Siden sidst: Fronterne er trukket op!

Siden sidst: Fronterne er trukket op! Af Jesper M. Rosenløv Hvor har de sidste måneders sag om Muhammed-tegningerne dog været lærerige. Vi burde være taknemmelige for den sag. Den tydeliggør jo vitterligt en hel del. Når en sag om en række satiretegninger i en dansk avis kan udvikle sig på en sådan måde, må det jo for det første give os et lille fingerpeg om, hvordan fremtiden vil blive, når vi skal dele»samfund«med et stadigt stigende antal muslimer. Gad vide om konflikterne bliver flere eller færre? Vi lader billedet stå alle tænker, Tøger Seidenfaden er pludselig blevet svimmel og Marianne Jelved er besvimet. Islams sande væsen Vi er blevet klogere på Islam. Imamerne, Saudi Arabien og andre muslimske lande har fremsat krav om afstraffelse af JP og indførelse af love i Danmark, der skal hindre, at»noget lignende ikke gentager sig.«hermed afsløres Islams sande væsen. Islams lovbud har universel gyldighed og derfor kan grænser, andre kulturers traditioner eller selvstændige staters suverænitet ikke respekteres af muslimer. Ikke-muslimske lande skal også respektere det muslimske billedforbud. Hvad bliver det næste? Ifølge Islam er selv kritik af profeten ligeledes forbudt. Hvornår kræver man så dette håndhævet, kunne man spørge. Hvornår kommer vi igen til at støde muslimernes sarte følelser? Vi må jo fra nu af pålægge os selv en særdeles tyngende selvcensur. Måske er dette netop hensigten fra muslimsk side. Men skal Danmark virkelig forvandles til den samme åndelige ørken, som kendetegner de muslimske lande? Tonen! Om jeg må be' Vi har samtidig fået et indblik i de»muslimske ledere«åndelige niveau og deres loyalitet overfor det danske samfund. Disse ledere føler sig bestemt ikke for gode til at piske Mellemøsten rundt for at udbrede løgne om Danmark og danskerne - altså om det land og det folk, der har givet dem et trygt og velfungerende samfund at søge»tilflugt«og ophold i. Når talen falder på den såkaldte»dårlige tone«i debatten, må man vel spørge sig, hvem det er, der fører en skinger tone? De religiøse ledere garnerer oven i købet deres forargelse over tegninger, de selv har fundet frem, med påstande om, at ca. 200.000 muslimer i Danmark er stærkt oprørte. Tallet viser sig så snarere at være15.000. Dette er måske i sig selv et rystende antal fundamentalister, men overdrivelsen vidner jo lidt om imamernes omgang med sandheden. Abu Laban vedgik flovt, at han nu havde opfordret imamerne til»ikke at overdrive«. Det hedder det ikke, hr. Laban. Når vi taler om afvigelser fra sandheden i den størrelsesorden, så hedder det»at lyve«! Vil du ikke nok sige til dine trosfæller, at de ikke må lyve? Nuvel, det er måske ikke den dobbelttungede Laban, der er den mest egnede til at gå i rette med folk, når det gælder løgnagtighed. Tænk, dette er muslimernes åndelige ledere! Hvordan er deres tilhængere så? Man må da le. Hvilken åndelig oplysthed! Apropos tone. Er det ikke bizart, at danske forfattere, læger og andre pæne folk har fundet det på sin plads at kritisere danskerne for en dårlig tone i debatten? For første gang siden Georg Brandes og det moderne gennembrud, er andre menneskers»religiøse følelser«pludseligt kommet på de kulturradikales dagsorden. Jeg forventer nu, at Jens Jørgen Thorsens Jesus-film forbydes. Sært er det da også, at den danske tone vækker en sådan forargelse blandt disse nypuritanere, samtidig med at et muslimsk lands statsoverhoved benægter Holocaust og erklærer det som sit politiske mål at udslette staten Israel. Naiv som jeg er, forventede jeg jo her fordømmelser og international boykot. Jeg forventede, at Seidenfaden og Pundik gik amok, Carsten Jensen og Rifbjerg ville indkalde til fakkeltog og at den årlige markering af Krystalnatten fra nu af ville indeholde -1-

tydelig afstandstagen fra racistiske islamister. Men her gælder åbenbart en helt utrolig dobbeltstandard. Tonen i den retorik, der fremføres mod Israel og Vesten fra muslimsk side, vækker naturligvis ikke forargelse blandt pæne folk. Nej, sådanne folk slikker sig stedet om munden i denne tid og bemærker, at danskerne nu må indse, at de er en del af»globaliseret verden«,og at deres ytringer kan få konsekvenser på den anden side af kloden. Men undskyld jeg spørger hvorfor går denne berømte og uundgåelige globalisering altid kun én vej? Hvorfor skulle det dog lige være Vesten, der måtte acceptere en infiltrering af muslimernes formørkede verdenssyn? Kunne man ikke forestille sig, at det i stedet var den muslimske verden, der måtte acceptere globaliseringens konsekvenser, nemlig at deres religion ikke længere er urørlig, men kan blive genstand for vestlige og sekulært tænkende journalisters kritik og satire? Moralen i sagen Men vi kom fra det lærerige i sagen om Muhammed-tegningerne. Vi bør jo egentlig også være glade