37,* fra'! m ".» r r j' r :, '"" rr!**&* Jk, så DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA1.-2.S 11 8 t^ i 1 1 11 0 8 00331 6
I I I 4 i \ ^ S T t i. '*T *>\'
! : t l r ri i * t, :A v ' -vi«. " '.,' *T i- ' *, *- i r,< f e
D«. LEOPOLD MEYER DEN FØRSTE BARNEPLEJE PO PU LÆ R T FREM STILLET MED 14 AFBILDNINGER KØBENHAVN P. G. PH IL IPSE N S F O R L A G T rykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. H annover) 1891
f S l MB,
INDHOLD. Side Iste Kapitel. Indledning... 1 2det Kapitel. Det spæde Barns Ernæring i Almindelighed...... 5 3dje Kapitel. Ernæring ved Moderbryst (Diegivningen)... 19 4de Kapitel. Afvænningen... 36 5te Kapitel. Ernæring ved Ammebryst... 42 6te Kapitel. Kunstig Ernæring (Opflaskning).... 49 7de Kapitel. Mælketænderne og deres Frembrud. 77 8de Kapitel. Det spæde Barns Pleje... 81 9de Kapitel. Plejen af for tidlig fødte eller særlig svagelige B ø r n... 94 10de Kapitel. Nogle af de hyppigste Sygdomme hos spæde B ørn...100.
* I i! i! t- f 5 i : i i t
FØRSTE KAPITEL. Indledning. l)e Fordringer, Sundhedsplejen stiller, maa i alt væsentligt være ens for enhver Alder. Men dette udelukker selvfølgelig ikke, at de kunne undergaa visse Ændringer, og at særlige Krav kunne gøre sig gældende i de forskellige Perioder af Livet. Den spæde Barnealder med dens mange særlige Ejendommeligheder er netop en saadan Periode; og ikke alene fordres der i denne Alder visse, særegne Hensyn af Sundhedsplejen dette Ord taget i den videste Betydning; men det er desuden her af en ganske særlig Vigtighed, at disse Fordringer sker Fyldest. Til ingen anden Tid i Livet foregaar der en saadan Vækst af Organismen, en saadan Omvæltning og Udvikling som hos det spæde Barn; til ingen anden Tid ere Organismens Bestanddele, dens Væv og Celler, saa modtagelige for saavel skadelige som gavnlige Paavirkninger. Af hvilken Betydning det maa være for Organismens fremtidige Vel at disse fine, let paavirkelige Deles Udvikling og Vækst foregaar vinder Leop. Meyer: Barnepleje. - 1
cle gunstigst mulige Betingelser og paa den sundeste Maade, kan enhver sige sig selv. Det behøver derfor heller ikke nogen yderligere Forklaring, at Lægerne altid have lagt stor Vægt paa at vise, hvorledes det spæde Barn rettest behandles. Et Bidrag i denne Retning var den af Dr. Thor nam forfattede lille Bog Den første Barnepleje, af hvilken sidste Oplag udkom 1878. Da den nu er ude af Handlen, og Dr. Thornam er død, har Forlæggeren anmodet mig om at skrive den foreliggende Vejledning, der i alt væsentligt er en noget udvidet og paa de senere Aars E r faringer og Forskninger grundet Omarbejdelse af mit i 1888 udgivne Smaaskriftu: Det spæde Barns E r næring og Pleje. I hele Svangerskabet, hvor Fosteret udvikles fra en enkelt mikroskopisk Celle til den sammensatte Organisme, vi se i det nyfødte Barn, besørges dets Ernæring og Aandedræt af Moderen. Det er af den Føde, hun tager til sig, at Fosterets Celler og Væv opbygges; det er ved den Luft, hun indaander, at dets Blod iltesw, renses, og det er med hendes Udaandingsluft, Sved, Urin osv., at Fosterets Udskilningsprodukter bortskaffes. Denne Vekselvirkning imellem Moder og Foster sker i alt væsentligt ved Hjælp af Navlesnoren og Moderkagen. I Navlesnoren ligge Blodkar, der føre Blodet frem og tilbage mellem Fosteret og Moderkagen, der atter ved andre Blodkar staar i Forbindelse med Moderens Blod. Moderkagen selv er som en Svamp fyldt med Blod, idet Blod
karrene her blive ganske overordentlig tyndvæggede; og da paa denne Maade Moderens og Fosterets Blod træder i Forbindelse, kun adskilt ved en yderst fin Cellehinde, er derved Muligheden for et Stofskifte mellem Moder og Foster givet. Men ved Barnets Fødsel forandres disse Forhold pludseligt, Aandedræts- og Fordøjelsesorganerne, der hidindtil have været saa godt som ganske uvirksomme, faa nu et stort Arbejde at udføre, idet det tilfalder dem at optage de til Legemets Vækst og Trivsel nødvendige Stoffer og at skaffe det af med de overflødige og skadelige, eller med andre Ord, de skulle forestaa Legemets Ernæring. Ved Ernæring forstaas den Livsvirksomhed, ved hvilken det daglige Slid paa Legemet søges erstattet; de enkelte Cellers Liv søges opretholdt, de døde Celler erstattes af ny, og i den Organisme, der vokser, skaffes der Stof til Opbygning af de ny tilkommende Dele. De Stoffer, det især gælder om at tilføre Legemet ved Ernæringen, er Kvælstof, Kulstof, Ilt og Brint, hvortil saa kommer ringere Mængder af andre Stoffer, som det vilde blive for vidtløftigt at opregne her, og af hvilke blot eksempelvis skal nævnes Kalksalte (der navnlig spille en Rolle for Knoglernes og Tændernes Vedligeholdelse og Vækst), Fosfor (der især har Betydning for Centralnervesystemet), Jærn (der navnlig findes i Blodet). Alle disse Stoffer kunne dog ikke tilføres Legemet i ren Tilstand, man kan ikke leve af rent Kvælstof, ren Brint, rent Jærn osv. Men selv af de Forbindelser, hvori de forekomme, er det kun de færreste, der egne sig til at benyttes ved Legemets Ernæring. 1*
Eksempelvis kan nævnes, at skønt Luften indeholder baade Ilt og Kvælstoft, kunne vi kun heraf benytte Ilten, medens Kvælstoffet i denne Eorm ikke kan udnyttes af Organismen, der derimod ad Omveje maa skaffe sig dette Ernæringsmiddel. Vi tilføre Legemet de ovenomtalte Stoffer navnlig ved Luften (der, som sagt, indeholder Ilt), ved Vand (der bestaar af Ilt og Brint), ved Æggehvide- eller Albuminstofferne (der især ere rige paa Kvælstof) samt ved Fedtstoffer og Kulhydrater (der hægge ere rige paa Kulstof, men i forskellig Sammensætning). De fleste af disse Stoffer egne sig imidlertid heller ikke for Ernæringen i ren Tilstand. Man kan ikke leve af kemisk rent Vand, af rent Albuminstof osv., men maa benytte nogle af de Forbindelser, i hvilke de nævnte Stoffer optræde i Naturen, hvilke Forbindelser vi da give Navn af Fødemidler. Som Eksempler paa Fødemidler, der indeholde rigelige Æggehvidestoffer, kan nævnes Æg, Kød, Fisk. Fedtstof danner Hovedmassen af Smør, Kunstsmør, Fedt. Som Fødemidler, der ere rige paa Kulhydrater kan nævnes Sukker og de stivelseholdige Fødemidler, som Kartofler, Mel (Brød), Gryn, Ærter, Bønner. I Mælk findes baade Æggehvidestof (Ostestoffet), Fedtstof (Fløde), Kulhydrater. (Mælkesukker; derimod ikke Stivelse) og Vand; fremdeles indeholder den ogsaa Kalk og Fosfor.l) ') De, der kunne ønske at lære Fødemidlernes Sammensætning nærmere at kende, kunne henvises til Dr. Jiirgensen: Grafisk Fremstilling af de menneskelige Fødemidlers og nogle Spisers kemiske Sammensætning. Kbhvn. 1888.
