En artikel fra KRITISK DEBAT USA's svaghed og kampen for hegemoni Skrevet af: Immanuel Wallerstein Offentliggjort: 15. februar 2004 Jeg vil begynde med to spørgsmål, som jeg tror alle læsere vil være enig med mig i. For det første, at imperialismen er en integreret del af den kapitalistiske verdensøkonomi. Det er ikke et særligt fænomen. Det har altid været der. Og det vil altid være der, så længe vi har en kapitalistisk verdensøkonomi. For det andet oplever vi for tiden en særlig aggressiv og enestående form for imperialisme, som nu oven i købet er parat til åbent at erklære sig for imperialistisk. Nu beder jeg jer om at tænke over denne anomali. Hvordan kan det være, at vi for tiden gennemlever en særlig aggressiv og enestående form for imperialisme, som for første gang i over hundrede år er blevet parat til at erklære sig for 'imperial' og 'imperialisme'? Hvorfor vil de gøre det? De fleste mennesker vil med ét ord svare USA's styrke. Omvendt vil jeg med ét ord svare USA's svaghed. Vi må begynde i 1945, da De forenede Stater blev hegemonisk, virkelig hegemonisk. Hvad betyder hegemoni i denne sammenhæng? Det betyder, at USA's nationalstat var så meget stærkere - dets økonomiske evne var langt bedre end alle andre i datidens verden - at det kunne underbyde alle andre på deres egen hjemmemarkeder. De forenede Stater havde en militær styrke, som var uden sidestykke. Som en konsekvens heraf, havde det en evne til at danne formidable alliancer: NATO, den amerikansk-japanske forsvarspagt o.s.v. På samme tid blev De forenede Stater - som den hegemoniske magt - verdens kulturelle center. New York blev højkulturens centrum og den amerikanske populær kultur sejrede over hele verden. Den første gang jeg var i Sovjetunionen - det var under Brezhnev-tiden - tog min vært mig med til en natklub i Leningrad. Den ting, der overraskede mig mest af alt under hele mit besøg i Sovjetunionen, var, at i denne natklub hørte man amerikansk populær musik sunget på engelsk. Og jeg mener, at vi - rent ideologisk - undervurderer i hvor høj grad 'Den frie Verdens' tema har været legitim i øjnene på store dele af verdens befolkning. Altså var USA virkelig på toppen af verden i ca. 25 år og det fik sin vilje, hvor og hvornår det ønskede det. Det er rigtigt, at Sovjetunionen eksisterede også som et militært problem for De forenede Stater. Ikke desto mindre håndterede USA dette meget enkelt ved hjælp af en aftale. Den blev kaldt Yalta men omfatter mere end blot det, som blev forhandlet på øen Yalta. Jeg tror, at Venstrefløjen historisk har undervurderet konsekvenserne 1 / 7
og betydningen af Yalta-aftalerne, som netop gjorde Den kolde Krig til et nøje koreograferet arrangement, inden for hvilket der aldrig rigtig skete noget i mere end 40 år. Det var den vigtigste ting ved Den kolde Krig. Den delte verden op i en Sovjetzone, som udgjorde ca. en tredjedel af verdenen, og en USA-zone, som udgjorde to tredjedele. Den bevarede zonerne økonomisk adskilte og tillod dem hver især at råbe højt af hinanden med det formål at bevare roen i hver lejr men aldrig at lave nogen alvorlig ændring i arrangementet. Derfor kunne USA på verdens top. 25 år på toppen Dette varede i ca. 25 år. På grund af tre ting løb De forenede Stater ind i vanskeligheder et sted imellem 1967 og 1973. For det første mistede det sit økonomiske forspring. Vesteuropa og Japan blev tilstrækkeligt stærke til at forsvare deres egne markeder. De begyndte endda at invadere USA's hjemmemarked. På dette tidspunkt var de økonomisk lige så stærke og konkurrencedygtige som USA og dette fik dette politiske følger. For det andet var der i 1968 en verdensrevolution i gang, som mange af læserne på den ene eller anden måde var engageret i. Tænk på, hvad der skete i 1968. I 1968 blev to temaer gentaget over hele verden i den ene eller anden version. Det første tema var, at vi ikke kan lide USA's hegemoni og dominans over verdenen - og vi kan ikke lide Sovjets hemmelige medspil. Dette tema eksisterede overalt. Det var ikke kun det kinesiske syn på de to supermagter. Det blev også delt af resten af verden. Det andet tema som 1968 belyste, var, at Det gamle Venstre, som var kommet til magten alle steder - kommunistpartier, socialdemokratier og nationale befrielsesbevægelser - havde ikke ændret verden og noget måtte gøres. Vi var ikke sikker på, at vi stolede på dem længere. Det undergravede den ideologiske basis