Analyse af kommunernes administration af folkeoplysningsloven i forhold til det frivillige foreningsarbejde for børn og unge

Analyse af kommunernes administration af folkeoplysningsloven i forhold til det frivillige foreningsarbejde for børn og unge Marts 2009 Gennemført af HAST Kommunikation for Dansk Ungdoms Fællesråd

1. Indledning Denne analyse er gennemført som første del af en samlet analyse af folkeoplysningslovens administration på kommunalt plan indenfor DUF-området. Den vil i løbet af første halvår af 2009 blive suppleret af en analyse baseret på udsendelse af spørgeskemaer til alle lokalforeningerne i DUFs medlemsorganisationer samt yderligere en analyse baseret på fokusgruppe-interviews med kommunalpolitikere og ansatte i de kommunale folkeoplysningsafdelinger. Disse tre analyser vil i sommeren 2009 blive sammenskrevet til en samlet rapport, der vil danne grundlag for beslutningerne i DUFs politiske organer om, hvordan organisationen skal forholde sig i forhold til en eventuel kommende revision af folkeoplysningsloven. Analysen er gennemført af HAST Kommunikation ved Hans Stavnsager, der er tidligere generalsekretær i DUF, og som var medlem af det udvalg nedsat af Undervisningsministeren, der forberedte den gældende udgave af folkeoplysningsloven. Analysen baserer sig på to sæt af data. For det første Velfærdsministeriets kommunale nøgletal, der fortæller noget om den enkelte kommunes ressourceforbrug på idræts- og fritidsområdet, samt de kommunale støtteordninger, der udmønter lovgivningen lokalt. Som forberedelse til analysen forsøgte vi at indhente de gældende tilskudsordninger fra alle landets 98 kommuner. I de fleste tilfælde kan de findes på den enkelte kommunes hjemmeside, men i ca. 10 tilfælde var det ikke muligt at indhente oplysninger af denne vej. Det er i sig selv tankevækkende, at ca. 10 pct. af landets kommuner ikke offentliggør regler, der har betydning for så mange borgere, på deres egen hjemmeside. I disse tilfælde blev der fulgt op telefonisk, og herved lykkedes det at få fremsendt trykte udgaver af tilskudsordningerne fra 3 kommuner. I resten af tilfældene var vi imidlertid nødt til at basere undersøgelsen på mundtlige oplysninger fra forvaltningen, og i enkelte tilfælde var det slet ikke muligt at få de ønskede oplysninger bl.a. med henvisning til at administrationen af loven var blevet uddelegeret fra kommunen til en række lokale paraplyorganisationer. Man må således konstatere, at det ikke er alle landets kommuner, der lever op til den informationsforpligtelse, der ligger i folkeoplysningsloven. 2

2. Indholdsfortegnelse 1. Indledning... side 2 2. Indholdsfortegnelse... side 3 3. Resume... side 4 4. Kommunernes ressourceforbrug... side 5 4.1. Ressourceforbrug i 2008... side 5 4.2. Udvikling i ressourceforbrug fra 2004 til 2008... side 6 5. Aktivitets- og medlemstilskud... side 8 5.1. Aldersopdeling af aktivitets- og medlemstilskud... side 8 5.2. Beregning af aktivitets- og medlemstilskuddet... side 9 5.3. Medlems- og aktivitetstilskuddets kobling til kontingent... side11 5.4. Tilskud til handicappede... side 11 6. Tilskud til uddannelse... side 12 7. Tilskud til specifikke aktiviteter... side 13 8. Lokaleområdet... side 14 8.1. Tilskud til egne lokaler... side 14 8.2. Gebyrer på brug af offentlige lokaler... side 16 9. Start- og udviklingspulje... side 16 10. Andre støtteformer... side 17 11. Folkeoplysningsudvalg... side 18 3

