Seks spørgsmål vedrørende formålet med trelleborgene

Seks spørgsmål vedrørende formålet med trelleborgene Af NIKOLAJ WIUFF KRISTENSEN Abstract: Med udgangspunkt i seks spørgsmål diskuteres formålet med trelleborgene. Den samtidige gravskik og dennes relation til trelleborgene, samt det strategiske rationale bag borgene set i forhold til de samtidige befæstninger ved Hedeby/Dannevirke og Århus er centrale i diskussionen. Ud fra dette ser trelleborgene ud til at have stået i modsætning til Hedeby/Dannevirke og Århus og at have indgået i et hedensk forsvar vendt mod Harald Blåtands Jelling. Mange vil nok tænke at der efterhånden er ved at være styr på Trelleborgene i forhold til den historiske ramme. Siden der ikke har været vedholdende argumentation for andre bygherrer siden dendrodateringerne ved Trelleborg (Bonde og Christensen 1984), kan man måske ligefrem kalde det en arkæologisk sandhed at det var den, på det tidspunkt kristne 1, Harald Blåtand, der byggede Trelleborgene. Nogle vigtige spørgsmål kan dog siges stadig at stå åbne: 1. Hvorfor bliver hedenske træk så markante i 900-tallet, for nærmest at forsvinde omtrent samtidig med at trelleborgene, med gravpladser, går af brug er der en sammenhæng? 2. I fald Harald Blåtand byggede trelleborgene, hvorfor havde den kristne konge ikke alene hedenske grave ved sine borge, men oven i købet en grav lagt over en fremtrædende person i den hedenske religion, en vølve? 3. Hvad var det strategiske rationale bag trelleborgenes placering i landskabet og hvad var sammenhængen med befæstningerne ved Hedeby og Århus? 4. Hvem angreb Trelleborg? 5. Hvorfor bliver trelleborgene ikke nævnt i skriftlige kilder, når nu både Jelling, Hedeby og Århus gør det? 6. Hvem vandt Harald Blåtand over da han... vandt sig Danmark al, jævnfør Den Store Jellingsten og hvordan kommer trelleborgene ind i billedet? Disse seks spørgsmål må siges at være af afgørende betydning for det overordnede spørgsmål: Hvad var formålet med trelleborgene? Med så centrale spørgsmål stående åbne er det måske alligevel ikke så sikkert at Harald Blåtand var bygherren, i hvert fald er det værd at diskutere. Det følgende er dermed et forsøg at diskutere de ovenstående spørgsmål. Det er skrevet ud fra en oprigtig undren, gennem flere år, over formålet med trelleborgene 2 og i al respekt for tidligere 1

undersøgelser. Her kan Poul Nørlunds imponerende værk fra 1943 fremhæves, om end tidens udgravningsmetode ind i mellem skaber uklarheder 3. Der vil i det følgende ikke blive fremlagt nye udgravningsresultater. Det er ovennævnte undren der kan siges at være det nye. Denne undren, sammen med en mangeårig interesse for krigeriske spørgsmål i arkæologien, førte til at undertegnede læste op på militærteori for at kunne diskutere nogle af de militært orienterede spørgsmål ud fra et mere kvalificeret udgangspunkt. Vinklen må siges at føre til radikalt anderledes fortolkninger end der normalt fremstilles. Måske er konklusionerne fejlagtige, men i hvert fald bør man i diskussionen af trelleborgene komme med bud på ovenstående række af spørgsmål, før man konkluderer hvem bygherren var. Her er et bud. Hedensk træk på trelleborgene Tre våbengrave og formodentlig to grave lagt under den samme høj kan siges at være klare hedenske træk på gravpladsen ved Trelleborg (Bødtker Petersen og Woller 1989; Nielsen 1990 s. 139). Ud af de i alt 133 tilnærmelsesvis øst-vestvendte grave kan de fem grave med hedenske træk siges at være en lille andel. De hedenske træk i tidens gravskik kommer dog tydeligst til udtryk i elitens grave, og da der ikke er noget i gravmaterialet, der tyder på, at det var eliten, der blev begravet ved trelleborgene, siger andelen af grave med hedenske træk ikke nødvendigvis noget om andelen af hedninge på trelleborgene. På gravpladsen ved Fyrkat var andelen af grave med klare hedenske træk større. Der er den såkaldte vølvegrav, der indeholdt genstande, der menes at have været brugt i hedenske ritualer (Price 2002; Roesdahl 2004; Pentz et al. 2010). Dertil kommer to våbengrave og en vognfadingsgrav. Vognfadingsgraven, grav 24, må herudover, med mål på 230x190 cm, defineres som en kammergrav (Eisenschmidt 1994 s. 24). Altså kan fire af Fyrkats omkring 30 grave siges at have hedenske træk. Den ene, vølvegraven, har endda træk, der kan tyde på en fremtrædende rolle inden for den hedenske religion. Ser man i et bredere perspektiv, kan menneske- og dyreofre i brønde inde på borgpladsen vise, at man ved Trelleborg oprindeligt var hedenske. Brøndene er nemlig ældre end husene i karréerne og måske også end borgvolden (Nørlund 1948). Stednavnene Odense og Onsild ved henholdsvis Nonnebakken og Fyrkat kan knyttes til Odindyrkelse, men om navnene er fra borgenes tid må stå hen i det uvisse. 2

