Israel/Palæstina-konfliktens hverdag og aktører 1. - 11. april 2011 Af Mette Koue, Berlingske Media. Studieturen var arrangeret af menneskerettighedsorganisationen Humanity in Action. Turen havde til formål at gøre mig klogere på Israel/Palæstina-konflikten, der vel nok gennem flere årtier er en af de mest mediedækkede konflikter. Programmet var planlagt sådan, at vi mødtes med en række kulturfolk, politikere og aktivister, som vil give deres bud på konflikten og de vigtigste udviklingstendenser internt i de to samfund, og deres bud på udsigterne for fred. Turen var tilrettelagt med fem dage på israelsk side med ophold i Vestjerusalem og fem dage på palæstinensisk side med ophold i Ramallah. Turledere: Eva Maria Lassen, historiker, forskningsleder ved institut for Menneskerettigheder og forfattter til en række bøger om religion og menneskerettigheder Anders Jerichow, kronikredaktør ved Politiken, mangeårig Mellemøstreporter og forfatter til en række bøger om mellemøstlige spørgsmål Hanne Foighel, Mellemøstkorrespondent med fast bopæl i Tel Aviv - har dækket den palæstinensisk-israelske konflikt i tre årtier. Undervisningen i kompleksiteten i Israel/Palæstina-konflikten begyndte flere uger før afgang i form af læsemateriale og forberedelsesaftener, hvor vi bl.a. fik en kort gennemgang af historie, religion og det nuværende politiske billede. De ti dages studietur var var pakket med interessante, oplysende og tankevækkende møder. Et af de møder, der gjorde et stort indtryk var mødet med Wafa Abdel Rahman, en kvindelig journalist og stifter af en medieorganisation, Filastiniyat, der blandt andet har til formål at undervise og styrke kvindelige palæstinensiske journalister. Hun personificerede og forklarede qua hendes erfaringer og profession nogle af de mange dilemmaer, problemstillinger og emner, vi berørte under studieturen, og derfor vil jeg forsøge at gengive hendes syn på nogle af de emner, jeg har valgt at berøre i rapporten. Israels kontrol af indbyggerne i de besatte områder: Et af de helt store emner blandt oplægsholderne var Israels fortsatte opførelse af bosættelser og sikkerhedsmuren, overgreb på civile palæstinensere udført af militær og/eller bosættere, begrænsning af bevægelsesfriheden for palæstinensere via blandt andet checkpoints og vejnet alene for israelere. Et af de steder, hvor det tydeligst kom til udtryk var i Hebron, hvor hele gader er lukket for palæstinensere for at beskytte en lille israelsk bosættelse midt i den palæstinensiske by. Vi besøgte Hebron med organisationen Breaking the Silence, som er en forening, der samler vidneudsagn fra israelelske soldaters oplevelser i hæren. Stifteren og tidligere israelsk soldat, Yehuda Shaul, fortæller, at israelernes mål her i fredstid bl.a. er at disrupt the everyday life of the citizens.
Overfor journalisten Wafa Abdel Rahman, lykkedes denne taktik ganske godt. Hun er palæstinenser med Gaza-id, men bor i Ramallah på Vestbredden. Det betyder, at hun af de israelske myndigheder betragtes som ulovlig indbygger, hvilket igen betyder, at hun grundet checkpoints kun kan bevæge sig rundt i Ramallah og omegn. Altså har hun i flere år ikke kunnet besøge sin familie i Gaza, tage på ferie i udlandet eller bevæge i det hele taget sig frit på Vestbredden. Mediernes forhold : Vi boede i byen Ramallah under vores ophold på Vestbredden. Byen er spækket med nye, imponerende erhvervsbygninger, private hjem og biler, et levende restaurant- og barliv, og giver i det hele taget et umiddelbart indtryk af en by i sund økonomisk udvikling. Men i følge Wafa er Ramallah bygget på en løgn. Byen er centrum for NGO-erne og de vestlige repræsentationer, og når de forsvinder, er der ikke en eneste økonomisk velfungerende virksomhed tilbage. Men nu har de driftige palæstinensere optur på grund af det kosmopolitiske miljø, og forretningsmænd er som noget forholdsvist nyt blevet temmeligt magtfulde. Som journalist er Wafa vært på et palæstinesisk tv-program, der hedder Hard Talk. Her interviewer hun politikere og forretningsmænd og indflydelsesrige personer i øvrigt. Arbejdet har resulteret i trusler, og i et enkelt tilfælde har truslerne haft den konsekvens, at et program er blevet taget af fladen af hensyn til stationens fortsatte overlevelse. Samtidig oplever hun, at palæstinensiske politikere ignorerer pressen og afviser at kommentere indholdet af politiske møder, hvorfor palæstinensiske medier ofte må vente at se, hvad de israelske aviser, som f.eks Haaretz, skriver, for at referere udtalelser herfra, eller så de kan ringe og forholde politikerne de oplysninger, de israelske medier har beskrevet.. Wafa oplever også, at medierne i både Israel og Palæstina bruger deres medie til at fortælle hver deres folks beretning og ansporer læserne til for eksempel at stå imod besættelsen-/støtte opførelsen af muren. I hendes optik sker denne påvirkning gennem medierne i højere grad i Israel, hvor hun mener, der bevidst opfordres til vold i spalterne, og hvor pressen bl.a. under Gaza-krigen var en del af en centraltorganiseret krigsmaskine. Som stifter af medieorganisationen, Filastiniyat, underviser Wafa unge kvindelige journalister i blandt andet sociale medier og arbejder for ligeløn, forsikringsvilkår, efteruddannelse og lige vilkår for kvinder. I for sig noget, som gør ikke adskiller sig væsentligt for arbejdet i andre landes journalistiske organisationer - udover at hun mener, at kvindeundertrykkelsen er politisk motiveret - men det gør arbejdsvilkårene for kvindelige journalister i Gaza. Her er fysiske overgreb, provokationer og arrestationer almindeligt. Derfor har 118 kvindelige journalister via Filastiniyat dannet en gruppe, hvor de forsøger at hjælpe hinanden ved for eksempel. at bevæge sig sammen to og to, når de er ude på opgave, skrive om hinanden, hvis de bliver arresteret eller generet, så det ikke bliver forbigået i tavshed, udveksle erfaringer og så videre.