for, at have fået et indblik i, hvorledes Muhammed så ud. Her har Jyllandsposten da udfyldt et hul, når det kommer til folkeoplysning. OK, ikke alle mente at tegningerne var helt præcise. Enkelte af tegningerne antydede endda, at Muhammed personificerede en eller anden form for aggressivitet en bombe i turbanen og en trukket kniv! Uha, hvad sker der! Her er tegnerne jo helt tydeligt gået galt i byen. Når man dagligt hører og læser om, hvorledes tilhængerne af denne profets åbenbaringer opfører sig, hvem overbevises så ikke om, at koblingen mellem Islam og vold er helt ude i hampen og at Islam i stedet er fredens og tolerancens religion? Nå, ikke. Nej, sandheden er jo, at desto mere denne sag har udviklet sig, desto tydeligere er det blevet, at visse af tegnerne netop har ramt det sande billede af religionen og profeten! Når man betænker de daglige rapporter fra udlandet og den foruroligende udvikling her til lands, står vi givetvis over nogle af de mest præcise gengivelser af Islams stifter og det burde tegnerne og Jyllandsposten egentligt have ros for. Det er stor kunst tegningerne burde da blive del af den danske kulturkanon. Men hvad skal det hele så ende med? Man kan jo kun spørge sig hvad er det Saudi Arabien og de»danske«imamer signalerer eller siger lige ud, at der skal til for at afslutte denne sag? Skal den danske regering straffe Jyllands-Posten? Skal regeringen sige undskyld? Hvis dette er disse latterlige mørkemænds succeskriterium, så har de forhåbentlig valgt sig en kamp, de kun kan tabe. Forhåbentlig har de malet sig op i et hjørne, hvor deres»ære«kun kan lide skade og hvor de er dømt til tabe ansigt, når de ikke får det de puster sig op og forlanger. Og det kan aldrig være dårligt, at se sådanne totalitære kræfter lide nederlag. Under alle omstændigheder har denne sag synliggjort det, der længe har ulmet under overfladen. Fronterne for fremtidens politiske kamp er nu trukket klart op. Den Kolde Krig er forbi, men det må efterhånden være klart for enhver, at vi nu i stedet står midt i et civilisationernes sammenstød. Og jeg ved godt på hvilken side jeg står. 29. august en national flagdag? Af Erik Dyring-Olsen Dansk Folkeparti har foreslået at gøre 29. august til officiel national flagdag for at fejre oprøret mod samarbejdspolitikken under besættelsen 1940 45. Det ville alle fhv. og nuværende frihedskæmpere hilse med glæde og tilfredshed. -2-

Augustoprøret en folkelig opstand NYT fra Dansk Samling Nr. 1 / 2006 (februar) Det er værd at erindre om, at augustoprøret i 1943 ikke alene var vendt mod besættelsesmagten, men også mod den herskende politikerklasse, der havde misforstået sit ansvar. Det var ikke samarbejdspolitikerne, der havde æren for bruddet den 29. august. Det var et stadig stærkere folkeligt oprør, der accelererede kort efter folketingsvalget i foråret 1943. Det er en myte at omtalte folketingsvalg var folkets opbakning til samarbejdspolitikken og samarbejdet med tyskerne. Der kan henvises til den konservative politiker Christmas Møller, som kort før folketingsvalget i BBC`s danske udsendelse opfordrede vælgerne til at stemme på de gamle partier eller Dansk Samling for derved at vise DNSAP og tyskerne ryggen. Det er også en kendsgerning, at Dansk Samling var det eneste parti, der ved martsvalget i 1943 var imod samarbejdspolitikkens fortsættelse og samtidig var en meget aktiv deltager i den illegale modstandskamp. Hvis nutidens politikere ville gøre 29. august til en national flagdag, kunne det medvirke til at hele sårene fra besættelsestidens splittelse. Forslaget medførte en kort men heftig debat i Jyllands-Posten med deltagelse af radikale, konservative, Dansk Samling og Frihedskampens Veteraner. Det var ventet, at forslaget ville blive vedtaget af Regeringen og Dansk Folkeparti. Men et flertal i Folketinget har nu afvist forslaget. Det kan kun tolkes således, at også nutidens politiske flertal mener, at samarbejdet med besættelsesmagten under krigen 1940 45 var rigtigt og forsvarligt. Statsministerens kovending Det er overraskende og skuffende, at statsministeren åbenbart mener det samme. Det er kun 2½ år siden at statsministeren viste mod og mandshjerte ved at erklære sin beundring for modstandsbevægelsens indsats og samtidig tog klar afstand fra samarbejdet med tyskerne under krigen. Hvorfor denne kovending, hr. statsminister? Det må da også undre at de konservative afviser forslaget om en national flagdag den 29. august. Det var som nævnt i høj grad den konservative politiker Christmas Møller, der politisk stod for at opfordre til en aktiv modstandskamp. Hvorfor støtter Pia Christmas Møller så ikke det fremsatte forslag? Regeringen mangler nationalt sindelag Jeg vil opfordre Regeringen til at tage forslaget op igen. I modsat fald må konklusionen blive, at heller ikke Regeringen kan regnes for at have et nationalt sindelag. Skal Dansk Samling virkelig på banen igen som politisk parti? Dansk Samling er ikke en veteranforening, men vi har i høj grad modstandskampen som baggrund og som inspiration for vort nationale virke i nutiden og for fremtidens Danmark. Derfor vil jeg opfordre til, at Dansk Samling vurderer, om vi selv kan markere den 29. august på samme smukke måde, som vi markerer den 4. maj hvert år. Vi havde som bekendt stor opbakning til mødet i Hvidsten for snart 3 år siden. -3-

