Egyptens velsmurte dødsmaskine Legitimitetskriser og dødstrafpraksis i perspektiv

Egyptens velsmurte dødsmaskine Legitimitetskriser og dødstrafpraksis i perspektiv Af Simon Hansen (Marts 2014) Den 23. marts 2014 dømte en domstol i Minya syd for Kairo 529 medlemmer af det Muslimske Broderskab til døden. Dette sker midt i den politiske krise som Egypten har befundet sig i siden det arabiske forår i 2011. Brugen af dødsstraf i Egypten er ikke en ny epokegørende udvikling, men en strukturel integreret kronisk karakteristika af det politiske system. Siden 1950erne har Egypten gennemgået adskillige cykliske politiske kriser, som har medført massehenrettelser både indenfor og udenfor det juridiske system. Hver krise har medført en intensivering og juridisk ekspansion i brug af dødsstraf. I denne artikel analyseres disse legitimitetskriser ud fra et juridisk perspektiv, hvilket kan give en indikation af hvad der kan forventes af de kommende års politiske udvikling i Egypten. Dødsstraf i Det Juridiske System Det juridiske system i Egypten er primært baseret på et vestligt sekulært grundlag, og sharia i forhold til straffeloven har ikke været praktiseret i mere end 100 år 1. Selv om landet har oplevet både reformer og revolutioner, har det juridiske system stort set bevaret både form og funktion siden det blev etableret i 1884 2 3. En væsentlig undtagelse er imidlertid forholdet omkring statssikkerheden. Den egyptiske regering indførte efter suez-krisen i 1958 en nødlov (lov nr 162 af 1958) som gav myndighederne beføjelser til at censurere, konfiskere aviser og tilbageholde alle og enhver, der kunne tænkes at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed og offentlige orden 4. Samtidig blev der gennem denne lov etableret et system af domstole, herunder domstolen for statssikkerhed. Det særlige ved denne domstol er at præsidenten har mulighed for at udpege militærofficerer til juryen, samt at tiltalte ikke har ret til appel. I løbet af 1970erne fik denne domstol en særlig nødsektion, hvor præsidenten har mulighed for at bestemme domstolens kompetencer, procedurer og sammensætning 5. Nødsektionen anvendes primært til sager om politisk vold, og dommene er som regel lange fængselsstraffe, tvangsarbejde og dødsstraf. Den egyptiske regering fastholdt brugen af nødloven fra 1958 under påskud af, at landet var i en krigstilstand med 1 Brown, 1997:3 2 Brown, 1997:126 3 Se side 28-29 4 Singerman, 2001:29 5 Brown, 1997:112-113 1

Israel. Efter fredaftalen med denne blev den kortvarigt afskaffet i 1980, men genindført med mordet på Saddat i 1981 6. Egypten har også militærdomstole, som blev etableret gennem lov nr. 97 af 1966. Disse domstole behandler forbrydelser begået imod statens sikkerhed, hvad end dette sker udenfor eller indenfor landets grænser. Siden vedtagelsen af en ny antiterror lov nr. 97 af 1992 har det også været muligt at behandle terrorrelaterede sager ved domstolene. Derudover har præsidenten autoritet til at overføre civilesager til disse domstole, så længe nødloven er i kraft. 7 Sagsbehandlingen ved disse domstole er meget hurtig og militærdommerne har mulighed for at dømme personer in absentia, og der er generelt ingen appelmuligheder ved domstolene 8. Til forskel fra lande som Saudi Arabien og Irak rangerer Egypten ikke som et land med en aggressiv dødsstrafpraksis i relative tal, men i absolutte tal er det et af de mest aggresive lande i regionen. Ved en nærmere granskning af de absolutte tal kan der imidlertid observeres en voldsom intensivering i brugen af dødsstraf i starthalvfemserne(se figur 1.5). Denne intensivering skete parallelt med en juridisk ekspansion i bredden gennem vedtagelse af en ny antiterrorlov i 1992, som ikke blot kategoriserede flere forbrydelser som decideret terror, men samtidigt banede vej for en hurtigere sagsbehandling ved at give præsidenten