palæstinaorientering TEMA: Forårsfornemmelser i Palæstina? Ulykken i Jab a - Bog: Kvinde på flugt - Interview med Pappé Nr.

Transkript

1 palæstinaorientering Nr. 2 April 2012 TEMA: Forårsfornemmelser i Palæstina? Ulykken i Jab a - Bog: Kvinde på flugt - Interview med Pappé p

2 s3 Forår og flygtninge Dette nummer af Palæstina Orientering kommer på et tidspunkt, hvor begejstringen for udviklingen i den arabiske verden stadig er intakt. Vi har derfor valgt at sætte fokus på Palæstina-spørgsmålet i lyset af opstandene. s4 Ulykken i Jab a og besættelsens infrastruktur Dette er livet i Palæstina. Dette er besættelse. Ingen burde være vant til det ( ) selvom der ingen soldater er, selv om der ingen militære operationer, våben eller bosættere er involveret, så øger selve besættelsens infrastruktur hver dag risiciene og udfordringerne s6 Forårsfornemmelser i Palæstina? I dette tema, Forårsfornemmelser, tager vi fat i spørgsmålet om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat på den dagsorden, som det seneste års dramatiske udvikling i Mellemøsten, har sat. s7 Stenet vej mod forsoning Køreplanen rummer mange hurdler, som endnu ikke er forhandlet helt på plads, og mange års rivalisering om magten er ikke let at erstatte med tillid og samarbejde. s9 Lige for lige? Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer, trækker ikke støtte med sig til de palæstinensiske krav om frihed fra besættelse og belejring. Det burde de... s11 Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal til Palæstina! To unge dansk-palæstinensiske piger fra Mjølnerparken tager til deres bedsteforældres land for første gang i deres liv. En stor drøm går i opfyldelse. s13 Boganmeldelse: Kvinde på flugt fra meddelelse Romanen er skrevet under den anden Intifada, hvor palæstinensernes militante forsvar mod genbesættelsen af Vestbredden og deres anvendelse af selvmordsbombere inde i selve Israel får angsten til at eksplodere i befolkningen. s15 Pappé: At nægte Nakba er som at nægte Holocaust Den israelske historiker Ilan Pappe tøver ikke: Zionistiske militser og israelske styrker fordrev trekvart million palæstinensere i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj 1948 s17 Uden etnisk udrensning intet Israel Pappés bog afslører, hvor helt igennem planlagt den etniske udrensning af Palæstina i havde været, og at den var begyndt længe før krigen mellem de arabiskelande og Israel i Forside: Børn fra Balata flygtningelejren. Foto: Beatiful Faces of Palestine/Flickr s18 Forår i Palæstina, men kold vind fra Danmark Kommentar: Forår er tiden til at gøde jorden for gode resultater sidenhen. Danmark bør kende sin besøgelsestid ( ) Israels greb om de besatte områder konsolideres hver eneste dag, og de, som sidder på hænderne, er tavse støtter af denne udvikling Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør. Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen Layout: Henning Kosack Tryk: HFA-Tryk. Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: 1. september Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. Merkur bank. Reg.nr Kontonr info@palestinaorientering.dk Tlf

3 Forår og flygtninge Nye sider af (og om) palæstinensernes plads i omvæltningerne i den arbiske verden. Og om Ilan Pappe og hans arbejde med at dokumentere det palæstinensiske flygtningeproblems historiske oprindelse og aktuelle betydning. Andet nummer i Palæstina Orienterings 33. årgang kommer på et tidspunkt, hvor begejstringen for udviklingen i den arabiske verden stadig er intakt. Selvom situationen i Syrien fortsat er blodig og uafklaret; og selvom de nu diktatorløse mennesker i Tunesien, Egypten og Libyen stadig har en usikker fremtid at bekymre sig om. For det er værd at glæde sig over, at folk gør oprør mod diktatorer, der har været holdt ved magten og muffen af stormagter uden interesse for diktaturernes ofre. Palæstinensere udenfor fokus I dette nummer har vi tema om Palæstina-spørgsmålet i lyset af opstandene. Vi stiller tre spørgsmål. For det første om der i palæstinensisk politik findes kræfter blandt folkevalgte og græsrødder der kan samle kræfterne og sætte Palæstina-spørgsmålet på det arabiske forårs dagsorden. Fokus er i den sammenhæng sat på de skår, der i de senere år har været slået i forholdet mellem Hamas og Fatah, og på forsøgene på at få dem klinket. For det andet spørger vi, hvad der i den internationale opinion holder palæstinensernes krav ude af denne dagsorden, når kravene burde være inde. Og for det tredje stiller vi spørgsmålet om, hvorfor Danmark ikke spiller en mere aktiv rolle i at gøre Palæstina-spørgsmålet til et anliggende i de sammenhænge, hvor vi faktisk har en vigtig international rolle at spille: Når nu vi har fået en regering, der har slået mere positive takter an; når nu der faktisk sker nogle løfterige ting og sager i Israels og palæstinensernes nabolag; og når nu vi har formandsskabet for EU. velsen af ca trekvart million palæstinensere i månederne før og efter staten Israels oprettelse i Pappe har, sammen med andre israelske historikere, fungeret som en modvægt til den propaganda, der i mange år blev serveret som sandheden om det palæstinensiske flygtningeproblem. Bogen har, som det kunne ventes, skabt furore i danske aviser. Nogle anmeldere og debattører har insisteret på netop den historiefortælling, som blandt andre Pappe har dementeret på afgørende punkter. Vi bringer et interview med forfatteren, og et lille kig ind i debatten om hans bog. Om dette og meget andet i det blad, du har i hånden. Vi arbejder fortsat med layout og indhold, og Demonstration på Tahrir pladsen i Cairo. Hvilken betydning har det arabiske forår for palæstinenserne? Foto: Hossam el-hamalawy/flickr Ilan Pappe på dansk Desuden har vi gjort et nummer af, at endnu en bog af den israelske historiker Ilan Pappe er oversat til dansk. Bogen handler om fordri- med at lære af de tilbagemeldinger vi har fået. Vi har fået mange abonnenter, og vi vil gerne have flere (for oplysninger om abonnement og pris, se omstående side). Hjemmesiden arbejder vi også på, så den med tiden kan blive til et aktuelt supplement til det trykte magasin. Alt godt til vore læsere, og til alle Palæstina-venner PO-redaktionen 3