Oplysningstiden og det danske sprog Af Arild Hald Kierkegaard I 1827 skrev Christian Wilster om den sproglige tilstand, da Ludvig Holberg kom til København som ung:»hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund, Latin paa Papiret kun malte, Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund, og Dansk med sin Tjener han talte.«fremstillingen underbygges af Holbergs egne ord i fortalen til Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), hvori digteren klagede over, at der næsten ikke blev udgivet bøger på dansk, hvilket han satte i forbindelse med folkesindets hang til det fremmede. Overklassen foretrak for størstedelens vedkommende tysk og fransk, og hærens kommandosprog var tysk, mens flådens altid havde været dansk. I et brev hjem skrev den østrigske statsafsending i 1742 om forholdene i København, at»ved hoffet og i de fornemste huse tales slet ikke dansk, kun tysk. Alle borgere har tyske tjenestepiger, for at børnene kan lære dette sprog fra de er små.«på universitetet og blandt de lærde rådede latinen, men på Sorø Akademi kunne man også blive undervist på tysk og fransk, blot ikke dansk. Tyskeriet synes at have nået et højdepunkt under Frederik V (1746-66), hvor kredsen omkring udenrigsminister J. H. E. Bernstorff næsten sindbilledligt indbød den tyske digter Klopstock til at leve og virke i Danmark. Den tyske indflydelse på sproget og kulturlivet understøttedes af en større fremmedsproget folkedel, og tyske menigheder fandtes i København, Helsingør og Fredericia. For det nationalt vakte danske borgerskab kom sproget imidlertid i løbet af 1700-tallet til at spille en afgørende rolle, og man begyndte i stigende grad at vende sig imod tilsidesættelsen af modersmålet.»thi det Folk, som ei dyrker sit eget Sprog, kan og bør ansees for intet Folk, saasom det er et af Hoved-Kiendemærkerne, at et Folk forestiller et vist Folk, er et Folk skilt fra andre, at det taler, skriver, høyest agter sit eget Sprog, og ei noget fremmed, det være Tydsk, Fransk eller noget andet." skrev historikeren P. F. Suhm. Det danske sprogs stilling blev styrket efter opgøret med Struensee. I 1772 blev det forordnet, at tysk forvaltningssprog for fremtiden kun skulle nyttes i sager vedrørende hertugdømmerne, og samme år indførtes dansk i hæren. Samtidig tog det konservative Guldbergstyre hånd om dansk- og historieundervisningen med den nye latinskoleforordning. Dansk sprogrensning Grunden til den moderne danske litteratur blev lagt med Holbergs alsidige virke. Med sine skrifter drog han helt nye områder ind under modersmålet, som man indtil da slet ikke havde troet det muligt at skrive om på dansk. I forlængelse heraf virkede en række forfattere og digtere i løbet af 1700-tallet for at højne og smidiggøre det danske sprog og gøre det til et tidssvarende kultur- og litteratursprog. Da Det kongelige danske Selskab til Fædrenelandets Histories og Sprogs Forbedring i 1745 udgav første bind af Danske Magazin, stod der bl.a. sprogrensning på dagsordenen. Selskabet ville udgive allehånde historiske kilder»til menige Mands Forlystelse, til Fædernelandets Ære, til Historiens og Sprogets Ziir (dvs. pryd), og til smukke Videnskabers Opkomst«, og medlemmerne lagde vægt på at skrive i»en reen og ret Dansk Stil, og ikke gierne blande noget ind af fremede Sprog«. Den tidlige sprogrensnings hovedskikkelse var tænkeren og sproggranskeren Frederik Christian Eilschow (1725-50), der ville»til intet giøre det gamle Præjudicium, at lærdom -4-

bestaar i at kunde Latine.«Han slog et slag for udviklingen af det danske sprog i doktorafhandlingen Cogitationes de scientiis vernacula lingva docendis cum specimine terminologiæ vernaculæ (1747), dvs.»tanker om formidling af videnskaberne på modersmålet med en prøve på en kunstordbog på modersmålet«, hvori han gjorde sig til talsmand for fremmedordenes afskaffelse bortset fra enkelte meget udbredte. Han ville ikke genoptage gamle danske ord, som historikeren Jakob Langebek ønskede, men nye burde dannes ved sammensætning og afledning, hvorimod han ikke nævner oversættelseslån fra tysk, der imidlertid viser sig at være hans mest almindelige fremgangsmåde. Afhandlingen indeholdt en liste over 897 latinske naturvidenskabelige og især filosofiske begreber med danske afløsninger og nydannelser, hvoraf mange gik let ind i