autoritet til at overføre civile sager til militærdomstolene 9. Egypten har i løbet af det 20 århundrede oplevet flere legitimitetskriser, i særlig grad relateret til den islamistiske opposition. Slutningen af 1970 erne var præget af terror, politisk vold og sammenstød mellem oppositionen og regeringen, der kulminerede i mordet på Saddat. (se figur 1.4). Tilsvarende var 1990 erne præget af konfrontationer mellem den islamiske opposition og regeringen. Det interessante i denne sammenhæng er, hvorfor regimet valgte at udvide de juridiske præmisser for brugen af dødsstraf i 1990 erne og ikke i 1970 erne. 6 Singerman, 2001:30 7 MDE 12/022/2007 8 Brown, 1997:115 9 Tal, 2005:132 2

Figur 1.4 Figur 1.5 Socialpolitiske uroligheder 1952-93 Nasser perioden 1952-70 Sadat perioden 1971-81 Mubarak perioden 1982-03 Antal % Antal % Antal % Demonstration 10 16 16 26 36 58 er Strejker 2 6 13 42 16 52 Optøjer 3 5 6 9 55 86 Kupforsøg 2 50 2 50 0 0 Forsøg på 2 13 2 13 12 75 snigmord Snigmord 0 0 3 11 16 89 Arrestationer 14.000 24 19.000 33 25.000 43 Tvangsarbejde 42 26 69 42 53 32 domme Dødsdomme 27 36 20 27 27 36 Dødsfald 49 3 205 11 1557 86 Kilde: Ibrahim 1996 140 120 100 80 60 40 20 0 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Kilde: Amnesty International Dødsdomme Henrettelser Autoriteten og Regimets Krav på Legitimitet Nassers socialisme skabte en statsdrevet socioøkonomisk modernisering af samfundet, der gav både regimet og præsidenten social eudamonisk legitimitet, men efterfølgende har forpligtet både Saddat og Mubarak til at spille en aktiv socialpolitisk rolle 10. Nassers efterfølger Anwar Saddat legitimerede sin autoritet med støtte fra borgerskabet og bureaukratiet i stedet for militæret, der havde været Nassers primære støtte 11. Rent ideologisk søgte han at erstatte socialismen/nasserismen med islamisme og vestlig liberalisme, hvilket kom til udtryk gennem en række politiske og økonomiske reformer, samt ved at løslade fængslede medlemmer af det muslimske broderskab og i det hele taget danne politiske alliancer med moderate dele af broderskabet. Derudover foretog han en række symbolske handlinger såsom, at tildele sig selv titlen den troende præsident og at indføre passager i forfatningen om at islam er statens religion og at shariaens principper er den primære kilde til lov 12. Disse passager betød imidlertid ikke at Egypten fik indført sharia i form af fiqh, men blot at nyvedtaget lov ikke måtte stride direkte mod principperne i sharia 13. Saddats efterfølger Hosni Mubarak har på mange måder fulgt det samme legitimitetsmæssige spor, om end 10 Al-awadi, 2004:11 11 Hinnebusch, 1981:445-446 12 Zubaida, 2006:208 13 Skovgaard-Petersen, 1997:202 3

han har nedtonet det personlige ideologisk-religiøse krav på autoritet. Hans legitimitet er derimod afledt af forfatningen, der har overladt autoriten til ham på baggrund af mordet på Saddat, hvilket vil sige et rationel-legalt krav på autoritet og legitimitet. Et krav som yderligere har været forstærket af Mubaraks støtte til og fra det juridiske system 14. Legitimitetskriser og Opposition I relation til legitimitetskriser i Egypten, har særligt den islamistiske opposition været en central faktor. Oppositionens modstand mod det nuværende regime startede allerede ved kuppet i 1952, da de sekulært orienterede frie officerer nægtede at indføre sharia i den egyptiske lov. I denne sammenhæng er det vægtigt at pointere, at Egypten har en lang række officielle islamiske institutioner, samt en offentligt anerkendt ulema og mufti. Det statsdrævede al-azhar universitet er sammen med ministeriet for religiøse midler regimets to primære religiøse institutioner 15. Institutionernes religiøse autoritet er imidlertid svundet ind i takt med at regimet har brugt dem til at legitimere politiske handlinger, såsom fred med Israel og kontroversielle love, herunder