FORENINGEN AF DANSKSINDEDE SØNDERJYDSKE KRIGSDELTAGERE. Johs. Clausen, A. P. Møller, J. Andersen og H. Hunger. Eftertryk kun med D.S. K.

Udgivet af: FORENINGEN AF DANSKSINDEDE SØNDERJYDSKE KRIGSDELTAGERE 1914-18, V ved Johs. Clausen, A. P. Møller, J. Andersen og H. Hunger Eftertryk kun med D.S. K. s Tilladelse AABENRAA H E J M DALS BOGTRYKKERI 1956

Krigsfangens hjemlængsel Køn er slig en vårbrudsdag! Hvide skyer stille over diset bakkedrag sejler bort i blåets fylde. Solen kalder frem til dyst alt ved sine varme stråler; men en bråd dybt i mit bryst gør, at jeg ej glæde tåler. Langt fra hjemstavns trygge kyst sidder jeg lig trællen bundet. Sorgen knuger helt m it bryst, dybt af længselen oprundet. Op af hjertets sikre hvil minderne så brat vil stige. Tanker iler mil på mil hjem til mine kæres rige. I derhjemme nemme vil klagetonen i min stemme. Flyv da hjem, du tankelil, hils, hvad kært mig er derhjemme. Frederik Rosenberg Paa slotstrappen i Graasten. Tusinder og atter tusinder af sønderjyder var den 20. august 1936 stævnet til Graasten for at byde Danmarks unge kronprinsepar velkommen til Sønderjylland, til Graasten, hvis smukke, hvide slot var anvist dem til sommerbolig. Aar for aar har kronprinsen og kronprinsessen boet her midt iblandt deres folk. Efter vor gamle konges død har det høje ægtepar som konge og dronning ogsaa benyttet det smukke hvide slot til sommerbolig. Da de tre prinsesser efterhaanden kom til, har hele den kongelige familie ved deres jævne og bramfrie færden vundet alles hjerter. Baandet mellem Sønderjylland og Danmarks kongehus er blevet fastere og inderligere.

Kronprinseparrets modtagelse i Graasten. H Å B O G T R O PÅ VÆGGEN ved siden af m it arbejdsbord hænger et gam melt, lidt falm et, m en dog stadig k la rt billede. D ér h ar det hængt siden m in fa r døde i 1918. Og da havde det h a ft sin plads over hans skrivebord i fy rre tyve år. Det er den første gave, m in m or h ar givet min far, da de var forlovede, så det kunne jo fortæ lle en del, hvis det fik m unden p å gled, og det gør det for resten engang im ellem, fo rtæ ller om dem og deres livsindstilling deres tro, da de var unge. Det kan m åske fortæ lle m ine læsere lidt om m in oprindelse, m it hjem og årsagen til, at jeg, der som en af de første danske soldater nåede Kongeåen i august 1914 og den dag og m ange følgende stod og spejdede ind over den landsdel, hvis unge sønner, m ine landsm ænd, i de dage drog ud for at vove livet for en sag, som ikke var deres, at jeg efter genforeningen var lykkelig for at få m it virke syd for Kongeåen og nu er taknem m elig for at have fået lov til at færdes mellem dem, der kom tilbage, gennem treogtredive for mig udviklende og værdifulde år. Jo, for ovennævnte billede er det gam le billede af»de sønderjydske piger«! Hvor i verden skulle et barn af den tro, som de er udtryk for, ønske sig sin arbejdsplads bedre eller andre steder end netop i Sønderjylland? Vilhelm Bergsøes vers under billedet kunne jeg udenad som barn; nu kniber det lidt, m en h e r er det: 1

Ret kan visne. Ret kan ældes. Ret kan tabes. Ret kan fældes. Håbet håbet lever kun. Det er det, vi har tilbage i de mørke vinterdage, håb om vårens solskinsstund. Vi må vente, vi må bie. I må lide, I må tie. Sænk jert hoved, men hold ud! Endnu skæbnens hjul kan vendes, endnu frihedsbaunen tændes ved et solglimt sendt af Gud! Man tilgive m ig denne selvkredsende indledning. Meningen m ed den er kun at vise, at det håb, der vel som tn fjern stjerne dog af je r skimtedes i m ørke næ tter og skum le skyttegrave den lange krig igennem, også levede blandt landsm ænd, der ikke var under frem m edherredømmets tunge åg, og som ikke kom ind gennem den skæ rsild, krigen var. Håbet levede i unge sind nord for Kongeåen i 1870erne, og det levede videre i næ ste slæ gtled u n d er første v erdenskrig. Men det er ra rt at liave fast grund under fødderne, når m an frem sæ tter en sådan påstand, og det har jeg m ed ovenstående lille billede. Nu og da kom dette håb vel også over»åen«som en smule direkte hjælp til je r; m en selv indirekte kan m edhu have betydning. Og dette»urimelige«håb n æ redes i mange stilfærdige hjem og sind uden at komme til offentlighedens kendskab. O verraskende m åtte det være, når en så lidet politisk orien teret digter som F r. Paludan-M iiller allerede i novem ber 1864 slutter sit i begyndelsen ængstelig spørgende digt:»brat af slaget ram m et...«med de stæ rke ord:»slesvigs land genvundet! Det er kam pens mål!«mindre overraskende, m en m ærkelig profetisk virker C. Hostrups»Lærken«i 1866:»Hvad synger du om?«spørger den modløse digter, som synes, at alt visner og dør. Men læ rken ser alt vågne og gro, sk im ter som m e 2 rens komme, ja, ser»engen, der spættes m ed rødt og hvidt«! Det er den store modløshed um iddelbart efter krigen og nederlaget afløst af et profetisk syn ud over kom m ende års og slægters opvågnen til folkelig bevidsthed og en næsten fotografisk skildring af landet, som det så ud, da håbet blev virkelighed:»spættet med rødt og hvidt«som ingensinde! Sådan levede håbet og troen, og derfor opfyldtes det. Jubelsange kom der m ange af ved genforeningen: H enrik P o ntoppidan, lid t u ventet; Jeppe Åkjær, overraskende; følsomme Helge Rode ret selvfølgelig; men m est betog det mig i novem ber 1918 at høre C. Hostrups søn, Helge Hostrup, så helt give udtryk for»andet«slægtleds arv, da han læste sit digt fortsættelsen af faderens lærkesang: Jeg er min faders øjne, skal se for os begge to! Vi er de dødes øjne, skal høste, hvad de har sået. Vi er slægternes øjne, skal se deres frihedsgry H H åbet det på usandsynlighedernes svigefuldeste sand byggede håb, som m an fra visse sider sagde, gik i opfyldelse, fordi der var nogle, som troede, fordi nye slægter turde gå ind for de gamles tro. Tro har intet m ed grund at gøre, og dog kan den skabe den skønneste virkelighed! For den nøgternt handlende og m åske tænkende er tro en naiv abnorm itet. Godt! Lad os blot være naive. Det var I jo, n år I var nære vidner til Tysklands store sejre i begyndelsen og dog bevarede troen og håbet om en genforening, n år dette store ragnarok var forbi. Jeres breve fortæller, at troen holdt, vidner om, at den var m ed til at bevare nerverne for et sam m enbrud for mange. Alt dette véd I, m ine læsere, langt bedre end jeg. 3

