DELTAGERINFORMATION Information om projektet EsoLife En spørgeskemaundersøgelse om operation for kræft i spiserøret og helbredsrelateret livskvalitet
VIL DU DELTAGE I ET VIDENSKABELIGT PROJEKT? I det følgende er beskrevet, hvad projektet går ud på, og hvad det indebærer for dig. Vi vil forsøge at beskrive projektet så detaljeret, at du forhåbentlig kan finde svar på de spørgsmål, du måtte have. Hvis du alligevel skulle have yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Vores telefonnummer og e-mail adresse finder du på sidste side i denne informationsfolder. Projektet foregår i et samarbejde mellem læger og sygeplejersker ved de mave-tarm kirurgiske afdelinger på Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus. Det er planlagt, at der i en periode på 1 år skal deltage ca. 250 patienter i projektet. BAGGRUND OG FORMÅL Der er mange forhold, der har betydning for oplevelsen af livskvalitet og for forløbet af kræftsygdomme. De spørgsmål, muligheder og symptomer, der påvirker den enkelte patient kan variere og det kan være forskelligt, hvad der for den enkelte, er vigtigt for den oplevede livskvalitet. Videnskabeligt set er der
flere undersøgelser, der tyder på, at der er en sammenhæng imellem den oplevede livskvalitet og sygdomsforløbet. Det er derfor vigtigt at gennemføre en grundig undersøgelse af dette spørgsmål. Dels fordi resultaterne vil kunne bruges til at forbedre behandlingen af fremtidige kræftpatienter, og dels fordi undersøgelsen vil kunne give svar på, hvad der optager mange patienter og pårørende i forløbet. Formålet med dette projekt er at undersøge, hvilke forhold, symptomer og evt. komplikationer til den planlagte behandling, der kan have betydning for oplevelsen af livskvalitet i tiden efter man er blevet opereret for kræft. Formålet er også at undersøge, om disse forhold kan have betydning for selve sygdomsforløbet. BETYDNINGEN AF DIN DELTAGELSE Med din deltagelse i projektet bidrager du til, at vi med vores forskning på området opnår væsentlig viden, der vil kunne komme fremtidige patienter til gode.
HVAD INDEBÆRER PROJEKTET FOR DIG? Projektet indebærer, at du skal udfylde det udsendte spørgeskema, når du modtager det. Vores erfaringer siger, at det tager 25-35 minutter at udfylde spørgeskemaet. Hvis du er i stand til at udfylde spørgeskemaet på én gang, er det selvfølgelig fint, men for nogle kan det være en idé at tage en pause undervejs. Når du har udfyldt spørgeskemaet, vil vi bede dig om at sende det til os i den vedlagte frankerede svarkuvert. Mere skal du ikke gøre. Efterfølgende spørgeskemaer kan besvares elektronisk. Om 6, 9 og 12 måneder vil vi igen sende et spørgeskema til dig. Formålet med disse spørgeskemaer er at kunne følge med i, hvordan du har det efter behandlingen og operationen, og hvordan du selv oplever din livskvalitet i den efterfølgende periode. Det er naturligvis frivilligt, om du vil udfylde spørgeskemaer til den tid. Sådan ser forløbet cirka ud: Spørgeskema 1 ca. 6 mdr. Spørge- Skema 2 ca. 3 mdr. Spørgeskema 3 ca. 3 mdr. Spørgeskema 4
Hvis du vælger at deltage og indsender, giver du samtidig din tilladelse til, at vi må indhente oplysninger af betydning for undersøgelsen i landets offentlige registre og sygehusjournaler. Dermed vil vi bl.a. kunne se, hvilken form for behandling du modtager. Dette er vigtigt for os at vide, da behandlingen kan spille en rolle for det, der spørges til i spørgeskemaet. OPLYSNINGER OG TAVSHEDSPLIGT Det er vigtigt, at anonymiteten sikres for de patienter, som vælger at deltage i undersøgelsen. Dette gør vi blandt andet ved, at dit CPR-nummer ikke vil stå på spørgeskemaet. I stedet har vi valgt at give skemaet et nummer, så uvedkommende ikke vil kunne identificere dig ud fra din besvarelse. Dine personlige data, såsom navn, adresse og CPR-nummer, vil blive opbevaret adskilt fra dine øvrige oplysninger. Desuden vil oplysningerne blive kodet for at opnå en så høj EDB-sikkerhed som muligt. Det er nødvendigt for projektet, at vi opbevarer disse informationer for at kunne følge deltagernes sundhedsmæssige og sociale forhold på længere sigt. Dine oplysninger er fortrolige og omfattet af tavshedspligt. Det vil blandt andet sige, at læger og sygeplejersker, der arbejder på de afdelinger, hvor du er blevet behandlet, ikke vil få kendskab til, hvordan du har besvaret spørgeskemaet.
Forskningsprojektet er anmeldt til og godkendt af Datatilsynet. ØKONOMI Afdelingerne og forskerne har ikke økonomisk udbytte af projektet. DET ER FRIVILLIGT AT DELTAGE I FORSØGET Vi gør opmærksom på, at din deltagelse i projektet er helt frivillig, og at du kan trække dit tilsagn om at deltage tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Hvis du senere skulle vælge at trække dit tilsagn tilbage, vil det naturligvis ikke få nogen form for indflydelse på din eventuelle nuværende eller fremtidige behandling. HVIS DU ØNSKER AT DELTAGE Hvis du bestemmer dig for at deltage i undersøgelsen, vil vi bede dig om at gøre følgende: - Udfylde spørgeskemahæftet - Sende os det udfyldte spørgeskema i den vedlagte frankerede svarkuvert.
Vi tillader os at sende i alt 2 rykkere, hvis vi ikke har hørt fra dig inden 14 dage. Hvis vi efter disse rykkere stadig ikke har hørt fra dig, går vi ud fra, at du ikke er interesseret i at deltage i projektet. Hvis du vælger at deltage, vil du om ca. 6, 9 og 12 måneder modtage yderligere et spørgeskema. Med venlig hilsen Mikkel Seneca
YDERLIGERE INFORMATION Hvis du har yderligere spørgsmål vedrørende undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte: Projektkoordinator, Læge Mikkel Seneca. Træffes telefonisk tirsdag og torsdag kl. 15.30-16.30 på tlf. 3158 3303. Adressen på projektet: Esolife, VestKronik, Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Herning, Gl. Landevej 61, 7400 Herning Hvis du har internetadgang, er du også velkommen til at stille dine eventuelle spørgsmål eller komme med kommentarer via e-mail til: seneca@dadlnet.dk