Minder for livet med Erica og Pedro De 180 kr. vi giver hver måned pr. barn er nogle af bedste penge, vi giver ud hver måned. Vi VED at pengene går til at hjælpe vores familier, og pengene kan trækkes fra i skat. Fortalt af Britta Kjærgaard Redigeret af Michelle C. Christensen Foto: Familien Kjærgaards private I år 2000 og 2004 adopterede jeg og min mand, Reino, vores børn Signe Ximena på 16 år og Rasmus Camilo på 12 år fra Ayudame i Colombia. Vi har siden hen været på to tilbagerejser i Colombia i 2009 og 2015. En af de ting som har gjort turene helt specielle, er mødet med vores to fadderskabsbørn Erica og Pedro, som vi fik i 2002 og 2004. De er i dag 16 og 14 år. Vi har haft fornøjelsen af at være sammen med deres familier flere gange og har fået et tæt venskab med dem. Det første møde med Erica: Vi mødte Erica på Orièntames kontor i Bogotá i 2004. Oriéntame er den organisation, der står for fadderskaberne, og som er DIAs samarbejdspartner. Vi husker dagen, som var det i går. Da vi kom ind på kontoret, sad der en lille, stille, men helt utrolig sød og smuk pige sammen med sin mor. Erica var meget genert, men vi fik snakket og givet hende de mange gaver, vi havde med bl.a. tøj, legetøj og billeder. Forrest fra venstre ses Pedro, Erica, Signe og Rasmus. Bagerst ses Pedros mor, Reino, mig og Ericas mor. Vores datter Signe faldt med det samme i hak med hende, og det var skønt at se de to piger sammen, for der blev med det samme knyttet bånd. Vi hyggede os i nogle timer, inden vi med tårer i øjnene tog afsked og sagde: På gensyn. Inden vi forlod dem, gav vi lidt penge til Ericas mor, så hun kunne købe nogle dagligvarer med hjem. Samme år fik vi endnu et fadderskabsbarn, Pedro. Signe og Ericas første møde.
Gensynet med Erika og det første møde med Pedro: I 2009 var vi tilbage i Colombia, og vi mødtes med Erica og Pedro, som vi for første gang skulle møde efter at have støttet ham i fem år. Ligesom sidst mødtes vi på Oriéntames kontor. Fra venstre ses Pedro, Erica, Signe og Rasmus. Det var med stor spænding, vi kørte derhen. Vi havde medbragt en masse tøj og ting fra Danmark til begge familier. Da vi parkerede ved Oriéntames bygning, kunne vi se to små hoveder med meget store smil kigge ud af vinduet. Som den store tudemarie jeg er, fældede jeg allerede der de første tårer. Det var så helt utroligt fantastisk at se begge børn, og fra starten af var der en god stemning. I storcenter med Pedro og Erica Efter et par timer på kontoret hvor vi fik snakket (gennem vores tolk) og givet dem en masse tøj, inviterede vi begge familier ud og spise. Vi kørte alle mand ud til et storcenter i Bogotá. Da vi kom indenfor, blev vi klar over, at det ikke var et sted, de normalt kom. For ingen af dem havde prøvet rullende trapper før, så det var en overvindelse for dem at springe på dem. Vi startede med at gå ind i en legetøjsbutik, hvor vi gav Erica og Pedro lov til at købe en ting, de altid havde ønsket sig. Erica fandt sig en dukke med tilbehør, og Pedro fandt en hotwheels-bane og en fodbold. Erica med sin nye dukke og mor. Pedro med sin nye hotwheels-bane og mor.
Derefter gav vi deres mødre et beløb til at handle nogle dagligvarer ind i supermarkedet. Mens de gjorde det, tog vi Erica og Pedro med i en indendørs spillehal - en form for tivoli. Det var en fornøjelse at se, hvordan vores Rasmus og Signe hver især fandt sammen med Erica og Pedro. De nød at lege sammen. Signe kom spontant hen til mig og sagde: Mor, det er jo slet ikke nødvendigt at tale sammen. Mig og Erica laver bare noget tegnsprog, og så forstår vi hinanden. Det var fantastisk! Reino med Signe, Erica, Rasmus og Pedro i spillehallen. Efter at Erika og Pedros mødre havde handlet ind, og vi havde leget med børnene, gik vi alle på burgerbar og fik os en ordentlig menu. Resterne blev puttet i en doggybag, og dem fik hver familie med sig hjem. Som afslutning på en skøn dag gav vi begge mødre penge til at tage en taxa hjem for, så de ikke skulle tage bussen tilbage til det sydlige Bogotá. Dels fordi de risikerede, at blive frarøvet alle de ting de lige havde fået af os, og dels fordi det tog 2-4 timer. Et ekstra møde med Pedros og hans familie Inden vi rejste hjem, ville vi gerne mødes med begge familier igen, men desværre var Erica på ferie hos noget familie. Til gengæld sås vi med Pedro, hans mor, storesøster, storebror og kusine. De besøgte os på Hotel Halifax, hvor vi boede, og en ansat på hotellet agerede tolk. Der var stor gensynsglæde, da Pedro og hans familie ankom på hotellet, og børnene gik straks i gang med at lege. Vi andre nød at sidde og snakke i pejsestuen, samtidig med vi fik lidt kaffe og kage. Denne gang havde vi god tid til at tale om deres og vores liv og om forskellene på Colombia og Danmark. Efter et par timer drog vi afsted for at spise en god frokost, og bagefter gik vi en tur i Chico-park, hvor vi hyggede, og børnene legede og nød hinandens selskab. Afslutningsvis fik vi os en is på McDonalds oven på en helt igennem rørende, hyggelig og dejlig dag, som vi aldrig vil glemme.
