Kampen mod designkopisterne fortsætter! Danske møbler især møbler med designmæssigt indhold har igennem flere år været genstand for kopiering. Formålet med kopiering er at score kassen på andres bekostning og gennem lavere salgspriser at udkonkurrere originalproduktet. Kopiering er derfor en trussel for danske møbelproducenters eksistens. Den koster tabte arbejdspladser ikke blot hos producenterne, men også blandt de designere, der lever af at skabe producenternes møbler. Kopiering er asocial og strafbar hvad enten der er tale om tilnærmelsesvis efterligning (plagiat) eller slavisk efterligning (piratkopi). Møbel+Interiør Brancheforeningen - de danske møbelproducenters brancheorganisation er initiativtager til Antikopi.dk. Antikopi.dk er en videreførelse af flere års advarselskampagner fra foreningens side, rettet mod alle der af uvidenhed eller med overlæg tænker på at give sig i lag med kopiering. Kampagnen skal både afskrække svage sjæle fra at gøre tanke til handling - og informere om konsekvenserne, hvis de svage sjæle alligevel skulle dumme sig. Og så skal Antikopi.dk naturligvis tjene som informationskilde for de mange hæderlige forhandlere, importører og producenter, hvis interesser kampagnen skal beskytte.
Problemets omfang Kopiering er en trussel for mange danske møbelproducenters eksistens. Danske designmøbelvirksomheder omsatte i 2009 for mere end 2 mia. kr. og beskæftiger godt og vel 1.000 medarbejdere, inkl. arbejdspladser hos involverede underleverandører og møbeldesignere. Kopimøbler krænker ophavsrettighederne hos de møbeldesignere, der har frembragt originalerne, og fratager dem deres eksistensgrundlag. Designernes indtægtsgrundlag består nemlig i vidt omfang af såkaldte royalties, dvs. honorarer, som de modtager fra originalproducenterne, og som beregnes i procentandele af salget af de møbler, de har tegnet. På europæisk plan er dansk møbelindustri mest udsat blandt alle møbelindustrier, fordi vi i Danmark producerer det største antal designmøbler, målt i forhold til den samlede møbelproduktion.
For virksomheder: 5 gode grunde til at undgå kopimøbler Du pådrager dig og din virksomhed et strafansvar Erhvervsmæssig produktion, distribution og salg af kopimøbler er strafbart med en straframme på op til 6 års fængsel. Dertil kommer risikoen for store økonomiske tab, ligesom virksomhedens omdømme vil lide alvorlig overlast. Du gambler med brugernes sikkerhed Kopimøbler overholder som regel ikke de sikkerhedsmæssige forskrifter som originalprodukterne, hverken konstruktions- og kvalitetsmæssigt eller med hensyn til de anvendte materialer. Ved at distribuere og sælge kopimøbler løber man en alvorlig risiko for at udsætte slutbrugeren for sikkerheds- og sundhedsmæssige farer. Du kommer tæt på kriminelle kredse Ved handel med kopimøbler er der ofte stor risiko for, at man kommer i forbindelse med organiserede kriminelle kredse med de heraf følgende indlysende farer for såvel personlig som økonomisk overlast, hvis der opstår uenigheder. Du ødelægger branchens fremtid Handel med kopimøbler stjæler omsætning fra originalmøblerne. Hvis ikke originalproducenterne kan tjene penge på designmøbler, forsvinder motivationen for at udvikle nye designprodukter. Det ødelægger fremtiden for den store del af dansk erhvervsliv, der netop skal konkurrere på viden, innovation og kreativitet. Din etik forsvinder Kopimøbler er billige, bl.a. fordi kopiproducenterne ikke har udgifter til produktudvikling og testning, til brand-udvikling og forhandlerservice eller til royalties til designeren eller dennes efterkommere. Ved at handle med kopimøbler snylter man på den indsats, som producenterne af originalmøblerne har haft til udvikling, fremstilling og markedsføring, og fratager endvidere designerne deres indtægtsgrundlag.
For forbrugere: 5 gode grunde til at undgå kopimøbler Din sikkerhed er på spil Hvis man køber kopimøbler, har man ingen garanti for at produktet lever op til de samme kvalitets- og sikkerhedsstandarder som originalprodukterne. Det betyder ikke kun, at der må forventes kortere holdbarhed og levetid for kopiproduktet, men også at det kan være behæftet med konstruktions- eller materialefejl, der kan bringe brugerens sikkerhed i fare. Man kan ikke se på møblet, om det overholder relevante sikkerhedskrav, eller informationer herom kan være forfalskede. Herudover har man ingen sikkerhed for, at der ikke er brugt sundheds- eller miljøskadelige stoffer ved produktionen af kopimøblet. Endelig kan man udgå fra, at kopiproducenterne ikke har tegnet produktansvarsforsikring for kopimøbler. Hvis der sker person- eller tingskade ved anvendelsen af kopimøbler, vil det være umuligt at få dækket forsikringsskaderne. Du mister forbrugerrettigheder Hvis man køber kopimøbler, har man ikke krav på den reklamationsret, som Købeloven normalt indeholder. Man har heller ikke ret til at få serviceret eller repareret møblerne, hvis de er fejlbehæftede. Du støtter organiseret kriminalitet Hvis man køber ulovlige kopimøbler, er der stor sandsynlighed for at man er med til at understøtte organiserede kriminelle grupper, hvis aktiviteter både skader originalproducenternes interesser og unddrager samfundet store beløb i ikke-erlagte momsbetalinger m.v. Du risikerer et strafansvar Hvis man vil videresælge et kopimøbel også et brugt gør man sig skyldig i overtrædelse af den danske ophavsretslov og risikerer dermed retsforfølgelse. Det har ødelæggende konsekvenser for samfundet Handel med kopimøbler stjæler omsætning fra originalmøblerne. Hvis ikke originalproducenterne kan tjene penge på designmøbler, forsvinder motivationen for at udvikle nye designprodukter. Det ødelægger fremtiden for den store del af dansk erhvervsliv, der netop skal konkurrere på viden, innovation og kreativitet.
Hvad gør jeg, hvis jeg støder på et kopimøbel? For virksomheder Har du mistanke om, at du får tilbudt et kopimøbel, bør du straks kontakte originalproducenten for at få at få verificeret produktets ægthed. Vi hjælper dig gerne med at finde kontaktdata på originalproducenten send en mail til mail@ antikopi.dk For forbrugere Der kan være tale om kopimøbler når: Prisen på møblerne er meget lavere end den normale markedspris. Kvaliteten af møblerne virker dårligere end forventet. Møblerne i reglen sælges over internettet fra en udenlandsk hjemmeside. Møblerne bliver solgt fra et midlertidigt salgssted, f.eks. et kræmmermarked. Møblerne ikke leveres med originale dokumenter (brugsanvisning, garantibevis o.l.). Er du i tvivl, så kontakt originalproducenten. Vi hjælper dig gerne med at finde kontaktdata på originalproducenten send en mail til mail@antikopi.dk
Center Boulevard 5 DK-2300 København T 70 26 81 11