en ny familielov 16. Den islamiske opposition kan overordnet inddeles i to hovedstrømninger, en konservativ repræsenteret af det Muslimske Broderskab og en radikal repræsenteret af forskellige grupper, der ideologisk set trækker på Sayid Qutbs tanker og ideer. De to primære radikale grupper er organisationerne al-jihad og al-jameat al-islamyia. Hele den islamiske opposition var indtil Saddats magtovertagelse relativt marginaliseret, hvilket bl.a. skyldtes at nasserregimet havde etableret en omfattende kontrol med en stor del af samfundsinstituioner, herunder skoler og universiteter, men også medier, hvor islamisterne var systematisk ekskluderet. Saddats reformer og realliering med Israel, USA og Saudi Arabien betød, at en væsentlig del af den islamiske opposition kunne vende tilbage til Egypten fra Saudi Arabien og fik samtidig adgang til institutioner og medier 17. Den politisk-økonomiske opblødning gav den islamistiske opposition mulighed for at etablere islamiske banker, der med økonomiske midler fra golflandene skulle komme til at finansiere en parallel islamisk sektor bestående af skoler, moskeer, hospitaler og samt socialt 14 Brown, 1997:124 15 Ibrahim, 1988:635 16 Ibrahim, 1988:636 17 Dreyfuss, 2006:149 4

arbejde 18. Liberaliseringen i 1970 erne betød ikke blot at den islamistiske opposition fik et politiskøkonomisk spillerum, men samtidigt var den også medvirkende til at skabe konflikt mellem autoriteten og den islamistiske opposition. Særligt slutningen af 1970 erne var præget af uro. I første omgang opstod der en massiv folkelig protest mod regeringens reducering/afskaffelse af subsidier til madvarer 19. Regeringen blev yderligere upopulær, da Saddat i 1979 gennemtvang en ny familielov, der sigtede på at forbedre kvinder og børns rettigheder i en række situationer 20. Konflikten mellem den islamiske opposition og regeringen eskalerede efterfølgende, da Saddat forbød brugen af nighab 21 på universiteter og gennemførte en fredsaftale med Israel. Disse begivenheder fik de radikale grupper til at erklære Saddat for vantro, hvilket indirekte var en dødsdom, men samtidig udløste Saddats politik også store demonstrationer og uroligheder 22. Saddats svar på disse var at opløse alle religiøse studenterorganisationer og i det hele taget stoppe den politisk religiøse tolerance, hvilket kom til udtryk i hans nyerklæret politiske slogan ingen politik i religion og ingen religion i politik 23. På baggrund af disse begivenheder var Saddats politiske legitimitet kraftigt reduceret i starten af 1980 erne både på et ideologisk-religiøst plan, men også på det social eudamoniske plan. Saddats krav på ideologisk/islamisk legitimitet var udelukkende personlig og symbolsk, hvilket indførelsen af passager om sharia uden etablering af fiqh er et eksempel på. Derudover var indførelsen af den nye familielov et andet punkt, der gjorde det klart for den islamiske opposition, at Saddat ikke var den troende præsident, som han selv hævdede. Den økonomiske liberalisering, der som sagt betød nedskæringer i subsidier til basale fødevarer, svækkede ikke alene Saddats, men hele regimets legitimitet. Denne svækkelse kunne den islamiske opposition kapitalisere på ved pege på, hvad der blev opfattet som et ideologisk-religiøs og socialt svigt. Den islamiske opposition kunne også fremstille sig selv som religiøst legitime ved eksempelvis at kræve islam praktiseret gennem sharialov, hvilket regimet kategorisk nægtede. Endvidere betød oppositionens opbygning af den islamiske sektor og det sociale arbejde, at de også kunne tilegne sig social eudamonisk legitimitet. 18 Skovgaard-Petersen, 1997:221 19 Ibrahim, 1982:5 20 Skovgaard-Petersen, 1997:202 21 Nighab er en kvindelig beklædningsgenstand 22 Wright, 2006:48 23 Wright, 2006:49 5