sproget, f.eks. besiæle, omkredse (circulare), sandsynlig (verosimilis), Sædelighed (Moralitas), Tæthed, Udviklelse (Evolutio) og Virksomhed (Activitas), uden at de fremmede ord af den grund altid blev fortrængt. Af stor betydning for den danske sproghistoriske udvikling blev det, at Jens Schelderup Sneedorff (1724-64), professor i rets- og statsvidenskab ved Sorø Akademi og en af sin tids mest læste og toneangivende skribenter, tilsluttede sig røret. Sneedorff var en udpræget talsmand for oplysningstidens tankegang, hans mål var oplysning, dannelse og smag, og han ønskede i denne ånd»at rense, raffinere, forbedre, og udpynte vort Fædrene-Sprog, at det maae faae sin rette Glands: At beqvemme Ord, som hidindtil have manglet os til adskillige Ting i Videnskaberne at udtrykke, særdeles visse Konstord, maae blive opfundne og bekiendtgiorte.«det forædlede sprog skulle fremkalde fædrelandssind, ædlere følelser, smag og formfuldendthed hos brugerne. Det skønne sprog skulle udtrykke skønne tanker. Nordisk-national bevægelse Sneedorffs kritik af ringeagten for modersmålet havde nationale undertoner, og han var ikke blind for sprogets folkelige betydning. Mod den lærde skoles ensidige undervisning i klassisk sprog og kultur fremholdt han, at den megen latin havde forkludret det danske sprogs naturlige sætningsdannelse og sammensætningsmåder og hæmmet oplysningen, så at de studerende efter endt uddannelse var bedre egnede til at blive borgere i Rom eller Athen end i København! I sit meget læste tidsskrift Den patriotiske Tilskuer (1761-63) brugte han gang på gang de nye danske ord, så den dannede almenhed på den måde kunne vænne sig til dem. Sprogrensningen havde fået vind i sejlene, og stræbet for at skrive et renere og mere folkeligt letfatteligt dansk er kendeligt hos mange af tidens forfattere, bl.a. hos Johannes Ewald, der allerede for samtiden kom til at fremstå som»den danske digter.«også Holberg fordanskede sine egne værker, og om hans Fire Skiemte-Digte (1722) er det blevet sagt, at andenudgaven fra 1728 næsten er et helt nyt værk! Også for det nordiske begyndte man i denne tid at få mere smag. En nordisk-national retning, der peger frem mod det 19. og 20. århundredes nordiske målstræv, tog sprogrøgten i de såkaldte Sorøske Samlinger, udgivet af Christian Fleischer, H. W. Gerstenberg og Peter Kleen, der var tænkt som en efterfølger til Sneedorffs tidsskrift. Fremmedord burde fortrinsvis anvendes inden for fagsprog og da kun, hvor dansk eller nabosprogene ikke havde noget godt at sætte i stedet, og man ønskede at genoptage ord, der var ved at gå af brug eller allerede var forældede, samt ord fra folkemålene og fra norsk og svensk såsom Aabry (= nidkær i elskov, jaloux), Aabrysottig, Aabryne, Fremhærdighed, Æmne og Øde (= skæbne). Ordet emne, der er lånt fra svensk i disse år og næsten fortrængte materie, kan vi dog endnu glæde os over. -5-

Fremgang for modersmålet NYT fra Dansk Samling Nr. 1 / 2006 (februar) Fra 1740'erne brugtes dansk i stigende grad i videnskabelige fremstillinger, og endnu flere fagområder inddroges under modersmålet i 1760'erne. Sprogrensningen medførte en mærkbar nedbringelse i mængden af romanske fremmedord og en mere danskpræget ordføjning i stedet for den ældre tids mere tysk-latinske skriftsprogsnorm. Den fransklatinske bølge var kommet for voldsomt, og de mange fremmedord, der brugtes i den gældende skriftsprogsnorm, måtte gøre denne uegnet til oplysning. Derfor valgte man altså i bedste samklang med tidens vågnende fædrelandskærlighed at opdyrke og uddanne det hjemlige sprog, hvis samfundslige stilling blev styrket mærkbart med Guldbergstyrets politik. Alligevel fastholdt det tyske sprog og latinen en stærk stilling helt frem til midten af 1800-tallet, da de sønderjyske krige, nationalismen og skandinavismen fik danskerne til en gang for alle at vende tyskerne ryggen og søge imod de nordiske brødre og den fælles fortid. Mon ikke vi i disse tider, hvor amerikaniseringen af det danske sprog og de stigende domænetab optager almenheden og præger de sproglige drøftelser, kunne lære et og andet af oplysningstidens omsorg for modersmålet? [I Dansk Samlings igangværende arbejde med at udforme et holdningskatalog er vi denne gang kommet til sprogpolitikken. Arild Hald Kierkegaard har venligst givet os lov til at bringe ovenstående kronik, bragt i Flensborg Avis 8. december 2005, som kan danne grundlag for et programpunkt om sproget.] De østdanske provinser har stadig et tilhørsforhold Af Niels Henrik Jessen De dansk-skaansk sindede i de vest- og midtdanske provinser og i de østensundske provinser, som her kaldes de østdanske provinser, glemte aldrig Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold efter afstaaelserne til den Stockholmsvenske overhøjhed. En identitetshistorisk undersøgelse af den dansk-skaanske