Hvorfor så alt dette? -Jo. F or vi h a r stadig landsm ænd uden for vor rigsgrænse, som»naivt«håber og tror. Vi h ar hørt nok om, at de kunne have kom m et i 1920. N år de ikke kom, var skylden ikke først og frem m est deres. Skam lingsbanken og Kongeåen lå næ r det nordlige Sønderjylland, m en langt fra det sydlige. I dag ligger Skelbækken næ r det sydlige! Mælet klinger og historien ta ler over rigsgræ nsen også her. Store sk a rer håber og tror. Men hvordan og hvornår? Ingen tør vel bare danne sig en forestilling herom. Gjorde vi det nord fo r K ongeåen? G jorde I det bag ploven h e r hjem m e eller i skyttegravene derude? Mindst tæ nkte vi på, at en krigs ræ dsler skulle føre til opfyldelse af håbet, og m indre tæ nker eller ønsker vi det nu. Nej, tro kræ ver ingen grund, var slet ikke en tro i så fald. Den er kun! Alligevel kan dette hvordan dukke op. Svaret blev givet af Bergsøe:»Endnu skæbnens hjul kan vendes, endnu frihedsbaunen tændes ved et solglimt sendt af GudU Mange både nord og syd for Kongeåen evnede ikke at nære dette håb. Men de, som holdt det i live gennem to slægtled, blev dog de stæ rkeste og skabte virkeligheden af 1920. Skulle vi være ringere i dag eller troen på vort folk m indre? H åndslag over grænsen til landsm ænd, som er danske, og til dem, der ønsker at blive det! Det gælder vort folks frem tid og er nødvendigt for den, der tror på dets livsberettigelse. I, der h ar følt frem m edåget på jeres nakke og prøvet at hæ re frem m ed våben, vil være de første til at håbe sam m en m ed landsm æ nd, der føler åget i dag og frygter muligheden af at skulle bære våben for en sag, som ikke er deres. Vor tro kan igen få en ny slægt til at være»fædrenes øjne og se i en nytid ind!«chr. D em utli. Fra Flensborg Sporskifte til Loretto En Søndag Middag den 22. August 1914 tiltraadte 3. Bataillon af Begim entet 163 Hejsen fra Flensborg Spoi - skifte m od Syd. Vi var stuvet ind i Godsvogne, saa det næsten var utaaleligt at være derinde. Luften var daarlig, m ørkt var det ogsaa, og Siddepladser fandtes ikke, E fter en lang, trist og besværlig Kejse naaede vi Løven (Belgien), hvor vi en tidlig M orgenstund Klokken fem steg ud. Vi tog Opstilling paa B anegaardsterræ net, som næ r m est kunde sam m enlignes m ed en Torveplads m ed et meget flot Blomsteranlæg. H er stod vi trætte, nedbøjede af Rejsen, halvfrosne og sultne. H um øret var dalet stærkt. Vi tænkte paa, hvad den kom m ende Dag vilde bringe. Den belgiske Civilbefolkning v ar tidligt paa Færde. Bageren var p aa Vej m ed Morgenbrød. H an bar en stor fyldt Kurv p aa Hovedet. Jeg lagde særlig Mærke til en F lok civilklæ dte S kytter og fattede straks M istanke. E fter en om fattende Instruktion begav vi os paa March gennem Byen, første Gang m ed skarpladte Geværer. Solen stod højt. Vi m archerede i A fstand gennem Hovedgaden og holdt skarpt Udkig m ed Døre, V induer og Folks Færden. Torvet var nemlig stuvende fuldt af Belgiere. Nogle stillede Spande med Vand ud til os, men V andet var forgiftet. Vi væltede Spandene. Gaden var meget lang og stejl. Alt forløb dog roligt, og vi naaede U dkanten af Byen. Jeg lagde Mærke til et gam m elt Fæ stningsvæ rk. Ogsaa h e r v a r alt stille. U denfor Byen 4 5

steg Terrænet. Omsider naaede vi Toppen, m en vi var blevet meget trætte, og vi trængte til en Forfriskning. P aa en Gaardsplads tøm te vi en Brønd for Vand. Saa satte vi atter Kursen frem ad ad Meclieln til. Ved den nærm este By slog vi os ned paa aaben M ark og indtog et v arm t M aaltid, det første efter den lange Rejse. P aa den højre Fløj m od N ordvest hørte vi heftig A rtilleri- og Infanteriskydning. R undt om kring os var det uroligt. Vi saa K avalleripatruljer ride hastigt frem og tilbage. Klokken seks Aften kim ede K irkeklokken. Det var et Signal, fo r i selvsam m e Ø jeblik begyndte C ivilbefolkningen at skyde paa os fra Husene og rundt om kring og fra spredtliggende Gaarde. Vi aabnede Ilden, og Byen s1od kort efter i lys Lue. E fter en Times Tid var der atter Ro. I Byen Løven v a r det ogsaa galt. Den civile B efolkning optog Kampen im od Tyskerne. De skød fra Hus og Tag, fra aabne D øre og V induer m ed P isto ler og Geværer, de hæ ldte kogende V and over Soldaterne, og Gaderne var stopfyldte af Militær, det blev et frygteligt Virvar. Man kunde hverken kom m e frem eller tilbage. Man hørte høje K om m andoraab. Soldaterne flygtede til alle sider ud af Byen og sam lede sig. Da der atter blev Ro, gik Sanitetssoldater i Gang med at hente de saarede og døde. Men oppe hos os ved Mecheln gik et Batteri ITaubitzer i Stilling. De begyndte at beskyde Byen. I et Nu var et af Byens K varterer et Flam m ehav. Ved Tolvtiden passerede vi atter Byens Gader. H er var der saa varm t som i en Bageovn. Vi m aatte holde Øje med hinandens Tøj og Udrustning, for at G nisterne ikke skulde tænde Ild i det. Det gik kun langsom t frem ad, for H usfacaderne var styrtet ud p aa Gaden, Indboet oppe i Etagerne svævede mellem Himmel og Jord eller var styrtet ud. D er var Død og Elendighed over hele Byen. D et v a r K rigens grufulde Alvor. Ved N attetid naaede vi en lille Landsby. Vi stillede Feltvagter ud for at sikre os mod Bagholdsangreb, og saa sov vi alle i en mægtig Dynge inde i en Balsal. Og vi sov godt, for vi trængte til Søvn. Det var den første gode og rolige Søvn, vi fik, siden vi rejste bort fra Hjem stavnen. Næste Morgen lavede vi B arrikader i Gadekrvdsene. Civilbefolkningen m aatte hjæ lpe til. De hentede Møbler og Tøm m er; men om A ftenen drog vi atter paa Eventyr. E fter nogle Dages F orløb kom vi til en Købslad. Befolkningen var meget venlig og rolig. Vi blev indkvarteret hos Byens Borgere i to Dage. Saa gik det atter frem ad, og vi naaede ved Aftenstid Aerschot. Byen blev belejret, m en Belgierne trak sig bort i Retning af Antwerpen. De efterlod et Feltbageri, m ange Sække Mel og en stor Stabel nybagt Brød. Vi blev vel nok glade, m en saa blev det strengt forbudt at nyde nogle af disse Hivets Goder. A tter blev vi indkvarteret hos Byens Borgere, m en snart efter blev der slaaet Alarm, højeste Beredskab. Vi samledes paa Byens Torv, og en Times Tid senere begyndte det m ed sam m e Skyderi som i Løven. Heldigvis var vi m ere spredt, og i sm aa Kolonner storm ede vi h v ert Hus og hver T rappegang. Ved en V andmølle og paa B anegaarden var K am pene haarde, m en i Løbet af en Tim e v ar der atter Ro. Nu overnattede vi p aa Banegaarden. Den var forvandlet til en stor Ruinhob. De af Byens Borgere, der endnu v a r i Live, sæ r ligt K vinder og Børn, blev taget til Fange og førtes under Bevogtning op p a a K irkegaarden. Næste Dags Morgen var jeg m ed en Afdeling uden for Byen til A rtilleridækning. B atteriet sendte en Del svære G ranater ind i den næ rm este Landsby, m en sam m e Dags Efterm iddag begav vi os atter paa March. Meget tydede paa, at der nu skulde samles store Hære til et væ ldigt Angreb. L idt Smaafa^gtninger, S kæ rm ydsler, Spræ ngning af en V ejrm ølle og fjendtlige O bservationer forstyrrede ikke vor Frem m arch. Vi naaede til 6 7

