John Peter Andersen. Interessekonflikter for professionelle rådgivere. I. Generel karakteristik af problemstillingen.

John Peter Andersen Interessekonflikter for professionelle rådgivere. I. Generel karakteristik af problemstillingen. Det er den professionelle rådgivers særegne opgave at yde bistand til den ikke-sagkyndige lægmand om emner og problemer, som rådgiveren har særlig uddannelse til at befatte sig med. Advokaten har lært lov og ret på universitetet. Ingeniøren har sat sig ind i de naturvidenskabelige principper. Lægen kender legemet og dets sygdomme. Den professionelle rådgiver har specialviden om et specialemne. Han kan derfor give gode råd om, hvorledes den ikke sagkyndige part bør tilrettelægge sine anliggender for at opnå det bedst mulige resultat i forhold til de relevante lovregler. Når Hansen vil købe et hus, søger han advokatens bistand til hushandlens rette gennemførelse, således at handlens juridiske enkeltheder håndteres korrekt uden plagsomme efterspil med sælger og de gældende lovregler. Ønsker Hansen at bygge en vinterhave til huset, søger han bistand fra ingeniør og arkitekt for at sikre sig, at opgaven løses forsvarligt og uden forsyndelser mod statikkens love og velprøvede håndværksmæssige erfaringssætninger. Bliver Hansen syg, hidkalder han lægen for at søge kur mod dårligdommen - på rette vis og uden forværrende bivirkninger. Vi er alle menigmænd. Vi ved meget om det almindelige, men lidet om det specielle. Advokaten er ikke læge, og lægen er ikke advokat. Begge må de søge bistand hos hinanden og forlade sig på modpartens klogskab om sit felt. Fra den menige mands betragtningspunkt er der altid en vis fare ved at forlade sig på eksperten. Eksperten er måske ikke virkelig ekspert. Han er måske højst ukyndig i henseende til den foreliggende sag. Måske ved advokaten mindre om grusgravningsrettigheder på nedlagte landbrugsejendomme end den durkdrevne vinkelskriver. Måske er den snu kvaksalver bedre til at lindre migræne end doktoren. I Amerika skilter både læge og advokat med deres uddannelsesdiplomer og eksamensbeviser. De hænger opslået i glas og ramme på kontoret som hellige ikoner. De skænker den søgende balsam for den ængstelse, som enhver klient og patient bærer i sit indre, når de henvender sig til den kloge mand, der har gjort det til sit levebrød at rådgive andre om loven og legemet. Beviset for eksamen og faglig formåen - deri ligger skellet til vinkelskriveren og kvaksalveren. De sidste kan måske ramme rigtigt. Det er et træf. Advokaten og lægen kan ramme forkert - det er, forhåbentlig, også et træf; men et træf, som der må bødes for, hvis advokaten og lægen vil vedstå den professionelle etos. Hvis vildskuddet søges undskyldt som en hændelig begivenhed, sænker det professionens standard til et

lavere leje. Den fagkyndige uddannelse - det er den professionelle rådgivers kvalitetsattest. Det gør ham habil til at påtage sig opgaven for den rådsøgende. Hans uddannelse skikker ham til at møde opgaven og berettiger klienten til at betro ham den. Men det er ikke nok at kunne modtage opgaven. Den professionelle rådgiver må også kunne varetage dens løsning på de betingelser, som klienten har ret til at stille. Her er det ikke længere et spørgsmål om faglige krav og indsigt i den juridiske materie. Det drejer sig istedet om advokatens holdning til opgaven, hans mulighed for at forfægte klientens sag uden falske hensyn. Ikke kun af hensyn til klienten, der har krav på, at advokaten ikke tjener to herrer i samme sag. Men også af hensyn til advokatens mulighed for at imødegå tvivl om hans integritet og tvivl om de motiver, der bestemmer hans behandling og faglige bedømmelse af sagen. I ethvert professionelt rådgivningsystem - uanset emneområde - har klienten krav på, at rådgiveren helliger sig opgaven udelt, hvis han eengang har taget den til sig. Advokaten må være loyal, ikke blot mod klientens sag, men også mod klienten. Dette grundlæggende bud er klart artikuleret i den danske advokatvedtægt om god advokatskik. Det hedder i vedtægtens afsnit 6, at en advokat alene og udelukkende skal handle i klientens interesse. Formuleringen udtaler i virkeligheden en helt generel målsætning for den professionelle rådgiver. I den sag, som klienten har betroet ham, må han skyde alle krydsende bindinger fra sig og fremføre klientens krav uden hensyn til modpartens interesse i et andet udfald på sagen. Der er ikke plads for lunkne forbehold. Med respekt af gældende ret og god advokatskik er det advokatens pligt at handle i sin klients bedste interesse og lade denne interesse gå forud for sine egne og sine kollegers interesser. Sådan er synspunktet i den europæiske adfærdskodeks for advokater - Code of Conduct for Lawyers in the European Community - CCBE-reglerne - affattet af The Council of the Bars and Law Societies of the European Community og vedtaget af de 12 deltagende nationers delegationer d. 28 oktober 1988 i Strasbourg. Men dette elementære krav om, at den professionelle rådgiver skal være sin klients mand, udtrykker mere en etisk målsætning - en loyalitetserklæring til opdragsgiveren - end en ubetinget fordring blottet for enhver reservation. Loyalitetserklæringen er formet på baggrund af det traditionelle advokatbegreb med advokatens personlige uafhængighed og retsskaffenhed som basale ingredienser. Advokaten skal basere sin rådgivning på lov og ret. Landets lov er den ramme, som rådgivningen er bundet til ligeså vel som naturens principper er den ramme, der afstikker grænserne for lægens virke. Lægen skal ikke sætte sig ud over de kendte principper i sin iver for at fremme den syges vel. I så fald eksperimenter han. Advokaten skal tjene sin klient og værne hans interesser, men kun til lovens grænse. Heri ligger der

et fundamentalt fællesskab med andre aktører på den juridiske scene. Efter vesterlandsk parlamentarisk tradition er lovene menneskeskabte vedtagelser, der skal tjene som spilleregler for samfundslivet. Al administration skal ske ved lov eller i henhold til lov. Bringer embedsmanden eller advokaten sig på for fjern distance af loven og udøver sit virke uden skyldigt hensyn til lovreglerne, kan de gode intentioner ikke undskylde afvigelsen. Det gælder, selvom den administrative effektivitet i mange tilfælde kan forøges, hvis administrationens personer indtager dobbeltpositioner og sidder med på flere stole i de selvsamme sagsanliggender. Det skaber bredde og ekspertise. Men det skaber også risiko for, at i det mindste nogle beslutninger næres ved motiver, der ikke grunder sig i saglige hensyn i forhold til lovgrundlaget. En dygtig advokat kan ofte tjene sin klients interesser, hvis han forsøger at løse sagen som et rent forhandlingsanliggende uden hensyn til den materielle sandheds princip og sagens juridiske realitet. På tilsvarende vis kan den dygtige embedsmand med fleksible evner og forhandlingstalent ofte se, at den slagne administrative procedure ikke altid er den korteste vej mellem to punkter. På dette punkt er advokatens og den offentlige embedsmands virke knyttet sammen i et fundamentalt fællesskab. Et fællesskab, der kan rummes i det helt generelle udsagn om, at handlemandatet kun skal anvendes til fremme af de formål, for hvis skyld det blev givet. Advokaten er sin klients befuldmægtigede og har mandat til at handle på hans vegne i sagen. Hvis advokaten allierer sig med modpartens advokat og træffer aftale om "at kvæle sagen" med en iscenesat forligsmanøvre - inspireret af advokaternes bekvemmelighedshensyn fremfor nøgtern betragtning af retsgrundlaget - foreligger der principielt et usagligt indslag i advokatens sagsbehandling. Det samme gælder embedsmanden, der benytter sin embedsstatus til at træffe en disposition, som ikke er begrundet i de hensyn, som loven skænker ham mandat til at forvalte. Efter vestlig forfatningsfilosofi er al offentligt mandat til syvende og sidst lånt mandat. Regeringsmagten er kun betroelse. Al legitim myndighed er afledt af de regeredes samtykke og kan kaldes tilbage i tilfælde af misbrug - senest ved næste valg. Embedsstaben er samfundets tjenere og udøver deres virke efter det mandat, som loven skænker dem. Det lovbundne mandat er et middel til fremme af den politiske målsætning, som bærer den enkelte lov. Magtfordrejning er i sin forstand derfor en art offentligretligt mandatsvig, et misbrug af betroede beføjelser. Enhver lov overlader imidlertid en betydelig frihed til administrationen med hensyn til lovens nærmere forvaltning. I denne zone af beslutningsfrihed kan der forekomme indflydelser fra interessecentre udenfor administrationen, som ønsker at præge den administrative anvendelse af loven. Navnlig lovgivning med brede og uspecificerede målsætninger - som f.eks. den danske planlovgivning, der i så henseende er eksemplarisk - giver i sagens natur rig grobund for, at administrative tiltag motiveret i uvedkommende hensyn kan camoufleres med en begrundelse, der formelt er dækket af

