Et pædagogisk eventyr

Transkript

1 Et pædagogisk eventyr af Ib Goldbach KISII 1. Udgave 2012 KISII & Ib Goldbach

2 Et pædagogisk eventyr er fortællingen om Nerpik og Neqi Der var en gang en bygd. Den hed Eqaluit. Og en gang for mange, mange år siden fristede bygdebefolkningen en utryg tilværelse. De kunne ikke skaffe hverken fisk eller kød. Og de var truet af den store bjørn, som skræmte dem fra vid og sans og trådte deres tørvehytter ned. Men der var nogle driftige mennesker i bygden. Især brødrene Neqi og Nerpik er værd at nævne. Og her skulle man så hurtigt gribe til med de bare næver. Og Neqi lærte sig en teknik, hvor han kunne slå tuttorpat (en slags elsdyr, de havde dér på egnen) med en kølle i panden. Han stod ganske enkelt bag et træ, og når elsdyret kom luntende forbi, knaldede han køllen lige i skallen på den. Det var bestemt heller ikke helt nemt, for den har et bredt benparti i panden, så man skulle ramme meget præcist lige over øjnene. Brødrene Neqi og Nerpik fandt også på en teknik til at komme bjørnene til livs. De gravede ganske enkelt store grave rundt om Eqaluit, og dækkede gravene til med grene. Så når bjørnene kom dundrende, faldt de i graven med et stort brøl. Det gav både kød og klæder til bygden. Sådan var alt godt i mange år. De tre teknikker: fange fisk med de bare næver, slå elsdyret med kølle og grave grave til bjørnene blev raffineret, teknikkerne blev forbedret, og man indførte de tre teknikker som skolefag. Faktisk blev de både de vigtigste og de eneste skolefag i Eqaluit. Nerpik lærte sig en teknik, hvor han kunne fange fisk med de bare næver i Kuussuaq, en elv, der løb lige ved bygden. Det var bestemt ikke nemt. Fiskene, og det var fortrinsvis ørreder i Eqaluit, var lynhurtige. Så man skulle stå helt stille i solen, så ens skygge dannede et mørkt felt i elven. Så troede fisken at den kunne søge ly her for fjender. Og det blev ikke kun fag i grundskolen. Som tiden gik, og bygden voksede, blev det også fag i mellemskolen. Og senere i gymnasiet. Og efter 50 år kunne man også læse de tre fag på det nyoprettede universitet. Det var faktisk de eneste fag, man kunne læse på universitetet. Side 1 af 5

3 Teknikken blev bedre og bedre. Og der udkom mange doktorafhandlinger om fiskeri med de bare næver, om kølleslagning efter elsdyr og om bjørnegrave. Bygden levede herefter lykkeligt i mange, mange, mange år. Men ikke til deres dages ende. For en dag kom ulykken. Den kom selvfølgelig ikke på én dag. Men i Eqaluit kunne man jo godt se på indianernes røgsignaler sydfra, at der var en global nedkøling på vej. Den kom snigende denne nedfrysning, eller globale afkøling som en indianerforsker ved navn Lumborg kaldte den. Det blev lidt vanskeligere at skaffe mad i Eqaluit. Men ikke noget man tog særligt alvorligt. Grundskolen underviste stadig i at fange fisk med de bare næver, kølleslagning af elsdyr og bjørnegravning. Det samme gjorde mellemskolen, gymnasiet, seminariet og universitetet også. Men kulden kom. Og kulden medbragte nogle forandringer, måske ikke i første omgang for inuit, men for dyrene. Den store brune bamse gad simpelthen bare ikke udsætte sig selv for al den sne, blæst og kulde, som nu var blevet hverdag. Så den drog sydpå. Tuttorpaq var ikke lige så heldig som bjørnen. Den luntede så langsomt, at den aldrig nåede at komme af sted. Så den uddøde. Simpelthen. Racen forsvandt ganske enkelt fra jordens overflade. Fisken forsvandt ikke, men vandet i elven blev utroligt grumset. Kulde og is skabte så mange frostsprængninger at elven trak utroligt meget ral med sig. Børnene, der altid har været bedre til sprog end de voksne, kaldte nu deres dejlige elv Kuussuaq for Kuussuaq Isortoq. Det irriterede de gamle, at børnene altid skulle lave om på de sproglige værdier. Isortoq var ikke noget positivt ord. Grums er ikke godt. Så de gamle kaldte elven for Kuutsialak den gode elv. Det skabte en hel del misstemning mellem de gamle og de unge. Men ulykken ramte naturligvis også menneskene. De kunne ikke længere fange fisk med de bare næver i elven, for de kunne ikke se fiskene. De kunne ikke længere fange det elsdyrlignende dyr, for de var uddøde. Og bjørnene var draget af sted, for det gad de ikke stå model til. Men ingenting er naturligvis så skidt at det ikke også er godt for noget. Da bjørnen skred, kom den sabeltandede tiger. Og da elsdyret døde ud kom polarantilopen. Så var der igen balance i naturen. Side 2 af 5

