Den 9. februar 2015 blev der i sag nr. 27/2014 A mod B afsagt sålydende Beslutning: Ved skrivelse af 28. marts 2014 vedhæftet en politianmeldelse har Advokatfirmaet A indbragt revisor statsautoriseret revisor B for Revisornævnet. Klagen: Revisornævnet forstår klagen således, at der klages over, at B har tilsidesat de pligter, der påhviler en statsautoriseret revisor, ved at have forvansket bevisførelsen i [by] Byret i forbindelse med rettens behandling af Revisornævnets afgørelse mod indklagede.. Personlige oplysninger Erhvervsstyrelsen har oplyst at, B har været godkendt revisor fra den 28. februar 1986. Den 25. februar 2004 blev han tilknyttet D ApS, CVR-nr. xxxxxxxx. Han har i perioden 9. februar 2009 til 31. januar 2011 været tilknyttet C I/S, CVR-nr. xxxxxxxx. Han har ligeledes været tilknyttet E ApS, CVR-nr. xxxxxxxx, siden 26. november 2009. Fra den 26. november 2009 til den 3. juli 2013 har han været tilknyttet F ApS, CVR-nr. xxxxxxxx, og været tilknyttet G A/S, CVR-nr. xxxxxxxx, fra den 16. maj 2011-31. marts 2013. Indklagede er tidligere anset ved Revisornævnet således: ved kendelse af 29. juni 2011 (sag nr. xx/xxxx) blev pålagt en bøde på 250.000. Indklagede havde udarbejdet erklæringer til brug for akkordforhandling med Skat. Nævnet fandt, at indklagede havde udarbejdet erklæringen, kun ved at lægge klient refererede oplysninger til grund, vel vidende at klienten havde givet udtryk, at visse af klientens aktiver blev holdt uden for klientens formueopgørelse. Indklagede havde ikke i erklæringen taget forbehold eller givet supplerende bemærkninger og havde i øvrigt undladt at lade væsentlige formueaktiver fremgå af formueopgørelsen på anden vis. Indklagede blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af god revisorskik ved at have tilsidesat sine pligter som statsautoriseret revisor og offentlighedens tillidsrepræsentant, ved ikke at sikre at offentlighedens interesser blev varetaget ved udførelsen af sit hverv. Sagsfremstilling: 1
Den 13. juni 2009 blev indklagede indbragt for Revisornævnet i forbindelse med udførelsen af sit hverv som revisor for H, hvorved indklagede, som nævnt ovenfor, blev pålagt en bøde. H blev ved en straffesag fundet skyldig i skatte- og skyldnersvig, og klagen vedrørte derfor indklagedes rolle i forbindelse hermed. H var ligeledes klient hos A, hvor H modtog bistand fra advokat I i forbindelse med en skatteforhandling med Skat. Advokaten og indklagede, har på den baggrund løbende haft korrespondance omkring H personlige indkomstforhold, hvor indklagede skulle udarbejde de fornødne dokumenter til forhandlingen med Skat. Dokumenterne blev sendt til advokaten af en ansat hos indklagede, mens indklagede var på ferie. Advokaten videresendte de af indklagede udarbejdede dokumenter til skatteforvaltningen i [by] Kommune. I Revisornævnets sag xx/xxxx (Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet mod B), der vedrørte samme sagskompleks, blev det af klager anført, at indklagede ikke havde forsynet erklæringen med forbehold eller supplerende bemærkninger, idet ikke alle klientens aktiver var indregnet eller på anden måde oplyst i formueopgørelsen. Revisornævnets afsagde den [dato] (sag nr. xx/xxxx) kendelse i sagen, hvor nævnet lagde følgende til grund: Det er ubestridt at erklæringen ikke er underskrevet af indklagede. Det er endvidere ubestridt, at indklagede har sendt formueopgørelsen, der er opstillet på brevpapir af revisionsfirmaet med revisorerklæring til klients advokat, uden at det var angivet, at der skulle være tale om et udkast, ligesom det er ubestridt, at indklagede var klar over, at klients advokat videresendte formueopgørelsen med erklæringen til Skatteforvaltningen [ ] til brug for drøftelse med Skat om en ordning vedrørende klientens betydelige skatterestance. I almindelighed kan en erklæring fra en revisor ikke anses for afgivet førend den er underskrevet af revisor. I dette tilfælde, hvor indklagede har sendt en formueopgørelse med