På Aggersborg har man ikke fundet grave, men to torshamre. Den ene tilsyneladende af anseelige dimensioner (Roesdahl 1986 s. 76; Ulriksen 1995). Så en hedensk tilstedeværelse kan også formodes på denne trelleborg. Ved Nonnebakken er der også fundet en gravplads med 30 grave, men dokumentationen af denne er meget begrænset. En avisartikel fra 1876 nævner, at der ikke var meget tilbage af skeletterne, og at de ikke lå i samme retning, men ved siden af hinanden. Dertil er der tilsyneladende ikke gjort nogen genstandsfund i gravene (Christensen 1988 s. 30). Beskrivelsen med forskellige gravretninger tyder mest på en hedensk gravplads, men det er ikke meget at vurdere ud fra, og der er også grave fra det efterfølgende nonnekloster i området, så det kan ikke helt udelukkes, at gravene kan være senere end borgen. En spade fundet i bunden af voldgraven ved Nonnebakken er blevet dendrokronologisk dateret og peger på, at Nonnebakken kan være opført helt tilbage til lidt efter år 900. 4 Hvis en så tidlig datering står til troende, blev denne borg dermed opført før den officielle kristning af Danmark. De hedenske elementer ved trelleborgene kan samlet set siges at være tydelige, hvilket kan undre, hvis det var Harald Blåtand, der var bygherren. Kristne på trelleborgene En logisk indvending vil være, at en kristen konge godt kan have haft hedenske tropper på sine borge, at modstanderen slet ikke behøver at være religiøst motiveret. Det er bestemt en mulighed, men for at underbygge den, må man påvise kristne elementer på borgene. To genstande med korsornamentik, en mønt og en vævevægt, stammer fra Trelleborg. Begge genstande må være fra en sen fase af borgens historie (Nørlund 1948 s. 141; Nielsen 1990f.). Vævevægten må siges at være en ret sikker indikation på kristen tilstedeværelse, da den, i modsætning til mønten, ikke i sig selv udgør nogen værdi som plyndringsgods. Placeringen i den sene fase er i denne sammenhæng vigtig, mere herom senere. Pudsigt nok forekommer en tredje genstand med ornamentik, der kan tolkes som kors, fra trelleborgene, i netop vølvegraven fra Fyrkat (Roesdahl 1977, fig 125-126). Der er tale om et forsølvet skrinhængsel, og man må spørge sig selv, om ikke det snarere er medgivet i graven som en fornem genstand eller måske ligefrem som krigsbytte end i form af en genstand med kristen symbolværdi? 3

En lignende tolkning synes rimelig for en række af 900-tallets andre grave indeholdende kors og genstande med korsornamentik. På gravpladsen ved Thumby-Bienebek nordøst for Hedeby er der flere eksempler på skivefibler med korsornamentik og dertil en grav indeholdende et sølvkors og et beslag af sølv med korsformet ornamentik. Dette kunne umiddelbart tyde på, at der er tale om kristne grave, men ser man på konteksten, ser gravpladsen ud til at være ren hedensk og korsene ud til ikke at være medgivet af kristne bevæggrunde. Genstandene med korsornamentik er alle i sig selv værdifulde, hvilket kan være en alternativ grund til, at de er medgivet i gravene. Bortset fra korsmotiverne er disse grave blandt de mest hedenske i udtryk på gravpladsen sammenlignet med den kristne gravskik i begyndelsen af 1000tallet. De er blandt de rigest udstyrede på gravpladsen, og de lå alle i kammergrave under høj. Det ser dertil ud til, at en hest var ofret i forbindelse med en af gravene med skivefibel med korsmotiv. Graven indeholdende sølvkors og beslag af sølv med korsformet ornamentik lå i en vognfading, hvorpå seks torshamre af jern sad i jernringe pånittet på ydersiden. Endelig indeholdt en anden af gravene med skivefibel med korsmotiv blandt andet både en torshammerring i en kæde og drikkehornsbeslag med rester af selve hornet. To af beslagene fra drikkehornet var udformet som ørne; et motiv der formentlig kan kobles til hedenskabet (Müller- Wille 1976 s. 50f., Tafel 17, 30, 32 og 33; Vang Petersen 2010 s. 143). Mens genstandene med korsmotiv var værdifulde og fremmede håndværk, var torshamrene lokalt producerede simple jerngenstande og sammen med den overordnede kontekst, peger de stærkt på at gravpladsen var ren hedensk, på trods af de tilstedeværende korsmotiver. Hvis korset, skivefiblerne og beslaget med korsmotiv var et udtryk for de gravlagtes religiøse overbevisning, burde de have forekommet i den sydvestlige del af gravpladsen, i stedet for blandt de rigest udstyrede grave, der blandt andet indeholdt torshamre. Den sydvestlige del af gravpladsen er nemlig den, der minder mest om de senere kristne grave: Der var kun et par knive og lidt dragttilbehør i gravene, tre af disse var grave for børn/unge og gravene i sydvest var overvejende orienteret øst vest (Müller-Wille 1989 Abb. 16-18). Et andet eksempel på at kors ikke nødvendigvis er et udtryk for religiøsitet, hvis der er tale om fornemme genstande, ses på gravpladsen ved Birka. Herfra er tre fornemme kors, fundet i grave, fra bogbeslag, mens et fjerde kors sandsynligvis stammer fra en insulær gejstlig dragt. Der kan 4

selvfølgelig være mange grunde til, at disse kors er havnet i gravene, men det virker ikke sandsynligt, at kristne har ødelagt hellige bøger for at få kors med i graven, eller at det er en præst, der er begravet i sin gejstlige dragt, da to skålfibler er placeret på brystet af den afdøde i graven, (Arbman 1943 Abb. 97) kvindelige præster er jo et meget yngre fænomen. Plyndringsgods virker som en mere logisk forklaring, der ud fra den overordnede kontekst også kan gælde andre kors fra Birka. I forhold til Fyrkat kan det hermed siges, at korsornamentikken ikke i sig selv er lig med kristen tilstedeværelse. På Trelleborg er det foreslået, at en lille bygning kunne være en kirke tilknyttet gravpladsen, samt at gravpladsen er delt i en hedensk og en senere kristen del af en vej, der formodes at løbe hen over udkanten af den hedenske gravplads (Nielsen 1990 fig. 9). Tolkningen af bygningen som kirke må siges at være problematisk. To meget lignende bygninger har ligget i hhv. den sydvestlige og den nordøstlige karré inde på borgpladsen, og disse ligger endda nogenlunde øst-vest, dvs. de følger karréernes og portenes orientering, der ikke er helt øst-vest, (Nørlund 1948 Tavle LVII) mens bygningen uden for volden nærmere ligger nord-syd. Tre kirker, hvoraf de to mest overbevisende ud fra placeringen i karréer, må anses som samtidige er næppe sandsynligt. Yderligere kan det tilføjes, at kirkerne på 1000-tallets danske kirkegårde lå midt på kirkegårdene, dog med Bornholm, hvor man slet ikke har fundet de tidlige kirker, som en mulig undtagelse (Naum 2007). Vejen, der skulle gå hen over gravpladsen og dele denne i en kristen og en hedensk del, kan kun følges til en afstand af omkring 10 meter fra gravpladsen, derefter kunne den lige så vel dreje mod nord, som den kunne fortsætte ligeud mod vest. Poul Nørlund har ikke udgravningsgrænser med på sine planer, så det er ikke til at sige, hvor vejen har været eftersøgt (Nørlund 1948 Tavle LVII). Der er i de nærmeste paralleller til kristen gravskik, 1000-tallets kirkegårde, dertil ingen eksempler på veje som afgrænsning af kirkegårde. På Südgräberfeld ved Hedeby er der et tydeligt vejforløb gennem gravene, der træder frem som en lang stribe uden gravlæggelser samt yderligere et muligt vejforløb i kanten af udgravningsfeltet. Her er der både kammergrave, gravhøje og i det hele taget en ensartet gravpladsstruktur på begge sider af vejen (Arents og Eisenschmidt 2010 Plan 10). Det må altså formodes, at begge sider tilhører den samme hedenske gravplads. 5