Everest foran Bruxelles. D er slog vi os ned i en stor I.ejr. Her var der Fred og Hvile og gode Dage, god Mad og Drikke. Ved Indkørslen til Byen stod der Vagt. Bataillonskom m andøren havde opdaget, at M andskabet tog ind i Byen for at plyndre Forretningerne, m en i en Dagsbefaling advarede han os, og hvis vi ikke lystrede Befalingen, blev vi sk u d t ned af de opstillede V agtposter. Vi tog dog ikke Hensyn dertil. Jeg hentede hl. a. en Del Cigarer. Vagten og K om m andanten fik Cigarerne, og det øvrige delte jeg ud til Kam m eraterne, saa der var baade Høns, Duer, Kaniner, Frugt o. s. v. D a jeg var kendt med Landbrug, m alkede jeg Køer og Geder. Vi nød rigtigt den varm e Mælk. Efter nogle Dages god Hvile blev Lejren rømmet. Vi havde ogsaa haft god Tid til at skrive hjem til vore kære. Saa gik det vid ere m od Bruxelles. E n tidlig Morgenstund naaede vi Byen, m en den led ingen Overlast. Vi lagde Mærke til Byens V agtm andskab, der gik med A rm bind paa. F ra Husene vajede belgiske Flag, m en B efolkningen sov. Slaget ved D enderm onde. Det er den 4. Septem ber 1914. Vi er paa Vej fra Bruxelles til D endermonde. Til venstre og til højre m archerer store Form ationer frem ad Hovedvejen. Vi m archerer m idt im ellem dem. Vort Kompagni gaar i Spidsen, og forude er der en hel Kæde af Sikringsm andskab, en K av aleripatrulje. En af disse P atru ljer var uforstyrret kom m et igennem den belgiske Feltvagt, der la a og sov i deres F o r svarsstilling; m en da P atruljen naaede frem til en Landsby til venstre for Denderm onde, blev den beskudt af en belgisk D obbeltpost, og derved vaagnede den fø r ste Feltvagt, som vi nu næ rm ede os. Sam tidig kim ede Kirkeklokken i D enderm onde, et stort Fæstningsanlæg. 1 største H ast skiltes F orm ationens lange Skyttekæ der. Klokken var 10. Det største Slag paa belgisk Omraade tog sin Begyndelse. Mens K irkeklokken kim ede, kørte en H aubits frem, og det første Skud ram te Urskiven. H astigt storm ede vi frem over Boe- og K artoffelm arker. Byen og F æ stningsværket var omgivet af en Flod. Broen over Floden var bortsprængt. F oran Broen havde Belgierne revet alle Brosten op og stablet dem i Pyram ider; derim ellem var der Stænger m ed Pigtraad, ladet m ed elektrisk Strøm. Men A rtilleri af alle K alibre er i feberagtig V irksomhed. H vert Skud ram m er og gør Banen fri for os. Vi ser, at der ankom m er Tog m ed engelske F orstæ rkninger. Tropperne aflæsses ude paa Strækningen. De tom me Togstam m er ruller af Sted uden Togpersonale, en Ødelæggelsens V ederstyggelighed. A rtilleriet h a r overskuet hele Situationen. D en engelske F o rstæ rk n in g holdes i Skak. Fæstningen ryster i sine Grundvolde af de voldsomme Brag. Byen bræ nder. Pionerer og T rain har bygget Bro over Floden. Det svære Skyts føres over og fyrer løs paa den anden Side helt oppe paa Kirketorvet. Medens en Pionerkaptajn kom m anderer, springer en Flok belgiske Franctireurs pludselig ud fra Kirkedøren og dræ ber K aptajnen ved et Pistolskud. En Pioner forfølger dem m ed en Økse og dræ ber en af dem. Under dette er ogsaa vi kom m et over Broen. Andre Steder sejles Soldater af alle V aabenarter over. Vi storm er ind i Fæstningen, men det hele frem bød et frygteligt Syn. Det gik videre. I den næste Landsby fik vi et lille Pusterum. E t stort Bytte af erobret Proviant, Kaffe, Te, Vin, Ost, Sukker, Smør o. s. v. kom lige tilpas. Samme Aften blev vi forstyrret af civilt Skyderi. Der blev sendt stæ rke P atru ljer ud. Præsten, Degnen og Sogneraadsform anden og en Del Bønder blev taget til Fange. Sogneraadsform anden vilde ikke følge med, m en han blev slæbt til Retterstedet, og frivillige traadte frem for at skyde ham. Jeg skjulte mig. Det var svært for mig at se dette Syn fo r tred ie Gang. 8 9

Paa March m o d Frankrig. Kampene i Belgien var ved at være afsluttet. Yi havde dog en lille Kamp mod belgiske F riskarer. De laa i en meget befæstet Stilling bag en D æm ning ved en m indre Landsby, W itteren. F riskarerne var fra Gent og I'rygge- Vi lagde m æ rke til, at der hist og her i V ejene var nedgravet Sprængbomber. K am pene mod F riskarerne varede kun en Times Tid. Saa blev det Aften; vi fik en lille H vilepause. Jeg gik sam m en m ed nogle K am m erater ind paa en Bondegaard. Husets Folk var flygtet. Bordet stod endnu dækket m ed Aftensmad. Køerne stod paa Stald. Jeg m alkede dem, og vi spiste os godt m ætte. Vi m arch e rede videre. Det var et langt og broget Tog, for vi førte Byttet med os, Kærrer, Heste, Kvæg, Krigsfanger og civile Fanger. Belgiske Bønder m aatte paatage sig at køre vore Tornystre lige til den franske Grænse. En Dag gjorde vi H oldt ved en Kro. Jeg ilede ind i Krostuen, m en den var blottet for Møbler og alt, men ved næ rm ere Eftersyn opdagede jeg belt oppe under Loftet paa en H jørnehylde en stor Flaske fin Likør. Tre K am m erater kravlede op paa hinandens Skuldre, F lasken kom ned, og vi fyldte tre F eltflask er og to Ølflasker. Denne gode D rik styrkede os noget saa vældigt p aa den store M arch tur. Vi bar naaet Frankrigs Grænse. P aa hele Marchen gennem Belgien havde jeg ofte opdaget Skilte, hvorpaa der stod»hus til Huren«. Jeg tænkte da ved mig selv, om det virkelig skulde være en Slags offentlige K nejper; m en jeg blev om sider k lar over, at det var det samme, som Franslanæ ndene kaldte en»estaminet«altsaa en B evæ rtning.------- Den 18. Septem ber 1914 blev vi indviklet i Kampene ved Elancourt. H er var der et mægtig stort Skovterræn, vistnok Udløbere af Argonnerskoveri. Det niende R eservearm ékorps, hvis Leder var General Max v. Bohn (vi k ald te ham H am borg-slagteren) havde til Opgave at standse Tilbagetoget fra M arne..tyskerne havde her lidt store Tab. P aa tredie Dag boldt Tyskerne den nye F orsvarsstilling. Den skulde holdes for enhver Pris. Den nye Linie laa m ange Steder saa tæt inde paa Franskmændene, at A fstanden ofte kun var 30 40 Meter. F orsvarskam pene v a r voldsom m e. Jo rd en bestod af K alkmasse, og det var helt um uligt at grave sig ned eller at skaffe sig den m indste Dækning. Begge P arter led store Tab. Omsider trak hele vort Kompagni, ja, hele Bataillonen sig tilbage. Vort Kompagni, der laa i D ækning inde i en Skov, rejste sig ved Middagstid, og i Skyttelinie naaede vi Skovens Udkant. Solen stak os i Øjnene, da vi kom ud paa aaben Mark. H undrede Meter foran os laa en Skov, og i dens U dkant laa Fjenden. Vi kunde intet se, for Skoven laa m ørk foran os, m en vi storm ede frem ad. Det var som en Bisværm. Til højre for mig var der et Kompagni Gardere. Deres U niform er var betydeligt lysere end vore, Fjenden rettede en m orderisk Udregn m od os, og der faldt m ange gode K am m erater, især ved Gardekompagniet. Der blev stor Uro i Rækkerne. I m it Kompagni var jeg den mindste, og saa lille jeg var, dukkede jeg m ig langt ned og kom heldigt fra det. Hele Efterm iddagen sneg vi os nu gennem det store vilde Skovterræn. G arderne saa vi ikke m ere noget til, underligt nok. Langt inde i Skoven dannede vi en Halvkreds, og holdt Hvil. Vi fik en ny Instruks. Klokken var vel fem, og nu var Tim en kommet. Det store G eneralangreb skulde begynde. D et blev startet m ed Storm signaler og Trom m ehvirvler. D et var, som om vi var i en Urskov, paa Jagt efter vilde Dyr. Vi stormede, kom dybere og dybere ind i de skovklædte Bjerge. Kuglerne peb om kring os, G ranater og Shrapnels eksploderede. Mange K am m erater gik fra Sans og Samling. De skød fuldstændig i Vilde. Jeg saa endda, at en K am m erat stak sin Bajonet i en K am m erats Trom me. I Skovens T ræ er sad Turkos, Z uaver og Senegalnegere og skød ned p aa 10 11