4 Ulykken i Jab a og besættelsens infrastruktur Af Yousef Munayyer Oversat og redigeret af Gitte M. Rasmussen 17. februar 2012 Da jeg i morges hørte om den tragiske ulykke med en skolebus nær Jab a, hvor adskillige palæstinensiske skolebørn døde, blev jeg rystet over omstændighederne, og jeg begyndte at tænke over, hvor rædselsslagne børnene må have været, og hvor svært livet nu må blive for de berørte familier. Det er trist og frygteligt, hver gang nogen dør eller kommer til skade, især når det er børn. Mens jeg lyttede til detaljerne, ændrede jeg mig imidlertid fra at være trist til mode til at blive forvirret og derefter vred. Noget gav ikke mening. Bussen medbragte børn fra en børnehave i Shuafat flygtningelejren på vej til en park nær Ramallah. Ifølge beboere i Shuafat befandt børnene sig i to busser med hver 80 passagerer, inklusive lærere og chauffører. Jerusalem Post (israelsk avis, red.) skrev om ulykken, at bussen afgik fra en palæstinensisk skole i Shuafat i Østjerusalem mod Ramallah-området med cirka 60 børn. Den vendte om og kørte tilbage på grund af dårlige vejrforhold. Den blev ramt af en lastbil på vej mod Østjerusalem ( ) Ulykken skete kort efter klokken 9 ved Kikar Adam, et større vejkryds nord for Jerusalem, mellem hovedvej 60 og hovedvej 437. Børnene i bussen var fra Shuafat Børn fra Shuafat. Foto: Ben Piven/Flickr 4

5 flygtningelejren. Shuafat ligger i Jerusalem-regionen. Deres mål var Ramallah, hvilket betyder, at de var nødt til at køre gennem Kufr Aqab, et andet palæstinensisk beboelsesområde beliggende indenfor den israelske Jerusalem-region. Jeg ved, at dette er kompliceret at forstå, så måske hjælper det at se på et kort, hvor man kan se, hvor Shuafat og Kufr Aqab ligger. Kufr Aqab ligger netop på hovedvejen til Ramallah fra Jerusalem. Den grønne rute viser i min beregning den mest logiske, korteste, mest direkte og desuden sikreste rute, når man skal fra Shuafat til Ramallah. Bussen kørte imidlertid ikke denne vej. Bussen med børnene fulgte, igen ifølge min beregning, den røde rute, en omvej, som er længere, langt mere usikker, bakket, smallere og fuld af skarpe sving. Den gule cirkel angiver, hvor omtrent, ifølge Jerusalem Post, bussen forulykkede. Så hvorfor i alverden kører en bus fuld af palæstinensiske skolebørn ad den røde rute i stedet for den grønne? Det gør den, fordi selvom både Shuafat og Kufr Aqab ligger inden for den (israelsk kontrollerede, red.) Jerusalem-region, så bevirker apartheidens infrastruktur - i dette tilfælde Muren at den mest sikre og hurtigste rute er forbudt område for de indbyggere, der tilfældigvis blev født i den forkerte den palæstinensiske bydel på den anden side af Muren. Prøv at se på det næste kort, hvor den grønne og den røde rute ifølge mine beregninger er som på det førnævnte kort, men hvor der nu er en tyk sort linje, som viser, hvor Muren løber og forhindrer palæstinensere i at tage den sikre, mere direkte vej. Lad mig gøre det klart, at børnene, som døde i dag, døde i en ulykke. Ulykken skete højst sandsynligt som følge af dårligt vejr, og jeg beskylder ikke Israel og israelere for at være den direkte årsag til, at den skete. Dét, som er humlen her, er, at besættelsens infrastruktur regelmæssigt tvinger palæstinensere ud i upraktiske og usikre omveje, hvor risikoen for uheld er større. Ulykker kan ske overalt, særligt i dårligt vejr, men der hersker ikke tvivl i mit sind om, at jo mindre man befinder sig på dårlige, usikre veje, jo mindre er risikoen for ulykker. Som palæstinenser kan man for eksempel ikke rejse fra Ramallah til Bethlehem uden at tage en lang og ofte farlig vej uden om Jerusalem, en vej der fører én næsten til Jericho. For de lokale palæstinensere er dette noget, man er blevet vant til. Ja, vejen er farlig, men man tager den regelmæssigt, så mange glemmer, hvor meget sikrere andre veje ville være, hvis det var tilladt at benytte disse. Jeg har (som amerikansk statsborger, red.) ofte selv kørt ad både den grønne og den røde rute, og det er let at se, at den grønne er langt mere sikker. Dette er livet i Palæstina. Dette er besættelse. Ingen burde være vant til det. Kan vi lære noget af denne tragedie, er det, at selvom der ingen soldater er, selv om der ingen militære operationer, våben eller bosættere er involveret, så øger selve besættelsens infrastruktur hver dag risiciene og udfordringerne for palæstinenserne. Yousef Munayyer er Executive Director for The Jerusalem Fund Gitte M. Rasmussen er medlem af Palæstinaorienterings redaktion 5

6 Forårsfornemmelser i Palæstina? Tema om det arabiske forår i palæstinensisk politik og om at Palæstina-spørgsmålet ikke omfattes af den opmærksomhed, som det internationale samfund ellers retter mod Mellemøsten. 6Tema: palæstinansiske forårsfornemmelser 6 I sidste nummer handlede temaet om det palæstinensiske efterår. Temaets titel pegede på, at der faktisk skete noget i palæstinensisk politik og på, at dette betød noget for det internationale politiske landskab udenfor. Palæstina Orienterings Marianne Risbjerg Thomsen skrev om, hvordan den palæstinensiske præsident Abbas efterhånden havde erkendt, at rollen som leverandør af sikkerhed til Israel med tiden ville efterlade ham uden fremtid i palæstinensisk politik. Det var efter den erkendelse og efter en forsinket erkendelse af, at fredsforhandlingerne med Israel endte blindt, at Abbas valgte at sætte international anerkendelse af en palæstinensisk stat på FN s dagsorden. Vi bragte også et indlæg fra Nazareth i Israel, hvor den britiske journalist Jonathan Cook skrev om konsekvenserne af Abbas forsøg. Det ville, skrev han, endegyldigt tage livet af illusionen om muligheden for palæstinensisk gevinst i fredsprocessens regi. Men fredsprocessen, der har efterladt palæstinenserne med så lidt og Israel med så meget, døde i stilhed. Måske på grund af det arabiske forår, der i så afgørende grad har dementeret vestlige forestillinger om, at arabere og muslimer ikke evner andet end at underkaste sig diktatorer. Måske har virakken skygget for eller overdøvet Palæstina-spørgsmålet. Paradoksalt nok, for det er svært at komme i tanker om en bedre anledning til at rejse det. For skønt historien og situationen er anderledes for de besatte palæstinensere end for deres arabiske Foto: karathepirate/flickr brødre, så står det klart, at det i hvert fald ikke står bedre til med deres rettigheder. Palæstinenserne er også underkastet militært diktatur, og de har tilmed levet i mere eller mindre permanent krigstilstand i mere end 60 år. I dette tema, forårsfornemmelser, tager vi fat i spørgsmålet om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat på den dagsorden, som det seneste års dramatiske udvikling i Mellemøsten har sat. Svaret falder i to artikler. Den ene af Marianne Risbjerg Thomsen, der skriver om palæstinensiske græsrødders krav til Hamas og Fatah om enhed og samlingsregering samt om udfordringerne i forbindelse med virkeliggørelse af disse krav. Mens Risbjerg Thomsens artikel handler om palæstinensisk politik internt og om palæstinensiske græsrødders og politikeres forsøg på at drage nytte af omvæltningerne, spørger Lars Ploug om, hvorfor begejstringen for tilsyneladende og virkelige demokratiske forandringer i den arabiske verden ikke sætter Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen hos liberale venner af universelle frihedsrettigheder, når nu parallellerne mellem det israelske militære regime i de besatte områder og de faldne diktatorers misregimenter er så iøjnefaldende. Det israelske militære regime er i sin konsekvens lige så groft som det, de faldne diktatorer bød de folk, som de tvang til lydighed og underkastelse. God læselyst! Tema-redaktionen