lovens diffuse sprogbrug. Den enkelte embedsmand kan værne sig mod udefrakommende forsøg på at fremme særinteresser. Men hvis embedsmanden ikke står frit i sin forvaltning af loven, men er repræsenteret i eller på anden måde interessemæssigt forbundet med en udenforstående gruppe, der forsøger at opnå indflydelse på bestemte administrative beslutninger, opstår risikoen for interessekonflikter hos embedsmanden - og dermed risikoen for - i større eller mindre målestok - magtfordrejning. Enhver embedsmandsposition indebærer en potentiel fordel for indehaveren af positionen. De sagkyndige i økonomimininisteret, som før alle andre kender nøgletallene for dansk økonomi, har teoretisk set mulighed for at benytte deres viden i finansielle transaktioner, der påvirkes af tallenes offentliggørelse. I et kompliceret samfund, hvor det offentliges ansvar for stabilitet og kontinuitet i de økonomiske processer, er så omfattende, at berøringsfladen mellem de administrative systemer og de privatøkonomiske systemer nødvendigvis må være bred, er mulighederne for interessekonflikter i administrationen også tilstede. Omvendt er den enkelte embedsmands årvågenhed overfor problemet formentlig også stor. Der findes ingen vandtæt juridisk løsning på denne problemstilling. Den brede målestok - forvaltningsrettens almindelige inhabilitetsgrundsætninger - i parring med interne forskrifter indenfor den enkelte forvaltningsgren er det mindst ringe virkemiddel. Kasuistisk opbyggede regelsystemer med sigte på at komme enhver situation i forkøbet er uegnede til at tackle problemet og har desuden en kedelig tendens til skænke næring til bureaukratiets vækst. Den enkelte samfundsborger har et krav på forvaltningen. Der skal styres efter loven og ikke efter specielle egeninteresser, der søger favorisering ad myndighedernes bagdøre og ved kæresteri med embedsstaben. På lignende vis har advokatens klient et krav på, at advokaten evner at stå frit i hans sag. Klienten har krav på, at advokaten ikke er underlagt interessebindinger, der gør ham interesseret i et bestemt udfald på sagen - af personlige grunde, nære eller mindre nære, men dog virksomme grunde. Grunde, der ikke begrunder sig i sagen selv, men i relationer uden for den og som er af en art, som klienten, ifald han kendte dem, måtte betragte som sagligt uvedkommende i relation til sin sag. Klienten har krav på, at advokaten ikke er inhabil i forhold til ham og i forhold til sagen. Dette krav står i virkeligheden ikke i modsætning til advokatens standsinteresser. Det er penibelt og ubehageligt for en enhver professionel rådgiver, hvis hans sagkyndige rådgivning kan beskyldes for at være inspireret af uvedkommende hensyn. Advokatens uafhængighed er i denne henseende en helt afgørende forudsætning for tilliden og fortroligheden i klientrelationen. Det samarbejdsklima, som forholdet mellem advokat og klient kræver, såfremt advokaten skal kunne bistå klienten, er ikke tilstede, hvis klienten har grund til ikke fuldt at stole på sin advokat. Den europæiske adfærdskodeks udtaler dette meget bredt ved at fastslå, at tillidsforholdet kun kan bestå, hvor advokatens personlige ære, hæderlighed og integritet er hævet over enhver tvivl (CCBE-reglernes pkt. 2.2.).

Disse generelle principper udtrykker i realiteten blot et udsnitsbillede af professionens etiske værdinormer. I egenskab af generelle principper er det forholdsvis nemt at vinde tilslutning for dem. Det er vanskeligere - altid vanskeligere - at omsætte de almene principper til et finmasket net af regler, der slutter helt tæt om det enkelte konkrete sagstilfælde. Advokatens evne til at stå uhildet over for opgaven og og varetage den forbeholdsløst kan forstyrres på talrige måder. Nogle af disse måder er subtile og vil kun sjældent præge den trænede advokats sagsbehandling, og måske da ikke engang i skadelig retning. Andre er mere håndgribelige og vil allerede fra starten af forhindre, at klienten entrerer med den berørte advokat, såfremt klienten er på det rene med forholdet. I det følgende vil der blive skitseret en håndfuld eksempler, hvor advokaten kan blive centrum for en interessekonflikt. Udfra de målsætninger, som bærer reglerne om god advokatskik, er det helt underordnet, om advokaten selv registrerer eller bekymres af en eventuel interessekonflikt i et sagsforhold, som han deltager i. Advokaten bør undgå konflikterne, ikke bestræbe sig på at lade, som om de ikke eksisterer. Dette standpunkt i reglerne om god advokatskik er formentligt mere teori end praktisk virkelighed. I et gængs lokalsamfund kan advokaten ikke undgå, at husets klienter fra tid til anden optræder som parter i en tvist. Advokaten kan have en mission som problemløser i disse situationer, som det nærmere er skitseret nedenfor under pkt. 3. Men han kan ikke spænde over begge parters interesser, alene forsøge at finde en samlende fællesnævner, der giver mulighed for konfliktens bilæggelse til begge parters tilfredsstillelse. I disse situationer bør det ikke overses, at parterne i et lokalsamfund ofte er mere interesserede i at få en trælsom konflikt bragt ud af verden, så man kan bevare de gode forretningsrelationer, end i at få gennemført deres eventuelle krav efter lovens sandeste bogstav. Denne forligsvilje giver advokaten en vis manøvreadgang med hensyn til at forsøge, om en potentiel interessekonflikt kan bringes ud af verden, før den slår ud i en reel interessekonflikt, hvor han må tone rent flag og vælge side. II. Eksempler på interessekonflikter. De følgende eksempler - der blot er et beskedent udvalg i den brogede virkelighed, som advokater må tumle med - skal tjene som idegrundlag for en drøftelse af, hvilke forholdsregler advokaten bør iagttage for at holde afstand til reelle og potentielle interessekonflikter. Eksemplifikationen er opbygget med en indledende generel betragtning og efterfulgt af en diskussionstese. Eksemplerne er baseret på følgende simple tilfældegrupper: 1. tilfælde hvor advokaten virker som praktisk hjælper for det offentlige og således skal påse, at en lovbestemt procedure efterleves (kurator, eksekutor m.v.).