os. Det var, som om det var en Flok vilde Aber. Da vi havde naaet Skovens højeste Punkter, storm ede vi ned ad den mægtige Skrænt og ned i Dalen. Det var en frodig og sm uk Plet. H er la a Byen E lancourt, og vi sto r mede Byen. Denne var stæ rkt befæstet og udbygget m ed B arrikader. Franskm æ ndene forsvarede hvert Flus; men vi naaede gennem Byen. Et Kompagni Franskm æ nd vilde storm e et tysk Batteri, som fyrede løs oppe fra et Bjerg. Vi storm ede im od dem, og lige før vi naaede en Bro over en Aa, standsede vi, k la r til Skud, F ra n sk m ændene ligesaa. D er lød K om m andoraab, m en vi var først klar til Skud og ryddede op blandt F ranskm æ n dene. Slaget v a r endt. D ødens Skygge hvilede over Slagm arkens blodstænkte Jord. Bød gik Solen ned. Jeg tog m in Hjelm af, og i m it stille Sind takkede jeg Gud og m in Frelser for al hans N aade og Barm hjertighed. Fred m ed alle døde, V enner eller Fjender, i F ran k rigs Jord. I denne haarde Kamp, hvor hver eneste Mand, Ven eller Fjende, deltog i et voldsom t Slag, uden ringeste Tanke om sit eget Liv, bestod begge P arter den haarde Prøve. Begge P arter holdt Stillingen uden at nogen vandt Terræn, m en vi havde paa begge Sider store Tab af Menneskeliv, og begge P arter blev saa udm attede, at lignende store Kampe herefter ikke kunde gennemføres. Ved Bekognoscering og m indre Fægtninger blev den nuværende Kam plinie udbedret. T ropperne gravede sig ned i Jordens Dyb i store, m oderne Forsvarsstillinger. Det kostede A rbejde og Slid og Mængder af Materiel. Det gik ud over Frankrigs Skove. F lyvende Bataillon. Tredie Kompagni af Begim entet 163 havde faaet en ny Opgave. Vi blev udpeget til at væ re flyvende B ataillon, skulde opsøge Fjenden paa næ rt Flold, opdage hans Situation, hans Styrke, hans Flensigter, A fstand og Be liggenhed. Det var en stor Opgave. Med os fulgte en K avaleripatrulje. Vi havde M askingeværer, lidt Skyts og rigeligt m ed Ammunition. Saa travede vi da i hastigt Tem po fra Sted til Sted. Af og til stødte vi p aa Fjenden. N aar han var svagest, skulde vi angribe. Saaledes skete det ved Aisne-Floden, at vi sn art var kom m et i en Fælde. Fransk Kavaleri havde næ sten om ringet os. Skyndsom t m aatte vi re tirere, og vor Frelse var, at vi naaede en Bro over Floden. Ved Hjælp af en tilkaldt Beservestyrke dannede vi en F o rsv arsk æ d e langs Aisnes Bred. Vi h o ld t den N atten over, og heldigvis var der paa den anden Side af Floden et Skovbælte, saa der var lunt og godt. Vi fik Lov til at fo rtæ re vor» Jernration«. H en p a a Morgenstunden fo rsvandt vi atter. En anden Dag laa vi i U dkanten af en Skov. Der var en temmelig A fstand m ellem vore enkelte Delinger. Saa fik vi O rdre til at angribe Fjenden, m en mellem os og Fjenden strakte sig en lang dyb Dal. A fstanden har vel væ ret ca. seks H undrede Meter. Vi opdagede m ed det samme, at der paa et frit H øjdedrag hinsides Dalen var opstillet en stæ rkt bevæbnet fjendtlig Styrke og et Batteri. M andskabet stod p arat til Skud. Fjenden havde ogsaa opdaget os, og kort efter sendte han flere Salver over m od os. G ranaterne fløj ind i vore B æ kker og eksploderede m ed voldsom Kraft. Vi søgte Dækning paa Jorden, m ellem Løvet og Grenene, m en saa kom der Ordre om, at vi skulde træ kke os tilbage. Vejen laa hele Tiden under Ild, m en vi slog ind paa en anden Vej og kom ind i en stor Landsby. P aa den anden Side Byen naaede vi ad en Hulvej til en Gaard. K avaleriet var steget af Hestene for at iagttage Fjendens Position. Vi laa i Dækning bag en lang K ornlade. Saa aabnede F ran sk m æ n dene atter Ilden, og G ranater eksploderede foran os. Vi fo re tra k at forsvinde hu rtig st m uligt ad den beskyttende Hulvej. I et Nu styrtede nu hele G aarden sammen, m en vi var naaet ind i Bjæns Udkant, og her gik vi i 12 13