revisorerklæring til klientens advokat uden at, det er angivet i hverken erklæringen eller fremsendelsesskrivelsen, at der er tale om et udkast og hvor indklagede har været vidende om, at formueopgørelsen med erklæring skulle danne grundlag for drøftelser med Skat, finder Revisornævnet, at indklagede burde have indset, at klienten, klientens advokat og Skat opfattede erklæringen som afgivet. Under disse omstændigheder er nævnet således enig med klager i, at der foreligger en revisorerklæring, der er omfattet af revisorloven. Det fremgår klart af advokatens korrespondance med Skat, at klienten ønskede, at der opnåedes en akkord vedrørende gælden til det offentlige, og det fremgår ligeledes af telefonsamtalen den 11. oktober 2005 mellem advokaten, indklagede og indklagedes klient, at formålet med drøftelserne med Skat var at opnå en akkord eller eftergivelse af en væsentlig del af skattegælden. 2
Efter formålet med henvendelsen og formueopgørelsen må denne således overfor Skat have fremstået som en udtømmende opgørelse over klients aktiver pr. 30. juni 2005, hvilket indklagede efter nævnets opfattelse må have indset. [ ] Ved på trods af sin viden om disse mulige aktiver ikke at have udført noget handlinger til dokumentation for, at de kunne undlades af formueopgørelsen, men alene forladt sig på klientens egne oplysninger og vurderinger, finder nævnet, at indklagede ved i strid med RS 2400 (910) at afgive en review erklæring uden forbehold på formueopgørelsen har overtrådt 2, i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer og den dagældende erklæringsbekendtgørelses 1, stk. 2 og 10. Indklagede har således tilsidesat sine pligter til som statsautoriseret revisor og offentlighedens tillidsrepræsentant at sikre offentlighedens interesser blev varetaget. Kendelsen blev indbragt for [by] Byret, der den [dato] ophævede nævnets afgørelse. Indklagede fremlagde ved sagens behandling i byretten to e-mails, som han angav at have sendt til advokat I. Byretten lagde vægt på disse i kendelsen. Bl.a. fremgik følgende af rettens begrundelse og afgørelse: Ifølge Revisornævnets kendelse har nævnet som ubestridt lagt til grund, at B havde sendt formueopgørelsen med erklæringen til advokat I, uden at det var angivet, at der skulle være tale om et udkast. Nævnet har endvidere som ubestridt lagt til grund, at B var klar over, at advokat I videresendte formueopgørelsen med erklæringen til Skatteforvaltningen i [by] Kommune til brug for drøftelser med Skat om en ordning vedrørende klient H betydelige skatterestance. Efter bevisførelsen for retten må det imidlertid lægges til grund, at formueopgørelsen med erklæringen blev sendt til advokat I af en medarbejder hos B. J, mens B var på ferie, og uden at fremsendelsen var aftalt med eller godkendt af B. Det må endvidere lægges til grund, at medarbejderen J ved fremsendelsen udtrykkelig gjorde advokat I opmærksom på, at han ikke havde talt med B om fremsendelsen, da B var på ferie. Det fremgår desuden af J s e-mail til advokat I, at de dokumenter, som J fremsendte, var frisk fra serveren, og efter rettens opfattelse må advokat I således ved modtagelsen af dokumenterne have været klar over, at de fremsendte dokumenter, herunder erklæringen, ikke var godkendt af B. Det må endvidere efter bevisførelsen for retten lægges til grund, at advokat I den 28. oktober 2005 sendte formueopgørelsen med erklæringen til [by] Kommune, Centralforvaltningen, uden at advokat I forinden havde orienteret B om fremsendelsen til kommunen endsige havde aftalt fremsendelsen med B. Ifølge sagens bilag 8 skrev B da også umiddelbart efter, at han var blevet bekendt med I s brev til [by] Kommune til I, at de bilag, som I havde sendt til kommunen, var udkast, som var fremsendt under I ferie, og som B hverken havde underskrevet eller godkendt. B bad afslutningsvist I om at kontakte Skat for at rette op på misforståelsen. 3