3. Resume I resumeet fremhæver vi i kort form de konklusioner, der er nærmere beskrevet i analysens øvrige afsnit. Det drejer sig om følgende: Ca. 10 af landets kommuner offentliggør ikke deres støtteordninger under folkeoplysningsloven på deres hjemmeside. I flere tilfælde er det heller ikke muligt at få tilsendt en skriftlig udgave af deres regler ved telefonisk henvendelse. Kommunerne bruger i gennemsnit 1264 kr. pr. år pr. indbygger på fritids- og idrætsområdet. Kommunerne i hovedstadsområdet bruger væsentligt flere penge på området end kommunerne i resten af landet. Ishøj er med 3.177 kr. pr. år pr. indbygger den kommune, der bruger flest penge på fritid og idræt. Samsø ligger med 265 kr. i bunden. Udviklingen i kommunernes ressourceforbrug til fritid og idræt har i perioden fra 2004-2008 ligget en anelse under den generelle prisudvikling. Alle kommuner giver en eller anden for medlems- eller aktivitetstilskud til medlemmer under 25 år. I 20 kommuner giver man højere tilskud til de under 18-årige end til de 18-25-årige. I et enkelt tilfælde er tilskuddet 10 gange højere. 9 af landets kommuner giver medlems- eller aktivitetstilskud til de over 60-årige, mens 3 kommuner giver til de 25-60-årige. 25 af landets kommuner giver et fast årligt beløb i medlemstilskud, mens resten baserer sig på forskellige pointsystemer. I ca. halvdelen af de kommuner, der bruger pointsystemer, tæller forskellige aktiviteter med forskellige vægt. I disse tilfælde tæller idrætten og samrådsorganisationerne så godt som alle steder højt i forhold til andre aktiviteter. I de kommuner, der arbejder med et fast årligt tilskud pr. medlem, ligger tilskuddet mellem 40 og 600 kr. pr. medlem pr. år. 65 af landets kommuner kobler medlems- og aktivitetstilskuddets størrelse direkte til kontingentets størrelse. 42 af landets kommuner giver et forhøjet tilskud til handicappede medlemmer. 78 af landets kommuner giver tilskud til uddannelse af ledere mv. 21 af landets kommuner giver tilskud til specifikke aktiviteter fx ferieaktiviteter, lejre mv. 36 af landets kommuner giver mindre end 75 pct. i lokaletilskud, mens 37 giver 75 pct. En række kommuner er begyndt at arbejde med differentierede lokaletilskud, hvor forskellige aktiviteter har forskellige tilskudsprocenter. 33 af landets kommuner opkræver gebyr ved lån af offentlige lokaler. 63 af landets kommuner har bevaret en eller anden form for start- og udviklingspulje. 78 af landets kommuner giver andre former for støtte end de allerede omtalte. Det drejer sig fx om støtte til trænerlønninger, eliteidrætsprojekter, kulturelle aktiviteter mv. 15 af landets kommuner har i dag ikke noget folkeoplysningsudvalg. 4

4. Kommunernes ressourceforbrug 4.1. Ressourceforbrug i 2008 Ifølge de kommunale nøgletal fra Velfærdsministeriet brugte landets kommuner i 2008 i gennemsnit 1264 kr. pr. indbygger til fritid og idræt. Dette tal dækker over kommunernes tilskud til børne- og ungdomsforeninger på det folkeoplysende område (typisk idrætten og DUF-området), men samtidig også over udgifter til drift af kommunens egne faciliteter på området. Et højt tal i den enkelte kommune er derfor ikke nødvendigvis udtryk for lukrative tilskudsordninger til foreningerne, men kan også være et udtryk for et højt aktivitetsniveau indenfor de kommunale institutioner på området. Alligevel kan det samlede tal selvfølgelig ses som udtryk for, i hvor høj grad den enkelte kommune prioriterer fritids- og idrætsområdet. Gennemsnitstallet på 1264 kr. pr. indbygger dækker over nogle ganske betydelige forskelle både mellem de enkelte kommuner men også regionalt. Det generelle billede er, at kommunerne i hovedstadsområdet bruger betydeligt flere penge end kommunerne i resten af landet, hvilket gennemsnittene for de enkelte regioner også tydeligt viser: Region Hovedstaden 1492 kr. pr. indbygger Region Sjælland 1158 kr. pr. indbygger Region Syddanmark 1106 kr. pr. indbygger Region Midtjylland 1211 kr. pr. indbygger Region Nordjylland 1207 kr. pr. indbygger Tabel 1: Kommunernes ressourceforbrug til fritid og idræt fordelt på regioner. Når man ser på enkeltkommuner bliver forskellene endnu større, som det ses af figur 1 og 2, der viser henholdsvis de ti kommuner, der bruger flest kr. pr. indbygger, og de 10, der bruger færrest. 3500 3000 2500 2000 1500 1000 500 0 Figur 1: De ti kommuner, der i 2008 brugte flest penge til idræt og fritid pr. indbygger. 5

