Noter til forældre, som har mistet et barn

Transkript

1 Noter til forældre, som har mistet et barn En vejledning til forældre, som har mistet et barn Udgivet af Forældreforeningen VI HAR MISTET ET BARN

2 At miste et barn er noget af det sværeste, man kan blive udsat for. Disse sider er tænkt som en hjælp til Jer for at forstå, hvordan det kan påvirke Jer som familie. På visse punkter kan det at miste et barn ligne oplevelsen af at blive ramt af en ubehagelig sygdom. Hvis man ved lidt om, hvad der kan ske, kan det hele blive en lille smule mindre alarmerende. Der er nogle veldefinerede stadier, man kan forvente at gå igennem. Februar 2005

3 Forsøge at skubbe det hele fra sig Der vil være tidspunkter, hvor man ikke kan tro, at dette virkelig er sket for en. Nogle forældre har beskrevet en følelse af enorm styrke og uvirkelighedsfølelse på det tidspunkt, hvor barnet er død. Sommetider kan man tage sig selv i at gøre noget (f.eks. dække bord med en kuvert for meget), som om barnet stadig var der. Man kan gå i byen en aften eller prøve at begrave sig i arbejde eller med vilje prøve at glemme. Lad ikke dette få lov til at give dig skyldfølelse. Du vil aldrig glemme dit barn, men der er tidspunkter, hvor du trænger til at tænke på noget andet end dit tab. Det er helt i orden at tage nogle dage fri man kan virkelig behøve det; så gør det, selvom det måske føles lidt mærkeligt. Skyldfølelse og vrede Tanker om hvis dog bare eller havde jeg blot gjort dette eller hint vil måske forfølge Jer, specielt hvis I føler, at Jeres tilrettelæggelse af forløbet omkring sygdommen eller andre begivenheder ville have gjort en forskel. På den anden side kan man også opleve skyldfølelse over, at man føler lettelse over, at det nu er overstået. At føle skyld er en måde at være vred på sig selv på, og det er en almindelig følelse, især hvis et barn dør pludseligt, fordi man tænker på, at man måske kunne have grebet ind og forhindret det i at ske. Sådan kan man tænke, selvom lægen forsikrer Jer om det modsatte. Man kan på den anden side også i sine tanker placere skylden på andre og blive vred på vedkommende. Det er ikke usædvanligt for forældre i denne situation, at man kan blive så vred, at man ødelægger eller smadrer noget, og at man bagefter ikke kan forstå, at man gjorde det. Man tror måske, at man er ved at blive sindssyg. Det er man ikke. Det beskrevne er en meget almindelig og normal reaktion, når man er så hårdt ramt. Det er langt bedre 3

4 at vise sine følelser end at glemme dem. Der er ingen grund til at blive flov over dette, men hvis man er bange for at forskrække nogen, mens man har det sådan, så kan man tale med lægen om, at man behøver hjælp. Gråd og trækken sig ind i sig selv Uro Søvnvanskeligheder Du vil måske føle, at livet er blevet helt tomt, og at det ikke mere er værd at leve. Denne følelse kan være så stærk, at du måske føler dig fysisk syg, og nogle forældre udvikler rent faktisk symptomer, som ligner barnets. Det betyder ikke, at de lider af barnets sygdom. Deres belastede nerver spiller dem igen et puds. Andre føler, at de ikke har nogen som helst energi til at få dagligdagen til at fungere. Huset føles så tomt, og du sidder bare og græder og stirrer ud i luften. Nogle vil måske konstatere, at de igen og igen leder efter noget, eller hele tiden føler sig meget urolig og ængstelig, og man kan ikke forklare for sig selv, hvad der er blevet væk, eller hvad man er bange for. Alle disse følelser kan blive nødvendige stadier i forløbet af din specielle sorg. Prøv at få lidt mad, også selvom du ikke føler dig sulten ( lidt og ofte ) og tal med din læge, hvis du ikke kan sove, føler dig udmattet, eller hvis du er ved at opgive det hele. Alt det beskrevne er meget almindelige symptomer hos efterladte og kan føre til, at du føler dig tappet for alle kræfter. Det er bedre at bede om hjælp på et tidligt tidspunkt, men man kan føle sig så langt nede, at man ikke tror på, at nogen anden kan eller vil hjælpe. Hvis du allerede har det sådan, så er det på høje tid at tale med din læge. Blive sig selv igen I nogen tid for nogle mennesker kan det vare år kan man tro, at man aldrig vil blive sig selv igen. Det kan tage længere tid at komme sig over det, hvis ens barn dør pludseligt, end hvis man har levet med en langvarig sygdom, men det er ikke nødvendigvis sådan. Det er rigtigt, at ingenting kan blive helt det samme igen, men det er sandsynligt, at I ganske langsomt vil komme i en sindstilstand, som er lettere at 4