Den Radikale Opposition De radikale grupper er oprindeligt udsprunget af det Muslimske Broderskab efter dette i løbet af 1960 erne valgte at give afkald på brugen af vold 24. Grupperne har samme politiske mål; at skabe en islamisk stat og samfund med sharia som styrende politisk og juridisk princip. Alligevel har de forskellig geografisk oprindelse og forskellige analytiske udgangspunkter og dermed også forskellige militante strategier. Derudover har grupperne siden 1970 erne ikke været konsistente, forstået således at der har været interne stridigheder mellem dem, nogle grupper fragmenteret og har været opløst senere gendannet. Alligevel er det muligt at opdele grupperne i kategorier ud fra deres analytiske udgangspunkter og de i praksis anvendte militærstrategier. Antistatsgrupperne og Legitimitetskrisen i 1970 erne Den første kategori grupper er antistatsgrupperne, hvoraf al-jihad er den vigtigste. Den blev kendt som hovedansvarlig for mordet på Saddat i oktober 1981 25. Gruppens militære strategi er kupforsøg og angreb på personer inden for det politiske system. Denne strategi grunder i et analytisk udgangspunkt, hvor det politiske system opfattes som hovedansvarlig for at befolkningen ikke følger de traditionelle islamiske normer, og samfundet opfattes netop som offer for det politiske system 26. Gruppemedlemmerne er ud fra en socialøkonomisk profil hovedsaligt højtuddannede unge mænd i alderen mellem 25 og 30 år fra storbyerne 27. Dette afspejles både i deres aktiviteter i omkring universiteter og læreanstalter, hvor bl.a. militærakademiet i 1974 blev platform for et kupforsøg 28. Med mordet på Saddat i 1981 var der ikke længere nogen tvivl om at den egyptiske autoritet og regime stod over for en legitimitetskrise. Saddat havde allerede i slutningen af 1970 erne vendt sig mod den islamistiske opposition, hvilket betød at de egyptiske fængsler i 1981 igen bugnede med islamister, herunder dele af al-jihad cellen, der allerede var blevet fængslet på nær den del der udførte angrebet 29. Regimets umiddelbare svar var i første omgang at fortsætte fængslingerne, men Mubarak valgte en ny og blødere strategi. For det første insisterede han på at kun de personer, der havde været direkte involveret i mordet på Saddat skulle dømmes til døden, 24 Ibrahim, 1988:640 25 Ibrahim, 1988:650 26 Ibrahim, 1982:7 27 Ibrahim, 1996:35 28 Ibrahim, 1982:5 29 Tal, 2005:38 6

mens mange andre af de fængslede fik mindre domme og blev løsladt. For det andet igangsatte han en islamisering ved eksempelvis at indføre højere afgift på alkohol samt at indføre islamisk censur af tv programmer, samtidig med at der blev givet støtte til publiceringen af islamistisk litteratur. Derudover skelnede han mellem de radikale grupper og det moderate muslimske broderskab, hvor der blev slået ned på førstnævnte, mens sidstnævnte fik bedre mulighed for deltagelse i parlamentsvalg 30. Meget taler for at Mubarak var bevidst om den ideologiske udfordring fra den islamiske opposition i og med han søgte at styrke de traditionelle statsdrevne religiøse institutioner. al-azhar fik bl.a. flere økonomiske midler og der blev uddannet flere statslige imamer samt afholdt religiøse møder og konferencer 31. I 1980 erne voksede hele den islamiske sektor og samfundet blev gradvist mere islamisk, hvilket bl.a. kom til udtryk ved parlamentsvalget i 1987, hvor den islamiske alliance, der bestod af repræsentanter fra det Muslimske Broderskab fik 17 % af stemmerne 32. Dette resultat var det største Broderskabet havde nogensinde havde oplevet på trods af valgtekniske grunde havde signifikant dårligere udgangspunkt end NDP 33. Et andet punkt, den islamiske opposition fik større indflydelse på var i fagforeningerne, som de gradvist dominerede op gennem 1980 erne 34. Hvorvidt Mubaraks strategi over for den islamiske opposition virkede på de radikale grupper er svært at vurdere, men i starten af 1980 erne faldt den politiske vold drastisk. 