Den såkaldte rampe ved Fyrkatgravpladsen er med sit stolpebyggede forløb måske en bedre parallel. Af de ovenfor anførte hedenske grave ligger der to på hver side af rampen (Roesdahl 1977 fig. 86). Her er altså heller ingen deling mellem hedensk og kristent. Fyrkat, Südgräberfeld ved Hedeby og manglende paralleller taget i betragtning virker det ikke sandsynligt, at der er tale om to gravpladser, selv hvis vejen har fortsat hen over gravpladsen. En kristen sektion virker dermed usandsynlig. I forhold til den foreslåede kirke kan det tilføjes, at den ville ligge udenfor det indviede areal, hvis vejen var afgrænsningen af dette. Et sidste muligt kristent træk ved gravene ved Trelleborg er deres øst-vestlige orientering (Nielsen 1990). Der er et regionalt element i udbredelsen af øst-vestvendte grave (Ulriksen 2011), og grave med klare hedenske træk er dertil ofte øst-vestvendte i 900-tallet, f.eks. i Lejre, 5 det er ikke kun de potentielt kristne grave. Øst-vestorientering er dermed ikke et godt vurderingsgrundlag for religiøs overbevisning uden inddragelse af andre karakteristika. Samlet set kan det konstateres, at der ikke, mig bekendt, er klare paralleller til fælles hedenskkristne gravpladser. Der er derimod markant forskel på gravskikken, vi kender i 900-tallets Danmark, og den der forekommer på de nærmeste paralleller, i tid og sted, på kristen gravskik. Den kristne gravskik, der forekommer på kirkegårde fra slutningen af 900-tallets Danmark og omegn, har paralleller til kristen gravskik i udlandet, i hvert fald tilbage til 800-tallet, hvad enten den kristne indflydelse kom fra tysk eller engelsk side. 6 Ud fra den vinkel virker det rimeligt at antage, at hedninge og kristne blev begravet på hver deres gravpladser i 900-tallets Danmark og dermed at gravpladserne ved Trelleborg og Fyrkat er rent hedenske. At Trelleborg først bliver kristent i en sen fase og at trelleborgene oprindeligt skulle være rent hedenske kan derimod ikke konkluderes udelukkes ud fra ovenstående. Det kan være, at de kristne i stedet blev begravet på nærliggende kirkegårde. To fundne torshamre fra alle fire trelleborge er ikke meget, og det kan være en tilfældighed, at et lignende antal kors ikke er fundet. At gravpladserne ser ud til at være rent hedenske gør imidlertid, at vi mangler en forklaring på, hvordan det kan være, hvis Harald Blåtand var bygherren? Trelleborgene som kontrolposter i hedenske områder 6

En konstatering er, at med de hedenske grave på Fyrkat og Trelleborg er det usandsynligt, at trelleborgene fungerede som kontrolposter bygget af den kristne Harald Blåtand i urolige hedenske områder. Der er en anseelig risiko ved at bruge hedenske tropper til at nedkæmpe hedenske oprørere. Ganske vist er ikke alle gravene ved Fyrkat og Trelleborg lagt over krigere. Det gælder tydeligvis for den ovennævnte vølvegrav, men sandsynligvis også for en hel del andre. Der er jo mange ikke-militære funktioner, der har skullet udføres på en befæstning af f.eks. håndværksmæssig og logistisk karakter. Våbengravene vidner dog om, at der blandt de begravede har været hedenske krigere, der i givet fald har skullet være med til at nedkæmpe hedenske oprøre. Det ville dertil virke ulogisk at placere den største af trelleborgene, Aggersborg, nord for den største koncentration af hedenske stormandgrave (fig. 1). En sydligere placering ved Limfjorden ville give bedre muligheder for at holde området med flest hedenske stormandsgrave under kontrol. Samtidig ligger Aggersborg helt afskåret fra Harald Blåtands Jelling, hvis dem man ville holde under kontrol var hedenske stormænd. Det betyder usikre og langsommelige forsynings- og kommunikationslinjer mellem kongen og hans største borg samt stort råderum for eventuelle oprørere. Figur 1. Stormandsgrave set i forhold til trelleborgene. Baseret på Kleiminger 1993; Lyngstrøm1995 og Lindblom 2008. Baggrundskort: Settlement and Landscape 1998. Chieftains graves seen in relation to the trelleborg ringfortresses. Opsamling på 900-tallets gravskik og trelleborgene En mulig grund til byggeriet af trelleborgene kunne være modstridende religiøse og/eller politiske interesser blandt de herskende klasser. Politiske stridigheder kan være svære at erkende arkæologisk, men i 900-tallet er vi så heldige, at vi har to oplagte religiøse modstandere: hedninge 7

