Adam af Bremen. Om landene og øerne i Norden

Adam af Bremen. Om landene og øerne i Norden Adam af Bremens krønike om de hamburgske ærkebispers historie er en vigtig kilde til vikingetiden. Adam af Bremen var en tysk kannik, som levede ca. 1040-1081. Han kom til Bremen ca. 1066, og der skrev han sin krønike, som dækker perioden 788-1072 og omfatter fire 5 bind. Det sidste bind rummer en beskrivelse af de geografiske forhold i Norden. Kilde: Adam af Bremens Kirkehistorie, Om Landene og Øerne i Norden, oversat af P. W. Christensen, 1862, uddrag af 4. bog heimskringla.no 10 De danskes egn er, som man allerede læser i Ansgars levned, næsten helt og holdent udstykket i øer. Fra vore nordalbinger er dette Danmark adskilt ved Ejder-floden, som udspringer dybt inde i hedning-skoven Isarnho, der siges at strække sig langs med Det Barbariske Hav indtil den sø, der hedder Slien. I øvrigt når Ejder-floden lige til Det Frisiske Hav, som romerne kalder det britiske. 15 Den forreste del af Danmark er Jylland, som fra Ejderen strækker sig mod nord i en længde af tre dagsrejser, når man tager sin vej ad øen Fyn til. Men hvis man måler vejen lige frem fra Slesvig til Aalborg, så har man en fem til syv dages rejse for sig. Dette er Kejser Ottos Stræde, lige indtil det yderste hav ved Vendsyssel, som indtil denne dag, efter denne konges sejr, kaldes Ottesund. Jyllands bredde er fra Ejderen opad noget rigeligere, men trækker sig 20 dernæst sammen til det tungedannede hjørne, som kaldes Vendsyssel, og der ender Jylland. Overfarten derfra til Norge er meget kort. Der er jordbunden gold; når man undtager de strækninger, der ligger i nærheden af en å, ser næsten det hele ud som en ørken; det er en saltholdig og nøgen hede. Mens i Tyskland hver egn stivner af skumle skove, så er Jylland endnu mere uhyggelig, og man undgår det gerne, tillands for dets ufrugtbarheds skyld, og til 25 vands på grund af usikkerheden for vikinger. Næppe nok finder man det opdyrket hist og her, næppe skikket til en bolig for mennesker. Men hvor havet tager det i sin favn, der har det

endda store stæder. Denne egn var det, som kejser Otto engang gjorde sig skatskyldig og delte i tre bispedømmer. Det ene af disse oprettede han ved Slesvig, som også kaldes Hedeby, og som beskylles af en arm af Det Barbariske Hav, der hos indbyggerne hedder Slien, hvoraf byen 30 har sit navn. Fra denne havn afgår der jævnlig skibe til Slavenland, til Sverige, til Semland, ja lige til Grækenland. Det andet bispedømme stiftede han i Ribe, en by, der ligeledes er omgivet af sin å, som strømmer ind fra oceanet, og hvorfra der er sejlads til Frisland, eller vel endog til England, eller til vort Saxland. Det tredje bispedømme befalede han anlagt i Aarhus. Denne stad er skilt fra Fyn ved et meget 35 smalt stræde, som har sit indløb fra Østersøen, trænger sig i lange krumninger frem mod nord mellem Fyn og Jylland, lige indtil nysnævnte by Aarhus, hvorfra der går sejlads til Fyn og Sjælland, vel også til Skåne eller helt op til Norge. Dette bispedømme, vi her have nævnt som det tredje, gik imidlertid siden efter ind, og Jylland beholdt kun to bispedømmer tilbage, nemlig det i Slesvig og det i Ribe, indtil straks efter ribebispen Vales død. Kredsen deltes i fire 40 bispedømmer, hvortil ærkebiskoppen gav sin høje tilladelse. Snart indviede han da også Oddo for Ribe, Christian for Aarhus, Heribert for Viborg, Magnus for Vendsyssel. Men da sidstnævnte på hjemrejsen fra ordinationen led skibbrud på Elben, indsatte ærkebispen i hans sted Alberik. På disse fire fordeltes altså Ribe Stift, ifølge gavebrev fra kong Svend. Af sine egne klerke indviede ærkebispen for Slesvig Radulf, for Sjælland Wilhelm, for 45 Fyn Eilbert. Om Eilbert fortælles, at han, ved at skulle dreje af for en vikingtrop, blev den første opdager af øen Farria, som ud for Elbmundingen, men på lang afstand derfra, skjuler sig i oceanet, samt at han, ved der at opføre et kloster, gjorde den beboelig. Denne ø ligger lige overfor Hadeln. Den strækker sig næppe 8 mil i længden og fire i bredden. Befolkningen bruger strå og vrag af 50 sønderslåede skibe til ildebrændsel. Der går det sagn, at når vikinger derfra har bortført et nok så ringe bytte, har de snart fundet deres undergang, enten ved skibbrud eller i slag; helskindet er ingen sluppen hjem. Desårsag plejer de med megen ærefrygt at yde tiendedelen af deres bytte til de eneboere, som der opholde sig. Øen er i øvrigt frugtbar på korn, samt rig på