Ifølge sagens bilag 10 skrev B den 15. februar 2006 igen til advokat I, at det materiale, I havde sendt til Skat, ikke var aftalt med ham, og at I i sin henvendelse til Skat havde lagt op til en akkord for klienten, hvilket ikke var i overensstemmelse med de drøftelser, som B havde været med til. B bad i sin e-mail I om at fremmøde med Skat, så enhver misforståelse kunne rettes eller alternativt om at skrive til Skat. Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at statuere, at B, efter at han var blevet opmærksom på, at J havde sendt formueopgørelsen med erklæringen til advokat I, og på at I havde videresendt dokumenterne til Skat, har handlet på en måde, der indebærer, at han må anses for at have afgivet erklæringen af 13. oktober 2005, selv om den ikke var underskrevet. Den omstændighed, at B ikke selv rettede henvendelse til skattemyndighederne men alene bad advokat I som havde korresponderet med skattemyndighederne, om at kontakte Skat, kan ikke føre til, at erklæringen må betragtes som afgivet af ham. Gengivelsen af B forklaring i Østre Landsrets dom af [dato], hvorefter B har forklaret, at han havde afgivet erklæringen, giver efter rettens opfattelse henset til de ovenfor anførte omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at B har afgivet den ikke underskrevne erklæring. Som følge af det anførte må det efter den bevisførelse, som har fundet sted for retten lægges til grund, at erklæringen dateret 13. oktober 2005 ikke var afgivet af B Sagen ved byretten er efterfølgende anket til [landsret]. Ankesagen verserer fortsat. Parternes bemærkninger: Klager har til støtte for klagen anført, at de to e-mails, som byretten ved ophævelsen af Revisornævnets kendelse lagde stor vægt på, aldrig er modtaget af klager. Klager har oplyst, at klager i overensstemmelse med deres IT-politik havde slettet de oplysninger, der lå på deres servere for de pågældende år, 2005 og 2006, hvori de to e-mails skulle være modtaget af klager. I forbindelse med sigtelsen mod klager, der blev rejst ved H s straffesag, havde klager givet en kopi af deres servere til politiet. Klager har derfor rettet henvendelse til politiet og bedt om aktindsigt i de to e-mails. Politiet har bekræftet, at de to e-mails ikke lå på serverne og ikke var blevet slettet fra serverne. Klager konkluderer på den baggrund, at de to e-mails aldrig er tilgået klager, og derfor af indklagede blev produceret med henblik på at forvanske bevisførelsen i sagen ved byretten. Det er derfor klagers opfattelse, at indklagede har overtrådt straffelovens kapitel 19. Indklagede har anført blandt andet, at klager alene i politianmeldelsen har angivet at der er sket en overtrædelse af straffelovens kapitel 19, men ikke klarlagt, i hvilket omfang dette vedrører indklagedes revisionsmæssige ansvar. Det er derfor indklagedes opfattelse, at klagen falder uden for nævnets kompetence, da klagen efter klagers opfattelse alene angår de strafferetlige overtrædelser indklagede angiveligt skulle have begået. Revisornævnets begrundelse og afgørelse: 4
I medfør af lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven) afgøres spørgsmål om overtrædelser, der er begået før lovens ikrafttrædelse, efter de hidtil gældende regler. Denne sag afgøres derfor efter lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, jf. herved lov nr. 302 af 30. april 2003. For at en klage kan behandles ved Revisornævnet, må der udfærdiges et klageskrift med tilhørende bilag, hvoraf der må fremgå specifikke klagepunkter vedrørende en, efter klagers opfattelse, mangelfuld erklæring. Den indgivne klage er en kopi af en politianmeldelse, der ikke i en sådan konkret og tilstrækkelig grad omtaler eller specificerer, hvilke erklæringer, jf. dagældende revisorlovs 1, stk. 2, der klages over. Allerede fordi der kun er indgivet en kopi af en politianmeldelse, og ikke en egentlig klage over B erklæringer, jf. dagældende revisorlovs 1, stk. 2, afvises klagen. Sagen afvises. Thi bestemmes: Beslutningen offentliggøres, jf. revisorlovens 44, stk. 6. Henrik Bitsch 5