og kristne. Magthavere har selvfølgelig ikke kun haft religiøse motiver, men også politiske. I denne sammenhæng er det ikke så vigtigt, hvorvidt en konflikt kan have været af overvejende religiøse eller politiske bevæggrunde, men at vi arkæologisk har talrige hedenske stormandsgrave, mens vi fra skriftlige kilder ved, at Harald Blåtand var kristen. Forholdet mellem hedenske stormænd og Harald Blåtand er dermed en oplagt indgangsvinkel til, hvem der byggede trelleborgene, da de hedenske stormandsgrave forekommer i stort antal i områderne ved trelleborgene. Det kan ligefrem se ud til, at en opblomstring af hedenske elementer finder sted netop i 900-tallet. Denne hedenske opblomstring kan siges at komme til udtryk i det arkæologiske materiale ved tidens gravskik. Ryttergravsskikken, kammergrave og vognfadingsgrave kommer til Danmark i 900-tallet i stort antal. Disse grave forekommer hyppigt i områderne omkring trelleborgene (Nørlund 1948 s.114; Kleiminger 1993; Eisenschmidt 1994; Lyngstrøm 1995 fig. 6), og hvad end man mener, at folkene bag disse typer grave var med eller imod Harald Blåtand, må det siges, at de må være hedenske bedømt ud fra gravgods, gravkonstruktion, gravpladsernes overordnede strukturer i sammenligning med de nærmeste paralleller til kristen gravskik. Hesteofre og torshamre er således blot to af en lang række elementer, der indgår i ryttergravsskikkens træk, der ikke forekommer i de tidlige kristne grave fra Danmark (Christensen og Lynnerup 2004, Cinthio 2004; Nielsen 2004; Nordeide og Gulliksen 2007). Blandt de overdådige grave fra 900-tallets Danmark kan nævnes Mammengraven, Søllestedgraven og skibsgraven ved Ladby. 7 Man kan selvfølgelig ikke sige, at en 900-tals ryttergrav er mere hedensk end en 800-tals brandgrav; pointen er derimod, at en række hedenske træk kommer ind i gravskikken i stort tal, hvilket kan tyde på en øget religiøs bevidsthed. I Lejre og det østlige Sjælland er de mere omkostningsfulde af de nye træk, som gravhøje, kammergrave og rigt udstyr i form af rytterudstyr og våben, påfaldende få i gravene i 900-tallet (Kleiminger 1993; Eisenschmidt 1994; Lyngstrøm 1995 fig. 6). En torshammer er dog et beskedent vidne om hedensk overbevisning på gravpladsen ved Lejre (Wulff Andersen 1995). Med de store haller og beretningen om Lejre som hedensk kongesæde taget i betragtning (Christensen, T 1991) kunne en forklaring være, at der her var tale om et hedensk bagland, hvor man ikke i samme grad blev konfronteret med den tilkomne kristendom som i andre landsdele og dermed ikke havde samme behov for storslåede manifestationer i gravskikken. Udbredelsen af torshamre er dertil i Danmark også størst i 900-tallet (Staecker 1999 s. 94) og peger dermed også på en hedensk opblomstring. 8

Det er ikke kun i områderne omkring trelleborgene, at der er hedenske grave, det er der også på gravpladserne ved Fyrkat og Trelleborg. Harald Blåtands forhold til hedenske stormænd må dermed være af central betydning for at forstå trelleborgenes funktion. Trelleborgene og udlandet Hvis den kristne Harald Blåtand har haft hedninge på sine borge, må det med al sandsynlighed betyde, at modstanderen ikke var indenlands, men udefrakommende. For hvem i Danmark kunne man ellers forestille sig havde magt til at udfordre kongen, hvis ikke en samlet hedensk orienteret opposition? Med en udenlandsk modstander kan trelleborgene have fungeret som en form for flådebaser i en offensiv strategi eller som defensive troppebaser hvorfra man kunne gøre udfald. Trelleborgenes maritime rolle har været flittigt diskuteret og som det seneste er der udført omfattende undersøgelser med henblik på problemstillingen, hvilket mundede ud i en publikation (Dobat (red.) 2013). Selv med de nye undersøgelser er der ikke andre fund end nagler og et muligt knæ fra et skib der peger i retning af at trelleborgene havde en maritim tilknytning (Dobat (red.) 2013). På Trelleborg ligger naglerne spredt over det meste af borgpladsen med enkelte mindre koncentrationer (Nielsen 1990 fig. 8). Det tyder snarere på, at naglerne har været brugt til byggeri, opbevaringskister og/eller vogne rundt om i borggården, end til skibsbyggeri. Hvis naglerne havde været til skibsbyggeri, kunne man forvente, at der var blevet tabt nogle stykker omkring en smedje, og at resten var blevet bragt hen til det sted, hvor man byggede skibene, hvilket jo selvsagt ikke var inden for borgvolden, men ikke en spredt forekomst i og omkring et flertal af husene. Det mulige knæ (skibsdel der holder kølsvinet fast til bundstokkene) er ornamenteret og har en vinkel på 90 o. Det virker usandsynligt at man ville ornamentere et knæ fra et skib, da dette vel har været gemt under ballaststen. Den rette vinkel gør det derimod velegnet som (synligt) vinkelbeslag, f.eks. i et af husene. De manglende fund af skibsdele betyder ikke nødvendigvis, at der ikke var skibe ved borgene. Et langt større problem er, hvilken funktion forsvarsværkerne, som trelleborgene reelt set er, har haft. Ved offensive kampagner, f.eks. togter til England, har det med al sandsynlighed været formålstjenstligt at have baser hvorfra man har kunnet organisere og forberede det hele. Til den slags kampagner må det have været praktisk at have direkte adgang til havet, så man kunne komme 9