7 Gaza by, 15. marts Foto: M. Hassona/Flickr Ramallah, 15. marts Foto: pirates and plants/flickr Stenet vej mod forsoning Af Marianne Risbjerg Thomsen Kampen for forsoning Den 15. Marts 2011 samledes store folkelige demonstrationer på de store pladser i Ramallah og i Gaza by. Det arabiske forår var nået til Palæstina, og ligesom i andre oprørsbyer som Tunis og Cairo var demonstrationerne domineret af unge, der havde gjort brug af de sociale medier til at samles. De mange efterretninger, de havde fået om fredelige og vellykkede protestdemonstrationer mod magthavere i regionen, havde skabt optimisme og selvtillid hos befolkningsgrupper overalt i det opsplittede Palæstina. Krav om en enhedsregering Uanset partifarve var palæstinenserne frustrerede over de interne kampe mellem Fatah-styret på Vestbredden og Hamas-styret i Gaza. Razziaer og fængslinger var ved at gøre begge områder til politistater samtidig med, at de israelske besættelsesstyrker strammede deres greb overalt. Nu samlede plakater og kampråb sig om et fælles krav om national forsoning, om ophør af intern bekrigelse og om samling omkring oprettelsen af en enhedsregering for de to områder. Helt konkret krævede arrangørerne løsladelse af alle politiske fanger, og de krævede, at alle flygtninge i diasporaen skulle have mulighed for at deltage i det kommende valg til det Palæstinensiske Nationalråd, PNC. Fatah og Hamas bøjede sig for de folkelige demonstrationer, og kravene fra den 15. marts kom til at indgå i forsoningsprocessen. Det arabiske oprør i Palæstina fik ikke nær så dramatiske udtryk som andre steder, og verdenspressens interesse søgte da også hurtigt andre steder hen. Foråret i Palæstina har ikke siden indgået i den internationale fortælling om det arabiske forår. Et paradigmeskift Demonstrationerne i marts 2011 i Palæstina kom til at betyde en total ændring af de spilleregler, der har været gældende for Vestens håndtering af Israel-Palæstina konflikten, siden Osloaftalerne i I stedet formulerede det palæstinensiske folk en ny selvstændig politik. De afviste at vende tilbage til de USA-ledede fredsforhandlinger, der placerede dem i en ulige position overfor en supermagt. I stedet ønskede de at tage deres sag tilbage til det FN, der anerkendte den israelske stat i 1948, og anmode om en lignende anerkendelse. Endelig blev der indgået en forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas, der skulle føre til parlamentsvalg, præsidentvalg og valg af en enhedsregering. Tilsammen udgør disse krav et paradigmeskift for Palæstinas rolle i regionen. Forsoningsaftale i Cairo den 4. Maj 2011 Da det nye styre i Cairo den 4. Maj 2011 indkaldte Fatah og Hamas til et forsoningsmøde, var begge parter parat. Et lignende møde havde tidligere været forsøgt under Mubaraks ledelse i oktober 2009, hvor parterne ikke kunne blive enige. Efter en række tilføjelser til det oprindelige forsoningsdokument skrev Hamas og 14 andre politiske grupperinger nu under. Hverken USA eller Europa ønskede at støde det nye ægyptiske regime ved direkte at sabotere dets første udenrigspolitiske satsning og måske anbringe sig på den forkerte side af historien. De valgte i første omgang en vent og se holdning. Lige siden har verden imidlertid kunnet iagttage, hvordan det internationale samfund har søgt Tema: palæstinansiske forårsfornemmelser 7

8 8Tema: palæstinansiske forårsfornemmelser 8 at presse Abbas til at ophæve forsoningsaftalen og vende tilbage til forhandlingsbordet. Med henvisning til USA s og EU s terrorlister har Israel reageret med at nægte at anerkende en mulig palæstinensisk regering med ministre fra Hamas. Strategiske skift i regionen Det var imidlertid ikke kun de store fredelige protestmøder, der fremskyndede enigheden mellem Fatah og Hamas. Ifølge en rapport fra International Crisis Group fra juli 2011 har de strategiske skift, som er foregået i regionen i forbindelse med det arabiske oprør, også haft betydning. Afsættelsen af Mubarak betød, at Fatah og især præsident Abbas havde mistet en pålidelig allieret i Cairo, og for Hamas var det af afgørende betydning, at revolutionerne i Nordafrika havde ført til en ny og styrket position for Det muslimske Broderskab som Hamas er en udløber af. Ægypten var nu Hamas naturlige samarbejdspartner, snarere end det shiamuslimske Iran og Assads Syrien. I forbindelse med Assads stadig voldsommere reaktion på det folkelige oprør valgte Hamas at flytte sin eksterne ledelse fra Syrien. Det arabiske forår gav lederne af Fatah og Hamas mulighed for at foretage rundrejser til de arabiske lande og søge støtte til deres forsoningspolitik. Inddragelse af magtfulde lande som Ægypten og mæglerlandene Tyrkiet og Qatar i forsoningsaftalerne gav dem således en opbakning, der kunne styrke palæstinensernes ekstremt udsatte position overfor den israelsk/amerikanske magt. FN I september 2011 hyldede en stående Generalforsamling i FN Abbas, da han fremlagde ansøgningen om anerkendelse af en palæstinensisk stat, hvorefter Sikkerhedsrådet sendte den i udvalg. Kort efter gik forhandlingerne om forsoningsaftalen i stå på grund af intern uenighed mellem Fatah og Hamas. Men da Sikkerhedsrådets udvalg meddelte, at det ikke kunne videreføre sit arbejde med palæstinensernes ansøgning, så længe Palæstina ikke var et samlet land, blev forhandlingerne genoptaget. Køreplan for oprettelsen af en enhedsregering Den 22. Februar 2012 blev der med hjælp fra Ægypten og Qatar opnået enighed om en køreplan, der skal forberede parlamentsvalg og præsidentvalg i hele Palæstina i maj Men køreplanen rummer mange hurdler, som endnu ikke er forhandlet helt på plads, og mange års rivalisering om magten er ikke let at erstatte med tillid og samarbejde. Mens denne artikel skrives, har de to parter udsat køreplanen midlertidigt for at nå til enighed om en sådan hurdle ledelsen af den korte overgangsregering af teknokrater, der skal forestå organiseringen af valgene. På årsdagen for den afgørende demonstration den 15. Marts 2011 udtrykte arrangørerne deres bekymring for den midlertidige udsættelse af køreplanen og overvejede nye tiltag for at bevare den folkelige indflydelse. Hvis det lykkes at bevare alliancen mellem demonstranterne og deres ledere og gennemføre folkets ønske om forsoning, kan man kun håbe, at det vil være det længe ønskede Columbusæg, der kan udklække en bæredygtig palæstinensisk stat. Marianne Risbjerg Thomsen er medlem af Palæstina Orienterings redaktion Demonstration i Al Ma asara den 5. maj Foto: PSP Photos/Flickr