900 800 700 600 500 400 300 200 100 0 Figur 2: De ti kommuner, der i 2008 brugte færrest penge til idræt og fritid pr. indbygger. Figur 1 illustrerer tydeligt den regionale forskel, som vi allerede har nævnt. Ud af de ti kommuner i landet, der bruger flest penge på området, ligger de 9 i omegnen af København. Herning er den eneste provinskommune, der ligger på niveau med hovedstaden. Tilsvarende er der ikke en eneste kommune fra Region Hovedstaden med, når man ser på de ti nærigste kommuner i figur 2. Generelt må man sige, at forskellene fra kommune til kommune er ganske markante. Ishøj lå i 2008 i toppen med et forbrug på 3.177 kr. pr. indbygger, mens Samsø var den absolutte bundskraber med 265 kr. pr. indbygger. Det vil sige, at Ishøj altså bruger mere end 10 gange så mange kommunale ressourcer på området i forhold til Samsø. Og selv om vi ser bort fra Samsø, der ligger ekstremt lavt i forhold til alle andre kommuner, er der stadig langt fra Langelands forbrug på 674 kr. pr. indbygger til Ishøj. Når kommunerne derfor til tider hævder, at folkeoplysningsloven lægger for snævre rammer ned over dem, og at det er svært for dem at prioritere området op eller ned på grund af disse snævre rammer, er det svært at finde belæg for påstanden i tallene. Det er meget få om nogen andre serviceområder, hvor man kan opleve, at en kommune et sted i landet bruger mere end 10 gange så mange penge pr. indbygger, som en kommune et andet sted i landet. 4.2. Udvikling i ressourceforbrug fra 2004 til 2008 Fra 2004 (før strukturreformen trådte i kraft) til 2008 har der været en samlet vækst i kommunernes udgifter til idræt og fritid pr. indbygger på ca. 8,4 pct. Det ligger en anelse under den generelle prisudvikling, der i samme periode har ligger på knap 9 pct., men forskellen er beskeden, så samlet set har landets kommuner altså nogenlunde fastholdt prioriteringen af området også selv om den kommune økonomi i perioden har været under pres. 6

Også på dette område dækker gennemsnitstallene imidlertid over nogle meget store forskelle, som figur 3 og 4 illustrerer (henholdsvis de ti kommuner med den højeste og den laveste vækst i udgiften pr. indbygger til idræt og fritid). 70 60 50 40 30 20 10 0 Figur 3: De ti kommuner, der har haft den største procentuelle vækst i deres udgifter til idræt og fritid i perioden 2004-2008. 0-2 -4-6 -8-10 -12-14 -16-18 -20 Figur 4: De ti kommuner, der har haft den laveste procentuelle vækst i deres udgifter til idræt og fritid i perioden 2004-2008. 7