identitetsdannelse og nationsbygning fra begyndelsen af kong Frederiks IIIs svenskekrig 1657-1660 og til i dag viser saaledes, at kulturpaavirkere har søgt at fastholde denne identitetsdannelse, og begrebet»kulturpaavirker«kan anvendes baade til at beskrive dem, der fremmer en saadan identitetsdannelse, og dem, der modarbejder en saadan identitetsdannelse. Kulturpaavirkere Begrebet»kulturpaavirker«er særdeles relevant for identitetshistorie, som drejer sig om at se paa den kulturelle og identitetsmæssige udvikling i en befolkning. En kulturpaavirker er saaledes en person, som er med til at forme en saadan udvikling, og det kan baade være en krigerkonge, som erobrer et land og paa den maade paavirker kulturen indirekte, og det kan være forfattere og malere, som beskriver deres oplevelse af den kulturelle og identitetsmæssige udvikling og mere direkte vil præge den. Identitetshistorie-disciplinen udmærker sig især ved en udvidelse af kildebegrebet til at omfatte kilder, som ikke traditionelt har været brugt i historieforskningen. Det drejer sig for eksempel om skønlitterære kilder, som jo blandt andet er vigtige kilder, hvis man vil analysere intentionerne hos en forfatter, som er et eksempel paa en kulturpaavirker. -6-

Omraadet for dette studium føjer sig forskningsmæssigt ind i den nyeste tradition, idet det er i de seneste aartier, at forskere er begyndt at studere Skaane, Halland og Bleginds historie efter 1657 paa landskabernes egne præmisser, ligesom ogsaa traditionen med at betragte deres danske oprindelse og tilhørsforhold i forbindelse med studier af landskabernes historie ogsaa efter svenskekrigene og afstaaelserne i 1658 er ganske ny. Dansk-skaansk identitetsdannelse For at forstaa grundlaget for en dansk-skaansk identitetsdannelse er det nødvendigt at knytte an til traditionel primordialistisk tænkning om et folks oprindelse, dets kulturelle selvforstaaelse og en nations oprindelse og dens selvgroede udvikling, dog i kombination med etni-strukturalistiske positioner. Dette valgtes, fordi de tager hensyn til, at et folk og en nations udvikling tydeligvis baade er et resultat af en oprindelig status og resultatet af beslutninger, som træffes af mennesker i statens administration paa et væsentligt senere tidspunkt i folkets og nationens historie, for eksempel i oplysningstiden, men en nations selvforstaaelse er ikke kun et resultat af kølige beslutninger fra magthavernes side. Bestemte beslutninger om en given nations etablering, for eksempel den danske nation, kunne kun træffes og gennemføres i et givent kontinuitets-omraade, som allerede i vid udstrækning havde et dansk nationalt engagement. Her har det været tanken at følge kulturpaavirkernes bestræbelser paa at knytte de midtog vestdanske og de østdanske provinser sammen igen efter de for det danske rige saa ødelæggende Karl Gustav-krige mod Sverige i 1657-60, som resulterede i Roskildefreden 1658 og siden Københavnsfreden 1660, som betød, at Sverige kunne annektere Skaane, Halland og Blegind. Disse krige, fredsslutningerne og de efterfølgende aar med revanchefølelse, nye krige, forsøg paa afdanskning fra Stockholm-svensk side og dansk-skaansk besindelse er vigtige identitetsskabende faktorer til at forstaa den dansk-skaanske identitetsdannelse og nationsbygning, som er foregaaet siden 1657. Men selvom det er aabenbart, at den dansk-skaanske identitet har vekslet i intensitet gennem hele perioden og paa et tidspunkt var paa et lavpunkt og syntes nær udslettelse i godt en halv snes aar fra Danmarks uheldige engagement i Napoleonskrigene og efterfølgende afstaaelse af Norge i 1814 til slutningen af 1820erne saa blev der ikke tale om total opgivelse af Skaane, Halland og Blegind eller af total glemsel af deres danske oprindelse og tilhørsforhold fra kulturpaavirkernes side. Dette studium viser tværtimod, at de, der bevidst har villet fremme en saadan identitetsdannelse, utrætteligt har taget emnet op og har fundet nye vinkler at arbejde udfra i deres paavirknings-arbejde. Skandinavismen Tiden 1828-48 kom saaledes til at repræsentere en tid med en egentlig oprustning i identitetsdannelses-processen med Skandinavismens ideologi som motor. Studiet viser, at Skandinavismen har haft umaadelig stor betydning for dannelsen af denne identitet, idet den vendte fokus i de tre nordiske lande Danmark, Sverige og Norge fra det kontinentale Europa til deres egen samlede nordiske situation og kombinerede deres forhold med forholdet til de tyske lande og Rusland, og dermed pegede Skandinavismen paa det, som de nordiske lande maatte finde sammen om, nemlig forsvaret af egne lande og egen kultur imod den ikke-nordiske, det vil sige den kontinentaleuropæiske paavirkning, militært saavel som kulturelt. I den politiske Skandinavismes pointering af den folkelige nordiske union under en regent og med parlamentariske styrer gik de politiske skandinavister, som Orla Lehmann, dog for vidt til, at de kunne skabe et -7-

