AFGØRELSE i sag om genoptagelse af sag om tilslutning af spildevand fra A/S Dansk Shell, Hjortespringvej

Rentemestervej 8 2400 København NV Telefon: 72 54 10 00 nmkn@nmkn.dk www.nmkn.dk 14. oktober 2011 J.nr.: NMK-10-00393 Ref.: LJE AFGØRELSE i sag om genoptagelse af sag om tilslutning af spildevand fra A/S Dansk Shell, Hjortespringvej 115, 2730 Herlev efter miljøbeskyttelseslovens 30. Natur- og Miljøklagenævnet stadfæster med ændringer Miljøstyrelsens afgørelse af 28. juni 2004 om Herlev Kommunes afgørelse af 12. december 2002 om påbud om ændrede vilkår for tilladelse til tilslutning af spildevand fra A/S Dansk Shell, Hjortespringvej 115, 2730 Herlev. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet 1. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. miljøbeskyttelseslovens 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af ankechef, cand. jur. Gorm Møller samt fabrikschef Carsten Goldek og miljøchef Mette Christensen (beskikkede medlemmer). Afgørelsen indeholder følgende afsnit og bilag: Genoptagelse af klagesag... 2 Sagens oplysninger... 2 Anmodning om genoptagelse... 5 Natur- og Miljøklagenævnets bemærkninger...28 Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse...35 Sammenskrevet tilslutningstilladelse for A/S Dansk Shell, Hjortespringvej 115, 2730 Herlev...39 1 Lov nr. 483 af 11. maj 2010 om Natur- og Miljøklagenævnet med senere ændringer.

Genoptagelse af klagesag Miljøklagenævnet traf den 30. november 2010 tre afgørelser om påbud om ændrede vilkår for tilladelse til tilslutning af spildevand fra vaskehaller i Herlev Kommune. Med afgørelsen i sag MKN-100-00013 vedrørende A/S Dansk Shell, Hjortespringvej 115, 2730 Herlev, stadfæstede Miljøklagenævnet med ændringer Miljøstyrelsens afgørelse af 28. juni 2004, der med ændringer stadfæstede Herlev Kommunes afgørelse af 12. december 2002. Sagen var indbragt for Miljøklagenævnet af A/S Dansk Shell. Ved e-mail af 21. januar 2011 til Natur- og Miljøklagenævnet, der i mellemtiden var blevet klageinstans for afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens 30, anmodede Energi- og Olieforum på vegne af A/S Dansk Shell om at nævnet genoptog sagen til fornyet behandling. Dette begrundedes med en række indsigelser mod de juridiske og tekniske aspekter af Miljøklagenævnets afgørelse. Ved e-mail af 7. juni 2011 meddelte Natur- og Miljøklagenævnet sagens parter, at nævnet havde besluttet at tage sagen op til fornyet behandling. Sagens oplysninger Miljøklagenævnet anførte som begrundelse for sin afgørelse af 30. november 2010 følgende: A/S Dansk Shells servicestation på Hjortespringvej 115, 2730 Herlev afleder vaskevandet fra vaskehallen til offentligt afløbssystem, hvilken afledning er omfattet af bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 4. Det er kommunen, der er godkendende og tilsynsførende myndighed. Indledningsvist skal Miljøklagenævnet bemærke, at nævnet finder, at et forhold som det foreliggende med regulering af tilledninger af spildevand fra bilvaskehaller på servicestationer til det offentlige afløbssystem er egnet til generel regulering. I mangel af en sådan generel regulering vil spørgsmål i tilknytning til disse virksomheders håndtering af spildevandsafledningen i stedet myndighedsmæssigt skulle afklares ved konkrete afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven og inden for denne lovs klagesystem. Da der er tale om en eksisterende virksomhed, hvis afledningsforhold m.v. ikke søges ændret skal regulering af den i sagen omhandlede karakter ske i medfør af lovens 30. Ifølge denne bestemmelse kan tilsynsmyndigheden, hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, påbyde den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget. Endvidere kan tilsynsmyndigheden ændre vilkår i en tilladelse efter 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Efter Miljøklagenævnets opfattelse er det velbegrundet at stille nærmere krav om tømning af olieudskiller og om kontrol af afløbsvandet fra et vaskeanlæg som det i sagen omhandlede. Nævnet finder endvidere, at bestemmelsen i lovens 30 indeholder den fornødne hjemmel hertil. Miljøklagenævnet bemærker i denne forbindelse, at resultaterne af analyser af det afledte spildevand fra en række vaskehaller landet over, som de er afrapporterede i Miljøstyrelsens miljøprojekt 537/2000, viser, at spildevand fra vaskehaller ofte vil være problematisk. Dette gælder, selvom indholdet af A-stoffer i bilvaskemidler efterfølgende er udfaset. 2

Miljøstyrelsens projekt fra 2000 viser således, at spildevandet fra de undersøgte vaskehaller er forurenet med blandt andet mineralsk olie og tungmetaller. Niveauet af forureningen er varierende og årstidsafhængigt, men ikke efter nævnets vurdering geografisk betinget. Det er nævnets vurdering, at spildevand fra bilvaskehaller skal henregnes til spildevand fra virksomheder med særlige forhold. Nævnet bemærker herved, at krav om forudgående prøver under de foreliggende omstændigheder efter nævnets opfattelse i givet fald ville kunne stilles til anlægget i medfør af lovens 72, hvorefter den, der er ansvarlig for en virksomhed, der kan give anledning til forurening, blandt andet kan pålægges at foretage prøvetagning, analyser og måling af stoffer, der udsendes til omgivelserne. Nævnet har dog noteret sig, at advokat Vivi Bruhn Knudsen under sagens forløb har oplyst, at virksomheden kan acceptere det omfang af prøvetagning samt bundtømning, som fremgår af Miljøstyrelsens skrivelse af 25. juli 2006 ( ) idet dog kravet om test for nitrifikationshæmning samt analyser for COD og BOD (til beregning af forholdet mellem disse to parametre) ikke kan accepteres. Nævnet kan ligesom klager tiltræde styrelsens forslag, der er i overensstemmelse med retningslinjerne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2006, Tilslutning af industrispildvand til offentlige spildevandsanlæg. Selv om Miljøklagenævnet er af den opfattelse, at bilvaskehaller kommer ind under kategorien virksomheder med særlige forhold som beskrevet i ovennævnte vejledning, finder nævnet ikke, at afledt spildevand fra bilvaskehaller, med en kvalitet som beskrevet i miljøprojekt 537/2000, kan karakteriseres som komplekst spildevand, som dette er anført i vejledning 2/2006. Nævnet finder derfor ikke, at de udtagne spildevandsprøver skal testes for sin eventuelle nitrifikationshæmmende effekt, hvilken analyse, der heller ikke er stillet krav om i Herlev Kommunes tilslutningstilladelse. Derimod finder nævnet, at kommunens vilkår om analyse for såvel COD som BOD bør fastholdes som en kontrol af udledningen af vanskeligt nedbrydelige stoffer til det offentlige afløbssystem. Endvidere har nævnet i sin afgørelse bragt de i vilkår 3.4.1 anførte analysemetoder i overensstemmelse med anbefalinger fra Miljøstyrelsens referencelaboratorium med baggrund i bekendtgørelsen om kvalitetskrav til miljømålinger 2, ligesom grænseværdien for mineralsk olie er bragt i overensstemmelse med anbefalingen i vejledning 2/2006 fra Miljøstyrelsen. Miljøklagenævnet er endvidere af den opfattelse, at det vil være formålstjenligt, at der indføjes et vilkår, der beskriver, hvorledes en konstateret overskridelse af de anførte grænseværdier skal håndteres. Det er således nævnets vurdering, at en endelig afklaring af et sådant forhold kræver et større antal analyseresultater, for at sikre en statistisk sikkerhed. Nævnet er af den mening, at indføjelsen af et sådant vilkår i godkendelsen vil sikre et smidigt forløb ved en konstateret overskridelse af en grænseværdi. Nævnet finder videre, at ved overskridelse af grænseværdier skal den eller de pågældende parametre analyseres 6 gange om året i en periode, indtil grænseværdierne igen er overholdt ved hver prøvetagning/analyse. Denne vurdering af grænseværdiens overholdelse skal, som det anbefales i spildevandsvejledningen, baseres på de statistiske kontrolregler, som fremgår af Dansk Standard DS 2399. 2 Bekendtgørelse nr. 866 af 1. juli 2010 om kvalitetskrav til miljømålinger udført af akkrediterede laboratorier, certificerede personer m.v. 3