Som det kan ses af både figur 3 og 4, er det vanskeligt at finde et entydigt geografisk mønster i forhold til, hvilke kommuner der har brugt flere eller færre midler på området. Det er dog tankevækkende, at der i såvel top- som bund-10 kun er en enkelt kommune fra Region Hovedstaden. Det er i provinskommunerne, der generelt bruger færre penge end hovedstadskommunerne, at de store udsving finder sted, og noget af forklaringen kan måske være, at det var her, at de fleste og største sammenlægninger fandt sted i forbindelse med strukturreformen. I øvrigt er det værd at bemærke, at den enlige hovedstadskommune, der har sneget sig med på listen over bund-ti, er Furesø, hvor de helt specielle forhold i forbindelse med Farum-sagen selvfølgelig har spillet en betydelig rolle. Ligesom det faktiske forbrug i 2008 udviste meget store forskelle fra kommune til kommune, gør udviklingen i ressourceforbruget det også. Den absolutte topscorer er Stevns Kommune med en vækst på 63,4 pct. over de fire år fra 2004 til 2008, mens bundskraberen er Furesø med et fald på 19,3 pct. Man må formode, at disse meget store udsving bliver mindre i de kommende år, efterhånden som sammenlægningen af kommuner som et led i strukturreformen efterhånden bliver fuldt implementeret. Men under alle omstændigheder er også disse tal et tydeligt bevis på de meget markante frihedsgrader, som landets kommuner har på dette område. 5. Aktivitets- og medlemstilskud Ifølge folkeoplysningslovens skal landets kommuner give en eller anden form for aktivitetstilskud til medlemmer under 25 år i folkeoplysende foreninger. Samtidig kan de give tilskud til medlemmer over 25 år, hvis de vil. Der eksisterer imidlertid ikke nogle lovkrav om, hvilken størrelse tilskuddet skal have, eller hvordan det skal udregnes og administreres. 5.1. Alders-opdeling af aktivitets- og medlemstilskuddet Alle landets kommuner giver en eller anden form for aktivitets- og/eller medlemstilskud og lever dermed op til lovgivningen på dette område. Men en række kommuner prioriterer gruppen mellem 18 og 25 år så lavt, at de næsten de facto har udelukket dem fra deres tilskudsordning. I en enkelt kommune stiller man fx krav om, at en forening skal have mindst 10 medlemmer under 18 år for overhovedet at kunne komme i betragtning til et medlemstilskud. En forening her vil altså kunne have adskillige hundrede medlemmer mellem 18 og 25 år, uden at de kan få et kommunalt tilskud til dem, hvilket ligger på grænsen af det lovlige. En række kommuner skelner mellem de under 18-årige og de 18-25-årige i deres tilskudsordning, som det ses i tabel 2: Antal kommuner, hvor under 18-årige udløser højere tilskud end 18-25-årige: 20 Antal kommuner, hvor der er samme tilskud til alle under 25-årige: 77 Antal kommuner, hvor under 18-årige udløser lavere tilskud end 18-25-årige: 0 Antal kommuner, der ikke har oplyst om deres aktivitetstilskud 1 Tabel 2: Fordeling af det kommunale medlems- og aktivitetstilskud til de under 25-årige. I det omfang, hvor der sker en forskelsbehandling af børn og unge, sker den altså entydigt til fordel for de under 18-årige. Og i nogle kommuner er forskellen ganske betydelig i det mest ekstreme tilfælde tæller 8

de under 18-årige medlemmer 10! gange højere end de 18-25-årige. 100 80 60 40 20 0 0-25 år 25-60 år 60-? År Figur 5. Antallet af kommuner, der giver medlems- og eller aktivitetstilskud til forskellige aldersgrupper af medlemmer. (1 kommune har ikke oplyst deres tilskudsregler på området). Figur 5 viser, at det samlet set i høj grad er børn og unge, der prioriteres i de kommunale støtteordninger. Alle 97 kommuner, der har oplyst deres støtteordninger på dette område, giver en eller anden form for støtte til denne aldersgruppe, mens kun 3 kommuner giver støtte til de 25-60-årige. Lidt flere giver til pensionister, men med 9 kommuner, der giver til denne aldersgruppe, er det stadig et meget lille mindretal. 5.2. Beregning af aktivitets- og medlemstilskuddet Der findes næsten lige så mange forskellige måder at beregne aktivitets- og medlemstilskuddet på, som der findes kommuner. Traditionelt har de fleste kommuner fastsat et fast beløb pr. medlem pr. år, men denne type tilskudsmodel er efterhånden blev udfaset i de fleste kommuner, som tabel 3 viser: Antal kommuner med fast årligt tilskud pr. medlem 25 Antal kommuner uden fast årligt tilskud pr. medlem 72 Antal kommuner der ikke har oplyst deres tilskudsmodel 1 Tabel 3: Antal kommuner, der anvender forskellige tilskudsmodeller. I de kommuner, hvor man er gået væk fra et fast årligt tilskud pr. medlem, anvender man i stedet typisk en point-model, hvor forskellige pointtal tildeles de forskellige medlemmer efter forskellige kriterier, og hvor man til sidst gør det samlede pointtal op og fordeler den afsatte budgetramme efter dette tal. Fordelen ved sidstnævnte model er indlysende set fra kommunens synsvinkel, idet risikoen for budgetoverskridelser her er elimineret. Til gengæld er modellen langt vanskeligere at gennemskue for de ansøgende foreninger, idet de ikke kender deres tilskud, før alle ansøgninger er indkommet og behandlet. Specielt foreninger, der ikke har søgt tilskud før, vil have meget svært ved at forudse, hvilket tilskud de kan forvente. Af de 72 kommuner, der arbejder med point-systemer under en eller anden form, er der mange, der vægter medlemmerne efter forskellige kriterier. I afsnit 5.1. er den aldersmæssige opdeling nævnt, men endnu flere kommuner (ca. halvdelen af de 72) vægter medlemmerne, alt efter hvilken type aktiviteter de deltager i. I nogle kommuner er opdelingen baseret på, hvor mange aktivitetstimer, det enkelte medlem deltager i, men i andre kommuner har man besluttet udførlige lister over forskellige aktiviteter, og hvor 9

