1 Min far sabotøren. Børge Thing 1917-1971 af Morten Thing [Scandinavian Journal of History 28/2003, s. 295-6.] Børge Thing er blevet kendt som modstandsmanden, der ledte den store sabotageorganisation BOPA under besættelsen. Og som sådan har han indskrevet sig i besættelsestidens historie. Men besættelsen indskrev sig også i hans liv og ændrede det. Dét er programmet for denne artikel. Børge Thing var imidlertid også min far, og det var ikke uden betænkeligheder, jeg gik i gang med at skrive om ham. Kan man skrive om sin far, så det får nogen betydning ud over som erindring? Kan man både analysere og selv være kilde? Det er naturligvis en uløselig konflikt. Den følgende skitse til en biografi er forsøgt gjort så nøgtern som muligt. Jeg har, som historikere har for vane, opsøgt så pålidelige kilder som muligt. Jeg har imidlertid også trukket på den mundtlige overlevering, som eksisterer i min familje. 1 Af erfaring ved jeg at en sådan er behæftet med mange problemer. På den anden side er den i mange tilfælde også den eneste kilde. Problemet er imidlertid ikke kun spørgsmålet om at skille mig som analysator fra mig som kilde. Jeg er i forhold til min far part i sagen. Jeg har ikke tænkt mig at inddrage mit eget forhold til min far i denne historie, og jeg har ikke tænkt mig at sige alt, men til bedømmelsen af min fremstilling hører det altså med, at jeg selv er interessent i historien. Baggrund Min far levede fra 1917 til 1971. Man kan næppe forestille sig en periode i Danmarks historien med mere omfattende sociale ændringer, som ramte så mange mennesker. De blev en vigtig del af hans liv. Ændringerne blev yderligere understreget af en række kulturskift. 1 Jeg har naturligvis hørt min far fortælle, selvom det ikke var noget han tit gjorde. Jeg har også selv udspurgt ham. Men det har aldrig været systematisk. Han har ikke skrevet erindringer og er aldrig blevet interviewet af besættelsestidshistorikere. Jeg har støttet mig til et langt båndet interview, som jeg for nogle år siden lavede med min mor, Dora Thing, ligesom både hun og mine søskende, Jette Dissing og Michael Thing, har gennemlæst og kommenteret min brug af denne mundtlige overlevering. I artiklen refererer jeg til denne overlevering med udtryk som "min far mente", "min far fortalte" o.lign. Heri ligger, at jeg kan huske det, og at min familje bekræfter denne erindring.
2 Han blev født den 18. april 1917 i Herning. Hans mor, Ane Marie Thing f. Bolesen, var da 45 år. Om det var hendes alder, en hård fødsel eller noget helt tredje ved jeg ikke, men den nyfødte dreng var skravlet og helt blå ved fødslen, så præsten blev øjeblikkelig tilkaldt til hjemmedåb. Han blev da døbt Børge Agergaard Thing i familjens suppeterrin. Der var allerede to drenge og en pige i familjen. Det var en fattig familje, som boede i et lille hus i Bethaniagade, en parallelgade til Hernings hovedgade. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var kædeskærer på Herning Klædefabrik, og moren var vågekone på sygehuset. En kædeskærer var en ufaglært tekstilarbejder, så midlerne var små til en familje på 6. Faren kom fra en stor gård i Vejrum ved Holstebro, som hed og stadig hedder Thing. Den blev i min farfars generation solgt ud af familjen. Han havde ernæret sig ved forskellige erhverv, bl.a. havde han været fotograf. Vigtigst var det imidlertid, at han tilhørte Indre Mission. Han var en meget hellig mand, og hans hellighed påvirkede familjen dybt. I tilbageblik, min far har efterladt sig 2, skildrer han sin far med meget negative følelser. Ikke som voldelig, men som nærig indtil det sygelige og som sortsynet: alt hvad der var skægt i livet, var også syndigt. Gud var i min fars bevidsthed en