2. tilfælde, hvor advokaten er samarbejdsdeltager i et projekt, der adresserer sig til en personkreds, der ikke er repræsenteret af advokat (advokaten stifter andelsboligforeninger, ejerforeninger o.l. for entreprenør/ bygherre). 3. advokaten som fællesrepræsentant for to parter (eneadvokat i en ejendomshandel, bistand til direktørkontrakt med selskab m.v.) 4. samme sag i samme firma. 5. advokat for forsikringstager/forsikringsselskab. 6. advokatens bestyrelseshverv. Ad pkt. 1: Tilfælde hvor advokaten virker som praktisk hjælper for det offentlige og således skal påse, at en lovbestemt procedure efterleves (kurator, eksekutor m.v.) GENEREL BETRAGTNING. Det er en ikke sjælden foreteelse i Danmark, navnlig i mindre retskredse i provinsen, at bostyret i konkursboer udgøres af konkursfallentens egen advokat eller af en større bokreditors advokat, evt. dem begge i forening. Der er intet lovforbud mod, at skyldnerens advokat eller en større kreditors advokat vælges som kurator, såfremt der ikke kan rejses konkret tvivl om den pågældendes habilitet til at bestride hvervet. Den danske konkurslov bestemmer blot, at kurator ikke må tilhøre fallentens kreds af nærtstående eller være økonomisk afhængig af ham - og at kurators upartiskhed iøvrigt ikke må kunne drages i tvivl (KL 238). Bestemmelsens gode intention er uimodsigeligt fornuftig. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at de fleste advokater, der regelmæssigt beskæftiger sig med konkursboer, er vel bekendt med, at det typiske konkursbo præsenterer sig for den tilkommende kurator på en måde, der giver rimelige chancer for at nedstemme eventuelle inhabilitetsbekymringer til et akademisk spørgsmål. Den skibbrudne virksomheds krampetrækninger i opløbet til konkursen har ofte været præget af mange kreative dispositoner parret med en svag informationsside og en manglende indsats for at sikre "revisorsporet" og dokumentationsgangen i virksomhedens desperate navigationer for at undgå at støde på grund. Den ordentlige regnskabsføring er gerne blevet højst uordentlig. Hvis kurator har interesse i at skåne eventuelt begunstigede for nærgående ransagelse af oppebårne fordele, vil dette ofte kunne realiseres som en ren undladelseshandling. Kurator skal blot forlade sig på fallentens forklaringer til skifteprotokollen og lade de lunkne spor ligge. Hvis bogholderi og regnskab ikke umiddelbart skilter med usædvanlige posteringer, så vil den kurator, der har egne grunde til at dele fallentens eller visse kreditorers interesse i ikke at purre op i det forgangne, ikke finde det

vanskeligt at afstemme intensiteten i sin omstødelighedsanalyse med sit personlige interesseleje. Da kurator i meget vid udstrækning styrer informationsstrømmen fra boet til dets interessenter, og da kurator i vid udstrækning kan tillade sig at henholde sig til det foreliggende regnskabsmateriales udvisende og konkursfallentens under strafansvar aflagte forklaringer til skifteretten - da har kurator meget gode muligheder for at styre konkursbehandlingen fri af farlige skær. Erfaringen viser, at størstedelen af kreditorerne efter en kort fase med stor interesse for boets forhold (den spontane indignation over de tabte penge), hurtigt resignerer og mister ildhuen med hensyn til at plage kurator med pågående spørgsmål. Da materiel konkursret hører til juraens klassiske gamle fag og derfor fordrer en ikke ringe kundskab om lovreglernes rækkevidde og enkelthederne i en lang og tæt retspraksis, er der en habil sandsynlighed for, at den jævne kreditor stiller sig tilfreds med en høflig kurators beroligende betragtninger, ligesom der er en chance for, at en kurator enten ikke opdager mere subtile misligheder eller i det mindste kan tillade sig at være i forsætlig god tro om sagen. Interessens forsvindingspunkt kan ligge forholdsvist lavt i konkursboer, fordi en eventuel omstødelse af enkelte dispositioner måske kun afkaster en beskeden mer-dividende til kreditorerne. Med det udgangspunkt, som den danske konkurslov har sat for kuratorvalget, er der plads til, at en advokat, der kender konkursfallentens forhold og som har fulgt konkursfallentens økonomiske nedslagsbane frem til sammenbruddet, kan påberåbe sig et vist praktisk fortrin fremfor den helt fremmede advokat, der intet kender til skyldneren og hans virksomhed. Hensynet til en hurtig og effektiv bobehandling harmonerer ikke altid med det langtrukne detektivarbejde, der kan være nødvendigt for at optrevle omstødelige dispositioner og få dem tilbageført. Dertil kommer, at konkursfallenten - såfremt dennes advokat figurerer som kurator - ofte vil have svært ved at begribe, at hans gode og flinke advokat ikke fortsat er hans trofaste forbundsfælle overfor de ubarmhjertige kreditorer, men nu har skiftet maske og er blevet kreditorernes mand. For en advokat, der har personlige relationer til fallenten og som måske har været inddraget i rekonstruktionsbestræbelser forud for konkursen, er det en såre delikat opgave at træde ind på scenen som kurator eller medkurator. Det er næsten uundgåeligt at advokatens arbejde vil ligge med på bordet til bedømmelse som led i konkursbehandlingen. DISKUSSIONSTESE Konkursfallentens faste advokat bør helt afstå fra at påtage sig kuratorhvervet under hensyn risikoen for reelle eller potentielle interessekonflikter mellem boets interesser og hans egne/fallentens interesser. Et argument for denne tese kan findes i CCBE-reglernes pkt. 3.2.3., hvori det hedder, at "En advokat skal også afstå fra

at virke for en ny klient, hvis der herved opstår risiko for brud på den diskretionspligt, der påhviler ham i forhold til en tidligere klient, eller hvis det kendskab til dennes forhold, som advokaten har erhvervet, vil udgøre en utilbørlig fordel for den nye klient" (undue advantage). De informationer, som fallentens advokat er kommet i besiddelse af i forbindelse med sit virke som dennes advokat, er afgivet til advokaten som led i dette virke, ikke med henblik på brug for en eventuel kurator, der i princippet har boet som klient. Kurator må selv søge boets forhold oplyst ved de sædvanlige procedurer og retsmidler, herunder direkte fra fallenten selv, eller, med dennes samtykke, fra fallentens advokat. Rollen som midlertidig bestyrer indtil kuratorvalg rummer derimod kun begrænsede risici for interessekonflikter for fallentens advokat. Der vil ofte være praktisk, at fallentens advokat, evt. i samarbejde med en anden advokat uden klientrelation til fallenten, påtager sig hvervet som midlertidig bobestyrer. Den midlertidige bestyrer skal ikke træffe væsentlige dispositioner over boet, men alene berede grunden for den efterfølgende kurator. Bestyrerens opgaver er derfor ikke at tage stilling til juridiske tvistepunkter, men at sikre og forvalte bomassen frem til tidspunktet for valget af kurator (bevarelse af status quo). Advokaten for den nære kreditor, der har haft et tæt engagement med fallenten forud for konkursen, typisk fallentens pengeinstitut, bør i almindelighed være tilbageholdende med at påtage sig kuratorhvervet på egen hånd - uanset om der rejses inhabilitetsindsigelse imod ham eller ikke - idet han i denne egenskab kan blive stillet overfor at skulle underkende sin egen klients sikkerhedsarrangementer, der måske tilmed repræsenterer hans eget arbejde. Han bør i givet fald alliere sig med en medkurator eller søge sin kontrolfunktion for klienten varetaget gennem deltagelse i et kreditorudvalg. Ad. pkt. 2: Tilfælde, hvor advokaten er samarbejdsdeltager i et projekt, der adresserer sig til en personkreds, der ikke er repræsenteret af advokat (advokaten stifter andelsboligforeninger, ejerforeninger o.l. for entreprenør/ bygherre). GENEREL BETRAGTNING Advokater med større entreprenørfirmaer i klientkredsen vil fra tid til anden forestå en væsentlig del af den juridiske præsentation af et byggeprojekt. Ved opførelse af andelsboliger og ejerboliger vil advokaten typisk udarbejde stiftelsesgrundlaget for foreningens virke, foreningens vedtægter og forfatte det skøde, hvorved foreningen skal erhverve den nyopførte ejendom. I forhold til omverdenen optræder advokaten her side om side med de øvrige deltagere i det team, der skal søsætte projektet og vinde interesse hos køberkredsen. På den stiftende generalforsamling mødes køberne, f.eks. andelshaverne, med entreprenørens panel

