De hellige druknede Langs Øresunds, Kattegats og Issefjordens kyster. Af Carsten Carstensen Kender du sagnet om Helene Kilde? Det siges at kilden er opkaldt efter den Hellige Helena af Skövde. Hun blev myrdet af ugerningsmænd og kastet i havet. En stor sten steg op fra havbunden og bar hendes lig til Tisvilde strand. Stenen ses stadig ved stranden. Nogle bønder fandt hende. Da de bar hende mod kirkegården sprang Helene kilde for første gang. Halvejs mod kirkegården blev hun pludselig meget tung og de valgte at begrave hende på stedet. Senere blev der opført en lille kirke ved hendes grav. Fortællingen om et uskyldigt menneske der myrdes, smides i havet og skylder op på stranden hvorefter en hellig kilde springer, og den døde der pludseligt bliver tung når det bæres til kirkegården, kendes flere steder langs Øresunds, Kattegats og Issefjordens kyster. Man hører den samme historie og kan få udpeget stenen som den myrdede kom flydende på, den hellige kilde, graven, og kirken der blev bygget til den druknedes ære. Indtil 1658 tilhørte alle disse kyster det danske kongerige. Om foråret drog en del bønderne til kysten for at fiske. De boede i primitive hytter og om efteråret tog de hjem til deres landsbyer medens hytterne stod tomme vinteren over. Af og til skyllede druknede mennesker op på kysten. Hvis de ikke kunne identificeres, ville præsten helst ikke begrave dem. De kunne jo være hedninge eller selvmordere. I så fald blev de begravet nede på stranden. I Thieles Danmarks Folkesagn fra 1843 kan man læse hvorledes de druknede sjæle prøvede at komme ind på kirkens indviede jord, og gik man langs stranden om natten kunne man risikere at møde disse genfærd. De druknede må have sat fantasien i sving. Især når det var folk man ikke kendte. Hvor kom de fra og hvilken skæbne havde de mødt? På dette kort ses de fire steder hvor sagn fortælle at hellige mennesker er skyllet op på stranden 1
Sagnet om Tora Arild og Gille. Sagnet om de tre søskende Thora og hendes to brødre Arild og Gille blev nedskrevet af botanikeren Line i 1749 og mere detaljeret af Dagmar Bruce i 1929. De tre søskende var af en dansk stormandsfamilie, og de havde en ond stedmor der helst ville af med dem. Hun aftalte med en skipper om at sejle dem til havs og smide dem i havet. Thora drev i land ved byen Torekov ved den skånske kyst. Medens Gille drev i land ved Gilleleje og Arild drev i land ved Arild der ligger 10 km vest for Kullen. Tora og Arild drev begge i land på hver sin store sten. Aftrykket efter de to børn ses stadig på stenene, som naturligvis hedder Arilds og Thoras sten. Ved den maleriske lille havneby Torekov ses denne bemærkelsesværdige sten, som den druknede jomfru Thora drev i land på. Bemærk striberne langs siderne på stenen. Det er mærkerne efter den døde piges lemmer. Thora blev fundet af en blind fisker ved navn Frenne. Han bad til gud om at få sit syn tilbage hvis han begravede henne, og straks efter kunne han se igen! Han samlede nogle mænd for at bære Thoras lig til den lokale Grevinge kirke så hun kunne blive begravet i indviet jord. Da de passerede en stor sten ved navn Vænnestenen blev hun pludselig meget tung og de valgte at begrave hende ved stenen. Der blev opført en kirke ved hendes grav, som blev kaldt Frennekirke, eller Frennekojan (Kojan = Hytte), opkaldt efter den blinde fisker. Med tiden fik kirken slet og ret navnet St. Thoras kirke. Efter Thora blev begravet sprang St. Thoras kilde for første gang under den sten hun drev i land på. Nu da Frenne fik jo synet igen, er kilden specielt god mod øjensygedomme. St. Thora og St. Arild er katolske helgener. Thora er skytshelgen for gravide kvinder og fiskere. St. Thoras kirke var valfartskirke gennem hele middelalderen. Den nedbrændte i 1858. 2
På stranden ved den Skånske fiskerby Arild finder man Arilds sten og Arilds kilde, samt en lille kirke som skulle være opført ved Arilds grav. Den gamle skånske folkevise Brunnbyvisan fortæller også en version af disse dramatiske begivenheder: Der var engang en konge der havde tre børn: Thora, Arild og Gille, der blev myrdet af deres onde stedmoderdronning og smidt i havet. I visen lægges der vægt på at de tre byer Torekov, Gilleleje og Arild, er opkaldt efter dem. Informationstavlen ved Sankt Thoras sten opsat af den Skånske Länstyrelse beskriver på svensk, tysk og engelsk Jomfru Tora og hendes to brødre Arild og Gilles dramatiske historie. Den hellige Arild af Arildsläge Det var fortællingerne om Thora og hendes brødre Arild og Gilles grumme skæbne. I det følgende vil jeg beskrive nogle sagn hvor Arild optræder på egen hånd uden sine søskende. Herman Chytræus' skrev i Monumenta in Scania fra 1598: Ved byen Arild nær Kullen ligger St. Arilds kirke. Arild voksede op med sin mor Helena i Stubberup. Efter faderens død giftede hun sig igen med stormanden David. David kunne ikke udstå sin stedsøn Arild og en dag fortalte den onde stedfar at Arild skulle drage ud i den store verden og vinde ære. Stedfaderen aftalt med en kaptajn på et skib at han skulle brænde skibet af når de kom til havs. Ude på søen drak Kaptajnen Arild under bordet, satte ild til skibet og stak af. Skibet gik ned og Arild druknede. Men en stor sten steg op fra havbunden og bar hans lig til kysten hvor moderen boede. Da hun fandt sin druknede søn ham forstod hun hvad der var sket og hun begravede ham med ære. 3