egentligt folkeligt skandinavistisk projekt. De nordiske nationsstater havde besvær nok med at etablere sig som moderne nationsstater til, at deres befolkninger samtidig kunne forholde sig til en ny overnational statsstørrelse. Alligevel var ogsaa den politiske Skandinavisme betydningsfuld, fordi den vendte fokus mod Norden, og fordi den kædede Danmarks hertugdømmepolitik sammen med den nordiske politik og dermed med Skaane, Halland og Blegind. Positive resultater for Danmark i Slesvig kunne flytte fokus yderligere til Skandinavien og bedre mulighederne for en dansk-skaansk identitetsdannelse. Med 1. Slesvigske Krig 1848-50, ogsaa kaldet Treaarskrigen, forsøgte den danske stat at dæmme op for de slesvigholstenske løsrivelses-tendenser og lægge op til en skandinavistisk inspireret løsning paa Slesvig-spørgsmaalet, nemlig paa sigt en indlemmelse af Slesvig i Kongeriget, men trods dansk sejr endte krigen ikke med en definitiv løsning paa dette problem og dermed heller ikke med en klar forbedring af mulighederne for en dansk-skaansk identitetsdannelse. Faa aar derefter fik Gøngehøvdinge-figuren Svend Poulsen en fiktionsmæssig renæssance med Carit Etlars romaner. Denne litteratur var helt i overensstemmelse med den statslige politik, idet fortællingen nedtonede forbindelsen mellem de vestdanske provinser og de østdanske provinser. Officielt ville man paa det tidspunkt hellere fremhæve, at danskere, svenskere og nordmænd var broderfolk, end man ville fremhæve fjendebilleder, og derfor red Gøngehøvdingen i romanerne kun vest for Øresund. Men selv om romanerne ikke bidrog væsentligt til en dansk-skaansk identitet, saa ændrede det ikke ved, at Skandinavismen havde bragt Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold i fokus igen. Nationalliberalismen Via Nationalliberalismen, en variant af Skandinavismen, som prioriterede Ejderpolitikken om Danmarks sydgrænse ved Ejderaaen meget højt, talte nogle danske politikere fortsat om, at forudsætningen for at sikre hele Nordens sydgrænse var, at Slesvig kom ind under Kongeriget Danmark. Men Det Tyske Forbund ville ikke acceptere en adskillelse af Slesvig og Holsten og ville ikke acceptere, at Kongeriget Danmark indlemmede Slesvig. Men det var, hvad der skete i 1863. Dermed begyndte 2. Slesvigske Krig. Den blev kort og endte med det totale danske nederlag i 1864. Krigen viste, at det skandinavistiske og nationalliberale maal om hele Slesvigs vej til Kongeriget var langt fra at kunne realiseres. Trods nederlaget maa Skandinavismen og Nationalliberalismen fremhæves for at have bragt problemstillingerne frem og for at have givet dem en nordisk vinkel. Denne vinkel viste sig endog særdeles livsstærk fra anden halvdel af 1800-tallet og i 1900-tallet. Kulturel vækkelse I denne periode i slutningen af 1800-tallet, maatte man altsaa tage udgangspunkt i, at det var tiden efter 1864-nederlaget, og de dansk-skaansk sindede maatte overveje, hvad det betød for en dansk-skaansk identitetsdannelse. Kulturpaavirkere, som forfattere og malere, søgte svar og udtrykte dem i deres tekst og billeder. Man genopdyrkede interessen for svenskekrigenes dansk-skaanske lyspunkter, det vil sige lyspunkter som Københavns forsvar 1659 og søslags-sejrene primært i Skaanske Krig, og hvis det var muligt at nedgøre svenskekongen Karl X Gustav og pointere hans fejltrin, saa gjorde man det. -8-

1864 betød altsaa, at man styrkede interessen, og kulturpaavirkerne fandt i historiemaleriet et brugbart medium til at fremføre deres synspunkter. Derfor er det en periode med en righoldig produktion af historiemalerier om forhold, som vedrører Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold. Disse kulturpaavirkere og andre intellektuelle gav sig til at argumentere utrætteligt for, at alle de af naboerne annekterede danske landskaber havde dansk oprindelse og tilhørsforhold, altsaa der argumenteredes baade for Slesvig og for Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold. Slutningen af 1800-tallet var ogsaa den periode, hvor der i Skaane skete en opvaagnen af en decideret Skaane-bevidsthed, som først og fremmest tog udgangspunkt i, at skaaninge næsten ikke har haft mulighed for at læse om deres egen historie. I denne periode dannedes de første Skaane-foreninger, det var historieforeninger, og samtidig kan man sige, at den demokratiske svenske stat efter 1866 gav sig selv et moralsk problem ved at fastholde overhøjheden over de østdanske provinser, som den absolutistiske svenske fyrstestat havde erobret. De svenske kulturpaavirkere Måske netop derfor var slutningen af 1800-tallet tiden for, at Stockholm-svenske kulturpaavirkere forsøgte at modvirke en dansk-skaansk identitetsdannelse, og en af de mest