hurtigt af sted når vejret og vindretningen var til det. Sådanne baser har formentlig som oftest slet ikke har brug for forsvarsværker, men har bare været samlingspunkter. Under et angreb på en af trelleborgene ville skibene ligge blottede uden for voldene, hvis man samtidig skulle drage fordel af forsvarsværkerne. Hvis man i stedet sejlede væk under angreb, var forsvarsværkerne overflødige. Et langt mere formålstjenstligt forsvarsværk til beskyttelse af flådebaser ville derimod være en halvkredsvold, som de findes ved de samtidige befæstninger af Hedeby og Århus. Her ville man kunne have skibene liggende sikkert i havnen uden risiko for angreb fra andet end en overlegen flådestyrke. Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken ligger et godt stykke oppe ad åløb. Kun Aggersborgs synes velplaceret. Selv hvis de pågældende åer var sejlbare for større sejlskibe, har det været let for fjendtlige styrker at blokere åløbene, f.eks. ved at fælde et træ ved åbredden og skibene har dertil været udsatte for angreb fra land hele vejen indtil de nåede åbent farvand. Hvis trelleborgene derimod var en del af forsvaret mod en udenlandsk modstander kunne denne modstander være Norge, Sverige og/eller de baltiske lande. I det tilfælde behøvede borgene ikke at have nogen væsentlig maritim rolle, men kunne bruges til at gøre udfald mod en invaderende fjende. Trelleborgene kunne for så vidt godt fungere som militærbaser i et indenlands forsvar mod angreb fra disse lande, dog må det konstateres, at Trelleborg ligger på den forkerte side af Sjælland, hvis Sverige var fjenden. Trelleborg i Skåne og Borgeby kunne dog være en del af det skånske/østsjællandske forsvar, hvis de da overhovedet er trelleborge fra 900-tallet (Jacobsen 1995; Svanberg og Söderberg 1999; Borring Olesen 2000 s. 104; Ulriksen 2002). Aggersborg ville dertil være lettere at forsvare mod Norge hvis det havde ligget på sydsiden af Limfjorden, så man ikke så let kunne angribe over land via Jammerbugten. Kontrasten til Hedeby og Århus må igen siges at tale imod denne tolkning. Befæstninger bygget ud mod kysten kræver en stærk flåde for at give mening (Jomini 1862/2004 s. 83f.). Århus ligger direkte ud til Kattegat, og det ser ikke ud til, at der har været volde mod havsiden 8. Uden en stærk flåde har man altså risikeret angreb fra to fronter. Omvendt har man også fordelen af at kunne hente forstærkninger og forsyninger via søvejen samt muligheden for at udføre flanke/bagangreb under et angreb fra landsiden, hvis man i Århus har haft en stærk flåde tilknyttet. Ved Hedeby var risikoen ved angreb fra søsiden mindre. En potentiel fjende skulle først igennem Slien, før et angreb var muligt. I Slien kunne man opføre sejlspærringer, eller man kunne udføre angreb langs kysten. Hedeby må dog ses i en strategisk sammenhæng med Dannevirke, og før 10

Dannevirke giver mening, har det krævet, at man kunne forsvare sig i hele Jyllands bredde, ikke bare langs volden, men også langs Slien, Rheide Å, Treene og Eideren, som sammen med Dannevirke deler Jylland i to. Dertil har man også skulle forsvare de tilstødende kyster, så en potentiel fjende ikke bare kunne sejle udenom. Her kan havnen i Hedeby siges at være en ideel base for forsvaret af farvandet øst for Slien. Set i denne sammenhæng kan trelleborgene siges at være meget defensivt placeret langt oppe ad åer og fjorde. Ved en placering tættere på kysterne ville trelleborgene i langt højere grad kunne indgå i et offensivt forsvarsnetværk rettet mod en udenlandsk fjende. Det tager ikke videre lang tid at sejle fra Århus til Odense Fjord, Tude Å eller Mariager fjord, hvor man kunne hente forstærkninger fra Nonnebakken, Trelleborg og Fyrkat, men det tager noget længere tid, når man dertil også skal op ad åer og fjorde for at nå frem til borgene og derefter ud til havet igen, hvorfra fjenden har angrebet. To så diametralt modsatte strategier fra samme bygherres side inden for så begrænset et geografisk område virker usandsynligt. En anden potentiel udenlandsk fjende af trelleborgenes bygherre kunne være det ottonske Tyskland. Der er således skriftlige beretninger om angreb på Dannevirke fra tysk side (Widukind 1910; Thietmar 2001). Dannevirkes strategiske funktion må siges at være helt klar et lineært forsvar på tværs af Jylland, rettet mod syd, i form af Dannevirke/Hedeby, og naturlige forsvarslinjer i form af Slien, Rheide Å, Treene og Eideren. Eventuelt kan Borgsumburg have haft som funktion at kontrollere farvandet vest for Eideren. Det er dog uklart af dateringsmæssige årsager (Segschneider 2009 s.103ff.). Trelleborgenes funktion i et forsvar rettet mod Tyskland er derimod særdeles tvivlsom. Det kan undre, at man kun har lavet et palisadeværk rundt om Jelling, men langt kraftigere forsvarsværker på trelleborgene der ligger meget længere væk fra Tyskland. Dertil kommer, at Trelleborgene ikke lå ved det Sydfynske Øhav og Lolland-Falster, hvis det var sydfra, man forventede angreb. En udenlandsk modstander kan altså, samlet set, siges ikke at være en videre sandsynlig grund til at trelleborgene blev anlagt. 11

Trelleborgene som bolig for en hersker En helt anden mulighed er, at trelleborgene ikke primært havde et militært formål, men derimod fungerede som bolig for en hersker. Der er dog hverken særligt rigt udstyrede grave eller genstandsfund, der peger på at borgenes funktion har været at fungere som boliger for en omkringrejsende hersker, - som statusbyggeri. Indretningen med ens huse i karréer tyder da heller ikke på dette. I stedet kunne man have forventet en central halbygning, der skilte sig ud fra borgens øvrige bygninger. Det kan dertil undre at Fyrkat, Trelleborg (med forborg) og Aggersborg indeholdt hhv. 16, 31 og 48 huse. Det er et meget uensartet antal, der er svært at forklare, hvis borgene skulle have samme fredelige formål; at være bolig for en omrejsende hersker, hvad enten denne var Harald Blåtand eller en hedensk stormand. Angreb på Trelleborg hvem havde ressourcer til det? En modstander til trelleborgenes bygherre må der imidlertid have været. På Trelleborg er der således klare tegn på kamp. Dette kommer til udtryk gennem 66 pilespidser, hvoraf 19 lå ved portene og voldene, spor af en kraftig brand, der ud fra trækulslag ser ud til at være antændt blandt andet foran Østporten og i Syd- og Vestporten (Nørlund 1948 s. 56ff.) og en efterfølgende markant anderledes genopbygning. Meget tydeligere fås det ikke arkæologisk set. På Fyrkat er der til sammenligning kun fundet en pilespids (Roesdahl 1977 s. 39). På Aggersborg er der fundet 25 pilespidser, uden at disse dog kobles sammen med egentlige kamphandlinger (Roesdahl 1986 s. 78). En brand startet ved et uheld ville være sandsynligst omkring et af ildstederne i borgens huse, men ved en belejring er det jo oplagt at tænde ild på portene for at skabe åbninger for angreb. Ud fra det hidtil gennemgåede kan det siges, at der har været hedninge på trelleborgene, at de ikke virker velegnede til beskyttelse af flådebaser, som en del af et forsvar om en udefrakommende modstander eller som bolig for en omrejsende hersker. Dermed, at trelleborgene ser ud til at være bygget til forsvar mod en fjende internt i Danmark. Det kan konstateres, at denne fjende har været en væsentlig magtfaktor, der formåede at besejre forsvaret ved Trelleborg eller i hvert fald at brænde borgen af. Med denne indgangsvinkel kan det diskuteres, om det ikke er væsentligere at diskutere, hvem der havde militærmagt til ikke bare at opføre trelleborgene, men derimod at besejre dem? 12

