10. s.e.trin. I 2015 Indsættelse, Strellev 10.30, Ølgod ( ) - 678

Transkript

1 Det er godt, at man ikke selv skal vælge de tekster, der skal prædikes over. For så ville sådan en tekst som den vi hører i dag nok aldrig blive brugt. Jesus græd og Jesus blev vred lyder det. Hvis vi præster selv skulle finde tekster at prædike over, ville vi nok blive fristet til at vælge de stykker, der handlede om det, vi selv synes er det bedste, vi ville vælge det mest kærlige; det, vi helst selv ville høre Jesus sige! Men så let slipper vi ikke. I dag hører vi om, at Jesus bliver vred. Han bliver så vred, at han jager de handlende ud fra tempelpladsen, og han skælder ud og gør sig ud til bens. Det var modigt gjort af ham, for templet var helligt for jøderne, det var det sted, hvor man mødte Gud, i det allerhelligste. Det var ifølge den jødiske bibel det sted, Gud havde valgt til sin bolig. Templet var derfor stedet for hellighed og renhed. Templet var bygget op på en speciel måde. I centrum lå det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsterne havde lov til at komme. Uden for det lå 1

2 tempelbygningen, som var forbeholdt særligt indviede præster, længere ude var mændenes forgård og derefter kvindernes forgård og yderst hedningernes forgård. Det hellige havde et centrum, som ikke var tilgængeligt for alle. Jo renere man var, jo nærmere måtte man komme det helligste. Det er hele den opdeling af verden, som Jesus gør op med. Hvor jøderne mente, at templet var det reneste af det rene, så mente Jesus, at templet trængte til at blive renset. Templet er ikke rent, ifølge Jesus, for på tempelpladsen går man op i kroner og øre, det kommer ikke an på, hvordan forholdet til Gud er, men hvordan man kan tjene flest penge. Der er gået røverkule i bedehuset, som Jesus så udiplomatisk udtrykker det. Og det var virkelig modigt af ham at begynde at problematisere templets status. Det var en alvorlig sag at lægge sig ud med de jødiske autoriteter på dette område. Det blev da også en af anklagerne mod Jesus, da han få dage senere blev dødsdømt, at han 2

3 havde sagt, at han ville rive templet ned, det smukke tempel, som man havde været 40 år om at bygge op, og at han ville opføre et nyt på 3 dage. Få dage senere, langfredag, i samme øjeblik som Jesus døde på korset, fortælles det, at forhænget for det allerhelligste i templet blev flænget. Adskillelsen mellem det hellige og verden udenfor gik definitivt i stykker. Det allerhelligste kunne ikke rummes i templet. Det hellige var ikke begrænset til at være ét sted. Det hellige kunne man møde på gader og stræder. F.eks. hos Jesus. Og allerede mens Jesus gik omkring, viste det hellige sig i ganske almindelige mennesker. Det skete f.eks., når et menneske med et blakket rygte og en flosset moral giver udtryk for sin store tro på Jesus, eller når en som Simon Peter forstår, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn (Mt. 16). Det sagde Peter ikke af sig selv, det var Gud, der virkede i ham. 3

4 Simon Peter, som ikke ligefrem glimrede ved sin ufejlbarlighed, kunne rumme det hellige. Og det stoppede ikke dengang, for man kan også møde det hellige her hos os. Vi kan blive fyldt af Guds ånd og virke for det hellige. Det lyder måske mystisk, men er ikke desto mindre rigtigt. Når to mennesker mærker en forståelse, som ligger uden for fornuft og viden, så er der noget helligt på spil. Når en person giver noget vigtigt fra sig ene og alene for en andens skyld, så er det et helligt øjeblik. Når vi tager imod det, der bliver givet os af kærlighed, er det hellige hos os. Når det står klart for mennesker, hvad Gud vil med os, så er det hellige til stede her midt iblandt os. Da det hellige kom fri af templets inderste, kom det for alvor ud i blandt os. Det lever mellem mennesker, det lever mellem os, når vi har det for øje, vi hørte fra alteret; at vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte og hele vor sjæl og hele vor styrke. Til det føjer Jesus buddet om, at vi skal elske vore medmennesker som vi elsker os selv. Og det skal være vores pejlemærke, det, vi navigerer efter. 4

