Prædiken tl 2. s. e. påske, Jægersborg kirke 2016 Herren er min hyrde, mig skal intet fates 1. Konfrmanderne er i disse uger ved at fnde det skriford som skal læses op for dem tl deres konfrmaton. De vælger selv hvilken sætning fra Bibelen de skal have med i deres liv. Det giver et ejerskab tl skrifordet. Det er dete her jeg vil holde mig for øje. Det er det her der er vigtgt for mig, viser de med deres valg. Da jeg begyndte som præst, valgte jeg lige som alle mine kolleger en sætning fra Bibelen tl hver konfrmand. Det var en gave tl dem. Måske med et indhold som de aldrig selv ville have valgt, måske med en tanke som de tog tl sig, så den med tden fk betydning for dem. Men det er klart at langt de feste konfrmander vil gerne vælge selv. Det skal betyde noget for dem. Selvfølgelig skal det det. En sætning som kan give nyt håb og mod når tlværelsen går i hårdknude og synes svær. Eller en formulering som kan holde os fast på hvad meningen med det hele er. 2. Der vist nok ikke nogen af konfrmanderne som har valgt: Herren er min hyrde, mig skal intet fates. Der er en som fundet frem tl skrifordet: Jesus siger: Jeg er den gode hyrde. Og den gode hyrde sæter sit liv tl for fårene. Det er meget tæt på. Men går man et par generatoner tlbage, så vil der fndes en del mennesker som netop har Herren er min hyrde, mig skal intet fates som deres foretrukne bibelord. Ofe vil det være mennesker som kan hele salme 23 udenad, og som har den salme som et hvilested, et opladningssted i Bibelen, et sted hvor man øse af et overskud, fred og trøst. Jeg kendte en gammel dame som havde salmen liggende fremme. Og hver gang hun skulle samle sig, læste hun den
igennem. Så var det som om hun bedre kunne holde sig oprejst og se frem i det svære liv som ofe trak hende ned, de sorger som børnene gav hende, de savn hun led, hver gang en af hendes søskende døde. Når hun læste Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst, så vidste hun at hun ikke var alene i sin sorg, men Gud var hos hende og ville vise hende nye dejlige steder hen. Hun havde meget at kæmpe med, men havde ikke desto mindre en tllidsfuld og frimodig åbenhed i sig, og jeg er sikker på at hun ville sige at det kom af den tro og fortrøstning at Gud var hendes hyrde, sådan som salmen beskriver det. Jeg mødte også i nogle af de første år jeg var præst, Vincent Lind der var biskop i Odense. Han fortalte om da han sad i koncentratonslejr som ung. Der var intet at læse. Det var man i øvrigt også for træt og udmarvet tl, sagde han. Det endte altd med at man gik i stå midt i fadervor. Men så en gang imellem fremsagde jeg Salme 23 for mig selv, fortalte han. Den kunne jeg. Jeg havde lært den af min farbror da jeg var dreng. Jeg havde på opfordring fortalt ham nogle af de bibelhistorier jeg havde lært i skolen. Farbror fandt at det var storartet. Og så sagde han: Så kan du vel også fremsige Davids treogtyvende salme?. Nå, kan du ikke det? Jamen den er vigtg at kunne. Den har trøsten i sig. Og så fortalte Vincent Lind hvordan farbroren som havde en stor gård og masser af dyr og som kunne alt muligt - også lave sjov som ingen andre, hvordan han retede sig op i stolen, og langsomt og højtdeligt reciterede han salmens ord. Samme dag lærte jeg mig salmen udenad, fortalte Vincent Lind, og jeg har kunnet den lige siden. Og så sagde han tl den unge præst jeg var: Det er godt at kunne noget. Når du sidder hos en døende, er du aldrig uden ord. 4. Herren er min hyrde, mig skal intet fates!. I den oversætelse af Bibelen som har været autoriseret siden 1992, står der faktsk: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Der er stor forskel mellem de to formuleringer. Jeg lider ingen nød hører