Når nu der er hedenske grave ved trelleborgene, Harald Blåtand var kristen og sad på de største forsvarsværker i 900-tallets Danmark, Dannevirke, Hedeby og Århus, må det oplagte svar være at Harald Blåtand var den, der havde kapacitet til ikke bare at bygge trelleborgene, men derimod til at besejre dem. Det er i denne sammenhæng vigtigt at bemærke, at vævevægten med indridset kors stammer fra fasen efter at portene er brændt og dermed fra tiden efter angrebet og en eventuel kristen erobring. Det samme må, ud fra den typologiske datering, antages at gælde mønten med korsmotiv. Befæstningerne i form af halvkredsvolde rundt om Århus og Hedeby må have stået under Harald Blåtands styre 9. Der er dog også hedenske grave ved Hedeby og en enkelt ved Århus, men disse grave kan, med visse forbehold for usikre dateringforhold, se ud til at være ældre end halvkredsvoldene og mere sikkert, ældre end tidspunktet hvor trelleborgene opgives eller lægges øde. 10 Dermed kan antagelsen, om at Harald Blåtands folk blev begravet på kirkegårde, i hvert fald i den sidste del af hans regeringstid, opretholdes. Hedeby bliver i nyere litteratur normalt betegnet som en by. Det kan dog diskuteres, hvad fundene siger om den primære funktion af voldene om Hedeby. Før voldene blev bygget og forbundet med udbyggelsen af Dannevirke, formentlig i tredje fjerdedel af 900-tallet, må der være tale om en handelsplads/by i Hedeby. Med den særdeles omfattende udbygning af Dannevirke er spørgsmålet, om Hedeby ændrede funktion i forbindelse med den nye militærstrategiske situation? En by kan tænkes at opføre forsvarsværker for at give sikrere rammer for beboere og handlende. Omvendt vil en militærlejr kræve forsyninger af mad, tøj og forskelligt udstyr samt håndværkere til reparationer og produktion. Derudover er krigere også mennesker, de har også fritid og ind i mellem familie, hvilket også vil komme til udtryk i det arkæologiske materiale, f.eks. som almindelige dagligdags brugsgenstande. Handel og forsvarsværker kan altså i vid udstrækning indgå i et symbiotisk forhold. Store militære styrker skaber en stor vareefterspørgsel, og sikre forhold for handlende kan meget vel skabe en øget handel. Man kan altså forvente at finde både våben og dagligdagsgenstande, hvad enten der er tale om en befæstet by eller en militærbase. Ved at oprette en militærbase ved en allerede eksisterende handelsplads kunne man drage fordel af adgangen til de handlendes produkter og håndværksmæssige kunnen. I Hedeby har man fundet 92 våben (Kalmring 2010 s. 408ff.). Til sammenligning har man fra Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg til sammen fundet otte våben og 72 pilespidser. 11 13

Hertil skal man tage Hedebys lange brugstid i betragtning og forskellige bevaringsforhold, men samtidig også at det kun er fem procent af Hedeby, der er udgravet, og at en del af pilespidserne fra Trelleborg, og måske Aggersborg, snarere stammer fra angreb end fra selve borgene. Den militære tilstedeværelse træder altså markant frem i fundbilledet ved Hedeby, men det kunne også være tilfældet i en by. Nogle af våbnene kunne for så vidt være handelsvarer. Fundsituationen er dermed ikke alene nok til at vurdere Hedebys funktion. Her synes den strategiske situation omkring Hedeby/Dannevirke derimod at vægte tungere. En indvendig mod at tolke Hedeby som en militærbase vil formentlig være dens størrelse. Den bedste måde at vurdere Hedebys militære rolle må være at se den i en større kontekst, i forhold til andre samtidige befæstninger. Her må den direkte tilknytningen til Dannevirke, Nordeuropas største forsvarsvold i 900tallet være af afgørende betydning. Sammenlignet med Dannevirkes forsvarsanlæg i det 10. årh. er Hedebys volde bare en lille del af et meget omfattende byggeri. I og med at man ikke kender til militærbaser ved Dannevirke, virker det ikke så urimeligt at tolke Hedeby, trods størrelsen, som militærbase for et forsvar ved Dannevirke og Slien. For at Dannevirke skal give mening strategisk, skal man ikke bare have haft mandskab til at forsvare selve Dannevirke. Man skal derimod både have kunnet forsvare sig i hele Jyllands bredde og dertil have haft en flådestyrke stor nok til at sikre, at en potentiel fjende ikke bare har kunnet sejle ind i baglandet uden modstand. I den større sammenhæng må også trelleborgene indgå og det må igen undre, at man har valgt at placere sine borge så defensivt, hvis man samtidig sad på to byer, Hedeby og Århus, på så udsatte steder uden helt omkransende volde. Således virker funktionen som militærbaser for kongemagten i Jelling mere overbevisende end funktionen som byer. Skriftlige kilder Det næste spørgsmål er så, hvad de skriftlige kilder kan fortælle? Her bliver hedensk modstand mod Harald Blåtand, så vidt vides, kun nævnt i forbindelse med Svend Tveskæg. At Svend Tveskæg skulle være hedning er højst sandsynlig opdigtet af Adam af Bremen af kirkepolitiske årsager (Adam af Bremen (Henrichsen) 1968 s. 98, note 4; Lund 1991 s. 17; Gelting 2007 s. 83f.). Yderligere en indvending mod hedenske trelleborge kunne dermed være manglende skriftlige vidnesbyrd. 14