Når grænseværdien herefter i alle udtagne og analyserede prøver er overholdt i tre på hinanden følgende år, kan prøvehyppigheden nedsættes til de oprindelige to prøver pr. år. Her skal igen udtages en prøve sommer og en prøve vinter til analyse. Dette vil efter nævnets vurdering sikre, at der analyseres efter behov. Overholdes grænseværdierne, er der ikke behov for så mange analyser, mens en overskridelse kræver flere analyser for at kunne håndhæve en udledning af A-stoffer, herunder primært tungmetaller. På denne baggrund finder nævnet derfor, at den påklagede afgørelse kan stadfæstes med de neden for anførte ændringer. ( ) Miljøklagenævnets afgørelse Miljøstyrelsens afgørelse af 28. juni 2004 stadfæstes idet vilkårene 3.2.9, 3.4.1 samt 3.5.1-3.5.3 formuleres som følger: 3.2.9 Olieudskiller skal tømmes senest, når olieprodukter udgør 70 % af opsamlings-kapaciteten for den pågældende udskiller. Ved tømning af olieudskiller skal også det bundfældede materiale (slam) fjernes. Bundfældet materiale skal i øvrigt fjernes efter behov. Efter tømning skal olieudskiller fyldes med vand i overensstemmelse med leverandørens anvisninger. Mindst én gang årligt og altid ved tømning skal olieudskiller inspiceres, herunder for synlige fejl og mangler. 3.4.1 Koncentrationerne/værdierne i de udtagne prøver må ikke overstige værdierne anført i nedenstående skema: Parameter Grænseværdi Enhed Analysemetode Mineralsk olie 20 mg/l DS/R 209 mod Cd (cadmium) 3 μg/l ISO 17294m - ICPMS Pb (bly) 100 μg/l ISO 17294m - ICPMS Cu (kobber) 500 μg/l ISO 17294m - ICPMS Zn (zink) 3000 μg/l ISO 17294m - ICPMS Suspenderet stof 300 μg/l DS/EN 872 ph 6,5 9 DS 287 COD/BOD < 3 ISO15705 hhv. DS/EN 1899-1 Prøverne oplukkes efter DS 259 4

3.5.1 Til verifikation af anlæggets ydeevne skal der to gange årligt udtages spildevandsprøve til analyse for de i vilkår 3.5.3 nævnte parametre. Prøvetagning og analyse skal foretages af et hertil akkrediteret firma/laboratorium. 3.5.2 Èn af prøverne skal udtages i vinterperioden, mens den anden skal udtages i sommerperioden. Prøverne udtages som stikprøver efter olieudskiller, inden udløb til offentligt afløbssystem. 3.5.3 Spildevandet skal analyseres for sit indhold af mineralsk olie, suspenderet stof og af tungmetallerne: cadmium, bly, kobber og zink samt spildevandets COD/BOD-forhold. 3.5.3a Såfremt en grænseværdi overskrides, skal virksomheden lade udtage seks prøver inden for de næste 12 måneder til analyse for den eller de parametre, hvor grænseværdien er overskredet. De fremkomne analyseresultater behandles efter anvisningen i DS 2399, tilstandskontrol, til vurdering af, hvorvidt grænseværdien er overholdt. Når den absolutte grænseværdi i alle udtagne og analyserede prøver derefter er overholdt i tre på hinanden følgende år, nedsættes prøvehyppigheden til de oprindelige to prøver pr. år. Her skal igen udtages en prøve sommer og en prøve vinter til analyse. Anmodning om genoptagelse Ved e-mail af 21. januar 2011 til Natur- og Miljøklagenævnet anmodede Energi- og Olieforum om at nævnet genoptog sagen til fornyet behandling. Dette begrundedes med analyseresultater fra en række vaskehaller samt et af advokat Pia Nielsen udarbejdet notat, der var dateret den 20. januar 2011, hvoraf det blandt andet fremgår: Problemstillingen knytter sig til det juridiske grundlag for afgørelsen og en række konkret og mere principielle tekniske forhold: Hjemmelsgrundlaget for afgørelsen og principielle juridiske spørgsmål o Miljøbeskyttelseslovens 30 o Anvendelse af BAT-princippet o Proportionalitet o Anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens 72 Principielle tekniske forhold o Vaskehalsprojekterne Miljøprojekt 537/2000 Konkrete forhold i afgørelsen o Formulering af afgørelsen o COD/BOD o Tømning af udskiller o Skærpelse af vilkårene Nedenfor er de nævnte problemstillinger nærmere gennemgået. 1. Hjemmelsgrundlaget for afgørelsen og principielle juridiske spørgsmål 5

1.1 Miljøbeskyttelseslovens 30 Miljøbeskyttelseslovens 30, stk. 1, har følgende ordlyd: 30. Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter 28 og 29, samt forudsætninger fastsat efter 32, stk. 4, kan tilsynsmyndigheden påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget. Tilsynsmyndigheden kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse efter 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Bestemmelsen er ændret som følge af kommunalreformens overførsel af kompetence til kommunen og som følge af ændringerne i vandsektorens organisering i 2009, men bestemmelsens fastlæggelse af, hvornår der kan ske indgreb med hjemmel i bestemmelsen, er ikke ændret i forhold til bestemmelsens formulering i 1991. Af forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven fra 1991, hvor 30 fik den nugældende ordlyd, fremgår: Forslagets stk. 1, 1. pkt. svarer til den gældende bestemmelse i 25 i miljøbeskyttelsesloven, dvs. at indgrebskriterierne er de samme som hidtil. Det må således lægges til grund, at den nugældende påbudsbestemmelse i lovens 30 er en videreførelse af 25, der blev indsat med den første miljøbeskyttelseslov, der blev vedtaget i 1973. Af bemærkningerne til den tidligere lovs 25 fremgår: På den anden side har man fundet det nødvendigt, at sikre en adgang for myndighederne til at gribe ind i konkrete tilfælde over for sådanne ældre anlæg, når det konstateres, at disse ikke fungerer på en i forureningsmæssige henseende forsvarlig måde og senere i 3. afsnit af de specielle bemærkninger til bestemmelsen ligeledes: at forholdene i forbindelse med spildevandsanlæg i mange tilfælde enten slet ikke eller først efter mange års forløb er blevet taget op til vurdering ved en landvæsensret, til trods for anlæggets uheldige konsekvenser for recipienten har været ret åbenbar (min udhævning). Sprogligt fremgår det efter vores opfattelse af bestemmelsen og dennes forarbejder, at myndighederne for at foretage indgreb med hjemmel i lovens 30 konkret skal dokumentere, at et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. Der skal således være tale om dokumenterede uheldige forureningsmæssige konsekvenser for den modtagne recipient eller det modtagne anlæg, for at myndighederne kan anvende indgrebsmuligheden i lovens 30. Jeg henviser endvidere til bemærkningerne til ændringen af miljøbeskyttelseslovens 30, stk. 6 i forbindelse med indsatsen for en forbedret spildevandsrensning i det åbne land (lov nr. 325 af 14. maj 1997 om ændring af miljøbeskyttelsesloven). Af bemærkningerne til ændringen fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 128/1996): 6