bestående af advokaten, ingeniør, arkitekt, og entreprenørens egne repræsentanter, det långivende pengeinstitut (der typisk ønsker kontakt med andelshaverkredsen for at tilbyde at administrere foreningens økonomi) og ejendomsmægleren, der har stået for salget af andelsboligerne. Det er karakteristisk, at andelshaverne ikke kender hinanden. De har oftest kun et ringe indblik i den foreningsform, som de står for at skulle træde ind i og som fremover skal tjene som juridisk ramme om deres besiddelse af den købte ejendom. Det er også karakteristisk, at der sjældent medvirker advokat for andelshaverne. Det indebærer, at der bliver tale om en ejendomshandel - iblandet en betydelig portion entreprise - hvor køber helt kommer til at forlade sig på bygningsentreprenørens advokat, skønt han er tilstede for at varetage bygningsentreprenørens interesser. Andelshaverne betragter ikke advokaten i denne forbindelse som en egentlig interessemodpart. Han optræder jo som dirigent og opleves snarere som en neutral garant for, at andelshaverne får, hvad projektet har lovet dem. Det sker, at andelshaverne tilmed anskuer advokaten som deres egen interesserepræsentant overfor bygningsentreprenøren. Af denne grund er det vistnok ikke helt usædvanligt, at bygningsentreprenørens advokat - hvis han er erfaren i dette metier - benytter chancen til at smede, mens jernet er varmt, og medbringer skødet allerede til den stiftende generalforsamling for at få det underskrevet af den nyvalgte bestyrelse få minutter efter bestyrelsen er valgt af den stiftende generalforsamling. Det står ikke altid helt klart for bestyrelsen eller for generalforsamlingen iøvrigt, at man her - mellem kaffe, ostemadder og valg af badeværelsesklinker - just har stiftet en forening, der har købt en ejendom til millioner af kroner, uden nogen særlig drøftelse af indholdet af overdragelsesbetingelserne, f.eks. mangelsansvarets regulering, garantiårets placering, hæftelsen for usolgte andele, betingelserne for de deponerede andelshaverindskuds frigivelse o.s.v. Det særegne for disse advokatopgaver - og andelsboligprojekter tjener blot som eksempel - er, at advokaten optræder som en direkte forgrundsfigur overfor det ikkesagkyndige publikum. Hvis projektet er behæftet med juridiske skavanker og useriøse træk, er det helt overladt til advokatens professionelle etik, hvorvidt han vil henlede køberkredsen på disse skyggesider. Under alle omstændigheder vil advokaten registrere en vis interessekonflikt. På den ene side står den ukyndige kreds af almindelige mennesker, som har krav på, at fraværet af advokat på deres side ikke benyttes til at påføre dem usædvanlige og ugunstige betingelser som led i projektet. Dette krav er en selvfølgelig konsekvens af, at bygningsentreprenørens advokat accepterer at forestå en sådan publikumskontakt. Advokaten bør i denne situation erkende, at manglen på modspil fra en kollega, gør det nødvendigt, at advokaten normaliserer betingelserne og vilkårene i transaktionen med publikumskredsen mest muligt. Er dette ikke muligt, fordi klienten har præferencer i afvigende retning, bør advokaten ideelt set

overveje at nedtone sin andel i publikumskontakten (f.eks. ved at overlade en større del til ejendomsmægleren eller lign.) eller tilkendegive overfor sin klient, at han ved kontakten med køberkredsen vil henstille, at den lader sig repræsentere af advokat. Det er ikke nemt at anslå den optimale løsning på denne gruppe af advokatopgaver. Da advokaten ofte laver særlig honoraraftale om sin bistand i disse sager - fordi klienten vil føle sig pikeret over at betale gængs skødesalær ved overdragelse af større ejendomme - kan ønsket om at foreslå kredsen af andelshavere, at de bør antage egen advokat, ikke være brændende. Lytter de til det velmente råd, må advokaten være forberedt på, at modpartens advokat nemt forlanger ændringer og justeringer i dokumentgrundlaget, altsammen indslag, der forlænger arbejdsprocessen for bygningsentreprenørens advokat og måske skaber gnidninger i forhold til klienten, der betragter sin advokats håndtering af andelshaverne som delvis mislykket. I andelsboligprojekter er der i hvert fald en bestemt grund til, at ændringskrav til dokumentgrundlaget er uvelkomne for bygningsentreprenøren. Jo længere tid, der går, før skødet kan bringes på plads, desto mere skrider byggeriet frem - og desto mere stempel skal der betales på skødet. DISKUSSIONSTESE: Ved publikumsprojekter af den skitserede art bør advokaten se på udbudsgrundlaget med kritiske øjne og vurdere, hvilke aspekter af grundlaget han mener det acceptabelt at præsentere for en ikke-sagkyndig modpart uden advokatrepræsentation. Da kontakten til et bredere publikum er en af de få lovlige muligheder advokaten har for at opdyrke markedsføring af sin virksomhed ved direkte kontakt til en ubekendt kreds, er det i advokatens interesse at yde sin modpart en seriøs og dækkende betjening, selvom om klientrelationen retter sig mod bygningsentreprenøren/projektindehaveren. Advokaten bør med andre ord anskue den danske advokatvedtægts afsnit 6, pkt. 1 - om at advokaten "alene og udelukkende" skal handle i klientens interesse - med mere skønsomme briller og stille bestemte lødighedskrav til det grundlag, advokatbistanden skal basere sig på. Som følge af denne potentielle interessekonflikt mellem advokaten som klientens rådgiver og advokaten som praktisk medaktør overfor publikumskredsen, bør advokaten fra starten af fiksere en klar arbejdsfordeling mellem sig selv og projektets øvrige team-deltagere, således at han ikke identificeres med aspekter i projektet, som er ham uvedkommende. Ved disse projekttyper samler rådgiverindsatsen sig ofte om at medvirke til opnåelsen af et vist resultat, nemlig projektets succes. Advokaten bør lægge en passende afstand til klientens forretningsinteresse og afgrænse sin bistand til de ekspeditioner, som vedrører advokatens område. Navnlig bør advokaten være på vagt over for alt, hvad der har at gøre med afgifts- og skattemæssige konsekvenser af projektet, eftersom advokaten ikke kontrollerer de øvrige projektdeltageres bidrag til projektet. En tragisk fælde i projekter med støttet andelsboligbyggeri i Danmark er momsreglerne. Ved forkert timing af byggeriets start og salget af andele til andelshaverne kan entreprenøren risikere at komme i