Legemets Ernæring forestaas, som ovenfor omtalt, af Aandedræts- og Fordøjelsesorganerne, hvortil endnu kommer Kredsløbsorganerne. Naar man i Almindelighed taler om Ernæringen, forstaar man imidlertid herved som oftest kun den Del heraf, som vedrører Fordøjelsen, og denne Sprogbrug ville vi da ogsaa følge her, naar vi nu skulle til at beskæftige os med det spæde Barns Ernæring. ANDET KAPITEL. Det spæde Barns Ernæring i Almindelighed. For at kunne forstaa de særlige Hensyn, som det spæde Barns Ernæring udkræver, ville vi kaste et kort Blik paa de Forskelligheder, der i denne Henseende gøre sig gældende mellem den voksne og den nyfødte. Hos det voksne Menneske undergaar Føden først en Behandling i Munden. Her sønderdeles Fødens faste Bestanddele ved Tygningen, og Føden blandes med Spyttet. Herved opnaas ikke blot, at Føden bliver lettere at synke, og at Fordøjelsesvædskerne bedre kunne trænge ind i og paavirke hver lille Del af den fint delte Spise. Men Spyttet har ogsaa en vigtig kemisk Indvirkning, idet det omdanner en Del af Stivelsen i Føden til Sukker. Gennem Spiserøret sendes Føden derpaa ned i Maven, hvor der foruden en fortsat Paavirkning af Spyttet tillige findes den vigtige Indvirkning af Mavesaften.
Det er ved denne sidste især Æggehvidestofferne, der bringes i en saadan Form, at de kunne udnyttes af Organismen. Efter et i Reglen flere Timer varende Ophold i Maven gaar Føden over i Tarmene, hvor saa Galden, Bugspytkirtlens Saft og Tarmsaften fuldende Fordøjelseskanalens Arbejde ved at omdanne Resten af Æggehvidestofferne og Stivelsen og ved at gøre Fedtet optageligt. Alle disse saaledes paavirkede og herved ganske forandrede Fødemidler opsuges derpaa af Lymfekarrene, der atter bringe dem over i Blodkarrene; her blandes de med Blodet og føres med dette rundt til alle Dele af Legemet, der saaledes ernæres. De ufordøjelige og ufordøjede Dele af Maden udtømmes med Aabningen. De Afvigelser herfra, som Fordøjelsen hos det spæde Barn frembyder, ere følgende. Tygningen mangler ganske, og Føden maa altsaa ikke indeholde faste Dele. Evnen til at omdanne Stivelse til Sukker, som det voksne Menneskes Spyt og Bugspytkirtel- Saft besidde, mangle disse Vædsker ganske hos det nyfødte Barn og faa den først lidt efter lidt i Barnets første 3 4 Maaneder. Da nu denne Omdannelse til Sukker er nødvendig, for at Stivelsen kan fordøjes,' ere altsaa stivelseholdige Fødemidler (f. Eks. Brød, Tvebak, Vælling) ganske uskikkede til Føde for det helt spæde Barn. Det er heller ikke alle Æggehvidestoffer, det spæde Barns Mavesaft paavirker lige godt; bedst indvirker den paa de i Mælken indeholdte Æggehvidestoffer (af hvilke Ostestoffet er det vigtigste). Af stor Betydning er det, at det spæde Barns Mave er lille, ikke blot absolut men ogsaa i
MÆLKEN SOM FØDE FOR NYFØDTE. 7 Forhold til hele Legemets Størrelse sammenlignet med det voksne Menneskes. Hvad den i Tarmkanalen foregaaende Del af Fordøjelsen angaar, da er den manglende Omdannelse af Stivelse til Sukker omtalt ovenfor; derimod paavirkes Fedtstoffet let og godt af det spæde Barns Fordøj eises vædsker og ligeledes Sukker, især Mælkesukker. Da hos Pattedyrene de nyfødte ere henviste til at leve af Moderens Mælk, og da Mennesket er et Pattedyr, kan man alene heraf drage den Slutning, at Kvindemælk er den hensigtsmæssigste Føde for det spæde Barn. Men selv om vi ikke kendte dette Forhold, vilde vi dog ud fra de paa det ovenfor meddelte begrundede Forudsætninger naa til samme Resultat. Yi have jo set, at for at et Fødemiddel kan være egnet for det spæde Barn, maa det være flydende, være frit for Stivelse, derimod indeholde Ostestof, Mælkesukker, Fedtstof (samt Kalksalte, Fosfor osv.). Disse Fordringer opfylder netop Mælk; og undersøge vi nærmere de forskellige Slags Mælks kemiske Sammensætning og deres Forhold til Barnets Fordøjelsesvædsker, viser det sig, at a-f al Mælk egner Kvindemælk sig bedst til det spæde Barns Ernæring. Erfaringen lærer jo ogsaa, at i Almindelighed trives de Børn bedst, der faa Bryst Brystbørn, som de kaldes og ere mindst udsatte for Sygdom og Død, ligesom vi ogsaa vide, at hvor Diegivningen skal erstattes ved kunstig Ernæring, fordrer denne Iagttagelse af en Mængde Forsigtighedsregler og af en overordentlig stor Omhu, for at den skal lykkes.