Påbud om forbedret rensning gives efter miljøbeskyttelseslovens 30. Forudsætningen for at give et sådant påbud er, at spildevandsanlægget ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. Miljøstyrelsen har ved skrivelse af 16. februar 1995 til Amtsrådsforeningen udmeldt hvilke forudsætninger, der efter Miljøstyrelsens opfattelse skal være opfyldt, ved meddelelse af et påbud om forbedret rensning i det åbne land. Disse forudsætninger er: - at ejendommens afløbsforhold, herunder udledningssted skal være dokumenteret (normalt ved inspektion for at undgå uoverensstemmelse mellem de registrerede og de faktiske afløbsforhold), - at ejendommen skal bidrage til en forurening af den omhandlede recipient, og - at recipienten dokumenteret skal være forurenet i et omfang, der gør, at den vedtagne målsætning ikke er opfyldt. (mine fremhævelser) Det fremhæves således, at der skal foreligge en dokumentation og sandsynliggørelse af, at der er tale om forurening fra et spildevandsanlæg i det åbne land. Herunder skal ejendommens afledningsforhold være kortlagt, og det skal ligeledes være sandsynliggjort, at der er tale om en forurening, der har en miljømæssig relativt væsentlig negativ betydning i det konkrete tilfælde, at recipientmålsætningen ikke kan opfyldes som følge af spildevandsudledningerne fra boliger i det åbne land til recipienten. Jeg henviser også til U 2002.1820 H. Sagen handlede om påbud til mindre spildevandsudledninger i det åbne land. Af landsrettens præmisser, som blev lagt uændret til grund af Højesteret, fremgår: Forudsætningen for at udstede påbud på dette grundlag er, at anlæggets afløbsforhold er oplyst, at der er fastsat en målsætning for recipientens vandkvalitet, som ikke er opfyldt, og at det kan lægges til grund, at spildevandet fra anlægget bidrager til forureningen af recipienten. Som det ses, kræver Højesteret også dokumentation af afløbsforholdene samt sandsynliggørelse fra myndighedernes side af, at afløbsforholdene bidrager til, at den modtagne recipient ikke opfylder sin målsætning på grund af den konkrete spildevandsudledning. Jeg henviser endvidere til Miljøstyrelsens vejledning 5/1999 punkt 11.5.1, hvoraf bl.a. fremgår: Kommunalbestyrelsen skal som forudsætning for et påbud have sikkerhed for, at ejendommen faktisk bidrager til forureningen af et vandområde, og at målsætningen for dette vandområde ikke er opfyldt. I sætningen må endvidere, jf. Miljøstyrelsens vejledninger nr. 1-3 fra 1999, underforstås, at det skal være den samlede spildevandsudledning fra et område, der er årsag til, at vandområdemålsætningen ikke er opfyldt, for at 30 kan anvendes. Der findes ikke eksempler i praksis på, at myndighederne lovligt har kunnet anvende miljøbeskyttelseslovens 30 uden en konkret miljømæssig begrundelse for indgrebet med henvisning til afledningens konkrete uforsvarlighed i relation til renseanlæg og/eller recipient. 7

I de konkrete sager, hvor der nu er truffet afgørelser, foreligger der ikke konkrete undersøgelser af spildevandet fra vaskehallen, renseanlæggets evne til at fjerne evt. stoffer eller påvisning af, at vandområdemålsætningen for det vand, der modtager spildevandet, ikke kan overholdes som følge af spildevandet fra vaskehallerne. Miljøklagenævnet citerer i 5. afsnit i nævnets bemærkninger nævnets forståelse af bestemmelsen: Ifølge denne bestemmelse kan tilsynsmyndigheden, hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt påbyde den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget. Endvidere kan tilsynsmyndigheden ændre vilkår i en tilladelse efter 28, hvis de tidligere vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Bestemmelsen kræver således i selve sin ordlyd, som citeret af klagenævnet, at der er dokumentation for, at et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt set ud fra et recipientperspektiv, og at tilsynsmyndigheden i dette tilfælde kan stille krav til selve anlægget i form af krav til forbedringer eller fornyelse. Efter bestemmelsens 2. punktum kan tilsynsmyndigheden ændre vilkår, der er fastsat i en tilladelse efter 28, hvis disse anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Denne bestemmelses anvendelse kræver således for det første, at der foreligger en tilladelse med en række vilkår fastsat i henhold til 28. Dernæst kræver bestemmelsen ud fra en fortolkning af utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig at tilsynsmyndigheden har påvist, at der er tale om en miljømæssig uforsvarlighed, det vil sige den samme sandsynliggørelse af manglende sikring af miljøbeskyttelsen, som der kræves efter bestemmelsens 1. punktum. Med andre ord en konkret påvisning af spildevandstilledningens uheldige konsekvenser for recipienten. Der foreligger ikke nogen analyser af spildevandet fra de tre vaskehaller, og dermed efter min og EOFs opfattelse ikke den efter bestemmelsen og bestemmelsens forarbejder krævede sandsynliggørelse af et miljømæssigt uforsvarligt forhold. Det undrer os derfor, at nævnet ikke har hjemvist sagen til fornyet behandling og undersøgelse af de konkrete forhold med anmodning om, at kommunen konkret påviser, at der foreligger en situation, der er miljømæssig uforsvarlig. 1.2 Anvendelse af BAT-princippet Ved påbud bør grundlaget for meddelelse af en afgørelse som ved en tilladelse være anvendelse af BATprincippet. Miljøstyrelsens vejledning om industrispildevand beskriver de overordnede principper for vurdering af tilledningen af industrispildevand. I vejledningens kapitel 1 angives imidlertid helt indledningvist: Det skal understreges, at vejledningens anbefalinger er generelle og skal suppleres med viden om de enkelte branchers eller virksomheders mulighed for at reducere spildevandsbelastningen. Anbefalingerne forudsættes anvendt som udgangspunkt for en konkret vurdering af tilledningens omfang og karakter, det offentlige spildevandsanlæg og vandområdet, hvortil spildevandet ønskes udledt. Denne vurdering, som angives i vejledningens indledning, er ikke foretaget af Miljøklagenævnet i de konkrete sager. Det er således ikke undersøgt, hvordan virksomheden har mulighed for at reducere stofindholdet, 8