meget de vægter i forhold til hinanden. I denne type vægtninger tæller idrætten (og især de store og traditionelle idrætsgrene som håndbold og fodbold) højt, mens mindre og nyere aktivitetsområder tæller lavt. I forhold til de 25 kommuner, der arbejder med faste årlige tilskud pr. medlem, er der stor forskel på dette tilskuds størrelse, som figur 6 viser: 20 18 16 14 12 10 8 6 4 2 0 0-100 kr. 101-300 kr. 301-500 kr. 501- kr. Figur 6: Størrelsen af medlemstilskuddet pr. år i de kommuner, der giver fast medlemstilskud. Figuren viser antallet af kommuner indenfor de forskellige beløbs-størrelser. I langt de fleste kommuner ligger tilskuddet et sted mellem 100 og 300 kr. pr. år., men spændet går fra 40 kr. til 600 kr. pr. medlem. 5.3. Medlems- og aktivitetstilskuddets kobling til kontingentet I Folkeoplysningsloven nævnes kontingentbetaling som en betingelse for, at en forening kan opnå status som tilskudsberettiget. Der nævnes imidlertid ingenting om en bestemt kontingentstørrelse, men alligevel kobler mange af landets kommuner direkte tilskuddets størrelse til kontingentets størrelse typisk således at tilskuddet ikke kan være større end det indbetalte kontingent. Figur 7 viser, hvor mange kommuner der bruger denne praksis. 10

Uoplyst; 2 Nej; 31 Ja; 65 Figur: Kobler kommunen medlems- og/eller aktivitetstilskuddet direkte til kontingentets størrelse? 5.4. Tilskud til handicappede Folkeoplysningsloven åbner op for, at kommunen kan vælge at give særlige tilskud til grupper med særlige behov, og en del kommuner bruger dette til at give et forhøjet eller særligt tilskud til handicappede medlemmer. Et sådant forhøjet tilskud må imidlertid ikke forveksles med et kommunalt tilskud til de egentlige handicap-organisationer, der typisk gives som en del af de kommunale støttemidler til det frivillige sociale arbejde i kommunen. I stedet handler det om, at en folkeoplysende forening kan få et særligt tilskud, hvis den blandt sine medlemmer har handicappede. Figur 8 viser, hvor mange kommuner der giver særlige tilskud til handicappede medlemmer i folkeoplysende foreninger. Uoplyst; 1 Ja; 42 Nej; 55 11