straffende instans af frygtelige dimensioner. Mens han nærmest hadede sin far, så elskede han sin mor. Hun kom fra en fattig boelsmandsfamilje ved Limfjorden, hvor faren havde været alene med 8 døtre. Min far huskede fra sin barndom at have besøgt sin morfar. Og han huskede, at han havde hornruder og ikke ruder af glas. Og i hornruden ud til kålhaven sad den gamle med bøssen ud gennem et lille hul, parat hvis en hare skulle antaste hans kål. Min farmor vågede på sygehuset om natten, og i en erindringsskitse har min far beskrevet sin sorg over at hun forlod ham. Men også glæden over det smørrebrød hun kunne have med hjem. Eller over julen på sygehuset, hvor han fik en appelsin. Juleaften hjemme hos hans far var ikke spændende. Det var den aften, de fik nye træsko. Moren led af en tiltagende blindhed, og i sine ældre år af underernæring som følge af hendes mands nærighed. Herning var en by i rivende udvikling. Den voksede fra 7.000 indbyggere i 1920 til godt 13.000 i 1938. Indvandringen til byen øgede en kulturel polarisering mellem grundtvigianere og Indre Missionærer. I hele mellemkrigstiden er det den dominerende modsætning i byen. De to sekter havde sine tilholdsssteder (Højskolehjemmet og Bethania) og hver sin avis (Herning Folkeblad og Herning Avis). Interessant nok, så var begge aviser venstreblade 3. Den industrielle udvikling i Herning skabte imidlertid også en arbejderbevægelse, og der fandtes også en Herning Social-Demokrat. Men sammenlignet med de to venstreblade var den en tynd sag, en aflægger af hovedstadsbladet med et par spalter lokaltekst og -annoncer omme på side 4-5. Herning var en Venstre-by. Det skisma som ramte Venstre under krisen i 30'erne ramte også denne Venstre-by. Ved valget i 1939 fik Bondepartiet 13% af stemmerne. Partiet var startet i 1934 som et udbrud fra Venstre. Bondepartiet repræsenterede fra 1935-45 Landbrugernes Sammenslutning i Folketinget og arbejdede indtil 1943 sammen med nazisterne i DNSAP. Selvom Herning var en by i rivende udvikling, var det også en by som stadig havde træk fra sin tid som landsby. Fra en tid, hvor min far havde en drøm om at blive forfatter, har 2 Min far har efterladt sig nogle skitser, notater og novelleudkast. Sammen med hans øvrige papirer er de i min mors eje. 3 Niels Thomsen:Dagbladskonkurrencen 1870-1970, Kbh. 1972, s.754.
3 han efterladt sig nogle skitser af nogle af byens originaler og nogle fortællinger om drengelivet som tegner billedet af lillebyen. Han kom i skole som seksårig. I en af de omtalte skitser, skrevet i Vestre Fængsel i 1943, husker han skoletiden næsten kun for det dårlige. Men især husker han, at da han startede i skolen, fik han sig en ven, der hed Adolf. De blev uadskillelige til min far forlod Herning. Han gik i skole i 7 år, indtil han blev konfirmeret og skulle i lære. Fra skoletiden huskede han - og fortalte tit om - sin tid som cykelbud. Det var det almindelige i de fattige familjer, at drengene havde plads og måtte betale hjemme, hvad de tjente. Ellers huskede han badeturene til én af omegnens mergelgrave og samværet med de andre drenge. Han var medlem af FDF, og selvom han var helt umusikalsk, kom han til at spille helikon i FDFs orkester. Han var også medlem af idrætsklubben Herning Fremad, hvor han dyrkede fodbold og brydning. 