karambolage med reglerne om moms af byggeri for egen regning og moms af byggeri for fremmed regning. Forskellen er, at ejendommens salgssum skal tillægges 22 % moms - hvilket fuldstændigt kuldkaster projektets kalkulationer og påvirker dets lønsomhed i yderst ugunstig retning. Ad. pkt. 3: Advokaten som fællesrepræsentant for to parter (eneadvokat i en ejendomshandel, bistand til direktørkontrakt med selskab m.v.) GENEREL BETRAGTNING. Denne tilfældegruppe omfatter advokatens berigtigelse af ejendomshandler på vegne af både køber og sælger. Den omfatter bistand til ægtepar og papirløst samlevende om oprettelse af ægtepagter, testamenter og bodelingsaftaler. I mange af disse situationer henvender parterne sig til den advokat, der bistod dem i forbindelse med købet af en fast ejendom. Selvom klientparret muligt geråder i indbyrdes konflikt om et eller flere spørgsmål, som de søger advokatens bistand til, er mange - i hvert fald i starten - indstillet på at overlade afklaringen af deres mellemværende til den gammelkendte fællesadvokat. Det beror på, at parterne ofte oplever situationen som et juridisk regnestykke, der har sit een gang bestemte og givne facit, når blot lovens regler bringes i anvendelse på sagen. Det er en udbredt menigmandstanke, at lovgivningen har taget stilling til alle tænkelige spørgsmål, og at advokaten formår at granske sig frem til den rigtige løsning ved at gøre opslag i den rigtige lovbog. På dette stadium erkender parterne ikke, at sagen fra advokatens synspunkt er ladet med mulige interessekonflikter - selvom de er på det rene med, at de dybest set har modstående interesser. Blot antager de, at loven regulerer dette forhold så snævert, at der ikke er plads for individuelle partiske manøvrer, når blot advokaten anskuer problemstillingen fra lovens højere betragtningspunkt. I en vis forstand er denne umiddelbare oplevelse rigtig. Advokaten kan i en række situationer vitterligt optræde som den afklarende rådgiver, der får problemstillingen skåret til og passet ind i de relevante rammer og regler. Men herefter stopper rigtigheden. For efter denne klargøringsproces vil der ofte stå mange åbne spørgsmål tilbage, som fordrer en stillingtagen uden nogen sikker juridisk kompasretning. Advokaten kan så mægle i dette emne - men en mægling forudsætter en stillingtagen, som ikke kan indkapsles i noget neutralt juridisk ræsonnement hævet over parternes interessemodsætninger. Da sådanne mæglingsforsøg hurtigt kan køre fast i åbenlys konflikt, og da den forsmåede part hurtigt slår om fra velvilje til vrede mod advokaten, er der megen fornuft i helt at afstå fra sådanne dobbeltroller, når advokaten først engang har forsøgt at skitsere en "legal opinion" uden at vinde tilslutning fra parterne. DISKUSSIONSTESE: I tilfælde, hvor advokaten påtager sig at assistere to parter

med objektive interessemodsætninger, bør assistancen begrænses til juridisk undersøgelsesvirksomhed med henblik på at tilvejebringe klarhed over grundlaget for parternes mellemværende - eller advokatens bistand bør begrænse sig til interesseneutral ekspedition o.l. af et anliggende efter parternes anmodning. Hvis parternes grundliggende interessemodsætning fremtræder som værende løst - en upåanket dom foreligger, et mellemværende er forligt, en slutseddel om køb af fast ejendom er indgået og alle normale detaljer i en ejendomshandel er lagt fast - da kan advokaten påtage sig at udføre gennemførelsesforanstaltninger, der knytter sig til det pågældende grundlag. Hvis en klargøringsopgave udført for parterne efterlader væsentlige åbne spørgsmål, der påvirker parternes retstilling i indbyrdes modstridende retning, bør advokaten overveje at lægge sagen helt fra sig og henvise parterne til hver deres advokat. Denne udgang kan synes at måtte være den faste løsning i lyset af CCBE-reglerne i de tilfælde, hvor parterne til brug for den forudgående klargøringsopgave i fællesskab har forsynet advokaten med det fornødne oplysningsgrundlag. En brug af dette "fællesmateriale" på den ene parts side kan berøre tavshedspligten i relation til den udskudte part og undertiden skænke den part, som advokaten allierer sig med "an undue advantage" jfr. CCBE-reglernes pkt. 3.2.3. Det synes rimeligt at fordre, at advokaten fra starten af ridser problemet op, når to ligeværdige parter, der begge har tillid til ham, anmoder ham om fælles bistand i et indbyrdes mellemværende, der bærer på indbyggede konflikter. Hver af parterne har her interesse i, at advokaten betragter opdraget som en unik opgave, der ikke - hvis den strander uløst - bør kunne videreføres i halv udgave på den ene parts parti. Det kan i virkeligheden overvejes, om løsningen med helt at frasige sig opgaven efter en forgæves fællesrunde ikke stemmer bedst med den danske advokatvedtægts afsnit 6. pkt. 2 a, hvorefter en advokat ikke "...må påtage sig en parts sag eller forretning efter først at have repræsenteret eller have været rådspurgt af den anden part i samme anliggende". At advokaten først har været spurgt af begge parter i samme anliggende, kan i en række tilfælde, hvor advokatens engagement har været betydeligt, virke ligeså disfavorabelt for den forsmåede part, som hvor han først har bistået den ene af to parter separat. I en række tilfælde vil parterne nok have objektive interessemodsætninger, men ikke subjektive interessemodsætninger. Mellem offentlige myndigheder, mellem koncernforbundne selskaber, mellem nære familiemedlemmer, mellem hovedaktionær og selskab kan transaktionen være en foranstaltning, der netop er affødt af parternes naturlige interessefællesskab. Advokatens rådgivning og bistand må i disse tilfælde ses som en ydelse til et interessefællesskab og ikke til de enkelte led i interessefællesskabet. Ad 4. Samme sag i samme firma. Klienter er sommetider ude for, at deres modpart i en sag repræsenteres af en advokat, der er partner med deres egen advokat. De to advokater, der hver repræsenterer sagens

stridende parter, bor i samme hus, deler kontorfaciliteter, frokoststue, sekretærstab, fotokopieringsmaskine og telefax. De har adgang til samme kartoteksskabe og kan i princippet studere akterne i modpartens charteque. De har et ben i fjendens lejr, for de bor selv i den. Det er en situation, der vækker en vis ængstelig skepsis hos de fleste klienter. Selvom om klienten eksamineres omhyggeligt om de skarpt adskilte advokatsfærer i firmaet og får at vide, at hensynet til klienten selvfølgelig til enhver tid står over det kollegiale fællesskab, er det som om, at den jævne klient ikke rigtig føler sig tryg ved disse mange forsikringer. Det er et såre praktisk og jævnt forekommende problem, at advokater i samme firma står på hver side i samme sag. Det er et spørgsmål, om denne konstellation - navnlig i en tid med dannelsen af større advokatsammenslutninger - burde give anledning til principielle overvejelser. Den effektive udøvelse af diskretionspligten kan i sagens natur ikke være den samme, hvis sagens to sider er repræsenteret i samme hus, og processkrifter og notater håndteres af det samme sekretærpersonale, og indgående meddelelser over telefaxmaskinen er frit tilgængelige for enhver af firmaets forbipasserende. Advokatsamvirker er partnerskaber. Den distance til modpartens advokat, som enhver retssag normalt fordrer, er svækket, når modpartens advokat er ens gode kollega. Det forekommer naivt at forlade sig på, at sagen skulle være tabubelagt ved frokostbordet i det almindelige kollegiale samvær. Det er sikkert nemmere i større firmaer med mange advokater at trække anonymitetens slør henover den kollegiale retssag; i mindre firmaer, hvor kollegerne har daglig omgang, vil sagen uundgåeligt være et kuriosum. Det forhold, at sagsakter og informationer sagen vedrørende ikke effektivt er holdt udenfor eller måske effektivt kan holdes udenfor modpartens rækkevidde, vil i de fleste tilfælde virke ubehageligt på klienten. Hvis sagen ender med en diffus halv løsning for begge parter, vil advokaterne nemt blive genstand for den mistanke, at de har aftalt at kvæle sagen, også selvom det ikke er tilfældet. DISKUSSIONSTESE: Advokater i samme firma bør ikke kunne repræsentere hver deres klient i samme sag, uden at spørgsmålet selvstændigt har været taget op med begge klienter, og der er lagt en fast og klar kommandoplan for husets håndtering af sagens emner og dokumenter. Det første krav følger allerede af den danske advokatvedtægts afsnit 6, pkt. 2 c. Advokaten skal give oplysning om forhold, der kan give rimelig grund til tvivl om hans evne til uhildet at varetage klientens interesser. Det andet krav bør være en minimumsforudsætning for at holde køre sagens to sider i samme firma. Da klientens valg advokat altid er en tillidssag, forekommer det ikke at være en rigtig løsning at sige, at sådanne processer indenfor murene aldrig skal kunne kunne forekomme. Det rigtige må være, at de involverede