Figur 8: Giver kommunen særlige tilskud til handicappede medlemmer af de folkeoplysende foreninger? Som man kan se af figur 8, er det mindre end halvdelen af landets kommuner, der giver særlige tilskud til handicappede medlemmer. I de fleste tilfælde gives disse tilskud som et forhøjet pointtal til handicappede medlemmer (hvis kommunen arbejder med et pointsystem) og/eller som en særregel om, at alle handicappede medlemmer (også de over 25-årige) udløser et medlemstilskud. I enkelte kommuner er der også særlige tilskud til de ekstra omkostninger, som handicappede medlemmer måtte medføre fx i forhold til transport til aktiviteter mv. Det relativt lave antal kommuner, der giver særlige tilskud til handicappede, må give anledning til overvejelser om, hvorvidt det er et område, hvor loven skal præciseres i en kommende revision. 6. Tilskud til uddannelse Når man bevæger sig væk fra medlems- og/eller aktivitetstilskuddet, forsvinder folkeoplysningslovens krav til kommunerne (bortset fra lokaletilskuddet, der har sin helt egen position). Det betyder imidlertid ikke, at der ikke findes andre former for tilskud. Næsten alle kommuner giver en eller anden form for supplement til medlems- og aktivitetstilskuddet, men det nærmere indhold er ekstremt forskelligt fra kommune til kommune og er i vidt omfang bestemt af traditioner i kommunen. Det mest udbredte tilskud efter medlems- og aktivitetstilskuddet er tilskud til foreningernes egne uddannelsesaktiviteter. Årsagen til dette skal formentlig findes i historien, hvor den gamle fritidslov forpligtede kommunerne til at give et sådant tilskud, og den tradition er åbenbart blevet hængende mange steder, som figur 9 viser: Uoplyst; 1 Nej; 19 Ja; 78 Figur 9: Giver kommunen tilskud til foreningernes uddannelsesaktiviteter? Typisk gives uddannelsestilskuddet som en procentdel af de faktiske udgifter til kurser, og i en del kommuner skelnes der mellem, hvilken type kurser man kan få tilskud til. Flere steder har man i reglerne 12

forhåndsgodkendt de kurser, som DIF, DGI og disses medlemsforbund afholder, mens alle andre kurser skal godkendes af folkeoplysningsudvalget. Enkelte steder er DUF medtaget som forhåndsgodkendt kursusarrangør, men det er et meget lille mindretal, og modsat har en enkelt kommune fastsat i deres regler, at der kun gives tilskud til kurser indenfor idrætsområdet uanset hvem der arrangerer dem. 7. Tilskud til specifikke aktiviteter Ud over det generelle aktivitets- og medlemstilskud giver en række kommuner tilskud til specifikke aktiviteter, som det fremgår af figur 10. Det er meget forskelligt, hvad tilskuddet går til, men nogle eksempler kan være ferie-aktiviteter for kommunens børn og unge eller aktiviteter, der afvikles sammen med søsterforeninger i kommunens venskabsbyer. Som man kan se, er det kun omkring en femtedel af kommunerne, der giver denne form for tilskud, og samlet set er der ikke nogen tvivl om, at de fylder meget lidt økonomisk. Der er derfor næppe megen idé i at bruge al for meget energi på dem i forbindelse med en eventuel kommende revision af loven. Uoplyst; 2 Ja; 21 Nej; 75 Figur 10. Giver kommunen tilskud til specifikke aktiviteter? 8. Lokale-området 8.1. Tilskud til egne lokaler Tilskuddet til egne lokaler er det tilskud, der samlet fylder langt mest økonomisk på foreningsområdet. Derfor var det også det tilskud, der udløste de hårdeste forhandlinger i forbindelse med den sidste revision af folkeoplysningsområdet, bl.a. fordi KL og Finansministeriet havde indgået en aftale om, at det helt skulle afskaffes som lovbundet tilskud. Resultatet af forhandlingerne blev, at den minimale tilskudsprocent blev 13