ligesom tilledningens omfang og karakter ikke er sat i forhold til renseanlægget, der modtager spildevandet eller det vandområde, hvor renseanlægget udleder til efter rensning. De analyser, som påbydes af klagenævnet, er for store deles vedkommende analyser for stoffer, som servicestationerne ikke har indflydelse på, idet både kobber, bly, zink og mineralsk olie ikke anvendes i vaskehallernes installationer, men tilføres spildevandet fra bilerne, der vaskes i vaskehallerne. BAT-princippet følger af miljøbeskyttelseslovens 3. Heraf fremgår, at der ved lovens administration skal lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den bedste tilgængelig teknik herunder ved forbrug af mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst mulige forureningsbekæmpende foranstaltninger. Vaskehallerne har ingen indflydelse på det snavs, der sætter sig på bilerne i trafikken, og på råvareforbruget i bilerne og kan ikke foretage en vurdering af bilernes beskaffenhed inden vask, hvorfor vaskehallerne ikke har mulighed for at styre stofindholdet i spildevandet. Der findes ej heller teknikker, der er økonomisk og teknisk gennemførlige til fjernelse af indholdet af disse stoffer i spildevandet. Hvis stofferne skal fjernes i spildevandet, skal der i stedet stilles krav til bilproduktionen. Det bemærkes i den forbindelse, at afsmitning fra bilernes konstruktioner også forekommer, når de kører på vejene og ikke mindst ved manuel bilvask i private hjem. I disse tilfælde tilledes eller nedsives vaskevandet urenset til boligernes eller virksomhedernes regnvands- eller spildevandskloakker eller sivebrønde til regnvand hvor vandet altså siver direkte ned i undergrunden. 2/3 dele af vand forbrugt til bilvask ledes således direkte til recipient, eller nedsivning, jf. miljøprojekt 537/2000 uden at dette anses at være et miljømæssigt problem. Prøveudtagningen og den påbudte egenkontrol har i sig selv ingen forebyggende funktion og der må derfor stilles spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden og proportionaliteten ved fastsættelsen af krav hertil. Særligt kravet om de skærpede analysevilkår må anses som ufornødent. 1.3 Proportionalitet Som følge af, at der ikke er påvist et miljømæssigt uforsvarligt forhold ved spildevandsafledningen, er de fastsatte krav om analyser ej heller vurderet i forhold til den forvaltningsretlige proportionalitetsgrundsætning. Her vil jeg indledningsvis bemærke, at tilledning af spildevand fra samtlige af landets vaskehaller udgør samlet set 0,2-0,4 pct. af den samlede behandlede spildevandsmængde i Danmark, jf. sammenfatning i miljøprojekt 537/ 2000. For tungmetaller og DEHP i den samlede behandlede spildevandsmængde udgør vaskehallernes andel: Kobber 0,4 1,3 % Bly 0,2 1,6 % Cadmium 0,1 1,2 % Zink 0,3 3,3 % DEHP 0,2 2,4 % 9

Proportionalitet skal først og fremmest ses i lyset af, at den samlede tilledning af spildevand fra vaskehaller reelt tilføres forsyningsvirksomhederne fra omkring 1.000 vaskehaller landet over. Det indebærer samtidigt også helt overordnet, at den mængdemæssige tilførsel af forurenende stoffer fra én konkret vaskehal til det modtagne renseanlæg og/eller recipient må antages at være minimal og dermed uden reel miljømæssig betydning. Denne forudsætning må og skal inddrages ved vurdering af, hvorvidt et anlæg fungerer miljømæssigt uforsvarligt, når der ikke foreligger en konkret dokumentation for anlægget. Forudsætningen må også skulle lægges til grund ved en vurdering af et eventuelt indgreb over for et anlæg. Med de absolut billigste analyser vil de krævede analyser koste den enkelte servicestation min. 5.000-6.000 kr. ekskl. moms, hvis der udtages to analysesæt pr. år. Hertil skal lægges administrationsomkostninger som minimum må beregnes til 2-3 timer pr. prøveudtagning svt. en udgift på ca. 10.000 kr. årligt pr. vaskehal. For en enkelt vaskehal synes denne udgift muligt ikke stor, men klagenævnet skal tage i betragtning, at kommunerne til trods for de små spildevandsmængder har rettet fokus mod vaskehallerne, hvorfor klagenævnets afgørelse vil have effekt af et paradigme. Det er derfor vigtigt, at afgørelserne træffes i overensstemmelse med proportionalitetshensyn, og at afgørelserne dermed også inddrager en proportionalitetsafvejning i forhold til et eventuelt miljømæssigt mål. Som følge af de skærpede vilkår 3.4.1 i de 3 omtvistede afgørelser, vil omkostningerne til analyser og administration, hvis blot én af grænseværdierne overskrides minimalt, stige til 30.000 kr. ekskl. moms og administration pr. år i krævet 3 år svarende til 90.000 kr. ekskl. moms pr. servicestation. Dette skal sammenholdes med, at der ikke af afgørelserne kan udledes et miljøsigte eller et krav om forbedring eller fornyelse af spildevandsanlægget. Kravet om analyser er ej heller adfærdregulerende, idet vaskehallerne ikke har mulighed for at regulere stofindholdet i spildevandet, da det kommer til vaskehallerne via bilerne, der bliver vasket. I vores optik forsvinder begrundelsen for de ekstra omkostninger til analyser helt på denne baggrund. I branchen er der i få tilfælde set mindre overskridelser af grænseværdierne. Dog ses der i en række tilfælde overskridelser af Miljøstyrelsens tilsigtede grænseværdier på langt sigt for kobber og DEHP. Disse er dog ikke af Miljøstyrelsen karakteriseret som absolutte værdier, idet der ikke endnu er substitutionsmulighed i alle tilfælde. Det skal i den forbindelse igen bemærkes, at afledt kobber og DEHP i spildevandet ikke hidrører fra vaskehallens produkter eller materialer, men kommer fra bilerne, der vaskes i hallen. Desuden er COD/BOD forholdet ofte > 3,0, hvilket er omtalt senere i notatet. Det er derfor helt ude af proportioner, at der stilles vilkår om 18 analyser, hvis blot der sker en mindre overskridelse af ét parameter, særligt med henvisning til at dette krav skulle smidiggøre forløbet omkring en overskridelse. I branchen er der ikke kendskab til, at konstaterede overskridelser har ført til uoverensstemmelser mellem tilsynsmyndigheden og virksomheden og dermed ikke med, at der skulle opstå problemer i forbindelse med 10