Kvindemælk en, Dien, er altsaa det spæde Barns naturlige Føde al anden Føde, der gives det spæde Barn, kaldes ogsaa kunstig Næring. Og af Kvindemælk er atter selvfølgelig Modermælken den naturligste Næring for Barnet. Alene af denne Grund bør enhver Moder selv amme sit Barn, hvis der ikke stiller sig uovervindelige Hindringer i Vejen herfor. Men hun bør desuden saa meget mere gøre det, som det ogsaa for hende selv er det sundeste at give Die. Thi de Forandringer, der skulle foregaa i Moderens Legeme, for at alle Dele efter overstaaet Svangerskab og Fødsel kunne vende tilbage til den Tilstand, de bør have hos den usvangre Kvinde, ske hurtigere og bedre hos den, der giver Bryst, end hos den, der ikke gør det. Før vi gaa videre, ville vi derfor betragte de Omstændigheder, derkunne hindre enkvinde i at give Bryst. Disse kunne dels være sygelige Tilstande af forskellig Art, der medføre, at Diegivningen er uheldig enten for Kvinden selv eller for Barnet, dels maa de søges i ydre, sociale Forhold. Hvad disse mere ydre Omstændigheder angaar, da kan man vist heldigvis sige, at det her til Lands kun er sjældent, at en Kvinde af Magelighedshensyn ikke vil give sit Barn Bryst, eller at hun unddrager sig denne Pligt for mere uhindret at kunne deltage i Selskabslivet, gaa i Teatret osv. En saadan Kvinde burde skamme sig Øjnene ud af Hovedet, hun fortjente ikke at være Moder. Anderledes med de mange Stakler, der undlade at give Bryst, fordi de maa tjene Penge ved at gaa paa Arbejde. Mange af
SYGDOMME SOM HINDRING FOR DIEGIYNINGEN. 9 disse Kvinder vilde dog være i Stand til at give Die, hvis de indrettede Diegivningen paa den senere nærmere angivne Maade, saa Barnet kun fik Bryst til bestemt Klokkeslæt. Selv om de da ikke kunde fortjene den fulde Dagløn, vilde de dog kunne fortjene en Del af den. Og paa den anden Side maa det vel erindres, hvad ogsaa her vil blive nærmere udviklet, at den kunstige Ernæring ikke koster saa lidt og ikke kan betros den første den bedste. Hvad nu de Sygdomme angaar, d er kunne hindrediegivningen, da kan herom siges følgende. Mødre, der lide af Ligfald, Krampeslag, St. Yeits Dans bør som Regel ikke give Bryst, da Barnet kan tage Skade, hvis et Anfald kommer paa, medens de holde det. Heller ikke Kvinder med tærende Sygdomme, som Kræft, Æggehvidesygdom, Sukkersyge, Brystsyge og lign., bør give Bryst, da deres Mælk i Reglen ikke er god, og de selv ikke taale det. Hvad særlig Brystsyge, Tæring angaar, da viser Erfaringen, at denne ofte gør meget stærke Fremskridt hos Kvinder, der give Die, saa at dette maa fraraades alle, der have blot Spor af denne Sygdom. Men hertil kommer, at det er sandsynligt, at det Smitstof, der fremkalder Brystsyge (Tuberkelbacillen), kan gaa over i brystsyge Kvinders Mælk, saa at Spiren til Sygdommen herved kan overføres til Barnet. Men medens man saaledes ved de nævnte Sygdomme bestemt maa fraraade Diegivning, skal man paa den anden Side være varsom med at tro, at en Kvinde, naar hun ikke har en bestemt Sygdom, er for svag til at give Bryst. Erfaringen viser, at denne naturlige
Virksomhed taales godt af de fleste, selv om de se lidt skrøbelige ud; kun er det vigtigt, at man sørger for, de faa den nødvendige Nattero, saaledes som det nærmere vil blive angivet nedenfor. Ved Sygdomme i Brysterne og i Brystvorterne kan Diegivningen ogsaa hindres. Brystvorterne kunne være ildedannede, helt indtrukne eller for smaa, saa Barnet bar Vanskelighed ved at svøbe Vorten. I saadanne Tilfælde maa man dog, lige saa lidt som naar Vorterne ere ømme eller saarede, altfor hurtigt opgive Diegivningen. Ganske vist kan der ved Diegivning under disse Omstændigheder forvoldes Kvinden meget heftige Smerter, man ser de Kvinder, der ligge som i Feber af Angst, naar Tiden til at Barnet skal lægges til nærmer sig. Men paa den anden Side viser Erfaringen dels, at denne slemme Tilstand i Keglen kun varer en kort Tid; lidt efter lidt tabe Smerter og Ømhed sig, blot man holder ud. Dels ser man, at mange af Ulemperne kunne overvindes ved en fornuftig Behandling af Vorterne og en hensigtsmæssig Indretning af Diegivningen. Ofte hegaas der Fejl ved den Maade, hvorpaa Barnet lægges til, saa det napper i Vorten i Stedet for ordentlig at svøbe. den; ofte forsynder man sig mod de nedenfor nærmere udviklede Kegler, lader f. Eks. Barnet sove med Vorten i Munden. I mange Tilfælde hjælper det godt umiddelbart før Patningen at trække Vorten frem ved Hjælp af en saakaldet Mælkesuger (se Fig. 1), d. v. s. et kort, tragtformet Glasrør paa hvis ene Ende er sat en stærk Kautsjuk-Ballon. Man trykker denne sammen, sætter Glasset ned over Vorten, og lader
derpaa Ballonen rette sig ud igen. Ved den herved frembragte Sugning trækkes Vorten ud. Det vigtigste her er imidlertid lidt Erfaring; ofte ser man den unge Moder tumle og arbejde med Barnet uden at kunne faa det til at tage ordentlig fat; og kommer saa en erfaren Sygeplejerske, eller anden Person til, lykkes det snart at faa Barnet til at patte. Om hvad der er at iagttage for at hindre Vorterne i at blive saarede, skal tales senere. Men ere Vorterne først saarede eller ømme de kunne godt være ømme uden at være saarede kræves særlige Forholdsregler. j,. ^ Først og fremmest maa der iagttages en om muligt endnu større Renlighed med Hensyn til Brystvorterne end under sædvanlige Forhold, de smaa Saar og Revner maa holdes rene, for at der ikke fra dem skal udgaa nogen Betændelse og saaledes opstaa den saakaldte Byld i Brystet14. Af Midler, der ere anbefalede mod denne Lidelse, findes en hel Uendelighed det bedste Bevis for, at den er vanskelig at behandle. Det vilde ikke være til nogen Nytte at opregne dem alle her; foruden af Renlighed har jeg set mest Nytte af Pensling med stærkt Karbolvand (5 pct.) et Par Gange om Dagen, eller af Touchering med Helvedsten. Lunkne Omslag med en Opløsning af 1 Teskefuld Kreolin til 1 Pot Vand roses ogsaa meget. Behandles Vorterne med disse eller andre Medikamenter, bør det om muligt ske længere Tid før Patningen, og man maa passe at
afvadske Vorterne godt før denne, for at Barnet ikke skal faa noget af det anvendte Middel i Munden. Hurtigst og bedst hele Saarene, naar det kan undgaas, at Barnet tager Vorten i Munden. Ved en almindelig Pattebrik (en Glastragt med bred Krave, der sættes f over Vorten, og som paa Enden bærer en lille Pattetold; se Pig. 2) opnaas dette kun i de færreste Tilfælde, da ikke mange Børn kunne lære at benytte en saadan. Bedre opnaas det ved det i de senere Aar i Handlen bragte Budin-Auvard ske Patteglas (se Fig. 3). Det bestaar af en lille Glasbeholder, der sættes Pig- 2. ned over Vorten. Fra denne Beholder udgaa 2 Gummirør. Paa Enden af det ene Rør er anbragt et Mundstykke af Glas, som Moderen tager i Munden, og ved at hun suger, medens det andet Rør sammenklemmes flyder Mælken ud af Brystet og samles i Beholderen. Naar der er samlet lidt, lader man Barnet patte paa den paa Enden af det andet Rør anbragte Pattetold, medens man nu sammenklemmer det første Rør. Barnet vil da med Lethed kunne suge den i Beholderen opsamlede Mælk til sig. Paa denne Maade bliver man ved Gang efter Gang, til Brystet er tømt. Har man lidt Øvelse i at benytte dette Apparat, kan det gøre udmærket Nytte, og det vil ved dette, eller ved de