sat ned fra 75 til 65 pct. med en klar besked fra kommunal side om, at muligheden for at sænke lokaletilskudsprocenten kun ville blive brugt i helt ekstreme tilfælde. I dag kan vi imidlertid se, at mange kommuner har taget muligheden for at sænke tilskuddet til sig, som det fremgår af figur 11. 36 kommuner eller mere end hver tredje ligger i dag under det minimale niveau fra før 2000 på 75 pct. Og yderligere 37 kommuner ligger på de 75 pct., mens det kun er 6 af landets 98 kommuner, der giver det maksimale tilskud på 100 pct. DUFs frygt i forhold til, at en lavere minimal tilskudsprocent i loven ville blive brugt til en generel sænkelse af tilskuddene, er altså til fulde blevet dokumenteret. 40 35 30 25 20 15 10 5 0 65-74 pct. 75 pct. 76-99 pct. 100 pct. Figur 11: Fordeling af kommunernes lokaletilskudsprocent. Figuren viser antal kommuner i hver tilskudskategori. Geografisk er det i øvrigt interessant at konstatere, at kommunerne i hovedstadsområdet generelt ligger meget lavt i lokaletilskudsprocent. Forklaringen på dette skal formentlig findes i de forskellige ejerforhold til idræts- og fritids-faciliteterne rundt om i landet. Det generelle billede er her, at kommunerne i Region Hovedstaden i meget vidt omfang ejer faciliteterne, hvorfor det kun er et meget lille mindretal af foreninger, der har en interesse i niveauet for tilskud til egne lokaler. Til gengæld har dette lille mindretal så også markant dårligere vilkår end det store flertal bl.a. fordi de fleste af disse kommuner ikke opkræver gebyr for brug af kommunale lokaler. Et særligt bekymrende aspekt, som undersøgelsen har afdækket, er, at en række kommuner i deres tilskudsordninger opererer med variable lokaletilskudsprocenter. Alt i alt drejer det sig om 7 kommuner, der på forskellig vis har differentierede lokaletilskudsprocenter. I et par af kommunerne giver man 100 pct. i lokaletilskud, hvis lokalet ligger indenfor kommunens grænser, men en lavere procent, hvis det ligger udenfor. I andre kommuner differentierer man efter aktivitetens indhold, således at idræt og spejdere fx får 100 pct., mens alle andre får 75 pct. Det er tvivlsomt, hvorvidt sådanne selektive lokaletilskudsprocenter ligger indenfor folkeoplysningslovens rammer (det var i hvert fald ikke intentionen, da loven blev formuleret). 14

8.2. Gebyrer på brug af offentlige lokaler Hovedprincippet i folkeoplysningsloven er, at offentlige lokaler skal stilles gratis til rådighed for folkeoplysende foreninger. Kommunen har dog mulighed for at opkræve et gebyr for brugen, men gebyret skal i givet fald gå til at nedbringe egenfinansieringen for de foreninger, der har egne lokaler. Figur 12 viser, hvor mange kommuner, der i dag opkræver en eller anden form for gebyr på brugen af offentlige lokaler. Det drejer sig om temmelig præcis en tredjedel af landets kommuner. Ja; 33 Nej; 65 Figur 12: Opkræver kommunen gebyr ved brug af offentlige lokaler? Langt de fleste kommuner, der opkræver gebyr, ligger i provinsen. Som nævnt i afsnit 8.1. skyldes det primært de forskellige ejerforhold, hvor kommunerne i hovedstaden ejer næsten alle faciliteter. Og eftersom gebyret som nævnt skal bruges til at nedbringe egenfinansieringen for foreninger med egne lokaler, er det ikke muligt at kræve gebyr op, når der så godt som ikke er nogen foreninger i kommunen med egne lokaler. Det er forskelligt fra kommune til kommune, om det er alle offentlige lokaler, der opkræves gebyr for brugen af. I en række kommuner omfatter gebyrordningen kun idrætshaller og lignende, mens fx lokaler på folkeskolerne stilles gratis til rådighed. 9. Start- og udviklingspulje 15