Herover ses en tegning af St. Toras kirke inden den blev revet ned i 1858 Herefter blev Arilds kirke opført. Stene der førte ham til kysten ligger der stadig, på stenens top ses aftrykket af hans hoved. Kysten er rig på klipper med særprægede forrevne former. En af klipperne har form som et menneske der ligger på ryggen, med hovedet ud mod vandet. I hovedet er der et hul et hul hvor regnvandet samles. Vandet er helsebringende. En anden version af sagnet om Arild er nedskrevet i1600 tallet af præsten Madz Mogensen. Her giftede den onde David sig med Inger der var enke efter en stormand. Hun havde to sønner af sit forrige ægteskab, hvor den ene var Arild. David syslede med onde planer om at komme af med sine stedsønner. I dette sagn foreslog han at de skulle rejse ud i verden og uddanne sig til købmænd. Han udrustede et skib fyldt med kul og havde en grum aftale med kaptajnen om at sætte ild til skibet. Der findes også folkeviser om Arild og han brors dramatiske død. De er nedskrevet og de gamle dokumenter findes både i Danmark og Sverige. Den længste og mest detaljerede gengivelse blev skrevet i 1754 af Petrus Sundius: Her finder man David i rollen som den altid onde stedfader, der lige har sendt sin stedsøn i døden på havet. Selvtilfreds går han langs standen og pludselig ser han Arilds lig drive i land flydende på en sten. Han tager guldringene af drengen, og smider ham ud i havet igen. Senere bemærker moderen at hendes onde mand havde sønnens fingerringe på, men hun fik svaret: Guld er blot guld. Liget af drengen drev tilbage mod kysten og en morgen fandt moderen sin døde søn skyllet op på en klippe. Hun fik nogle mænd til at bære ham op til kirken. Men da de når toppen af en bakke, blev han pludselig så tung at de ikke var i stand til at bære ham videre. Derfor måtte de begrave Arild på stedet. Senere blev de opført en kirke ved navn Arilds kapel. St. Arilds kirke ligger der endnu i bedste velgående, selvom den i tidens løb været udsat for del ombygninger. Den Hellige Karen af Højby Ved Issefjord, Syd for Nykøbing ved Annebjerg skov, ligger St. Karens Kilde. Thieles Danmarks Folkesagn fra 1843 fortæller om tre hellige søstre der engang sejlede over havet. En vældig storm rejste sig og ingen bønner hjalp. Skibet gik ned, og alle druknede. De hellige søstres døde kroppe blev ført tre forskellige steder hen. Den første hed Helene. 4
Til venstre ses St. Arilds kirke ved Arild. Til højre ses klippen ved byen Arild, der har form som et menneske, der ligger på ryggen med hovedet mod havet. Man ser hoved og brystkasse. På toppen af den del af klippen der har form som et hoved, er et hul hvor regnvandet samles. Vandet er helsebringende. Hendes lig drev i land i Tisvilde, hvorefter Helene kilde sprang. Den anden hed Karen. Hendes lig drev til Odsherred, og blev til St. Karens Kilde. Den tredje søster hed Tore. Ja, der er igen tale om den hellige Tora fra Torekov. St. Karens Kilde har været dyrket som helligkilde. Der har engang været både grav, kapel, samt en pengebøsse ved kilden. En beskrivelse fra 1911 fortæller at hendes grav lå på venstre side af stien som førte forbi kilden. Graven var en firkantet, græsbegroet plet, omsat med teglsten. Her stod pengebøssen. Folk kom langvejs fra for at besøge kilden, der var sat med granitsten. Om sommeren var der dans ved kilden under et stort bøgetræ. Omkring år 1900 hørte disse fester op, og i 1925 blev bøgen fældet. I 1937 rejste Odsherreds Turistforening en mindesten ved kilden. Kun mindestenen, granitstenene omkring den udtørrede kilde og spredte munkesten vidner om det gamle hellige sted. Til slut skal nævnes at der engang var en skov ved navn St. Karen skov. Den lå i den vestlige del af det nuværende Tisvilde hegn, skoven blev opslugt af den altødelæggende sandflugts katastrofe i området. Ved St. Karens kilde står en mindesten der er rejst af Odsherreds turistforening i 1937, hvor der slet og ret står: SCT Karens kilde. Kilder: Thiele: Danmarks Folkesagn. Lundén: Katolsk Magasin 1/2007 (s. 32-35). Svane: Danske Helligkilder. Svensk Hjemmeside: Den Katolske Kirke. 5