UTILSTRÆKKELIG MÆLKE AFSONDRING. 13 tidligere angivne Midler ofte lykkes at undgaa at maatte opgive Diegivningen paa Grund af ømme eller saarede Vorter. Hvad der maa opmuntre saa meget mere til at kolde ud under disse Forhold, er den Omstændighed, at Erfaringen lærer, at Smerter og Ømhed som Regel tabe sig efter en lille Tids Forløb; det er saa godt som altid kun i de første Uger af Diegivningen, at Smerterne ere stærke. Kommer der Byld i Brystet, maa Diegivningen i de fleste Tilfælde opgives, i alt Fald ved det syge Bryst; men Afgørelsen heraf maa overlades Lægen, hvis Hjælp dog altid maa søges ved denne Lidelse. Den hyppigste Grund til ikke at give Bryst er vistnok den, at Moderen mener ingen Die at have eller ikke at have Die nok. Desværre viser jo E r faringen, at dette virkelig ikke saa ganske sjældent er Tilfældet, og det ikke blot hos mere forfinede Kvinder; nogen bestemt Aarsag hertil lader sig kun paa vise i de sjældneste Tilfælde. Men paa den anden Side er der ogsaa en stor Mængde Kvinder, som undlade eller ophøre med Diegivningen, blot fordi de tro ikke at have tilstrækkelig Die, skønt deres Dom herom er meget løst begrundet og kun beror paa et usikkert Skøn. Ligefrem at maale, hvor megen Mælk der afsondres, lader sig ikke godt gøre, det er efter Barnets Befindende og øvrige Forhold, vi maa afgøre, om det faar tilstrækkelig Næring. Saadanne Omstændigheder som at et Barn ligger med Fingrene i Munden, at det griber med Hænderne efter Brystet, at det slider i Vorten, kan der ikke tillægges synderlig Betydning i denne Henseende, lige saa lidt som det,
i; - l'-'i.s1, :: iji I f- T!. - V.i r. H, r- A 4. s; % V"* *: 1 k; i/ i : r 14 FAAE BAENET TILSTEÆKKELIG NÆEING? at Moderen ved Patningen faar svidende Smerter ud mellem Skulderbladene i og for sig er Tegn paa, at Mælkeafsondringen er for ringe. At Barnet bliver hurtig færdigt med at tømme Brystet, beviser heller intet i denne Henseende, thi nogle Børn kunne fylde sig i en utrolig Fart. Vigtigere er det, om Barnet so ver roligt og længe, naar det har pattet, eller ej. Naar et spædt Barn faar Die med passende Mellemrum (se nedenfor), vil det som Begel falde i Søvn, kort efter at det har pattet og sove et Par Timer eller længere. Gør Barnet dette, kan man være vis paa, at det er mæt. Men hvis det skriger længe, efter at det har drukket, eller sover det kun kort Tid, er det derimod sandsynligvis ikke mæt, vel at mærke hvis der ikke er andre Aarsager til Barnets Uro, som f. Eks. at det er sygt, eller at det ligger med en vaad Ble, at der er noget ved dets Tøj, der generer det, at det har en Loppe paa sig eller lign. Heller ikke herefter er det saaledes altid let at afgøre, om der er Die nok til Barnet. Det vigtigste Middel til at afgøre, om Barnets Ernæring foregaar, som den skal, og altsaa ogsaa til at afgøre, om Barnet faar Næring nok, er regelmæssigt foretagne Vejninger af Barnet. Vise disse, at Barnet tiltager stadig og godt i Vægt, kan man være vis paa, at det faar Næring nok. Saadanne regelmæssige Vejninger af det spæde Barn have derfor stor Betydning, og de bør ikke blot anvendes i saadanne Tilfælde, hvor man er i Tvivl om, hvorvidt der er Die nok til det eller ej, men man bør anvende dem hos alle spæde Børn og ikke mindst hos dem, der flaskes op, for stadig
4 1 I å at kunne være sikker paa, at deres Ernæring foregaar som den skal. Det bliver derfor nødvendigt nærmere at omtale, hvorledes disse Vejninger bedst udføres, og hvilket Resultat man kan vente af dem. At foretage Vejningerne altfor ofte vilde kun være unødig Besvær; thi Forskellen vilde blive for lille, og Uregelmæssigheder vilde for let kunne indtræde, f. Eks. ved om Barnet nylig havde haft Aabning eller ej og lign. Det er nok at veje Barnet en Gang om Ugen, og Vejningen bør altsaa ske paa en bestemt Ugedag og til omtrent samme Tid hver Gang. Paa et dertil bestemt Ark Papir eller i en lille Noterbog op skrives saa Vægten hver Gang, saa at man ved Sammenlig- I \ Fig. 4. <
ning stadig kan følge Vægtforøgelsens Gang. Af Vej e- redskaber kan man anvende mange forskellige. Man har Vægte særlig konstruerede til det her omtalte Brug; de ere indrettede som en almindelig, saakaldet Husholdningsvægtw, men med et Brædt eller Bord med Kant til at lægge Barnet paa i Stedet for den sædvanlig Skaal; paa Skiven nedenunder angiver saa Viseren Vægten (se Fig. 4, S. 15). Saadanne Børnevægte ere dog temmelig kostbare, og man kan ogsaa godt hjælpe sig med de almindelige Vægte, der findes i de fleste Husholdninger, som en Decimalvægt, en Bismer eller en saakaldet engelsk Kødvægt (se Fig. 5). Barnet maa, naar det vejes, være fuldstændig af klædt. Det nøgne Barn lægges derpaa paa Bårne vægten, eller man lægger det i et sammenbundet Klæde eller i en stor Kurv, der anbringes paa Vejeredskabet; Klædet eller Kurven vejes derefter.. x-fc særskilt, og denne Vægt trækkes fra den først fundne Vægt; man kender da Barnets Vægt. Da disse Vejninger jo skulle tjene os til Grundlag for vor Dom om, hvorvidt Barnets Ernæring foregaar, som den skal, og da deres Udfald saaledes kan faa en stor Indflydelse f. Eks. som nys nævnt med Hensyn til Besvarelse af Spørgsmaalet, om Moderen eller Ammen har Die nok, og derfor kan være afgørende for de Foranstaltninger, vi træffe i mange vigtige Henseender, Fig. 5. er det af den allerstørste Vigtighed,
at disse Vejninger foretages. nøjagtigt. Det gælder her som altid: hellere ingen Tal end fejle Tal, hellere slet ikke veje Børnene end veje dem fejlt. Og hvor ofte ser man dog ikke Folk sjuske med disse Vejninger, efter at de nu ere bievne ret almindelige. Den, der vejer Barnet, maa have nogen Øvelse i at bruge vedkommende Vejeredskab. Dette maa være nøjagtigt, og man skal bruge det samme hver Gang. Af største Vigtighed er det, at Barnet under Vejningen ligger eller hænger frit. Støtter man Hovedet, eller holder man ved Barnet af Frygt for, at det skal falde ned, faar man et fejlt Resultat. At der maa anvendes stor Omhu ved Aflæsningen af Vægten, skulde man ikke tro behøvedes at fremhæves. Og dog ser man, som sagt, saavel hermed som med Vejningen i det hele, stor Skødesløshed gøre sig gældende. Efter min Erfaring er Faderen den, der bedst og ordentligst forestaar disse ugentlige Vejninger. At overlade dem til et Tyende maa man. i alt Fald være meget betænkelig ved, og man maa da forud sikre sig, at vedkommende forstaar at udføre Vejningen og hyppig kontrollere Resultatet. Hvorledes skal da dette være for at kunne kaldes tilfredsstillende, hvor meget skal et spædt Barn tiltage i Vægt hver Uge? Straks efter Fødslen aftager Barnet næsten altid i Vægt, saa at det i Løbet af de første 2 3 Dage kan have tabt henved et Fjerdingspund, og først Ugedagen efter Fødslen eller et Par Dage senere vejer det omtrent lige saa meget som ved Fødslen. Fra nu af tiltager Barnet stadig i Vægt, saa at det midt i eller hen imod Slutningen af 5te Leop. Meyer: Barnepleje. o
