Plakaten - introduktion På plakaten kan du se den store havøgle Mosasaurus. Den var et krybdyr, der kunne blive helt op til 15 meter langt. Nogle kalder den for havets Tyrannosaurus. Det var fordi den havde et kæmpestort gab med kraftige tænder, der nemt kunne gå igennem kød og knogler og skaller. Du kan også se en haj, og en særlig slags blæksprutter, Ammoniter, som bliver spist. Mosasauren og hajen er nogle af de store hav-rovdyr, der har levet på samme tid som dinosaurerne.
Hvordan så der ud lige her på dinosaurernes tid? Dengang dinosaurerne levede, var det område, hvor Danmark ligger nu, dækket af et stort hav. Du kan se på kortet, hvor stort havet har været. Vi kalder det Kridthavet, fordi det var der i Kridttiden. Dinosaurerne levede på land, og derfor kan vi desværre ikke finde rester af dinosaurer her. Kun lige det område, hvor Bornholm ligger nu, lå ved kysten af det store hav, og på Bornholm har man været så heldig at finde tænder fra dinosaurer, nogle knoglestykker og nogle aftryk af fodspor. Men ude i havet har der levet andre slags store rovdyr, som jog fisk og blæksprutter. Det ved man, fordi der er fundet rester af dyrene. I Danmark er der fundet tænder fra Mosasauren og mange forskellige slags hajer. Der har også levet masser af andre slags dyr.
Hvad er fossiler Dyr og planter, som for længst er uddøde, kan man være heldig at finde rester af. Det kan være på stranden eller i forskellige lag nede i jorden. Resterne kalder vi fossiler. Nogle gange er resterne omdannet til sten så kan vi også kalde dem forsteninger. De rester, man finder, er næsten altid kun de hårdeste dele af et dyr. Det kan for eksempel være skaller eller tænder eller knogler. Det kan også være aftryk af planter og dyr, eller udfyldte hulrum af dyr. Tit er resterne bare en lille del, for eksempel den ene skal af en musling eller piggen fra et søpindsvin, men hvis man er meget heldig, kan man finde resten af et helt dyr. På stranden kan du være så heldig at finde et helt forstenet søpindsvin. Det er altid fantastisk at opleve, at man kan finde noget, som har været levende for rigtig lang tid siden helt tilbage fra en tid, hvor der ikke fandtes mennesker, og hvor verden så helt anderledes ud.
Tid Når du har historie i skolen, lærer du om den tid, hvor mennesket har levet. De allertidligste hulemalerier, der er lavet af mennesker, er cirka 32.000 år gamle. De første mennesker, der lignede os, levede for omkring 200.000 år siden. Vores tidligste forfædre, som er forskellige fra aber, levede for cirka 2 millioner år siden. Det er rigtig lang tid så lang, at det er svært at forestille sig. Men Jordens tid går meget, meget længere tilbage. På tavlen kan du se, hvordan livet har udviklet sig, og ved siden af er der en tavle, der viser menneskets historiske tid. Videnskabsfolk har opdelt Jordens historie i forskellige perioder for at gøre udviklingen lidt tydeligere og nemmere at forstå. Dinosaurerne opstod i en tid, vi kalder Trias, for 230 millioner år siden. De levede også i tiden, der kaldes Jura, som hedder Jurassic på engelsk det har givet navn til filmen Jurassic Parc. Og de levede i den tid, der kaldes Kridt. Kridttiden sluttede for 65 millioner år siden. Da uddøde de sidste dinosaurer. I alt eksisterede der dinosaurer i 165 millioner år, og det er rigtigt længe, når du sammenligner med menneskets tid.
Samtidig, altså for 65 millioner år siden, stoppede den lange, rolige periode for Kridthavet, og også dér uddøde masser slags dyr. Kun ganske få arter overlevede i havet og på landjorden, men det var meget heldigt, for så kunne livet på Jorden få lov at udvikle sig videre.
Udstillingen De fossiler, I ser i udstillingen, er helt specielle for Kridttiden. Det kridt, vi kan se på overfladen i Danmark, er 65 til 70 millioner år gammelt, det vil sige fra de sidste 5 millioner år af Kridttiden. Det var også den sidste tid, hvor dinosaurerne levede på landjorden. Fossilerne er enten fundet og samlet i kridtlag, der stammer fra den tid. Eller de er fundet på stranden eller i grusgrave, men de stammer alligevel fra den samme tid, og de lå oprindeligt også i kridtlaget. Det, vi kan finde rester af, er faktisk kun en meget lille del af dyrelivet. Alle bløde dyr og alle de bløde dele af dyr er forsvundet, mange dyr er blevet spist af andre dyr det er det normale kredsløb i naturen. Nogle dyr har haft en slags skaller, der blev opløst, og så kan man måske kun finde aftryk efter dem. Kun ganske lidt er blevet tilbage. Men de små rester viser, at der har været et rigt liv dengang.
Hvor finder vi kridt? De kridtblokke, I ser her i ZOO, og som I kan arbejde med, kommer ude fra Aalborg Portland - eller Rørdal, som det hed tidligere. Det er en kæmpestor kridtgrav, hvor kridtet graves op. En stor fabrik ved kridtgraven laver det om til cement, som bruges til byggeri og andre ting. Men masser af andre steder her i Aalborg og i Nordjylland støder man på kridt, når man graver lidt ned i jorden - også netop her neden under Aalborg ZOO. Det kridt har ligget på bunden af det store hav, der fandtes i Kridttiden.