4 I lære og i opbrud I 1931 kom han i lære som blikkenslager. Ikke fordi han gerne ville være netop blikkenslager, men fordi man kom i lære dér, hvor der var en plads. Og blikkenslagermester H.I. Christensen i Bredgade var far til hans ven Adolf, så det var muligvis forklaringen. De 5 år læretiden varede, beskriver han som surt slid. Han drømte om at komme ud, væk, sejle, rejse. Uendelige mængder af gevind, der skulle skæres, emner der skulle bukkes, falses, lokkes og loddes. Huller, der skulle slås i skiferplader, tøj der altid var beskidt. Værkstedet, der stank af loddevand. Mester, der altid skældte ud. Han fortæller f.eks. om et nyt hus til en fabrikant i Herning: "Det skulle tækkes med skifer, det havde jeg aldrig prøvet før og som hver gang jeg skulle prøve noget nyt var jeg spændt på hvordan det var. Måske var det sjovt, måske var det noget man blev glad af. Sådan havde det også været, da jeg første gang var med til at lægge vand ind i et hus. Jeg havde glædet mig til at prøve at skære rørene over med nedstryger og til at skære gevind på dem. Men jeg blev først klar over, at der ikke var noget ved det, da jeg havde skåret tre rør forkert af og var blevet skældt ud, fordi jeg stod og drømte. Siden hadede jeg det, jeg fik kvalme af lugten af den varme skæreolie og fik ondt i maven af at trække den tunge klub rundt i gevindet. Jeg opfandt utallige maskiner, der kunne save rør af og skære gevind på dem, næsten uden menneskelig medvirken. Men tanken på opfindelserne, og den berømmelse og rigdom de ville bringe ophavsmanden, fjernede tankerne fra det nærværende. Der var ingen af mine læresvende, der var særligt brutale mod os læredrenge; men det irriterede dem, at jeg stod og drømte. De fattede ikke, at man kunne glemme målet på et rør bare ved at gå ned af en stige." Men han blev en dygtig blikkenslager og bestod svendeprøven med ros den 24. april 1936. I årene 1931-36 var han aktiv i FDF og i Fremad. Men han begyndte også i denne tid at læse bøger, som han lånte i Herning Folkebogsamling. Af sine ungdomsvenner beskrives han som "meget belæst over et bredt felt" 5. Og det må være enten i løbet af 4 De benyttede erindringsskitser og dagbogen fra Vestre Fængsel, Børge Things arkiv. Oplysninger om Herning, se Ove Pedersen: Herningdrengen, der blev en af modstandsbevægelsens store ledere. Børge Thing fra Herning blev til Børge Brandt fra BOPA, Herning-bogen 1994, s. 47ff., Herning 1994. 5 Ove Pedersen, a.a.,s. 66.
4 læretidens sidste år, eller umiddelbart derefter, at han begyndte at interessere sig for politik. Da Konservativ Ungdom i deres fascistisk inspirerede antræk holdt parade på Torvet i Herning reagerede han stærkt 6. Han blev medlem af Blikkenslagernes Fagforening i Herning 7 og af DsU. I hans efterladte papirer ligger et læserbrev til Herning Avis, hvor han går i rette med en Sophus R. Jørgensen fra "Frie Erhvervs Værn". Jørgensen havde angrebet brugsforeningssystemet. Han mener, at hr. Jørgensen "forsøger, at få nogen småhandlende til gennem "Frie Erhvervs Værn" at hyppe nogle politiske kartofler for storkøbmænd og grosserere ved at vende dem mod deres naturlige forbundsfæller, de socialdemokratiske arbejdere og bønder." Hvilket år, det er fra afsløres ikke af manuskriptet. Sommeren 1936 drog min far på valsen. Det var en rest af de gamle laugs-traditioner, som havde overlevet ind i fagforeningernes første 50 år. Bl.a. kunne man med sin fagforeningsbog i hånden de fleste steder hos den lokale fagforening få udbetalt et mindre beløb i 'geskænk'. For min far gik turen bl.a. til Hamburg, hvor han overnattede på Svendehjemmet. Her lejede han to soveseler for en nat. Selerne hang ned fra loftet, og man havde dem så i armhulerne og 'hang op' og sov. Det var billigere end en seng. I en senere beskrivelse fortæller han om sit første indtryk af at komme til København på den samme tur: 6 samme s.68. 7 Han blev optaget i fagforeningen 1. maj 1936, Medlemsbog for Blikkenslagerforbundet og Arbejdsløshedskassen i Danmark. Han er første gang opført på medlemslisten i august 1936 med nummer 2954, Medlemsblad for Blikkenslagerforbundet, okt 1936.