hjemme i en nydende velfærdskultur som vores. Her har vi vores på det tørre, pengene rækker, maden og vinen er god, og vi skal sikkert ud at rejse inden for de næste par måneder. Nej vi lider ingen nød. Men Herren er min hyrde, mig skal intet fates, sådan som ordene lyder i de gamle oversætelser, handler om noget andet. Om det Gud giver os, det altafgørende Gud giver os, selv når nøden er stor. Selv når jeg ligger på mit yderste, og det alt sammen skal tages fra mig, giver det mening at sige Herren er min hyrde, mig skal intet fates. For Gud er der stadig og drager omsorg for min sjæl. Han kvæger min sjæl, hørte vi. 5. Ja ordet sjæl er heller ikke med i den nye oversætelse. Der giver Gud mig kraf på ny. Og det er selvfølgelig meget godt. Men når man ikke kan tale om et indre liv, om min sjæl, så bliver det meget nemt de ydre, materielle omstændigheder det kommer tl at handle om. Så er det man i stedet kan sige: Jeg lider ingen nød! Det er bare ikke det der har været budskabet, været det særlige i den salme. Når salme 23 igennem tderne har haf så stor betydning, så er det fordi den har været sjæleføde for den læsende, så er det fordi den salme kan opbygge mit indre, styrke min relaton Gud og give mig ny fortrøstning, tllid og mod og altså trøste min sjæl. Så ved vi at når vi hører Gud tl, når han er vores hyrde, så kan intet rive os ud af hans hånd. 6. Og vi kan med salmens ord siddende i os gå ud og leve dete dejlige og svære liv på ny. Vi er i jo Guds hånd. Hver dag vi går ind i, er det Guds verden vi vandrer i. Hver dag er der noget vi skal åbne vores øjne for. Hver dag en skønhed vi ikke bare må gå forbi. Gud lader mig ligge i de grønne vange, han leder mig tl de stlle rindende vande. Han fører mig ad rete veje for sit navns skyld. Andre mennesker fører han mig tl - som gør mit liv rigere og
større, og som kalder omsorg, nærvær, ansvar, medleven, alt det bedste frem i mig. Og det alt sammen giver næring og kraf tl min sjæl. 7. Alt synes lyst og godt. Og så alligevel - det tager ikke væk at mørket også fndes, og afgrundene, og at døden kaster lange skygger ind i vores liv. Ja det kan være at vi i måneder eller år må gå igennem det som salmisten kalder dødsskyggens dal. Der hvor jeg er ramt, hvor sorgen og savnet lægger sig som et mørke omkring mig, eller jeg må kæmpe med sygdom, med mit sind, med mig selv. Og så kan det være mere end svært at fastholde troen på at jeg stadig er i Guds hånd. Hvor er Gud henne? spørger vi så. Hvorfor er vi så hjælpeløst overladt tl os selv? Men en dag kan jeg måske alligevel se tlbage og sige: Også dér var jeg, på en måde jeg slet ikke vidste, i hans hånd. Netop i mørket var Gud der som den der usynligt støtede mig og bar mig, holdt mig oppe. Jeg famlede mig frem, jeg så ikke andet end mørke, og så blev jeg alligevel ledt igennem, tl liv og tl lys igen. Stadig ved jeg, også når jeg er trådt ud af mørket, at livet er fyldt af farer og faldgruber. Men de skal ikke skal få lov tl at fylde mine tanker og følelser. Mit liv. For jeg ved at Gud er der. Den gode hyrde, som aldrig bare slipper mig og overlader mig tl mig selv. 8. Tværtmod, han dækker bord for mig, mens alle mine fender misundeligt ser tl. Livets fender. Alle de ødelæggende kræfer, misundelse, mismod, mistænksomhed, mistro som hellere end gerne vil æde sig ind på vores liv. Mis- er en negaton som viser at der er kræfer som kan mis-danne og mis-bruge det gode liv. Alligevel er der ingen ende på de gaver Gud øser op for mig. Han inviterer mig ind tl en fest. Mit bæger fyder over. Det er ud
over alle grænser. Hinsides al rimelighed. Langt mere end jeg fortjener og behøver. Mere end nogen fende kan æde op. Ja der er selv i små tng en rigdom uden lige, anemonerne som lyser i skovbunden derude, den glæde forårssolen kalder frem, smilet i dine øjne, kærligheden i den hånd du trykker, kysset på din kind. 9. I det mindst er det største. I brødet og vinen en evighed af liv. Sådan er det når vi her i kirken hører: Dete er mit legeme. Dete er mit blod. Det er hyrden som har sat sit liv tl for os, for at hans kærlighed skal fyde over - i os. Fylde os. Og blive tl mere liv. Liv i overfod. Til nye og uanede kræfer. Omsorg. Barmhjertghed. Forsoning. Og generøsitet. Hyrden som ofrede sit liv på kærlighedens alter. Midt mellem alle sine fender. Hans godhed og miskundhed følger mig alle mine dage. Han rækker mig sit evige liv. Og jeg skal bo i Herrens hus gennem lange tder. Da min farbror sagde de to ord lange tder, vidste jeg hvad evigheden er, fortalte Vincent Lind. Salme 23 lærer os at vandre langsomt - ind i Guds evighed. Trods mørke slugter og de fender som står på lur. Det er en god salme at kunne udenad. Amen Salmer: 12 662 437(kor) // 667 192 v, 7 721