en mindre overskridelse. Typisk kræver tilsynsmyndigheden alene en begrundelse for overskridelsen, som typisk er af minimal betydning for forsyningernes spildevandsanlæg. Ofte afventer man dog næste analyseresultat, eller foretager en ekstra analyse begrundet i, at overskridelsen typisk ikke har miljømæssigt betydning, og derfor ikke kræver yderligere håndhævelse, idet vaskehallens spildevand generelt bidrager med en meget lille mængde forurenende stoffer set i forhold til forsyningernes samlede spildevandsmængde. 1.4 Nævnets angivelser om Miljøbeskyttelseslovens 72 Nævnet angiver i sin afgørelse, at nævnet finder, at Krav om forudgående prøver under de foreliggende omstændigheder efter nævnets opfattelse i givet fald kunne stilles til anlægget i medført af lovens 72. Miljøbeskyttelseslovens 72 kræver efter retspraksis, at der er tale om reel forurening af omgivelserne. Før en virksomhed kan pålægges udgiftskrævende undersøgelser med hjemmel i bestemmelsen, er det således et krav, at tilsynsmyndigheden har skabt en overvejende sandsynlighed for, at der er en årsagssammenhæng mellem forureningen af omgivelserne og virksomhedens emissioner af f.eks. spildevand. Først når tilsynsmyndigheden har tilvejebragt sådanne undersøgelser, kan tilsynsmyndigheden gøre brug af 72, stk. 1, nr. 1-4. Jeg henviser til bestemmelsens forarbejder. Forarbejderne til bestemmelsen og retspraksis slår således entydigt fast, at krav, der fastsættes, skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og at myndighederne ved anvendelsen af bestemmelsen skal lægge stor vægt på dette princip. Der foreligger i de omhandlede sager ikke nogen former for dokumentation for forurening af omgivelserne. Der foreligger heller ikke nogen form for sandsynliggørelse af en årsagssammenhæng. Da Miljøklagenævnets udmeldinger i høj grad spejles i kommunerne, ville det herudover være praktisk, hvis Miljøklagenævnet udover en nærmere gennemgang af hjemmelsgrundlaget også inddrog en vurdering af proportionaliteten i kravene ved en så generel udmelding som den foreliggende. 2. Principielle tekniske forhold 2.1 Klagenævnets beskrivelse af afrapporteringen af miljøprojekt 537/2000 mv. I Miljøklagenævnets bemærkninger er bl.a. nævnt: At resultaterne af analyser af det afledte spildevand fra en række vaskehaller landet over, som de er afrapporterede i Miljøstyrelsens miljøprojekt 537/2000, viser, at spildevand fra vaskehaller ofte vil være problematiske. Dette gælder, selvom indholdet af A-stoffer i bilvaskemidler efterfølgende er udfaset. Det er vores vurdering, at denne passus er udokumenteret; Indledningsvist bemærkes, at Miljøprojektet er fra 2000 og at der ikke foreligger nyere forskningsrapporter, der inddrager den udvikling, der er sket på området. 11

Miljøprojektet bygger alene på analyser af spildevandet fra i alt tre vaskehaller. Dette er ikke repræsentativt og kan næppe betegnes som en række vaskehaller landet over. Formålet med miljøprojektet var at identificere de kritiske parametre i spildevand og affald fra vaskehaller. Miljøprojektet konkluderer således ikke, at spildevand fra vaskehaller ofte vil være problematisk. Miljøprojektet peger således alene på, at spildevandet i vaskehallerne har et problematisk indhold af A- stoffer i vaskemidlerne. På baggrund af projektets identifikation af kritiske parametre og på baggrund af rapportens anbefalinger, gik branchen herefter frivilligt i gang med at fjerne de stoffer, som projektet fandt kritiske. Således blev både A- og B-stoffer som nævnt i rapporten udfaset ved substitution af stoffer i vaskemidler og materialer i årene umiddelbart efter rapportens offentliggørelse. Der foreligger ikke analyser fra Miljøstyrelsen efter branchens frivillige udfasning af A- og B-stoffer, hvorfor der savnes dokumentation for, at der som hævdet af nævnet fortsat er problemer med spildevandet fra vaskehaller. Det skal dog nævnes, at branchen har fulgt anbefalingen i projektet om at foretage flere analyser af de kritiske parametre. Branchen har således foranstaltet udtagning af mere end 250 analyser som opfølgning på projektet fra et repræsentativt udsnit af de estimerede 1.000 vaskehaller i Danmark. Til orientering er en oversigt over analyseresultaterne vedlagt dette notat 3. Det er bl.a. på den baggrund, at EOF ikke anser spildevand fra vaskehaller for værende problematisk, som beskrevet i miljøprojektet. Det må på baggrund af de foretagne analyser konstateres, at der ikke foreligger overskridelser, der på nogen måde kan karakteriseres som miljømæssigt uforsvarligt eller uhensigtsmæssige særligt når der samtidigt henses til vaskehallernes bidrag til den samlede spildevandsproduktion. Miljøprojektets sammenfatninger er vedlagt 4. Klagenævnet er tilsyneladende vidende om, at A-stofferne er udfaset men fastholder til trods for denne viden rapportens konklusion om A-stofferne som afgørende for afgørelserne. Dette til trods for, at der ikke i de konkrete sager foreligger målinger fra tilsynsmyndigheden, der på nogen måde understøtter klagenævnets konklusion. Det er EOF s og min opfattelse, at det er problematisk at støtte konkrete afgørelser på en rapport, hvor anbefalingerne i øvrigt er fulgt og de problemer, der påpeges i rapporten, ikke længere er til stede. 3. Konkrete forhold i afgørelserne 3.1 Formulering af afgørelsen 3 Ikke vedlagt her 4 Ikke vedlagt her 12

Generelt er det problematisk, at ikke hele påbuddets ordlyd er gengivet i helhed af klagenævnet, da denne nu har været igennem to klageinstanser, der har foretaget ændringer i afgørelsen. Når virksomhederne skal sikre overholdelse af påbuddet, skal de således have både kommunens, Miljøstyrelsens og klagenævnets afgørelse i hånden. En sammenskrivning af det endelige påbud vil sikre virksomhedens mulighed for at overholde påbudet. 3.2 Korrektion af vilkår Vilkåret 3.2.9 synes således at ændre et vilkår om fremsendelse af oplysninger om de seneste 3 års tømninger af olieudskiller til kommunen. Vilkåret burde rettelig være en ændring af kommunens vilkår 3.2.10, hvoraf det fremgår, at olieudskilleren skal tømmes, når 75 % af den maksimale kapacitet er nået. EOF skal således bede Miljøklagenævnet korrigere dette forhold. COD/BOD forholdet Miljøklagenævnet fastholder, at der skal analyseres for COD/BOD forholdet. Albertslund Kommune har udformet et miljøteknisk notat om bl.a. denne problemstilling. Albertslund Kommunes notat vedlægges til orientering 5. Af notatet fremgår: For at undersøge om spildevandet indeholder tungt nedbrydelige stoffer, kan man måle på forholdet mellem COD (Chemical Oxygen Demand) og BOD (Biological Oxygen Demand). Hvis forholdet mellem COD og BOD er >3 indikerer det, at der er tungt nedbrydelige stoffer tilstede. Dog giver COD/BOD forholdet et forkert billede, hvis der kun meget små mængder biologisk materiale til stede i spildevandet. Netop ved vaskehaller, hvor der kun foregår almindelig bilvask, afledes der meget små mængder biologisk materiale (blade mm.). Samtidig anvendes der i vaskehallerne kun sæber, som ikke indeholder liste A og B-stoffer, men kun let nedbrydelige liste C-stoffer. Derfor giver det ingen mening at måle COD/BOD forholdet i spildevand fra vaskehaller, hvor der kun foregår almindelig bilvask. Hvis der derimod foretages affedtning, vil der blive stillet krav om måling af COD/BOD forholdet, fordi der i dette spildevand måske er tungt nedbrydelige stoffer i den voks, som de fabriksnye biler er beskyttet med og som bliver afledt med spildevandet. Servicestationerne kan således ikke regulere indholdet i spildevandet af de langsomt omsættelige stoffer. At COD/BOD-forholdet ikke er et egnet analyseparameter, tydeliggøres, hvis der på vaskehallen er installeret et biologisk renseanlæg. I dette tilfælde vil der ikke være noget BOD i spildevandet, hvorfor forholdet mellem BOD og COD altid vil være stort set identisk med indholdet af COD og derfor altid vil være >3. 5 Ikke vedlagt her 13