5 Hvis vi vil finde Gud, skal vi derfor ikke gå til templet i Jerusalem. Vi skal gå et andet sted. Vi kan f.eks. passende gå ud i verden, ud for at fortælle historien om Jesus og Gud videre til alle folk, ud for at møde det hellige i samtaler og samvær med andre mennesker. Det tempel, Jesus byggede på 3 dage, byggede han i mennesker. Hvad betyder det så for kirken her? Ja, det betyder, at ligesom det hellige ikke kan spærres inde i det allerhelligste i en bygning i Jerusalem, så kan det hellige heller ikke rummes i en middelalderkirke i Strellev/Ølgod. Den Gud, Jesus har lært os at kende, kan vi også møde mange andre steder, hvor mennesker mødes - og møder det største, kærligheden til Gud og næsten. Det betyder ikke, at det ikke kan betale sig at gå i kirke, fordi man kan møde det hellige over alt. Det skulle ligge mig fjernt at sige det! Vi vil så gerne ha, at I kommer her i kirken. Men Jesus taler med store bogstaver her, og når han gør det, er det en god ide 5

6 at undersøge, om kritikken måske kunne have adresse til os selv. Og det tror jeg den har her. Kritikken rammer os, når vi glemmer, hvad det egentlig skulle handle om, når vi af og til glemmer, hvad der gerne skulle være overskriften over vore liv. Nemlig kærlighed. Ligesom det skete i templet, at det kom til at handle om at få magt og økonomisk gevinst, sådan går det også tit hos os. Både i kirken og uden for. Vi kan nemt miste blikket for, hvad det egentlig burde handle om, fordi vi så gerne vil have en flottere bil end naboen eller en flottere sognegård end nabosognet. Der må vi minde os selv og hinanden om Guds opråb til os: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Og så skal vi huske på Jesu tilføjelse om kærligheden til vores næste. Og på, at den gode Jesus også kunne blive vred og give sig til at rydde op og rense ud, når ærgerrigheden efter penge og magt havde taget overhånd. Så er det måske på sin plads for os at blive vrede og give sig til 6

7 at rydde op og rense ud i vores måde at tænke og handle på. For det er kærligheden, der skal være vores pejlemærke. Den kærlighed, vi har fået fra Gud, før vi fattede noget som helst, og som vi må give tilbage og give videre. Både magtbegær og det hellige kan vi finde i kirken og uden for kirken. Det hellige er også her i kirken, men ikke kun her. Det ville være lyv at påstå andet. Men kirken er et godt sted at gå hen, hvis man vil finde det hellige. Her er Jesus til stede, han har jo sagt, at hvor vi forsamles i hans navn, der er han. Og her mødes vi for at opleve fællesskabet med andre, der har den samme tro. Her lytter vi til det gode budskab om Gud og mennesker, her kan vi opleve dåb og nadver og velsignelse som noget, der har betydning for os, her mødes vi om det vi tror på, her kan vi tage det til os og tage det med ud for at dele ud af det, og dermed kan vi måske selv være med til at sprede det største af alt. 7

8 Jesus græd over Jerusalem, fordi den ikke vidste, hvad der tjente til dens fred. Tænk engang, hvis vi kunne tage den fred, vi måtte finde hos Gud, med ud i samfundet og hjem i familien og med på arbejde og op på skolen, så vi måske ikke tænker så meget på at få noget, der kan imponere alle andre, at få mest og tjene bedst, men i stedet bragte den fred videre, der handler om at tjene andre, at gøre noget for andres ve og vel. Ville det ikke være helligt. Amen. 8