9 Lige for lige? Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer trækker ikke støtte med sig til de palæstinensiske krav om frihed fra besættelse og belejring. Det burde de... Af Lars Ploug En af forårets varmeste kartofler i international politik er præsident Assads ekstremt voldelige forsøg på at nedkæmpe opstanden mod sit regime samt USAs og andre internationale aktørers manglende succes med at presse Rusland til at lægge pres på Syrien. Rusland har som Assad-styret selv henvist til, at oprøret er væbnet, og at der blandt oprørerne er terrorister, som den syriske stat har ret til at bekæmpe og forsvare sig imod. Det er et argument, som ikke mindst den amerikanske regering burde kunne forstå. For var det ikke netop krigen mod terrorisme, der indtil for nylig blev brugt til at motivere støtten til de nordafrikanske diktaturer, der holdt prodemokratiske kræfter nede med fængsel, tortur, forsvindinger og den slags? Og er det ikke netop krigen mod terrorisme sammen med amerikanske interesser, der bliver brugt til at begrunde støtten til Israel, der selv kaster bomber på sagesog værgeløse palæstinensere i det belejrede Gaza? Men det tænkte Hillary Clinton ikke på, da hun gik i rette med Rusland: Vi afviser enhver sidestilling af planlagte mord begået af en regerings militær med handlinger begået af belejrede civile, der er presset ud i selvforsvar, sagde den amerikanske udenrigsminister i midten af marts måned. Mens Hillary Clinton talte om syriske grusomheder og russisk forlorenhed, angreb Israel igen Gaza med missiler og bomber. Og som så mange gange før begrundede Israel de 26 palæstinensiske ofre med de raketter, som terrorister eller militante blandt de belejrede affyrer mod byer i det nordlige Israel. Men hun fandt det ikke underligt at sige om de syriske regeringsstyrkers angreb på belejrede civile i Homs, hvad hun lige så godt kunne have sagt om de israelske luftangreb på det elendiggjorte og voldsomt overbefolkede Gaza. Og hun fandt det ikke underligt at skose russerne for deres geopolitiske kynisme, når hun kunne have skoset sig selv, sin præsident og den ubetingede politiske og militære støtte til det Gazabelejrende Israel. Lejligheds-liberal Clintons erklæring er i sig selv ikke kontroversiel. Den udtrykker den udbredte liberale forståelse, at en regerings legitimitet er afledt af dens respekt for de regeredes frihedsrettigheder. Diktaturer har ingen eksistensberettigelse, og volden mod borgere, der truer diktaturets eksistens, er derfor ikke acceptabel. Det bør de fleste alt andet lige kunne skrive under på som et universelt princip. Det kan Hillary Clinton imidlertid ikke, for i hendes verden er det ikke et universelt princip. I mere end fyrre år har skiftende amerikanske regeringer, inklusive hendes egen, legitimeret Israels drab på sagesløse palæstinensere med, at der var tale om selvforsvar mod terrorisme, der truede Israels eksistens. Og det er såmænd ikke så forskelligt fra den måde, hvorpå regimet i Syrien forsvarer angrebene på menneskene i Homs, Hama og andre steder. Det klinger hult, og det rejser spørgsmålet om, hvorfor den vestlige begejstring for de relativt nye arabiske og nordafrikanske krav om frihed fra tyranni ikke af sig selv slår om i støtte til gamle palæstinensiske krav. Hr. Præsident - riv denne mur ned! Foto: Danny Birchall/Flickr Ikke det samme? Formentlig vil Clinton og andre forårsbegejstrede Israel-støtter afvise ligheden mellem Assad-regimets blodige håndtering af opstanden på den ene side og Israels krigshandlinger mod de besatte og belejrede Tema: palæstinansiske forårsfornemmelser 9

10 Tema: palæstinansiske forårsfornemmelser 10 Hjemløse efter israelske ødelæggelser i Alatara, Gaza. Hvorfor interreserer Vesten sig ikke for disse menneskers rettigheder på samme måde, som de belejrede i Benghazi i Libyen eller de udbombede i Homs i Syrien? Foto: Physicians for Human Rights - Israel/Flickr på Vestbredden og i Gaza på den anden. Men hvad er i grunden forskellene? Er de så tydelige, og er de relevante? Liberale forårsbegejstrede Israelstøtter vil formodentlig pege på tre ting: For det første på, at blodsudgydelserne i Syrien overgår, hvad der er sket på Vestbredden og i Gaza. For det andet vil de hævde, at palæstinensiske væbnede aktioner er forskellige fra det syriske folks kamp mod diktatoren Assad, at Israel er et demokrati, og for det tredje at palæstinenserne i de besatte områder ikke er israelske borgere. Hvad angår forskellen på Israels og Syriens blodsudgydelser, så handler det selvfølgelig om, hvordan man regner. Udregnet i gennemsnitlige dødstal pr. måned kan Israels 20 dage lange angrebskrig mod Gaza for tre år siden rigeligt måle sig med den værste måned i Assads forsøg på at nedkæmpe oppositionen. Men det er selvfølgelig perverst at lave den slags regnestykker. Det afgørende er, at ofrene i Gaza lige som ofrene i Homs og Hama var belejrede og indespærrede, og at de israelske regeringssoldater ligesom de syriske angreb de indespærrede med tunge våben, som ofrene ikke havde skyggen af chance for at forsvare sig imod. Demokratisk tyranni og retsløse ikke-borgere Tilsvarende perverst er det at argumentere for, at Israels status som ikke-diktatur legitimerer dets angreb på sages- og forsvarsløse belejrede palæstinensere. Den heldigvis udbredte begejstring for demokrati og tilsvarende modvilje mod terrorbombardementer af sagesløse civile giver anledning til en forventning om, at demokratier ikke gør den slags. Tortur bliver heller ikke acceptabelt, fordi den hævdes udført i demokratiets tjeneste. Vi går ind for demokrati, blandt andet fordi vi regner med, at demokratiet er bedre til at sikre menneske- og frihedsrettigheder, end diktaturer er. Tilbage står argumentet om, at palæstinenserne ikke er borgere i Israel, og at det er det, der er den væsentlige forskel på for eksempel de syriske regeringsstyrkers drab på Assads egne borgere og Israels drab på belejrede og besatte palæstinensere. Denne skelnen mellem borgere som dem, der har rettigheder, og ikke-borgere, som man altså kan bombe og torturere, uden at der slides på det demokratiske image, er kernen i påstanden om Israel som det eneste demokrati i Mellemøsten. Det israelske demokrati har siden 1967 tvunget palæstinenserne i de besatte områder til at leve under et regime, der har kunnet måle sig med det, de værste arabiske diktaturer har udsat deres befolkninger for. Og på nogle punkter har det været værre. Men alligevel skulle det altså være mere acceptabelt, fordi det er et liberalt demokrati, der udsætter dem for det, og fordi de ikke er borgere i dette demokrati. Lars Ploug er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