Maaned vil veje omtrent det dobbelte af, hvad det vejede ved Fødslen, og naar det er 1 Aar omtrent det tredobbelte af Fødselsvægten. Tilvæksten er altsaa størst i Begyndelsen. For hver Uge vil den i de første 4 6 Maaneder udgøre omtrent et Fjerdingspund (c. 125 Gram) ofte noget mere, især i den første Tid, men derpaa aftager den ugentlige Tilvækst lidt efter lidt, saa at den sidst i første Leveaar kun er en Ottendels-Pund (c. 60 Gram) eller knapt det. Man maa nu dog imidlertid ikke lade sig forlede til at tro, at Tilvæksten skal være fuldstændig regelmæssig fra Uge til Uge. Ofte ser man større eller mindre Svingninger heri, og navnlig er det almindeligt, at naar Barnet er taget meget stærkt til den ene Uge, det da kun viser liden eller ingen Tilvækst den næste Uge. Naar Barnet i øvrigt er rask og befinder sig vel, er der derfor ingen Grund til at ængstes, fordi Vejningen en enkelt eller et Par Gange viser ringe eller ingen Fremgang. Men vedvarer dette, da er det Tegn paa, at Barnets Ernæring ikke foregaar, som den skal. Skulde det nu ved disse Vejninger vise sig, at Barnets Vægt ikke tiltager, som den skal, bliver det nødvendigt at raadspørge Lægen, for at han kan afgøre, om Grunden hertil kan antages at være, at der ikke er tilstrækkelig Die til Barnet, eller om Aarsagen maaske maa søges andet Steds, f. Eks. at Barnets Fordøjelse er i Uorden eller lign. Er der nu virkelig ikke tilstrækkelig Die, bør man dog derfor ikke helt afbryde Diegivningen; dette bør under disse Omstændigheder kun ske, naar Mælkeafsondringen hører helt
eller saa godt som helt op. Ellers er det langt at foretrække, at Moderen giver Barnet den Die, hun kan, og erstatter det manglende ved at give anden Føde til Hjælp. En saadan blandet Ernæring taales i Reglen godt, og den frembyder den Fordel, at naar Barnet faar Fordøjelsesbesværligheder (Diarre, Opkastning), har man den Udvej, at man kan lade det leve af Bryst alene, til Fordøjelsen er kommen i Orden igen. Thi alvorlige Fordøjelsesforstyrrelser skyldes næsten altid den kunstige Ernæring, og naar saadanne Fordøjelsesforstyrrelser indfinde sig, hvor denne alene anvendes, er man i stor Forlegenhed, da næsten al anden Føde end Kvindemælk saa i Reglen kun gør ondt værre. Hvorledes den blandede Ernæring bedst indrettes, vil senere blive omtalt. TREDJE KAPITEL. Ernæring ved Moderbryst (Diegivningen). Vi have altsaa i foregaaende Kapitel set, at under almindelige Forhold er Modermælken den heldigste og naturligste Føde for spæde Børn. Man maa imidlertid ikke lade sig forlede til at tro, at naar et Barn blot faar Bryst, saa er alt godt. Granske bortset fra alt, hvad der i øvrigt er at iagttage ved et spædt Barns Pleje, og hvorom der senere skal tales, fordrer selve Diegivningen, at mange Hensyn iagttages. Der er saa meget mere Grund til stærkt at fremhæve
20 HVOR TIDLIG SKAL BARNET LÆGGES TIL? dette, som de Forholdsregler ved Diegivningen, der nu skulle omtales, overordentlig ofte forsømmes, medens dog Overholdelsen af dem ikke alene er til største Gavn for Barnet, men ogsaa i højste Grad letter Moderen Diegivningens Byrde, ja, som alt omtalt, endog ofte sætter den i Stand til at give Die, der nu mener at være hindret deri af ydre Forhold, som Hensyn til det Arbejde, hun skal passe, eller lignende. Det første Spørgsmaal, der frembyder sig, er, hvor snart efter Fødslen man skal begynde at lægge Barnet til. I Beglen begyndes for sent herpaa; men man hør ikke vente længere dermed, end til Moderen har faaet udhvilet sig nogenlunde efter Fødslens Anstrengelser. Man kan altsaa lægge Barnet til i Løbet af det første Døgn. Hos mange, og da navnlig hos førstefødende, vil der vel da ofte næsten ingen Mælk være i Brystet. Men dette skal dog ikke hindre os heri. Ved at lægge Barnet tidlig til opnaas nemlig følgende: For det første maa mange Børn først lære at patte (nogle forstaa det fra første Øjeblik), og jo tidligere de kunne begynde herpaa, desto hurtigere lære de det. Ogsaa for mange Mødre falder Diegivningen besværlig, og de maa ligeledes indøve denne Akt. Patningen er desuden en sund Gymnastik for Barnets Aandedrætsorganer. Ved Patningen opnaas fremdeles, at Mælkeafsondringen kommer lettere og mere jævnt i Gang, man bliver ofte fri for den stærke Udspænding af Brysterne, der findes hos mange Kvinder, naar Mælken falder tilw. Endelig er det ogsaa i mange Tilfælde lettere for Barnet at svøbe Vorten, inden Brystet endnu er spændt og fast. I de første Dage,
HVOR OFTE SKAL BARNET LÆGGES TIL? 21 før Mælkeafsondringen kommer i Gang, kan man, som vi senere skulle se, med et Par Timers Mellemrum give Barnet lidt varm Bygsuppe med lidt Sukker i eller Sukkervand. Men for Resten behøver Barnet ikke stor Næring det første Par Dage. Det næste Spørgsmaal, vi komme til, er, hvor ofte Barnet skal lægges til Brystet, og da dette er et Punkt af allerstørste Vigtighed, og da Forsyndelser i denne Retning høre til de allerhyppigste, maa vi opholde os lidt udførligere herved. Spørger man om, hvor ofte et lille Barn lægges til Brystet, bliver Svaret hvis det da er overensstemmende med Sandheden i de allerfleste Tilfælde: saa ofte det vaagner, eller saa ofte det skriger, saa ofte det er uroligt. Men en saadan Fremgangsmaade er aldeles forkastelig. Den vilde kun være rigtig, hvis Barnets Uro og Skrig udelukkende betød, at det trængte til Føde. Men da et Pattebarn skriger, hver Gang der er noget som helst i Vejen med det, det være sig at en Loppe bider det, et Baand trykker det, at det har gjort sin Ble vaad, eller maaske at det har Smerter, fordi det har drukket for meget, saa er der ikke mere Mening i at give Barnet at drikke, hver Gang det er uroligt, end det vilde være for os voksne at give os til at spise hver Gang, der var et eller andet, vi var utilfredse med, hvad saa end dette var. At Barnet drikker, naar man byder det noget, kan ikke bevise, at det trænger til Føde. Thi man maa skarpt skelne mellem Lyst til Føde og Trang til Næring, og det er kun den sidste, man hos Barnet skal tage Hensyn til, da dets Fornæmmel-