I den oprindelige udgave af den gældende folkeoplysningslov var det lovpligtigt, at kommunerne skulle afsætte 5 pct. af deres udgifter til folkeoplysning til en start- og udviklingspulje, der både skulle hjælpe nye initiativer i eksisterende foreninger videre og hjælpe nye foreninger til at blive etableret og tilskudsberettiget efter de ordinære regler. For 4 år siden blev den forpligtelse imidlertid afskaffet, og figur13 viser, hvor mange kommuner der siden da har benyttet sig af muligheden for at nedlægge puljen. Uoplyst; 1 Nej; 34 Ja; 63 Figur 13: Har kommunen er start- og udviklingspulje? Som man kan se, er det mere end en tredjedel af landets kommuner, der i dag ikke har mulighed for at give støtte til nye initiativer og nye foreninger. Og af de resterende to tredjedele er det langt fra alle, der har beholdt deres pulje på det oprindelige lovpligtige niveau. Alt andet lige er det derfor blevet væsentligt vanskeligere at starte nye foreninger i store dele af landet, og netop denne problemstilling er vigtig for børne- og ungdomsorganisationerne, der normalt er præget af en større udskiftning blandt ikke alene medlemmer men også lokalforeninger end de store aktivitetsområder. 10. Andre støtteformer I vores undersøgelse har vi registreret de kommuner, der har andre støtteformer end de allerede nævnte (medlems- og aktivitetstilskud, støtte til uddannelse, støtte til specifikke aktiviteter, støtte til handicappede, lokaletilskud samt start- og udviklingstilskud). Denne kategori er derfor et opsamlingsheat og er i sagens natur en meget sammensat størrelse. Det er dog tankevækkende, at kategorien i mange kommuner dækker over en eller anden form for støtte til trænerlønninger i de folkeoplysende foreninger. Dette er ikke en støtteform, der tidligere har fyldt særligt meget, men det virker, som om den er i fremgang i øjeblikket formentlig som resultat af at flere og flere idrætsklubber benytter sig af lønnede trænere. 16

I en del kommuner dækker Andre støtteformer også over specielle støtteordninger til eliteidrætten, der heller ikke tidligere har haft tradition for at være tilknyttet folkeoplysningsområdet, men hvor det nu ser ud til, at flere og flere kommuner finansierer i hvert fald dele af deres satsning på eliteområdet med midler fra folkeoplysningen. Figur 14 viser, hvor mange kommuner der har andre støtteordninger end de allerede omtalte. Nej; 20 Ja; 78 Figur 14: Har kommunen andre støtteordninger end de allerede opgivne? 11. Folkeoplysningsudvalg For fire år siden blev det gjort valgfrit for kommunerne, om de ville have et folkeoplysningsudvalg eller ej. Dengang forventede man, at muligheden for at afskaffe udvalget kunne ville blive brugt ganske få steder i landet, men som figur 15 viser, er det et ikke ubetydeligt antal kommuner, der har benyttet sig af muligheden og flere overvejer at gøre det, når udvalgene skal nyudpeges i starten af 2010. 17

Nej; 15 Ja; 83 Figur 15: Har kommunen et folkeoplysningsudvalg? I de kommuner, hvor folkeoplysningsudvalget er blevet afskaffet, er det meget forskelligt, hvilke modeller man har valgt i stedet. I nogle kommuner er udvalgets kompetencer simpelthen blevet lagt over i et politisk udvalg (fx et kultur- og fritidsudvalg), hvor kommunalpolitikerne så egenhændigt træffer de afgørelser, som brugerne tidligere blev involveret i. Denne model sikrer naturligvis kommunen maksimal indflydelse på beslutningerne på området, men til gengæld betyder den også, at foreningerne bliver flyttet meget langt væk fra beslutningerne. I andre kommunerne har man valgt at lægge størstedelen af folkeoplysningsudvalgets kompetencer ud til de eksisterende foreningsparaplyer i kommunen. Det flytter beslutningerne meget tæt på foreningerne (i hvert fald dem, der er medlemmer af de forskellige paraplyer), men til gengæld medfører det en række andre problemer. For det første skaber det nogle meget uigennemsigtige tilskudsordninger, når hvert område beslutter og administrerer sine egne regler. I en enkelt kommune var det fx umuligt for os at få oplyst noget om kommunens regler på folkeoplysningsområdet, fordi de kun kunne henvise til de enkelte paraplyers egne regler. For det andet giver det paraplyerne en anden rolle, når de ikke længere (kun) er interesseorganisation for deres medlemmer men også en forvaltningsmyndighed, der fordeler offentlige midler. For det tredje er der langt fra i alle kommuner velfungerende paraplyer på alle foreningsområder. Og for det fjerde vil der være foreninger, der falder ned mellem paraplyerne, og som vil have meget svært ved at overskue deres muligheder for at få tilskud under folkeoplysningsloven. 18