11 Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal til Palæstina! Af Gitte M. Rasmussen I et beboerlokale i Mjølnerparken på det yderste af Nørrebro befinder der sig en lørdag eftermiddag i februar en mindre gruppe unge, lokale beboere. De er mødt op for at møde Iyad Burnat, en frontkæmper og mangeårig palæstinensisk aktivist fra den israelsk besatte Vestbred, nærmere bestemt byen Bil in. De unge er, udover at være interesserede i Palæstina- Israelkonflikten, alle frivillige ved Mjølnerparkens Magasin, et lokalt blad, som udgives af og for Mjølnerparkens beboere. I 2011 vandt de Lejerbos Initiativpris samt kroner i præmie. Pengene skal nu bruges til en tur til Palæstina hen over påsken Iyad Burnats besøg hos dem er en del af forberedelsen til turen. Otte unge tager af sted, seks piger og to fyre. Palæstina Orientering interviewede to af pigerne, Fatema og Duaa, før de skulle af sted og efter, at de kom tilbage. Fatema, 19 år, studerer international virksomhedskommunikation på universitetet, er ansvarshavende redaktør på Mjølnermagasinet. Duaa, 18 år, går i 3. g, skriver artikler i magasinet. De er begge født og opvokset i Mjølnerparken og har begge palæstinensisk baggrund. Drømmen Ideen om at tage til Palæstina har de unge længe haft. Fatema fortæller, at det er noget, vi har snakket om blandt mine veninder, som også er nogle af dem, der arbejder på magasinet. Vi plejede at sige, at nå ja, en dag skal vi rejse derned, det er bare sådan noget, vi har sagt, det er ligesom en drøm, man har haft - og den går nok ikke lige i opfyldelse. Men så vandt de prisen, og de begyndte at snakke om, at de kunne tage derned og skrive en artikel - og så blev det pludselig muligt. Duaa fortsætter: Det var min største drøm. Jeg plejer altid at sige: jeg vil til Palæstina, jeg vil til Palæstina, og jeg plagede altid mine forældre med, at jeg vil godt derned, jeg vil godt derned. Og pludselig ringede Fatema til mig og sagde: Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal måske til Palæstina! Mjølnerparken Både Fatemas og Duaas forældre er født og opvokset i Libanon. Det var bedsteforældrene, der flygtede, da staten Israel blev oprettet. Deres forældre har heller aldrig været tilbage. Men nu tager de to pigers fædre med: De er ikke bange for, at der skal ske os noget, men de blev misundelige. Når vi skal til Palæstina må de også med, for de vil også gerne se landet, siger pigerne. Duaa fortæller, at det, hun glæder sig mest til, er at møde menneskene, som bor der: Hvordan bor de, hvordan har de det, har de, hvad de skal bruge. Og er de glade for, at de blev i Palæstina? Hun fortæller, at hun ofte har spurgt sine bedsteforældre, hvorfor de flygtede, hvorfor kunne de ikke blive selvom der er krig? Fatema ser frem til at se, hvordan israelerne behandler palæstinenserne. Hun fortæller, at hun har et stort had til israelerne. Hun kan ikke holde ud at se videoklip og nyheder fra Palæstina, for så får hun det dårligt. Det irriterer mig, at jeg ikke kan gøre noget, du ved. Jeg er sådan, at der er ingen, der skal træde på mig, der er ingen, der skal sige noget til mig, for så svarer jeg igen, siger hun. Men hun fortæller også, at jeg er bange for at se, hvordan de lever, palæstinenserne, men glæder mig til at møde folk. Det er en overvældende oplevelse, det hele. Duaa fortsætter: Når vi ser nyheder fra Palæstina og ser, hvordan palæstinenserne bliver behandlet, så sidder jeg og kan ikke klare mere, de der aggressioner, de vil bare ud. Hendes mor har formanet hende til at holde igen, for israelerne skelner ikke mellem hvilket land, man kommer fra, fortæller Duaa. Rejsen Tag derhen! siger Duaa som noget af det første. Hun fortæller det til alle, hun møder, siger hun, Tag derhen, I vil ikke fortryde det, det er det smukkeste, jeg nogensinde har set! Tilbage igen møder jeg pigerne i Mjølnerparken efter deres otte dages intense rejse til flere forskellige byer, både i staten Israel og på Vestbredden. Det var alt andet end det, vi havde forventet, supplerer Fatema, det var rigtigt fedt at være der, det var sjovt, det var spændende, det var alt andet end forfærdeligt. Det var slet ikke sådan, vi havde set det. Vi frygtede for vores liv nærmest, før turen. Duaa tager over: Vi troede, der ville være mange problemer, konflikter, skænderier og sådan over det hele. Fatema: Dét jeg synes er værst dernede, er nok de der checkpoints, bare den dér følelse af, 11