effektive paa dette punkt var arkitekten Helgo Zetterwall, som omformede et væld af de oprindelige skaanske kirker til sin egen arkitekturstil. Dette skete efter hans eget udsagn fordi, han satte som sit maal at fjerne fortidens katolske menneskers fejltagelser i arkitekturen, som efter hans opfattelse ikke var relevante for hans samtids moderne svenske protestanter. Men fortidens katolikker i dette omraade var middelalderdanskere, og den arkitektur, som han fjernede, var den danske kirkebyggestil, primært inspireret fra Sjælland. Derved forsvandt vigtige dansk-skaanske kulturudtryk fra det skaanske landskab, og det er vanskeligt ikke at opfatte hans arbejde som led i en fortsat afdanskning af landskabet fra den Stockholm-svenske regerings side. Hans arbejde har gennem tiden medført stor kritik, og rigtig populær blev han nok aldrig uden for sit eget rum. Men synligt er hans arbejde fortsat. En anden Stockholm-svensk kulturpaavirker var Selma Lagerlöff, hvis roman-billede af Sverige som en homogen nationalstat fra syd til nord fik umaadelig betydning for den Stockholm-svenske nationsstats selvpromovering. Selvom hendes roman skal ses i sammenhæng med et generelt forsøg paa national oprustning i den Stockholm-svenske nationsstat, blandt andet foranlediget af Norges løsrivelse fra Sverige i 1905, saa kan man se, at hendes ondskabsfulde billede af danskerne havde saa stor gennemslagskraft, at den blev folkeeje paa begge sider af Øresund. Selma Lagerlöffs indflydelse kan næppe overvurderes, da hendes billede af Sverige bidrog til den fortsatte afdanskning af Skaane, Halland og Blegind. Hendes projekt lykkedes i en grad, saa hendes billede af Sverige blev overtaget af mange mennesker ikke bare i de østdanske provinser, men ogsaa langt ind i de midt-og vestdanske provinser og i den danske centraladministration. Hun blev rigtig populær ogsaa udenfor sit eget rum. Første Verdenskrig og genforeningen med Nordslesvig Nogle aar efter kom de nordiske lande ud i en afgørende prøvelse, da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, og de nordiske lande satsede paa neutraliteten. Under de vanskelige søhandelsforhold kom landene tæt paa hinanden gennem et frugtbart sikkerhedssamarbejde til søs. Danmarks forhold var dog dobbelt-vanskeligt. Udover at satse paa en svær neutralitetskurs, saa var landet ogsaa i den situation, at en stor del af dets -9-

omraade, Hertugdømmerne, var besat af Det Tyske Kejserrige, som ikke havde planer om at slække paa kontrollen med dem. Det betød, at danske sønderjyder kom i kamp paa tysk side i krigen, og det betød, at Danmarks eneste haab var, at Kejserriget tabte krigen, hvis man skulle have de besatte hertugdømmer tilbage. Da Kejserriget saa tabte krigen i 1918, opstod en uventet gunstig situation for Danmarks generhvervelse af en del af hertugdømmerne. Saaledes kom Nordslesvig tilbage til Danmark i 1920, og man kan sige, at den skandinavistiske strategi dermed var begyndt at bære frugt. Men det bar altsaa kun frugt i nogen grad, fordi den valgte folkeafstemningsform betød, at det danske landskab maatte blive splittet i to dele. Det danske landskab Sydslesvig gik som bekendt ved den lejlighed til Tyskland. Men begivenheden er relevant i forhold til en dansk-skaansk identitet, fordi den viste, at det var muligt at skrive og agitere et landskab tilbage til Danmark. Naar det kunne lade sig gøre i Nordslesvig, kunne det ogsaa lade sig gøre andre steder, f. eks. i Skaane, Halland og Blegind, foruden naturligvis i Sydslesvig. Nordismen Man var paa det tidspunkt begyndt at tale om Nordismen som idé, fordi en ny vigtig skandinavisk forening var blevet dannet kort efter krigen. Det var Foreningerne Norden, som skulle blive en effektiv drivkraft for nordisk samarbejde i det 20. aarhundrede, og de følgende aar var præget af 1920ernes fredsoptimisme og nedrustningstrategier i de nordiske lande med mest nedrustning i de midt-og vestdanske provinser. 1930erne var præget af parallelle politiske og økonomisk-sociale udviklinger i de midt-og vestdanske provinser og de østdanske provinser, hvor socialdemokratisk ledede regeringer støbte fundamenterne til de moderne velfærdsstater, som klart højnede levestandarden for befolkningerne paa begge sider af Øresund, men samtidig ogsaa betød en nedtoning af den historiske bevidsthed om Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold, fordi Socialdemokratismen og arbejderbevægelsen er international og ikke prioriterede primordialistisk begrundede og etni-strukturalistisk underbyggede nationale spørgsmaal som dem, der vedrørte en dansk-skaansk identitetsdannelse. Blandt andet som reaktion paa dette dannedes i 1937 en Skaane-forening, Skaansk Samling, for at prioritere oplysning i skaanske skoler om Skaanes danske oprindelse og tilhørsforhold. Blot to aar senere brød 2. Verdenskrig