Hvad er kridt? Næsten al kridtet er rester af fortidigt liv, så man kan sige, at kridtet er én stor samling af fossiler. Det består af ene kalkrester af døde dyr og alger. Det er bare lidt svært at se. Kridtet ligner sammenpresset hvidt støv, der smitter af, når man rører ved det. Det allermeste af det støv er i virkeligheden små plader fra alger, der har det svære navn Coccolithophorider [koko-lito-porider]. De alger var planteplankton, der svævede rundt i vandet tæt på havets overflade, mens de levede. Du kan se et billede af de levende alger meget forstørret. Når algerne døde, faldt de til bunds, og de små kalkplader i algen faldt fra hinanden. De kan kun ses med et meget stærkt mikroskop et elektronmikroskop. Selve algen var mindre end én hundrededel af en millimeter. De alger var livsvigtige for al det andet liv i havet, både oppe i vandet og nede på havbunden. De var føde for de større dyr og var grundlaget for, at de andre kunne leve i det hav. Der groede nemlig ingen planter på havbunden. Planter skal have sollys for at gro, men havet var cirka 200 meter dybt, og det var al for dybt til, at sollyset kunne nå ned på bunden. I cirka 25 millioner år blev havet blev ved med at have den samme dybde og den samme temperatur, og klimaet var det samme. Derfor var der rigtig god tid til, at havbunden kunne vokse i tykkelse. Kalkalgerne var så små, at kridtlaget voksede meget langsomt. Men der gik så mange år, at hele kridtlaget kunne nå at blive 2 kilometer tykt nogle steder.
Livet i Kridthavet Der har været mange forskellige slags dyr i havet. Når der var så mange slags, er det fordi Kridttiden varede 25 millioner år. Derfor var der god tid til, at dyrene kunne udvikle sig og specialisere sig til mange forskellige arter. Oppe i vandet har der svømmet forskellige slags dyr rundt. Der har været små encellede dyr, små krebsdyr, små fisk og vandmænd, der levede af algerne. Der har været større fisk og helt store fisk som hajer, der levede af de mindre fisk. Der har været flere forskellige slags blæksprutter, nogle med snoet skal de hedder Ammoniter, og nogle med en lang lige skal de hedder Baculiter. Der var også blæksprutter uden skal, men indeni havde de en kalkstav som en slags skelet de blæksprutter hedder Belemniter. Kalkstavene, vi finder, kalder vi vættelys. Og der har været det store havkrybdyr Mosasauren, som spiste af de store fisk og blæksprutterne. På havbunden På havbunden var der meget liv. Kridtslammet var nemlig fuldt af små føderester og bakterier. Og nogle dyr levede af de andre dyr.
Nogle dyr kunne bevæge sig frit omkring og søge efter føde. Det var for eksempel: Mange forskellige slags søpindsvin, snegle, kammuslinger, søstjerner og slangestjerner. Andre sad fast, enten på havbunden eller på skaller af døde dyr. Havbunden var meget blød lige som mudder. Derfor skulle den slags dyr passe meget på ikke at blive begravet i slammet. Det var for eksempel: Forskellige slags svampe, søliljer (som er dyr), armfødder (som ligner muslinger lidt), nogle slags muslinger, en slags koral, og nogle bittesmå dyr, som levede i kolonier de kaldes mosdyr. Nede i havbunden I havbunden var der dyr, der gravede rundt og levede af den næring, der var tilbage kridtslammet. Der var flere slags orme, der lavede forskellige gravegange ned i slammet, og der var krebsdyr, der lavede en slags tunnelsystemer.
Flintesten Du har sikkert set masser af flintesten på stranden og andre steder. De kan være sorte, grå eller brune, de har tit meget skarpe kanter og et sjovt muslingeagtigt mønster dér, hvor de er flækket. De er anderledes end andre sten, for de har ikke noget med bjerge eller klipper eller vulkaner at gøre. Flintestenene hører sammen med kridt og kalk, og derfor findes der masser af dem i Danmark. Flintestenene de sorte - er lige så gamle som dinosaurerne. (De grå og de gråbrune er som regel lidt yngre, fra tiden efter dinosaurernes uddøen). Flinten er dannet et stykke nede i Kridthavets bund. Mange dyr og svampe havde kisel-skeletter, og når de var døde, blev meget af kiselen opløst i havvandet. Den blev altså flydende. Et stykke nede i havbunden var der et andet miljø, fordi de døde dyr rådnede, og der manglede ilt. Her kunne kiselen igen blive fast, og den blev til den hårde flint. Tit blev gamle gravegange udfyldt, og derfor kan du nemt finde en pølseformet flintesten. Også hulrummet i skallerne af søpindsvin blev tit udfyldt. Er du så heldig at finde et helt forstenet søpindsvin, så er det i virkeligheden søpindsvinets kerne, du ser et indvendigt flintestens-aftryk af skallen. Selve skallen er måske blevet opløst senere eller slidt af, fordi den er mere skør. Mange af de fossiler, vi viser i udstillingen, er bevaret på grund af flinten.