35 Dette kan imidlertid skyldes to andre faktorer. For det første havde regimet fængslet et stort antal radikale islamister. På trods af at mange af dem kun fik mindre domme på et par år, havde de været tilbageholdt i op til to-tre år før end de blev stillet for statssikkerhedsdomstolen 36. For det andet; selvom de blev løsladt, blev mange af dem arresteret og tilbageholdt af flere omgange, hvilket betød, at de valgte at tage til Afghanistan for at undgå de egyptiske myndigheder og kæmpe mod Sovjetunionen 37. Antisamfundsgruppernes Angreb og Legitimitetskrisen i 1990 erne Til forskel fra al-jihad opfatter antisamfundsgrupperne, ikke kun det politiske system, men hele samfundet som korrupt eller hvad der i islamiske termer kaldes for jahiliyya. Konsekvensen af dette 30 Tal, 2005:39 31 Tal, 2005:41 32 Skovgaard-Petersen, 1997:210 33 Fahmy, 2002:70 34 Tal, 2005: 54-55 35 Ibrahim, 1996:31 36 Amnesty International Report 1985:307 37 Feldner, 2006:2 7

betyder to ting. For det første opereres der fra græsrodsniveau for at skabe moralsk forandring fra bunden og op, forstået som fællesskaber og geografiske zoner, hvor befolkningen lever i overensstemmelse med en doktrinærudgave af islam 38. For det andet er konsekvensen, at militante angreb kan legitimeres på alle personer i samfundet, og ikke alene på folk inden for det politiske system 39. Gruppemedlemmerne af antisamfundsgrupper er typisk teenagere, unge mænd op til 25 år uden højere udannelse fra det fattige øvre Egyptens landsbyer, men også fra slumkvartererne 40. Gruppen al-jameat al-islamyia tilhører denne kategori og var i slutningen af firserne og igennem halvfemserne en af de mest aktive grupper. I første omgang overtog gruppen hele nabolag, såsom Ain shams i 1988 og Embada i 1992, hvor de forbød alkohol, indførte streng køns adskillelse og egen beskatning af indbyggerne, men tilbød samtidig sociale ydelser 41. Myndighederne konfronterede grupperne i disse områder, men de svarede igen med angreb på turister, kristne koptere, regeringsfolk samt politi og sikkerhedsfolk 42. Derudover også angreb på cafeer, biografer og andre offentlige steder udført med bomber. Angrebene og kamphandlingerne blev udført med professionalisme og en teknisk ekspertise, hvilket skyldtes at mange gruppemedlemmer var hjemvendte veteraner fra Afghanistan med militær og guerillatræning 43. Det egyptiske regime blev i 1992 ikke alene konfronteret af de radikale grupper, men også af de konservative kræfter, herunder det muslimske broderskab som havde infiltreret en stor del af samfunds og statsinstitutionerne. Juristernes fagforening fik broderskabet fuld kontrol over i 1992, og fik samtidigt infiltreret al-azhar universitet 44. I juni 1992 snigmyrdede al-jameat al-islamyia den sekulære forfatter Farag Fouda 45. Kort tid før mordet havde Sheikh Mohammed al-ghazali, der var medlem af det Muslimske broderskab og professor i islamisk lov ved al-azhar universitet, udstedt en erklæring i en ad hoc komite på universitet, hvori han erklærede at Farag Fouda var ikke-religiøs modstander af alt islamisk. Al-Jameat al-islamyia brugte al-ghazalis erklæring som legitimering for mordet. Da al-ghazali efterfølgende blev indkaldt som vidne i sagen, udstedte han en fatwa, hvori han erklærede at en person der var imod implementering af sharialov gjorde sig selv skyldig i 38 Ibrahim, 1988:653-654 39 Tal, 2005:32 40 Ibrahim, 1996:34-5 41 Skovgaard-Petersen, 1997:216 42 Tal, 2005:98, 105, 115 43 Ibrahim, 1996: 34 44 Tal, 2005: 54-55 45 Tal, 2005:82 8

