Kirkerne i udviklingsarbejdet

Kirkerne i udviklingsarbejdet

Kirkerne er i direkte kontakt med mennesker hver eneste uge og har derigennem en unik mulighed for at dele information med alle samfundsgrupper. Samarbejdet mellem kirker og kristne organisationer i syd og nord bygger på langvarige partnerskaber med fælles værdier og mål. Kirkerne former moral og værdier i samfundet. Præsterne udøver en vis autoritet og har mulighed for at påvirke menneskers holdninger og værdier. Kirkerne har en stærk base af engagerede frivillige, der vedkender sig, at troen forpligter dem til at give speciel opmærksomhed til fattige og marginaliserede i samfundet. 2 Kirkerne er til stede på alle niveauer i samfundet og selv i de mest fjerntliggende områder, som internationale og nationale organisationer ofte ikke kan nå. Kirkerne er dybt rodfæstet i det lokale samfund og nyder respekt og legitimitet; det giver en naturlig og unik autoritet og troværdighed i lokalsamfundet. Kirkerne har gode netværk, som muliggør effektiv spredning af information f.eks. kvinde- og ungdomsgrupper, som opererer både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Kirkerne repræsenterer i mange lande et stort antal mennesker. Det giver et stort potentiale for at udøve politisk indflydelse både lokalt, regionalt, nationalt og på internationalt niveau. Kirkerne har en profetisk rolle og potentiale til at tale på vegne af marginaliserede og sårbare mennesker, så deres rettigheder fremmes.

Hvorfor kirkeligt udviklingsarbejde? Trosbaserede organisationer har en vigtig rolle at spille i udviklingsarbejdet. Kirker og kirkelige organisationer yder en stor indsats i kampen for fattige og marginaliserede mennesker i verden. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) er en sammenslutning af 31 danske kirker og kirkelige organisationer, der samarbejder med kirkelige partnerorganisationer i over 40 lande. De langvarige partnerskaber er et stærkt og grundlæggende omdrejningspunkt i vores arbejde et samarbejde mellem Nord og Syd, der i nogle tilfælde går mere end 150 år tilbage. Det betyder, at der er opbygget en solid, gensidig respekt, tillid og villighed til at lytte og lære af hinanden en samhørighed, som ikke er afgrænset til en projektperiode, men som har eksisteret før og også vil fortsætte efter projektets ophør. Gennem vores arbejde med at tilse og vurdere kirkelige udviklingsprojekter kan vi i DMRU se, at denne samhørighed er med til at gøre kirkeligt udviklingsarbejde til noget særligt. Kirkerne i udviklingslandene er stærke aktører i civilsamfundet. De har mange steder en status og en legitimitet, der gør dem i stand til at bringe varige ændringer i deres samfund. I dette hæfte vil vi gerne pege på nogle af styrkerne i det kirkelige udviklingsarbejde og fortælle de gode historier om udvikling. Lars Udsholt Sekretariatsleder Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling 3

Kirken møder mennesker!»jeg gik ud af skolen meget tidligt, fordi jeg skulle arbejde. Nu har jeg endelig fået lov til at lære at læse rigtigt. Det giver selvtillid,«siger en af deltagerne i Mothers Union s kvindelæsegrupper i Sierra Leone. Læsegruppen er startet af Den Anglikanske Kirke i Bo Stift og er blevet til i et samarbejde med den danske organisation Mission Afrika. Indtil videre har 300 kvinder lært at læse gennem projektet. Og der er god brug for undervisning, for kvinderne i de små sierraleonske landsbyer har ofte en meget kort eller slet ingen skolegang. Arbejde og børn fylder tidligt deres hverdag, og det begrænser deres mulighed for uddannelse - og dermed også deres stemme i lokalsamfundet. Foto: Danmission 4 Viden for alle Kirker i udviklingslandene er i direkte kontakt med mange mennesker, som hver eneste uge kommer til gudstjenester, møder og aktiviteter i kirken. Det giver nogle enestående muligheder for at dele informationer med mennesker i alle samfundslag ikke mindst i forhold til analfabeter og lavt uddannede, som måske ellers ikke ville få denne information. I Burundi arbejder Baptistkirken sammen med lokale kirker for at hjælpe deres lokalbefolkninger. Ud fra kirken er der oprettet alfabetiseringskurser og foreninger, der arbejder med kønsrelaterede spørgsmål. Herigennem får kvinderne mere selvtillid, og det betyder, at de i højere grad tør udtrykke deres mening offentligt og deltage i aktiviteter, som før var forbeholdt mænd. Alle deltagere får tilbud om at blive medlem af lokale spare- og lånegrupper, der ejes og styres af medlemmerne selv. Her får de mulighed for at opspare deres penge og tage små lån til at starte en lille virksomhed - noget der for alvor kan give den enkelte families økonomi et løft.