ud, hvorved fokus igen blev flyttet fra Skaane-identitetsarbejdet og nationsbygningen ved Øresund til de storpolitiske forhold, og da Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940, maatte det udadvendte nordiske og dansk-skaanske arbejde stilles i bero indtil videre paa grund af tyskernes kontrol med havnene og deres censurering af danske medier. Skaane, Halland og Blegind undgik til gengæld en tysk besættelse. Trods krigen opstod der alligevel kontakt over Øresund, nemlig i form af et betydeligt illegalt samarbejde. Over Øresund foregik en omfattende redningsaktion for frihedskæmpere og andre forfulgte, for eksempel jøderne. Det var mennesker paa flugt fra den tyske besættelsesmagt, som blev hjulpet til frihed østensunds. Dansk-skaansk identitet under den kolde krig De dansk-skaansk sindede maatte finde deres staasted i den kolde krigs konflikt efter 2. Verdenskrig, og da Danmark sammen med Norge blev optaget i NATO i 1949, tog Danmark et stort skridt væk fra Norden. En dansk Skaane-bog af Palle Lauring, som for enhver pris ikke ville grave stridsøkser op, og en ny Skaane-forening, Dansk-Skaansk Forening fra 1954, kunne tjene som -10-

modvægte mod det officielle Danmark, som søgte mod nordatlantisk og kontinentaleuropæisk samarbejde. De kunne kitte Sjælland og Skaane sammen igen, men i 1950ernes og 1960ernes fortættede koldkrigsmiljø var der i befolkningerne ikke megen interesse for en dansk-skaansk identitetsdannelse. Skaane-bogen glemtes, og baade den ældre og den nye Skaane-forening svandt ind igen efter en kulmination i medlemstallet. Under indtryk af de økonomiske og handelsmæssige forhold søgte Danmark yderligere væk fra dets nordiske rødder, da det af flere omgange søgte om optagelse i EF,»Fællesmarkedet«, som man yndede at kalde det i Danmark. Med grønt lys fra EF for Englands og Danmarks optagelse og et dansk»ja«ved afstemningen i 1972 tog Danmark endnu et stort skridt væk fra Norden og denne gang alene, da Norge stemte»nej«. Herefter fulgte adskillige aar med dansk enegang i EF, økonomisk krise og internationalt fokus, som betød, at en dansk-skaansk nationsbygning syntes langt væk. Dansk-skaansk integrationsarbejde efter murens fald Men med den kolde krigs afslutning i 1989 indtraf en afgørende ny begivenhed. Nu kunne Sverige og Finland endelig frigøre sig fra mange aartiers sovjetisk pres for at holde sig ude af de europæiske samarbejder og søge om optagelse i EF, nu kaldet EU. Med Øresundsbroens bygning og Sveriges optagelse i EU i 1995 var der pludselig opstaaet en helt enestaaende situation med mulighed for udvikling af en dansk-skaansk identitet og nationsbygning, i princippet hjulpet af EU's regionaliseringspolitik, selv om maalsætningen for denne politik var de suveræne nationsstaters præsentation af deres egen kultur overfor hinanden, hvorefter grænseregionerne i dette møde skulle udvikle nye selvstændige grænseregionskulturer. Der var altsaa ikke umiddelbart tale om en udvikling af en dansk-skaansk identitet om Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold med efterfølgende nationsbygning, men ikke desto mindre betød denne udvikling, at der kunne lægges omfattende planer for integration i Øresundsomraadet. Saaledes blev dette integrationsarbejde paa bare 10 aar særdeles omfattende, hvad Øresundsuniversitetets mange tusinde forskere og studerende vidner om. Denne kreative vidensbank udgør sammen med den enorme mængde digital information paa Øresunds-hjemmesider og i integrations-projekter det vigtigste kulturpaavirkende fundament for Øresunds-integrationen. Som et litterært og identitetshistorisk punktum om den dansk-skaanske identitetsdannelse skrev socialraadgiveren og forfatteren Hanne Reintoft i 2004 en social roman om den skaanske befolknings lidelser under Skaanske Krig, og dermed gav hun sit bidrag til forstaaelsen af den historie, som har bundet de midt-og vestdanske provinser og de østdanske provinser sammen. Dermed ser vi, at de intellektuelle igen som i 1800-tallets Skandinavisme danner fortrop blandt kulturpaavirkerne for en integration, en identitetsdannelse og en nationsbygning mellem disse landskaber, til gavn for disse mennesker og paa baggrund af denne historie. De intellektuelle kulturpaavirkere har altsaa sammen med de mange andre kulturpaavirkere, som har villet fremme en dansk-skaansk identitetsdannelse om Skaane, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold kort sagt arbejdet for en dansk og skaansk forening. Niels Henrik Jessen har i 2005 skrevet magisterkonferens om den dansk-skånske identitet:»dansk-identitet 1657-2005. En undersøgelse af baggrunden for, midlerne til og formålet med kulturpåvirkernes indflydelse på identiteten om Skåne, Halland og Blekinges danske oprindelse og tilhørsforhold«. Artiklen indeholder essensen af konferensens indhold. -11-