5 bære. I vil blive i stand til at tænke på de positive ting, og vil f.eks. være taknemmelige for, at barnet ikke længere lider. Hvis I har gamle fotografier, som kan bringe glade minder, så nyd dem. Undgå fristelsen til enten at gemme alle barnets ejendele væk eller til at indrette barnets værelse til en slags helligdom, hvor man ikke må ændre noget. Det er ikke illoyalt overfor barnet at lade andre børn overtage dets tøj, legetøj og andre ejendele, og du er ved at gøre fremskridt, når du kan tillade dette. Gennem forløbet og indtil du bliver dig selv igen, vil du kunne falde tilbage til nogle af de tidligere stadier. En eller anden lille ting eller begivenhed vil berøre dig, og du vil føle nøjagtigt, som du følte i begyndelsen. Lad ikke dette skræmme dig. Det er almindeligt og normalt og vil til sidst blive mindre udmattende. Problemer med andre mennesker Forældre, som misforstår hinanden Forældre kan ofte føle, at de ikke længere er på bølgelængde på det tidspunkt, hvor de naturligt håbede at kunne være til stor hjælp for hinanden. Fædre føler måske, at man forventer af dem, at de skal være vældigt stærke, og de prøver at tage det fornuftigt eller fortsætter måske med mest at føle vrede. Mødre bliver ofte hurtigere kede af det. Det er endog muligt for den ene af forældrene at føle vrede over for den anden enten over, at han eller hun græder for meget eller tværtimod tilsyneladende ikke er berørt nok. Når man nu kender de forskellige sorgstadier, så forstår man det bedre; det betyder, at man ikke er lige langt i sit sorgarbejde, sådan som vi mennesker i det hele taget ikke er ens, og det betyder, at man ikke længere forstår hinanden. Derfor kan det være værdifuldt for forældrene hver for sig at have en anden person at henvende sig til samtidig med, at de prøver at hjælpe hinanden. Denne person kan være et familiemedlem, en præst eller en arbejdskammerat. Forældre, som selv har mistet et barn, er ofte de bedste til at hjælpe andre i samme situation. 5

6 Jeres andre børn Hvis I har andre børn, hvor små de end må være, så vil de blive berørt af dødsfaldet. Vær ikke bange for at lade dem se Jer begge græde. Det vil hjælpe dem til at forstå, at de ikke er de eneste, som er kede af det. De bliver måske irritable og kan ligefrem virke uartige sommetider, eller de græder meget eller begynder at sove dårligt. I virkeligheden føler de, på deres egen måde, som I selv. Det vil hjælpe Jeres andre børn meget, hvis I kan være ærlige over for dem omkring det, der er sket, også hvis det føles rigtigt for Jer selv så langt som til at lade dem se det døde barn. Tanken vil måske chokere Jer i begyndelsen, men vi ved, at hvis det bliver gjort på en nænsom måde, så kan det blive til stor hjælp for Jer alle. Børn forestiller sig ofte ting meget værre, end de i virkeligheden er, og uvisheden om, hvad der er sket, gør dem ofte mere ængstelige end viden om og deltagelse i det skete. Naturligvis skal man ikke tvinge et modstræbende barn, men det skal i det mindste have muligheden. Det kan også være nyttigt for de andre børn, at deltage i barnets begravelse. Da I selv i den situation vil have det meget svært, vil det være en god ide at lade andre familiemedlemmer tage sig specielt af børnene under højtideligheden. Der er helt sikkert familiemedlemmer, som ikke synes, at børnene skal være med. Tag Jer ikke af det. Erfaringen fra andre familier viser, at det hjælper dem. Man kan alligevel ikke beskytte børn mod begivenheder, som gør ondt, og det kan være en trøst for dem at vide, at I alle skal stå dette igennem sammen. Jeres børn behøver Jer også på dette tidspunkt, fordi de naturligt vil være bange for, at der også kan ske noget med Jer. Det kan måske være svært at magte, når man selv er så ked af det og har det svært. Lad Jer ikke friste til at sende børnene væk. Dog vil nogle timers besøg for dem hos familiens venner være en aflastning for Jer alle på dette tidspunkt. At familien står sammen i sorgen, øger ofte sammenholdet. Senere vil I opdage, at helligdage og fødselsdage kan være tidspunkter, hvor både I og Jeres børn bliver kede af det igen. Det hjælper sammen at mindes 6

7 lykkelige og glade stunder i gamle dage. Tænk på det, hvis børnene virker lidt trykkede op sådanne tidspunkter de taler måske ikke om det af sig selv. Mennesker uden for familien Venner og bekendte reagerer meget forskelligt på, at man har mistet et barn. Alle bliver rystede og kede af det, men det viser sig på forskellig måde. Nogle kan være til megen hjælp, især hvis de selv har oplevet sorg. Andre føler sig så hjælpeløse, at de ikke ved, hvad de skal sige, og det kan virke som om, de undgår Jer, eller måske kommer de til at sige noget, som lyder ufølsomt og forkert. Det skal man prøve ikke at lade sig såre af. Forsøg at forstå, at I kan hjælpe dem ved at tale naturligt om barnet. Hvis det hele er blevet så svært, at vennerne ikke længere kigger indenfor, kan I blive nødt til igen at være de stærkeste og invitere dem til en kop te. Det er ikke, fordi de ikke længere er Jeres venner, de ved bare ikke, hvordan de skal behandle Jer. Et andet problem med venner kan være, at de ikke kan forstå, at det tager så lang tid for Jer at komme over dødsfaldet, og forventer måske, at I er Jer selv igen hurtigt efter begravelsen. Men det er naturligvis netop på det tidspunkt, I har det sværest, og I har brug for lang tid til sorgarbejdet. Derfor er det også en god ide at udsætte alle planer om måske at få endnu et barn til mindst et års tid efter dødsfaldet. Venner prøver måske at overbevise Jer om, at I bør få endnu et barn, men Jeres døde barn kan aldrig erstattes, og det vil være det rigtigste over for et eventuelt nyt barn, at I er parate til fuldt og helt at ønske det velkomment. Andre hjælpemuligheder Hvis I har svært ved at få Jeres venner til at forstå, hvordan I har det, så kan det måske hjælpe dem til at se tingene mere med Jeres øjne at lade dem læse disse noter. Hvis I er kørt fast og trænger til at tale med nogen, som forstår Jeres situation, så kontakt den person, som gav Jer disse noter og bed om hjælp. Jeres læge, sundhedsplejerske eller sagsbehandler vil også være forstående og gøre alt, hvad de kan for at hjælpe. 7

8