Jeg gik ud af skolen meget tidligt, fordi jeg skulle arbejde. Nu har jeg endelig fået lov til at lære at læse rigtigt. Det giver selvtillid. 5

6

Kirken er der allerede! Syv timers sejlads i en lille, åben træbåd tværs over Tanganyikasøen. Så lang tid tager det at sejle fra Tanzania til det borgerkrigshærgede D.R.Congo, hvor millioner af mennesker har et akut behov for både materiel, psykisk og åndelig hjælp. Fra Kipili i Vesttanzania sejler Jonas Diemer, der er udsendt af Brødremenighedens Danske Mission, sammen med en volontør og kirkens sundhedsteam til en af de mange små landsbyer på Congo-siden, der ligger kilet ned i små sprækker mellem de høje bjerge og søen. Her skal de mødes med den lokale sundhedskomité, som blev etableret sidst de var derovre. De skal holde informationsmøder for indbyggerne i landsbyen og undervise dem i sundhed og hygiejne. Om aftenen skal de vise film på storskærm nede på stranden. Ikke alene Men de er ikke alene. Der er allerede en kirke selv her i et af de mest øde udkantsområder, som kan være vanskelige at nå frem til. Brødrekirken i D.R.Congo blev grundlagt i 1980 erne. På trods af vanskelige forhold, fattigdom og svære år med borgerkrig er den vokset til i dag at have omkring 15.000 medlemmer fordelt på mere end 40 menigheder. Landsbyens børn stimler sammen om volontøren fra kirkens sundhedsteam. Foto: Anna-Elisabeth Aagaard Brødrekirkens Danske Mission har de seneste 10 år samarbejdet med kirken omkring undervisning og skolebyggeri i Moba-regionen i det østlige Congo. Det betyder, at der er et netværk på stedet, som gør, at hjælpen kan nå hurtigere ud, og som letter projektets videre gennemførsel. Kirkens præster og evangelister er behjælpelige med kontakt til myndigheder og til lederne af de 29 landsbyer langs Tanganyikasøens bred, som Projekt Mobilklinik besøger. 7

8 Kirken former moral og værdier! Religion spiller en stor rolle i de fleste menneskers liv. Op mod 80% af befolkningen i udviklingslandene angiver, at de er religiøse. Derfor har trosbaserede organisationer i disse lande ofte stor indflydelse på samfundets moralske værdier og er med til at forme menneskers holdninger. Biskopper, præster og imamer besidder en vis autoritet, og der bliver lyttet til, hvad de har at sige. Her har kirkerne en vigtig opgave i at tale om følsomme emner, f.eks. hivsmitte og homoseksuelles rettigheder, som der kan være mange holdninger til, og som ofte er omgærdet med megen uvidenhed, frygt og stigmatisering. Aids var tabu Kirken i Afrika har tidligere været tavs og undgået spørgsmålet om aids. Sygdommen var tabu og blev knyttet sammen med umoralsk livsførelse, og de smittede blev ofte diskrimineret og udelukket fra menigheden. Den udvikling er vendt. Gennem tværgående projekter, der har knyttet ledere fra mange forskellige afrikanske kirker sammen, har kirkerne fået øjnene op for problemets omfang. I dag er mange kirker i Afrika blandt de mest aktive i arbejdet for at gøre en indsats mod hiv og aids. De har formuleret en aidspolitik, og præster bliver trænet i rådgivning og forebyggelse. Ud fra et kristent menneskesyn om alle menneskers ret til at blive behandlet med respekt taler de med en klar røst mod diskrimination og stigmatisering. Og folk lytter! I alle projekter, der støttes af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, inddrages forebyggelse af hiv og aids i arbejdet, hvor det er relevant. Der er udarbejdet en strategi for at sikre, at alle udviklingsindsatser er med til at informere om og forebygge spredning af hiv og aids og yde støtte og omsorg for de smittede.