5 "Et ungt par på omkring seksten-sytten år kommer gående med hinanden i hånden, den unge mand giver et lille ryk i pigens hånd, så hun kommer til at læne sig op ad ham, mens han kysser hende på kinden. Det gav et lille chok i mig: han kyssede hende på gaden - ganske vist i tusmørket. Men ingen syntes af hæfte sig synderligt ved denne episode, som i den lille vestjyske købstad ville have været en skandale, der ville have givet samtalestof til en hel vinters lange aftener om umoral og om tegnene på verdens nære undergang. Præsten, degnen og formanden for sygekassen ville have diskuteret i den lokale avis om ungdommens usædelighed, og K.F.U.K. og M. ville have holdt offentlige møder, hvor pastor N. skulle tale om: "Forholdet mellem mand og Kvinde". 8 Efter udstået læretid var min far en tid svend hos sin mester. Men i efteråret 1936 kom det til en konflikt. Som min far fortalte om det, havde han organiseret svendene hos Hernings 3 blikkenslagermestre i en strejke for at få akkordaflønning. Ifølge Blikkenslagerforbundets medlemsblad (januar 1937) nægtede blikkenslagermestrene H.I. Christensen, H. Bie og Engelbrecht at lade arbejdet udføre i akkord. Den ene mester havde meddelt, at den første, der krævede akkord, ville blive fyret. Forbundet havde nedlagt protest og begæret mægling for overenskomstbrud. Ingen af Hernings aviser omtalte sagen. Enten var den for lille, eller også var det fordi H.I. Christensen var formand for Håndværkerforeningen. Fagbladet kommenterede heller ikke sagen yderligere. Men det var et klart brud på overenskomsten, og alle tre mestre var medlemmer af arbejdsgiverforeningen, så de har ikke kunnet undgå at indføre akkordaflønning. Efter denne sejr fik min far af sin mester at vide, at der ikke længere ville være arbejde til ham i Herning. Til København Han var nu arbejdsløs, og benyttede lejligheden til at komme til København. Han kunne nemlig på understøttelsen få et kursus på Borups Højskole. Her gik han skoleåret 1937-38, og ifølge en udtalelse, som lederen Hans Borup siden skrev, fik han meget ud af at forøge sine skolekundskaber især i sprog. På Borups Højskole var også Kursus for Smaabørnspædagoger. Det var en kulturradikalt indstillet institution, som uddannede børnehavelærerinder, som det hed dengang. På det kursus gik min mor. Hun hed Dora Recht og var 18 år i 1937. Hun kom fra et meget ortodokst, jødisk hjem, og begge hendes forældre var indvandrere. Moren kom fra Litauen og faren fra Polen. Selv havde hun først fået dansk statsborgerskab sammen med familjen, da hun var 6 år gammel. Min mor var kommunist og medlem af DKU. Og hun fortæller, at de havde mange diskussioner om politik. Og selvom han nok syntes, hun havde ret, var han ikke meget for at indrømme det. De blev kærester, og min mor trak ham med ind i kommunistiske miljøer. På mange 8 Dansk stil fra præliminærkursus 1940.
6 måder har det sikkert været et kulturchok for ham at komme til København og møde disse miljøer. Den psykoanalyse min mor lærte på sit Kursus, må have været en fremmedartet oplevelse. Storbyens gadeliv må have provokeret ham. Og kommunisterne, som der ikke var mange af i Herning, må have udfordret hans socialdemokratiske opfattelser. Min mor skulle om sommeren 1938, efter hun havde færdiggjort sin uddannelse, rejse 3 måneder til Frankrig. Hun skulle bo hos en tysk-jødisk familje, hvis søn hun havde kendt. Min far besluttede at rejse med. Han skrev om beslutningen i en samtidig optegnelse: "Ideen til at rejse til Frankrig fik jeg i vinter. Lysten har jeg altid haft. Frankrig - og særlig Paris, har altid øvet en kraftig tiltrækning på mig. - Ikke den tiltrækning som den har på visse overklasse damer, som i Paris finder de mest raffinerede modesaloner, og de mest perverse fornøjelser. Tværtimod! Min interesse er udgået fra den franske arbejderklasse, den arbejderklasse, som aldrig ret lang tid af gangen har kunnet finde sig i tyrannisk underkuelse. Frankrig er de revolutionære traditioners hjemland [...] Altså! - Lysten var der - og Nordahl Griegs skuespil "Nederlaget" - som jeg så på det kgl. teater, det handler om Pariserkommunen, fik mig til at bestemme -: du tager til Paris i sommer." I maj 1938 rejste han tilbage til Herning for at få noget arbejde, så han havde penge til at rejse for. Her fik han på trods af den tidligere konflikt alligevel midlertidigt arbejde. Mens han var i Herning havde hans fagforening 25 års jubilæum. Afdelingen var grundlagt