for Yalta-aftalen, og det var meget vigtigt. For det tredje var der mennesker, som ikke var enig med Yalta. De fleste var i Den tredje Verden og der var mindst fire betydningsfulde nederlag for imperialismen, som netop skete her. Det første var Kina, hvor Kommunistpartiet trodsede Stalin og marcherede mod det Kuomintang-kontrollerede Shanghai i 1948 og således fik frigjort Kina fra amerikansk indflydelse på hovedlandet. Dette var et centralt nederlag i USA's forsøg på at kontrollere periferien. Det andet var Algeriet og dets hele betydning som rollemodel for andre koloniale territorier. Det tredje var Cuba i USA's baggård. Det fjerde og sidste var Vietnam, som både Frankrig og USA var ude af stand til at besejre. Det var et militært nederlag for De forenede Stater og har som sådan struktureret verdens geopolitik siden da. De økonomiske rivalers genrejsning, verdensrevolutionen i 1968 og dens betydning for mentaliteten overalt i verden samt USA's nederlag i Vietnam - tilsammen 2 / 7
markerede disse tre fakta begyndelsen på nedturen for De forenede Stater. Tab af hegemoni Hvordan kunne De forenede Staters ledere håndtere tabet af hegemoni? Det har været et problem lige siden. Der var to dominerende måder at håndtere dette tab af hegemoni. Den ene blev fremført fra Nixon til Clinton, inklusiv Ronald Reagan og George Bush senior. Alle disse amerikanske præsidenter håndterede det på samme måde, dvs. forskellige variationer over stålnæven i fløjshandsken. De forsøgte at overtale Vesteuropa, Japan og andre om, at De forenede Stater er villig til at samarbejde; at de andre kan indgå i en alliance af angiveligt ligestillede dog under USA's aktive lederskab. Det andet blev fremført af det såkaldte "Washington Consensus", som dannedes i 1980'erne. Hvad handlede Washington Consensus om? Jeg må minde om, at FN erklærede 1970'erne for udviklingens årti. Og netop udvikling var det, som det handlede om fra 1950'erne til og med 1970'erne. Alle erklærede, at lande kunne udvikles. USA erklærede det. Sovjetunionen erklærede det og alle i Den tredje Verden erklærede det - så længe en stat blot blev organiseret ordentligt. Selvfølgelig var folk uenige om, hvordan dette skulle gøres, men blev staten bare ordentligt organiseret og gjorde den de rette ting, kunne den udvikles. Det var den basale ideologi; udvikling kunne opnås ved hjælp af en eller anden form for kontrol over, hvad der skete inden for suveræne nationalstater. Washinton Consensus var opgivelsen og fornægtelsen af udviklings-troen, som synligt havde fejlet siden slutningen af 1980'erne, og alle var derfor klar til at opgive den. De erstattede udviklings-troen med hvad de kaldte globalisering, hvilket ganske enkelt betød åbning af alle grænser og nedbrydning af alle barrierer dvs. a) fri bevægelighed for varer og - af større betydning - b) fri bevægelighed for kapital men c) ikke fri bevægelighed for arbejdskraft. Og USA satte sig for at udbrede dette til hele verden. Den tredje ting de gjorde i overensstemmelse med denne 'samarbejdslinje' var at igangsætte en proces for at danne en ideologisk koncensus i Davos. Davos er ikke uden betydning. Davos var et forsøg på at skabe et sted at mødes for verdens eliter - inklusive eliter fra Den tredje Verden - for konstant at bringe dem sammen og sammensmelte deres politiske aktivitet. Nyliberal modoffensiv I denne periode opstod en tredeling af den amerikanske målsætning: Første del bestod i at igangsætte en modoffensiv. Der var tale om en nyliberalistisk 3 / 7
modoffensiv på tre niveauer: 1) på verdensplan at reducere lønningerne; 2) at reducere virksomhedernes omkostninger og tillade den totale eksportering og socialisering af disse (inklusiv at gøre en ende på de miljømæssige begrænsninger for virksomhederne); og endelig 3) at reducere den beskatning, som var forudsætningen for den sociale velfærd (dvs. forudsætningen for uddannelse, sundhed og det sociale sikkerhedsnet livet igennem). På ethvert af de tre niveauer var de kun delvist succesfulde. Dvs. at på ingen af niveauerne lykkedes offensiven helt, men på dem alle tre lykkedes den delvist. Under alle omstændigheder blev omkostningskurven ikke bragt ned til et niveau bare i nærheden af 1945. Omkostningskurven har været højt oppe, og den er faldet væsentligt, men den er slet ikke nede i nærheden af niveauet fra 1945 - og den vil bevæge sig op igen. Målsætningens anden del viste sig