advokater - såfremt de selv føler sig kapable til at håndtere situationen - tager spørgsmålet op med klienterne og tilbyder dem en ordning, der lægger faste og veldefinerede rammer for sagens behandling, f.eks. sekretærrutiner for posthåndtering, faxmeddelelser, processkrifter o.s.v. Er sagen af meget indgribende betydning for klienterne, således at det må forventes, at sagens udfald under alle omstændigheder vil stigmatisere en af klientrelationerne, bør en af advokaterne givetvis frasige sig sin repræsentation og efter aftale med klienten bistå denne med at finde en anden advokat udenfor huset. Ad. pkt 5. Advokat for forsikringstager/forsikringsselskab. Advokater, der regelmæssigt fører sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed for indklagede arkitekter og ingeniører, har sædvanligvis en dobbelt klientrelation. Den egentlige klient er gerne den indklagedes ansvarsforsikringsselskab, der har anmodet advokaten om at bistå forsikringstageren i sagen. Advokatens håndgribelige klientkontakt er arkitekten eller ingeniøren, der ligger inde med alle oplysninger om sagens faktum, og som advokaten nødvendigvis må samarbejde med for at køre sagen. For sådanne sager, hvor der bag den umiddelbare klient står et ansvarsforsikringsselskab, kan der meget vel optræde en interessemodsætning mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren. I mindre sager vil selskabet gerne stille sig imødekommende overfor en forligsmæssig udgang, som indebærer, at forsikringstageren indgår på at betale modparten et beløb, som stort set kan rummes indenfor forsikringstagerens egen selvrisiko. Omvendt vil forsikringstageren ofte - og arkitekter og ingeniører er gerne ærekære folk - stå fast på, at der ikke bør sjakres, men at sagen for hans vedkommende bør udmunde med pure frifindelse. I dette spændingsfelt mellem forsikringsselskab og forsikringstager må advokaten lytte til den egentlige klient, forsikringsselskabet, som i kraft af forsikringsforholdet reelt er den part, der må bære procesrisikoens økonomiske byrder. Forsikringstageren er overfor selskabet forpligtet til at samarbejde og begrænse skaden. Hvis den saglige begrænsning består i at begrænse procesrisikoen til forsikringstagerens selvrisiko, er det den løsning, advokaten må anbefale - også selvom forsikringstageren presser på for at prøve lykken i retten, fordi det er gratis for ham. Kan forsikringstageren ikke affinde sig hermed, må spørgsmålet rejses overfor forsikringsselskabet, der må tage stilling til, om forsikringstagerens holdning i sagen giver anledning til foranstaltninger på grundlag af forsikringsaftalen. DISKUSSIONSTESE: I sager, hvor advokaten repræsenterer en forsikret part - typisk på anmodning af forsikringsselskabet - må advokaten betragte klientrelationen som rettet mod interessefællesskabet mellem forsikringstager og forsikringsselskab.

Forvandler dette interessefællesskab sig til en interessemodsætning med hensyn til advokatens dispositioner i sagen, må advokaten betragte sagen under den grundliggende synsvinkel, at hans opgave er at begrænse tabsrisikoen mest muligt, uanset hvorledes selvrisikoforholdet stiller sig mellem forsikringstageren og hans selskab. Kommer det til helt fastlåste positioner mellem selskab og forsikringstager, er dette ensbetydende med, at der har udviklet sig en særlig forsikringstvist. Denne tvist er advokaten uvedkommende, idet hans assistance alene drejer sig om mellemværendet mellem forsikringstageren og dennes procesmodpart, ikke om uoverensstemmelsen mellem forsikringstager og forsikringsselskab. Advokaten kan naturligvis ikke påtage sig at bistå i denne tvist på begge parters vegne. Han må også - da han allerede repræsenterer forsikringstageren og forsikringsselskabet overfor procesmodparten - vælge at holde sig ude af tvistigheder om forsikringsforholdet. Dog må den art advokatbistand, der iøvrigt er tilladelig i relation til klientpar - som omtalt ovenfor under pkt. 3 - også være på sin plads, når "parret" udgøres af en forsikringstager og dennes selskab. Kan den blotte undersøgelse af forsikringsaftalen m.v. ikke bilægge uenigheden mellem selskabet og forsikringstageren, bør advokaten som udgangspunkt helt undlade at befatte sig med forsikringstvisten, under henvisning til den danske advokatvedtægts afsnit 6, pkt. 2 a, der jo forbyder advokaten at gå ind i sagen, hvis han tidligere har været inddraget på modpartens side i "samme anliggende". Når den egentlige hovedsag er afsluttet, og advokaten derfor forsåvidt står frit overfor forsikringstageren, er det et spørgsmål, om advokaten da kan optræde på vegne selskabet i selve forsikringstvistigheden med forsikringstageren eller omvendt. Et argument imod denne konstellation, som de fleste advokater sikkert under alle omstændigheder vil opleve som en kende ubekvemmelig, er igen at finde i den førnævnte pkt. 3.2.3. i CCBE-reglerne, der pålægger advokaten at afstå fra at virke for en ny klient, hvis der herved opstår risiko for brud på den diskretionspligt, der påhviler ham i forhold til en tidligere klient, eller hvis det kendskab til dennes forhold, som advokaten har erhvervet, vil udgøre en utilbørlig fordel for den nye klient. Det er givet, at den arkitekt, der på sit ansvarsforsikringsselskabs opfordring, søger advokatbistand til en sag om arkitektansvar, også må kunne lægge kortene åbent på bordet for advokaten - og f.eks. indrømme svipsere i projekt og tilsyn med et byggeri - uden derfor at befrygte, at advokaten, når sagen er ovre, vender tilbage på vegne af forsikringsselskabet og afslår forsikringsdækning under henvisning til arkitektens fortrolige indrømmelser i forbindelse med hovedsagen. Hvis den opgave, som advokaten efterfølgende går ind i for forsikringsselskabet, baserer sig overvejende på de interne informationer, som forsikringstageren overgav advokaten til brug for sin sag - og som forsikringstageren jo overfor sit selskab har været forpligtet til at bibringe advokaten i henhold til sædvanlige ansvarsforsikringsbestemmelser - da må advokaten vaske sine