Til Colombia igen Efter seks års opsparing og venten blev det muligt for os at tage til Colombia igen i 2015. Det blev en helt fantastisk oplevelse. Børnene var blevet så store, at de virkelig fik noget ud af rejsen og stadigvæk kan huske det hele. En af de helt store ting, vi havde set frem til, var selvfølgelig at gense Erica og Pedro, så vi havde allerede aftalt at mødes med dem, inden vi rejste hjemmefra. Vores glæde blev ikke mindre af at høre, at de glædede sig lige så meget til at se os, som vi glædede os til at se dem. Udflugten til Monserate-bjerget Vi mødtes med Erica og hendes mor ved foden af Monserate bjerg, fordi der ønskede Erica at komme op. Hun havde hørt, at der skulle være så smukt deroppe, men det var et sted, hendes familie aldrig selv ville have mulighed for at komme hen. Derfor valgte vi, at det var den oplevelse, de skulle have. Ved gensynet var der tårer i øjnene, og vi sprang hinanden om halsen. Denne gang havde Erica sin onkel og nevø med, og de var også rigtig rare. Det var helt fantastisk at være sammen med Erica og hendes familie igen, og se hvor meget hun havde forandret sig fra en lille pige til en smuk ung teenager. Ikke mindst var det pragtfuldt at se Signe og Erica sammen, fordi de er så glade for hinanden. Bagefter kørte vi med toget til toppen af Monserate, hvor vi både nød den smukke udsigt ud over Bogotá og det endelig at være sammen igen. Derefter kørte vi downtown Bogotá, hvor vores chauffør og tolk Jorge Ricoh kendte en lokal restaurant. Der spiste vi en god middag, og den helt fantastiske dag blev sluttet af med, vi gik på café og fik en kop kaffe og et stykke kage. Vi aftalte at mødes igen, når vi vendte tilbage til Bogotá efter at have været i Caribien. Erikas familie sammen med vores på Monserate-bjerget.
Turen til tivoliparken Salite Magico Dagen efter mødtes vi med Pedros familie ved Salite Magico. Vi havde sagt ja til at otte familiemedlemmer kunne komme med (hans mor, storesøster og hendes pige, hans storebror og kæreste samt deres to drenge), og vi havde aftalt at mødes ved indgangen til tivoli kl.10.00. Desværre startede dagen lidt dårligt, da Pedros familie ikke mødte op på det aftalte tidspunkt. Efter vi havde ventet i en time, ringede vi til dem for at høre, hvor de blev af. Vi fandt derefter ud af, de ikke havde haft penge nok til den sidste bus, og derfor var nødsaget til at gå meget langt for at nå ud til os med alle de små børn. Stemningen var derfor lidt anspændt ved gensynet, men vi fik sagt: Undskyld, og vi prøvede at få dem til at slappe af og nyde det, hvilket heldigvis gradvist lykkedes. Vi fik fornemmelsen af, at Pedros familie virkelig kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor har det rigtig svært. Trods en mindre vellykket start endte vi op med at have en dejlig dag sammen, hvor specielt børnene og de unge fik prøvet en masse forlystelser sammen. Pedro nød at være i vores selskab og var så glad hele dagen. Vi fik spist et stort måltid mad i burger-restauranten, hvor vi fik givet dem alle de gaver, vi havde med til dem. Derudover gav vi hver af dem et pengebeløb, som kunne bidrage til hjemturen og til indkøb af madvarer til hjemmet. I tivoliparken Salite Magico med Pedros familie.