Til dette kan det siges, at man fra kirkelig side, der jo producerede tidens begrænsede mængde litteratur, meget vel kan have været interesseret i at nedtone, hvor stor folkelig en modstand kristendommen reelt mødte. En ond despot, i form af Svend Tveskæg, er en anden sag end en bred modstand i befolkningen. Den Store Jellingsten er derimod ristet for den verdslige magt, Harald Blåtand, der har haft til formål at fremstille alle de bedrifter, der kunne fremstille ham som en stor konge, heriblandt at han vandt sig hele Danmark. Harald Blåtand må altså have vundet landet fra nogen, og læser man videre på næste side af stenen, står der og gjorde danerne kristne. Det kunne meget vel betyde, at Harald Blåtand vandt landet efter at have slået hedenske modstandere, trelleborgenes mulige bygherrer. 12 I forhold til trelleborgene kan det siges at være bemærkelsesværdigt, at de ikke nævnes i de skriftlige kilder (Olsen 1962 s. 99ff.). Derimod udnævnes Odense til bispesæde, få år efter at Nonnebakken er forladt/nedrevet. Lidt forsigtigt kunne det foreslås, at det kunne være, fordi trelleborgene var bygget af hedenske modstandere af Harald Blåtand og dermed af den tidlige kristendom. Trelleborgene som hedenske militærbaser Til sidst må spørgsmålet så være: Hvad taler for at trelleborgene var hedenske, ud over måske Den Store Jellingsten og gravskikken? Det afgørende punkt må igen være, om trelleborgenes placering strategisk giver mening, hvis de skulle være bygget af modstandere af Harald Blåtand. Som nævnt er placeringen af trelleborgene ikke videre hensigtsmæssig, hvis de skulle indgå i et forsvarsnetværk med Århus og Hedeby. Derimod ligger de faktisk meget fornuftigt, hvis de var imod netop Århus og Hedeby. Som nævnt forudsætter valget af at bygge en halvkredsvold i stedet for en ringvold, at man har haft en stærk flåde tilknyttet befæstningen for at opnå et effektivt forsvar. Det betyder, at man har vurderet at modstanderens flådestyrke ikke har været lige så stærk, i hvert fald ikke så tæt på, som Trelleborg, Nonnebakken og Fyrkat ligger på Århus. Herud fra må det formodes, at modstandere, der ikke var længere væk end Trelleborg, Nonnebakken og Fyrkat er fra Århus, var interesserede i, at deres forsvarsværker var godt beskyttet mod angreb fra havet. Det må man sige, at trelleborgene er. Aggersborg er den eneste, der ikke ligger et godt stykke oppe ad en å, og placeringen midt i Limfjorden gør, at en eventuel fjende har 15

kunnet angribes langs et godt stykke af Limfjordens breder og måske spærres inde af sejlspærringer. Selv med Aggersborgs tilbagetrukne placering har man alligevel valgt en, fra søsiden, relativt svært tilgængelig placering (Olsen 1962 s.105), samt ikke at lave en halvkredsvold, men en ringvold. - Det må betyde, at frygten for et angreb fra søsiden har været meget reel. Det kan indvendes, at også de øvrige trelleborge trods alt ligger ud til åer, der formentlig var sejlbare, at man i stedet kunne have valgt en anden placering, hvis man frygtede angreb fra havet. Til dette kan det siges, at åerne let har kunnet blokeres af f.eks. fældede træer eller store sten, at sejlads på en å er langsommeligt med store sejlskibe, der formentlig over strækninger skulle trækkes frem. Skibene ville dertil næppe bringe taktiske fordele ved angreb på borgene, men derimod være udsatte for angreb langs åbredderne. En væsentlig grund til placeringen ud til åerne, sandsynligvis den vigtigste, var formentlig, at vand ikke bare skaber transportveje, det afskærer eller besværliggør også trafik over land. Dette har man kunnet udnytte som naturlige forsvarslinjer i forbindelse med et regionalt forsvar. (fig. 2-4). Åerne har ganske vidst ikke været umulige at krydse, men de har gjort at man blev sænket under krydsningen og efterfølgende af det våde tøj, man blev afkølede og frembringelse af forsyninger blev besværliggjort. Det har været værd at udnytte ved placeringen af borgene og ses også udnyttet ved både tidligere og senere befæstninger. Figur 2. Strategiske fronter ved Aggersborg og Fyrkat. Åløb er markeret med rødt, fjorde med blåt og muligt forløb af vikingetidig kanal er stiplet ind. Kanalen er erkendt på en strækning fra borgen gående godt 500m mod nordøst (se Dobat 2013 fig. 56). Baggrundskort: Settlement and Landscape 1998. Strategic fronts at Aggersborg and Fyrkat. Streams is marked red, fiords is blue. A possible course of a Viking Age canal is sketched in. The route of the canal is known the ringfortress and 500m to the northeast. 16

Figur 3. Strategisk front ved Nonnebakken langs Odense Å. Baggrundskort: Settlement and Landscape 1998. Strategic front along Odense Å at Nonnebakken. Figur 4. Strategisk front ved Trelleborg langs Tude Å og Vårby Å. Baggrundskort: Settlement and Landscape 1998. Strategic front along Tude Å and Vårby Å at Trelleborg. Trelleborgenes placering i forhold til de naturlige forsvarslinjer er naturligvis ikke tilfældig. Man har så vidt muligt udnyttet landskabet til at skabe den bedste forsvarsmæssige position i forhold til borgenes strategiske funktion. Her er det værd at bemærke, at Trelleborg, Nonnebakken og Aggersborg alle kan siges at have en strategisk front vendt mod Harald Blåtands Jelling. Fyrkats strategiske front kan for så vidt vende mod både nord og syd. Under de nye udgravninger ved borgen fandt man imidlertid en over 500 meter lang kanal gående mod nordøst. Kanalen har 17