hænder og holde sig ude af konflikten. Det vil stemme vel med den europæiske adfærdskodeks i CCBE-reglerne. Ad pkt 6. Advokatens bestyrelseshverv. GENERELLE BETRAGTNINGER. Kan advokaten i sin egenskab af medlem af en bestyrelse i et selskab blive stillet overfor interessekonflikter i relation til sit hverv som advokat? Svaret må være bekræftende. Interessekonflikter kan tænkes i mangfoldige situationer. Det selskab, som advokaten er bestyrelsesmedlem i, kan komme i modsætningsforhold til advokatens øvrige klienter. Modsætningsforholdet kan spænde fra banale uoverensstemmelser i et forretningsanliggende til en egentlig retssag. Når modsætningsforholdet spidser til i en sikker tvist, kan advokaten ikke tillade sig at fordølge, at han er med på to stole. I egenskab af bestyrelsesmedlem behøver advokaten ikke også at være selskabets advokat til førelse af retssager. Men selvom om han ikke er den, der skal føre sværdet mod selskabets modpart, må det bekomme denne modpart ilde at erfare, at hans ellers faste advokat deler bestyrelsessæde med det selskab, som han nu geråder i proces med. Og det må bekomme denne ellers faste advokat ilde at skulle udrede for sin klient - selskabets modpart - at han ikke har andel i den verserende tvist, skønt han dog er medlem af bestyrelsen. Dette er selvsagt generelle konstateringer. Ethvert problem kan blive diminutivt i den store sammenhæng. Bestyrelsesadvokaten i Den Danske Bank behøver naturligvis ikke at registrere nogen gene eller interessekonflikt ved, at banken indleder et ordinært incassosøgsmål mod en kunde, der samtidig hører til i advokatens klientkreds. Men i almindelighed må en bestyrelsespost betragtes som en berøringsflade ikke blot med den pågældende erhvervsvirksomhed, men også med alle dens kunder og forretningsforbindelser. Enhver konflikt mellem selskabet og dets omverden, som i princippet kan havne på bestyrelsens bord, er en potentiel konflikt for den advokat, der samtidig har klienter i selskabets bekendtskabskreds. For de fleste advokater med bestyrelseserfaring er dette en velkendt foreteelse. Den giver sjældent anledning til nagende spekulationer og rådvildhed. At sidde med på to stole er jo ikke nødvendigvis et onde i det konkrete tilfælde. Det er det kun, hvis dobbeltsædet bliver misbrugt af dets indehaver. For det er også muligt for advokaten at anvende sin dobbeltrelation som udgangspunkt for et konstruktivt broarbejde. De fleste praktiske erhvervsfolk har andet at tænke på end at føre proces. De vil hellere have en løsning på problemet end at ligge i trætte i årevis. Hvis advokaten i kraft af sine klientrelationer kan formidle en ræsonabel løsning, hilses dette sædvanligvis velkommen. Ingen kerer sig i den anledning om abstrakte inhabilitetsdogmer. Advokaten kan gerne være uskikket til at varetage begge parters interesser, når de er på direkte kollisionskurs. Men indtil det sker, er han højst velskikket til at varetage begges interesser, forudsat naturligvis at han betragter begge parter som et klientpar i

den konkrete tvistighed. Så kan han - som det er nævnt ovenfor under pkt. 3 - udmærket optræde som problemløser for dem begge; som formidler og samlende mæglingsmand. Men udenfor området af dette salomoniske diplomati er det givet, at der må bestå en mærkbar forskel på den udenforstående rådgiver, der betragter tingene fra neutralitetens højborg, og den involverede advokat, der som aktiv deltager i bestyrelsen går med ind i virksomhedens vigtigste beslutningsprocesser. Jo tættere advokaten har været inddraget i en konkret disposition, desto vanskeligere bliver det for ham at optræde som mægler med udgangspunkt i en formodet fællesnævner for selskab og modpart. Når advokaten er med i beslutningspanelet, gør han sig til part i virksomhedens ledelse. Ledelsen har et ansvar, der rammer advokaten ligeså vel som de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Advokaten i bestyrelsen er tættere på klientens forretningsinteresse end advokaten i rådgiverfunktionen udenfor bestyrelsen, der måske blot bivåner bestyrelsens møder og giver gode råd undervejs, når øjeblikket kræver det. Alle de foranstaltninger, som en normal bestyrelse kan finde på at sætte i værk for at dæmme op for de mangeartede ubehageligheder, som bestyrelsesansvaret kan føre med sig, er derfor også foranstaltninger, som advokaten i bestyrelsen må betragte sig som delagtig i. Den aktive bestyrelsesadvokat undgår ikke at blive identificeret med virksomheden i de relationer udadtil, hvor han flankerer den øvrige bestyrelse. Af samme grund vil bestyrelsesadvokatens engagement i virksomhedens ve og vel i reglen være af et vist personligt tilsnit. På grund af det ansvar, som hans placering i bestyrelsen fører med sig, er han nødsaget til at følge virksomhedens økonomiske udvikling med nøjere interesse end den udenforstående advokat. Bestyrelsesadvokaten har, og må i sagens natur have, et interessefællesskab med virksomheden, som rækker udover både bestyrelseshonoraret og den indtjening, som virksomheden skaffer ham som følge af hans almindelige rådgivning og bistand til virksomheden. Som bestyrelsesadvokat er han sårbar. Såfremt der er ting at udsætte på de dispositioner, der er truffet i bestyrelsen, vil bestyrelsesadvokaten være en oplagt skydeskive for de kritikere, som mener at bestyrelsens adfærd har kostet dem penge. Det er vanskeligt for en advokat at undsmyge sig ansvaret for dispositoner, der udspringer af et grundlag, som han har været med til at udfærdige. God tro er i det hele taget et begreb, som kun er forbeholdt i meget afmålte doser for advokater. Men der er også de generelle risici for, at advokatens bestyrelseshverv kan føre ting med sig, der egentligt er hans rolle helt fremmed. Problemstillingen er aktuel alt den stund der er danske politikere, der ønsker at udvide virksomhedens ansvar for et forsvarligt arbejdsmiljø. I Danmark pågår der politiske overvejelser om at udvide arbejdsgiveransvaret til hele bestyrelsen. Det indebærer, at advokaten formelt kan blive ansvarlig, hvis en af virksomhedens ansatte pådrager sig sygdom som følge af sundhedsfarlige forhold i virksomheden. Det er i praksis et ansvar på nærmest objektivt grundlag, navnlig for advokaten, der måske aldrig har set andet af virksomheden end bestyrelsens mødelokale og som heller ikke er storaktionær i virksomheden