På besøg i Ericas hjem Efter vores tilbagekomst til Bogotá fra Caribien mødtes vi igen med Erica. For forrige gang, vi var i Colombia, havde vi set Pedro og hans familie to gange, så denne gang var det Ericas tur til at mødes med os to dage. Vi mødte hende og hendes mor i et stort indkøbscenter og spiste på Crepes & Waffles. Bagefter kørte vi videre til en stor lokal butik for at give Erika et sæt tøj, og den dejlige dag sluttede af med, vi kørte Erica og hendes mor hjem, så vi samtidig kunne se deres lejlighed. Det tog tre timer at køre ud til det sydlige Bogotá, og vores bil havde svært ved at komme op af de høje stigninger, vi skulle op ad for at komme til Ericas hjem. På besøg i Ericas kvarter. Da vi nåede derop, kom Ericas far og bror os i møde og bød os velkommen. Deres bolig var pæn og ryddelig men ikke stor. Det eneste rum, Erica og hendes bror havde, var en køjeseng i en åben mellemgang, hvor der kun lige var plads til at krybe ind i sengen. Det stod i stærk kontrast til, hvad børn i Danmark har og forventer, og det var ikke en måde, vi ville ønske at bo på. Men det var en stor oplevelse for vores børn at se, hvordan Erica lever. Vi fik også set, hvor hendes skole lå. Dagen blev afsluttet med store krammere til alle, og den har printet sig ind i vores hoveder for evigt. Inden vi kørte hjemad mod hotellet, besluttede vi, at invitere Erica, hendes mor og bror med på tur til Guatavita-søen et par dage efter. Vi havde lige nøjagtig plads i bussen til tre, og da de aldrig havde været uden for Bogotá, var det en oplagt mulighed for at give dem en stor oplevelse. Vi startede dagen med at køre ud til et område, hvor der var en indianerlandsby under opbygning. Det var en rørende oplevelse, fordi det betød utrolig meget for Ericas mor, der selv stammer fra en indianerstamme i Tolima. Rundvisning i indianerlandsbyen med Erica, hendes mor og bror.
Efter rundvisningen og en masse snak kørte vi videre mod Guatavita-søen, hvor vi fik gået en hel del, og det var en kæmpe oplevelse at se søen, hvor begrebet Eldorado stammer fra. Erica, hendes mor og bror nød det, og de var fulde af indtryk, da vi kørte mod Bogotá igen. Erica og hendes familie med vores ved Guatavita-søen. Den svære afsked Aftalen var, at vi skulle sætte dem af ved den første busterminal i Bogotá, og der endte det med at blive den helt store tårevædede afsked, som egentlig mere var et på gensyn. Men alle græd som pisket, og Erica var dybt ulykkelig over at skulle sige farvel til os. Da de kørte væk, stod vi og vinkede farvel, indtil vi ikke kunne se dem mere. Det var en af de hårde afskeder, og vi længes stadig efter dem hver eneste dag. Vi håber en dag at have mulighed for at invitere vores fadderskabsbørn på besøg i Danmark. Især for Erica kunne det være en motivation for at undgå at blive gravid, for hun har fortalt os, at alle hendes andre veninder allerede har børn eller er gravide. Vi lovede hende derfor en flybillet om nogle år, hvis hun tænker sig om og undgår graviditet de næste mange år. Vi gjorde i hvert fald vores for at fortælle hende, hvor vigtigt det er at få en uddannelse, og at det er ok at bruge prævention. Det er de sidste ord i vores beretning om mødet med vores fadderskabsbørn Erica og Pedro, hvis elskede familier vi har haft nogle uforglemmelige og fantastiske møder med. Vi glæder os bare til næste gang, vi får råd til at komme til dejlige Colombia og til at se dem igen.
P.S. Vi fik oplevet rigtig mange ting og steder, og vi er stadig helt høje efter denne skønne rejse til vores børns fødeland. Så skulle der være nogen, som har lyst til at høre mere om vores tilbagerejser, er man meget velkommen til at kontakte os pr. mail på fam_kjargaard@hotmail.com. Vi deler meget gerne ud af vores oplevelser/erfaringer. Britta og Reino Kjærgaard bor til dagligt i Brønderslev sammen med deres to børn, Signe Ximena på 16 år og Rasmus Camilo på 12 år, der begge er adopteret fra Colombia. DIA samarbejder med den colombianske organisation Oriéntame om fadderskaberne. For at et barn og dets familie bliver optaget i Oriéntames fadderskabsprogram, skal barn og forældre have behov for hjælp. Men der bliver også stillet krav den anden vej. F.eks. skal barnet, hvis det er i skolealderen, passe sin skolegang. Forældrene/moderen skal sørge for, at barnet passer sine lægebesøg, tandlægebesøg osv. De/hun er også forpligtet til at samarbejde med Oriéntames socialrådgiver om familiens eventuelle sociale problemer. Forsømmer familien sine forpligtigelser gentagne gange, så udelukkes barnet fra fadderskabs- programmet. Som fadder får vi et par gange om året et brev med billeder af vores fadder-skabsbørn og en beskrivelse af, hvordan barnet har det i familien, og hvordan det går i skolen.