Stilling m ellem Husene og Haverne. Vi m anglede dog Ammunition til at afværge et Angreb, og igen m aatte vi træ kke os tilbage. Franskm æ ndene sendte Salver ind i Byen til T rods for, at den vær beboet. Den blev i Løbet af en Time forvandlet til en stor Ruinhob. Fjendens A rtilleri forfulgte os paa vor Vej, m en heldigvis naaede vi ned i en Lavning, som vi fulgte, og i Sikkerhed naaede vi vort B atteri i Skoven. Slaget ved Lassigny. E fter en lang M archtur naaede vi ved M iddagstid i Septem ber 1914 til Byen Lassigny, en lille, pæn By, høj t beliggende i et meget sm ukt og frugtbart Landskab. Den sm ukke Kirke prægede Byen. P aa M archturen dam pede Feltkøkkenet. Vi skulde have Æ rter, m en det blev en Forbier. Som Følge af en Meddelelse fra højere Sted var der ingen Tid til at indtage M iddagsmaden, for Fjenden var i Opmarch. I Stedet for M iddagsmaden modtog hvert Kompagni to Franskbrød. I en lang Skyttekæde gik vi frem ad p aa det lave, frie Terræn. Vi skulde grave os ned. D er blev yderligere sat Pres paa, saa det kunde gaa saa hurtigt som muligt, m en vi kunde ikke kom m e ned i Jorden, fordi den bestod af Kalk. Vore Redskaber kunde ikke bruges, og andre havde vi ildce ved H aanden. Soldaterne blev utaalm odige, vrede og nervøse, de bandede og stejlede, og det var jo intet Under. Vi havde lært, hvilke Tab af M enneskeliv det ville liave til Følge, n aar vi ikke laa i fuld Dækning. Vor K aptajn besluttede sig til at træ kke os tilbage til en meget høj Jernbanedæ m ning, der laa i den fastsatte Frontlinie, og h e r gravede vi os da ned. D enne E fte r m iddag og næstfølgende Dag var vi indviklede i meget stærke P atruljekam pe foran os i det store Rum. Jeg og en K am m erat var ogsaa langt frem m e. Vi blev beskudt af en usynlig Patrulje, som vi ikke kunde opdage. Vi kastede os ned i Dækning, og m in Ven fik K ikkerten frem. Mellem os og Fjenden var der en Aa. Vi opdagede da en Franskm and, der laa bag et Æ bletræ. Jeg skød, m en Kuglen gik i Jorden. Det næste Skud ram te. Det var en Senegalneger. H an rejste sig hurtigt og løb ned mod Aaen, vilde over den, m en betæ nkte sig og knælede ned for at sigte m od os. Jeg var nødt til at lægge an igen m od ham. Jeg trykkede af og h an fa ld t død ned. Im idlertid skød en anden Neger p aa os. H an laa i Dækning bag et Plovjern. Vi var nødt til ogsaa at tage ham paa Kornet. D en tred ie Dag begyndte m ed en frygtelig A rtilleriild, den værste vi endnu havde væ ret udsat for. G ranaterne slog uafbrudt ned for Foden af Dæmningen, i siden af den, ovenpaa den og bagved os. Eksplosionerne var saa voldsomme, at jeg rystede over hele Kroppen. Vi gravede os stadig dybere ned. Det var, som om vi var ved at grave vor egen Grav. Jernbaneskinnerne stod forvredne i Luften. Mine Sidekam m erater til højre og venstre blev begge dræbt. Det hele saa haabløst ud. Om E fterm iddagen begyndte Angrebet. Turkos, Zuaver og Senegalnegre kom løbende frem imod os. Et helt Kompagni var paa Cykel. De sam lede sig i et lille S kovhjørne fo ran vor h ø jre Fløj. V ort eneste M askingevær oppe i Ivirketaarnet og vort A rtilleri skød paa Livet løs. Det kønne T aarn blev ram t og styrtede ned; m en M askingeværet var i Tide blevet flyttet ned paa et Tag; m en snart var baade vore Kanoner og vort Maskingevæ r b rag t til Tavshed. Vi k u n d e in tet udrette. F jen den om ringede os. De havde naaet Byen, der laa bagved os. Ah kom i Krydsild. Nogle af vore T ropper begyndte at røm m e, m en blev skudt. Bagagefolk og alle andre, som laa i Byen, tog Kampen op. Det hjalp. Efterhaanden kom der Forstæ rkninger til, H um øret steg lidt, for endnu v a r der dog H aab tilbage. E t Regiment Bajere tog Kampen op og drev F jenden tilbage. De sluttede sig til os, m en i Aftenens løb sendte Franskm æ ndene nye Reserver frem i Massevis. \ Ti skød uafbrudt. D et lugtede fæ lt af K rudt. Atten 14 15

Gange m asede sorte Storm kolonner frem im od os under Skrig og Raab. Allali, Allah, Allah, raabte de; m en de blev i hele Dynger m ejet ned og laa henslængt foran vor Linie. Solen var forlængst gaaet ned. M aanen sendte sit venlige Smil ned til os. Vi laa hlandt døde og saarede og kunde hø re deres dybe Suk og Klage, og vi følte deres Sm erter. Der var Fred, Slaget var endt. Feltkøkkenet kom frem med Mad. Nu havde vi heller ikke sm agt Mad i to Døgn. Vi var saa slappe og udm attede, at vi næ ppe kunde rejse os. P aa alle fire kravlede vi tilbage til Feltkøkkenet for at hente varm Mad sam t Kaffe og Brød. E fter en Hvilepause kom vi igen lid t til K ræ fter. Vi blev om sider a f løst og m arch ered e tilbage til Lassigny og m a atte overnatte paa K irketorvets Brostene. Der laa vi og sov under Himlens Stjernetæppe. Næste Morgen m archerede vi ved Solopgang videre i Retning mod Noyon. Fra Kam pene om kring Noyon. Vi var for et P ar Dage blevet indkvarteret i den store By Noyon. Det var i E fteraaret 1914. Vort K varter var Byens D ragonkaserne. H estestaldene benyttedes som Hestelazaret. De syge og saarede D yr nød her en god og omsorgsfuld Behandling. Bag Kasernen laa et stort F eltbageri. H er var m an travlt beskæftiget. Det franske Artilleri beskød alle Veje, der førte ind og ud af Byen. Omsider forlod vi Noyon og begav os paa March til en Landsby ved Navn Dreslincourt. Det var en ret lille By, der laa oppe paa en Bakke. Den var tæ t bebygget. Husene laa klinet op ad hinanden. Byen var omgivet af høje Træ er og Stendiger. Det hele lignede en stor Have. Ude paa en Mark stod et tysk B atteri H aubitzer. Mandskabet vinkede venligt til os og sagde, at vi m aatte skynde os, for Luften var»tyk«. De Tropper, som vi afløste, Malayisk bryllup. 16

Kompong malayisk landsby. Kaffeplantage paa Java. havde lige indtaget Byen. De faldne laa rundt omkring os. I M ørkningen gik vi frem i Skyttekæde, op imod Skoven. Vi laa i Stilling N atten over, og det var hundekoldt. Inde i Byen hentede vi Hvedeneg. Vi gik i smaa K olonner. Nu fik vi da et nogenlunde v arm t Leje. N atten var stille og rolig. Det frøs lidt, og den første Sne faldt. Alt blev hvidt. Om Morgenen rejste vi os, træ tte og stive af Sne og Kulde. Vi forlod Stillingen og gik tilbage til Byen. H er drak vi varm Vin og spiste Brød. Vi blev atter varm e, m en saa skulde der sendes stæ rke P a tru ljer frem og stilles Feltvagter ud. Vi byggede ogsaa en stæ rk Forsvarsstilling i Byens Udkant. Næste N at laa vi atter i Skyttekæde foran Byen, m en vi gravede en dyb Skyttegrav. D et gule Sand i J o r dens Dyb blev lagt øverst, saa det blev m eget synligt, for Graven skulde kun være»blændværk«. Da A rbejdet var fæ rdigt, trak vi os tilbage til Byen for der at fortsætte det virkelige Forsvarsarbejde. Hen paa M orgenstunden opdagede Franskm æ ndene den lange, nye Skyttegrav, og jeg m aa sige, at det franske A rtilleri kom i Aktivitet. De lagde en voldsom Spærreild paa den og ofrede en Masse G ranater til ingen Nytte. Vi laa inde i Byen og m orede os over det nytteløse Skyderi. Om Efterm iddagen var jeg paa Lyttepost, en lille Feltvagt. Vi havde Felttelefon med. Medens vi i et Skjul sad og spejdede, kom der et Kompagni Zuaver ud af Skoven i sluttet Trop. De løb ind i et lille K rat til venstre. D erinde var der en Lysning. H er slagtede de nogle store Hunde, som de førte m ed sig. Da de var færdige m ed det, tæ ndte de Baal og kogte H undekødet i en Gryde, der hang mellem nogle Jernstænger. Det øvrige M andskab hyggede sig lystigt i det dejlige Solskin. For os var det helt m orsom t at se dette Eventyr; men en af Telefonisterne, en A rtillerist, telefonerede til sit Batteri, og det ellers saa fredelige Skuespil fik da en b ra t Afslutning. 17