med mulighed for at berige sig på besparelserne på sikkerhedsudstyr og miljøforanstaltninger. Hvis disse lovgivningstendenser sætter blivende frugt, vil bestyrelsesadvokatens latente dobbeltrolle som deltager i virksomhedens ledelse og som ledelsens rådgiver få en ny dimension. Man skal huske på, at der kan være gode grunde for en advokat til at følge og bistå en virksomhed på nærmeste hold gennem en bestyrelsespost. Undertiden er bestyrelsesposten en kontrolfunktion, som advokaten påtager sig på vegne af en udenforstående klient, f.eks. en pensionskasseaktionær, der ønsker løbende repræsentation og indseende i virksomhedens udvikling. Ledelsesansvaret er i disse situationer for advokaten et fremmedelement på samme måde som det er for medarbejderrepræsentanten i bestyrelsen. Advokaten sidder ikke med for at lede virksomheden og øve afgørende indflydelse på dens skæbnebane. Advokaten er med som intern rådgiver og "klog mand" i bestyrelsen. Han har interesse i at udøve denne funktion på et sagligt grundlag uden risiko for at blive draget til ansvar for andet end boniteten af hans rådgivning. Om udsugningsanlægget i virksomhedens værkstedslokaler lever op til en eller anden miljømæssig grænseværdi, om de ansatte passer på at bære beskyttelsesbriller ved slibearbejde, om bestyrelsens kalkulationer for næste års indtjening slår fejl, om et større forretningsprojekt, som virksomheden havde fæstet lid til, viser sig at være et vildskud - alt dette er elementer i virksomhedens driftsrisiko og relaterer sig ikke til bestyrelsesadvokaten i hans egenskab af advokat. Man kan derfor sige, at der består en - i praksis sikkert oftest slumrende - interessekonflikt mellem advokaten som juridisk rådgiver for virksomheden og advokaten som bestyrelsesmedlem. Der er mange farer for advokaten i bestyrelsespladsen - farer, som han kan have interesse i at undgå, samtidig med, at hans rolle som juridisk rådgiver for selskabet gennem bestyrelseshvervet kan grunde sig på helt fornuftige interesser i at bistå selskabet med at gribe de juridiske spørgsmål rigtigt an allerede på beslutningsstadiet. Hele problemstillingen om "bestyrelsesadvokatur" er vidtfavnende. Det er en lang og bundfast praksis i Danmark, at erhvervsrådgivende advokater sidder i bestyrelsen hos de klienter, som de rådgiver. Det basale problem er advokatens rolle. Den deltagelse i virksomhedens beslutningsprocesser, som bestyrelseshvervet formelt medfører, er naturligvis ikke det samme som at advokaten er parthaver i virksomheden. Det er dog ingenlunde ukendt, at advokater i skiftende målestok også er aktiebesiddere i deres klienters virksomheder. I den udstrækning dette er tilfældet, accentueres muligheden for mere åbenlyse interessemodsætninger. Den standende diskussion om de såkaldte "multi-disciplinary associations" - d.v.s. advokaters partnerskab med andre faggrupper - bør ikke overse overse, at det aktive bestyrelseshverv i parring med aktiebesiddelse hos advokaten er en pendant til temaet om advokatpartnerskab med andre end advokater. I et frit erhvervsklima, der ikke spinder argumentationen for sin leveberettigelse på nedarvet tankegods om stands- og laugspriviligier, kommer man ikke udenom at stille det spørgsmål, om disse partnerskaber i virkeligheden er så uforholdsmæssigt problemfyldte, såfremt

og under den klare forudsætning, at ansvars- og hæftelseskategorierne kan trækkes skarpt og præcist op - f.eks. lige så nøjagtigt som aktiebesiddelse tillader det ved en advokats aktiebaserede medejerskab til sin klients virksomhed. Graden af nidkærhed for klientens forretningsinteresse kan jo være nøjagtig ligeså stor for den aktieejende advokat som for en advokat, der - om sligt var tilladt - måtte gøre sig til partner med en ejendomsmægler eller en arkitekt. En del af de grundfæstede betænkeligheder ved at sprænge faggrænserne, drejer sig om frygten for ansvarsforflygtigelse - at advokaten vil holde hånden over ejendomsmægleren eller arkitekten, som er med i partnerskabet. Men denne problemstilling, beskyttelse af eget interesseområde, er uafhængig af formen - om advokater tillades partnerskab eller ikke med andre faggrupper. Problemstillingen knytter sig alene til materien, nemlig om advokaten har interesse i at holde hånden over nogen for at værne om egen rede. Det kan advokaten have ligesåvel i kraft af bestyrelsesplacering og aktiebesiddelse som i kraft af direkte partnerskab med andre faggrupper. Og er det iøvrigt værre, at advokaten holder hånden skånsomt over sin partner, hvis denne er arkitekt, end at advokaten gør det samme for sin partner, hvis denne er advokat? I begge tilfælde er der jo udenforstående organer, der vil kunne vurdere, om advokaten handler ret eller uret. Det er ikke objektet for advokatens beskyttertrang, der er afgørende. Partnerskabsnepotisme er blot en afledt funktion af en naturlig menneskelig trang til at hytte sig og sine. Den trives ligeså vel blandt advokater indbyrdes, som den ville kunne trives i tværfaglige samvirker. Men kernen i hele diskussionen om advokaters bestyrelsesposter og advokaters partnerskab med andre faggrupper er i grunden ikke advokatens interessekonflikter eller inhabilitet. Roden af problemet har at skaffe med selve advokatbegrebet, nemlig de grundliggende ideer om advokatens uafhængighed af klientens forretningsinteresse og af andre utidige indflydelser, der vil kunne fordreje advokatens saglige dømmekraft. På det punkt er advokaten i samme båd som embedsmanden. Bag spørgsmålet om uafhængighed svæver en urgammel frygt for afhængighed, for partiskhed fremfor loven og egeninteresse fremfor rettens bud. Selvom advokaten er klientens mand, skal han dog ikke råde denne til ufornødne processer eller i andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention. Embedsmanden og advokaten er, med forskellige udgangspunkter, lovens tjenere. Den blotte hang til fremme af levebrødet må ikke forstyrre renheden i embedets førelse eller forvrænge advokatens sobre rådgivningsfunktion. Den dygtige fusionsadvokat skal koncentrere sig renhjertet om fusion og ikke med venstre hånd lave insider-trading for at slå mønt af sin forhåndsviden om fusionen. Der kan komme ændrede brudlinier i lovgivningen, som vil skabe afgang i advokaternes klassiske bestyrelseshverv. Ansvarskonstruktioner uden klangbund i jordnær culpa er altid en god motivation for at udvise varsomhed for de udsatte parter. Som forum for interessekonflikter er bestyrelseshvervet dog formentligt ikke noget stormcenter. Men det

fordrer et stadigt fast mål af traditionel etik fra bestyrelsesadvokatens side med det indhold, at der skal holdes afstand til klientens forretningsinteresse. Der er intet til hindring for, at advokaten har egne forretningsinteresser i tillæg til advokatgerningen. Men de er i så fald hans eget anliggende og bør ikke arrangeres som forbundne kar med hans advokatvirksomhed. Man vil se, at alle de regler for god advokatskik, som vi kender til, har det grundliggende sigte at undgå sammenblandinger af advokatens personlige interesser og klienternes interesser. Det kan være god forretning at betjene to klienter i samme sag, men klienternes interesser tilsiger det modsatte og må komme i første runde. Klientinteresser er ligeså vigtige som klientmidler. De skal holdes ude fra advokatens personlige domæne og behandles med den omhu og forsigtighed, som lånte midler har krav på. DISKUSSIONSTESE: Advokaters plads i bestyrelser rummer mange potentielle interessekonflikter. Følgende spørgsmål kan skitseres til overvejelse: Bør advokaters hvervtagning i de klientorganer, som de rådgiver, bestyrelser, ledende organer i sammenslutninger i videste forstand, gøres til genstand for specifikke regelsæt ved siden af de almindelige regler for god advokatskik? Er regler om god advokatskik, der opstiller handlenormer for traditionelle situationer, tilstrækkelige til at at håndtere f.eks. skærpede ansvarssituationer baseret på bestyrelseshverv? Er der behov for retningslinier for advokatens ydelser til bestyrelsen som henholdsvis bestyrelsesmedlem og tilknyttet rådgiver? Er der behov for advokatkrav til bestyrelser f.eks. i større virksomheder om sikring af advokatens interesser i relation til ansvarssituationer, som knytter sig til virksomheden frem for til advokaten? Bevæger udviklingen i ansvaret for virksomhedsdrift sig generelt i en kursretning, der gør det påkravet at formulere nye standarder for advokaters tilknytning til virksomhederne, både for at værne advokatstandens almindelige interesser i uafhængighed af klientens forretningsrisiko og for at beskytte advokatopgaven mod erodering til aktivitetstyper, som ligger udenfor advokatens uddannelsesområde? (til eksempel amerikanske advokaters udbredte lobby-virksomhed i politiske og administrative kontaktmiljøer).