4 Men der var kun balance i dyrenes verden. Ikke i menneskenes. For Eqaluit-folket kunne ikke fange fisk, fordi de ikke kunne se dem. De kunne ikke grave grave for den sabeltandede tiger, for den var alt for forsigtig til at falde i grave. Og de kunne ikke fange polarantilopen, for den var alt for hurtigt til at den kunne slås ned med en kølle. Nu gik det rigtigt dårligt i bygden. De sultede, de frøs og de havde ingen klæder. Men i underskolen, i mellemskolen, i gymnasiet, på lærerseminariet og på universitetet underviste man stadig i at fange fisk med de bare næver, at slå elsdyr med kølle og teknikkerne med grave til bjørnene. Nu var der heldigvis nogle tip-tipoldebørn efter Neqi og Nerpik. Og de hed tilfældigvis også Neqi og Nerpik. Om de var specielt godt begavede, ved vi ikke. Men de var i en særlig situation, som krævede handlekraftighed. De havde selv mavekramper af sult. Og flere af deres stammefrænder var allerede døde af sult. En dag Nerpik står i det grumsede vand i Kuutsialak (den gode elv, som de gamle kaldte den) og han forbandede den satans Isortoq (det grumsede vand), som hans generation kaldte den, får han en ide. Jeg kan ikke se fisken, men jeg kan måske sætte en spærring over elven. Jeg kunne flette nogle grene. Ligesom vi flettede grene til bjørnegravene, kunne jeg flette et net til fiskene i elven. Og minsandten. Nerpik fangede fisk, og der blev glæde i Eqaluit. Imens stod Neqi ude i skoven med sin kølle. Han så mange polarantiloper løbe forbi, men han kunne ikke komme på køllehold af en eneste. Mens han står der bag træet og fryser, får han den tanke, at han måske kunne sætte en spærring over antilopernes stier. Han fletter nogle lianer fra træerne, og spænder dem hen over antilopestierne. Og minsandten. Neqi fangede kød, og der blev igen glæde i bygden. Side 3 af 5

5 Nu var kun den sabeltandede tiger et problem. Men ved et tilfælde fandt Neqi og Nerpik i fællesskab ud af, at tigeren var bange for ild. Så brødrene lavede nogle teknikker, hvor de kunne skabe bål omkring Eqaluit. Nu var der rigtig glæde i bygden. Der var ingen fare, og der var masser af mad, både kød og fisk. Og grundskolen, mellemskolen, gymnasiet, lærerseminariet og universitetet underviste stadig i de klassiske teknikker: at fange fisk med de bare næver, at slå elsdyr ned og grave bjørnegrave. Og der var stor søgning til uddannelserne. 80 % fortsatte fra børneskolen til gymnasiet, og fra gymnasiet fortsatte 40 % til lærerseminariet og 40 % til universitetet. Der var virkeligt gang i den, dengang i bygden. Men Neqi og Nerpiks tiptipoldebørn (som også hed Neqi og Nerpik) var utilfredse med skoleundervisningen. Selv om de kaldte floden Isortoq (den grumsede) var de respekterede blandt de gamle, fordi de havde skabt føde til bygden. De var derfor med på De ældstes Råd, som var den besluttende forsamling i Eqaluit. Og på et rådsmøde foreslog Neqi & Nerpik, at curriculum skulle ændres. Skolefaget at fange fisk med bare næver skulle erstattes med faget at flette net til at fange fisk Skolefaget at slå elsdyr ned med kølle skulle erstattes med faget at lave lianer til at fange polarantiloper Skolefaget at grave bjørnegrave skulle erstattes med faget at sætte ild for at skræmme sabeltigeren. De ældre var rystede. Hvad var dette dog for uhøvisk tale? Vi har, sagde de, et godt curriculum, der består af at fange fisk med de bare næver, at slå elsdyr ned med kølle og at grave bjørnegrave. Og de fag har vi i børneskolen, i gymnasiet, på lærerseminariet og på universitetet. Og det kan der ikke laves om på. Sådan har det været i mere end 150 år. Og det skal der ikke laves om på. Ja men for fanden, sagde Neqi (Neqi kunne være lidt hidsig stemt, fordi han havde tyreblod i årene), Det giver ikke mening at undervise i noget, der ikke længere eksisterer. Bølgerne gik lidt højt på dette rådsmøde, som varede i tre dage uden afbræk. På sidste dagen sagde den viseste af de gamle. Side 4 af 5

6 Kære Neqi, du må forstå at Rådet ikke kan gå ind for dit forslag, som er helt ude i bræen. I vores bygd er uddannelsen en vigtig ting. Uddannelse er ikke som et isfjeld der smelter. Nej, uddannelse er som en klippe i en rivende strøm i elven. Den består uanfægtet, hvor meget vand, der angriber den. Uddannelsen er en klippe. Og den består. Og det gør den, den dag i dag. Side 5 af 5