Vi skal ikke imponere Vorherre med lange og dygtige bønner, Fadervor er nok

Transkript

1 Nytår 2015 Vi skal ikke imponere Vorherre med lange og dygtige bønner, Fadervor er nok Prædiken af præst Kristine S. Hestbech salmer 720, v1,4,5 synges af Anette, 524, 588, 720 6,8,10 synges af Anette, 712 Intro: Den tyske præst, Christian Scriver, udgav i 1675 en bog med titlen, Sjæleskat. Heri skriver han om ydmyghed og om bøn: De mennesker behager Gud allerbedst, som ikke behager sig selv. De, som er de største syndere i deres egne øjne, er ofte de største hellige i Guds øjne. De, som beder bedst, kan ikke bede, og de, som ikke kan bede, de beder allermest og allerbedst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os 1

2 ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«Matt 6,5-13 Da jeg som helt nyuddannet præst kom til Kongsted Kirke blev jeg inviteret rundt til forskellige foreninger og forsamlinger for at fortælle om hvem jeg var. Og et sted blev jeg så spurgt om, om jeg ville holde en lille andagt. Bare sådan en lille bøn og et par ord og en salme. Det var jeg ikke forberedt på, og jeg husker stadig sveden under armene og den ultra korte bøn jeg bad: Kære Gud, tak for at vi er sammen her i dag. Jeg gik i stå blev tom kunne ikke finde ord. Forsamlingen, der havde inviteret mig, var missionsfolk, og resolut rejste en stor og svær mand sig 2

3 og sagde: Det var ikke en bøn. Og så tog han over. Og bad en bøn så lang at man nåede at tænke indkøb og vasketøj inden han var færdig. Og så sad jeg der. Ildrød i hovedet. Dumpet til den eksamen ingen har et navn for, men som kan være altafgørende for ens omdømme i al evighed. Og jeg blev da heller aldrig inviteret igen. For jeg er ikke vokset op i en tradition med fri bøn, og det falder mig den dag i dag svært at folde hænderne og bede, når nogen ja, beder mig om det. 3

4 Det har fulgt mig igennem alle årene som præst og det var en lettelse forleden dag at sidde med den tyske præst Christian Scriver fra 1600-tallet og hans lille bog, Sjæleskat og læse følgende: De, som beder bedst, kan ikke bede, og de, som ikke kan bede, de beder allermest og allerbedst. S. 33 Hvad mener han med det? Vel nok det samme som Jesus, der harcelerer over at mænd står på gader og hjørner og beder og korser sig højlydt og længe. Det bliver så udvortes som om man reklamerer for egen tro ved at smaske og smovse som var det en julemiddag man satte til livs. Og Jesus taler om lønkammeret. At gå ind i det. 4

5 Lønkammeret som hjertet. Det er ikke at gå hjem i vores eget hjem og bede bag lukkede døre, men at gå ind i hjertet, og granske det, inden vi smasker og smovser i ord til Vorherre. Og bønnen får en ramme, da Jesus formulerer Fadervor. Fadervor, med sin åbne fremtid om at Guds vilje må blive, også der, i Fadervor, med sin jordbundethed, at vi må få det vi behøver og som er samlet i det bagte brød; tag over hovedet, mad nok, tøj og nogle der passer på os. Fadervor, med det centrale, nemlig forladelsen af vores skyld. Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere. I Det gamle Testamente er skyld en straf fra Gud. Gud bruger skylden som straf. 5

6 Og den kan gå i arv i generationer ligesom den går igennem samtlige Mosebøger og Konge- og Krønikebøger. Denne skyld. Men i Jobs bog forandres den. Job har mistet så meget. Sit arbejde, sit helbred, sin familie og næsten også sine venner. Alt sammen som en djævelsk test a la fristelsen i ørkenen, bare med modsat fortegn, om Jobs tro ville kunne holde til at Djævlen tog alt fra ham? I Jobs samtid var lidelsen selvforskyldt. Lidelsen var straffen for din skyld. Men at Job skal så megen lidelse igennem - er det hans egen skyld? spørges der mellem linjerne i bogen. Det mener vennerne. Det mener samtiden. Er Job skyld i sin egen skæbne? Og må mennesket, som Job gør det, skælde Gud ud? Eller skal det bøje hovedet, 6

7 og, som Luther sagde, huske på at menneskets eneste ret er retten til at lide? Vil Gud ramme Job endnu hårdere, fordi Job skælder Ham ud, og dermed beklikker Vor Herres almægtighed? Eller vil Gud gengælde Jobs vrede med kærlighed? Vi får ikke noget svar i Jobs bog. Kun det, at Job ikke er skyld i egen skæbne, men at Gud lader hans skæbne være, at han er Job. Jobs bog åbner op for det Kristus kommer med; at det lidelsesfyldte liv også er et liv i Gud. At du lider er ikke en forkastelse. Det trækker tråde helt tilbage til syndefaldet, hvor lidelsen fastlægges som et vilkår for menneskelivet. Du skal arbejde i dit ansigts sved og du skal føde dine børn med smerte. 7

8 Og du vil dø for af jord er du kommet og til jord skal du blive. Med Kristus udvides livet med evigheden så vi varer ved men i en ny skikkelse hvor det gamle er væk og det nye har taget over. Hvor vi lyses igennem af Guds kærlighed så det vi har forbrudt smelter ind i hjertet som dyb fortrydelse og det vi har båret tungt, tages fra os. Dermed ændres synet på lidelsen og skylden. Det begynder hos Job, der lider uskyldigt og dermed sætter lidelsen som noget vilkårligt. Noget, der hører menneskelivet til, uden der er en bagvedliggende grund. Og så viser Gud sig i det lidende menneske, Jesus. Og lidelsen bliver noget et enkelt menneske kan bære for et helt folk. Og så kommer korset for tanken: For kristendommen siger, 8

9 at du igennem lidelsen kan finde ind til en dybere kerne i dit syn på dig selv og Gud. At lidelsen former din sjæl og dit ansigt, så du går fra at være en kopi til at blive en original. Christian Scriver siger det sådan her: Vinen er en ædel drik, der glæder hjertet. Så fin og klar er den i glasset. Og dog udvindes den af sønderknuste druer. Du er blevet det menneske du er, igennem de sår og smerter livet har bragt dig. Og Christian Scriver fortsætter: Således også med Guds kraft, der virker i det sønderknuste hjerte. s. 61 Gud virker i det hjerte som er sønderknust. 9

10 Med kristendommen forandres Gud fra at være en udvortes, fjern og straffende Gud til at blive den Gud du i dit hjerte kan henvende dig til, med skylden som er din, og lidelsen som ikke har årsag. Og vi skal ikke imponere Vorherre med lange og dygtige bønner, Fadervor er nok, når vi åbner hjertets frøskal, som Ole Sarvig skriver, i salmen, Anette sang de første vers af før. Åbner hjertets frøskal, nu, hvor vi siger farvel til det gamle år og træder ind i det nye, som de originaler, livet har formet os til. 10