den 13. juni 1908 9 og ifølge fagbladet Medlemsblad for Blikkenslagerforbundet (juli 1938) blev det højtideligtholdt med en fest, hvor bl.a. "Børge Thing [holdt] en begejstret tale og sluttede med et leve for socialismen". Han tjente 100 kr. ved arbejde og lånte 50 kr. af sin bror Christian, og den 9. juli sejlede han og min mor med A.P. Bernstorff fra Esbjerg til Dunkirque, og de nåede Paris tidsnok til at opleve den 14. juli under folkefrontsregeringen. Efter en tid i Paris fortsatte min mor til Grenoble, hvor hun skulle bo de næste måneder. Min far tomlede gennem Schweiz til Tyskland og videre hjem til Danmark. Det var svært at få bilerne til at stoppe, når man var ene mand, og han var tit forbandet. Da han kom til Hamborg, var han helt læns for penge og måtte gå på konsulatet. Herfra ringede man til hans far i Herning. Men han var ikke meget for at lægge pengene ud for sin søn. Men det lykkedes da at komme hjem igen. Og han fik et job hos ingeniør H.P. Nielsen i Herning indtil februar 1939. Så rejste han over til København og min mor. 9 C. Lythjohan: Blikkenslagerforbundet i Danmark, Kbh. 1915, s.102.
7 Efter sin udlandsrejse skrev min far en kronik om sin tur gennem Tyskland, som blev trykt i Arbejderbladet (30.8.38). "Gennem Nazi-Tyskland til Fods" hed den. Det var en forundret beskrivelse af et Tyskland præget af militariseringen og ensretningen. "Ikke bare soldaterne, men også de civile og endda børnene i "Hitler-Jugend" er med i disse vanvittige krigsforberedelser". Han mødte to studenter, som aldrig havde hørt om Brecht eller Remarque. Og han kørte med en chauffør, som var SA-mand. SA-manden arbejdede 70 timer om ugen og fik 49 mark i løn. Han fortalte, at af de 150 mand, som arbejdede i samme firma, var kun tre SA'ere. "Dette argument viste mig imidlertid kun én ting: at de tyske arbejdere nok er blevet bøjet, men ikke knækket af den nazistiske morderstøvle". Artiklen som var meget utvetydig i sin anti-nazisme blev omhyggeligt sakset i Udenrigsministeriets presseafdeling, og der blev oprettet en pressesag på min far. Der ligger ikke andet i sagen end udklippet. Men det viser, hvor omhyggelig man allerede var i august 1938 med at have check på forhold, som kunne fornærme vores store nabo i syd. 10 København, DKP, lære noget mere Tilbage i København var fagforeningen ikke meget for at have ham gående, når han var tilmeldt i Herning. Den havde nok i sine 'egne' arbejdsløse. Bortset fra ganske korte jobs var han uden arbejde frem til den hårde vinter 1940-41, hvor lokummerne i København frøs i stykker i tusindvis. Understøttelsen var på 90 kr. om måneden. Det var svært at leve for. Han købte spisebilletter til studenternes kantine, Kannibalen, i Nørregade selvom det var ulovligt. Så kunne han da få et varmt måltid om dagen. Han har i flere skitser beskrevet disse år som arbejdsløs i København. I en af dem skrev han: "Den tid der gik bedst, var efter man havde været til kontrol, og i et par timer gik og sludrede med de andre. Der var mange mærkelige fyre imellem, som f.eks. Peter der var kommunist. Han havde altid været med til et eller andet møde, som han kunne fortælle om, og det endte altid med, at han ville sælge nogen pjecer og tryksager. Om søndagen var han ude at sælge "Arbejderbladet" og man var altid sikker på, at få oplysning om søndagens "gevinster". Når de andre drillede ham og sagde, at han kunne være glad ved, at ikke levede i Sovjetunionen, for hvis han ikke døde af sult derovre, så var han da sikker på at blive skudt, så blev han ivrig og lod en strøm af skældsord vælte ud over de løgnagtige aviser, som havde bildt dem sådan noget ind." Netop i løbet af efteråret 1938 blev han meldt ind i DKP sammen med min mor, som hidtil havde været DKUer. Hans afsked med sin gamle organisation DsU kom i form af en reaktion på en artikel af den siden så kendte journalist Flemming Madsen. Madsen havde i DsUs blad Rød Ungdom skrevet en artikel, som hed "Væk med frontlyriken". Det var en artikel, som rettede sig mod de demokratiske kræfter, som ønskede et opgør med Hitler i stedet for eftergivenhed. I et modindlæg skrev min far bl.a.: "Mod Flemming Madsens: Væk med frontlyriken sætter vi: Væk med Fredslyriken, der berømmer Chamberlains og Daladiers forræderi mod demokratiet. Mod Daladiers: Fred for enhver pris, sætter vi de franske arbejderes: Fred, men på betingelser - og det skal ikke være 10 Udenrigsministeriets arkiv pk. 110.581, j. nr. 110j.4906/1938.