Revolutionen i omkringliggende lande som Egypten og Syrien: Både isralere og palæstinsere følger med i det folkelige oprør for mere demokrati i nabolandene som Egypten og Syrien. Hvem kommer til magten, hvilken betydning får det for Israels fremtid, opbakningen til den palæstinensiske sag, eventuel støtte til Hamas og vil oprøret brede sig til de palæstinensiske unge som en 3., men fredelig intifada? Spørgsmålene er mange, håbet forskelligt. Ifølge journalisten Wafa er der flere grunde til, at de palæstinensiske unge ikke har kopieret oprøret mod magthaverne i omkringliggende lande. Den politiske situation er anderledes, der findes ikke en diktator. Der er to magthavere - de palæstinensiske - som er splittet i Fatah og Hamas - og de israelske. Hvis der opstår demonstrationer i Gaza, vil der blive slået hårdt ned fra Hamas, på Vestbredden blev en demokratidemonstration 15. marts mandsopdækket af Fatah, og selv om der stadig står et telt på en central plads i Ramallah, blev det en fuser. Samtidig er det ikke muligt at demonstrere mod den israelske besættelsesmagt på israelsk jord - undtagen i Østjerusalem - da det er stort set umuligt at komme dertil. Samtidig er der en frygt for, at der blandt de unge er for meget vrede, således at en fredelig opstand mod den israelske besættelse af de palæstinensiske områder vil være en umulighed. Det civile samfunds indflydelse på en fredsproces: På turen mødtes vi blandt andet med aktivister og organisationer, der arbejder med humanitære formål med at forbedre vilkårerne for palæstinenserne i en større plan for fremtidig fred. Det sker blandt andet i tænketanken Simon Peres Peace Center ledet af Ron Pundak. Centret har bl.a. et program, hvor de hjælper hjertesyge børn til at komme hurtig behandling på israelske sygehuse. En behandling, de ellers ville være afskåret fra pga. den begrænsede bevægelsesfrihed. Programmet omfatter bl.a. også palæstinensiske læger, der kommer til israelske sygehuse for at få erfaring. Et andet eksempel er aktivisten Ruthie Keydaar, der bl.a. monitorerer overgreb på palæstinsere og hjælper dem med at få deres sag behandlet i det isralelske retssystem, hvilket stort set er umuligt med mindre, der er israelere indblandet. En af de grundlæggende teser for disse aktivister og organisationer er, at hvis man møder hinanden, får man afdæmoniseret de forestillingerne, parterne har dyrket om hinanden i generationer, samt at civilt samarbejde og øget forståelse vil lægge pres på magthaverne for at finde en løsning for fred. Wafa Adbel Rahman stiftede selv og var i fem år leder af en komite for varig fred og samarbejde mellem isralere og palæstinensere. Det har hun droppet. Hun holder sig nu fra alt samarbejde med israelske projekter. Hun har mistet modet, fordi hun oplever forskellighederne mellem besættelsesmagten og de besatte som en hindring for et reelt ligeværdigt samarbejde. Hun mener, at man ikke kan opnå et udbytterigt samarbejde, når de to parter er ulige og ikke forstår hinandens levevilkår - det er nemt for isralerne, for de kan tage tilbage og sidde på stranden og glemme, at palæstinenserne eksisterer, mens problemet er present hvert øjeblik for en palæstinenser, siger hun. Og når ingen vil starte med at diskutere grundlaget for konflikten
(ifølge Wafa grundlæggelsen af staten Israel i 1948, hvor mellem 600-800.000 palæstinensere blev fordrevet) og i øvrigt ikke tør tale politik, kalder hun slet og ret samarbejdet mellem civilsamfundene for en ren falsk forestilling. Politisk fremtid Rejsen faldt på (endnu) et politisk spændingsfyldt tidspunkt. Blandt andet havde fredsforhandlingerne mellem Israel-Palæstina på overfladen stået i stampe, og det har skabt stort postyr, at Al-Jazeera har offentliggjort et referater af stærkt fortrolige forhandlinger mellem den israelske og den palæstinensiske regering i 2008 The Palestine Papers. Papirerne viser bl.a.,, at de israelske og palæstinensiske sikkerhedstjenester har samarbejdet om at bekæmpe den nationalreligiøse Hamas-bevægelse. Derudover har USA i FN nedlagt veto mod fordømmelse af de ulovligt israelske bosættelser, Fatah planlægger til september at foreslå, at FNs generalforsamling