Hen over Frankrig (1995) Af: Arne Brændmose Endelig kom byskildtet Mortagne au Perche til syne i mørket. De karakteristiske skilte med gul pil leder os frem til bygningen med officials. Vi går frem til kontrolbordet og får magnetkortet kørt gennem terminalen, kontrolkortet bliver stemplet og klokkeslettet noteres. Den aften var det mildt og næsten vindstille. Mogens Rasmussen og jeg havde siddet i sadlen 1050 km. Det gjorde ondt i knæene, mest i højre. Der var nogle utrolige onde stigninger op til byen. Det havde været mørkt i nogle timer. Jeg havde monteret pandelampe på min cykelhjelm, og forbundet den med en ledning til navdynamoen. Et udstyr jeg er glad for. I vejkryds kan det være vanskeligt at se pilene i mørke. Vi havde iklædt os den reglementerede refleksvest. Der var ankommet flere ryttere på dette tidspunkt. Ret hurtigt fik vi kontakt til vores servicefolk fra Ålborg. Vi var 7 sønderjyder som havde koblet os på Ålborgbussen. i alt var vi 30 ryttere og en havl snes pårørende inkl. 4 servicefolk. Bordet med forplejning var stillet op på parkeringspladsen ved siden af bussen. Rundt om lå ryttere og sov. Der blev snakket med lav stemme. Det var sidste service før målet ved Paris. Ålborgpigerne havde på en bemærkelsesværdig måde forstået at yde individuel service. Det er på det tidspunkt ordene skal vælges med omhu. Irritationstærskelen er lav. Der blev holdt kontrol med ankomst og ønskede sovetider.
Eftertænksom Arne Brændmose. Siden sidste service havde vi kørt 290 km. Med ømme baller kæmpede vi os op af de lange stigninger. Fra løbet i 1991 vidste jeg at bakkerne skal bestiges i meget lavt gear. Mit laveste var 39/26. I starten var det svært at holde igen på tempoet, alle var friske og udhvilede. Jeg mærkede mere og mere knæsmerterne. Jeg blev anbefalet at smøre knæene med noget der hed Moorsalve. En tysk mirakkelsalve, som jeg af princip er mistroisk overfor. Men i løbet af en times tid blev smerterne mindre. Så, det så ud til at være helbredende. Temperaturen var relativ høj kl. 22.30. Det gjorde at vi ikke pakkede overtrækstrøjen i tasken på cyklen. Siden vi spiste morgenmad havde det været svært at finde et passende sted at indtage frokost. Ved sidste kontrolpost var køen så lang ved spisebordene, så vi fortsatte. Det betød at vi lidt spontant var droppet ind på en kinesisk restaurant. Her gjorde tjeneren store øjne, da vi efter et komplet måltid forlangte et til. Cykelryttere er et sultent folkefærd. Efter et par dejlige risretter blev der serveret en varm, fugtigog velduftende klud til de fedtede fingre Superbe. Alligevel tog vi for os af den mad, servicepigerne serverede. Smurte godbidder blev pakket ind og taget med, flaskerne fyldt op og et par bananer blev stukket i baglommen. På dette tidspunkt af løbet ser folk lidt flosset ud. Nogle er
omtåget og fjerne i blikket. Andre er ømme og kan knapt gå. Det var til at se en ende på pinslerne, med 130 km. til målområdet i Paris kunne det ikke gå helt galt. Vi beslutter os til at fortsætte uden at sove. Det var torsdag aften og vi havde sovet 5 timer siden mandag eftermiddag. Her begik vi en fejl ved at forlade Mortagne uden først at sove. Efter en times kørsel i et meget bakket område fik vi problemer med at holde retningen på vejen. Det var nødvendigt at sove. Den nærmeste mark med halmballer blev okkuperet. Et par runde bundter blev rullet sammen for at gi læ til en soveplads. Lidt løst halm blev lagt imellem. Et lækker blød seng var redt op. Vores diodebaglygte stod tændte for en sikkerhedsskyld! Hvor længe vi sov ved jeg ikke, men kulden vækkede mig. Jeg frøs som en lille