indvilgede for at undgå en ren tyskvenlig regering inklusive den danske nazileder Frits Clausen. Til Sydhavsøerne. Far var taget hjem fra Nakskov for at arrangere flytningen, der fandt sted i juni 1940. Kone og børn blev sendt med toget, mens far fik plads på førersædet i flyttebilen. Heldigvis var Falster og Lolland blevet landfast med Sjælland i 1937. Storstrømsbroen, der blev gennemført som et beskæftigelsesprojekt i perioden 1933-37 var med sine 3,1 km. - dengang Europas længste bro. Familien overnattede på Jernbanehotellet i Nak-

47 skov, mens man ventede på flyttelæsset, der først ankom dagen efter. Flyttefolkene fik med besvær dækketøjsskabet og chatollet kringlet op ad den stejle trappe til 1. sal. Men så kom turen til klaveret med jernramme. Det var udelukket! Min kulturbevidste far gav dog ikke op. Det trefasede vindue blev taget ud, og ved hjælp af en sliske og et talje blev instrumentet trukket op på 1. sal. Voila! Murværket skulle ganske vist repareres her og der efter operationen, men musikken blev reddet. Nakskovitter hed vi. To kendsgerninger gik hurtigt op for os børn. For det første var vi kommet til provinsen, selv om vi jo ikke rigtig vidste, hvad ordet indebar. Men at vi var nogle dumme københavnere og dermed nogle røvhuller, fik vi meget hurtigt at vide, da vi stak hovedet udenfor på Rosnæs. Kvarteret hørte ikke til den fine ende af byen - det lå ude på Svingelsvej - hvor det pænere borgerskab residerede. At netop Rosnæs 50 år senere skulle vise sig at blive et særdeles attraktivt sted at bo, kunne man jo ikke vide dengang. Vi opdagede også hurtigt, at vi var havnet i en udpræget handels- og industriby og dermed en by, hvor klasseforskellene blomstrede. Den altdominerende virksomhed var skibsværftet, min fars fremtidige arbejdsplads, som blev grundlagt af H.N. Andersen og ØK i 1916. I sin mest aktive periode beskæftigede værftet hen ved 3000 mennesker. Dertil kom beskæftigelsen i de mange følgeindustrier, underleverandører, hvor Nakskov Maskinfabrik var den betydeligste. Men byen havde også tiltrukket mange andre virksomheder. Først og fremmest sukkerfabrikken, dengang Danmarks største, havregrynsfabrikken OTA, mælkekondenseringsfabrikken og flere andre større foretagender. Politisk betød dette, at byen regeredes af et solidt arbejderflertal og var vel på dette tidspunkt en af Socialdemokratiets absolutte højborge i Danmark. Med dette komfortable flertal kunne man nemt have ført en mere markant socialistisk politik, som man senere så det i Helsingør. Men fortidens begivenheder i 1931 havde skræmt socialdemokraterne. Da arbejdsløsheden for alvor satte ind, blev byen vidne til en konfrontation mellem arbejdere og politi, der bragte mindelser frem fra Slaget på fælleden i 1872, hvor københavnske arbejdere, militær og politi tørnede sammen efter en demonstration for 8-timersdagen. 3 af arbejderbevægelsens daværende ledere, Pio, Brix og Geleff blev arresteret. Efter en byrådsbeslutning, hvor et presset byråd