8 Hitlers, men demokratiets betingelser." Flemming Madsen mente i et gensvar, at denne holdning var et udtryk for illusioner 11. For min morfar og mormor var min mors bekendtskab med min far intet mindre end en katastrofe. Selvom min mor ikke havde frekventeret synagogen siden hun var 12, var et ægteskab med en ikke-jøde alligevel en voldsom overskridelse af deres normer. Det førte til, at min morfar simpelthen ignorerede min far, når han fulgte min mor hjem. Til gengæld følte min far sig meget tiltrukket af det ret fremmedartede jødiske miljø. Selvom de var meget ortodokse, så var deres religiøsitet ikke udtryk for den livsfornægtelse, som han kendte fra sin fars hellighed. De kunne godt spille kort og være glade. Livet var ikke for dem nogen jammerdal. Og til højtiderne skulle man endda drikke vin. Min mor mener, at han var meget mere forstående overfor dem end omvendt. I DKP mødte min far ikke kun en anden politik end den socialdemokratiske. Han mødte også en anden type arbejderkultur end den, han kendte fra Herning. Hos kommunisterne læste man meget. Man læste sin avis og partiets pjecer. Men man læste også socialismens klassikere. Netop her i 30'ernes sidste år udkom Stalins Leninismens Problemer og Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie. Begge bøger var forfalskninger af de faktiske forhold i Sovjet, men de gjorde det samtidig klart for min far, at der var meget han ikke vidste og meget han ønskede at lære. Kommunisternes opslutning bag den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt førte til at kommunisterne 1939-40 betonede imperialisternes (dvs. englændernes og franskmændenes) ansvar for krigen. Min mor og far betragtede nok dette som en slags 'krigslist' fra Stalins side. I hvert fald opfattede de det ikke på den måde, at anti-nazismen var lagt på hylden. I september 1939, 3 uger efter verdenskrigens udbrud, blev min far indkaldt som marinesoldat. Det var formentlig uden modvilje. Kommunisterne så positivt på det, at lære at bruge våben. 'Så man kunne lære at rette dem den rigtige vej, når tiden kom'. Men to forhold gjorde hans militærtjeneste kompliceret. Han gjorde det til en dyd ikke at skjule sit politiske ståsted, hvad hans overordnede næppe har været glade for. Dertil kom at han i løbet af efteråret fik voldsomme hovedsmerter, så voldsomme at han blev indlagt til observation i begyndelsen af 1940. Det var en skæbnessvanger indlæggelse. 11 Rød Ungdom 1/jan 1939.