Det er vores opfattelse, at COD/BOD forholdet af ovenstående grunde på ingen måde er egnet til at påvise miljømæssige uforsvarlige forhold i bilvaskehaller hvorfor kravet ikke kan anses som proportionalt. 3.4 Tømningshyppighed af olieudskilleren Vi har oprindeligt klaget over fastsættelse af krav om, at olieudskilleren skal tømmes, hvis der ikke er behov herfor. Udskilleren bør tømmes ved behov f.eks. når 70-75 % af udskillerens kapacitet er forbrugt. Det giver ingen mening at stille krav om tømning af udskilleren, hvis der ikke er behov hverken i relation til tømning af udskilt olie eller bundslam i olieudskilleren. Derimod er det relevant at stille krav som gjort i benzinstationsbekendtgørelsen, om at udskillere skal inspiceres mindst en gang årligt og i øvrigt tømmes efter behov. Hvis man tømmer udskillere uden, at der er behov, konverterer man rent spildevand til farligt affald, hvilket ikke har miljømæssigt mening. Til orientering kan jeg i øvrigt oplyse, at det for selskaberne repræsenteret af EOF er helt almindelig praksis, at udskillere inspiceres samtidig med, at man tømmer sandfang, hvilket foretages efter behov, 1-4 gange årligt, afhængig af belastning af anlægget. 3.5 Miljøklagenævnets skærpelse af vilkårene Miljøklagenævnet har fastsat skærpede vilkår ved en konstateret overskridelse af en af de anførte grænseværdier. I dette tilfælde skal der udtages 6 prøver årligt og der skal påvises overholdelse af samtlige grænseværdier i 3 år, førend man kan gå tilbage til 2 analyser årligt. Klagenævnet finder, at indføjelsen af et sådant vilkår i godkendelsen vil sikre et smidigt forløb ved en konstateret overskridelse af en grænseværdi. Som følge af, at vaskehallerne ikke har mulighed for at regulere på blandt andet de langsomt nedbrydelige stoffer, vil kravene til COD/BOD forholdet til trods for, at der ikke kan antages at være et miljømæssigt problem være svært at overholde. Ligeledes vil en udskiftning af et vandrør kunne give en midlertidig forøgelse af zinkindholdet i vaskevandet, der indebærer en overskridelse af grænseværdien. Vaskehallerne har ikke mulighed for at beskytte sig herimod og det vil indebære, at vaskehallerne generelt vil skulle udtage omkostningskrævende analyser, uden at der dog er tale om et miljømæssigt problematisk forhold og uden at der med afgørelserne findes en løsning på dette problem. 14

Normalt vil en overskridelse af et vilkår lede til, at tilsynsmyndigheden normalt påbegynder en sagsbehandling og drøfter spørgsmålet med virksomheden i en proportional forståelse af problemets opståen og funktion. Miljøklagenævnet foregriber ved dette vilkår tilsynsmyndighedens handlemuligheder, uden at dette dog kan føre til en løsning af selve problemet. Miljøklagenævnets opfattelse af et smidigt forløb omkring en overskridelse af en grænseværdi synes at savne både en juridisk men også en miljømæssig begrundelse og kan heller ikke ses som en proportional afgørelse, idet der ikke er konstateret et miljømæssigt problem. 4. Afsluttende bemærkninger EOF bidrager på vegne af sin medlemmer generelt til drøftelser og tiltag vedrørende forbedringer af miljøet således også da Miljøstyrelsen i 2000 ønskede at sætte fokus på vaskehaller. Efter projektet har EOF og medlemmerne taget anbefalingerne til efterretning og har frivilligt sørget for en miljøforbedring. Det samme sker lokalt i kommunerne hvor EOF og medlemmerne gerne går i dialog om miljøforbedrende foranstaltninger. Baggrunden for, at EOF finder de 3 konkrete afgørelser problematiske, er, at de for det første i EOF s optik er truffet på baggrund af forældet og ikke opdateret generel miljøforskning. Hertil kommer, at afgørelserne ikke forholder sig til, hvorvidt der er tale om et reelt miljøproblem, hverken i de konkrete sager eller helt overordnet, når der henses til den samlede spildevandsmængde, der kommer fra vaskehallerne. Det er EOFs opfattelse, at afgørelserne derfor savner hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, og at afgørelserne uden at der kommer forbedret miljø ud af det herudover pålægger virksomhederne nogle ikke proportionale økonomiske byrder. Da der i nævnet ligger en lang række tilsvarende sager, vil EOF gerne have en drøftelse af, hvordan EOF kan medvirke til, at nævnets viden mv. bliver opdateret. På et møde 21. marts 2011 mellem Energi- og Olieforum, Lett Advokatfirma og Natur- og Miljøklagenævnet blev det aftalt, hvilke supplerende oplysninger der skulle fremsendes til nævnet til en endelig belysning af genoptagelsesanmodningen. Ved e-mail af 4. maj 2011 fremsendte advokat Pia Nielsen supplerende bemærkninger. Af bemærkningerne fremgår blandt andet: Baggrunden for de supplerende bemærkninger Som opfølgning på mødet den 21. marts 2011 med Natur- og Miljøklagenævnet blev det aftalt, at der skulle udformes en række uddybende bemærkninger i relation til notatet vedrørende EOF s synspunkter om ovennævnte afgørelser, der blev tilsendt Natur- og Miljøklagenævnet den 21. januar 2011. Jeg har efterfølgende den 12, april 2011 modtaget en mail fra Lars Jensen med en liste over emner, som Natur- og Miljøklagenævnet finder, hensigtsmæssigt også kan belyses i et supplerende notat. 15

Anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens 30 i de konkrete afgørelser. På baggrund af drøftelserne på mødet, finder jeg det hensigtsmæssigt indledningsvist også at foretage en række præciseringer i forhold til anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens 30. Det må efter bemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven og ud fra en ordlydsfortolkning lægges til grund, at 30, stk. 1, 1. punktum, kræver en konkret påvisning af, at spildevandsanlægget fungerer miljømæssigt uforsvarligt. Det er således nødvendigt, som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, vejledningsbidrag og af trykt retspraksis, at det fra myndighedernes side dokumenteres og sandsynliggøres, at afløbsforholdene bidrager til, at den modtagne recipient ikke opfylder sin målsætning på grund af den konkrete spildevandsudledning. I de konkrete sager, hvor der nu er truffet afgørelser, foreligger der ikke konkrete undersøgelser af spildevandet fra vaskehallen, renseanlæggets evne til at fjerne evt. stoffer eller påvisning af, at vandområdemålsætningen for det vand, der modtager spildevandet, ikke kan overholdes som følge af spildevandet fra vaskehaller. På mødet blev 30, stk. 1, 2. punktum, nævnt som et muligt hjemmelsgrundlag for afgørelserne. Af 2. punktum i bestemmelsen fremgår: "Tilsynsmyndigheden kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse eller 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses får utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. " Efter bestemmelsens 2. punktum kan tilsynsmyndigheden ændre vilkår, der er fastsat i en tilladelse efter 28, hvis disse anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Det må således fastholdes, at det 2. punktum alene kan anvendes som hjemmelsgrundlag, hvis der foreligger en eksisterende tilslutningstilladelse med en række vilkår fastsat i henhold til lovens 28. Hertil skal det oplyses, at en tilladelse efter byggeloven ikke kan erstatte eller sidestilles med en tilladelse efter 28 i miljøbeskyttelsesloven, 1 en situation, hvor der alene i sagen ligger en byggetilladelse udstedt med hjemmel i byggeloven, kan 2. punktum således ikke anvendes til at påbyde forbedringer af spildevandsanlægget. Jeg henviser her til kapitel 1.2.4 i Miljøstyrelsens vejledning nr. 2 2006 om tilslutning af industrispildevand. Som også omtalt på mødet, har kommunen ikke forud for påbuddet i 2002 udstedt en tilslutningstilladelse for de konkrete anlæg meddelt i henhold til 28. På denne baggrund kan 30, stk. 1, 2. punktum, ikke anvendes i de konkrete sager. Påbud kan således alene sagligt udstedes med hjemmel i 30, stk. I, 1. punktum og skal, som det fremgår af lovbemærkningerne, begrundes i den konkrete aflednings betydning for spildevandsanlægget og recipienten. Denne vurdering ses ikke at være foretaget af kommunen eller nævnet. Det er på denne baggrund fortsat vores opfattelse, at afgørelserne ikke ses at være begrundet i ovennævnte konkrete forhold, og at afgørelserne derfor helt overordnet savner hjemmel. 16

Det er fortsat vores opfattelse, at afgørelserne bør ophæves, og at sagerne bør hjemvises til fornyet behandling i kommunen med henblik på at sandsynliggøre, at den konkrete afledning indebærer miljømæssigt uforsvarlige forhold for renseanlægget, der modtager spildevandet, og samtidigt indebærer, at renseanlægget ikke kan overholde sin udledningstilladelse, og at recipienten af samme årsag ikke kan overholde den fastsatte målsætning. De nedenfor angivne bemærkninger skal således læses med dette forbehold. Anvendelse af vejledning nr. 2 2006 om tilslutning af industrispildevand På mødet angav Natur- og Miljøklagenævnet, at vejledning nr. 2 2006 om tilslutning af industrispildevand var basis for afgørelsen. Det må som også fremhævet på mødet fastholdes, at der er tale om ikke bindende regulering - vejledning nr. 2 2006 er således ikke legalt bindende for myndigheder i sig selv. Endvidere skal det med henvisning til vejledning nr. 2 2006's egne udsagn, punkt 1.2.3, side 12, fastholdes, at selvom gældende tilslutningsvilkår ikke følger anbefalingerne, skal der nødvendigvis ikke ske en revision af vilkår. Som vejledningen angiver, bør en revision baseres på en konkret vurdering, dvs. det bør vurderes, hvorvidt spildevandsanlægget fungerer miljømæssigt forsvarligt, og hvorvidt man ved ændring af vilkårene reelt opnår en bedre miljømæssig tilstand. Således fremgår det af vejledningens indledning i punkt 1.1: "Det skal understreges, at vejledningens anbefalinger er generelle og skal suppleres med viden om de enkelte branchers eller virksomheders mulighed for at reducere spildevandsbelastningen ved hjælp af renere teknologi, genanvendelse og rensning. Anbefalingerne forudsættes anvendt som udgangspunkt for en konkret vurdering af tilledningens omfang og karakter, det offentlige spildevandsanlæg og vandområdet, hvortil spildevandet ønskes udledt. Dette kan i konkrete sager føre til såvel skærpelser som lempelser i forhold til vejledningens anbefalinger. Vejledningens grænseværdier og øvrige anbefalinger er primært fastsat ud fra miljømæssige hensyn, men er i modsætning til for eksempel brancheorienteringer og branchevejledninger ikke relateret til enkelte brancher. Kravene til specifikke stoffer bør så vidt muligt administreres, så afløbskvaliteten fra virksomhederne svarer til vejledningens grænseværdier. Der vil dog uundgåeligt være situationer, hvor gængs teknik ikke er tilstrækkelig til al opnå den ønskede afløbskvalitet. l disse situationer anbefales det generelt, at afløbskrav fastsættes ud fra, hvad der er opnåeligt med den for virksomheden og myndigheden bedste løsning på det pågældende tidspunkt. Dette bør kombineres med et krav til virksomheden om aktivt at arbejde for på sigt at opnå målet for afløbskvaliteten." På denne baggrund må det afvises, at anbefalingerne i vejledningen skal anvendes som grænseværdier uden en konkret vurdering af både tilledningens karakter, af renseanlæggets (der modtager spildevandet) renseevne eller af karakteren og kvaliteten af det vandområde, hvortil spildevandet efter rensning udledes. Endvidere skal det også inddrages, hvorvidt de ønskede grænseværdier eller krav til afløbs-kvalitet reelt er opnåelige for virksomheden ved anvendelse af bedst tilgængelig teknik (BAT). 17