igennem håndteringen af den militære trussel. Den virkelige trussel mod USA's militære magt er spredningen af atomvåbnene. Det taler de hele tiden om, så lad os tro dem på deres ord: hvis ethvert lille land har atomvåben bliver det meget besværligt for USA at engagere sig i militær aktion. Det er, hvad Nordkorea demonstrerer i øjeblikket. Nordkorea har kun to atombomber, hvis man skal tro aviserne. Men det er åbenbart tilstrækkeligt til at vende op og ned på tingene. Målsætningens tredje del - og dette var en meget afgørende ting, som der er blevet arbejdet på siden 1970'erne - var at stoppe EU. De forenede Stater gik ind for EU i 1950'erne og 1960'erne, da Unionen blev set som et middel til at få Frankrig til at acceptere Tysklands genoprustning. Men da det senere blev alvor, blev EU betragtet som et forsøg på skabe en eller anden form for en europæisk stat, og USA var selvfølgelig stærkt imod dette. Hvad er der sket? For det første fik vi Sovjetunionens kollaps. Dette var en katastrofe for USA, der hermed mistede sit vigtigste politiske våben overfor Vesteuropa og Østasien. For det andet var der Saddam. Saddam Hussein startede Den første Golfkrig. Han gjorde det med fuldt overlæg. Og han gjorde det for at udfordre USA. Han kunne ikke have gjort det, hvis Sovjetunionen fortsat havde eksisteret. Sovjetunionen ville have forhindret ham i at gøre det, fordi det ville have været for farligt set i relation til Yalta-aftalen. Saddam slap af sted med det. Forstået på den måde, at han ved krigens slutning kun havde tabt det, han havde erobret. Han var tilbage ved udgangspunktet. Det er dette, der igennem de sidste ti år har været svær at sluge. Den krig blev tabt. Den var ikke en sejr for USA. 4 / 7
For det tredje så vi i 1990'erne uden tvivl en momentan kraftanstrengelse i den amerikanske økonomi; men denne kraftanstrengelse gjaldt ikke for verdensøkonomien som sådan og den var tillige forbigående. I dag har vi en svækkelse af dollaren. Og netop dollaren har været et uundværligt middel for USA, som dels har gjort landet i stand til at have den økonomi, som det har, og dels har sikret dets dominans over resten af verden. Og endelig for det fjerde viste 11. september 2001 at USA var sårbart. De neoliberale høge Det skabte plads for 'høgene'. Høgene ser ikke sig selv som en sejrrig fortsættelse af US-kapitalisme eller US-magt eller noget andet. De ser sig selv som en gruppe af frustrerede outsidere, som i over 50 år ikke kom til fadet - heller ikke under Ronald Reagan eller George Bush senior og heller ikke under George Bush junior forud for 11. september 2001. De frygter fortsat, at George Bush junior vil svigte dem. De mener, at politikken på dette område - diplomatien og multilateralismen, det som jeg kalder for 'jernnævnen i fløjlshandsken'- og som den blev ført fra Nixon over Clinton og frem til de første år af George W. Bush - var en total fiasko. De mener, at denne politik blot accelererede nedturen for USA, og at dette bør ændres radikalt igennem en enestående, åben og imperial aktion - krig for krigens skyld. De gik ikke i krig med Irak eller Saddam Hussein, fordi han var en diktator. De gik end ikke i krig mod Irak for olie. De gjorde det for at vise, at USA rent faktisk kunne gøre det, og de behøvede at demonstrere dette for at kunne intimidere to grupper af mennesker: 1) enhver i Den tredje Verden, som mener, at de kunne deltage i atomvåben spredning; og 2) Europa. Det var et angreb på Europa, og derfor reagerede Europa, som det gjorde. En Paris-Berlin-Moskva akse? Jeg skrev en artikel i 1980 i hvilken jeg skrev: "Det er geopolitisk uundgåeligt, at i løbet af den næste periode vil der opstå en Paris / Berlin / Moskva alliance." Jeg skrev dette på et tidspunkt, hvor Sovjetunionen stadig eksisterede, og jeg har gentaget det lige siden. I dag taler alle om det. Der er endda nu en hjemmeside, www.paris-berlin-moscou.info, som gengiver, hvad folk skriver på fransk, tysk, russisk og engelsk over hele Europa om fordelene ved Paris / Berlin / Moskvaforbindelsen. Vi må ikke undervurdere, da Sikkerhedsrådet for anden gang i år afstod fra at stemme. Det var første gang siden FN blev stiftet, at USA ikke kunne opnå flertal i Sikkerhedsrådet på et for det væsentligt spørgsmål. Selvfølgelig har de i tidens løb måttet anvende veto overfor forskellige resolutioner men aldrig på et for dem helt centralt spørgsmål. Men i marts 2003 trak de deres resolution tilbage, fordi de alene kunne få opbakning fra fire stemmer. Det var en politisk ydmygelse, og det blev betragtet som sådan verden over. De forenede Stater har mistet legitimitet, og 5 / 7