omtrent samme afstand til borgen som de to tørre voldgrave (Dobat (red.) 2013 fig. 56). Nær borgen havde kanalen en faskine, en afstivning af siden der gør den sværere at forcere, på siden ind mod borgen. Hvis kanalen har fortsat mod syd i samme forløb som det erkendte mod nordøst, vil den i sammenhæng med Mariager Fjord og Skals Å have dannet en klart afgrænset strategisk front mod syd, mod Jelling (fig. 2). Kanalens videre forløb og hvorvidt der er en voldgrav nordvest for borgen vil formentligt kunne afgøre kanalens funktion. At kanalen skulle have en primær funktion som ferskvandsforsyning, som foreslået (Dobat (red.) 2013 s. 99), er selvfølgelig en mulighed. Ud over at den ligger velplaceret som forsvarsanlæg, taler dens forløb ud mod saltvandet i Mariager Fjord imod denne tolkning. Hvis man skulle undgå saltvand skulle den vel hellere have været stoppet ved borgen og eventuelt været dæmmet op. Alternativt kan man have nøjedes med at grave en brønd i stedet for en over 500 meter lang kanal - borgen og de tilstødende arealer er ikke totalundersøgt. En anden vigtig opdagelse ved de nye udgravninger var at Onsild Å var opstået efter vikingetiden og at området hvor den ligger havde været en fjordeng på borgens tid (Dobat (red.) 2013 s 71ff.) Set i sammenhæng med de øvrige trelleborge, må det være rimeligt at antage at også Fyrkat har haft front mod Jelling, sandsynligvis forstærket med den ovennævnte kanal. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at Dannevirke/Hedeby har front mod Tyskland, altså væk fra Jelling, modsat trelleborgene. Den nærmere begrundelse, for at Fyrkat ligger, hvor den gør og f.eks. ikke længere mod vest, må være den gunstige forsvarsmæssige position, man har opnået med lige denne placering. Fyrkat ligger således på en bakketop omgivet af vand og vådområder (Olsen og Schmidt 1977 fig. 20). Trelleborgs placering ved det sted, hvor Vårby Å munder ud i Tude Å, gør, at et fjendtligt angreb fra vest har haft begrænset mobilitet; man har skullet vælge, om man ville angribe fra den ene eller anden side af Tude Å, eller om man ville dele styrken op i to, og hvor man ville krydse over på den østlige side af åerne. Dermed er den taktiske front blevet kortere for borgens forsvarere. Ved Trelleborg viste de nye udgravninger dertil hvad der må antages at være yderligere en voldgrav. Denne vendte ud mod næsset på borgens vestlige side (Dobat (red.) 2013 fig.110) og må siges at være særdeles interessant i forhold til sammenhængen mellem borgens forskellige faser. At man har valgt at anlægge det antageligt kristne Odense der bliver udnævnt til bispesæde i 988, på den modsatte side af Odense Å end den nyligt nedrevne/forladte Nonnebakken 13 peger på, at de 18

strategiske interesser på dette tidspunkt er ændrede og dermed et modsætningsforhold. Det er med til at understrege, at det ikke er tilfældigt, hvor i landskabet befæstninger placeres. Strategiske overvejelser omkring placeringen må i nogle tilfælde være grunden til, at man har valgt at rive en borg ned, efter at den er erobret. Umiddelbart kan det undre at den største trelleborg, Aggersborg, ligger længere væk fra Jelling end Fyrkat, hvis modstanderen var Harald Blåtands Jelling. Militærteorien synes dog at kunne pege på det fornuftige i en sådan placering. Ud over at Aggersborg ligger bag en naturlig forsvarslinje i form af Limfjorden, så gør positionen midt i fjorden, at man har kunnet advare mod fjendtlige skibe i god tid. Dermed har man kunnet transportere tropper og forsyninger hurtigt til store dele af det nordlige Jylland ved hjælp af de indre farvande i Limfjorden, uden større risiko for flådeangreb selv hvis man ikke har haft en overlegen flådestyrke. Placeringen er nærmest optimal til dette formål - centralt i de indre farvande i Limfjorden og nok vigtigst; lige hvor det er muligt at sejle både syd- og østpå. Samtidig har man, som sagt, haft en strategisk front i form af Limfjorden, som man ikke ville have haft ved en sydligere placering. Man har dermed kunnet trække forstærkninger ind over land nordfra. Logistik kan være af afgørende betydning for en krigs udfald. Historisk har transport via vandveje været at foretrække, hvor det har været muligt, og militære baser var vigtige også ved dette aspekt af krigsførelse (Jomini 1862/2004 s. 77ff.; Keegan 1994 s. 301ff.). Ud over at Aggersborg dermed kan siges at have en god placering i forhold til en sydlig fjende, kan også det, at den største trelleborg ligger længst væk, forklares ud fra militærteori: Hver front skal have en til to store fæstninger at kunne trække sig tilbage til, udover sekundære forter og små poster til at facilere militære operationer (de Jomini 1862/2004 s. 152, min oversættelse). Udbredelsen af grave sammenholdt med Aggersborg og Fyrkats placeringer kan nærmest siges at kunne bruges til illustration til ovenstående citat. Citatet stammer ikke fra hvem som helst, men fra en af de mest indflydelsesrige militærteoretikere i sin samtid, Baron de Jomini (Creveld 2003 s. 140f.). De små poster, Jomini nævner, kendes ganske vist ikke, men det betyder ikke, at de ikke har eksisteret. Tre udaterede cirkulære ringborge ud mod de sydlige dele af 19

Limfjorden kunne være oplagte bud (Fig. 5). Figur 5. Mulige ruter gennem Limfjorden til transport af tropper og forsyninger fra Aggersborg set i forhold til udbredelsen af rytter- og våbengrave, Fyrkat og udaterede cirkulære ringborge. Baseret på Lyngstrøm 1995 fig. 6; Eisenschmidt 1994 fig. ; Christensen 2007 katalog nr. 13, 16 og 29. Baggrundskort: Settlement and Landscape 1998. Possible rutes of transportation of troops and supplies from Aggersborg seen in relation to the distribution of equestrian- and weapongraves, Fyrkat and undated circular ringfortresses. Et arkæologisk eksempel på en lignende strategisk placering af befæstninger ses dertil i 1600-tallets Frankrig, hvor rækker af befæstninger indgik i et såkaldt forsvar i dybden med de største befæstninger, i form af befæstede byer, længst fra fronten (Hill og Wileman 2002 fig. 51). Et forsvar i dybden vil sige, at man har satset på at lave udfald og afskære forsyningslinjer fra strategisk placerede militærbaser, snarere end en klart defineret forsvarslinje. Man har ved et sådant forsvar selvfølgelig udnyttet landskabet til at få den bedst mulige placering af sine borge og de steder hvor vandveje/vådområder har delt landskabet i to har man kunnet udnytte dette til at skabe sværere vilkår for fjendens fremrykning. Forskellen fra lineært forsvar er at man ikke har satset alt på at holde en permanent front, men på borge hvorfra man kunne gøre udfald. 20