fuglevildt og kvæg. Den har kun en banke, men ikke et eneste træ. Omgivet af stejle klipper har 55 den kun én adgang, hvor vandet er sødt; og dette sted er i alle søfarendes, men især i vikingernes øjne såre ærværdigt. Deraf har øen også fået navn af Helligland 1. Af den hellige Wilbrords levned erfarer vi, at den kaldes Forsetes-land, samt at den ligger der, hvor danskernes og frisernes grænser mødes. Der er endnu andre øer lige overfor Frisland og Danmark, men ingen så mærkværdig som 60 denne. En ikke uanseelig ø er Fyn, som hæver sig bagved den ø, der kaldes Vendsyssel, i indgangen til den barbariske havbugt. Den støder op til den egn, der fører navn af Jylland, og det således, at der for hver del af Jylland er en meget kort overfart til samme. Her er den store stad Odense. Trindt omkring den ligger småøer, som alle er rige på korn. 65 Det er vel at mærke, at vil man gennem Jylland ad Fyn til, så forfølger man en lige nordlig retning, hvorimod man, ved at lægge vejen over Fyn til Sjælland, vender ansigtet mod øst. Der er fra to steder overfart til Sjælland, dels fra Fyn og dels fra Aarhus, og begge overfarter er lige lange. Havet er af en stormfuld beskaffenhed og dobbelt farefuldt derved, at om man end har medbør, slipper man dog ikke nemt fra sørøverne. Sjælland er en ø, der har sit leje i Det 70 Baltiske Havs indre bugt. Denne ø er berømt såvel for sine mænds tapperhed som for sin frodige kornvækst, og tillige betydelig stor, idet den har en længde af to dagsrejser og omtrent samme bredde. Dens hovedstad er Roskilde, de danskes kongesæde. Denne ø er adskilt såvel fra Fyn som fra Skåne ved et lige langt mellemrum på én nats overfart. Den har på sin vestlige side Jylland med 75 staden Aarhus, samt Aalborg og Vendsyssel; mod nord, hvor den er øde, det norske farvand, mod syd det forhen nævnte Fyn og den slaviske bugt; i øst vender den mod det forbjerg i Skåne, hvor staden Lund ligger. Her er guld i mængde, som opdynges ved sørøveri. Med sørøverne, dem hine kalde vikinger og vore landsmænd askomanner 2, forholder det sig nemlig således, at de, imod at betale danekongen skat, har lov til at klemme bytte af den mængde

80 udlændinge, som vrimle i disse farvande. Derfor hænder det også, at de misbruger den tilladelse, som de har fået med hensyn til fjenderne, ved at gøre den gældende mod deres egne landsmænd. Så ringe er den indbyrdes troskab, så ubarmhjertig er hver mand imod sin næste, at får han ham fat, sælger han ham som træl, være sig til en staldbroder eller til en vildfremmed køber. Der er i de danskes lovgivning endnu meget andet, som strider mod ret og 85 billighed, uden at jeg dog anser det for nyttigt i så henseende at nævne noget, undtagen dette, at når en kvinde er bleven vanæret, bliver hun straks solgt. Når derimod en mand er bleven strafskyldig, enten som majestætsforbryder eller ved anden brøde, så lader han sig hellere halshugge end piske. Andre straffe end bøddeløkse og trældom bruges ikke; og hvem der har fået sin dom, sætter 90 en ære i at være lystig. Gråd og klagemål og andre i vore egne gode tegn på sønderknuselse er for danskerne en sådan vederstyggelighed, at selv over sine synder eller for sine kære afdøde har ingen lov til at fælde tårer. Fra Sjælland er der overfart til mangfoldige steder i Skåne; den korteste fører til Helsingborg, som også kan ses derfra. Skåne er blandt alle danske provinser den yndigste af udseende; derfor har den også ord for at 95 være væbnet med mænd, rig på afgrøde, udstyret med handelsvarer, og nu for tiden fyldt med kirker. Skåne er to gange så stort som Sjælland; det rummer nemlig 300 kirker, medens Sjælland kun skal have halvt så mange og Fyn en tredjedel. Skåne er den yderste del af Danmark, og er ikke langt fra at være en ø, det omgives nemlig på alle sider af havet, den ene arm af fastlandet fraregnet, som mod øst danner grænsen mellem Sverige og Danmark. Der er 100 dybe skove og stejle bjerge, som man nødvendigvis skal igennem, når man fra Skåne rejser til Gotland, så man ved ikke ret, enten man helst skal gå udenom faren tillands, ved at friste lykken til søs, eller man skal foretrække landevejen for sejladsen. 1 Helligland: Øen Helgoland

2 askomanner: En tysk betegnelse for sørøvere