derfor kan det ikke længere kaldes hegemonisk. Hvad man end vælger at kalde det, er legitimiteten nu forsvundet, og det er det væsentlige. Så, hvad skal vi forvente os de næste ti år? For det første er der spørgsmålet om, hvordan Europa vil opbygge sig. Det vil blive meget vanskeligt, men de vil opbygge sig selv og de vil opbygge en hær. Måske ikke hele Europa, men kernen. USA er virkelig bekymret for dette, og for at denne hær før eller siden vil forbinde sig med den russiske hær. For det andet: se på Nordøstasien. Det er vanskeligere, men jeg tror, at Kina, en forenet Korea og Japan vil begynde at bevæge sig hen imod hinanden politisk og økonomisk. Det vil slet ikke være let. Foreningen af Korea vil blive en meget stor opgave at løse. Også genforeningen af Kina vil ligeledes blive en vanskelig opgave. Disse lande har alle mulige grunde til at hade hinanden, og spændingerne imellem dem har dybe historiske rødder. Men der hviler et pres på dem. Realistisk set, hvis de fortsat ønsker at overleve som uafhængige magter i denne verden, må de nødvendigvis bevæge sig i denne retning. For det tredje, bør man lægge mærke til World Social Forum. Jeg tror, at det er her, hvor der sker noget. Det er den vigtigste sociale bevægelse i hele verden, og den eneste, som har en chance for at spille en virkelig betydningsfuld rolle. Den er vokset meget hurtigt. Den har et væld af interne modsætninger, som vi ikke må undervurdere, og den vil gennemgå alle mulige perioder, og den vil måske ikke klare det. Den vil måske ikke overleve som bevægelsen over alle bevægelser - uden et hierarkisk center med tolerance overfor alle dens egne forskellige tendenser og alligevel stå for noget. Det bliver ikke nogen let sag, men den er til denne, vi kan knytte de største forhåbninger. Kapitalismens basale modsætning Til slut vil jeg mene, at man bør se på de indre modsætninger kapitalisterne imellem. Kapitalismens basale modsætning har hele dens historie igennem været, at på den ene side har alle kapitalister en fælles politisk interesse i det omfang, at der er en fortsat verdensomspændende klassekamp. På den anden side er alle kapitalister hinandens konkurrenter. Dette er en af systemets fundamentale modsætninger, og den vil blive meget eksplosiv. Jeg tror ikke, at vi skal undervurdere det faktum, at i april 2003 udtalte Lawrence Eagleberger, udenrigsminister under den første præsident Bush og stadig en nær rådgiver af den nuværende præsidents far, at såfremt USA skulle finde på at invadere Syrien, ville han, Eagleberger, gå ind for at anklage præsident George W. Bush for højforræderi. Dette er ikke nogen nem ting at sige for en sådan person. Så han sender et signal, og hvor kommer det signal fra? Jeg tror, at det for det første 6 / 7
kommer fra faderen. Og for det andet at det kommer fra betydningsfulde grene fra såvel amerikansk som udenlandsk kapital. De er ikke alle lige begejstrede for høgene. Høgene har ikke vundet kampen. De har fået greb om det amerikanske statsmaskineri. Den 11. september gjorde dette muligt for dem. Høgene ved, at det er nu eller aldrig, og de vil fortsætte med at presse på, for hvis de ikke presser fremad, vil de falde tilbage. Men de er ikke garanteret succes, og nogle af deres største fjender er andre kapitaliser, som ikke bryder som om politikken over for Europa og Japan, fordi de i bund og grund tror på kapitalens enhed; som ikke tror på, at man tackler disse spørgsmål ved at smadre oppositionen, men som i stedet vil foretrække at man indoptager dem. De er bange for, at det er Samson, der river huset ned. Vi er kommet ind i en kaotisk verden. Det har noget at gøre med det kapitalistiske systems krise, men jeg vil ikke argumentere for det nu. Hvad jeg derimod vil sige er, at denne kaotiske verdens situation vil nu fortsætte i de næste tyve eller tredive år. Ingen kontrollerer den, mindst af alle USA's regering. De forenede Staters regering ved hverken ud eller ind i en situation, som den overalt forsøger at styre, men som den ikke vil kunne styre. Dette er hverken godt eller dårligt. Men vi bør ikke overvurdere disse mennesker eller den styrke, som de forlader sig på. Oversat fra Monthly Review juli-august 2003. 7 / 7