48 Nakskov havde bevilget 20.000 kr. af hjælpekassen til de arbejdsløse - en beslutning der senere blev kaldt ugyldig - samledes man til en række demonstrationer, hvor arbejdere og politi kom i kamp. Flere blev såret. 4 arbejdere blev arresteret og idømt fængselsstraffe. Nakskov-sagen blev hurtigt en landspolitisk varm kartoffel, efter at der blev tilkaldt soldater fra Vordingborg og politi fra København. Der blev etableret en støttekomite for arbejderne, omfattende en række kulturradikale personer som Otto Gelsted, Hans Kirk, Leunbach, Thit Jensen og Poul Henningsen. Sidstnævnte kom under retssagen flyvende til Nakskov og kastede flyveblade over byen. Under overfladen foregik der samtidig en magtkamp mellem socialdemokrater og kommunister, hvorunder flere involverede personer blev ekskluderet af partierne. Alt i alt, næsten en revolution. Nakskov syntes ikke meget berørt af krigen eller besættelsen i de første krigsår. Dog, på et punkt mærkede byen den ændrede situation. Værftets ordrebog var betydelig tyndere end før krigsudbruddet. Hvem ville bygge skibe under så usikre konjunkturer, hvor skibsfarten var lammet af ubådskrig og mineudlægninger? Det meste af den danske Handelsflåde blev lagt op medens enkelte skibe sejlede videre med et kæmpe dannebrogsflag på skibssiden og håbede på at kunne holde sig uden for krigshandlingerne. Den del af den danske handelsflåde, der var strandet i allierede havne den 9. april blev enten lagt op eller sejlede videre under engelsk eller amerikansk flag, Som omtalt havde værftet dog sikret sig et par nybygninger til Dampskibsselskabet Norden, foruden en del reparationsarbejder. Naskovitterne kunne derfor stadig opleve de traditionsrige stabelafløbninger, der kunne overværes fra den anden side af havnen. Billedet nedenfor er dog taget ved en stabelafløbning efter krigen og på selve stabelpladsen. Lejligheden på Kastanievej 20 var på 66 kvm med fælles vaskekælder - efter datidens målestok ikke nogen lille lejlighed, men alligevel lidt trang til en familie med to børn. Der var en lille forhave og en lidt større baghave til køkkenhave og blomster. Trappen var ikke for gangbesværede, snoet og stejl. Man nåede så op på et lille repos med toilettet til venstre og soveværelset til højre side. Ved hjælp af en stige kunne man også herfra nå op på loftet, hvor jeg senere tilbragte mange timer i selskab med min fars gamle postkort. Jeg tror, der var 7-8 skotøjsæsker fulde. Kun ganske få eksisterer endnu. Fra reposen gik man ind i køkkenet med to gasapparater og en gasovn, der ved juletid kunne frembringe et orgie af min mors småkager, først og fremmest vaniliekranse og klejner. Fra køkkenet gik man et par trin ned i det uundværlige

49 spisekammer, hvor madvarer kunne holde sig friske utroligt længe. Der var kun indlagt koldt vand, så enhver trang til overdreven renlighed krævede en ekstra indsats i form af flere kedler varmt vand. En dør fra køkkenet førte ind til spisestuen, der ligesom de fleste hjem på den tid var fyldt op af store tunge møbler, arvestykker, hvor man opbevarede andre arvestykker som f.eks. monogrambesatte dynebetræk, lagner og duge. De blev sjældent skiftet ud men lappet igen og igen. Man smed ikke noget ud! I spisestuen stod også chatollet med et utal af skuffer og rum, bag hvilke der igen åbnede sig mindre skuffer, et Pandoras æskesystem, hvor man altid håbede på at finde et skjult rum med en sørøverskat af guld og sølv eller bare en halvtredser, nogen havde glemt bag finéren. Det bedste ved chatollet var imidlertid klappen, der kunne slås op og ned som en vindebro og afsløre et regiment af de blå soldater, der forsvarede borgen mod de fremstormende indianere, der næsten altid måtte trække det korteste strå. Onkel Georgs tinsoldater kunne miste malingen men blev aldrig slidt op. De eksisterer stadig og kan sammen med chatollet beses på Skelbækvej 7 i Holbæk. Den fine stue, som hos os fik navnet, dagligstuen - unægtelig en sproglig forvanskning, lå ved siden af spisestuen og blev kun brugt ved højtidelige lejligheder, såsom jul og fødselsdage. En af grundene til at vi næsten altid sad i spisestuen, var imidlertid af praktisk art. Her stod nemlig kakkelovnen, husets eneste varmekilde. Efterhånden som brændselssituationen under krigen blev værre og værre, opholdt man sig næsten udelukkende her, hvilket kunne være en blandet fornøjelse, når der blev fyret med tørv, der let kunne indeholde op til 25% vand. Blandt de fossile brændstoffer må tørv vist betragtes som noget af det mest primitive, der findes. Men i 1942 tænkte man ikke på drivhuseffekten, huller i ozonlaget eller nedsmeltning af indlandsisen. Man havde knapt opdaget ozon-molekylet O3, der senere viste sig kun at eksistere i minimale mængder i atmosfæren, men til gengæld spille en utrolig rolle for samme atmosfære og for klimaet på vor planet. I 1942 havde man andet at tænke på - rationering af næsten alle fornødenheder lige fra havregryn, kaffe til koks og underbukser. Først i 1953 forsvandt de sidste rationeringer.