9 Det var sådan, at man dengang, hvis man mistænkte nogen for at have en hjernesvulst, sprøjtede det radioaktive kontraststof thorotrast ind i hjernen for at kunne få et bedre røntgenbillede af eventuelle svulster. Fandt man svulster, kunne man på grundlag af de ret præcise billeder operere svulsten væk. Problemet med kontraststoffet thorotrast er imidlertid, at kroppen ikke kan udskille det igen, og at det ophobes i milten. Milten sidder foran leveren, og i de fleste tilfælde dør patienterne 30 år efter af den sjældne leverkræft. For dem, som havde en svulst, kan man sige, at de så havde fået 30 år ekstra at leve i. Men for dem som min far, der ikke havde nogen svulst, var det altså en dødsdom 12. På baggrund af formentlig begge forhold, kommunismen og hovedpinen, blev han i februar 1940 erklæret for "stedse uskikket til al krigstjeneste" 13. Kort efter blev Danmark besat af tyskerne. Chokket var nok større for min jødiske morfar end for mine forældre. Men de måtte naturligvis tænke: ville det ramme jøderne og kommunisterne? Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at ingen af grupperne var i umiddelbar fare. DKP omstillede sig til illegalitet, og mine forældre blev overført til nye partigrupper. Min fars idé om at lære noget mere udmøntede sig i ønsket om at tage den etårige præliminæreksamen på kursus. Fagforeningen tillod, at han måtte gå på kursus, mens han fik understøttelse, og 1940-41 gik han på De forenede Præliminærkursus. I juni måned 1941 tog han eksamen med et pænt gennemsnit. Efter dette kursus spurgte han i fagforeningen, om han også måtte tage studentereksamen på understøttelse. Men dét kunne der ikke være tale om. Besættelsens første år Min mor måtte ikke flytte sammen med min far for sine forældre. Hun måtte altså bo hjemme til hun var myndig. Hun havde i 1939 fået et job som børnehavelærerinde i en socialdemokratisk børnehave, men var blevet bortvist, da de opdagede, hun var kommunist. Herefter fik hun et job som kontorist i Direktoratet for Vareforsyning. Da hun fyldte 21 i november 1940, flyttede hun sammen med min far i en lejlighed på Østerbro, som de delte med min mors storesøster. De blev gift i 1942. Senere fik de en lejlighed på Bispebjerg, og her fik de deres første barn, min søster Jette. 12 Thorotrast-sagen blev diskuteret meget i 1988-89. Se f.eks. diskussionerne i Ugeskrift for læger, ikke mindst Richard Malmros' (som havde anvendt stoffet) fremstilling af sagen 30.5.88, s. 1369ff. 13 Stamoplysninger m.m. til brug for krigsministeriet, Rigsarkivet.
10 Den 22. juni 1941 var min mor og far sammen med Leni Madsen (gift med Carl Madsen) på sommerferie i Søndervig. Her hørte de fra en fisker om tyskernes overfald på Sovjetunionen. Kort efter fik Leni Madsen brev fra sin mand om, at han var taget af det danske politi. I sin fagforening havde min far tilhørt den kommunistiske fraktion. Den var især i årene 1941-42 meget aktiv. Til generalforsamlingen i april 1941 havde fraktionen udsendt et opråb, hvori det bl.a. hed: "Som det er kollegerne bekendt har bestyrelsen i det sidste halve år på alle områder søgt at modarbejde medlemmernes interesser". Det var underskrevet af Carl Sjur Nielsen, Knud Børge Jensen og Børge Thing. De opstillede også til bestyrelsesvalget, hvor det lykkedes Sjur Nielsen at blive 2. suppleant. Det var en meget stærk socialdemokratisk forening. I denne tid blev mange slået med forbløffelse over tyskernes sejre, og nogle af de ledende socialdemokrater havde indstillet sig på at tyskerne havde vundet krigen. Carl P. Jensen, den senere minister, var sekretær i Blikkenslagerforbundet og medlem af københavnsafdelingen. Min far har fortalt, hvordan han, Knud Børge Jensen og Carl Sjur Nielsen fulgtes fra kontrol med Carl P. fra kontoret på Blågårds Plads. Her skulle Carl P. ifølge en historie, jeg tit har hørt min far fortælle, have sagt: "Det er sgu underligt med et par kvikke fyre som jer. Kan I ikke se, tyskerne har vundet den krig." I efteråret 1941 fik min far arbejde på en maskinfabrik i Viborggade og senere hos Danske Grundejere ude på Godthåbsvej. Dér var han til oktober 1942. Indtil han gik under jorden havde han løst arbejde. 14 I efteråret 1941 kom loven som forbød kommunistisk virksomhed, og DsF, det daværende LO, udsendte et cirkulære, som henstillede, at medlemmer eller tidligere medlemmer af DKP undlod at opstille til valg i fagforeninger. Cirkulæret afholdt ikke blikkenslagerfraktionen fra at fortsætte arbejdet. Den blev indkaldt til samtale med fagforeningens bestyrelse, men sagde her, at de ikke betragtede sig som kommunister. Helt frem til generalforsamlingen i februar 1943 var de aktive i fagforeningen, selvom de da længe havde været under jorden. 15 For min far startede modstandsarbejdet i 1942, hvor han sad i den illegale underdistriktsledelse på Bispebjerg. Det startede som uskyldige aktioner, som da han sammen med en anden ville male Længe leve Den Røde Armé på plankeværket som beskyttede Bispebjerg 14 Jvnf. forhør i DK-sag 1325, Statsadvokaten for særlige anliggender, Rigsarkivet. 15 Se Morten Thing: Intet er umuligt for Vorherre og en Blikkenslager. Træk af Rørog Blikkenslagernes Fagforenings historie 1873-1993, manuskript [udk. som bog 1998].