12 Foto: Thorkil Rothe 12 at man skal have en tilladelse til at komme ind..for at besøge sin egen familie, og så kan man blive nægtet den dér tilladelse. Jeg spørger dem, om de er blevet klogere på, hvorfor deres bedsteforældre flygtede dengang. Duaa svarer, at ærligt, jeg forstår det ikke, for i Akka mødte vi nogen, der ikke flygtede, og de bor der stadig. Mens Fatema svarer, at jeg forstår det fra min mors side, for hendes landsby på Akka-egnen blev fuldstændigt jævnet med jorden. Men hendes fars landsby findes stadig. Dog, hun forstår mere nu end før rejsen, for nu giver det ligesom mere mening. Duaa fortsætter: Jeg ville stadig ønske, at mine bedsteforældre var blevet, at alle var blevet, så ville det nok ikke være blevet, som det er nu i landet. Men Fatema svarer, at det ved man aldrig, måske var der blevet flere massakrer. Duaa: Ja, man ved aldrig, men man tænker bare, sådan... Og hun fortæller også, at hendes far plukkede blomster fra Duaas mors landsby og tog dem med hjem til sin kone, som blev så glad for dem, og Duaa tog også nogle sten med hjem derfra. De fortsætter: Det hele er israelsk nu, der er ikke en skid tilbage til palæstinenserne. Kun meget få dele, og når vi finder noget til palæstinenserne, så er der de der idiotiske bosættere, som har sat sig lige ved siden af. Hvor kom I fra lige pludselig? Jeg troede, det her var til palæstinenserne, men der er bosættere over det hele, siger Fatema. Og Duaa fortsætter: Du kan se, hvordan det er israelerne, der styrer landet og sådan, du kigger på palæstinenserne, og de kan ikke gøre noget. På turen har pigerne bl.a. besøgt Det danske Hus i Ramallah, Deheisheh flygtningelejren ved Betlehem, Ibrahim-moskeen og meget andet. Men besøget i Hebron har gjort et særligt stort indtryk på pigerne. Med bosættere helt tæt på og et besøg hos en mands familie, som har problematikken inde på livet med grov chikane, bosætteres urinering i familiens vandtank f.eks. og mange andre horrible ting som daglig kost. De er jo psykopater dernede, de er meget ekstreme, der er noget galt med dem, siger Fatema om bosætterne i byen. Den største oplevelse har til gengæld været bare at tage over og se vores land, at se folk, at se hvordan det egentlig er, ja, jeg er så taknemmelig for denne her tur, det er helt vildt, det er det, jeg er mest taknemmelig for i hele mit liv, seriøst, siger Fatema med eftertryk. Duaa siger også, at det var en af mine største drømme - og nu skete det. Hun vil af sted igen. Det vil de begge, og Fatema siger, at man skal opleve det med egne øjne, før man vælger side. Duaa fortsætter: Ja, for nyhederne er fulde af løgn. Man får en fed oplevelse, er de enige om og en god idé om, hvordan det egentlig er. Gitte M. Rasmussen er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

13 Boganmeldelse: Kvinde på flugt fra Meddelelse Den israelske forfatter David Grossman har med Kvinde på flugt fra meddelelse skrevet en stærk anti-krigs roman. Men har den også et budskab om en to-statsløsning, således som det anføres på bogomslaget? Af Marianne Risbjerg Thomsen Angsten eksploderer i Israel Romanen er skrevet under den anden Intifada, hvor palæstinensernes militante forsvar mod genbesættelsen af Vestbredden og deres anvendelse af selvmordsbombere inde i selve Israel får angsten til at eksplodere i befolkningen. Romanen begynder i 2003, da også Oras yngste søn Ofer endelig har afsluttet sin værnepligt på den genbesatte Vestbred, og hendes mareridt kan få en ende. Men i stedet for at tage på den planlagte vandretur i Galilæa med sin mor for at fejre hjemkomsten beslutter Ofer i sidste sekund at melde sig frivilligt til en afgørende militær kampagne i de besatte områder. Ude af sig selv af rædsel vælger Ora at gennemføre vandreturen uden ham, for hvis hun ikke er hjemme, kan meddelerne jo ikke aflevere deres meddelelse. Den gode lytter I stedet bortfører hun sin ungdoms elskede Avram, der har været fysisk og psykisk nedbrudt siden torturen i et ægyptisk fængsel under Yom Kippur krigen. Han skal lytte og være modtager af den endeløse fortælling med de tusinde detaljer om den elskede søn. Så længe Ofer lever som ord imellem dem, kan hun måske holde ham i live, til kampagnen er overstået. En erkendelsesrejse gennem Det hellige Land Men romanen er også en erkendelsesrejse ind i Ora og Avrams fortid, og den samtale om Ofer, der skal beskytte ham mod døden, bliver samtidig en forløsning og en afklaring af deres ungdoms komplicerede kærlighed. Langsomt taler de sig ind til hinanden på vandringen gennem de historiske landskaber. Tildragelse i Hebron Der er visse sorte pletter i historien, som kun kan berettes efter mange tilløb. Baggrunden er en tilsyneladende lykkelig familiemiddag David Grossman. Foto: Das blaue Sofa/Flickr på yndlingsrestauranten, da Ofer uventet har fået orlov på grund af en tildragelse i Hebron. Hans gruppe fra checkpointet var blevet sendt ind for at dække op bag likvideringen af terrorister i casbaen i Hebron, og noget var gået galt. Under middagen fortæller Ofer og storebroderen Adam detaljeret om brutale rutiner ved checkpointene, og disse ubærlige detaljer væves under almindelig munterhed sammen med det, der skete i Hebron. Ora overvældes af et ildebefindende, og hun gennemrystes af et surrealistisk syn. Det var som om nogen kom ude- 13