anerkender Palæstina som en selvstændig stat m.v. En af de ting, der hurtigt stod klart på turen, var, hvor stor splittelsen er internt i de to samfund, og hvor meget det hindrer fremdriften i forhandlinger om fred mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. For palæstinenserne gælder det særligt, at Hamas kontrollerer Gaza og Fatah Vestbredden, hvilket Israel bruger som argument for ikke at ville forhandle, da der ikke er en legitim regering. I Israel er den politiske scene også anspændt mellem høgene, der ikke ønsker fred, men fortsat udbyggelse af de israelske territorier, således at hvis landet bliver tvunget til en 2-statsløsning, står de stærkere, mens andre mener, at jo før der kommer en varig fredsaftale jo bedre, og at det modsatte vil føre til Israels undergang. Gennemgående er vurderingen fra stort samtlige, vi mødte, på begge sider af konflikten, at en varig fred - det være sig en en- eller tostatsløsning - har lange udsigter. Modløsheden, mistilliden til magthaverne, det internationale samfund og til hinanden er stor. Wafa ser skeptisk på freden. Hun vil have en rimelig aftale eller ingen aftale. For hende skal der være to mål opfyldt, før der kan tales fred: En plan for, hvordan besættelsen skal ophøre, og en plan for, hvordan den israelske regering skal holdes ansvarlig herfor. Alt i alt Kort sagt har det været utroligt givende både menneskeligt og fagligt at være på denne tur udi den vel nok mest hårdnakkede konflikt med de mest vidtforgrenede internationale arme. Siden jeg kan huske, har konflikten været en fast bestanddel af nyhedsbilledet, og intet tyder på, at det forandrer sig. Alene på den måned, der er gået, siden turen er slut, har Hamas og Fatah sluttet fred, palæstinensiske unge har gjort et nyt forsøg på en fredelig demonstration inspireret af de unge i andre Mellemøstlige lande, Israel har været på rundtur i Europa for at advare mod konsekvenserne af at anerkende Palæstina som en selvstændig stat i FN s generalforsamling, og Det Muslimske Broderskab i Egypten har ytret ønske om at revurdere fredsaftalen med Israel (netop en af de konsekvenser ved Mubaraks fald flere frygtede i Israel). Jeg føler, at det at have set forholdene, spurgt implicerede og ladet mig berige af andres viden på området er bedre
klædt på til at vurdere og videreudvikle historier fra regionen fra såvel nyhedsbureauer og korrespondenter, og dermed forhåbentligt få en bedre og mere sikker prioritering af stoffet fra området på min arbejdsplads - b.dk. Dem mødte vi: Hanna Siniora - tidligere rådgiver for Yassir Arafat Yehuda Shaul, stifter af Breaking the Silence i Hebron Shaul Goldstein, borgmester i bosættelsen Gush Etzion, Vestbredden Shaul Arieli, Geneva Initiative, Council for Peace and Security, Jerusalem Michael Melchior, rabbiner og tidligere minister i Knesset, Jerusalem Ron Pundak, leder af Simon Peres Center for Peace, Tel Aviv Herbert Pundik, tidligere chefredaktør for Politiken, Tel Aviv Ruthie Keydar, fredsaktivist og forfatter Mads Meyerhofer, Den Danske Repræsentation i Ramallah Wafa Abdel Rahman, journalist og stifter af medieorganisationen Filastiniyat, Ramallah Rania Khayyat, Rural Women Development Society, Ramallah Wesam Ahmad, Menneskerettighedsorganisationen Al-Haq, Ramallah Det Danske Hus i Palæstina, Ramallah Ali Khileh, 3Fs mand i Ramallh Rundtur til landsbyer og flygtningelejr med palæstinensisk journalist, Ramallah Lleder af det juridiske fakultet på Bir Zeit University, Ramalah Uri Avenry. Gush Shalom, Israeli peace movemen Maria C. Khory, Taybeh Brygger, Taybeh, Vestbredden Rundtur og møde med præst i Taybeh, eneste landsby med ene af kristne Doktor Ghassan Framand og Fatah-politiker, Ramallah Benny Zeev Begin, Likud, Knesset, Tel Aviv Forberedelsesaftener: Elihu Ben-Onn, journalist og tidligere israelsk brigade general: Som israelere ser palæstinensere og arabere Tyge Lehmann, ambassadør: Folkeretten og det israelske og palæstinensiske samfund Eva Maria Lassen: Menneskeret og religion i Israel-Palæstina: jødedom, kristendom og islam Film: Paradise Now Hanna Ziadeh, phd stud. og Mellemøstekspert: Som palæstinensere og arabere ser israelere