11 Bio. Da de var næsten færdige, kom der en CB-betjent, og de måtte stikke af. Resten af krigen stod der: Længe leve Den Røde Arm på plankeværket. I oktober 1942 begyndte han sammen med to kammerater at lave ildspåsættelser hos lokale værnemagere. Han har beskrevet det i bogen Sabotage, hvordan han kastede en mursten gennem vinduet og smed en molotov-cocktail bagefter: "Braget og flammerne, der slog ud af vinduet, fik det til at gibbe i os - spyttet tørrede i munden på os, og vore hjerter slog, så det var ved at tage pusten fra os. Fra dette øjeblik glemte vi alt i vor omhyggelige plan, vi handlede kun i panisk rædsel - og derfor var det lige ved at gå galt." De blev forfulgt, og det var kun med nød og næppe, at de slap væk. Og de oplevede pludselig og intenst den forbløffende følelse af skræk for at komme i konflikt med politiet. Års opdragelse til lovlydige borgere fungerede stadig. Men de var ved at tage det første skridt ud i illegaliteten. Med dette skridt overskrider man den sociale tærskel, hvor man sætter sig udenfor. 16 Kort efter fik de iøvrigt besked på ikke at fortsætte med deres aktioner formentlig fra partiledelsen. KOPA og BOPA DKP havde længe været tilbageholdende med at igangsætte sabotageaktioner. Men efter rundspørge i organisationen besluttede man sig for at markere to-årsdagen for besættelsen ved sabotager. Aktionerne den 9. april 1942 mislykkedes, de hjemmelavede brandbomber forsagede. Men henover sommeren og efteråret 1942 blev der lavet forskellige vellykkede brandstiftelser af de første grupper af kommunistiske sabotører. Grupperne kaldes tit for KOPA (Kommunistsike Partisaner), men det er uvist om det navn blev brugt dengang. Grupperne var vel tilsammen på 30 mand og blev oprindelig sat igang af Børge Houmann og Thorkild Holst fra DKP. Blandt dem var en del spaniensfrivillige. Eigil Larsen, som havde gravet sig ud fra Horserød, blev leder af KOPA. I vinteren 1942 blev min far kontaktet af DKP og spurgt om han ville være med til at lave sabotage. Det ville han gerne, men først sent på året 1942 kom han med i en gruppe. Det var hans blikkenslagerkollega Knud Børge Jensen, bedre kendt som Sprængsmidt, der ledede gruppen, som ud over min far også rummede Carl Sjur Nielsen. I nogle dagbogsnotater - som er skrevet efter krigen - genkalder han sig situationen: "I går blev jeg optaget i en sabotagegruppe. Nu skal vi til at kæmpe direkte mod tyskerne. På en måde virker det som en befrielse, fordi alting nu bliver mere enkelt og ligetil. Men jeg må indrømme, at jeg også er bange - frygtelig bange. Vi bliver sat udenfor samfundet og jaget som forbrydere, og de fleste mennesker vil 16 Børge Brandt og Kai Christiansen: Sabotage, Kbh. 1945, s. 24ff.