22 REGELMÆSS. IKKE FOR HYPPIGE MAALTIDER. ser ere altfor lidet udviklede, til at man kan lade sig lede af dets Lyster. Men man bør ikke alene ikke give Barnet at drikke, hver Gang det er uroligt; d et skal have sine Maaltider med bestemte, regelmæssige, ikkefor korte Mellemrum. Kun herved opnaar man, at Barnets Fordøjelse kan foregaa, som den skal. Ved Fordøjelsen skal jo nemlig Føden undergaa en indgribende Omdannelse for at være skikket til at tjene til Legemets Ernæring. Det Arbejde, som Fordøjelseskanalen saaledes skal udrette, kan imidlertid ikke foregaa uafbrudt; Arbejde maa veksle med Hvile, det fordres her som overalt; og ligeledes gælder den almindelige Arbejdsregel ogsaa for Fordøjelseskanalen: at jo mere regelmæssig Arbejde og Hvile veksle, desto bedre arbejdes der. Berøver man Fordøjelseskanalen dens nødvendige Hvile ved altfor hyppige Maaltider, vil i heldigste Tilfælde en stor Del af Føden gaa ubearbejdet, ufordøjet bort med Aabningen. Men i mange Tilfælde bliver Virkningen en endnu værre: Fordøjelsen kommer helt i Uorden, og farlige Fordøjelsesforstyrrelser kunne blive Følgen. Jo tidligere man lader en saadan Orden og Regelmæssighed med Barnets Maaltider raade, desto lettere er det at gennemføre den. Er Barnet derimod først vant til at faa Bryst, saa ofte det skriger, er det mindre let at vænne det til at tage dets Maaltider til bestemt Tid. Derfor var det bedst, om man kunde begynde straks hermed. Faar Barnet Flaske eller Ammebryst, er der heller intet til Hinder herfor; giver derimod Moderen selv Bryst, vil der ofte de
første Dage være nogle Vanskeligheder, indtil Mælkeafsondringen er kommen ret i Gang. Dog er ogsaa denne Vanskelighed ofte mere tilsyneladende end virkelig ; thi Patningen bevirker, som alt omtalt, at Mælkeafsondringen indfinder sig hurtigere og lettere, end den ellers vilde, og vil man f. Eks. for at skaane Moderen ikke lægge Barnet for ofte til de første Dage, kan man give det lidt Vand, Sukkervand eller afsiet Bygsuppe paa de Tider, hvor det ellers skulde have været lagt til. Ved saarede Vorter, ved Ømfindtlighed hos Moderen, ved Ubehjælpsomhed hos Barnet ved Patningen, kan der dog nok de første Dage efter Fødslen komme lidt Vanskelighed ved at overholde de bestemte Tider; men senest før Udgangen af 1ste Uge bør disse paa hver Maade være indførte. Som Begel kan man da den første halve Snes Dage lægge Barnet til hver 2den Time om Dagen, hver Bdje 4de Time om Natten. Men saa snart, man kan, skal man gaa over til at lade gaa 3 Timer hen mellem Maaltiderne om Dagen, 5 6 Timer om Natten. Dette er en Sag af største Vigtighed, hvis Betydning ikke noksom kan fremhæves. Jeg ved imidlertid meget vel, at mange, og navnlig, da de, der tro at have Erfaring, ville erklære, at dette aldeles ikke lader sig gøre, saa vil Barnet skraale hele Natten", det er den største Synd for Barn et osv. Lige overfor disse," der tro at have Erfaring, men i Virkeligheden ingen have, da de dog aldrig for Alvor have prøvet den Fremgangsmaade, jeg her anbefaler, lige overfor dem stiller jeg min Erfaring, der har
24 REGELMÆSS. IKKE FOR HYPPIGE MAALTIDER. lært mig, at i alle de Tilfælde, hvor man med god Vilje, Alvor og Udholdenhed er gaaet til at anvende den anbefalede Fremgangsmaade, der lykkes den saa godt som uden Undtagelse. Men hvorledes skal man da bære sig ad for at faa indført en saadan Orden og Regelmæssighed i Barnets Levevis? Man skal gøre det saaledes, at man fra første Færd (s. o.) retter sig efter Uret med Hensyn til de Tider, Barnet skal lægges til. Skriger Barnet, føler man efter, om Bleen er snavset eller vaad den hyppigste Aarsag til, at et lille Barn skriger eller om der ellers kan udfindes nogen Grund til dets Skrig. Den mulige Aarsag til, at Barnet skriger, søges da fjernet, men man maa paa ingen Maade tage Barnet op blot for at gaa op og ned ad Gulvet med det paa Armen, visse for det osv. Thi mærker Barnet først, at det kan opnaa dette ved at skrige, vil det snart vænne sig til aldrig at ligge stille. Mærker det derimod, at det intet opnaar ved at skrige, vænner det sig hurtig af hermed. Der skal naturligvis en vis Udholdenhed til for at lade Barnet ligge og skrige, thi det er ofte hjerteskærende at høre paa, og man synes, det er Synd for den lille, hjælpeløse Stakkel. Men Overbevisningen om, at man ved denne tilsyneladende Haardhed i Virkeligheden gavner Barnet, Visheden om, at det kun drejer sig om faa Dage, før Barnet har vænnet sig til den Regelmæssighed, man vil indføre, maa give Barnets Omgivelser Kraft til at holde ud. Det er imidlertid ikke nok, at man ikke lægger Barnet til, før den rettte Tid er kommen, selv om
Barnet er vaagent og skriger. Naar Tiden kommer, og Barnet sover, maa man omvendt vække det og tage det op; ellers kan keller ikke Regelmæssigheden blive indført. Viser det sig, at Barnet, hver Gang det har pattet, er tilbøjeligt til at sove længe, f. Eks. straks fra først af en 3 Timer ad Gangen det er især ved kraftige Børn, hvis Mødre have rigelig Die, man kan se dette kan man godt gøre en Undtagelse fra den ovenfor givne Regel, i Begyndelsen kun at lade gaa 2 Timer hen mellem hver Patning, og i alle Tilfælde skal man stræbe efter, snart kun at lade Barnet patte højest hver 3dje Time om Dagen. Især om Natten, hvor der, som sagt, skal gaa længere Tid hen mellem hver Patning, vil Barnet det første Par Nætter i Reglen skrige ikke saa lidt. Det er derfor jeg har sagt, at der maa god Vilje og Udholdenhed til for at gennemføre denne Ordning. Thi for alle er det slemt at høre et lille Barn græde; men for Moderen er det ligefrem en Hjertesorg. Derfor maa hun ogsaa have Overbevisningen om, at hun, trods det forbigaaende Ubehag, hun volder Barnet, i Virkeligheden gavner det; hun maa vide, at her er Tale om et lille Offer, der bringes for at opnaa et stort Gode. Naar hun ved det, vil hun være i Stand til ikke alene at overvinde den Modstand, hun selv uvilkaarlig gør herimod, men hvad der ofte er nok saa vanskeligt hun vil kunne modstaa det Tryk, Omgivelserne Moder, Svigermoder, Veninder og Bekendte udøve paa hende af misforstaaet Medlidenhedsfølelse med Barnet. Thi det ligger i Sagens Natur, at hvis man herved kun opnaaede, at Barnet blev