14 14 fra, fra markerne, og brød ind med et spring, stillede sig med begge ben på bordet, trak bukserne ned og satte sig på hug her imellem dem, og uden at lade sig opholde sked han en enorm, stinkende dynge mellem deres tallerkner og glas. Og de fortsatte med at snakke, som om intet var hændt, - hendes tre mænd Ora bliver ved med at vende tilbage til Ofers mulige rolle i tildragelsen og prøver at forklare Avram, hvordan hun kommer til at støde sønnen fra sig ved igen og igen at konfrontere ham med hans afstumpede reaktioner. Var det hans ide at lukke den gamle palæstinenser inde i et kølerum under huset i Hebron? Og hvorfor gjorde han ikke noget i de næsten 3 døgn, han derefter opholdt sig i huset? Hvordan kunne han glemme det og igen glemme det, da han blev tilbudt en ekstra orlov og et lift til Jerusalem? Dehumanisering og forråelse Ved sin indlevende fremstilling af krigens konsekvenser for Ora og hendes familie, sender romanen et manende budskab om den dehumanisering og forråelse som generation efter generation af unge israelske soldater udsættes for under den permanente krigstilstand. Romanen bliver dermed en gennemlysning af krigstilstandens konsekvenser for hele det israelske samfund. Det, der får kvinden Ora i David Grossmans roman fra 2008 til at gå i opløsning, er ikke kun frygten for sønnernes liv, mens de i rap aftjener deres 3-årige værnepligt på Vestbredden. Det er også den forråelse, som hun ser vokse frem i dem. I sine forsøg på at bremse det mister hun både mandens og sønnernes accept og udstødes af deres fællesskab. Ved romanens afslutning er meddelelsen endnu ikke blevet afleveret, men i en efterskrift fortæller Grossman, at han selv modtog en meddelelse om sin yngste søns død i Libanonkrigen i 2006, mens han var ved at skrive bogen i et forsøg på at holde ham i live. Grossmans bud på en tostatsløsning På flappen af bogen anføres det, at et af romanens budskaber er en støtte til en tostatsløsning. Ifølge min læsning er tostatsløsningen - set inde fra Oras klaustrofobiske boble - snarere et udmattet nødværgegreb end en reel politisk løsning. Hvordan kan man hævde et budskab om en tostatsløsning, når den altdominerende hovedperson kun refererer til palæstinenserne som dem, som ansigtsløse eksistenser, der lurende og utilregnelige færdes i kanten af hendes synsrand? Kun ved ganske få lejligheder refereres der direkte til konflikten mellem Israel og Palæstina, og den omtales da kun som situationen. Samtidig er det netop situationen, der skæbnetungt fastholder familien i sit jerngreb og knuser den. Da den ældste søn Adam som barn udvikler en angstneurose overfor araberne, hører vi, hvordan han skriger til sin mor Hvorfor skal araberne altid tage alting fra os? Hvorfor kan de ikke bare tage hjem til sig selv! Kun en enkelt palæstinensisk israeler præsenteres med et menneskeligt ansigt, taxachaufføren Sami, der har arbejdet som fast chauffør En ung mand tilbageholdes. Foto: Michael Loadenthal/Flickr for familien i mere end 20 år. Sami kender de jo. Han har en familie og en historie. Han er ikke en af dem. Måske er det dette ene menneskelige portræt af en palæstinensisk israeler, der skal give håb om en positiv israelsk opbakning til en tostatsløsning? De unge døde Vi forlader Ora et sted på Israel Stien, der løber fra det nordligste Galilæa til Eilat i syd gennem storslåede landskaber med spredte ruiner af arabiske landsbyer, omgivet af ældgamle blomstrende frugthaver. Men også landskabet er vævet tæt ind i fortællingen om situationen, idet idyllen konstant punkteres af endeløse gravindskrifter over unge israelere på klippesiderne langs stien. Marianne Risbjerg Thomsen er medlem af Palæstina Orienterings redaktion

15 At nægte Nakba er som at nægte Holocaust Palæstina Orientering taler med den israelske historiker Ilan Pappe om modtagelsen af bogen Den Etniske Udrensning af Palæstina om udrensningsnægtere og om flygtningespørgsmålets fremtid i den israelske offentlighed. Af Lars Ploug Den eneste løgn, Benni Morris fandt, var et fejlcitat fra David Ben Gurions dagbog. Morris påstand om, at jeg lyver, er et eksempel på, hvad der kan ske, når nogen taber moralsk terræn. Så hager de sig fast i detaljer som for eksempel fejlcitater eller trykfejl. Det er præcis det, Holocaust-benægtere som David Irving gør, når de forsøger at bevise, at Holocaust ikke har fundet sted: De gør det til en kamp om noteapparat og ubetydelige detaljer. Der er ingen forskel på at benægte Holocaust og på at benægte den palæstinensiske Nakba. Den israelske historiker Ilan Pappe tøver ikke, når han skal karakterisere moralen hos dem, der fortsat afviser, at zionistiske militser og israelske styrker fordrev trekvart million palæstinensere i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj Ilan Pappe hører til den generation af nye historikere, der op gennem 80 erne og 90 erne satte alvorlige spørgsmålstegn ved den officielle israelske historieskrivning, der frikender Israel for ansvar for det palæstinensiske flygtningeproblem. Hans bog Den Etniske udrensning af Palæstina er netop udkommet på dansk, og det er i den anledning, at Ilan Pappe har givet Palæstina Orientering et interview. En farlig erkendelse Benny Morris, som Pappe henviser til, var pioneren blandt de nye historikere. Morris har i det store og hele anerkendt, at der var tale om en planlagt etnisk udrensning, men også søgt at bagatellisere spørgsmålet ved at henvise til, at USA ikke ville være blevet til uden etnisk udrensning af de indfødte. Desuden har han offentligt beklaget, at fordrivelsen af palæstinenserne ikke blev ført til ende. Ilan Pappe er ikke så optaget af Benny Morris som person eller figur i den israelske offentlighed: Som person er Benny Morris ikke så interessant. Han er interessant som repræsentant for et større fænomen. Som så mange israelske jøder og blandt dem var han og jeg selv opdagede vi temmelig sent sandheden om, hvad der var gjort mod palæstinenserne. Det var en frygtelig sandhed for en israelsk jøde, og mange indså, at staten og samfundet ville behandle dem som forrædere, hvis de insisterede på at sige sandheden. Nogle, som Ephraim Karsh, veg tilbage fra deres originale position med hensyn til, hvad der skete i 1948, andre valgte at retfærddiggøre det. Den ny Benny Morris, for eksempel. Kriminel erindring På spørgsmålet om, hvorvidt Morris retfærdiggørelse af etnisk udrensning kan finde udbredelse som løsning på Israels moralske Ilan Pappé. Foto: Hossam el-hamalawy/flickr problem med moralsk at håndtere sig som etnisk udrenser, peger Pappe på, at der findes israelske organisationer, der gør et stykke arbejde for at huske israelere på det, de har glemt. Samtidig kriminaliserer den israelske stat erindringen: Det israelske samfund og det israelske politiske system er endnu ikke rede til at komme overens med den etniske udrensning. Men jeg tror, at den unge generation i kraft af NGO er som ZOCHROT, 15