Skytteg ra vsliv ved Noyon. Den store Bevægelseskrig i 1914 var vel ved at være sluttet, og S kyttegravskrigen havde taget sin Begyndelse. Det gik bedre m ed Fourageringen, der var kun sm aa M archture, d er v a r m ere Bo og Hvile, m ere Adspredelse og m ere Benlighed. Vi m archerede til en smuk lille By, der laa i en Dal, omgivet af en Krans af mægtige Skove, og vi nærm ede os Ju len 1914. Undervejs paa vor March har vi m odtaget Post hjem m efra, m ange Breve, Aviser og Julepakker i Massevis. Vi var helt overbebyrdet og lignede ikke meget et Kompagni Soldater, snarere en Flygtningehær, m en jeg skal love for, at der var en glim rende Stem ning og godt Hum ør i hele Kompagniet. Julens Glæde lyste ud af alles Øjne, der indtil nu havde synet saa triste. I lange T id er havde vi ikke m odtaget Post fra H jem landet. Vi m archerede op i Stillingen, der laa højt oppe paa Skovens Top. Vi genkendte straks Omgivelserne, for det var i dette Omraade, vi kæm pede saa haard t i September 1914. Den franske Stilling var trukket tilbage. Der var 800 1000 m eter mellem os. I Ingenm andslandet laa endnu m ange Lig af F ranskm æ nd, ogsaa farv ed e Soldater, desuden vore egne K am m erater af Rgt. 163. Paa vor N atpatrulje b ar vi de helt opløste og stivfrosne Legemer tilbage bag vore Linier og begravede dem. Ved deres K endingsm ærker kunde vi identificere dem og give deres paarørende Meddelelse. I m ange Tilfælde medfulgte et Ur, en Ring eller nogle Penge som det sidste Minde. Vi syntes, at vi udførte en god Gerning, at vi viste Kammeratskabsfølelse, for vi hentede jo de døde tilbage under stor F are for vort eget Liv. I Skoven var der en stor Hule fra et K alkbrud. H erinde overraskede Tyskerne en Kavaleri-Afdeling, der just var k lar til at indlede en A ttakke mod os, m en nu blev de i Stedet for taget til Fange. H er i K alkstenshulen fejred e vi p a a en m eget p ri mitiv Maade Jul. Det lugtede ikke særlig godt derinde, og der var bælgm ørkt. Et lille Julelys gav kun svagt Skæ r^ I Juledagene laa vi i højeste Alarm beredskab. Vi udbyggede en god F orsvarsstilling langs m ed en L andevej, der gik gennem Skoven. Mange Træ er blev fældet og lagt p a a Kryds og tværs som F o rh in d rin g eller Afspærring. Pigtraad blev trukket i lange Baner, og vi byggede ogsaa Blokhuse. V ejen in d til Byen v a r opkørt og meget daarlig at færdes paa, derfor byggede vi Skovstier m ed U nderlag af Træ. Livet i den duftende Skov var en Idyl. Det var et meget sm ukt Landskab, og vi syntes, vi førte et Liv som Jægere. Vi skød alt det Vildt, der kom i vor Nærhed. Nogen egentlig fast Forsvarstilling var det ikke. Det hele var et udbredt Net af Feltvagter m ed langt frem skudte F orposter, Lytteposter, spredte M askingeværreder, enkelte K anonstillinger og sm aa, hurtigtskydende Kardæsker. Dag og N at udfoldedes et livligt Patruljeliv. Franskm ændene havde hist og her udstillet enkelte Skarpskytter. De var ofte anbragt i Træernes Kroner. Vi kaldte dem»august-blitz«. Somme T ider fik vi til Opgave at omringe en fransk Feltvagt, og i Reglen havde vi da en Løjtnant med os. Nede ved Skovens Fod var der en Kilde, hvor vi hentede dejligt frisk D rikkevand. Vi opholdt os paa denne Egn til hen i F oraaret 1915. K om pagnierne skiftedes til at være i Stilling. Til Tider blev vi afløst for at nyde Ro og Hvile. Det hændte en Aften, at en fransk General sneg sig gennem vor Forpostkæde, men vi havde ogsaa Vagter posteret bagude i Skoven og spredt om kring i Byens Udkant. Fornylig havde vi faaet O pfyldningsm andskab fra Tyskland, og en af de nye Folk stod paa Vagt i Skoven. Den franske General næ rm ede sig Vagten og udspurgte ham om et og andet, hvorefter han igen gik bort. Rekrutten var ikke sin Opgave voksen. H an v a r næ rm est skræ kslagen. 18 19

H an glem te helt at afkræ ve den frem m ede P arole-s tikordet. Da han om sider blev afløst af en æ ldre Kammerat, spurgte denne, om der var sket noget nyt. Ja, sagde han, og fortalte om det m ærkelige Besøg. Den ældre K am m erat var straks klar over, at det drejede sig om Spionage. Saa hurtigt som m uligt lod han Affæren gaa videre til den vagthavende. Der blev straks udkom m anderet en stor Styrke til at gennemsøge Skoven. D er blev ogsaa taget Sporhunde i Brug. Hele N atten gik. I den tidlige M orgenstund havde en A rtilleriløjtnant overtaget Vagten ved et B atteri for at M andskabet kunde faa lidt Hvile. B atteriet stod mellem Byen og Skoven. Pludselig kom Generalen frem fra Skovbrynet. Løjtnanten havde opdaget Fyren og stod k lar til Skud. Ved T ilraab blev Generalen standset og m aatte overgive sig. Men hans Rekognoscering var vel nok udført modigt og dristigt. En V interdag sad jeg i en Bunkers, som jeg havde hygget sammen m ed en Landstorm sm and fra Hamborg. Den var opbygget ganske prim itivt, idet den kun bestod af Træ, Ler og Kviste. Det var koldt, men vi lavede en lille Ovn af en større Blikdaase, og Skorstensrøret blev frem stillet af Blikstrim ler, som vi gned rundt som en Spiral. En Dag fyldtes dog voi't fine Værelse m ed Røg. Det var galt m ed Trækken. Skorstenen var i Uorden. Min K am m erat steg op paa Taget for at rette paa den, og mens han var i Fæ rd m ed Arbejdet, skød en Skarpskytte efter ham og ram te ham i H alepartiet. Jeg hørte, at han gav et Raab fra sig, hvorefter han styrtede ned i Graven. H urtigt styrtede jeg til. Saaret var ikke farligt, m en saa m ærkeligt det end lyder, døde han, for der gik K oldbrand i Saaret. O plevelser i S kytteg ra ven ved Roye. Det er F o raar 1915. Vi h ar ligget i et kønt Skovdistrikt og tager nu Afsked m ed det. Vi m archerer over Laucourt og kom m er til Roye. H er havde vi væ ret før. Vi blev indkvarteret i den dybe Kælder under R uinerne af Sukkerf abrikken. Trods A dvarsler tog en m indre AfdelingK varter i et lille, fritstaaende Hus paa den anden Side af Vejen, m en fjendtlige G ranater slog ned i H uset og dræbte alle vore K am m erater. E fter to Dages Forløb tog vi atter af Sted til Fronten. Det var ved N attetid. Vi kom til Laucourt. Fjenden laa over for os i Laucourt. A fstanden var ca. 800 1000 Meter. Den Styrke, vi skulde afløse, var i Nattens Mulm og Mørke forduftet. Til Trods for, at der var strøet Halm paa Byens Gader, havde Fjenden opdaget, at der var noget paa Færde, og medens vi var i F æ rd m ed at sam les, beskød de os heftigt m ed Geværild og A rtilleri. Der kom F orvirring i vore Rækker. Vort Kompagni styrtede ned p aa en Eng bag en stor Gaard. I to Tim er opholdt vi os her. Jeg faldt i Søvn i det bløde Græs, m en pludseligt vaagnede jeg ved et Granatnedslag. Vor K aptajn kom m anderede os hen til G aarden for at søge Dækning. Jeg sprang op, men m in Sidekam m erat blev liggende. Jeg raabte til ham og tog fat i ham, men han rejste sig ikke. D er var ikke andet at gøre for mig end at ile ned til de andre, m en da der atter blev Ro, tra a d te Kompagniet an i den tidlige M orgenstund for at blive talt. Det viste sig da, at m an opdagede Blodpletter paa min Uniform. Man spurgte, om jeg var saaret. Det var jeg jo ikke. O ptæ llingen v a r endt. Vi savnede flere K am m e rater, ogsaa m in Sidekam m erat fra Engen. H an var faldet. Ved A ftenstid begravede vi de faldne bag K irkemuren. Det Ildoverfald, som vi havde væ ret ude for, var en ny Taktik, som Franskm æ ndene benyttede sig af ved Afdelingernes Afløsning. Men senere sikrede vi os ved at anlægge Løbegrave ud til den forreste Linie. Den næste N at gik vi frem i Skyttekæde for at grave os ned. Det var bælgm ørkt, og vi naaede helt frem til Fjendens Pigtraad. Fjenden opdagede os heldigvis ikke. Vi blev ikke saa lidt forskræ kket og listede hurtigt tilbage. Om M orgenen stillede vi F eltvagter ud og sendte P a tru lje r 20 21