26 REGELMÆSS. IKKE FOK HYPPIGE MAALTIDER. uroligt, utilfredst, skrigende, saa var dette en barbarisk Fremgangsmaade, der ikke noksom kunde dadies. Men saaledes er det ikke. Erfaringen viser, at naar man bærer sig ad paa den her angivne Maade, kun at lade Barnet faa at drikke til bestemt Tid og ellers kun tager det op for at skifte Ble og vadske det, da vil man meget snart se, at det spæde Barn sover, naar det ligger, at det af sig selv vaagner næsten paa Klokkeslæt for at faa at drikke og saa falder i Søvn igen, naar det atter lægges til Sengs. Folk, der ere vante til evigt Børneskrig og urolige Nætter, ville som sagt ikke tro, at det kan forholde sig saaledes, og navnlig ville de ikke paa nogen Maade tro, at et Pattebarn kan sove 5 6 Timer eller mere i Træk om Natten, ja de ere endog taabelige nok til at mene, at Barnet har Skade heraf. Men enhver, der med Udholdenhed foretager Forsøget, vil se, at det forholder sig som her fremstillet, og mangen en Moder og maaske endnu flere Fædre har takket mig for den gode Ro og især for den rare Nattero, jeg har skaffet dem i Huset ved at overtale dem til at følge disse Anvisninger. Det er slet ikke som ved de forrige Børn, man ved slet ikke af, at der er et lille Barn i Huset saadanne og lignende Udtalelser hører jeg atter og atter. Paa Landet, hvor man gaar tidlig til Ro, kan man give Barnet det sidste Maaltid ved Sengetid, altsaa Kl. 9 10. Det kan da sove til Kl. 3 4 og saa faa de øvrige Maaltider hver Bdje Time. Gaar man senere til Sengs, kan man f. Eks. give Barnet at drikke Kl. 11, saa næste Morgen Kl. 5 og saa Kl. 8, 11, 2, 5, 8, og atter Kl. 11
næste Aften. Det maa man jo noget indrette, som det passer bedst med Husordenen. Mange Børn sove, naar de først ere bievne et Par Maaneder, næsten hele Natten igennem (7 8 Timer), og aldrig ser man mindste Skade af, at et Barn so ver saa længe og altsaa intet faar at drikke i den Tid. Naar Børnene blive ældre, 3 4 Maaneder eller saa, sove de ikke saa meget om Dagen. Men ere de vante til ikke at blive tagne op uden særlig Grund, ligge de dog som oftest ganske stille og kigge eller lege med et eller andet. Blive Børnene ældre, kan man jo anbringe dem i siddende Shilling (godt støttede) i Sengen eller paa et Tæppe paa Gulvet eller i det Fri. Men de bestemte Spisetider skal man fastholde; kun at Tiden mellem dem bliver noget længere, efter som Pattebarnet bliver ældre. At Barnets Ernæring bliver bedre, at Barnet trives bedst ved ordnede, regelmæssige, ikke for hyppige Maaltider, er dog ikke den eneste Fordel, der opnaas ved den her tilraadede Fremgangsmaade. Ogsaa for Moderen har det den største Betydning at følge den givne Anvisning. Er det ikke, saaledes som det nu er Reglen, tilfældigt, naar Barnet skal have Bryst, men skal dette ske til et bestemt, kendt Klokkeslæt, bliver Moderen langt mindre afhængig, end hun nu er, naar hun giver Bryst. Naar hun blot er til Stede til de bestemte Tider (altsaa snart efter overstaaet Barselseng hver 3dje, senere hver 4de Time), vil hun i øvrigt kunne passe sine Beskæftigelser, sørge for Huset, gøre Indkøb, gaa paa Arbejde, arbejde i Marken osv., medens en eller anden ser efter
Barnet, der jo endda, saaledes som alt sagt, navnlig medens det er spædt, næsten altid vil sove roligt mellem Maaltiderne, naar det først er vænnet til Orden og Regelmæssighed. Fra at være en Slavinde, der maa lystre Barnets Lnner, bliver den diegivende forholdsvis fri; og herved vil blandt andet ogsaa dette kunne opnaas, som vi omtalte i forrige Kapitel, at mangen en Moder, der nu undlader at give Bryst for ej at være hindret i at passe sit Arbejde, vil kunne gøre det, *naar hun følger den her givne Anvisning. Og næsten endnu større Betydning har det, at man faar Barnet til at sove 5 6 Timer eller mere om Natten, eller at det højest vaagner en eller to Gange for at faa tørt paa sig. Hvad der gør, at saa mangen en Kvinde medtages haardt af Diegivningen, bliver bleg, mager, træt og elendig, og det stundom til en saadan Grad, at hun tvinges til at vænne Barnet fra, det er som oftest langt mindre det, at Mælkeafsondringen tærer paa hende, end den Omstændighed, at hun aldrig har Ro Dag eller Nat, og navnlig at hun næsten aldrig faar sin ordentlige Nattesøvn. Følger hun derimod den her givne Anvisning, bliver Forholdet ganske anderledes. Lægger hun f. Eks. Barnet til Kl. 10 om Aftenen, vil dette, naar det er vænnet dertil, først behøve noget igen Kl. 3 4 eller senere. I den Tid kan hun altsaa sove roligt, kun maaske forstyrret et Par Gange af at skulle pusle Barnet. Og ikke alene for Moderen, ogsaa for Faderen, ja for hele Huset ere saadanne rolige Nætter en Velsignelse, sammenlignet med Forholdene som de nu kun altfor ofte ere. Barnet selv høster naturligvis ogsaa Fordel af denne
RENLIGHED YED DIEGIYNINGEN. 29 Tingenes Tilstand; thi jo sundere Moderen er, desto bedre er i Reglen ogsaa Dien. Jeg haaber, at det saaledes er lykkedes mig at gøre det indlysende, hvilke store Fordele det har, at man vænner Barnet til Regelmæssighed og til at sove længere Tid om Natten. Men som alt sagt, Udholdenhed og god Vilje maa der til, saa at man ikke af misforstaaet Medlidenhedsfølelse straks opgiver Forsøget. Med de her givne Anvisninger er dog ikke alt opfyldt, hvad der er at iagttage ved Diegivningen. Ved denne er endvidere som ved alt, hvad der vedrører det spæde Barn den største Renlighed at iagttage. Moderen maa v a dske sine Vorter omhyggeligt før og efter hver Patning, før for at fjerne Urenlighed og den indtørrede Mælk, der let kan være bleven sur og da fremkalder Gæring i Barnets Mave, efter for at fjerne den Blanding af Mælk og Spyt, der er tilbage, og som ligeledes let gaar i Gæring. Ligeledes vilde det være heldigt at rense Barnets Mundhule før og efter hver Patning; thi de Mælkerester, der blive tilbage i Munden, blive let sure. Denne Rensning af Vorterne og Munden er ogsaa det bedste Middel til at hindre Udviklingen af Trøske. Barnets Mund renses bedst med en lille fin Svamp bundet paa en Pind eller et Stykke Fiskeben, eller med et fint Stykke rent Linned anbragt paa samme Maade. Naar Svampen ikke benyttes, skal den ligge i rent, kogt Vand. Man kan ogsaa bruge en lille Sprøjte til at rense Munden med, men dette falder mange lidt vanskeligt. Man bruger rent,
kogt, koldt eller lunkent Vand, hvori kan kommes en lille Smule Salt. Der er dog ved denne Rensning af Munden det at bemærke, at man ofte nødes til at opgive den efter Maaltidet, da mange Børn faa Kløgninger og Opkastninger derved. Afvidskningen inde i Munden maa ogsaa foretages med den allerstørste Varsomhed, for at man ikke skal beskadige den fine Slimhinde; sker Rensningen ikke med Forsigtighed, maa den helst helt undlades. Foruden den beskrevne Rensning fordre Brystvorterne i det hele megen Pasning. Allerede i Svangerskabet kan man styrke Huden paa dem, først og fremmest ved flittige Vadskninger med koldt Vand, hvorved blandt andet de Skorper, der sætte sig paa Spidsen af dem, bør fjernes. Det kan ogsaa være godt at vadske dem med Sprit eller Brændevin de sidste Uger før Fødslen. Efter denne bør man ikke alene, som nævnt, vadske dem før og efter hver Patning, men man kan ogsaa skaane dem paa andre Maader. Saaledes er det af stor Vigtighed, at man i Tide hindrer Barnet i at falde i Søvn med Vorten i Munden. Thi Huden paa Vorten bliver snart opblødt i den varme, fugtige Mund.. Det er ogsaa en meget uheldig og trættende Vane, nogle Børn have, at falde i Søvn ved Brystet, naar de have pattet lidt; saa faa de sig en lille Lur, tage saa fat igen, og dette kan gentage sig flere Gange. Den eneste Maade, hvorpaa man kan hindre dette, er ved at tage Barnet bort, naar det er faldet i Søvn, og ikke lægge det til igen, før dets rette Tid kommer, selv om det vaagner og skriger i Mellemtiden. Er dette sket et Par Gange,