16 med tiden vil finde det lettere at håndtere deres stats forbrydelse mod de indfødte i Palæstina. Men samtidig har Israel i 2012 vedtaget Nakbah-loven. Kan du forestille dig en dansk lov, der forbød jøder at mindes Holocaust, eller forbød armenere at mindes det armenske folkemord. Eller kurdere at mindes Halabja? Bagvaskelse frem for ærlighed Det kan Palæstina Orienterings udsendte ikke og spørger i stedet den israelske historiker om hans bogs modtagelse i Danmark. Den er blevet kaldt propagandistisk, og i dagbladet Politiken har forhenværende overrabbiner Bent Melchior skoset Pappe for at være anti-israelsk og venstreorienteret. Læst bogen havde han ikke, skrev han, men han havde været der (i 1948). Og så var der ikke mere at komme efter for historikerne, skulle man tro. Ikke alene kommenterede Melchior bogen uden at have læst den. Herbert Pundik, der heller ikke havde læst den, deltog i en offentlig debat om den (Jf omstående artikel, LP) Det bærer i hovedsagen vidnesbyrd om deres frygt og deres mangel på moralsk rygrad. De har viet deres liv til at forsvare det uforsvarlige, og de vil hellere bagvaske end tage del i debatten med åbne jødiske, moralske og menneskelige øjne. For hvis de gjorde det sidste, måtte de skamme sig. Som jøder og mennesker. Men er Pappe ikke anti-israelsk, sådan som Bent Melchior hævder det? Jeg er meget mere israeler, end rabbineren er det. Og jeg er meget mere pro-israelsk. Blind støtte til zionismen vil med tiden ødelægge jødisk tilstedeværelse midt i den arabiske verden. Apartheid i Sydafrika endte sådan. Ulig Melchior arbejder jeg for en bedre fremtid for alle, der har boet i Palæstina, er emigreret dertil, eller smidt ud derfra. Optimisme Én af de ting, der har gjort Pappe til persona non grata i Israel, er hans støtte til de israelske palæstinensere og deres krav om et Israel med lige rettigheder til alle borgere. Hvordan hænger deres kamp sammen med de palæstinensiske flygtninges? Jeg tror, at man fra en nationalistisk forståelse af palæstinensiske rettigheder er gået over til en forståelse, der handler om menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. I det perspektiv er både Nakba og undertrykkelsen af palæstinenserne i Israel konsekvenser af en ideologi, der ikke er acceptabel i det enogtyvende århundrede. Endelig vil vi høre, om Ilan Pappe, der arbejder og bor i England, er optimist. Og om hvordan han i så fald bærer sig ad med at blive ved med at være det? Jeg har altid været optimist. Man kan ikke være aktivist på dette område og ikke tro på det gode i mennesket. Men i forhold til den korte bane er jeg meget bekymret. Fordi Israel har mistet sit moralske argument, som den politiske elite fandt nødvendigt for overlevelse, vil staten være mere tilbøjelig til regelmæssigt at bruge magt. Mod palæstinenserne, men ikke kun imod dem... Lars Ploug er medlem af Palæstinaorienterings redaktion Foto: Hossam el-hamalawy/flickr 16

17 En israelsk bosætter forpost ved Hebron beskyttet af soldater. Fordrivelsen af palæstinenserne finder stadig sted. De mister konstant mere og mere af ders jord. Foto: Michael Loadenthan/Flickr Uden etnisk udrensning intet Israel Af Dagmar Dinesen At nægte Israel retten tii at eksistere er antisemitisme. Politikens forhenværende chefredaktør slog en velkendt tone an, da han skulle forholde sig til, hvad der stod i Ilan Pappe s bog om Israels etniske fordrivelse af palæstinenserne i månederne op til og efter Israels oprettelse i Han erklærede, at Ilan Pappe er antizionist, og det, mente han, er lig med antisemitisme. Men selve fordrivelsen benægtede Pundik ikke. I stedet forsvarede han fordrivelsen med den situation, som de overlevende blandt Europas jøder stod i efter Nazitysklands nederlag. Han gik endda så langt som til at sige, at dannelsen af staten Israel uden etnisk udrensning ikke ville have været mulig. Den nødvendige jødiske stat behøvede et flertal af jøder. Uden etnisk udrensning intet Israel, erklærede han. Udtalelserne faldt den 27. marts under et debatmøde arrangeret af den danske afdeling af Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred, hvor Kjeld Koplev og Herbert Pundik skulle tale sammen om Ilan Pappe s bog Den etniske udrensning af Palæstina. Mødet blev holdt i Enhedslistens mødesal, og der var så mange tilhørere, at mange måtte stå op under hele mødet. Baggrunden for mødet var en artikel af Kjeld Koplev i Politiken i slutningen af februar i år, hvor han skrev, at han var blevet meget chokeret af at læse Ilan Pappes bog, fordi den afslørede, hvor helt igennem planlagt den etniske udrensning af Palæstina i havde været, og at den var begyndt længe før krigen mellem de arabiske lande og Israel i Herbert Pundik mente ikke, at der forelå en plan for fordrivelsen af palæstinenserne. Han understregede, at han var i et moralsk dilemma, for han var selvfølgelig modstander af etnisk udrensning. Men i 1948, 3 år efter holocaust, var det så nødvendigt for jøderne at få deres egen stat. Han kunne overleve med sit dilemma, fordi udrensningen kunne forklares som en del af krigen. Dagmar Dinesen er medlem af Palæstinaorienterings bestyrelse 17

18 Kommentar: Forår i Palæstina, men kold vind fra Danmark 18 Af Ole Olsen Det arabiske forår er udsprunget af folkelige ønsker om at få regimer, der vil regere ud fra befolkningernes ønsker og behov. Det svarer godt til det syn, som vi har på demokrati og myndigheder på vore breddegrader. Opbakningen til det arabiske forår i Danmark har derfor været betydelig, uanset om de nye regeringers politik har et indhold, vi alle vil kunne sympatisere med eller ej. I de besatte palæstinensiske områder er der også (blandt palæstinenserne, men næppe blandt de illegale jødiske bosættere ) et ønske om, at der bliver regeret efter befolkningens ønsker. Der har været og er fortsat manifestationer, der understreger dette berettigede ønske. Krav om frihed og velfærd Kravene fra palæstinenserne er adresseret i to retninger. Den ene adressat er palæstinensiske ledere og myndigheder, og her er kravet primært, at der findes et fælles grundlag mellem den Fatah-baserede selvstyreregering på Vestbredden og den Hamas-baserede myndighed i Gaza. Enhver kan se, at splittet ledelse er ensbetydende med såvel en svag position overfor Israel som en utilfredsstillende varetagelse af de lokale opgaver. Den anden adressat er Israel og de lande, som hjælper Israel med at vedblive at være en besættelsesmagt. At leve under besættelse er den absolutte modsætning til at have folkeligt baserede myndigheder og er formentligt endnu værre end en lokal diktator. En sådan havde man måske en chance for at slippe af med ved at foranstalte et oprør. Ringe international opbakning Palæstinenserne ønsker som andre arabiske befolkninger at være myndige og have foden under eget bord. Dette ønske burde de kunne forvente en enorm international opbakning til, ikke mindst fra regeringer i demokratiske lande. Den opbakning er det svært at få øje på. Anmodningen om en anerkendelse af Palæstina i Den danske regering med Udenrigsminister Villy Søvndal i spidsen holder en meget lav profil i Palæstinaspørgsmålet. Foto: mortenf/flickr