I dag er mange kirker i Afrika blandt de mest aktive i arbejdet for at gøre en indsats mod hiv og aids 9

Diakoni er kirkens DNA! Det har altid været en del af kirkens identitet at have omsorg for fattige og udstødte mennesker. Det første danske missionsselskab blev stiftet i 1821. Ud af dette arbejde opstod lokale kirker og menigheder. Der blev bygget skoler og hospitaler, og det lagde grunden for et samarbejde omkring diakoni længe før begreber som udviklingsprojekter og udviklingslande kom til. Derfor rummer kirkens arbejde stærke kompetencer inden for sundhed og uddannelse. Denne omfattende viden gør at kirker kan bidrage med en klar røst og være med til at påvirke politikere på nationalt plan. Fra hjælp til selvhjælp Adskillige projekter har udviklet sig fra at være ren serviceydelse skolebyggeri og hospitalsdrift til at blive et selvstændigt, rettighedsbaseret arbejde. Blandt andet i Bangladesh, hvor Danida fra 1981 til 2005 støttede byggeri og drift af et spedalskhedshospital med i alt 85,5 millioner kroner. 10 I dag drives hospitalet videre af Spedalskhedsmissionen i Bangladesh. Det nyder stor legitimitet i samfundet som referencehospital for hele landet, og ud fra hospitalet er der dannet selvhjælpsgrupper, der med stor succes styrker de spedalskes rettigheder og deres forsørgerevne.

Stærke partnerskaber skaber tillid! Mange kirker i syd har langvarige partnerskaber med kirker i nord. Et eksempel på det er samarbejdet mellem Den Lutherske Kirke i Liberia (LCL) og den danske organisation Promissio (tidligere Dansk Ethioper Mission DEM). I 1980 erne hjalp den danske organisation med kapacitetsopbygning af kirken i Liberia. Efter borgerkrigen brød ud i 1989 blev alle missionærer evakueret og trukket hjem til Danmark nogle blev dog udstationeret til opgaver i flygtningelejre i de omkringliggende lande. Men den tætte kontakt mellem nord og syd blev bevaret trods adskillelsen gennem den over 14 år lange krig. Fælles tros-baserede værdier har knyttet de to parter sammen, og arbejdet i flygtningelejrene har givet en fælles oplevelse af, at»vi led sammen«og»vi gik vejen i fællesskab«. Generalsekretær Naomi Ford-Wilson fra Den lutherske Kirke i Liberia (i midten) underskriver en partnerskabsaftale med deres danske samarbejdspartnere. Foto: Promissio Vi kan også selv Partnerskabet har båret kirken i Liberia, der i dag er vokset til en stærk og selvstændig kirke, som nyder stor respekt og legitimitet blandt befolkningen. En af frugterne ved samarbejdet er den kapacitetsopbygning af sundhedssystemet, der foregår ud fra Curran Lutheran Hospital i det nordlige Liberia. Her arbejder man med en model for selvfinansiering, så sundhedssystemet kan fungere uafhængigt af udenlandske donorer. En sundhedsøkonom fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet har besøgt hospitalet og vejledt i processen. Takket være det stærke partnerskab mellem nord og syd er der oparbejdet en nær kontakt til Liberias sundhedsminister, og det er lykkedes at skabe en interesse i ministeriet for at udbrede modellen til andre distrikter i landet. 11

Layout og produktion: Videbæk Bogtrykkeri A/S 9717 3408 Udgivet juni 2014 af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling Peter Bangs Vej 1, bygning 5 2000 Frederiksberg Tlf. 3961 2777 mail: dmru@dmr.org www.dmru.org