frem. Vi forblev her i lang Tid. Det blev en Byggetid i stort Form at, idet vi udbyggede første, anden og tredie F orsvarsstilling og anlagde Løbegrave. D er gik en u a l m indelig stor Mængde Træ til dette Arbejde, men de store Bunkers var sikre. Inde i Byen byggede vi store Beskyttelsesrum. D er v a r Plads til B ataillons- og Regim entsstaben. I en Kælder i Kirkens Fyrrum havde vi indrettet en Kantine. Jeg havde en særlig god Kam m erat. Flan var fra Tønder og ejede et straalende Humør. H an tog sig Livet let og frygtede intet. Egentlig v a r h an af sam m e Støbning som jeg selv. Og hvor kunde han synge. N aar han stod paa sin Post om Natten, sang han yndige Viser. Franskm æ ndene lyttede sikkert ogsaa og skød ikke paa os. En E fterm iddag havde min Ven og jeg foretaget os noget, som ikke var velset i Kompagniførerens Øjne. Næste Dags Morgen fik vi til Straf O rdre til at slæbe Mursten fra Byen og ud til Skyttegraven. Vi gik ned til Byen, og da vi havde godt med Penge paa Lommen, tog vi ind til K antinen og drak os rigtig godt fulde. Men saa var det jo nødvendigt at sove Rusen ud. Om Aftenen forsynede vi os med hver en Sten, og den kastede vi langt over i Pigtraadsspæ rringen. Næste Dags Morgen kaldte Løjtnanten paa os og spurgte, om vi havde hentet Mursten. Javel, de ligger ovre i Pigtraadshegnet. Flan havde ikke sagt, hvor vi skulde lægge Stenene. Vor Bunker blev udstyret m ed Boliginventar, Symaskiner og Klaver, som vi hentede i Byen. Vi havde ogsaa en K om pagnihund, den kom løbende ovre fra den fra n ske Front, og befandt sig vel hos os. I Begyndelsen laa den franske Feltvagt ikke særlig langt fra os; den befandt sig ved et stort Kornhæs. E n gang listede vi os over til dem og stak Ild paa den. Det blev vel nok til et mægtigt Baal i den m ørke Nat. Kort Tid efter at vi var kom m et til Laucourt, havde K ejseren Fødselsdag. Jeg stod p a a Dagvagt, da en L øjt nant jagede op igennem Skyttegraven og raabte:»det er K ejserens Fødselsdag. Den, der g aar frivilligt p a a P a trulje i Aften og tager en fransk Feltvagt til Fange, faar Jernkorset.«Jeg lo, og da m in V agttid ikke var udløbet, fik jeg Lejlighed til at overvære Eventyret.»Den gaar ikke«, tæ nkte jeg ved m ig selv. Til højre for m ig var Udfaldsstedet. Ved Mørkets F rem b ru d kom en lille G ruppe af O fficersstabens tro faste M edlem mer. D et v a r Støvlepudsere, T jenere, Oppasser og Kokke. De v a r m eget højrøstede og d u m d ristige. En L øjtnant var deres Fører. De var udrustet med H aandgranater. Medens de forcerede vor Pigtraadsspærring, havde en fransk Skarpskytte opdaget dem og rettede sit Gevær ind paa dem. Skuddet faldt, og en af dem blev dræbt. De andre kastede sig ned i Pigtraaden; m en da de igen rejste sig, havde Pigtraaden faaet fat i A ftræ kkeren paa en H aandgranat. Manden kunde ikke slippe fri. G ranaten eksploderede, og det kostede tre Mand Livet. En Dag i Maj fik vi en Efterm iddag en kraftig T ordenbyge. Skyttegraven blev fyldt m ed Vand, saa vi var D ruknedøden nær. Hos Franskm æ ndene var det det samme.»alle Mand op paa Dækningen!«lød Parolen, og her som hinsides havde alle travlt m ed at øse Vand ud. Det varede to Tim er. Vi blev fæ rdige fø r F ra n sk m æ ndene. D et v a r virkelig en hel Oplevelse! Stem ningen var god over det hele. Vi vinkede til Franskm æ n- dene, og efter endt A rbejde sad vi oppe paa Dækningen, sang Viser og spillede H arm onika; m en da Franskm æ n dene var færdige, begyndte de at skyde, saa alle atter m aatte hoppe ned i Skyttegraven. En Dag kom en fransk Bil m ed O fficerer kørende lige over til vor Forsvarslinie. D er gik nem lig en Landevej fra Roye til M ontdidier. De havde forvildet sig. Vi tog vel imod dem, m en hvor var de skuffet over at falde i T yskernes Kløer. En Som m eraften, da vi v a r p aa Feltvagt, skulde en 22 23