I stedet må det fastholdes, at der ikke kan fastsættes vilkår i en spildevandstilladelse hvad enten dette er en tilladelse efter 28 eller et påbud efter 30 uden viden om de enkelte branchers/virksomheders mulighed for reelt at reducere spildevandsbelastningen ved hjælp af renere teknologi. Det skal ligeledes fastholdes, at hverken vejledningens anbefalinger eller miljøbeskyttelseslovens 30 kan anvendes til fastsættelse af generelle branchevilkår i mangel af sådanne, idet både lovens 30 og vejledningen kræver konkret stillingtagen til det enkelte anlægs miljøindvirkning. Et arbejde med udarbejdelse af generelle retningslinier må overlades til ressortmyndigheden. Som fremhævet på mødet forefindes hverken bly og cadmium i vaskehallernes indretning eller i de vaskemidler, der anvendes ved bilvask udover at der kan forefindes kobber og zink i vandrørene på vaskehallen i minimale mængder. Afgivelse af disse stoffer fra vandrørene til spildevandet vil også ske fra butikkens installationer, hvor der imidlertid ikke stilles krav til stofindholdet. Det må derfor lægges til grund, at den alt overvejende del af de metaller, der afledes med spildevandet, kommer fra bilerne, der vaskes i hallerne. I relation til klagenævnets anvendelse af vejledning nr. 2/2006 som udgangspunkt for afgørelsen, synes det derfor særdeles vigtigt at fremhæve vejledningens egne udsagn herom under punkt 2.5, side 44: "For visse virksomheder vil det ikke i dag være muligt ved tilgængelig teknik at opnå en afløbskoncentration svarende til de anbefalede grænseværdier for tungmetaller. Kravfastsættelsen må derfor baseres på, hvad der er teknisk og økonomisk muligt for den enkelte virksomhed Samtidig bør det sikres, at virksomheden i disse tilfælde løbende arbejder for at forbedre afløbskvaliteten, f.eks. ved at udarbejde en reduktionsplan." I de konkrete sager synes det ikke at være vurderet, hvorvidt spildevandsanlæggene reelt har en mulighed for at reducere indholdet af bly, cadmium, zink og kobber ved hjælp af BAT-princippet. Ligeledes ses vejledningens anbefaling om, at kravfastsættelsen skal baseres på, hvad der er teknisk og økonomisk muligt for den enkelte virksomhed, ikke at være fulgt. Vandure I de tre konkrete afgørelser, der blev drøftet på mødet, er der fastsat vilkår om opstilling af separat vandmåler for vaskehallen alene. Dette er et krav, der ofte ses stillet i de sager, der ligger til behandling for nævnet. Dette krav er fastholdt med nævnets afgørelser af 30. november 2010. Da nævnet har foretaget en fuldstændig prøvelse af afgørelserne, skal jeg konkret bemærke, at dette krav ikke kan begrundes miljømæssigt i forhold til afledningen til renseanlægget. Herlev Kommune stiller ikke krav til afledte vandmængder og har således accepteret de hidtidige afledte spildevandsmængder. Jeg skal bemærke, at tankstationens øvrige vandforbrug, de ikke anvendes i vaskehallen, er af et ubetydeligt omfang. De miljømæssige mål, der skulle være baggrunden for ønsket om opsætning af separat vandmåler, ses da heller ikke angivet i hverken kommunens eller nævnets afgørelser. Kravet ses således ikke miljømæssigt begrundet i afgørelserne. 18

Da kommunen ikke har mulighed for at begrænse virksomhedens vandforbrug i forhold til den allerede tilladte afledte vandmængde, og da kommunen kan lægge tankstationens totale vandforbrug med et mindre fradrag til grund som vandforbruget i vaskehallen, synes der ikke at være et miljømæssigt formål, der kan begrunde indgreb efter miljøbeskyttelseslovens 30. Hvis kommunen ønsker at bibringe virksomhederne i kommunen viden om vand-besparende foranstaltninger mv., kan dette gøres på en mere proportional og mindre indgribende måde via information til virksomhederne. Opsætning af vandmålere udgør således en udgift for virksomhederne, som reelt ikke giver en forbedring eller fornyelse af anlægget. Vilkåret herom kan således ikke antages at være sagligt hjemlet i miljøbeskyttelseslovens 30, idet der ikke foreligger en miljømæssig begrundelse herfor og idet vilkåret endvidere ikke er i overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Anvendelse af DS 2399 DS 2399 er alene tænkt anvendt til afløbskontrol med udledningen fra renseanlæg samt virksomheder med egen udledning. Det fremgår således af normen, at denne alene er udarbejdet og indrettet til vurdering af afløbsværdier fra renseanlæg samt virksomheder med direkte udledning. I anledning af klagenævnets anvendelse af denne norm i de konkrete sager, har EM' foranlediget, at det rådgivende ingeniørfirma Envidan udformer et teknisk notat om problemstillinger i forhold til normens anvendelse i relation til tilsluttede virksomheder. Notatet er under udarbejdelse og fremsendes til klagenævnet i løbet af de næste uger 6. Tilsyn efter miljøbeskyttelseslovens tilsynskapitel De fastsatte vilkår om et udvidet analyseprogram ved overskridelse af de fastsatte grænseværdier blev drøftet på mødet. Efter miljøbeskyttelseslovens 65 fører kommunalbestyrelsen generelt tilsyn med, at loven og reglerne fastsat i medfør af loven overholdes. Endvidere fører kommunalbestyrelsen tilsyn med, at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser overholdes. Ved en overskridelse af en grænseværdi i en tilladelse eller et påbud er der i udgangspunktet tale om et ulovligt forhold efter miljøbeskyttelseslovens forstand. Dette skal kommunerne efter lovens 68 foranledige lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning. Kommunerne skal således i denne situation udøve et skøn, der er underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. 6 Notat fra EnviDan er modtaget, jf. denne afgørelse side 34 ff 19

Klagenævnet har reelt sat kommunernes tilsynskompetence ud af spil ved indsætning af vilkåret om det udvidede analyseprogram. Ved fastsættelsen heraf kan kommunen ikke selv vurdere, om og i givet fald hvordan en overskridelse skal søges lovliggjort. Hjemmelsmæssigt kan miljøbeskyttelseslovens 30 alene anvendes til at påbyde forbedring og fornyelse af eksisterende lovlige spildevandsanlæg. Påbud efter 30 er således konstitutive, idet de fastlægger en ny retstilstand. Hvis en tilsynsmyndighed konstaterer overskridelser af en retstilstand, skal tilsynsmyndigheden søge dette ulovlige forhold lovliggjort. I den forbindelse udstedes eventuelle påbud i henhold til 69, jf. 68. Disse påbud må anses som konstaterende, idet tilsynsmyndigheden ved påbud efter disse bestemmelser alene konstaterer, hvad der allerede er gældende ret, at overskridelsen er en overtrædelse af gældende ret og indskærper, at gældende ret skal overholdes. Det må på baggrund af lovens indretning og almindelig forvaltningsretlige grundsætninger antages, at vilkår, der fastlægger behandlingen af overskridelser, ikke vil kunne fastsættes med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens 30 som gjort af klagenævnet. Vilkår i en konstitutiv forvaltningsakt som et påbud efter miljøbeskyttelseslovens 30 kan kun præcisere, hvad en virksomhed fremover skal overholde. Det udvidede nu med klagenævnets afgørelse fastsatte analyseprogram fratager kommunen mulighed for at vælge, hvordan kommunen vil søge det ulovlige forhold lovliggjort, og udgør således reelt en normkonflikt med miljøbeskyttelseslovens tilsynsbestemmelser og må i øvrigt anses som uhjemlet, idet sådanne vilkår ikke kan fastsættes med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens 30. Virksomhedens kontrol med olieudskillere og sandfang set i relation til Nævnets ændring af vilkår om olieudskillere Lars Jensen har i mail af 12. april 2011 anmodet om vores bemærkninger til: "- det faktiske, praktiske tilsyn med afløbssystemet fra vandet løber ned i gulvet i vaskehallen og til det passerer matrikelgrænsen det offentlige afløbssystem. I nævnte en tydeligere beskrivelse af hvad, der skal ses efter (sand/grus i sandfang, pejling af olie - og herefter hvornår/hvor ofte, der skal tømmes - og skal alle udskillere tommes lige ofte?)" Vi forstår spørgsmålet som en redegørelse for, hvordan kontrol og tømning af olieudskillere og sandfang proportionalt kan og skal foregå. Der henvises til vores bemærkninger til klagenævnet af' 5, oktober 2006 vedrørende krav til olieudskiller. Heri beskrives processen omkring virksomhedens egen kontrol og tømning af olieudskillere. Det fremgår således: 20