apostasi, og at en person, der slog en sådan ihjel skulle behandles mildt, fordi vedkommende blot udførte en legitim afstraffelse af en hudud forbrydelse 46. Sagen havde foregået i nødsektionen af sikkerhedsdomstolen og indkaldelsen af al-ghazali viste sig hurtigt at blive en pinlig affære, idet den indikerede, at regimet opererede uden for islam. Samtidig var sagsbehandlingen generelt forholdsvis langsom ved denne domstol. Disse to faktorer har muligvis været afgørende for at regeringen vedtog en ny antiterrorlov samt at Mubarak begyndte at anvende sin autoritet til at overføre civilsager til militærdomstolene 47. Endvidere blev flere af de civile dommere, der var medlem af det Muslimske Broderskab, sat for militærdomstolene anklaget for at have opildnet til de radikale islamisters voldshandlinger, såsom mordet på Farag Fouda 48. Brugen af militærdomstole betød, at civile personer også kunne dømmes in absentia, hvilket fratager de tiltalte muligheden for et forsvar 49. At dette blev en anvendt praksis kan observeres i figur 1.5, hvor der fra 1992 af blev afsagt markant flere dødsdomme end henrettelser. Sammenfatning At Legitimitetskrisen efter mordet på Saddat ikke medførte en dødsstrafintensivering, skyldes først og fremmest den strategi Mubarak valgte over for den islamiske opposition. Hvor Saddat havde søgt at styrke sin personlige legitimitet ved at anvende en række religiøse og ideologiske symboler, valgte Mubarak i stedet at give regimet mere religiøs legitimitet ved at styrke de statslige religiøse institutioner. Eller sagt på en anden måde Mubarak forsøgte at styrke regimets legitimitet, hvor Saddat havde forsøgt at styrke sin egen legitimitet. Et andet vigtigt element i Mubaraks strategi var også at styrke regimets legale og strukturelle legitimitet gennem demokratiske valg og reformer, der samtidigt gav den konservative del af den islamiske opposition mulighed for indflydelse. Dette holdt sammen med at Mubarak insisterede på at kun de folk der havde været direkte involveret i mordet på Saddat skulle dømmes til døden, hvilket tyder på at der blev kalkuleret med at de radikale islamister ville moderere sig. i 1980 erne så dette ud til at være tilfældet, men i 1990 erne vendte terroren og volden tilbage til Egypten. At der mellem 70 erne og 90 erne skete et skift i kategorien af grupper som regimet konfronterede, kan observeres i figur 1.4. 46 Boyle, Sheen, 1997: 32 & Benett 2004:78 47 Brown, 1997:114-115 48 Tal, 2005: 58-53 49 Brown, 1997:114-115 9

Hvor Saddats periode primært var præget af kupforsøg fra antistatsgrupperne, har det ikke været tilfældet i Mubaraks periode, hvor der til gengæld har været signifikant flere optøjer, hvilket netop er en følge af konfrontationen med antisamfundsgrupperne. En anden væsentlig forskel mellem de to legitimitetskriser er de konfronterende gruppers socioøkonomiske baggrund, hvor 1970 erne nærmest var et studenteroprør, havde legitimitetskrisen i 1990 erne mere karakter af et socialt oprør med baggrund i de fattige slumkvarterer og landsbyer i det øvre Egypten. Dette hænger sammen med, at det egyptiske regime kontinuerligt har tabt social eudamonisk legitimitet, der er blevet udhulet gennem liberale reformer og en eksplosiv befolkningstilvækst. Dette skabte et vakuum og et momentum, som både de moderate og radikale islamister udnyttede til deres fordel. I den tilspidsede legitimitetskrise stod regimet over for en militærtrænet radikal opposition med et juridisk system, der var infiltreret af konservative islamister, som var mere optaget af at forsvare Koranen end retssikkerheden. Spørgsmålet er om Mubarak kunne have brugt samme strategi med at styrke regimets ideologisk/religiøse og strukturelle legitimitet gennem demokratiske reformer. Et sådant træk ville sandsynligvis have givet den islamistiske opposition større indflydelse, hvilket igen kunne bringe både landets sekulære status og forholdet til Israel og USA i fare. Mubaraks valg blev under alle omstændigheder at falde tilbage på de gamle støtter, nemlig militæret, sikkerhedsstyrkerne samt militærdomstolene, og det er netop denne strategi der har givet udslag i udvidelse og intensiveret brug af dødsstraf. 10