fran sk S oldat m ed flere Kogekar, fyldte m ed v arm Aftensm ad, over til den franske Feltvagt. I M ørkningen tog han fejl. Yi vinkede til ham, og han kom virkelig over til os. N aturligvis m odtog vi m ed Glæde den dejlige Mad, m en saa lod vi h am igen løbe. Mellem F o r svarsstillingerne n aaed e Græsset sn a rt op i Mands H øjde, og nu tog m an fat paa en livlig Patruljevirksom hed, der forvoldte megen Forstyrrelse og Uro. Vi gik i Lag m ed at m eje Græsset. Det sam m e gjorde Franskm æ n- dene ogsaa, m en en bred Strim m el blev dog staaende. Det var den neutrale Grænse. Vi satte vort Græs i Stak, m en Franskm æ ndene stak Ild paa det hele. Da vi og Franskm æ ndene i Som m ernatten udførte Arbejdet, gik det hele dog roligt og uden nogen som helst F o rsty r relse. En Aften hændte det dog, at Franskm æ ndene tog ud af deres Stilling fo r at angribe os. F eltv ag ter alarm e rede os. Tyskerne aabnede en Ildkam p uden Lige; ingen naaede frem til vor Stilling, og under store Tab vendte de om. D et v a r vor første K am p i en velbefæ stet F o r svarsstilling. Den bestod sin Prøve; vore Tab var kun ringe. Jeg m indes en Dag, da vi blev afløst og kom i Ro i en Bondelejr, der laa i en Plantage. Ved vor Ankomst var der straks Parole. Det var mærkeligt. Alle Befalingsm æ nd m ødte m ed Notesbog i H aanden, og d er oplæstes Navne. Jeg lyttede spændt og opdagede da, at mange af vore gode K am m erater skulde straffes, fordi de havde forsyndet sig m od Disciplinen. De skulde alle som Forbrydere bindes til et Træ. D er opstod Uro og H arm e iblandt os. Tre Gange blev K am m eraterne befriet af os fra Træ erne rundt om kring i Parken, efter at m an atter havde bundet dem; m en saa lød der streng O rdre:»nu bliver de atter bundet, og den, der befrier dem, bliver skudt af Vagtposten.«Vor Vrede og H arm e var paa Kogepunktet. F ra Mund til Mund lød det:»messer raus, abschneiden!«mange raabte:»vi vil ud i F ron ten med det samme! Vi vil lave Afregning m ed disse H errer!«slukøret og skræ kslagen fo rsv an d t alle fo resatte. Vi sejrede og befriede igen vore K am m erater. Den Slags k u n d e de ikke m ere vove at byde gam le, v eltræ nede K am m erater. S to rm en paa G ieselerhøjen ved Loretto. I Begyndelsen af S eptem ber 1915 kom vi til en idyllisk Landsby, Ognolles, hvor vi opholdt os i otte Dage. Byen laa langt bag Fronten, og her nød vi den tiltrængte Ko. Vi havde en stor Sportsfest, og vi h oldt M indegudstjeneste over vore faldne K am m erater fra Rgt. 163 u n der Slaget ved Noyon. Da Hvilen var forbi, gik det til et nyt Omraade, K ulm inedistriktet, der strakte sig fra Douai, Henin, Litard, Mericourt, Sallammes, Lievin, Lens, Orion til Angres. Det var ogsaa i disse Byer, T ropperne udskiftedes og afløstes ved Fronten. H er ligger ogsaa forskellige F o rm atio n er i Reserve, m en i A larm beredskab, for at hjælpe Forsvaret paa alle Dele af Fronten. P aa vor March naaede vi til Sallamines. I Løbet af to Dage skiftede vi til nye Uniform er, nyt Undertøj, Strøm per og Støvler. Det gam le var ogsaa p jaltet og laset. Den følgende Dag m archerede vi ved Mørkets Frem brud helt ud til Fronten. Det var en lang Vej. Denne Stilling havde væ ret en af de værste under hele Krigen. Det var en meget frem skudt Stilling og meget udsat for Beskydning. De Tropper, vi afløste, havde været indviklet i meget voldsomme Slag m ed Englænderne. Tyskerne havde tabt et m indre Terræn, m en de indtog det igen under store Tab. D a vi m odtog Forsvarsstillingen, v a r den i en frygtelig Tilstand. Det var en Slags Grusgrav, der laa paa en Bakke i en Skov. Af Skoven var kun Stubbene tilbage. Man kunde se, at der her havde væ ret tunge Slag, og at A rtilleriet havde arbejdet haardt. Skyttegraven var jæ vnet m ed Jorden, Dækningen var styrtet sammen. 24 25

G ranathul laa ved G ranathul. U drustningsgenstande i Massevis laa spredt rundt omkring. Omsider fik vi dog lidt Orden i Tingene. Den franske Forsvarsstilling strakte sig over en høj Bjergkæde fra Lorettohøj en, Gieselerhøjen, Givenchi til Arras. Et stort Fæstningsværk. Vi laa hele Tiden over for Gieselerhøjen og var udsat for svær A rtilleriild og M inekastere. H er var der Englændere, Franskm æ nd og Kolonialtropper. Disse sidste kunde ikke godt taale Vinterkulden. Vi kunde høre dem hoste. Til venstre for os laa et Regiment Bajere. Det var et meget uroligt Folkefærd, og de gjorde Fjenden helt tosset. Der var hver Dag et jæ vnt Skyderi paa begge Sider, og m an skiftedes til at angribe hinanden. Det kostede mange Ofre. Vi forholdt os meget roligt, og det var til v o r egen Fordel. Jeg havde en god Ven, som var fra Haderslev-Egnen. H an var en god dansk Mand og fik ligesom jeg»modersmaalet«tilsendt. En ikke særlig god K am m erat gav vor K om pagnifører et Vink om det, og denne truede os med at skyde os, n aar vi vovede at læse denne danske Avis. Vi tog det nu ikke saa højtideligt, m en svarede, at vi jo ogsaa havde et Vaaben i vor H aand. Der skete herefter intet. Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste m ed H aandgranater af en ny Type. H er i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom G eneralen og holdt en Tale til os. Flan sagde bl. a.: Ifølge en Beslutning i Generalstaben h a r jeg faaet den Opgave at storm e Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort Inf.-Rgt. 163 skal have den store Æ re at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende A rtilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder sam t en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel. D er er opstillet fem H undrede K anoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige ForsvarsfTont er meget stæ rkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab. B agefter talte vor K om pagnifører og tilføjede lokkende, at d er i en B unkers fandtes Chokolade, Vin, Cig arer og C igaretter til Kom pagniet. Samme Middag blev vi yderligere udrustet m ed ekstra Ammunition, Pigtraad og H aandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det»henkers-mahlzeit«. De fleste spiste alt m ed det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det. Klokken lialvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte V agtposter blev oppe i Graven. Klokken to Efterm iddag var alt parat. P ludselig tordnede K anonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det. Det saa rædsom t ud deroppe, et helt Helvede. H ele B jergets Top v ar et Ildhav. B om bardem entet v a rede til Klokken seks Aften. F or os var det en lang Ventetid. Franskm æ ndene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, m en saa tordnede de for Alvor løs m od de tyske Stillinger. I Løbet af et K varter var Forsvarstillingen jæ vnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspæ rring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have storm et K lokken seks, m en p a a G rund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Storm angrebet udsat til et K varter over seks. Saa lød R aabet:»raus, raus!«øjeblikkelig stod alle p arat i den første Linie.»Vorwårts!«lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af m in tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med. En tung G ranat kreperede lige foran mig. I sam m e Nu tænkte jeg, at m it Liv nu var udslukt. Jeg m ærkede Svovllugt og Røg, Jern, 26 27

Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned. A tter gik det frem ad; m en jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af m ine Kamm erater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann Bussel. Pludselig slog en G ranat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskræ kket omkuld. Senere blev jeg m ed nogle K am m erater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb. Medens vi var i Fæ rd m ed det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af A rtilleri fra Lorettohøjen. P aa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks k lar over, at den fjendtlige K anon var in d stillet nøjagtigt paa os. Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. G ranaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var»heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg h ø jt i V ejret og takkede m in Gud og F re l ser for, at jeg endnu var i L iv e.------- For mig var det nu Slut m ed Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked m ed m ine K am m erater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun fa a Sm erter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Tim er laa jeg vel i denne Tilstand. Det var over M idnatstid, da en H und kom hen til mig og slikkede m it Snar. D erpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfæ rdet ved Synet af Hunden, m en den var god og venlig. Kort efter nærm ede sig en Saniteter. D et v a r en af m ine V enner. H an fo r b an d t mig, h v o refter jeg fo rtsatte m in Tilbagem arch. I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. D a jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn. I M orgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskm and, men han klarede den ikke. Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. H an havde pyntet m in Hovedpude m ed et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater m ed en B aare og bar mig ind i Operationssalen. Efter O perationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Efterm iddagen. Jeg havde store Sm erter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj. En Dag kom to L øjtnanter fra vort Kompagni for at hilse paa mig, og de havde m ange gode Sager med. - - Kompagniet var nu afløst ved Fronten og laa i Ro i Byen Douai. E fter en god Maaneds Tid kom en Overlæge ind og sagde:»schullz, jeg b ar en stor Nyhed til Dem. I Morgen Form iddag rejser De m ed et Lazarettog til Tyskland.«Jeg blev vel nok glad. Tænk, at komme langt bort fra Fronten, bort fra al Uhygge og Rædsel, tilbage til bedre og roligere Forhold. Vi blev lagt i pæne, rene Senge, og saa kørte Toget ganske sagte af Sted til W attenscheid i W estfalen. E. A. Schultz, Hejsager. 28 29