hund. Tænderne klaprede i munden. Det her vil mindst give en kraftig forkølelse, tænkte jeg. Efter flere forsøg fik jeg vækket Mogens. Nu var det med at komme op på cyklerne og trampe sig til varmen igen. Jeg var indstillet på at få hastigheden sat i vejret. Og det blev den!! vi startede med 2 lange nedkørsler og blev endnu mere afkølet. Jeg havde svært ved at styre cyklen, hele kroppen rystede. Da jeg efter en times tid i sadlen igen havde fået varmen, tænkte jeg, hvad det er der driver mig til dette vanvittige selvpineri. Mine tæer er delvis følelsesløse, knæerne gør o- ndt, det ene mere end det andet. Ballerne er gennembanket af huler og ujævn asfalt. Under nedkørslerne har jeg opfundet mindst 3 andre måder at hvile på sadlen, for at slippe for smerterne. Bagsiden af venstre overarmsmuskel masserer jeg med mellemrum. Nakkemusklerne er ømme, specielt når jeg foroverbøjet suser ned af bakkerne med mere end 65 km/t. Selv pege- og tommelfingerene er påvirket af de mange gearskift. Jeg har, 10 dage efter, nedsat styrke når jeg spiser med kniv og gaffel. Øjnene føles tykke og er rødsprængte af mangel på søvn. Og så høre jeg endda til de heldige. Mange var endnu mere medtaget!
Arne Brændmose er også flittig gæst ved bjergløb. Her La Marmotte sammen med Dennis Løh i 1997. Ja, HVORFOR gør jeg dette her helt frivilligt!, Jeg ku ha oplevet meget i Paris i de knap 85 timer jeg brugte på turen til Brest og retur. HVAD er begrundelsen egentlig! Det er for mig, som for så mange andre, et ønske om at afprøve grænser. At bevise omverdenen og sig selv, at jeg godt kan klare det. Under sådan et løb er der rig mulighed. På de sidste 56 km. til Paris tænkte jeg. Der er ikke én der kan overtale mig til at cykle så langt, under så ekstreme forhold, en gang til. Selv små detaljer kan blive til store problemer. Det er et løb hvor der i højere grad skal cykles med hovedet end med benene. Mit svar er: ALDRIG MERE! Jeg gør det ikke igen. Men hvad gør du, 4 timer efter, at ha badet, fået lidt at spise, og snakket med de andre om deres oplevelser hen over Frankrig du planlægger allerede næste PBP 99. Du er klar til dette vanvid en gang til!!! Hvad er det der får dig til at skifte mening så hurtigt? Jeg tror det er de mange indtryk og oplevelser man udsættes for på turen til Brest. Jeg mødte begejstrede franskmænd som på deres måde tilkendegav
en dyb respekt for dette løb og dets distance. De opmuntrede os med tilråb og klap i hænderne. På hele turen møder vi glade tilskuere der råber: modigt, god tur. Spør vi om vand til flaskerne blev vi inviteret til kaffe, fik hjemmeavlet tomater og nogle bananer inden vi ku fortsætte. Kort efter vi havde forladt Brest knækkede en ege i baghjulet. Den slags giver sorte fingre. Fra huset i nærheden kom en ældre cykelentusiast os i møde for at tilbyde sin hjælp. Mens vi baksede med egenipler og hjulopretning var han os behjælpelig med at holde cyklen. Inden vi var færdige havde han hentet vandfad, sæbe og et rent håndklæde. Da vi blev inviteret på øl, måtte vi skuffe ham, vi skulle nå kontrolposten i Loudeac før den lukkede. Men han kunne forsikre os, at det ville gå ned ad bakke, de første mange kilometer hvilket det faktisk gjorde. Da vi startede fra Paris var mange hundrede tilskuere og pårørende mødt op for at sende os afsted i grupper på 600 pr. gang. Hele vejen ud af byen havde folk taget opstilling for at tiljuble os. Det er den slags som motiverer til en ekstra indsats. Det er det der får mig til at overveje næste PBP om 4 år. Det er lysten til at afprøve grænser og ægte fransk interesse for dette vanvid, der får mig til det IGEN.