ANDEE FOEHOLD YED DIEGIVNING-EN. 31 lærer Barnet snart at patte sig mæt straks. En anden Sag er det naturligvis, om Barnet er saa svagt (meget for tidlig født) eller sygeligt, at det ikke har Kraft nok til at patte mere end lidt ad Gangen. Hvorledes man skal forholde sig med saadanne Børn skal senere omtales; men et almindeligt, sundt Barn behøver ikke at hvile sig midt under Patningen. Hvor længe et Barn behøver for at patte færdig, er forskelligt for de forskellige Børn, ligesom ogsaa Brysterne og Brystvorternes Beskaffenhed og Mælkeafsondringens Art kan have Indflydelse herpaa. Nogle Børn blive færdige paa 15 20 Minutter, andre bruge en 30 Minutter hertil. Ville de bruge længere Tid, maa man vænne dem af hermed, da det ellers bliver alt for trættende for Moderen. Skulde Barnet, hvad der af og til er Tilfældet, foretrække det ene Bryst for det andet, enten det nu er fordi det har lettere ved at svøbe Vorten paa hint eller af andre Aarsager, bør man begynde med at lægge Barnet til ved det, det synes mindst om, idet det snarest vil patte her, medens det er mest sultent. Foruden ved at Barnet ligger længe med Vorten i Munden, lide Vorterne ogsaa meget, naar Barnet ikke ret kan svøbe Vorten, men idelig slipper den igen. Efter det første Par Dage, hvor nogle Børn have en vis Vanskelighed ved at lære at patte, beror dette som oftest paa, at Moderen holder Barnet i en uhensigtsmæssig Stilling under Patningen. Naar Barnet patter, aander det udelukkende gennem Næsen, og Luften maa derfor have fri Adgang gennem Næseboerne. Holder Moderen derimod Barnet saaledes, at
82 DEN DIEGIVENDES LEVEVIS. hun trykker dets Næse ind mod sit Bryst, kan det kun tage et Par Drag ad Grangen, saa maa det slippe for ikke at kvæles. Det er ligeledes vigtigt, at Barnet i det hele ligger bekvemt, naar det patter. Ellers kaster det sig, slider i Vorten eller slipper den hvert Øjeblik. Derfor ser man ogsaa, at Diegivningen gaar bedre for mange Mødre, naar de komme op, eller naar de blot kunne sidde over Ende i Sengen, end medens de endnu maa ligge ned. Hvorledes man maa forholde sig, naar Brystvorterne, trods disse forskellige Forsigtighedsregler dog blive saarede, er omtalt i forrige Kapitel. Naturligvis afhænger Mælkens Godhed meget af, at den diegivende er sund og lever fornuftigt. Vel er det ikke endnu lykkedes Videnskaben tilfredsstillende at udrede Forholdet mellem Mælkens Ernæringsevne og Moderens Sundhedstilstand, og man forbavses ofte ved at se Børn, der die svage, elendigt udseende Mødre, trives udmærket. Men ikke desto mindre er man dog berettiget til ganske i Almindelighed at sige, at jo sundere og raskere Kvinden er, desto heldigere er det sandsynligvis for det Barn, hun giver Die. Et andet, herhen hørende Punkt, som det endnu ikke er lykkedes Videnskaben fuldt ud at opklare, er Spørgsmaalet om Kostens Indflydelse paa Mælkens Sammensætning. Imidlertid vide vi dog tilstrækkeligt til at kunne opstille den Regel, at den diegivende skal have kraftig, nærende, let fordøjelig Kost, men at hun i det hele helst maa leve, omtrent som hun plejer van, vel at mærke dog kun, naar dette da ikke strider altfor meget mod Sundhedsplejens Fordringer.
DIE GIVENDE S KOST. 33 Man har ivrigt søgt efter Midler, især Fødemidler, der skulde kunne befordre Mælkeafsondringen, skulde kunne skaffe rigelig Die. Med Hensyn hertil er at bemærke, at enhver Overfyldning er skadelig og maa undgaas. Erfaringen har ogsaa, i alt Fald i enkelte [ Tilfælde, vist, at en altfor kraftig, maaske især en j altfor fedtrig Ernæring af diegivende, der vare tarveligere vante, har gjort Mælken vanskelig fordøjelig for Barnet. Blandt Fødemidler, der have særligt By for at skaffe rigelig Die, kan nævnes Mælk og hvidt 01. I Mælk kan anbefales som et let fordøjeligt Næringsmiddel. En Flaske hvidt 01 eller en halv Flaske Dobbeltøl daglig gør heller ingen Skade; om det gavner, er dog tvivlsomt. Og dette sidste gælder endnu mere om Blanding af 01 og Mælk (Ølost), det er kun mindre let fordøjeligt end hvert af disse Stoffer for sig. Bidrager et lille Glas Vin eller et Glas bajersk 01 til, at den diegivende faar bedre Appetit, eller trænger hun dertil af andre Grunde, kan saadant nok tilstedes hende; men ellers skal hun helst ikke nyde Spiritus (altsaa f. Eks. højest V2 Bajer daglig). Af Spiser, som den diegivende ikke skal nyde, kan særlig fremhæves Løg og Kaal, da der fra disse gaa Stoffer over i Mælken, som undertiden give Anledning til, at Børnene faa Kneb. Det er imidlertid ikke nok, at den diegivende faar tilstrækkelig og nærende Kost, hun maa ogsaa have Appetit til at nyde den, og hendes Fordøjelse ; maa være i Orden. I sidstnævnte Henseende er det vigtigt, at hun sørger for ordentlig, daglig Afføring, hvad Kvinder i det hele taget kun altfor ofte for- Leop. Meyer: Barnepleje. 3 i t
sømme. Vil Aabningen ikke komme af sig selv, kan den fremkaldes ved et Vandlavement, som Kvinden kan give sig selv med et almindeligt Udskylningsapparat, eller til Afveksling ved et Glycerinlavement, hvortil bruges en særegen, lille Sprøjte. Vandet kan efter Behag være kuldslaaet eller lunkent; det er behageligst, at der er lidt Køkkensalt (f. Eks. en Teskefuld) i Vandet, hvoraf anvendes lj2 1 Pot. Er det ikke til Stadighed, men kun nu og da der skal hjælpes paa Afføringen, kan man benytte de sædvanlige Afføringsmidler. De saakaldte salinske Afføringsmidler (Karlsbadersalt, Mineralvande) synes dog undertiden at gaa over i Mælken, saa denne bliver let afførende. *) Eor Appetitten og for Fordøjelsen i det hele er det i øvrigt af Vigtighed, at den diegivende lever sundt og fornuftigt et ørkesløst Dagdriverliv med megen Liggen paa Sofaen er kun skadeligt. Daglig, god Motion i det Fri, en fornuftig (ikke sundhedsfarlig og ikke overdreven Beskæftigelse, helst af samme Art, som den Kvinden i øvrigt er vant til det er det heldigste for den diegivende. Den diegivendes Klædedragt kan der ogsaa være Grund til at omtale. Brysterne maa hverken presses ind eller stables op, men man skal søge at undgaa, at de trykkes af Klædningen, i hvilken Henseende de sædvanlige Korsetter især ere uheldige. Mange tro, at det er vigtigt at holde Brysterne varme, og dække dem derfor med en Uendelighed af uldne J) M ed ik am en ter skal den diegivende i øvrigt ikke bruge uden efter Aftale med Lægen.